Kendelse af 13-05-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-08-2014

Faktiske oplysninger

Klageren har drevet virksomhed som agent for polske tekstilvirksomheder, hvor der er blevet formidlet aftaler vedrørende danske virksomheders forarbejdning af tekstiler hos polske firmaer. Afregning for klagerens ydelse er sket som provision af det salg, som de polske firmaer har opnået i Danmark.

Virksomheden havde i 2001 en selvangiven omsætning på 374.868 kr. og et resultat før renter og afskrivninger på 232.989 kr.

Klageren har i samme år selvangivet private renteindtægter på 36.588 kr.

Der er ikke registreret anden indtægt for klageren ud over indtægten fra virksomheden.

Der er fremlagt agenturaftale mellem klageren og [virksomhed1] af den 20. november 1995 udfærdiget på polsk med dansk oversættelse. Det fremgår heraf, at agenten modtager provision af udførte kontrakter, og at nettofortjenesten, der udgør differencen mellem den pris, der opnås på det danske marked, og den, der betales på det polske marked, deles ligeligt mellem agenten og [virksomhed1].

Der er desuden fremlagt tillæg til ovennævnte aftale mellem klageren og [virksomhed1] af samme dato, hvoraf det fremgår, at klageren modtager en provision på 7 % for samtlige handler, og endnu et tillæg dateret den 22. december 2003 til agenturaftalen, hvoraf det fremgår, at agenten modtager provision med 8 % af de beløb, der faktureres kunden for salg efter den 1. januar 2004.

Ligeledes er der fremlagt agenturaftale af den 23. april 1995 mellem klageren og [virksomhed2]. udarbejdet på polsk og oversat til dansk, hvoraf det fremgår, at agenten i det første år modtager provision af salg til danske kunder svarende til 30 %.

I tillæg nr. 1 af den 1. januar 1997 til agenturaftalen mellem [virksomhed2]. og klageren fremgår det, at der for hver vare og ydelse skal betales 26 % af fakturaens værdi i provision, og i tillæg nr. 2 dateret den 2. januar 1997, fremgår det, at klageren modtager en provision på 7 % for samtlige handler.

Desuden er der fremlagt en aftale udelukkende på polsk dateret den 31. december 2004, som er rettet i hånden til 2003, hvor der i nr. 5 er anført 8 %.

SKAT har tidligere foretaget ændringer i klagerens virksomhedsoverskud for indkomståret 1999, hvor SKAT forhøjede overskuddet med 706.079 kr. Forhøjelsen skyldtes, at SKAT ved gennemgang af klagerens regnskabsmateriale konstaterede, at klageren foruden provisionsbeløbene havde modtaget beløb fra de polske virksomheder, som blev betegnet som ”other cost”. Disse ”other cost” anså SKAT for at være skattepligtig omsætning i klagerens virksomhed.

SKATs afgørelse blev stadfæstes af såvel skatteankenævnet som Landsskatteretten.

Sagen blev indbragt for domstolene, hvor Østre Landsret ligeledes fandt, at klageren var skattepligtig af beløbene anført som ”other cost”. Dommen blev anket til Højesteret, som den 11. november 2009 stadfæstede landsrettens dom, dog således, at klagerens indkomst blev nedsat med 83.100 kr., som følge af en konstateret regnefejl.

Den 15. april 2005 indkaldte SKAT materiale til brug ved behandlingen af klagerens skatteansættelse for 2001. Den 25. april 2005 bekræftede klagerens repræsentant at have modtaget materialeindkaldelsen, og det blev aftalt, at klageren selv ville fremsende materialet til SKAT.

Da materialet ikke blev modtaget, sendte SKAT den 29. april 2005 forslag til ændring af skatteansættelsen, hvor overskud af virksomhed blev ansat skønsmæssigt til 800.000 kr., på grund af manglende dokumentation. Der var ved skønnet henset til den tidligere ændring af virksomhedens overskud for indkomståret 1999 vedrørende ikke medregnet provision benævnt “other cost” fra polske samarbejdspartnere. Desuden foreslog SKAT en ændring af klagerens renteindtægter fra 36.588 kr. til 59.283 kr. på baggrund af de oplysninger, SKAT havde modtaget af kontroloplysninger fra banker m.v.

Repræsentanten anmodede efterfølgende 3 gange om fristforlængelse for at komme med bemærkninger til forslaget/indsende det indkaldte materiale, men den 6. juli 2005 anmodede repræsentanten om, at der blev truffet afgørelse på det foreliggende grundlag.

SKAT traf derfor afgørelse den 28. juli 2005 i overensstemmelse med det udsendte forslag.

I forbindelse med skatteankenævnets behandling af nærværende sag har klageren blandt andet indsendt kopi af kontoudskrifter/bankbilag vedrørende indsætninger og hævninger på hendes konto.

På bankbilagene vedrørende indsætninger har klageren på hvert bilag noteret hvor stor en del af beløbene modtaget i 2001, der vedrørte henholdsvis provision og ”other costs”. Skatteankenævnet har lavet en sammentælling af de forskellige beløbsposter, der kan specificeres således:

Klageren har forklaret, at beløbene benævnt ”other cost” ikke er hendes penge, men alene penge, som hun har modtaget i forbindelse med, at der polske virksomheder ønskede at udføre penge fra Polen. Pengene skulle således tilbagebetales i kontanter til virksomhederne eller bruges til indkøb af maskiner, kontorartikler m.v., som alene kunne købes i Danmark.

De hævninger på klagerens konto, der ifølge klageren kan henføres til betalinger vedrørende Polen, har skatteankenævnet specificeret således:

Klageren har været kontraktspart vedrørende aftaler med [virksomhed4] A/S omkring transport af varer fra Polen til Danmark og omvendt. Skatteankenævnet har ud fra klagerens fakturaer vedrørende transportudgifterne, opgjort disse således:

Skatteankenævnet har konstateret, at der i 2001 var indberettet oplysninger fra banker m.v. om, at klageren havde en samlet renteindtægt på 29.653 kr., vedrørende renteindtægter af bankindeståender og renter af obligationsbeholdning/nettorenter vedrørende handlede obligationer. Desuden er det indberettet, at der er foretaget udlodninger fra ren obligationsbaserede investeringsforeninger på henholdsvis 13.350 kr. og 16.280 kr. Det er i forbindelse med indberetningen angivet, at udlodningerne skal beskattes som kapitalindkomst.

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse, hvorefter virksomhedsområdet er skønsmæssigt forhøjet med 800.000 kr. samt renteindtægter er forhøjet til 59.283 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skønsmæssig forhøjelse

SKAT har indkaldt regnskabsmaterialet for klagerens virksomhed til brug ved gennemgang af regnskabet/skatteansættelsen for indkomståret 2001.

Da regnskabsmaterialet ikke er blevet fremsendt, har der været grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens overskud, hvilket understøttes af, at der på baggrund af gennemgangen af regnskabet for 1999 må anses at have været en begrundet formodning for, at samme forhold kunne gøre sig gældende i 2001.

På baggrund af de bilag, der er indsendt i forbindelse med klagen, kan indsætninger på klagerens bankkonto vedrørende provision opgøres til 378.066 kr., og “other costs” kan opgøres til 770.062 kr.

Forholdene omkring overførslerne fra de polske virksomheder til klagerens konto ses at være identiske med de forhold, der har gjort sig gældende i indkomståret 1999.

Da beløb benævnt “other cost” er overført til klagerens konto og uden adskillelse fra klagerens formue, er nævnet enig med Østre Landsret og Højesteret i, at der under disse omstændigheder påhviler klageren en skærpet bevisbyrde i forhold til at sandsynliggøre/dokumentere, at de overførte beløb ikke tilhørte hende.

Nævnet finder på det foreliggende grundlag ikke, at dette kan anses for sandsynliggjort/dokumenteret.

Den dokumentation, der er fremlagt i forbindelse med klagen til nævnet, er i vidt omfang identisk med eller af samme karakter som det materiale, der blev fremlagt under sagen ved Østre Landsret og Højesteret.

Derudover har nævnet lagt vægt på:

I overensstemmelse med Østre Landsrets og Højesterets begrundelse vedrørende den tidligere sag, er det derfor nævnets opfattelse, at beløb overført til klagerens konto vedrørende “other cost”, må anses for skattepligtig indkomst.

SKAT har for indkomståret 2001 ansat en skønnet omsætning på 800.000 kr., og “other cost”-beløbene kan i henhold til de indsendte bankbilag opgøres til 770.062 kr.

Da indsætningerne i følge bankbilagene ikke har kunnet afstemmes til regnskabet på grund af manglende bogføringsmateriale, er der ikke umiddelbart grundlag for at ændre det af SKAT udøvede skøn, da det ikke med sikkerhed kan fastslås, om samtlige overførsler af beløb vedrørende “other cost” er medtaget i ovennævnte opgørelse.

Tilsvarende gør sig gældende i relation til spørgsmålet om eventuel fradragsret for udgifter til transport.

Som følge heraf stadfæstes SKATs afgørelse om skønsmæssige forhøjelse af indkomsten.

Renteindtægter
Ved en gennemgang af de indberettede oplysninger fra banker m.v. for indkomståret 2001 fremgår det, at der er indberettet en samlet renteindtægt på 29.653 kr., der dels vedrører renteindtægter af bankindeståender, dels vedrører renter af obligationsbeholdning/nettorenter vedrørende handlede obligationer.

Derudover er det indberettet, at der er fortaget udlodninger fra ren obligationsbaserede investeringsforeninger på henholdsvis 13.350 kr. og 16.280 kr. Det er i forbindelse med indberetningen angivet, at udlodningerne skal beskattes som kapitalindkomst.

På baggrund af de foreliggende oplysninger kan de indberettede renteindtægter specificeres således:

Da der er tale om indberetninger fra banker m.v., må de indberettede oplysninger umiddelbart lægges til grund, og derfor stadfæstes SKATs afgørelse.

Klagerens opfattelse

Der skal ikke ske skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst.

Klageren har fremlagt følgende til dokumentation af hendes påstand:

Klageren startede sin selvstændige enkeltmandsvirksomhed i 1990 med hjælp fra en bekendt. Virksomheden beskæftigede sig med produktioner i Polen for dansk/skandinaviske virksomheder, hovedsagelig indenfor tekstilbranchen.

Forholdene for virksomheder i Polen var meget svære på daværende tidspunkt, fordi der var mangel på nødvendigt tilbehør til produktionsmaskiner og kontorartikler (faxmaskiner, kopipapir, telefoner og andet). For overhovedet at kunne arbejde med de mindre private polske virksomheder, måtte klageren i begyndelsen låne dem penge, og hjælpe dem med køb af de forskellige manglende dele til maskiner.

Ofte kom virksomhederne til Danmark på indkøb, hvorefter klageren kørte med dem i [...], hvor de købte kopipapir, kuglepenne og andre varer, som var meget dyrere i Polen, end de var i Danmark.

Den polske banklov tillod dengang ikke udførelse af penge fra Polen. De små private virksomheder i Polen kunne slet ikke overføre penge til udlandet, og kun yderst sjældent kunne det lade sig gøre at få en dispensation fra de polske myndigheder til at overføre fremmed valuta til udenlandske forbindelser.

Ofte var fabrikkerne nødsaget til at indgå byttehandel med deres kunder, således at kunderne betalte fakturaerne med maskiner, værktøj eller dele til maskiner, som slet ikke kunne købes i Polen. Der var utrolig stor korruption blandt myndighederne i Polen, hvor de polske skattemyndigheder, toldmyndigheder, politi og andre instanser skulle bestikkes.

Polen har aldrig indgået den internationale aftale om udbetaling afagentprovisioner, således at provisioner kunne overføres til agentens konto straks efter, at de polske banker havde modtaget betaling fra kunden i udlandet, og før beløbet blev indsat på de polske virksomheders konto. Sådan en international aftale har været respekteret i alle andre lande også andre tidligere kommunistiske østlande.

Helt fra begyndelsen af klagerens samarbejde med de små private polske virksomheder, kunne det ikke lade sig gøre at udbetale klagerens provision ad bankvej, og klageren hentede derfor sin provision i kontanter, hver gang hun var i Polen med nye kunder.

Ved flere møder i de polske banker forsøgte klageren at etablere mulighed for at få sin provision overført igennem bankvej direkte til hendes konto men desværre uden held. Derfor valgte klageren og de polske virksomheder i 1992 at lave aftaler med deres danske kunder om, at de skulle overføre en angivet del at fakturaens beløb til klagerens konto og det resterende til de polske virksomheders konti. Den aftale og involvering af kunder i de forskellige betalinger var forretningsmæssigt uprofessionelt og uhensigtsmæssigt.

Senere, omkring 1993-1994, hjalp klageren de polske virksomheder med at forhandle med deres bank om overførsler af klagerens provision direkte til hendes konto.

Men der var stadig problemer med at få overført penge til kunderne i forbindelse med reklamationer, transportbetaling eller indkøb af maskiner, som kun kunne lade sig gøre med en byttehandel.

Derfor blev klageren og hendes polske samarbejdspartnere enige om, at de polske virksomheder skulle overføre et beløb til klagerens konto, som var større end provisionssatsen, således at det overførte beløb skulle indeholde både klagerens provision og et beløb betegnet som “other costs”, som tilhørte de polske virksomheder. “Other costs” skulle sikre, at kunderne kunne få deres penge i tilfælde af reklamationer og til dækning af transportudgifter og indkøb af tilbehør til maskinpark.

De polske virksomheder havde lavet hovedkontrakter på beløb indeholdende klagerens provision og “other costs”, og der blev lavet et tillæg til hovedkontrakterne, som tydeliggjorde klagerens faktiske provisionsstørrelse. “Other costs”-beløbet tilbagebetalte klageren ved:

Denne form for overførsler fortsatte indtil slutningen af 2003, hvor Polen var sikker på at blive medlem af EU, og alle var sikre på, at den polske zloty ikke ville blive devalueret.

Beløbene indgik på klagerens konto og blev der, indtil der blev lavet en nøjagtig specifikation over, hvad klagerens provision var, og hvad der var “other costs”. “Other costs” tilhørte de polske firmaer og ikke klageren. Der er fremlagt dokumentation for dette i form af blandt andet [virksomhed1]s ”settlement of commision”, hvoraf det fremgår, at klagerens provision er på 7 %, afregninger fra [virksomhed2]., hvor de overførte beløb er opdelt på provision på 7 % og ”other costs”, erklæringer fra polske firmer om ”other costs” m.v. Ligeledes fremgår det af tillæg til kontakterne med [virksomhed1] og [virksomhed2]., hvilken procentsats klagerens provision udgjorde. Der er desuden fremlagt et [virksomhed6]-responsum, der bekræfter, at agenters provision fra polske tøjproducenter generelt lå på mellem 3-6 %.

Såvel de polske virksomheder som klageren vidste præcis, hvor stort beløb på klagerens konto, der tilhørte de polske virksomheder, og alle vidste, hvad klagerens provision var.

Alle betalinger til klagerens konto fra 1992 til og med 31.december 2003 blev overført på samme måde. Det overførte beløb var opdelt på provision skrevet med rød pen og “other costs”-beløb skrevet med grøn pen. Virksomhedens regnskaber blev lavet på samme måde.

Klagerens provision udgjorde 7 %, indtil det blev ændret til 8 % pr. 1. januar 2004, hvilket fremgår af tillæg til agenturaftalerne af den 22. december 2003.

Det vil være fuldstændigt usandsynligt, at man pludselig gik fra 50, 30 eller 26 % ned til 8 % provision. Ingen vil acceptere sådan en nedgang!

Der er fremlagt nye agenturaftaler af den 31.december 2003 med [virksomhed2]. Tillægget angiver klagerens provision til 8 %.

Klageren har endvidere fremlagt dokumentation for, at hun har fået provision på 8 % siden 1. april 2002 i henhold til en mundtlig aftale, som hun indgik med de polske firmaer i slutning af år 2001. På trods af, at der ikke var en skriftlig aftale om forhøjelse af provisionen, er dette registreret i klagerens regnskab. Såfremt klageren havde i sinde at unddrage skat, ville hun fortsat have registreret provision på 7 % fra 1. april 2002 til 31. december 2003.

Der er desuden fremlagt en erklæring af 7.maj 2002 fra [person6] fra virksomheden [virksomhed9], som var hovedpersonen bag mit samarbejde med de polske firmaer. Erklæringen er skrevet på polsk, men der er fremlagt en tolkoversættelse til dansk. [person6] erklærer på klagerens forespørgsel, at “other costs”- beløbene ikke tilhører klageren.

Det fremgår af regnskabet for året 2001, at klagerens provision er angivet til 374.868 kr. I regnskabet under “Kortfristet gæld” er angivet et beløb på 474.324 kr., som klageren skyldte de polske virksomheder. Dette angivne beløb stemmer overens med den interne interne afregning mellem klageren og de polske virksomheder.

De polske virksomheder har altid fremsendt afregninger lige før klageren skulle rejse til Polen eller virksomheden selv skulle rejse til Danmark. I visse tilfælde blev det også aftalt, at personer, som rejste fra Danmark til Polen, skulle tage beløbene med til de polske virksomheder.

Klageren har tilbagebetalt 664.332 kr. successiv igennem året, hvilket der ligeledes er fremlagt dokumentation for. I slutningen af 2001 skyldte klageren i alt
474.324 kr. til de polske virksomheder, hvilket i regnskabet er anført under posten kortfristet gæld.

Klageren har i sit eget regnskab opgjort det skyldige beløb til 368.005,56 kr., dog har klageren siden korrigeret dette ved en fremlagt opgørelse, hvoraf beløbet er opgjort til 474.324 kr. og således stemmer med revisorens.

Tallene i klagerens regnskab er de rigtige, fordi de er lavet i henhold til klagerens og de polske virksomheders afregninger.

[virksomhed1] og [virksomhed2]. var de virksomheder, der havde den største omsætning. Klageren har fremlagt en opgørelse for 2001, for hvert firma, som klageren samarbejdede med. Der er anført en kolonne for hvert firma, som er opdelt på følgende måde:

Denne opgørelse er i overensstemmelse med alle de polske virksomheders afregninger og erklæringer.

Der er fremlagt en opgørelse 2001 (“Rozliczenie 2001”) fra [virksomhed2]. af 17.6.2002.

Dokumentet er opdelt i kolonner:

Der er desuden fremlagt erklæring af 7. januar 2002 fra [virksomhed1] om saldo på klagerens konto i slutningen af 2001 af resterende “other costs”-beløb tilhørende virksomheden.

Tallene i erklæringer fra begge virksomheder passer med tallene i klagerens opgørelse for 2001.

Der er desuden fremlagt fakturaer fra [virksomhed1] vedrørende løbende afregninger i form af ”settlements of commission” og bankens “Meddelelser om betaling”, hvilke var overført til klagerens konto i 2001.

På hver ”settlement of commission” er der angivet:

Af bankens “Meddelelser om betaling” kan det udledes, at virksomhedens faktiske overførsler til klagerens konto indeholder både klagerens provision og “other costs”, som tilhører de polske virksomheder. Det beløb, der blev overført til klagerens konto (50 % af [virksomhed1]s profit), var ikke et beløb, som klageren selv kunne udregne. Hvordan skulle klageren kunne udregne provisionsstørrelse? 50 % af hvilken værdi?

Klageren vidste jo ikke, hvad [virksomhed1] betalte til de polske fabrikker, og kunne derfor aldrig acceptere sådan en agenturaftale, fordi hun slet ikke var i stand til at kende virksomhedens profit. Det klageren var i stand til at beregne var provisionen, som var 7 % af fakturaernes værdi.

Årsagen til, at [virksomhed4]s fakturaerne er udstedt i klagerens navn, er, at [virksomhed4] ikke ville underskrive kontrakter eller modtage ordrer direkte fra de polske virksomheder, og derfor blev klageren bedt om at være behjælpelig.

Der er ikke foretaget fradrag for udgifterne til transport i klagerens regnskab. Dette skyldes, at udgifterne blev betalt med ”other cost”-pengene, og dermed ikke var en udgift for klageren men for de polske virksomheder.

Dokumentation for udbetalinger og afregninger i 2001.

Klageren har udarbejdet en oversigt over, hvordan beløbene fra ”other cost” er blevet afregnet med de polske virksomheder. Et par eksempel herpå er beskrevet nedenfor, mens der for gennemgang af de øvrige posteringer henvises til klageskrivelsen s. 17 f med de tilhørende bilag i den fremlagte bilagsmappe.

Eksempel 1

Beskrivelse af afregning af “other costs” fra [virksomhed2]. af 8. august 2001 vedrørende udbetaling af 77.300 kr. i forbindelse med [virksomhed10] ([person9]) besøg i Danmark. Klageren har oversat afregningen.

Original afregning af 22. december 2000 fra [virksomhed2]. for fakturaer fra 41/33EX-VI00 til 48/12EX-R/01. I henhold til kontoudskrift fra [finans1] af 31. januar 2001, er der den 8. januar 2001 udbetalt 77.500 kr., hvoraf de 77.300 kr. er tilbagebetaling af “other costs” til [virksomhed2].

Udbetalingen er registreret i klagerens årsopgørelse for 2001, og er afregnet på opgørelsen fra [virksomhed2]. Alle udbetalinger stemmer overens med revisors regnskab.

Eksempel 2:

Tilbagebetaling af 61.000 kr. som “other costs” den 19. februar 2001.I denne afregning er der fra “other costs” trukket transportomkostninger, som klageren har betalt på vegne af [virksomhed2].

Den 23. februar 2001 har klageren udbetalt 10.000 kr. til [person7], og der er i alt udbetalt 71.100 kr. Det fremgår af kontoudskrift fra [finans1] af 28. februar 2001, at der den 19. februar 2001 og den 23. februar 2001 er udbetalt henholdsvis 61.100 kr. og 10.000 kr., som vedrører tilbagebetaling af “other costs” til [virksomhed2].

Udbetalingen er registreret i klagerens årsopgørelse for 2001 og er afregnet på opgørelsen fra [virksomhed2]. Alle udbetalinger stemmer overens med revisors regnskab.

SKAT har i 1992 og 1996 kontrolleret klagerens regnskab meget grundigt uden at have anfægtet måden at afregne “other costs” på. Både i 1992 og i 1996 fremsendte klageren kopier af fakturaer og bankens meddelelser om modtagne betalinger, hvor klageren på bankens betalingsmeddelelser, havde opdelt beløb i klagerens provision med rød pen og “other costs”-beløb, som tilhørte de polske virksomheder, med grøn pen.

Efter SKATs anden kontrol af klagerens regnskab i 1996, mente klagerens revisor, at det var forsvarligt, at fortsætte som hidtil. Og det gjorde klageren så.

Efter at SKAT anfægtede klagerens måde at afregne “other costs” beløb på, informerede klageren de polske virksomheder om, at hun ikke længere ville aflevere “other costs” beløb til dem i kontanter. Klageren bad de polske virksomheder om at finde en anden udvej for tilbagebetalinger af beløbene.

De polske virksomheder sendte derefter klageren oplysninger om deres konti i tyske banker og [person10] åbnede også konto i [finans1], for at klageren kunne overføre beløbene fordelt på flere konti.

[person10] var forbundet med [person6] og alle de polske virksomheder, som klageren arbejdede med.

Der er fremlagt dokumentation i form at fax-korrespondance med fremsendte oplysninger om forskellige konti i Tyskland, hvor klageren skulle overføre “other costs” til. Disse dokumenterer helt klart, at “other costs” ikke tilhørte klageren men de polske firmaer.

Den dokumentation, der er fremlagt nu, har ikke indgået i forbindelse med behandlingen af klagerens skattesag for 1999, og det var på grund af klagerens tidligere advokaters alvorlige svigt, at hun tabte sagen. Klageren har kæmpet for at få sin advokat til at se på den dokumentation, hun har fremlagt, men uden held. Ingen i retssystemet har kigget ordentligt på det fremlagte materiale, som klart dokumenterer, at pengene ikke har tilhørt hende. Alt det materiale, der nu er fremlagt, var det kammeradvokaten efterlyste i skattesagen for 1999, f.eks. de polske virksomheders løbende afregninger.

I forbindelse med sagens behandling ved Østre Landsret bekræftede vidner, at klageren havde tilbagebetalt “other costs”. Østre Landsret konstaterede da også, at klageren delvis havde udbetalt beløbene til de polske virksomheder, men spekulerede i formålet med betalingerne.

Klageren har desværre ingen mulighed for at afvise Østre Landsrets spekulationer, fordi hun som privat borger, ikke kan få nogen informationer fra det EU-kontor i Polen, som kan kontrollere en udenlandsk borgers eventuelle investeringer i landet, men den medsendte dokumentation forklarer tydeligt de faktiske forhold

Skatteankenævnet har afgjort sagen på basis af sagen for 1999 uden at kigge på den fremlagte dokumentation, men hvis sagen skal afgøres korrekt, må den læses og vurderes uden at sammenligne den med afgørelsen for 1999.

Efter at have modtaget sagsfremstillingen i sagen er klageren og hendes repræsentant fremkommet med følgende bemærkninger:

Det blev i Østre Landsret lagt til grund, at klageren havde betalt de polske virksomheder penge og således havde klageren fået ret i, at pengene ikke var hendes. Hun havde ikke fået en retfærdig behandling under den tidligere sag, hvilket var årsagen til, at hun ikke havde vundet i retten.

På grund af de væsentlige fejl, der har været under den tidligere sag, anmodede klageren om genoptagelse af sagen ved Højesteret, hvilket desværre ikke blev givet.

Hverken i sagen vedrørende 1999 eller nærværende sag er der taget stilling til det faktum, at klageren havde uændret bogføring omkring det, der er sagens kerne, nemlig provision og ”other cost” for 1994 -2003, og at klagerens regnskaber for 1992 og 1996 er blevet gennemgået, uden at denne form for bogføring blev påtalt. Klageren havde derfor fuldt tillid til, at hendes bogføring ikke efterfølgende ville blive anfægtet.

Det er et alvorligt problem for SKAT, idet man efter helt sædvanlig praksis ikke med tilbagevirkende kraft kan tilsidesætte en regnskabsføring som tidligere har været godkendt. Hvis forholdet havde været påtalt i 1992 eller 1996, ville klageren kunnet havde ændret håndteringen af disse betalinger. Intet ville være simplere end blot at oprette en særskilt konto, så beløbene, der skulle returneres, var adskilt fra den øvrige formue og løbende sikre sig at få kvitteringer for afregning og løbende godkendelse af denne særlige mellemregningskonto.

Det er desuden veldokumenteret, at klageren fra og med 2004, hvor hun ændrede regnskabsførelse, alene har optjent provision i størrelsesordenen 7-8 %, og det må anses for ubestridt, at dette er en sædvanlig provision. Samme provision fremgår af klagerens regnskab fra 1994-1996. Det forekommer derfor usandsynligt, at klageren pludseligt i 4-5 år skulle kunne optjene en provision på 50 %, der så derefter ville blive nedsat til 7-8 % igen.

Klagerens talmateriale viser klart mellemregningskontoen med de polske virksomheder, hvilke beløb klageren har oplyst at have afregnet over for dem, og hvilken saldo, der er, og som er godkendt af de polske virksomheder.

Det må således lægges til grund, at klagerens regnskabsmateriale er korrekt.

I forbindelse med retsmødet i Landsskatteretten anførte klagerens repræsentant, at SKAT i både 1992 og 1996 havde foretaget kontrol af klagerens regnskaber uden at have haft bemærkninger til den måde, klageren lavede sit regnskab på. Herefter har klageren haft en berettiget forventning om, at alt var i orden, hvilket var årsagen til, at hun var fortsat med at regnskabsføre m.v. på samme måde. Ved at SKAT ikke dengang havde påpeget, at klageren skulle lave bogføringen andeledes, har de frataget hende muligheden for at sikre sig bedre bevis for, at pengene ikke er hendes.

SKAT må have en vejledningspligt, således at de skulle have oplyst klageren om, at hun skulle sikre sig bedre mod at blive anset for skattepligtig af beløbene.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst, som en skattepligtig oppebærer i årets løb, er som udgangspunkt skattepligtig indkomst. Dette fremgår af statsskatteloven § 4, stk. 1.

Det forhold, at SKAT tidligere har indkaldt og gennemgået klagerens regnskabsmateriale uden at have foretaget korrektioner vedrørende de udstedte fakturaer, medfører ikke, at SKAT kan anses for derved at have givet klageren en retsbeskyttet forventning om, at der ikke i fremtiden ville kunne blive foretaget kontrol og ændring af hendes regnskabsmateriale og skattepligtige indkomst.

SKAT har i forbindelse med gennemgang af klagerens virksomhed i 1999 fundet væsentlige indtægter, som ikke var henført til beskatning. Derfor havde SKAT en begrundet formodning for, at det samme forhold kunne være tilfældet for 2001. Da klageren, uanset at SKAT havde anmodet herom, ikke indsendte behørigt regnskabsmateriale for 2001, anset det for berettiget, at SKAT har foretaget en skønsmæssig forhøjelse af virksomhedens overskud.

Efter gennemgang af de fremlagte kontoudtog og det fremlagte materialet i øvrigt er det konstateret, at der i 2001 er indsat betydelige beløb på klagerens konto, som ikke er medtaget ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst. Det påhviler klageren at dokumentere eller i fornøden grad sandsynliggøre, at disse beløb ikke skal anses for at være skattepligtig indkomst for klageren, fordi pengene allerede er beskattet eller stammer fra ikke-skattepligtig indkomst.

Uanset det fremlagte materiale anses det ikke for dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at de beløb, som klageren har benævnt som ”other cost”, ikke er skattepligtig indkomst for hende.

Der er ved afgørelsen blandt andet lagt vægt på, at det ikke ved den opsplitning af fakturabeløbet i provision og ”other cost” og den interne regnskabsførelse, som klageren selv har foretaget, er dokumenteret, at klageren har været forpligtet til at tilbagebetale et beløb til de polske virksomheder. Det anses således ikke for godtgjort, at de penge, som klageren har hævet, alene har været beløb, som klageren har haft i sin varetægt som følge af en aftale omkring udførelse af valuta fra Polen for de polske virksomheder.

Der er endvidere henset til Højesterets dom vedrørende klagerens skatteansættelse for indkomstret 1999, herunder det fremlagte materiale og forklaringerne afgivet for Landsretten, samt Landsrettens vurdering heraf.

Det anses imidlertid for godtgjort, at klageren dels har afholdt udgifter til transport til og fra Polen, dels har afholdt øvrige udgifter i forbindelse med samhandlen med de polske virksomheder, som kan berettige til fradrag i den skattepligtige indkomst.

Under hensyntagen til det fremlagte materiale og klagerens forklaring, fastsættes der derfor et skønsmæssigt fradrag for driftsudgifter på 150.000 kr.

På baggrund af ovenstående, nedsættes det af SKAT udøvede skøn med 150.000 kr., således at klagerens skattepligtige indkomst forhøjes med 650.000 kr.

Landsskatteretten er enig med skatteankenævnet i såvel den opgørelse over de beløb, som klageren skal beskattes af som renteindtægterne og indtægt fra udlodning af investeringsforeninger, samt i begrundelse for beskatningen. Der henvises til personskattelovens § 4 og ligningslovens § 16 A.

Som følge heraf stadfæstes skatteankenævnets afgørelse på dette punkt.