Kendelse af 19-02-2015 - indlagt i TaxCons database den 25-04-2015

Sagen vedrører opgørelsen af selskabets afskrivningsgrundlag for driftsmidler ved indskydelsen af den kommunale vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed i selskabet.

Landsskatterettens afgørelse

Selskabsindkomst (indkomståret 2007)

SKAT har ændret den af selskabet

selvangivne skattemæssige saldo for driftsmidler

fra 1.233.876.395 kr. til 413.149.345 kr.

Herefter har SKAT godkendt fradrag

for 2,92 % af 478.163.749 kr.

(413.149.345 kr. reguleret for tilgang/afgang i 2007) svarende til 13.962.381 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S (selskabet) blev stiftet med regnskabsmæssig virkning den 18. december 2006 ved et kontantindskud på 500.000 kr. Den 27. juni 2007 blev den af [kommunen] tidligere drevne vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed indskudt i selskabet ved en kapitalforhøjelse med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 2007. Selskabet blev skiftet i skattemæssig henseende den 27. juni 2007.

Ifølge årsrapporten for 2007 består selskabets hovedaktivitet i drift af vand- og spildevandsforsyning, herunder at være ansvarlig for udbygning og vedligeholdelse af forsyningsnettet i forsyningsområdet. Personale lejes af selskabet [virksomhed2] A/S, der ejer alle aktierne i selskabet. [virksomhed2] A/S ejes direkte af [kommunen].

Aktiverne omfattet af indskuddet bestod af distributionsanlæg i form af råvandsledninger, forsyningsledninger og stikledninger samt produktionsanlæg i form af vandboringer og vandværker. Herudover var der til distributionsaktiverne også knyttet trykforøgelsesstationer. Endvidere blev der overdraget anlægsaktiver i form af grunde, bygninger og øvrige anlæg samt kørertøjer, værktøj og lignende.

I henhold til vurderingsberetningen med tilhørende åbningsbalance pr. 1. januar 2007 har selskabet regnskabsmæssigt opgjort følgende værdier ved indskuddet af [kommunen]s vand- og spildevandsforsyning:

Som vederlag for den indskudte virksomhed modtoges aktier nominelt 9.500.000 kr. til kurs 4.477,45 svarende til en overkurs på 415.857.786 kr., hvilket gav en samlet egenkapital på 425.357.786 kr. Herudover overtog selskabet en række gældsforpligtelser og hensættelser på 342.817.598 kr.

Af selskabets skattemæssige opgørelser for regnskabsåret 2007 fremgår, at selskabet har opgjort følgende skattemæssige åbningsbalance den 27. juni 2007:

Den skattemæssige værdi for ledningsnet og produktionsanlæg er opgjort til den nedskrevne genanskaffelsesværdi. Denne værdiansættelse tager udgangspunkt i aktuelle priser samt faktisk alder og forventet levetid for aktiverne. Den regnskabsmæssige værdi er opgjort som den nedskrevne historiske anlægsudgift. Denne værdiansættelse tager udgangspunkt i aktuelle priser korrigeret for inflation siden anskaffelsestidspunktet samt faktisk alder og forventet levetid for aktiverne. Beregningerne er baseret på en rapport udarbejdet af rådgivningsfirmaet [virksomhed3].

SKATs afgørelse

SKAT har ændret den af selskabet selvangivne skattemæssige saldo for driftsmidler fra 1.233.876.395 kr. til 413.149.345 kr. og herefter alene godkendt fradrag for afskrivning på 13.962.381 kr.

Til støtte for afgørelsen har SKAT overordnet anført, at overdragelsen af vand- og spildevandsforsyningsaktiviteten fra [kommunen] til [virksomhed1] A/S er en transaktion, der er omfattet af ligningslovens § 2, hvilket medfører, at prisen for aktiviteten derfor skal fastsættes i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter – dvs. på armslængdevilkår.

SKAT har nærmere anført, at SKAT har været nødsaget til at udøve et skøn over handelsværdien af selskabets aktiver, idet det selvangivne afskrivningsgrundlag ikke er udtryk for armslængdeprisen for de aktiver, som blev apportindskudt i selskabet, jf. ligningslovens § 2, og at det pågældende skøn kun kan tilsidesættes, hvis selskabet godtgør, at det er åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart fejlagtigt grundlag, jf. SKM2005.368H og SKM2009.37H. Selskabet har ikke formået at løfte bevisbyrden for, at skønnet kan tilsidesættes.

SKAT har i denne forbindelse henvist til, at det følger af Skatteministeriets svar på spørgsmål 5 fra [virksomhed4] af 1. april 2009 til ændringsloven nr. 460 af 26. februar 2009, der ændrede en række love, herunder selskabsskatteloven, som følge af reformen af vandsektoren, at vand- og spildevandsforsyningerne ikke kan anvende nedskrevne genanskaffelsespriser som sådan som indgangsværdier, medmindre det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi. Ligeledes fremgår det af Skatterådets afgørelse af 28. marts 2011, offentliggjort SKM2011.220.SR, at genanskaffelsesværdien, korrigeret for restlevetid, kun kan anses for at være handelsværdien, hvis det dokumenteres, at de to værdier svarer til hinanden. Selskabet har opgjort den regnskabsmæssige værdi af de materielle anlægsaktiver til 767 mio.kr., mens den skattemæssige værdi er opgjort til den nedskrevne genanskaffelsesværdi til 1.234 mio. kr. uden nogen forklaring på forskellen.

Derudover har SKAT henvist til, at selskabet for perioden 2007 til 2010 alene har en gennemsnitlig afkastgrad (resultat før finansielle poster * 100/samlede aktiver) på 0,5 % baseret på selskabets regnskabsmæssige værdier, hvilket er væsentligt under den gennemsnitlige afkastgrad for en risikofri investering i danske statsobligationer, der i perioden fra 2008 til 2010 havde en gennemsnitlig afkastgrad på 3,8 %. Da en investering i sikre danske statsobligationer således ville give et 7 gange højere afkast end en investering i forsyningsvirksomhed, kan hverken den regnskabsmæssige eller den skattemæssige værdiansættelse være udtryk for den pris, som en uafhængig tredjemand ville betale selskabets aktiver efter ligningslovens § 2. I tilknytning hertil har SKAT gjort gældende, at en afkastgrad på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2 skal fastsættes på baggrund af, hvad en uafhængig investor ville kræve i afkast, og at en uafhængig investor aldrig ville foretage en investering, hvor afkastet er mindre end den risikofrie rente.

SKAT har videre til støtte for afgørelsen anført, at den bedste måde at fastlægge handelsværdien for selskabets skatterelevante aktiver på er at tage udgangspunkt i en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode, idet der for det første bliver henset til den specifikke lovmæssige regulering af indkomsten, som gælder for selskabet, for det andet vil selskabets pengestrømme kunne opgøres med relativ stor sikkerhed, og for det tredje vil pengestrømmene med stor sandsynlighed kunne forventes i en længere periode. SKAT har endvidere henvist til, at FSR i december 2002 har udarbejdet et rådgivningsnotat om værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele, hvoraf fremgår, at den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode benævnt ”den tilbagediskonterede cash flow-model” (DCF-model) er blandt de mest benyttede værdiansættelsesmetoder i praksis.

SKAT har herefter anvendt DCF-modellen til at opgøre værdien af de aktiver, som selskabet ved apportindskuddet henførte til den skattemæssige saldo for driftsmidlerne, på følgende måde:

”[virksomhed1] A/S har ved dets repræsentant, revisionsfirmaet [virksomhed5], indsendt forskellige budgetter for aktiviteterne. På den baggrund har SKAT, Store Selskaber, skønnet værdien ved anvendelse af den nedenstående metode. Ved metoden er der særlig henset til, at indkomsten langsomt vil blive udfaset (henfalder), når der til ikke indregnes nye investeringer:

Ad 1: De opgjorte pengestrømme

Der tages udgangspunkt i de oplysninger, som var tilgængelige på tidspunktet for transaktionens gennemførelse.

Det for SKAT, Store Selskaber, fremlagte budget viser et resultat af vand- og spildevandsaktiviteterne, for 2007, på 34.855.000 kr. Der er herved taget hensyn til omsætning, produktionsomkostninger (ekskl. afskrivninger) og administrationsomkostninger.

SKAT, Store Selskaber, er ikke i stand til at vurdere i hvilket omfang den budgetterede lønsomhed/omsætning reelt ligger inden for hvile-i-sig-selv-princippet.

Konkurrencestyrelsen opgør dog i prisloftsafgørelserne af 22. oktober 2010 på spildevandsområdet og 27. oktober 2010 på drikkevandsområdet, at der pr. 31. december 2009 er relativt beskedne ”overdækninger”, som styrelsen regulerer vandpriserne med over 1 og 3 årige perioder. I årsrapporten for 2006/2007 angives derimod mindre ”underdækninger” på i alt 3.739.726 kr.

Med henblik på at estimere en pengestrøm fra driften tages der derfor udgangspunkt i anførte resultat på 34.855.000 kr. plus skønnet underdækning 3.739.726 kr., i alt 38.594.726 kr. Da selskabet stiftes 27. juni 2007 kan de opgjorte pengestrømme med rimelighed anses at hidrøre fra selskabets kapacitet på stiftelsestidspunktet. Den samlede repræsentative pengestrøm, som en køber maksimalt måtte kunne henføre til de eksisterende driftsmidler ved skattepligtens indtræden, skønnes herefter at svare den estimerede pengestrøm på 38.594.726 kr..

SKAT, Store Selskaber, henfører alene de opgjorte pengestrømme til [virksomhed1] A/S’ driftsmidler (distributionsnettet med videre). Dette overestimerer i princippet den beregnede handelsværdi af disse aktiver. SKAT, Store Selskaber skønner dog at dette er acceptabelt ud fra en konkret helhedsvurdering.

Ad 2:Opgørelse af henfaldsperioden

Ifølge årsrapporterne afskrives vandforsyningsnettet og spildevandsledninger lineært over den forventede brugstid, som opgives at ligge mellem 25 og 60 år. Vandværker og renseanlæg afskrives over kortere perioder. Gennemsnittet af de forventede levetider skønnes på denne baggrund at være 42,5 år, hvilket tidsrum anvendes som henfaldsperiode for den repræsentative pengestrøm.

Ad 3: Opgørelse af diskonteringsfaktor

Diskonteringsfaktoren anvendes til at tilbagediskontere de opgjorte pengestrømme. Diskonteringsfaktoren skal principielt afspejle en uafhængig købers afkastkrav ved en tilsvarende investering. Diskonteringsfaktoren er fastsat som en WACC, Weighted Average Cost of Capital.

Der er ved beregningerne taget udgangspunkt i følgende parametre:

Skattesats: 25 %, som var skattesatsen i 2007.

Satsen anvendes i budgettet ved opgørelsen af netto cash flow’et og i beregningen af diskonteringsfaktoren, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.7, samt nedenfor.

En formindskelses af skattesatsen vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Risikofri rente: 4,616 %, hvilket er renten på en statsobligation (stående lån), løbetid 10 år på datoen for værdiansættelsen, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.2.

En formindskelse af den risikofrie rente vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Risikopræmie: 4,5 %.

Risikopræmien er en aktieinvestors forventede merafkast i forhold til en investering i statsobligationer. Præmien er målt på mange måder og bevæger sig efter SKAT, Store Selskaber opfattelse mellem 4 og 5 % i Danmark.

I forhold til [virksomhed1] A/S findes ikke grundlag for at fravige SKAT, Store Selskabers normale anbefalinger, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.3.

En formindskelse af risikopræmien vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Betaværdi: 0,5

Betaværdien er et mål for den systematiske risiko, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.4. En betaværdi på 0 udtrykker en risikofri investering. En betaværdi under 1 udtrykker en risiko mindre end en veldiversificeret portefølje og omvendt for en betaværdi over 1.

FSRs faglige notat om den statsautoriserede revisors arbejde i forbindelse med værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele af december 2002 (FSRs faglige notat), angiver, under ”Common sense metoden” i afsnit 8.2.2.7, at ved en lav driftsmæssig risiko og en lav finansiel risiko, findes beta i et interval mellem 0,4 og 0,6.

SKAT, Store Selskaber skønner at betaværdien for en vandvirksomhed i almindelighed kan ansættes til 0,5. Som det fremgår af FSRs faglige notat er dette en usædvanlig lav værdi, som dog findes forsvarlig under hensyntagen til Vandernes ejerforhold.

En formindskelses af betaværdien vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Gældsandel: 12 %

I åbningsbalancen udgør langfristet gæld 11,8 % af aktivmassen.

SKAT, Store Selskaber skønner at gældsandelen kan ansættes i overensstemmelse med åbningsbalancen.

En forøgelse af gældsandelen vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

På baggrund af de fastlagte parametre er diskonteringsfaktoren (WACC’en) beregnet til 5,43632 %. Dette afrundes til 5,4 %.

Ad 4: Den værdi af de skattemæssige afskrivninger (TAB)

TAB er en summarisk tilbagediskonteret værdi af skattebesparelse ved skattemæssig afskrivning på de værdiansatte driftsmidler. Beløbet beregnes iterativt ud fra formlen:

Værdi * afskrivningssats * skattesats / (afskrivningssats + diskonteringsfaktor).

Ved den anvendte iterative tilgang indregnes ’skattefordel af skattefordel’ indtil yderligere beløb er uvæsentlige.”

Herefter har SKAT under punkt 5 opgjort værdien af selskabets afskrivningsgrundlag på følgende måde:

Overfor selskabets indvending om, at det er meningsløst at ansætte en markedsmæssig værdi for aktiver baseret på en fremtidig fri indtægtsstrøm, der ikke er undergivet fri prisdannelse, har SKAT anført, at det udslagsgivende netop er, at der er en indtægtsstrøm. Selskabets branche er undergivet en intensiv priskontrol, og ved anvendelsen af den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode tages der dermed højde for den markedssituation, som selskabet befinder sig i. Prisreguleringen bevirker i sig selv, at en indkomstbaseret værdiansættelsesmodel som DCF-modellen i den konkrete situation er hensigtsmæssig. Reguleringen medfører således, at de pengestrømme, der vil kunne realiseres fra selskabets aktiviteter, kan opgøres med relativ stor sikkerhed og vil kunne forventes i en længere årrække. Prisloftet begrænser størrelsen af de pengestrømme, der kan forventes ved driften af en vand- eller spildevandsvirksomhed, hvilket resulterer i en lavere værdiansættelse. Den reducerede værdiansættelse er imidlertid et resultat af prisloftsreguleringen og ikke en følge af anvendelsen af en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode. Den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode er blot velegnet til at opgøre den negative indvirkning af reguleringen ved fastlæggelsen af aktivernes værdi.

SKAT har endvidere anført, at selskabet grundlæggende ønsker, at der skal ses bort fra den faktiske markedssituation, som selskabet og dennes branche befinder sig i – dvs. først og fremmest den tætte offentlige regulering af priserne i branchen.

Overfor selskabets anbringende om, at anvendelsen af DCF-modellen som værdiansættelsesmetode inden for vandsektoren er udtryk for en skærpelse af praksis, der ikke kan finde sted med tilbagevirkende kraft, har SKAT overordnet anført, at bevisbyrden for eksistensen af en praksis, hvorefter indgangsværdien skal fastsættes til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, påhviler selskabet, og at selskabet ikke har løftet denne bevisbyrde.

SKAT har nærmere anført, at der i den forbindelse stilles strenge krav til beviset for påstanden om, at en fast og bindende praksis har været gældende. Det er således ikke tilstrækkeligt at henvise til, at andre skatteydere har haft held til at anvende tilsvarende værdiansættelsesmetoder, uden at det er blevet anfægtet af myndighederne. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at det kan påvises, at en myndighed har godkendt værdiansættelsesmetoden efter en egentlig ligningsmæssig prøvelse. Det er ikke engang tilstrækkeligt, hvis der kan føres bevis for, at en myndighed har rent faktisk har haft en fast godkendelsespraksis på det pågældende område, hvis der er tale om en underordnet myndighed. Underordnede myndigheders eventuelle praksis er således ikke bindende for de overordnede myndigheder. End ikke, hvis der kan føres bevis for, at også de overordnede myndigheder i enkelte tilfælde har godkendt en tilsvarende opgørelsesmetode, kan det uden videre lægges til grund, at der er tale om en fast og bindende administrativ praksis. Kun hvis de overordnede myndigheder vedvarende har godkendt fremgangsmåden som udtryk for en fast praksis, er der tale om en praksis, der kan være bindende på den måde, at det vil indebære et brud på en lighedsgrundsætning, hvis en tilsvarende fremgangsmåde nægtes en skatteyder uden saglig begrundelse.

SKAT har videre anført, at praksis skabes af afgørelser fra overordnede myndigheder, jf. UfR 1994.792 H og SKM2011.587.H, og selskabet har ikke ved sine henvisninger løftet bevisbyrden for eksistensen af den hævdede praksis i 2007.

For så vidt angår revisionsrapporten fra [by1] Kommune vedrørende [virksomhed6] A/S og sagsforløbet vedrørende [virksomhed7] A/S har SKAT nærmere anført, at der for det første ikke er tale om afgørelser, der tager principiel stilling til værdiansættelsesspørgsmålet, og for det andet er de anvendte værdiansættelsesmetoder ikke identisk med den af selskabet anvendte. Ligeledes var den i Landsskatterettens kendelse j.nr. 2-1-1811-1199 anvendte værdiansættelsesmetode heller ikke identisk med den af selskabet anvendte og vedrørte i øvrigt også værdiansættelse efter selskabsskattelovens § 5 D og ikke ligningslovens § 2. De anførte eksempler viser ikke, at der forelå en praksis om værdiansættelse på den af selskabet hævdede måde, men viser blot, at værdiansættelsen konkret sker under hensyntagen til de faktiske omstændigheder, en skatteyder befinder sig i.

Overfor selskabets anbringende om, at selskabet har anvendt den værdiansættelsesmetode, som var forudsat af lovgiver på tidspunktet for gennemførelsen af reformen af vandsektoren, har SKAT anført, at der alene er støtte i motiverne til at fastslå, at de skattemæssige indgangsværdier skal opgøres til handelsværdien, men at der ikke er anvist nogen konkret metode til opgørelsen heraf. ”Kompromismodellen” blev alene realiseret i forsyningsmæssig henseende, nemlig ved opgørelsen af prisloftet. I skattemæssigt henseende blev der ikke gennemført regulering, der gjorde det muligt at anvende modellen i forbindelse med værdiansættelsen.

I forhold til selskabets anbringende om, at diskonteringsfaktoren ved en værdiansættelse efter DCF-metode kan sættes til 0 %, har SKAT anført, at hvis årsagen hertil er, at en investor i et vand- eller spildevandsselskab ikke oppebærer et afkast af sit indskud, må det nødvendigvis følge heraf, at også det afkast, det er muligt at oppebære sættes til 0 kr., hvorved opnås en værdi af de pågældende aktiver på 0 kr. Virkningen af selskabets indsigelser overfor den af SKAT anvendte diskonteringsfaktor kan følgelig ikke meningsfuldt anskues isoleret. En justering af diskonteringsfaktoren vil have virkning på andre elementer af DCF-metoden, som mere end opvejer ændringen af diskonteringsfaktoren. Hertil kommer, at diskonteringsfaktoren skal afspejle en uafhængig købers afkastkrav, der er i overensstemmelse med en sædvanlig markedsmæssig forrentning. Endelig skal cash flowet, der ligger til grund for SKAT anvendelse af DCF-metoden, ikke inflationsreguleres, da cash flowet blandt andet modsvares af de lineære afskrivninger på de historiske investeringer (POLKA-værdien) og derfor er en stationær værdi. Uanset om andre driftsudgifter måtte stige med en deraf følgende højere indtægt inden for prisloftet, vil ”netto cash flowet” ikke ændre sig, hvorfor der ikke er grundlag for inflationsregulering af cash flowet.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at det skattemæssige afskrivningsgrundlag for driftsmidlerne for indkomståret 2007 ansættes til 1.233.876.395 kr. som selvangivet.

Repræsentanten har nærmere anført om de markedsmæssige vilkår for driften af vandforsyningsvirksomhed, at det er en infrastrukturvirksomhed, der er gennemgribende lovreguleret. Lovreguleringen har flere hensyn, herunder er det et væsentligt hensyn, at der bliver givet almen adgang til vandforsyning – dvs. at virksomheden ikke selv ”vælger” sine kunder, da der er pligt til at levere til de forbrugere, der findes inden for et bestemt forsyningsområde. Desuden er det et væsentligt hensyn, at kunderne har adgang til produktet – vand – inden for prisrammer, der er rimelige. Dette skyldes dels, at der er tale om levering af en livsfornødenhed, dels at vandforsyningsselskabet har monopol på at levere til kunderne i forsyningsområdet. Prisfastsættelsen inden for vandforsyning er derfor også undergivet offentlig godkendelseog bliver nøje overvåget. Der er således ingen mulighedforvandforsyningsvirksomhederat prisoptimere efter normale økonomiske modeller, når der drives virksomhed med levering af vand. Der er her ikke den normale sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel og f.eks. medfører en stor efterspørgsel ikke en højere vandpris. Det er alene de omkostninger, der medgår til at levere vandet, der er bestemmende for prisen. Desuden er vandforsyningsvirksomheder forpligtet til at opretholde vandforsyningen inden det område, hvor virksomheden opererer. Det betyder, at virksomheden er forpligtet til at reinvestere i rørledninger m.v. uden hensyntagen til det afkast, som reinvesteringen vil resultere i. Anlæg og vedligeholdelse af vandforsyningsvirksomhed sker således ikke efter de økonomiske parametre, der er gældende på markeder med fri prisdannelse. Det er disse markedsvilkår, der gælder for vandforsyningsvirksomheder.

Endvidere har repræsentanten nærmere om lovgrundlaget for vandforsyningsvirksomhed anført, at denne virksomhed i 2007 for så vidt angik prisfastsættelsen var bl.a. reguleret i vandforsyningslovens § 52 a. I 2007 blev priserne på vand dannet ved at indregne nødvendige udgifter til indvinding og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger, administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmed kapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til nyinvesteringer. Således var det et muligt element i prisberegningen efter § 52 a i vandforsyningsloven, at der blev taget højde for driftsmæssige afskrivninger i forbindelse med beregning af vandpriserne. Der var således i 2007 en reguleringsmekanisme, hvor der kunne tages udgangspunkt i anlægsaktivernes kostpriser i forbindelse med beregning af vandpriserne. Vandpriserne blev med udgangspunkt i vandforsyningslovens § 52 a fastsat af kommunalbestyrelsen, jf. vandforsyningslovens § 53. Vandvirksomhederne var – som det også er tilfældet i dag – underlagt et ”hvile-i-sig-selv”-princip. Det var ikke hensigten, at der skulle kunne tjenes penge på vandforsyningsvirksomhed. ”Hvile-i-sig-selv”-princippet indebar, at der ikke kunne anvendes midler til aktiviteter, som lå uden for vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhedernesansvarsområde. En vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheds midler kunne ikke anvendes til at finansiere andre forsyningsvirksomheder eller almindelige skattefinansierede aktiviteter. Det var endvidere heller ikke muligt at finansiere aktiviteter forbundet med vandforsyning via midler opkrævet for aktiviteter forbundet med spildevandsforsyning eller omvendt, uanset om vand- og spildevandsaktiviteterne organisatorisk var samlet i ét selskab eller var en del af den kommunale forvaltning.

Med hensyn til opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for distributionsnettet har repræsentanten nærmere anført, at dette er opgjort på baggrund af de indskudte aktivers nedskrevne genanskaffelsesværdier.

Repræsentanten har hertil anført, at det ikke i forbindelse med selskabsstiftelsen i 2007 var muligt at tage udgangspunkt i de oprindelige kostpriser, da disse priser ikke figurerede i den kommunale bogføring. Som grundlag for beregningen benyttede [kommunen] de priser, som rådgivningsfirmaet [virksomhed3] på daværende tidspunkt anførte i deres pris- og levetidskatalog, hvor vand- og spildevandsforsyningsvirksomheders aktiver blev prisestimeret. Priserne angav en standardpris for hvert enkelt aktiv, som en forsyningsvirksomhed normalt ejede, herunder forsyningsledninger (angivet i længdemål), pumpestationer etc. En lignende kostprisbaseret opgørelsesmetode anvendtes af [virksomhed4] til opgørelser af priser og levetider for vandaktiver i den i 2007 gældende ”Prisbog”. Selskabets driftsmidler blev på stiftelsestidspunktet herefter opgjort med udgangspunkt i pris- og levetidskatalogets priser på de enkelteaktiver. Det pågældende beløb blev herefter korrigeret for aktivernes forventede restlevetid for de eksisterende anlæg, således at der blev taget højde for den nedskrevne værdi. Disse priser er således udtryk for aktivernes nedskrevne genanskaffelsesværdi.

Med hensyn til aktivernes værdiansættelse i den regnskabsmæssige åbningsbalance pr. 1. januar 2007 for selskabet har[kommunen] benyttet en justeret værdi, hvilket skyldes, at kommunen ud fra det regnskabsmæssige forsigtighedsprincip regulerede aktivernes værdi til genindvindingsværdien efter årsregnskabslovens § 42. Denne såkaldte impairment-nedskrivning er således alene en regnskabsmæssig regulering af aktivernes værdi, som foretages, da aktiverne ikke måles til dagsværdi.

Til støtte for den nedlagte påstand har repræsentanten overordnet gjort gældende, at overdragelsen af vand- og spildevandsforsyningsvirksomheden til selskabet er sket på vilkår, der svarer til markedsvilkår, herunder er driftsmidler i form af rørledninger, pumpestationer m.v. overdraget til værdier, der udgør handelsværdierne.

I tilknytning hertil har repræsentanten videre gjort gældende, at den nedskrevne genanskaffelsesværdi - og ikke den nedskrevne anskaffelsesværdi - af selskabets aktiver må være det bedste udtryk for, hvad der er handelsværdien på overdragelsestidspunktet. Værdiansættelsen af selskabets aktiver skal foretages med hjemmel i ligningslovens § 2 og skal i øvrigt følge de retningslinjer, som SKAT selv har fastlagt, og som ikke kan fraviges.

Repræsentanten har nærmere gjort gældende, at lovgiver i forbindelse med vandsektorreformen forudsatte, at de af SKAT hidtil anvendte værdiansættelsesmetoder skulle finde anvendelse. I denne forbindelse har repræsentanten henvist til, at der på tidspunktet for overdragelsen i 2007 ikke forelå andre anvisninger for værdiansættelse end SKATs cirkulærer 2000-9 om værdiansættelse af aktier og anparter og 2000-10 om værdiansættelse af goodwill, der var vejledende og kunne anvendes, hvor der ikke er andre indikationer af aktivernes eller selskabets handelsværdi.

Endvidere har repræsentanten henvist til, at det af bemærkninger til ændringsloven nr. 460 af 26. februar 2009, følger, at det ikke var lovgivers hensigt, at vandselskaberne skulle betale skat, jf. bemærkningen: ”Det forventes ikke, at selskaberne i vandsektoren giver et skattemæssigt overskud på hverken kort eller mellemlangt sigt som følge af forslaget om skattepligt”. Bemærkningerne er relevante i relation til opgørelse af indgangsværdierne for selskabet i 2007, da der i forbindelse med ændringsloven nr. 460 af 26. februar 2009 ikke skete ændringer af reglerne for skattemæssig opgørelse af indgangsværdier. Det er således oplagt, at SKATs afgørelse for selskabet fører til et andet resultat end det, der er lagt til grund ved vandsektorreformens tilblivelse. Forventningen om vandselskabernes manglende skattemæssige overskud hænger helt sammen med de værdier, som det fra lovgivers side var forudsat, at vandselskaberne skulle anvende i åbningsbalancen. En udtalelse som den ovennævnte viser med al ønskelig tydelighed, at lovgiver ville acceptere, at der er sammenhæng mellem de værdier, der anvendes vandprismæssigt og de værdier, der anvendes skattemæssigt. Kun på denne måde kan den skattemæssige neutralitet opretholdes på kort og mellemlang sigt.

Derudover har repræsentanten henvist til mødereferat af 13. januar 2009, hvor Miljøministeren over for forligskredsen, som vedtog vandsektorreformen, redegjorde for følgende vedrørende beskatning: ”Det blev understreget, at spørgsmålet om beskatning skal ses i sammenhæng med spørgsmålet om værdiansættelsesmetode, idet den skitserede kompromismodel vil give forsyningerne øgede muligheder og mindske sandsynligheden for, at der skal betales skat”. Forligsparterne bag vandsektorreformen har således klart lagt til grund, at der tages udgangspunkt i kostpriser, og dette har også været en politisk forudsætning for en opgørelse af de skattemæssige værdier. Disse metoder svarer også til SKATs praksis i 2007 for beregning af indgangsværdier for forsyningsvirksomheder. Da selskabet har anvendt de metoder til værdiansættelse, som SKAT selv har anvist, og da lovgiver bl.a. ved gennemførelsen af vandreformen har forudsat, at denne værdiansættelsesmetode fandt anvendelse, så er det SKAT, der har bevisbyrden for, at aktiverne i selskabet skal værdiansættes på en anden måde selvangivet.

Til støtte for det overordnede anbringende om, at aktiverne er overdraget til handelsværdien, har repræsentanten for det første gjort gældende, at handelsværdien opgjort som den nedskrevne genanskaffelsesværdi må være det bedste udtryk for, hvad handelsværdien var på overdragelsestidspunktet, idet vandforsyningsaktiver ikke undergår teknologisk udvikling, og som følge heraf ville en uafhængig køber skulle afholde samme omkostninger til nyetablering på overdragelsestidspunktet.

For det andet har repræsentanten gjort gældende, at der i 2007 forelå en klar og fast administrativ praksis om værdiansættelse af forsyningsvirksomheder og tilsvarende infrastrukturvirksomheder med udgangspunkt i aktivernes kostpriser, og at denne praksis ikke kan ændres uden et forudgående rimeligt varsel fra SKATs side.

Repræsentanten har med henvisning SKATs revisionsrapport fra 2006 vedrørende [virksomhed6] A/S, Ligningsrådets godkendelse af selvangivelsen for [virksomhed7] A/S i forbindelse med etableringen i 2000 og Landsskatterettens kendelse i j.nr. 2-1-1811-1199, der vedrørte indkomståret 2002, gjort gældende, at det hidtil har været anerkendt, at der ved opgørelsen af indgangsværdier for offentligt regulerede virksomheder skal tages udgangspunkt i aktivernes estimerede kostpriser, som udtrykt ved den skønnede etableringsomkostning ved tidspunktet for overdragelsen. SKAT har hidtil anerkendt, at en nedskreven anskaffelsesværdi kunne benyttes i selskabernes skattemæssige åbningsbalancer.

Med hensyn til Landsskatterettens kendelse i j.nr. 2-1-1811-1199, hvorved Landsskatteretten godkendte, at indgangsværdierne for et varmeselskab skulle opgøres til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, har repræsentanten nærmere anført, at denne sag er fuldstændig sammenlignelig med den situation, som selskabet befinder sig i. Der er tale om aktiver, for hvilke der findes et reguleret marked og en prisdannelse, som foretages efter et ”hvile-i-sig-selv”-princip. De udpegede vurderingsmænd i sagen var enige med SKAT i anvendelsen af en kostprisbaseret model, som tog udgangspunkt i prisniveauet på tidspunktet for vurderingen, hvilket blev tiltrådt af såvel SKAT, Hovedcentret og Landsskatteretten. Det er den selv samme metode, som selskabet har anvendt ved opgørelsen af indgangsværdier i 2007. I vurderingsmændenes erklæring, der er refereret i kendelsen, omtales forsyningssektorens karakteristika som udslagsgivende for valg af opgørelsesmetode og ikke varmeværkets konkrete forhold, hvilket medfører, at den pågældende værdiansættelsesmetode som sådan må finde anvendelse på andre forsyningsvirksomheder, der opererer efter et ”hvile-i-sig-selv”-princip. Landsskatteretten har således med denne sag klart taget stilling til – og godkendt – anvendelsen af en kostprisbaseret opgørelsesmetode som den nedskrevne genanskaffelsesværdi i forbindelse med ansættelsen af de skattemæssige indgangsværdier for en forsyningsvirksomheds aktiver.

Repræsentanten har i øvrigt henvist til, at SKAT i to konkrete afgørelser af henholdsvis 6. februar og 1. marts 2007 vedrørende indkomstårene 2001 – 2005 har godkendt, at spildevandsselskaber kunne opgøre afskrivningsgrundlaget for driftsmidler til den nedskrevne genanskaffelsesværdi.

Repræsentanten har endvidere gjort gældende, at idet der ikke tidligere har været benyttet DCF-modeller til udfærdigelse af forsyningsvirksomheders åbningsbalancer, er SKATs afgørelse af 21. september 2011, hvorved SKAT ændrede selskabets indgangsværdier efter en DCF-model, udtryk for en klar og meget indgribende praksisændring. Det har således været kendt og accepteret af SKAT i 2007, at man benyttede en kostprismetode til værdiansættelse af indgangsværdier for forsyningsvirksomheder. Ligeledes er der ikke fortilfælde, hvor SKAT har tilsidesat synspunktet om, at en kostprisbaseret metode fandt anvendelse. Alt i alt er det således klart dokumenteret, at der i 2007 var praksis for, at kostprisbaserede metoder fandt anvendelse i tilfælde, som nærværende sag vedrører. Når det således er klart påvist, at SKAT ikke på noget tidspunkt i 2007 eller tidligere har anvendt eller tilkendegivet, at SKAT ville anvende en DCF-model til brug for værdiansættelse, er det SKAT, der har bevisbyrden, for at der ikke forelå en sådan praksis.

Med hensyn til SKATs anvendelse af en DCF-model har repræsentanten indvendt, at en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode med udgangspunkt i fremtidige frie pengestrømme ikke er anvendelig i den situation, som vand- og spildevandsforsyningsvirksomhederne befinder sig i. Vand- og spildevandsforsyningsvirksomhederne opererer på et monopoliseret marked, og det er fuldstændig meningsløst at forsøge at værdiansætte en markedsmæssig værdi for aktiverne i en virksomhed baseret på et fremtidigt frit cash flow, der ikke er undergivet fri prisdannelse. En DCF-model kan alene anvendes med mening, såfremt det er muligt også at opkræve takster af forbrugerne for distribution af vand m.v., hvor taksterne er baseret på en fri prisdannelse. I en vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed kan pengestrømmene ikke på nogen måde anses for at være frie, og de er undergivet de helt særlige markedsvilkår og reguleringer, der er gældende for vandforsyningsvirksomheden. Henset til at indtægterne i en vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed fra 2011 både er underlagt et ”hvile-i-sig-selv”-princip og et prisloft, som fastsætter en øvre grænse for indtægterne, er prisdannelsen således ikke fri, og det giver derfor ingen mening at anvende en model, der tilbagediskonterer frie pengestrømme.

Repræsentanten har endvidere indvendt, at det ikke som anført af SKAT er tilstrækkeligt, at der blot er et cash flow fra en virksomhed, der ikke opererer på et marked med fri prisdannelse, for at DCF-modellen kan finde anvendelse, idet en markedsbaseret værdiansættelsesmodel som DCF-modellen nødvendigvis må forudsætte, at der er et frit marked, og at en virksomhed kan genere et afkast, som ejeren kan disponere over frit. SKAT har taget udgangspunkt i et afkastkrav på 5,4 %, hvilket er uden sammenhæng med de særlige vilkår, der gælder for reguleret vandforsyningsvirksomhed og fører til en alt for lav værdisætning. Anlægsaktiverne må nødvendigvis værdiansættes ud fra de samme forudsætninger om, at der er en leveringspligt. Hvis der ikke forelå en forsyningspligt, ville der ganske enkelt ikke være grundlag for at drive vandforsyningsvirksomhed ud fra de gældende forudsætninger om prisregulering. Hvis man efter SKATs udsagn skal benytte en indkomstbaseret metode til værdiansættelse for indkomståret 2007, må det også gøre sig gældende, at der i øvrigt tages udgangspunkt i de markedsvilkår, som en eventuel uafhængig køber af vandforsyningsvirksomheden måtte være underlagt. Herunder må det være en forudsætning for denne køber, at der påhviler en pligt til at tilbyde vand- og spildevandsforsyning til forbrugeren i et nærmere defineret område. Når dette er tilfældet, må anlægsaktiverne blive værdiansat efter en metode, der tager højde for, hvad det alternativt vil koste at genopføre et lignende forsyningsnet. Årsagen hertil er, at en køber vil lægge vægt på, hvad der kan spares af omkostninger ved at overtage ledningsnettet i stedet for selv at skulle investere i et nyt ledningsnet. Hvis der ikke anlægges en sådan betragtning i forbindelse med det af SKAT udøvede skøn, savner det ganske enkelt mening at værdiansætte et vandselskab efter en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode. Alene af den grund er det af SKAT udøvede skøn baseret på forkerte forudsætninger.

Som eksempel på at metoden giver et forkert resultat, har repræsentanten henvist til, at hvis en kommunal forsyningsvirksomhed investerede 100 mio. kr. i ny infrastruktur i 2006, og selskabet, der overtager vandaktiviteterne pr. 1. januar 2007, investerer yderligere 100 mio. kr. i infrastruktur, så medfører DCF-modellen, at investeringerne foretaget i 2006 stort set ikke kan afskrives, mens der er fuld afskrivningsmulighed på investeringerne foretaget i 2007. Dette beviser i sig selv, at DCF-modellen ikke er anvendelig i en situation, hvor virksomheden ikke opererer på et marked med fri prisdannelse. Værdien af selskabets anlægsaktiver har således en væsentlig højere værdi end den, som DCF-modellen genererer efter SKATs beregninger. Det må derfor konkluderes, at en DCF-model ikke kan anvendes til værdiansættelse af aktiver inden for vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed.

Repræsentanten har yderligere henvist til, at både Erhvervsstyrelsen og Forsyningssekretariatet har stillet sig tvivlende over for anvendelse af en DCF-model til værdiansættelse af vandselskaber, og at SKAT derfor står helt alene med synspunktet om, at en DCF-model er anvendelig til værdiansættelse af et vandselskabs aktiver i den form, som SKAT benytter den.

Overfor SKATs anbringende om, at SKAT har været nødsaget til at foretage en skønsmæssig fastsættelse af værdien af aktiverne efter ligningslovens § 2, idet selskabets afkast af aktiverne er mindre end afkastet af risikofrie statsobligationer, har repræsentanten anført, at sammenligningen mellem en investering i statsobligationer og en investering i en vand- eller spildevandsvirksomhed ikke er mulig. En investor, der efterspørger et markedsafkast, ville aldrig investere i vand- eller spildevandsvirksomhed, idet en sådan virksomhed er underlagt ”hvile-i-sig-selv”-princippet, hvorfor et markedsmæssigt afkast aldrig ville kunne opnås. Det er nødvendigt at betragte en mulig erhverver af vand- og spildevandsaktiver – hvis en sammenligning skal give mening – som en part, der er underlagt en forsyningspligt og således ikke agerer med en markedsmæssig profit for øje.

Endeligt har repræsentanten gjort gældende, at i det tilfælde af, at Landsskatteretten måtte finde, at DCF-metoden faktisk er anvendelig, må parametrene i SKATs DCF-beregninger justeres. Henset til fraværet af et investeringsmæssigt afkast inden for vandsektoren, og som et helt afgørende element i DCF-metoden, skal afkastkravet – eller WACC’en – således rettest sættes til 0 %. Derved værdiansættes aktiverne ud fra deres faktiske ”indtjeningsevne”. Hvis en privat investor således indskyder en selskabskapital i et vandaktieselskab, så vil han 10 år senere – på grund af de regulatoriske forhold i branchen, hvorefter investoren ikke kan opnå en forrentning – kunne hæve det præcis samme beløb. Investoren har således ingen mulighed for overskud og kan ikke oppebære en forrentning, hvorfor der bør anvendes en afkastgrad på 0 % i overensstemmelse med det hvile-i-sig-selv-princip, som virksomhederne er underlagt. Endvidere bør cash flowet, der er anvendt ved SKATs værdiansættelse, reguleres for inflation, når afkastgraden ligeledes er fastsat i løbende priser, hvis den anvendte beregningsmetode skal være konsistent.

Repræsentanten har lavet følgende opgørelse til illustration af, hvordan WACC’ens fastsættelse påvirker den samlede værdi en række forsyningsvirksomheders samlede aktiver:

Landsskatterettens afgørelse

[kommunen]s frivillige overdragelse af den hidtil kommunalt drevne vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed til et af kommunen ejet skattepligtigt selskab forud for udskillelseskravets indtræden den 1. januar 2010 efter vandsektorlovens § 15 (lov nr. 469 af 12. juni 2009) reguleres af ligningslovens § 2, hvorefter skattepligtige, der foretager handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med en nærmere angivet kreds af interesseforbundne parter (kontrollerede transaktioner), ved opgørelsen af den skatte- eller udlodningspligtige indkomst skal anvende priser og vilkår i overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængdeprincippet).

Det følger af Højesterets dom af 18. november 2004, offentliggjort i SKM2005.5.HR., at der ved vurderingen af, om en transaktion mellem interesseforbundne parter er i overensstemmelse med ligningslovens § 2, skal foretages en sammenligning med, hvad der under tilsvarende omstændigheder og på tilsvarende vilkår kunne være opnået, hvis transaktionen var foretaget med en uafhængig tredjemand.

Idet der i øvrigt er enighed mellem parterne om, at der ikke foreligger et marked for handler med vand- eller spildevandsvirksomheder, eller at der er sammenlignelige handler, der kan tjene til belysning af handelsværdien for vand- eller spildevandsvirksomheder, må værdien på armslængde efter ligningslovens § 2 fastsættes på anden vis i overensstemmelse med, hvad der ville have været aftalt mellem uafhængige parter under tilsvarende omstændigheder og på tilsvarende vilkår.

I denne forbindelse følger det af Højesterets dom af 7. juni 1996, offentliggjort i TfS 1996, 496 H, at der ved overdragelse af en virksomheds brugte driftsmidler mellem parter med en fælles interesse i en høj værdiansættelse ikke er krav på skattemæssig godkendelse af en salgspris, der er højere end, hvad der kunne forventes opnået i forbindelse med et samlet salg af virksomheden til en uafhængig køber. Ved fastsættelsen af værdierne af de overdragne aktiver på armslængde må der således stilles krav om, at der tages hensyn til den begrænsende effekt, den gældende sektorlovgivning har, på den konkrete vand- og spildevandsforsyningsvirksomheds samlede værdi.

For så vidt angår praksis for værdiansættelse i indkomståret 2007, er det ubestridt, at SKAT i to konkrete afgørelser af henholdsvis 6. februar og 1. marts 2007 har godkendt, at opgørelsen af værdien af driftsmidler til den nedskrevne genanskaffelsesværdi kan anses for at svare til driftsmidlernes handelsværdi ved opgørelsen af driftsmidlernes afskrivningsgrundlag efter selskabsskattelovens § 5 D. Endvidere blev det ved Landsskatterettens utrykte kendelse af 4. december 2007 på baggrund af en syns- og skønsrapport godkendt, at restværdien for et varmeværks ledningsnet i henhold til selskabsskattelovens § 5 D kunne opgøres under hensyntagen til dets art, alder, stand og prisniveau i det pågældende indkomstår, der var til prøvelse.

Eksistensen af en praksis, hvorefter handelsværdien kun kan opgøres til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, og SKAT dermed er afskåret fra at udøve et selvstændigt værdiskøn over handelsværdien af aktiver, der ikke handles på det åbne marked, efter en anden metode end opgørelsen til den nedskrevne genafskaffelsesværdi, kan på det foreliggende grundlag hverken udledes enkeltvist eller samlet af Landsskatterettens kendelse og/eller SKATs øvrige afgørelser. SKAT handlede således ikke i strid med det forvaltningsretlige lighedsprincip ved konkret at anvende en DCF-model ved opgørelse af værdien af selskabets afskrivningsgrundlag for distributionsnettet.

For så vidt angår SKATs adgang til at korrigere selskabets selvangivne afskrivningsgrundlag efter ligningslovens § 2, kan en opgørelse af værdien af de enkelte aktiver i [kommunen]s vand- og spildevandsforsyning til den nedskrevne genanskaffelsesværdi som udgangspunkt ikke uden videre anses for at være et retvisende udtryk for værdien af virksomhedens konkrete aktiver på armslængdevilkår. Der er herved henset til, at det ikke er et realistisk alternativ til køb af den pågældende virksomhed for en uafhængig køber at anlægge en tilsvarende virksomhed fra grunden, og til at en opgørelse af værdien af de enkelte aktiver til den nedskrevne genanskaffelsesværdi ikke kan anses for at tage tilstrækkeligt højde for den begrænsning af virksomhedens samlede værdi, der følger af den gældende sektorlovgivning på området.

Dernæst kan [virksomhed3]s pris- og levetidskatalog ikke uden videre lægges til grund for en fastlæggelse af handelsværdien af de konkrete aktiver i [kommunen]s vand- og spildevandsforsyning. Der er herved henset til, at [virksomhed3]s pris- og levetidskatalog efter det oplyste var baseret på generelle standardpriser for hvert enkelt aktiv, som en forsyningsvirksomhed normalt ejede. Den pågældende metode inddrager ikke i værdiansættelsen som parameter, hvad en uafhængig og økonomisk rationel køber – uanset om denne er omfattet af den gældende sektorlovgivning eller ej – ville være villig til at betale for den pågældende virksomhed, og på det foreliggende grundlag er det således ikke godtgjort, at de konkrete værdier opgjort efter [virksomhed3]s pris- og levetidskatalog kan anses for et retvisende udtryk for en handelsværdi af [kommunen]s vand- og spildevandsforsyning på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2.

På denne baggrund og idet der således ikke er tilstrækkeligt redegjort for den difference, der er mellem værdien i vurderingsberetningen og den selvangivne værdi af afskrivningsgrundlaget, har SKAT haft grundlag for at foretage en korrektion af det selvangivne afskrivningsgrundlag efter ligningslovens § 2.

For så vidt angår SKATs valg af metode til fastsættelse af armlængdeprisen efter ligningslovens § 2, fremgår det af Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 5 til L 150 og L 151 af 14. april 2009, at den overordnede hensigt med den politiske aftale af 1. februar 2007, der lå til grund for henholdsvis vandsektorloven og følgeloven (ændringslov nr. 460 af 12. juni 2009), var at opnå en mere professionel og effektiv drift af vandsektoren, og at dette bedst kunne opnås ved et krav om, at driften skulle ske i selskabsform med en almindelig beskatning, hvilket ville tvinge vand- og spildevandsforsyningerne til at tænke mere professionelt.

I denne forbindelse må det anses for at være i overensstemmelse med forudsætninger bag den politiske aftale fra 2007, at en armslængdepris på den kommunale vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed i skattemæssig henseende ved overdragelsen til selskabet blev fastsat efter DCF-modellen, der ifølge FSRs notat om værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele fra 2002 var blandt de mest benyttede værdiansættelsesmodeller i praksis.

Endvidere må værdiansættelsen af en vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed efter en DCF-model metodisk anses for velegnet til at give et realistisk bud på en armslængdepris for vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed, idet der ved en værdiansættelse af aktiverne efter en DCF-model tages udgangspunkt i, hvor effektivt virksomheden generer en pengestrøm i den løbende drift under den gældende sektorlovgivning, herunder ”hvile-i-sig-selv”-princippet og det efterfølgende prisloft, hvilket må antages at have værdi hos en uafhængig køber, der selv er omfattet af den gældende sektorlovgivning.

For så vidt angår SKATs konkrete anvendelse af DCF-modellen, må der ved fastsættelsen af afkastkravet i forbindelse med beregningen henses til, hvilket afkastkrav der er sædvanligt for vand- og spildevandsbranchen, uanset om dette afkastkrav måtte være mindre end den risikofri rente, idet den primære interesse under den gældende sektorlovgivning for en køber af en vand- eller spildevandsvirksomhed ikke kan anses for at være en forrentning af den pågældende investering. En køber af en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan således ikke sidestilles med en almindelig investor, der har investering i risikofri statsobligationer som alternativ til investering i en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed.

Idet selskabet ikke har fremlagt et andet budget, end det SKAT havde til rådighed ved sin beregning, og idet Landsskatteretten ikke på det foreliggende grundlag kan tiltræde selskabets synspunkt om, at afkastkravet ved en beregning efter en DCF-model kan sættes til 0 %, eller at cash flowet i denne sammenhæng skal inflationsreguleres,må Landsskatteretten fastholde den af SKAT opgjorte værdi på armslængde af de overdragne aktiver og derved stadfæsteSKATs opgørelse af afskrivningsgrundlaget for selskabets driftsmidler.