Kendelse af 27-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-08-2014

Klagepunkt

Indkomståret 2009

SKATs afgørelse

Din opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Jagter og messe i England

77.363 kr.

0 kr.

77.363 kr.

Indkomståret 2010

Færgebillet og jagter

158.884 kr.

0 kr.

158.884 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren startede i november 2007 virksomheden [virksomhed1]. Virksomheden blev midt i 2008 overdraget til selskabet [virksomhed1] A/S, som klageren ejer gennem et par holdingselskaber. Ved overdragelsen solgte klageren sin private våbensamling til selskabet. Selskabet ligger på [adresse1], hvor klageren og hans ægtefælle også bor.

Selskabet driver virksomhed med køb og salg af eksklusive våben og har afholdt udgifter til klagerens deltagelse i en række jagter. Klageren har forklaret, at han har deltaget i jagterne for at markedsføre og sælge våben til andre deltagere i jagterne.

Selskabet har fremlagt en specifikation, hvoraf det fremgår, at der i regnskabsperioden 1. juli 2009 – 30. juni 2010 er solgt 12 våben for i alt 1.381.329 kr. Fire af våbnene er solgt mod indbytning af en riffel. Der er fremlagt fakturaer for salgene og indbytningen.

Der er solgt to våben til en af deltagerne blandt de jagter, der er omfattet af klagen til Landsskatteretten. Salgene er faktureret til [person1], der deltog i en elg-jagt i Sverige i oktober 2009. Det første salg er faktureret med 350.000 kr. den 5. december 2009, og det andet salg er faktureret med 217.000 kr. den 11. oktober 2010.

Klageren har oplyst, at flere af deltagerne i en fasanjagt på [gods], som var inviteret af selskabet, enten selv har købt våben eller har henvist andre købere til [virksomhed1] A/S. Der er fremlagt fire fakturaer udstedt 6. oktober 2010, 8. december 2012 og 5. maj 2013. SKAT har godkendt fradrag for udgifterne til denne jagt som repræsentation. Jagten er ikke omfattet af klagen til Landsskatteretten.

Klageren har fremlagt en ”Agency Agreement” om eneforhandlerrettigheder til våben fra [virksomhed2], hvorefter klageren modtager 20 % kommission på salg af våben i Danmark, Sverige og Norge. Aftalen angiver at være indgået mellem klageren og [virksomhed2]. Den er underskrevet henholdsvis 27. september og 9. oktober 2009.

Han har endvidere fremlagt kopi af en annonce, hvoraf det det fremgår, at [virksomhed1] er [virksomhed2]’ agent i Skandinavien og Tyskland. Han har oplyst, at annoncen er bragt i et jagtrejsemagasin i 2010.

Klageren har oplyst, at han har en privat interesse i storvildtjagt, og at han i 2009 og 2012 har foretaget flere jagtrejser, som han selv har betalt. På disse jagter deltager – i modsætning til de jagter, selskabet har betalt – kun klageren og en professionel jæger. Han rejser kun til Afrika og har nedlagt en helt anden type dyr, f.eks. hvidt næsehorn, eland og leopard. Der er fremlagt fakturaer for deltagelse i tre jagtrejser til Afrika i 2009 og 2010.

Selskabet har købt en del af de trofæer, klageren har skudt på sine private jagter. Klageren skønner, at selskabet har købt ca. halvdelen af værdien af de trofæer, han har skudt.

2009

Under sagens behandling i SKAT har klageren opgjort udgifterne til deltagelse i en række aktiviteter til følgende:

Aktivitet

Udgift

Elg-jagt i Sverige, 16. – 20. oktober

19.321 kr.

Hanebøssejagt i Sverige, 27. – 28. oktober

6.800 kr.

Jagt på [gods], 8. december

16.050 kr.

Bukkejagt i England, 14. – 17. september

14.560 kr.

Messedeltagelse i England, juli

41.264 kr.

Under sagens behandling i Landsskatteretten har klageren oplyst, at 1.493 kr. af udgifterne til deltagelse i elg-jagten i Sverige rettelig vedrører bukkejagten i England.

Elg-jagt i Sverige, 16. – 20. oktober

Klageren har oplyst, at jagten begyndte med introduktion den 11. oktober 2009. Selve elgjagten foregik 12. - 17. oktober 2009. Herefter var der slagtning og afslutning på arrangementet. Klageren deltog 16. - 20. oktober 2009. Det meste af klagerens ophold blev anvendt til at demonstrere våben og få talt med potentielle købere.

Klageren har fremlagt udskrifter af selskabets MasterCard-konto, herunder tre kontanthævninger på hver SEK 5.000 kr., en kontanthævning på SEK 2.000 kr. og en betaling til [virksomhed3] i [by1] på 1.490 kr. Klageren har oplyst, at de henholdsvis dækker klagerens deltagelse i jagten, forretningsforbindelsen [person1]s deltagelse i jagten og bespisning og ophold. Betalingen til [virksomhed3] dækker opgradering af klagerens kahyt. Selskabet betalte ikke deltagergebyr for andre deltagere.

Klageren har opgjort udgifterne til deltagelsen i jagten til i alt 17.828 kr.

Bukkejagt i England, 14. – 17. september

Klageren har oplyst, at selskabet betalte for, at to engelske samarbejdspartnere, mr. [person2] og mr. [person3] fra [virksomhed2], kunne deltage i bukkejagten.

Klageren har opgjort udgifterne til deltagelsen i jagten til i alt 16.053 kr.

Messedeltagelse i England, 17. – 27. juli

Klageren har oplyst, at messen fandt sted i perioden 24. - 26. juli 2009. Klageren og ægtefællen stod på [virksomhed2]’ stand. I perioden 19. - 24. juli 2009 deltog han i et riffelpræcisionskursus med overnatning. Klagerens ægtefælle var med på hele turen for at hjælpe klageren. Ægtefællen er direktør i [...], [virksomhed4] A/S, der er [virksomhed1] A/S’ søsterselskab, og hun er efterfølgende også blevet ansat i [virksomhed1] A/S som kontorassistent.

2010

I 2010 har klageren blandt andet deltaget i følgende aktiviteter:

Aktivitet

Udgift

Vildsvinejagt i Ungarn, 21. – 24. januar

58.150 kr.

Bukkejagt i England, 22.-30. april

48.329 kr.

Bukkejagt i England, 30. maj - 5. juni

43.225 kr.

Færgebillet i forbindelse med besøg hos potentiel kunde i [Norge] i maj

9.180 kr.

Vildsvinejagt i Ungarn, 21. – 24. januar

Klageren har oplyst, at jagten i Ungarn gav mulighed for, at potentielle kunder kunne prøve dobbeltrifler, hvilket er svært at komme til i Danmark. Desuden forventer kunderne en eksklusiv ramme for afprøvningen.

Bukkejagt i England, 22.-30. april og 30. maj - 5. juni

Klageren har oplyst, at selskabet har udviklet en riffel, og at det krævede en del tests, som blandt andet fandt sted under bukkejagterne. Ideen til at udvikle en riffel sammen opstod under bukkejagter i England, og riflen blev testet på senere bukkejagter. Riflen er nu i produktion, og den første riffel er solgt.

Besøg hos potentiel kunde i [Norge] i maj

Klageren har oplyst, at han rejste til [Norge] for at mødes med en potentiel kunde, men der var ikke enighed om priserne, og handlen blev derfor ikke til noget.

Resultater i [virksomhed1] A/S

[virksomhed1] A/S har haft følgende resultater før skat:

2007/2008

-83.798 kr.

2008/2009

-2.289.706 kr.

2009/2010

-1.605.562 kr.

2010/2011

-3.146.028 kr.

SKATs afgørelse

For 2009 er klageren beskattet af udgifterne til deltagelsen i de fire jagter og af halvdelen af udgiften til messedeltagelsen i England, i alt 77.363 kr. Beløbet er anset for maskeret udbytte, men beskattet som yderligere løn.

For 2010 er klageren beskattet af udgifterne til deltagelse i de tre jagter og udgiften til færgebilletten, i alt 158.884 kr. Beløbet er anset for maskeret udbytte, men behandlet som yderligere løn.

Samtidig med ændringen af klagerens skatteansættelse har SKAT ændret [virksomhed1] A/S’ skatteansættelse for indkomståret 2010 (perioden 1. juli 2009 – 30. juni 2010).

Selskabet beskæftiger sig ikke med salg af jagtrejser eller med at arrangere jagtrejser for kunderne.

Udgifterne til deltagelse i forskellige jagter er afholdt i klagerens personlige interesse. Efter salget af en karosserivirksomhed har klageren opnået økonomisk uafhængighed, og han valgte derfor at gøre sin personlige interesse for eksklusive våben til en erhvervsmæssig virksomhed, som han forhåbentlig kunne tjene penge på.

Klageren rejste med ægtefællen til England i 10 dage i perioden 17. – 27. juli 2009, og messen strakte sig kun over tre dage. De boede på to forskellige hoteller under rejsen. Udgifterne til rejsen anses derfor at have et væsentligt privat islæt, og 50 % af udgifterne anses for private.

I en udtalelse til klagen har SKAT bemærket, at klageren har oplyst, at [virksomhed1] A/S altid sælger sine våben til en højere værdi, end de er indkøbt til. I den beregning er der kun taget udgangspunkt i salg, varekøb og lagerregulering. Der er ikke taget hensyn til nedskrivning af varebeholdninger til dagsværdi, der f.eks. var på 750.000 kr. i 2008/2009, hvorved dækningsbidraget ville blive negativt med ca. 580.000 kr. I 2009/2010 ville dækningsbidraget ligeledes blive negativt med ca. 171.800 kr.

Der skal tages hensyn til øvrige omkostninger, som selskabet har anset for at være nødvendige for at sælge de eksklusive våben. Der er f.eks. huslejeomkostninger på ca. 135.000 kr. pr. år, og der er salgsomkostninger på henholdsvis 163.000 kr. i 2008/2009 og på 658.000 kr. i 2009/2010 (her er udgifterne til jagtrejser m.v. fratrukket). Der er udgifter til administration på henholdsvis 153.000 kr. i 2008/2009 og 119.000 kr. i 2009/2010. Der skal derfor tages udgangspunkt i bruttoresultatet, hvis man skal se på, om selskabet tjener penge på våbensalget eller ej. Bruttoresultatet var i 2007/2008 på -71.000 kr., i 2008/2009 var det på -1.074.000 kr., i 2009/2010 var det på -472.000 kr. og i 2010/2011 var bruttoresultatet på -2.015.000 kr. Hertil kommer udgifter til lønninger og finansielle omkostninger. Der har gennem alle årene været et stort underskud.

Det er kun muligt for [virksomhed1] A/S at eksistere, såfremt der er en person eller et selskab på sidelinjen, der vil investere i selskabet. Således er gæld til tilknyttede virksomheder i 2010/2010 steget til 8.496.730 kr. Selskabet er altså ikke i stand til at finansiere driften og indkøb af våben til trods for, at selskabet i 2010/2011 har været i gang i flere år.

Klageren har over for SKAT oplyst, at han var del af en lille, eksklusiv klub, der hvert år tog på hanebøssejagt i Sverige, ligesom han oplyste, at han hvert år har taget på jagt i såvel Europa som i Afrika – også inden han stiftede [virksomhed1] A/S. Det er derfor ikke SKATs opfattelse, at det at tage på jagt i Sverige, England m.v. er noget nyt for ham.

Messen i England fandt sted i weekenden den 24. - 26. juli 2009, og klageren og hans ægtefælle var i England den 17. - 27. juli 2009. De boede bl.a. på to forskellige hoteller, og SKAT har derfor anset 50 % af udgiften til messen for at være privat. I et brev af 16. november 2011 har skatteyders revisor skrevet, at han er enig i, at udgiften til messen i England, 41.264 kr., kan fradrages med 50 % som rejseudgift, og at de resterende 50 % kan karakteriseres som et løntillæg for [person4].

Det er ikke korrekt, at [virksomhed1] A/S har fået en eksklusivaftale om salg af [virksomhed2]s våben. Aftalen om salg er lavet personligt med [person4] og ikke med selskabet.

Det er korrekt, at [person4] går en del på jagt i Afrika, men han sælger efterfølgende sine trofæer til [virksomhed1] A/S, hvorefter de indgår i selskabets trofæsamling, der fremgår af det billede, som hans advokat har fremlagt.

Din opfattelse

Der er principalt fremsat påstand om, at klageren indkomst nedsættes med 77.363 kr. for indkomståret 2009 og med 158.884 kr. for indkomståret 2010. Subsidiært er der fremsat påstand om, at klageren ikke beskattes af værdien af elg-jagten i Sverige, bukkejagten i England, og udgifter i forbindelse messedeltagelse i England i 2009 samt færgebilletten i forbindelse med et besøg hos en potentiel kunde i [Norge] i 2010.

Klageren skal ikke beskattes af de udgifter, [virksomhed1] A/S har afholdt. Der er tale om udgifter afholdt i selskabets interesse og ikke i klagerens private interesse.

Selskabet sælger våben med en avance, og der er således tale om et produktsortiment, der er egnet til at skabe en overskudsgivende virksomhed. Det er uden betydning, at selskabet i en etableringsfase kører med underskud. Det er oparbejdelsen af den personlige relation, der er afgørende for salget af eksklusive våben.

Færgebilletten til [Norge] og messe i England

Det er i første række gjort gældende, at udgiften til færgebillet til [Norge] er fradragsberettiget for selskabet i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet der er tale om en rejseudgift afholdt med henblik på at salg af våben til en potentiel norsk kunde.

Det samme gælder deltagelsen i messe i England og besøg hos våbenleverandøren. Der er tale om en ganske almindelig driftsomkostning, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Det er i anden række gjort gældende, at udgifterne er fradragsberettigede for selskabet i medfør af ligningslovens § 8, stk. 1, idet der er tale om en rejseudgift afholdt med henblik på salg af våben til potentielle kunder.

Efter ligningslovens § 8, stk. 1, er en udgift fradragsberettiget, såfremt der er tale om en rejseudgift, og denne udgift er afholdt med henblik på at opnå salg. At der ikke konkret blev sluttet nogen forretning er uden betydning. Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der er tale om en rejseudgift afholdt med henblik på at udbrede [virksomhed1] A/S’ virksomhed til et nyt marked. Ifølge forarbejderne til lov nr. 325 af 14. december 1959 finder bestemmelsen også anvendelse ved udvidelser til nye markeder.

SKAT har på ingen måder dokumenteret en privat interesse i afholdelsen af udgiften til færgebilletten. SKATs afgørelse vedrørende færgebilletten til [Norge] er udtryk for en misforståelse af de faktiske omstændigheder forbundet med denne rejse. SKAT har således i deres afgørelse placeret udgiften sammen med de øvrige omtvistede udgifter, der er rubriceret som udgifter til ”diverse jagtrejser”. Dette på trods af, at klageren har oplyst, at der var tale om et besøg hos en kunde.

Deltagelsen i messen i England var også nødvendig for at øge salget på det engelske marked. Deltagelsen har været så intensiv, at der også har været brug for bistand fra [person4]s ægtefælle. Den samlede omkostning hertil er derfor fradragsberettiget.

Deltagelse i jagter

I første række er det gjort gældende, at omkostningerne er fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 1, som reklameudgifter eller lignende.

Udgifterne er afholdt med henblik på at opnå salg af varer i pågældende eller senere indkomstår, idet formålet med klagerens deltagelse i de omtvistede jagter har været at markedsføre [virksomhed1] A/S’ produkter overfor en relevant kundegruppe med henblik på senere salg til disse. At [virksomhed1] A/S faktisk har solgt våben til nogle af deltagerne på de pågældende jagter, er blot en understregning af dette formål. Det følger direkte af ordlyden af ligningslovens § 8, at det afgørende kriterium er, at formålet med deltagelsen er salg af virksomhedens våben og ikke, om der konkret er opnået et salg. SKAT har desuden ikke ret til at skønne over rimeligheden eller nødvendigheden af en udgift efter ligningslovens § 8, stk. 1, jf. forarbejderne.

Klagerens deltagelse i jagtrejser på vegne af [virksomhed1] A/S har haft til formål at fremme virksomhedens interesser ved at udbrede kendskabet til [virksomhed1] A/S. [person4] har således uddelt visitkort på jagterne, ligesom han har medbragt våben, som de øvrige deltagere kunne bruge. Dertil kommer, at jagtdeltagelserne har givet virksomheden mulighed for at gøre [virksomhed1] A/S fordelagtigt bemærket i en kreds af relevante potentielle kunder, bl.a. ved at kunderne har haft lejlighed til at benytte [virksomhed1] A/S’ våben vederlagsfrit.

Der er en nær sammenhæng mellem det, virksomheden sælger og deltagelsen i jagterne, og jagterne giver kunderne mulighed for afprøve våbnene i de omgivelser, de skal anvendes i efter et salg.

SKAT anfører, at det at tage på jagt i Sverige, England m.v. ikke er noget nyt for ham. Den type jagter, klageren deltager i i [virksomhed1] A/S’ regi adskiller sig fra den type rejser, han foretager privat, og hans deltagelse har været båret af selskabets erhvervsmæssige interesse. Han har ikke forud for jagterne med selskabet været på fuglejagter.

[virksomhed1] A/S har ikke haft nogen viden om nøjagtigt, hvilke personer der ville deltage på de enkelte jagter, men kun en formodning om deltagertyperne. Kravet om en ubestemt kreds af personer er derfor opfyldt. Såfremt Landsskatteretten ikke måtte være enig heri, gøres gældende, at kriteriet vedrørende en ubestemt kreds af personer ikke er et ufravigeligt krav i forhold til at opfylde reklamebegrebet. Grundet eksklusiviteten af de fleste våben i [virksomhed1] A/S’ varelager er det ikke relevant udelukkende at satse på annoncer til en ukendt kreds af personer. Det er derimod relevant at være til stede ved begivenheder, hvor den rette kundekreds er til stede.

Indføjelsen af ordene ”eller lignende” viser, at det ikke har været lovgivers intention at begrænse fradragsretten til kun at omfatte tiltag, som falder under et snævert defineret reklamebegreb. Der er henvist til TfS 1998.259 Landsskatteretten.

TfS 2008.1235 VL, som SKAT henviser til, er ikke sammenlignelig med nærværende sag.

Klagerens private interesse for jagt kan ikke tillægges betydning. De jagter, han har gennemført som privatperson, er holdt adskilt fra de rejser, som han har deltaget i på vegne af [virksomhed1] A/S. Han har i den pågældende periode været på jagtrejser afholdt for egen regning til en samlet værdi på 1.808.595,48 kr. Endvidere er alle de rejser, klageren har deltaget i på vegne af [virksomhed1] A/S, kendetegnet ved at have andre jagtdeltagere, således at der har været en kundegruppe at markedsføre virksomhedens produkter overfor.

I Landsskatterettens afgørelse af 14. december 2010 i journalnr. 10-00033 vedrørende bådudlejning lagde retten vægt på, at der var foretaget udlejningsbestræbelser, at bådene var solgt uden ugrundet ophold ved ophøret af udlejningsvirksomheden, og at skatteyderen privat ejede en båd. På tilsvarende vis har klageren foretaget salgsbestræbelser på de jagtrejser, han har deltaget i på vegne af [virksomhed1] A/S. Markedsføringstiltag er ikke gentaget, såfremt det har vist sig, at de ikke havde et relevant output. Klageren har personligt afholdt store udgifter til sine private jagtrejser, der var selskabet uvedkommende. Der har derfor været en erhvervsmæssig begrundelse for klagerens deltagelse i jagtrejserne for [virksomhed1] A/S.

Til støtte for den subsidiære påstand er det i anden række gjort gældende, at bukkejagten i England i 2009 skal kategoriseres som repræsentation, jf. ligningslovens § 8, stk. 4. For at en udgift kan karakteriseres som repræsentation, kræves for det første, at den er afholdt for at slutte forretninger eller for at knytte eller bevare forretningsforbindelse og for det andet, at udgiften har karakter af kommerciel gæstfrihed.

Det første kriterium er opfyldt, idet formålet med at invitere [virksomhed1] A/S’ engelske samarbejdspartnere med på jagten var at bevare et godt forhold. At der er tale om vigtige samarbejdspartnere illustreres ved, at [virksomhed1] A/S bl.a. har opnået en eksklusivaftale om salg af [virksomhed2]s våben med 20 % provision i Skandinavien og Nordtyskland, samt af at indkøb af våben til [virksomhed1] A/S’ varelager ofte sker i England. Det andet kriterium er endvidere opfyldt, idet [virksomhed1] A/S afholdt udgifterne for de engelske samarbejdspartnere på jagten. Forarbejderne til bestemmelsen angiver eksempelvis udgifter til underholdning og fornøjelser og deltagelse i f.eks. rejser, udflugter og ferieophold som typiske eksempler på repræsentationsudgifter. Jagtdeltagelse falder inden for denne kategori af udgifter, hvilket også understøttes af afgørelsen i TfS 1998.259.

Udgiften på 14.560 kr. kan derfor i alle tilfælde kategoriseres som repræsentation, hvis den ikke kategoriseres som reklame, som anført i første række.

Kommentarer til SKATs udtalelse til klagen

Det fastholdes, at [virksomhed1] A/S foretager en evaluering af outputtet af sine jagtdeltagelser. Med hensyn til jagterne i Sverige drejer det sig om to jagter; dels en hanebøssejagt, dels en elg-jagt. Elg-jagten i Sverige er ikke gennemført mere end en gang, idet der ikke var interessante kunder på denne jagt. På tilsvarende måde opgav [virksomhed1] A/S selv at leje et gods og være vært for en jagt, idet et tilsvarende arrangement i 2009 ikke havde givet et tilstrækkeligt output i forhold til de omkostninger, der var forbundet med afholdelsen af jagten.

Derimod viste det sig, at der på hanebøssejagten i Sverige deltog et relevant kundesegment for hanebøsser, der er en underkategori af haglbøsser. [virksomhed1] A/S er derfor fortsat med deltagelse i fuglejagter. [person4] har i øvrigt ikke privat deltaget i fuglejagter, før han som led i [virksomhed1] A/S’ markedsføringsstrategi er begyndt herpå, hvilket er med til at understrege, at der ligger en forretningsmæssig begrundelse bag deltagelsen i fuglejagterne. Også vildsvinejagten i Ungarn er kun fortsat, fordi der deltager et relevant kundesegment.

SKAT anfører, at [person4] sælger trofæer fra sine private jagter til selskabet. Det er dog ikke sådan, at alle [person4]s trofæer er solgt til selskabet. Værdimæssigt opgjort er kun solgt trofæer for ca. halvdelen af værdien de trofæer, som [person4] har skudt. I øvrigt ses salget af trofæer ikke at være af relevans for sagen, da handlerne er sket på markedsmæssige vilkår. Trofæerne er i øvrigt en vigtig del af den eksklusivitet, som [virksomhed1] A/S’ kundesegment forventer, og den er yderst egnet til at skabe troværdighed omkring sælgers egen viden og erfaringer med jagt.

Det er tidligere er accepteret, at 50 % af udgifterne til messen betragtes som løntillæg til [person4]. Dette skete imidlertid kun, fordi [virksomhed1] A/S var af den opfattelse, at sagen kunne afsluttes, hvis denne indrømmelse blev givet.

Agentaftalen med [virksomhed2] er indgået mellem [virksomhed2] og [virksomhed1] A/S og ikke med [person4] personligt. Dette understøttes af, at aftalen er afhængig af, at ”[person4] remains in business as a supplier of best guns”. Da [person4] efter overdragelsen af den personligt drevne virksomhed [virksomhed1] v/ [person4] til [virksomhed1] A/S ikke længere er eksklusiv våben-sælger, viser denne betingelse, at realiteten i aftalen var, at eksklusiv- og agentaftalen tilkommer [virksomhed1] A/S. I modsat fald er lavet en eksklusiv- og agentaftale, som falder bort på samme tid, som den er indgået, idet [person4] ikke længere er eksklusiv våbensælger. Dette må have formodningen mod sig, at en sådan aftale skulle være indgået.

Derudover fremgår det af fremlagte annonce, der stammer fra et jagtrejsemagasin, at [virksomhed1] er markedsført som [virksomhed2] agent i Skandinavien, hvilket understreger, at det er [virksomhed1] A/S og ikke [person4] personligt, der er rettighedsindehaver for aftalen.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer. Det fremgår af ligningslovens § 16a, stk. 1 og 2.

Som hovedaktionær og eneste ansatte i [virksomhed1] A/S påhviler der klageren en skærpet bevisbyrde for, at hans deltagelse i jagterne og i rejsen til England var begrundet i selskabets virksomhed med salg af våben.

Deltagelse i jagter

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, lægger til grund, at klageren i en årrække har deltaget i jagtarrangementer i både Afrika og Europa, og at han har haft en vennekreds med denne interesse. Det kan ikke anses for tilstrækkelig dokumenteret, at klagerens deltagelse i de omhandlede jagter har haft en direkte og umiddelbar tilknytning til selskabets virksomhed. Det kan således ikke antages, at deltagelsen ikke udspringer af hans personlige interesse for jagt. Det bemærkes herved, at selskabet kun har solgt to våben til en deltager i de jagter, der er omfattet af sagen.

Disse retsmedlemmer stemmer for, at udgifterne til klagerens deltagelse i rejserne anses for en udlodning til klageren, og at SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

To retsmedlemmer anser det på baggrund af klagerens forklaringer for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at udgifterne til elg-jagten i Sverige, bukkejagten i England i 2009 samt færgebilletten i forbindelse med et besøg hos en potentiel kunde i [Norge] i 2010 er afholdt som et almindeligt led i selskabets virksomhed. Udgifterne må anses for afholdt i selskabets interesse. Disse medlemmer voterer derfor at give klageren medhold i den subsidiære påstand på dette punkt.

Rejsen til England i 2009

Klageren har forklaret, at formålet med rejsen, der i alt varede 10 dage, var at deltage i en messe. To retsmedlemmer, herunder retsformanden, bemærker, at messen varede tre dage, og at klageren ikke har dokumenteret, at rejsen til England – udover deltagelsen i messen – var begrundet i selskabets virksomhed med salg af våben. Rejsen kan derfor ikke anses for foretaget som led i selskabets virksomhed i større omfang, end SKAT har forudsat.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, stemmer for, at SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

To retsmedlemmer anser det på baggrund af klagerens forklaringer for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at udgifterne til rejsen til England er afholdt som et almindeligt led i selskabets virksomhed. Udgifterne må anses for afholdt i selskabets interesse. Disse medlemmer voterer derfor at give klageren medhold i den subsidiære påstand på dette punkt.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Ved stemmelighed er retsformandens stemme afgørende. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1. SKATs afgørelse stadfæstes derfor.