Kendelse af 11-11-2014 - indlagt i TaxCons database den 10-01-2015

Sagen drejer sig om, hvorvidt klageren kan beskattes af fri bil til rådighed efter reglerne i dagældende ligningslovs § 16, stk. 4.

Indkomståret 2003

Skatteankenævnet har ansat værdi af fri bil

til 69.015 kr.

Landsskatteretten nedsætter beløbet til 0 kr.


Indkomståret 2004

Skatteankenævnet har ansat værdi af fri bil

til 56.075 kr.

Landsskatteretten nedsætter beløbet til 0 kr.


Faktiske oplysninger

Klageren var i indkomstårene 2003 og 2004 ansat ved [virksomhed1].

Klageren er mor til hovedanpartshaveren i [virksomhed2] ApS. Selskabet er stiftet den 14. maj 1982 og er opløst efter likvidation den 21. juli 2013. Selskabets formål var at drive konsulentvirksomhed inden for handel og industri, investering og anden i forbindelse hermed stående virksomhed. Selskabet har kalenderåret som regnskabsperiode. Den 16. oktober 2010 indtrådte klageren i selskabets direktion som administrerende direktør og klagerens søn udtrådte af direktionen.

Den 30. marts 2001 indgik selskabet en leasingkontrakt vedrørende en Peugeot 406, 2,2 TS Sedan, personbil. Bilen har reg. nr. [reg.nr.1]. Den skattemæssige værdi i medfør ligningslovens dagældende § 16, stk. 4, udgør 276.058 kr.

I [virksomhed2] ApS er der i 2003 og 2004 ifølge selskabets bogføring fratrukket følgende udgifter vedrørende den leasede bil:

2003

2004

Brændstof

16.938 kr.

17.386 kr.

Leasingafgift

64.600 kr.

66.793 kr.

Benyttelse af bil hovedanpartshaver (kreditering)

-40.110 kr.

-40.320 kr.

41.428 kr.

43.869 kr.

Posten ”benyttelse af bil hovedanpartshaver” er modposteret (debiteret) på mellemregningskontoen med selskabets hovedanpartshaver som en forøgelse af selskabets tilgodehavende hos hovedanpartshaveren.

Selskabet udgiftsførte i indkomstårene 2003 og 2004 udgifter til husleje til selskabets hovedanpartshaver og klageren på hhv. 102.000 kr. og 102.000 kr.

Udgiften er i selskabet debiteret en udgiftskonto og krediteret mellemregningskontoen med selskabets anpartshaver. Da selskabet havde et tilgodehavende hos selskabets anpartshaver, har krediteringen nedbragt selskabets tilgodehavende hos anpartshaveren.

SKAT godkendte ikke fradraget for husleje i selskabet med den begrundelse, at det ikke var godtgjort, at der var en forretningsmæssig begrundelse for den indgåede lejeaftale. SKAT godkendte samtidigt ikke krediteringen på mellemregningskontoen.

[virksomhed2] ApS har ikke haft lønudgifter i 2003 og 2004 og har derfor heller ikke foretaget indberetninger af fri bil.

Der er mellem klageren og SKAT uenighed om, hvorvidt klageren i 2003 og 2004 har udført personligt arbejde for [virksomhed2] ApS, herunder om den omhandlede Peugeot 406, 2,2 TS Sedan er stillet til rådighed for klageren som vederlag for personligt arbejde udført for selskabet enten som led i et ansættelsesforhold eller i kraft af en individuel personlig arbejdsaftale. I anden række er der uenighed om, hvorvidt værdien skal reduceres med betalinger til selskabet foretaget af klageren.

SKAT fandt, at klageren havde fået stillet fri bil til rådighed i forbindelse med udførelse af personligt arbejde for selskabet og ansatte værdien af godet i 2003 og 2004 til hhv. 69.015 kr. og 56.075 kr. Beløbet i 2003 er fremkommet som 25 % af 276.058 kr. Beløbet i 2004 er fremkommet som: (25 % af 276.058 kr./12*3) + 25 % af (75 % af 276.058 kr./12 * 9).

SKAT fandt det ikke godtgjort, at klageren havde betalt selskabet hhv. 40.110 kr. og 40.320 kr.

SKAT har sendt forslag om ændring af skatteansættelsen for 2003 den 19. april 2006 og har truffet afgørelse den 26. juni 2006.

SKAT har sendt forslag om ændring af skatteansættelsen den 26. juni 2006 og har truffet afgørelse den 23. august 2006.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at ændring af klagerens indkomst i 2004 er foretaget indenfor den korte ligningsfrist, der gælder for skatteydere med enkle økonomiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, idet ansættelsen er gennemført inden 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Det fremgår endvidere af SKATs afgørelse, at ansættelsen for indkomståret 2003 er foretaget inden for for den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26 og § 1, stk. 1, nr. 4 i lovbekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Skatteankenævnets afgørelse

Ansættelsen for indkomståret 2004 er gyldig, idet SKAT har overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 26 samt den korte ligningsfrist, der gjaldt i medfør af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Ansættelsen for indkomståret 2003 er gyldig i medfør af § 1, stk. 1, nr. 4 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Vedrørende sagens realitet er skatteankenævnet enigt med SKAT i, at klageren har fået stillet fri bil til rådighed af [virksomhed2] ApS. Det er ikke dokumenteret, at værdien kan nedsættes med betalinger foretaget af klageren. Skatteankenævnet har derfor stadfæstet SKATs forhøjelse af klagerens indkomst i 2003 og 2004 med hhv. 69.015 kr. og 56.075 kr.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af klagerens indkomst i 2003 og 2004 skal nedsættes til 0 kr. Klageren har nedlagt en subsidiær påstand om, at forhøjelsen i 2003 og 2004 skal nedsættes til hhv. 28.906 kr. og 15.755 kr.

Reglerne om beskatning af fri bil gælder for en ansat, når denne har fået stillet en fri bil til rådighed til privat benyttelse uden for arbejdstiden.

Klageren var indtil udgangen af 2005 ansat i en fuldtidsstilling som administrativ koordinator på [virksomhed1]. Denne stilling muliggjorde ikke udførelse af nogen for arbejde for [virksomhed2] ApS. Selskabet havde indtil oktober 2004 domiciladresse på selskabets hovedanpartshavers privatadresse. I oktober 2004 blev selskabets domiciladresse ændret til klagerens private bopælsadresse i forbindelse med, at klageren blev anmeldt som direktør i selskabet.

Klageren indgik en aftale med selskabet om privat benyttelse af selskabets bil mod betaling.

Ændringen af klagerens indkomst er gennemført, forinden klageren fik mulighed for at udtale sig mundtligt på et møde med SKAT. Under sagens behandling i SKAT har klageren tilbudt at deltage i et møde, såfremt SKAT anså det formålstjenesteligt.

Landsskatterettens afgørelse

For sagens afgørelse lægger Landsskatteretten til grund, at klageren ikke er anpartshaver i [virksomhed2] ApS. Landskatteretten lægger endvidere til grund, at klageren først i oktober 2004 blev ansat i selskabet, og at klageren ikke indtil hun tiltrådte som direktør i selskabet udførte personligt arbejde for selskabet.

Landsskatteretten nedsætter derfor forhøjelsen af klagerens indkomst i 2003 til 0 kr.

Landsskatteretten finder det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren i januar 2004 til og med september 2004 har udført personligt arbejde for [virksomhed2] ApS, der kan begrunde, at klageren i den nævnte periode skal beskattes efter reglerne om fri bil i ligningslovens § 16.

Landsskatteretten er derimod enig med skatteankenævnet i, at klageren i oktober 2004 til og med december 2004 har haft fri bil til rådighed i [virksomhed2] ApS som led i sin ansættelse i selskabet som direktør.

Landsskatteretten skal herefter tage stilling til, om den foretagne debitering på mellemregningskontoen af 40.320 kr. kan anses for at udgøre en betaling til selskabet for brugen af bilen. Det beror på en konkret vurdering, om debiteringer på en mellemregningskonto med selskabet kan anses for en betaling.

På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Landsskatteretten det sandsynliggjort, at det har været meningen af klageren skulle betale for brugen. Landsskatteretten nedsætter derfor forhøjelsen af klagerens indkomst i 2004 til 0 kr.

Landsskatteretten har ikke taget stilling til, om SKATs ansættelse er ugyldig af formelle grunde.