Kendelse af 27-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 06-06-2015

Indkomstårene 2009 og 2010

SKAT har anset de skattefrie befordringsgodtgørelser, som selskabet i perioden fra den 1. januar 2009 til den 31. august 2010 har udbetalt til 10 af selskabets ansatte for skattepligtig A-indkomst.

Landsskatterettenstadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S (selskabet) hovedaktiviteter ligger indenfor levering og servicering af diverse kraner på verdensmarkedet. Selskabet udvikler og producerer kraner, vognopbygninger, læssebagsmække, hydraulik- og transportmateriel.

Selskabet blev etableret i 1945 og blev omdannet til et aktieselskab i 1967. I dag er selskabet landdækkende med afdelinger i [by1], [by2], [by3], [by4] og [by5] og har datterselskaber i både England og Tyskland.

I årene 2009 og 2010 havde selskabet en medarbejderstab på ca. 500 fordelt på 8 afdelinger over hele Danmark.

I indkomstårene 2009 og 2010 udbetalte selskabet skattefrie befordringsgodtgørelser til nedenstående ansatte:

Den 12. august 2010 var SKAT på kontrol hos selskabet. Ved kontrollen kunne SKAT blandt andet konstatere, at selskabet udbetalte skattefrie befordringsgodtgørelser efter Statens takster, at satserne gradueredes ved 20.000 km grænsen, og udgangspunkterne kunne både være fra de enkelte afdelinger eller fra medarbejdernes bopælsadresser. Herudover kunne SKAT konstatere, at [person5] var salgschef og samtidig den ansvarlige for de interne kontroller og forretningsgange, at dokumentation for skattefri befordringsgodtgørelse for alle de af SKAT udtagne medarbejdere månedligt blev sendt til [person5] pr. mail, der videresendte disse til [person11] i lønningsbogholderiet, der forestod udbetalingerne. [person5]s egen dokumentation blev tilsendt [person12], der videresendte den til [person11] med enslydende tekst “hermed godkendt”.

Ved kontrollen fik SKAT oplyst, at der ikke blev ført kontrol med, hvorvidt kørslerne reelt var foregået fra de anførte udgangspunkter, om kørslerne var foregået fra det faste arbejdssted eller fra medarbejdernes bopælsadresser. Der blev ikke ført kontrol med, hvorvidt kørslerne reelt sluttede. Der blev ikke foretaget stikprøvevis kontrol af de anførte kilometerantal, ligesom der ikke blev ført kontrol med 60 dages reglen. Herudover fik SKAT oplyst, at to medarbejdere fra selskabet havde deltaget i SKATs informationsmøde, og at de efterfølgende havde gjort selskabet opmærksom på, at forretningsgangene ikke var i overensstemmelse med gældende regler og derfor skulle ændres. Selskabet havde påtænkt at ændre forretningsgangene, men havde på kontroltidspunktet ikke nået at iværksætte en ny procedure.

Ved en gennemgang af den dokumentation, som selskabet havde fremlagt for SKAT, kunne SKAT konstatere, at der blandt andet manglede angivelse af kunde-/leverandørnavne og vejnavne/husnumre, ligesom der i mange tilfælde ikke var påført udgangspunkt og slutdestination for kørslerne. I de fleste tilfælde var der angivet bynavne.

Herudover kunne SKAT konstatere, at mindst en medarbejder havde modtaget befordringsgodtgørelse for kørsel mellem bopæl og fast arbejdsplads efter 60 dages reglen, men at selskabet ikke havde ført kontrol hermed, at det ikke var muligt at lave en direkte efterprøvning af kilometerantallet pga. manglende præcisering af udgangspunkt, delmål og slutdestinationer for kørslerne, og at der ved SKATs stikprøvevise kontrol af dokumentationen blev der ikke konstateret synlige tegn på korrektioner/rettelser.

Endelig kunne SKAT konstatere, at de anførte kilometerantal for det meste var delelige med 10 for flere af medarbejderne, at der ved SKATs stikprøvevise gennemgang af de mailkorrespondancer, der havde været mellem de lønmodtagerne, [person5] og [person11], blev der konstateret, at der i flere tilfælde kun var gået 2 minutter fra det tidspunkt [person5] modtog dokumentationen og videresendte denne til [person11]. Reaktionstiden var også den samme i korrespondancen mellem henholdsvis [person7] og [person3], der havde overtaget kontrolforpligtigelsen, efter at [person5] var fratrådt, og lønmodtagerne, hvor dokumentationen blev videresendt indenfor samme minut eller 2 minutter efter modtagelsen.

Vedrørende [person1] (herefter [person1]), cpr-nr. [...], [adresse1], [by6], [by7]:

Ifølge indberettet P-enhedsnummer [...33] har [person1] fast arbejdsplads i [by1] afdelingen, beliggende [adresse2], [by1]. Det er ikke oplyst, hvor længe han har været ansat. Selskabet har oplyst, at han frem til 22. september 2010 var ansat under P-enhedsnummer [...57], tilhørende [by4] afdelingen. Herefter skulle han være tilknyttet P-enhedsnummer [...87], tilhørende [by2] afdelingen.

Udsnit af [person1]s dokumentation for 2009 og 2010:

* SKAT har forudsat, at der er tale om kørsel til selskabets afdelinger i de enkelte byer.

Vedrørende [person2](herefter [person2]), cpr. [...], [adresse3], [by16]:

[person2] er tilknyttet afdelingen i [by5]. Ifølge det oplyste mødte han ikke dagligt op på forretningsadressen, men kørte direkte fra bopæl til kundebesøg.

Udsnit fra [person2]s dokumentation for 2009 og 2010:

* SKAT har forudsat, at udgangspunkt og slutdestination for kørslerne var bopælsadressen i [by16].

# SKAT har forudsat at udgangspunkt og slutdestination var afdelingsadressen i [by5].

På grund af de sparsomme oplysninger har SKAT ved kontrollen taget forbehold for de benyttede adresser. Med hensyn til kørsler til kunder angivet som privatpersoner har SKAT oplyst, at SKAT ikke har efterprøvet kilometerantal på sådanne kørsler, da resultatet ville være yderst tvivlsomt.

På enkelte dokumentationer fremgår udregningen med en forkert udbetalingssats på 3,47 kr. pr. km, selskabet har dog foretaget udbetalingen korrekt med 3,56 kr. pr. km.

Vedrørende [person3] (herefter [person3]), cpr. [...], [adresse4], [by21]

[person3] er ansat som sælger og tilknyttet afdelingen i [by3]. Ifølge det oplyste mødte han ikke dagligt op på forretningsadressen, men kørte direkte fra bopælen på kundebesøg.

Udsnit fra [person3]s dokumentation for 2009 og 2010:

* SKAT har forudsat at udgangspunkt og slutdestination er bopælsadressen i [by21].

# SKAT har forudsat at udgangspunkt og slutdestination er afdelingsadressen i [by3].

¤ SKAT har forudsat at der køres over broen.

” SKAT har forudsat at der rejses med færge.

Vedrørende [person4] (herefter [person4]), CPR-nr..: [...], [adresse5], [by22]:

[person4] er ansat som værkstedschef for samtlige afdelinger. Han er tilknyttet afdelingen i [by2]. Det er ikke oplyst, om han dagligt mødte op på forretningsadressen i [by2]. Det er oplyst at han havde en del kørsler mellem de forskellige afdelinger. Selskabet har oplyst, at han frem til den 22. september 2010 var tilknyttet P-enhedsnumret [...87] tilhørende [by2] afdelingen, men at han nu er tilknyttet P-enhedsnumret [...69] tilhørende afdelingen i [by5].

Udsnit fra [person4]s dokumentation for 2008, 2009 og 2010: SKAT har foretaget en skønsmæssig beregning.

¤ SKAT har forudsat, at han kørte over broen.

Vedrørende [person5] (herefter [person5]), cpr. [...], [adresse7], [by9]:

[person5] var ansat som salgschef for værkstederne i Danmark. Han var tilknyttet afdelingen i [by2]. Det er oplyst, at han dagligt mødte op på forretningsadressen i [by2]. Han stod for godkendelse og den interne kontrol og at al dokumentation for de skattefrie befordringsgodtgørelser blev sendt til ham.. Han er ikke længere ansat i selskabet.

Udsnit fra [person5]s dokumentation for 2007, 2008, 2009 og 2010:

* SKAT har forudsat, at udgangspunktet er bopælsadressen i [by9].

# SKAT har forudsat, at udgangspunktet og slutdestinationen er afdelingsadressen i [by2].

§ SKAT har forudsat, at der er tale om byen [by34] (Sjælland)

Oversigt over de mailkorrespondancer der har været mellem selskabets medarbejdere, jf. nævnt ovenfor, og [person5], [person7] og [person3], som er de medarbejdere i selskabet, der har stået for den interne kontrol med de kørte kilometre:

Selskabet har ansøgt om og fået tilladelse til at benytte ordningen i kildeskattelovens § 69 A, stk. 2. Selskabet har indvilget i at betale den skat, der skulle være indeholdt ved udbetaling af befordringsgodtgørelser til de omhandlede medarbejdere, såfremt udbetalingen ikke kan anses som skattefri.

Der er fremlagt kørselsindberetninger for de 10 medarbejdere, der er nævnt ovenfor. Herudover er der fremlagt en oversigt over kørsel for [person9]. Endvidere er der fremlagt mailkorrespondance mellem selskabet og [person1], hvori det fremgår, at der var et tilfælde, hvor [person5] rettede 1.155 km til 115 km, der af [person1] var blevet angivet forkert. Herudover var der et andet tilfælde, hvor en fejlangivelse på 1125 km blev rettet til 125 km.

SKATs afgørelse

SKAT har anset de udbetalte befordringsgodtgørelser for skattepligtige, da hverken dokumentationskravene eller selskabets kontrolforpligtigelser er overholdt, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, § 9 B og bekendtgørelsen nr. 173 af 13. marts 2000.

Befordringsgodtgørelserne er derfor skattepligtig A-indkomst efter kildeskattelovens § 43 stk. 1.

For flere medarbejdere mangler der angivelse af både udgangspunkter, delmål og slutdestinationer for kørslerne. I de tilfælde, hvor disse er påført, er adresserne ikke nærmere præciseret ved vejnavne og husnumre. Endvidere er flere af de anførte kilometerantal i mange tilfælde delelige med 10, hvilket kunne indikere, at kilometerantallet enten er op- eller nedrundet.

Med hensyn til selskabets interne kontrol og kontrol med 60 dages reglen har SKAT konstateret, at selskabet ikke har haft et tilstrækkeligt grundlag for at føre en effektiv kontrol, blandt andet pga. manglende angivelse af udgangspunkter og slutdestinationer og til tider også manglende delmål for kørslerne.

I de tilfælde, hvor disse har været anført, mangler der også her nøjagtige adresser ved angivelse af vejnavne og husnumre.

Det faktum, at de interne kontroller har været betroet [person5], hvis egen dokumentation også har været manglefuld samt den konstatering af, at [person5], [person7] og [person3] i flere tilfælde kun har haft mellem 0-2 minutter til at udføre en reel kontrol, bestyrker SKATs opfattelse af, at hverken dokumentationen eller den interne kontrol har været effektiv eller fyldestgørende.

SKAT har derfor ikke godkendt de udbetalte skattefrie befordringsgodtgørelser for perioden fra den 1. januar 2009 til den 31. august 2010.

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at de skattefrie befordringsgodtgørelser, som er udbetalt af selskabet [virksomhed1] A/S i indkomstårene 2009 og 2010 skal anerkendes som skattefrie.

Selskabets salgsmedarbejdere fik ikke fri bil stillet til rådighed af selskabet. De anvendte egne biler i arbejdet og modtog kørselsgodtgørelse i henhold til de af Skatterådet fastsatte takster. De enkelte salgsmedarbejdere indberettede månedligt den foretagne erhvervsmæssige kørsel i egen bil til nærmeste foresatte med angivelse af dato for kørslen, kørslens mål og delmål, det kørte antal kilometer samt den benyttede godtgørelsessats.

Der er i sagen fremlagt kørselsindberetninger for den omhandlede periode for de i nærværende sag omhandlede medarbejdere [person1], [person2], [person3], [person4], [person5], [person6], [person7], [person8] , [person9] og [person10].

Efter modtagelsen af indberetningen foretog den enkelte medarbejders foresatte en kontrol af den indberettede kørsel, hvorefter den fremsendte kørselsindberetning blev videresendt til lønbogholderiet, der forestod udbetaling af kørselsgodtgørelsen i forbindelse med den efterfølgende månedsløn.

Frem til august 2010 anførte de enkelte salgsmedarbejdere ikke nødvendigvis adresserne på hver enkelt kunde i forbindelse med indberetning af kørselsgodtgørelsen. Indberetningen af kørselsgodtgørelsen skete ved angivelse af kundens navn, kendenavn eller en blanding af kendenavn og by. Tilkendegivelsen af disse oplysninger var tilstrækkeligt til, at den enkelte salgsmedarbejders foresatte kunne identificere kunden og dermed foretage en kontrol af den indberettede kørsel.

I de tilfælde hvor det blev konstateret, at der var uoverensstemmelser mellem den indberettede og den faktiske kørsel, eller det ikke var muligt for den enkelte medarbejders foresatte at forstå eller kontrollere den foretagne indberetning på baggrund af de medtagne oplysninger, blev medarbejderen anmodet om at udarbejde en ny indberetning således, at det var muligt for vedkommendes foresatte at foretage en reel kontrol af den indberettede kørsel.

Til dokumentation for denne fremgangsmåde henvises til de fremlagte eksempler på mails, hvoraf det kan ses, at der er foretaget rettelser af medarbejdernes indberetninger. Enkelte rettelser er foretaget ved fysiske drøftelser, hvorefter det tilrettede skema blev fremsendt til bogholderiet.

De medarbejdere, hvis kørselsindberetning danner baggrund for nærværende sag, var i de omhandlede indkomstår alle ansat som sælgere og refererede til [person5], der var salgschefen for det danske marked. [person5] forestod kontrollen af de enkelte medarbejderes kørselsindberetninger.

[person5] havde et meget tæt samarbejde med sælgerne på det danske marked. Der blev afholdt møde mellem [person5] og sælgerne i de enkelte afdelinger 1-2 gange om måneden. Kontakten til sælgerne foregik på denne måde i sælgernes lokale område. I forbindelse med møderne skete der opfølgning på potentielle nye og ældre kunder i form af igangværende projekter m.v.

Ud over møderne på de enkelte afdelinger blev der afholdt samlede salgsmøder cirka 6 gange årligt, hvor alle selskabets sælgere var til stede. Herudover var der ugentlige telefoniske drøftelser med hver enkelt sælger.

[person5] deltog ofte i kundebesøg sammen med de enkelte sælgere. Den tætte kontakt mellem [person5] og de enkelte sælgere var en følge af, at sælgerne havde interne retningslinjer for, hvor store rabatter m.v. der som udgangspunkt måtte gives i forhold til den udarbejdede standardprisliste. I tilfælde, hvor prisen til den enkelte kunde blev presset af en konkurrent, blev situationen drøftet nærmere mellem den enkelte sælger og [person5], hvorefter der blev truffet en afgørelse om, hvorvidt selskabet kunne strække sig yderligere i form af en ekstra rabat i forhold til standardprislisten. Herudover deltog [person5] i handler, hvor brugt materiale skulle tages i bytte i forbindelse med værdiansættelse af det brugte materiel.

Salgsanalyser af kransalget på det danske marked i de omhandlede indkomstår 2009 og 2010 viser, at kransalget til det danske marked for mere end 80 procents vedkommende var placeret hos selskabets 50 største kunder. Markedet var dækket af 7 sælgere, hvorfor [person5] alene på baggrund af kendskab til hver enkelt sælgers 6-7 største kunder havde et fuldt overblik over 80 % af det danske kranmarked. [person5] havde således et stort og dybdegående kendskab til hver enkelt sælgers ugentlige og i mange tilfælde daglige gøremål og kundebesøg, ligesom han var i besiddelse af et overblik over markedssituationen på landsplan.

I det tilfælde hvor den enkelte sælger i sin kørselsafregning blot anførte et bynavn, var det åbenlyst for [person5], hvilken kunde i den omhandlede by som den enkelte sælger havde besøgt. Eksempelvis var en kørsel til [by28] en kørsel til [virksomhed18] adresse. [virksomhed18] var en af selskabets største kunder.

I en række tilfælde var [person5] endvidere tilstede på en række af kundebesøgene, kurserne eller de interne møder, som de enkelte sælgere anførte kørsel til. Han kunne derfor uden nærmere oplysninger forstå, hvor hver enkelt sælger havde opholdt sig og transporteret sig til og fra i forbindelse med den enkelte kørsel, uanset at der i kørselsindberetningen alene var anført et sted eller vejnavn i kørselsbeskrivelsen.

De angivne kørte kilometer er baseret på en aflæsning af bilens kilometertæller ved henholdsvis turens start og slutning. Sælgerens rute svarede ikke nødvendigvis til enten den hurtigste eller den korteste kørselsstrækning mellem startdestinationen og den enkelte kunde, der var slutdestinationen. I enkelte tilfælde var der en nærmere aftale om et tidspunkt for mødet, hvorfor den enkelte sælger for at nå frem til det aftalte tidspunkt eventuelt måtte køre forbi byer beliggende på kørselsruten eller i kort afstand herfra med henblik på at besigtige eller vurdere potentielle kunders virksomheder eller lignende ved en kort besigtigelse i form af kørsel forbi disse. Dette er fuldt ud erhvervsmæssig kørsel og selvsagt en afgørende del af en kørende sælgers arbejde.

Det kan også forholde sig således, at sælgeren havde en aftale med 2 kunder beliggende i samme nærområde og ved ankomst til den første kunde fandt ud af, at denne var optaget i den kommende time pga. en kunde eller lignende. Derefter kørte sælgeren videre til kunde 2 i nærområdet, hvorefter han returnerede til kunde 1 med henblik på at gennemføre de planlagte drøftelser med denne kunde.

I et sådant tilfælde ville den registrerede kørsel være længere end kørslen ved en udsøgning på Krak eller lignende afstandsmåling, idet den enkelte sælger ikke i alle tilfælde havde alle delmål med i kørselsbeskrivelsen. Dette ændrer imidlertid ikke på nogen måde på, at alle de kørte kilometer i et sådant tilfælde må betragtes som fuldt ud erhvervsmæssige.

Det kan tænkes, at såfremt der alene skulle besøges én kunde, som var optaget ved sælgerens ankomst, at sælgeren måtte forlade kundens adresse med henblik på at besigtige en konkurrents lokaler eller en nærtliggende mulig kundes adresse eller lignende med henblik på, at ventetiden hos den enkelte kunde i videst mulige omfang kunne undgås og udnyttes bedst muligt set i erhvervsmæssig øjemed. Det bemærkes i den forbindelse, at det selvsagt er fuldt ud erhvervsmæssigt, når ruten til besøg af en kunde planlægges, således at turen medfører, at man passerer en konkurrent eller en kundes forretning uden nødvendigvis at gøre stop på dette sted. Dette er sket med henblik på at holde sig orienteret om de enkelte kunders og konkurrenters aktiviteter i videst mulige omfang.

Udover ovenstående helt naturlige og erhvervsmæssige forklaringer på forskelle mellem de angivne korte kilometer og en ruteangivelse undersøgt af SKAT på Krak, spiller en række øvrige faktorer helt naturligt ind ved vurderingen heraf. Der kunne eksempelvis være omkørsel ved vejarbejde, større uheld eller kø. Hvis der var ønsker om at medbringe brød til et kundebesøg kunne omveje være blevet valgt. Det kunne også skyldes tankning af brændstof eller for at følge en længere men hurtigere rute i forhold til den normale vej, som angives på Kraks ruteangivelse.

Til støtte for den nedlagte påstand gør repræsentanten det helt overordnet gældende, at selskabet har overholdt dokumentationskravene og kontrolforpligtigelserne i forbindelse med udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse.

Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4, at godtgørelse, som arbejdsgiveren udbetaler til dækning af udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, skal medregnes ved den enkelte lønmodtagers indkomstopgørelse. Dette gælder dog ikke befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B.

Det fremgår af bestemmelsen, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol og administration af godtgørelsesreglerne. Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Af bekendtgørelsen fremgår det, at det er en forudsætning for, at udbetalingen af befordringsgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9 B, jf. § 9, stk. 4, er skattefri, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer.

Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde nærmere bestemte oplysninger i form af modtagerens navn, adresse og CPR-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser og beregning af befordringsgodtgørelsen.

Det gøres gældende, at selskabet i de i nærværende sag omhandlede indkomstår har ført en tilstrækkelig og effektiv kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagernes biler. Det gøres videre gældende, at indberetningsskemaerne vedrørende befordringsgodtgørelse benyttet af selskabet i de i nærværende sag omhandlede indkomstår opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, således at der ikke er baggrund for at tilsidesætte de udbetalte befordringsgodtgørelser som skattepligtige.

SKATs begrundelse for at tilsidesætte de foretagne udbetalinger af skattefri befordringsgodtgørelse, som skattefri beror på henholdsvis spørgsmålet om, hvorvidt der er gennemført en effektiv kontrol samt spørgsmålet om, hvorvidt den foreliggende dokumentation har været i overensstemmelse med de foreliggende regler og har muliggjort en effektiv kontrol. I det følgende vil spørgsmålet om henholdsvis den gennemførte kontrol og den foreliggende dokumentations karakter blive behandlet hver for sig.

Nærmere om den gennemførte kontrol

SKAT sætter spørgsmålstegn ved, hvor effektiv den gennemførte kontrol har været, idet der i enkelte tilfælde er gået mellem 0 og 2 minutter fra den kontrollerende medarbejders modtagelse af dokumentationen fra medarbejderen til fremsendelse af dokumentationen i godkendt form til selskabets bogholderi.

SKATs opfattelse af, hvor lang tid det reelt skal tage at godkende en indberetning af skattefri befordringsgodtgørelse, fremgår ikke af den fremsendte afgørelse.

Fremsendelse af de modtagne kørselsindberetninger er i enkelte tilfælde foregået meget hurtigt. Dette kan skyldes en række forskellige faktorer. [person5], der godkendte hovedparten af de i nærværende sag omhandlede kørselsindberetninger, havde i en række tilfælde gennemgået kørselsindberetningerne og rettet henvendelse til den medarbejder, der havde fremsendt disse med henblik på, at vedkommende skulle foretage en rettelse i indberetningen. Dette kunne skyldes manglende anførelse af registreringsnummeret på den benyttede bil, forkert angivelse af kilometerantal, opklarende spørgsmål til en konkret foretaget kørsel eller lignende. I disse tilfælde havde medarbejderen rettet det enkelte indberetningsskema og derefter genfremsendt dette til [person5]. I disse tilfælde havde [person5] ikke behøvet ret lang tid til at undersøge, hvorvidt der var foretaget de ønskede rettelser i indberetningen, hvorefter denne ganske hurtigt kunne sendes videre til lønningsbogholderiet i godkendt form.

Det gøres gældende, at det faktum, at der i enkelte tilfælde ud af de ganske betydelige mængder af kørselsindberetninger, der blev foretaget årligt i selskabet, er fundet en række indberetninger, der blev godkendt relativt hurtigt, ikke på nogen måde kan medføre, at den gennemførte kontrol på denne baggrund kan betragtes som ikke tilfredsstillende eller utilstrækkelige i forhold til at kvalificere den udbetalte kørselsgodtgørelse som skattefri.

Det anføres videre af SKAT, at en række af de påførte udgangspunkter, delmål og slutdestinationer ikke fremgår i en tilstrækkelig præcis form forstået således, at der ikke er angivet vejnavne og numre for den enkelte kørsel. SKAT anser dette som en faktor, der medfører, at det ikke var muligt for selskabet at gennemføre en effektiv kontrol af de foretagne kørsler.

Det gøres gældende, at [person5], der var den gennemgående godkender af de i nærværende sag omhandlede kørselsindberetninger, fuldt ud var i stand til atidentificere både udgangspunkt, slutdestination og eventuelle delmål på baggrund af de enkelte medarbejderes kørselsindberetning.

[person5] var i de omhandlede indkomstår salgschef for det danske marked og fik som følge heraf fuldstændig indsigt i, hvilke kunder hver enkelt sælger arbejdede med og som udgangspunkt besøgte i de omhandlede perioder. Sælgerne afholdte møder, hvor ikke alene den overordnede udvikling i de enkelte områder men tillige de enkelte kunder og disses behov blev drøftet indgående, ligesom hver enkelt sælger redegjorde for igangværende sager, forventede kommende salg og den forløbne periodes interessante kundeemner samt de forventede kommende tiltag.

Hertil kommer naturligvis, at [person5] i form af sin stilling som salgschef for det danske marked deltog i absolut hovedparten af de møder, konferencer og kurser, som var interessante for sælgerne hos selskabet, og som hovedparten af disse jævnligt deltog i. Herudover havde [person5] løbende kontakt til de vigtigste kunder på det danske marked samt løbende drøftelser med hovedparten af sælgerne med henblik på såvel en generel planlægning af salgsindsatsen som opfølgning på de løbende drøftelser.

[person5] havde således, som de enkelte sælgeres direkte foresatte, en betydelig indsigt i, hvilke kunder den enkelte sælger besøgte, og hvilke kurser den enkelte sælger deltog i samt i hvilken forbindelse sælgeren besøgte selskabets enkelte afdelinger rundt i landet. På denne baggrund var det ganske unødvendigt at anføre mere end et stednavn eller initialerne på kunden for, at [person5] kunne identificere den enkelte kørsel og dermed vurdere, hvorvidt det anførte kilometertal var i overensstemmelse med en normal transport mellem de anførte steder.

Som eksempel er der fremlagt en oversigt over [person9] kørsel i den omhandlede periode. Som det fremgår af kørslen var [person5] til stede på samme adresse i samme tidsrum som [person9] i 42 % af kørslerne, og i 31 % af kørslerne havde [person5] med meget stor sandsynlighed direkte kontakt til kunden. Kun i 27 % af de omhandlede kørsler, som [person9] foretog i den omhandlede periode, havde [person5] enten deltaget i detgennemførte møde selv eller med stor sandsynlighed selv været på adressen eller haft kendskab til denne. Hvis vurderingen foretages i forhold til antal kørte kilometer havde [person5] med sikkerhed været til stede på adressen samtidig med [person9] i forbindelse med 74 % af besøgene samt i 11 % af tilfældene med overordentlig stor sikkerhed haft kendskab hertil. Det er således alene for så vidt angår 15 % af de kørte kilometer, at [person5] ikke med sikkerhed kendte adressen.

I de tilfælde, hvor [person5] ikke havde direkte kendskab til adressen, der var kørt til, vurderes det dog, at han fik drøftet den enkelte henvendelse med [person9] enten forudgående eller efter den konkrete kørsels gennemførelse.

Den manglende anførelse af de præcise adresser med vejnavne og husnumre på de kunder, kursussteder og afdelinger, den enkelte medarbejder besøgte, har på ingen måde medført, at [person5] var i tvivl om, hvortil og hvorfra den enkelte kørsel var foretaget, eller hvad formålet med medarbejderens kørsel havde været. Skulle der i enkelte tilfælde have været tvivl om, hvem der blev besøgt eller med hvilket formål, havde [person5] taget kontakt til den enkelte medarbejder med henblik på en nærmere opklaring heraf. Der er ført en tilbørlig og tilstrækkelig kontrol med de foretagne kørselsindberetninger i forbindelse med udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse.

I SKATs sagsfremstilling fremgår en række overordnede bemærkninger vedrørende den foreliggende dokumentation og muligheden for at føre en effektiv kontrol.

Det bestrides, at det er korrekt, når SKAT anfører, at der ikke er ført kontrol med, hvorvidt kørslerne reelt er foregået fra de anførte udgangspunkter. Det skal ikke bestrides, at det ikke på nogen måde er efterprøvet, forstået således at [person5] havde forespurgt andre medarbejdere eller decideret havde været til stede på den enkelte medarbejders private adresse eller selskabets adresse med henblik på at konstatere, hvorvidt kørslen var foregåetfra de omhandlede udgangspunkter. Det gøres gældende, at dette ikke er et krav for, at de udbetalte skattefrie kørselsgodtgørelser kan betragtes som skattefrie.

Det gøres gældende, at det ikke er et krav, at der foretages fysisk kontrol af de faktiske udgangspunkter for kørslen, for at kontrolbestemmelserne i ligningsloven og bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 er opfyldt. Det forholder sig som beskrevet således, at [person5] havde et indgående kendskab til hver enkelt salgsmedarbejders arbejdsmønster, kørselsmønster og enkelte kunder. Dermed har [person5] i forbindelse med den almindelige gennemgang af de foretagne kørselsindberetninger foretaget en tilstrækkelig kontrol af, hvorvidt de oplyste destinationer, udgangspunkter og slutdestinationer havde været korrekte. Der kan hverken af administrativ praksis eller retspraksis indlæses et krav om, at der skal foretages faktisk fysisk kontrol af hver enkelt medarbejders kørsel, når der ikke konkret er baggrund for at mistro den enkelte medarbejder for at udnytte ordningen.

Det anføres videre i SKATs sagsfremstilling, at der ikke blev foretaget stikprøvevis kontrol af de anførte kilometerantal. Det er korrekt, at de enkelte kilometerantal ikke blev holdt op imod en udskrift fra krak eller lignende databaser. Imidlertid foretog [person5] en konkret vurdering ved sin gennemgang af hver enkelt kørselsindberetning. Der er således ført kontrol med de angivne kilometerantal. [person5] besøgte selv i absolut hovedparten af tilfældene den enkelte kunde eller vidste, hvor vedkommende kundes virksomhed var beliggende. Det var derfor muligt at føre en kontrol med det angivne kilometerantal, hvorfor den gennemførte kontrol af kørselsindberetningerne må anses for fyldestgørende og tilstrækkelig.

Det var muligt at føre kontrol med 60-dages reglen, idet [person5] var bekendt med udgangs- og slutdestinationen for hver enkelt medarbejders kørsel på baggrund af de foretagne indberetninger og [person5]s daglige kontakt til hver enkelt sælger.

Endelig anfører SKAT i sagsfremstillingen, at flere medarbejdere har anført kilometerantal, der ofte er delelig med 10, hvilket indikerer, at kilometerantallet er enten op- eller nedrundet.

Hertil skal det fremhæves, at de af SKAT fremhævede kørsler, hvor kilometerantallet er deleligt med 5 eller 10, alene udgør en mindre del af de enkelte medarbejderes indberettede kørsel. Det bestrides, at det var almindelig praksis i selskabet, at kilometerantallene blev afrundet, hvilket tillige understøttes af, at der ikke var nogen medarbejdere, der alene anførte afrundede kilometerantal.

Nærmere om dokumentationskravet

Det gøres helt overordnet gældende, at den foreliggende dokumentation opfylder kravene i § 2, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

De enkelte kørselsafregninger indeholder modtagerens navn, adresse og CPR-nr. Indberetningerne er videre anført kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, antallet af kørte kilometer, de anvendte satser og en beregning af befordringsgodtgørelsen.

Det er repræsentantens opfattelse, at det eneste bestridte dokumentationskrav, som SKAT ikke har anset for opfyldt, er § 2, stk. 2, nr. 4, anførelse af kørslens mål med eventuelle delmål.

Det gøres gældende, at også dette krav er opfyldt i de foreliggende kørselsindberetninger for den omhandlede periode.

[person5] har været bekendt med hver enkelt salgsmedarbejders kunder, geografiske kørselsområde og vedkommendes deltagelse i kurser og salgsmøder. Kendskabet til den enkelte medarbejders kørselsmønster sammenholdt med de afholdte salgsmøder og daglige drøftelser om de væsentligste ordrer, nye potentielle kunder og ordrer har selvsagt medført, at [person5] kunne fastslå præcis fra og til hvilke adresser, hver enkelt medarbejder havde kørt i forbindelse med modtagelse af kørselsindberetningerne.

Det skal videre fremhæves, at de enkelte medarbejdere efter SKATs henvendelse har gennemgået de tidligere kørselsindberetninger og forsynet disse med de faktiske adresser på udgangspunktet for kørslen, adresserne for eventuelle delmål samt adressen på slutdestinationen. Det har været ganske problemløst for de enkelte medarbejdere at opdatere kørselsafregningerne med nærmere adresser.

Der har været foretaget en kontrol af de opførte mål og delmål for de enkelte kørsler, og disse har uden problemer kunnet undersøges nærmere af [person5]. Bekendtgørelsens formål er dermed opfyldt, og der er ingen baggrund for at konkludere, at de benyttede kørselsindberetninger ikke opfylder bekendtgørelsens krav om anførelse afkørslens mål med eventuelle delmål, jf. § 2, stk. 2, nr. 4.

Det skal videre fremhæves, at kørselsindberetningerne er udfyldt i overensstemmelse med det eksempel, der forelå på SKATs hjemmeside. I det fremlagte bilag opereres der også under angivelse af kørselsmål og eventuelle delmål med angivelse af eksempelvis “bopæl til værksted og retur” og “bopæl til X by og retur til bopæl” uden angivelse af målene og delmålenes præcise adresser. Bilaget, der tjener som vejledning for borgerne, har både ligget forud for nærværende sags opstart og efterfølgende på SKATs hjemmeside som et eksempel på, hvorledes kørselsafregningen kunne udarbejdes.

I SKATs egne eksempler er der ikke direkte angivet de nærmere præcise adresser på de enkelte mål og delmål, i det omfang disse må antages at være den enkelte kontrollør bekendt. Det er svært ikke at opfatte dette således, at der ikke er noget direkte krav om anførelse af den præcise adresse for mål og delmål med kørslen, såfremt disse uden nærmere problemer kan verificeres og genkendes af vedkommende, der kontrollerer kørselsindberetningerne.

Det gøres gældende, at den foreliggende dokumentation opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, hvorfor de udbetalte skattefrie kørselsgodtgørelser skal godkendes som sådan.

SKAT har godkendt kørselsindberetningerne for den efterfølgende periode, hvor de enkelte medarbejdere har anført præcise adresser for udgangspunkter og delmål samt endelige mål for de foretagne kørsler. Dermed er det alene de manglende præcise adresser i de udarbejdede kørselsindberetninger, der medfører, at SKAT ikke har godkendt disse. Som det fremgårovenfor, har [person5] været bekendt med de faktiske adresser, hvilket har medført, at den gennemførte kontrol var fuldt ud tilstrækkelig.

På den foreliggende baggrund vil repræsentanten og selskabet ikke knytte yderligere kommentarer til de øvrige dokumentationskrav i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse 173 af 13, marts 2000.

Afslutningsvist gør repræsentanten gældende, at i det omfang, der efter Landsskatterettens opfattelse foreligger enkelte fejl eller misforståelser i de foreliggende kørselsindberetninger, bør dette ikke medføre, at den gennemførte kontrol må anses for utilstrækkelig. Det skal fremhæves, at selskabet i de omhandlede år havde et samlet medarbejderantal på 500, hvoraf SKAT har tilsidesat kørselsindberetningerne for 10 af medarbejderne. Grundlaget for tilsidesættelsen er ikke fyldestgørende, og eventuelle mindre misforståelser eller fejl i de foreliggende afregninger kan ud fra et proportionalitetsprincip ikke medføre, at alle de omhandlede medarbejdere får tilsidesat deres kørselsindberetninger som forkerte, og dermed får gjort de skattefrie udbetalinger skattepligtige.

Der er gennemført en minutiøs og tilstrækkelig kontrol af de enkelte medarbejderes kørselsindberetninger. Det faktum, at der til trods herfor måtte være enkelte fejlskøn, kan ikke medføre en samlet tilsidesættelse af de i nærværende sag omhandlede medarbejderes kørselsindberetninger.

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens 9, stk. 4, skal godtgørelse der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af § 9 B.

Udgifter til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, udgifter til befordring mellem arbejdspladser og udgifter til befordring inden for samme arbejdsplads kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Befordringsgodtgørelsen skal ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet. Godtgørelsen er i så fald skattefri. Det fremgår af ligningslovens § 9 B, stk. 1 og 4.

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer. Det fremgår af § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Bilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde modtagerens navn og CPR-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med angivelse af eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser samt beregningen af befordringsgodtgørelsen. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Der kan således ikke som betingelse for godkendelse af skattefri befordringsgodtgørelse kræves et egentligt kørselsregnskab, men der kan stilles krav om, at udbetalingerne og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres.

De fremlagte kørselsindberetninger for de enkelte sælgere viser, at der er afvigende afstande, at start- og slutdestinationer og delmål er mangelfuldt angivet, ligesom der er sket overskridelse af 60-dages reglen og kilometerafstande er blevet afrundet. Det har således ikke været muligt, at kontrollere, om kørslerne har været erhvervsmæssige, og de faktisk konstaterede mangler ved kørselsafregningerne bekræfter dette.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at selskabets forklaringer om [person5] professionelle relation til selskabets medarbejdere, hans kendskab til medarbejdernes kunder ikke har sandsynliggjort, at de angivne kørte kilometer er erhvervsmæssige eller at selskabet har foretaget den fornødne kontrol med de kørte kilometer.

På grundlag af ovenstående er det Landsskatterettens vurdering, at selskabets medarbejdere ikke har været berettiget til at få befordringsgodtgørelserne udbetalt skattefrit.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.