Kendelse af 14-04-2014 - indlagt i TaxCons database den 17-05-2014

Faktiske oplysninger

Klageren, der er fra Polen, har siden den 23. september 2008 været ansat hos [virksomhed1], [adresse1], [by1].

Ifølge ansættelseskontrakt af 19. september 2008 er ansættelsen sket til tiltrædelse den 23. september 2008. Arbejdet udføres på arbejdsgiverens adresse. Arbejdstageren har ifølge kontrakten i arbejdets medfør pligt til at foretage rejser og/eller i øvrigt henlægge sit arbejde til andet end det normale arbejdssted, når dette er nødvendigt for arbejdets gennemførelse. Arbejdet omfatter alt forefaldende arbejde. Arbejdsgiveren stiller i ansættelsesperioden værelse med adgang til køkken og bad til rådighed. Betaling herfor udgør 1.833,00 kr. inkl. forbrug af el, varme og vand. Arbejdsgiveren kan opsige arbejdstageren med 1 uges varsel. Arbejdstageren kan opsige sit job med 1 uges varsel. Ansættelseskontrakten er ikke tidsbegrænset.

Arbejdsforholdet er ifølge det oplyste ophørt i december 2010.

Klageren er gift. Hans ægtefælle har i hele perioden boet i Polen.

Arbejdsgiveren har bl.a. oplyst over for SKAT, at det var meningen, at arbejdstagerens ansættelse skulle have været midlertidig, hvorfor der også er lavet flere skattekort til klageren. Dette skete hver gang, tidsfristen for arbejdet blev overskredet. Arbejdstageren var ansat til at renovere driftsbygninger. Arbejdsgiveren havde fra starten vurderet, at det skulle tage ca. 1 år, men arbejdet var ikke skredet frem som planlagt, hvorfor arbejdstageren havde været i Danmark i perioden september 2008 – december 2010.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ikke anset klageren for berettiget til fradrag for rejseudgifter (kost og logi) i henhold til ligningslovens § 9 A med 149.200 kr. for hvert af indkomstårene 2009 og 2010.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan lønmodtagere fradrage udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et indeksreguleret grundbeløb. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 1.

Rejseudgifter kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne eller med de faktiske udgifter. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Det er en betingelse for fradrag for rejseudgifter, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse. En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1.

Der kan udbetales rejsegodtgørelse, når der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted. Ved udbetaling af skattefri godtgørelse for udgifter til fortæring og småfornødenheder kan et arbejdssted højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder.

Det lægges til grund, at klageren var fastansat hos [virksomhed1], idet hans ansættelseskontrakt ikke indeholdt nogen form for tidsbegrænsning.

Klagerens arbejdssted kan efter de foreliggende oplysninger derfor ikke anses for midlertidigt, og han kan derfor ikke anses for berettiget til fradrag for rejse- og logiudgifter efter ligningslovens § 9 A.

De fremsatte indsigelser kan ikke føre til et andet resultat.

Idet ansættelseskontrakten ikke indeholdt nogen form for tidsbegrænsning, er betingelsen i ligningslovens § 9 A om, at klageren skal arbejde på midlertidigt arbejdssted ikke opfyldt, og klageren er derfor ikke berettiget til fradrag for rejse- og logiudgifter.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren anses for berettiget til fradrag for rejseudgifter i henhold til ligningslovens § 9 A med 149.200 kr. for indkomståret 2009 og med 50.000 kr. for indkomståret 2010.

Den beløbsmæssige påstand vedrørende indkomståret 2010 følger af ikrafttrædelsen af Forårspakke 2.0.

Klageren fik pr. 23. september 2008 en midlertidig ansættelse hos [virksomhed1] i [by1], hvor han blev ansat til at renovere driftsbygninger. Der blev i forbindelse hermed indgået en ansættelseskontrakt, og klageren fik stillet værelse med adgang til køkken og bad til rådighed i ansættelsesperioden. Ifølge klagerens oplysninger var der ved ansættelsesforholdets begyndelse tale om en tidsbegrænset periode på 9 – 12 måneder. Klagerens ægtefælle har i hele perioden været bosat i Polen. I forbindelse med ansættelsen i Danmark har klageren afholdt rejseudgifter i både indkomståret 2009 og 2010.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres overordnet gældende, at repræsentanten ikke er enig i skatteankenævnets afgørelse. Repræsentanten mener, at klageren er berettiget til fradrag for rejseudgifter, som er afholdt i 2009 og 2010 i forbindelse med hans midlertidige ansættelse ved [virksomhed1] i henhold til ligningslovens § 9 A. I forbindelse med vurderingen af om der er tale om midlertidig ansættelse, beror dette på en konkret og individuel vurdering, hvis det ikke fremgår direkte af ansættelseskontrakten, at der er tale om et tidsbegrænset og midlertidigt ansættelsesforhold. Følgende kan medtages i vurderingen, jf. Den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.7.1.4:

Til brug for bekræftelsen af, at der er tale om et tidsbegrænset og midlertidigt ansættelsesforhold mellem klageren og [virksomhed1], henvises til følgende nærmere begrundede redegørelse:

Midlertidig arbejdsplads

I henhold til Den Juridiske Vejledning vil en række arbejdspladser altid være midlertidige, uanset om lønmodtageren er fast eller midlertidigt ansat. Af vejledningen fremgår som et eksempel herpå arbejdssteder, hvor der udføres bygge- og anlægsarbejder, idet arbejdet på det pågældende sted ophører, når arbejdet er udført. I nærværende sag er der tale om renovering af driftsbygninger. Der er således tale om et midlertidigt arbejdssted, idet arbejdet ophører, når bygningsarbejdet er udført. Ansættelsesforholdet vil herefter ophøre uden yderligere betragtninger. På baggrund af dette må arbejdsstedet anses for at være en midlertidig arbejdsplads, eftersom arbejdspladsen vil ophøre for klagerens vedkommende, når renoveringen er færdiggjort, og arbejdsopgaven dermed er udført.

Tidsbegrænsningens længde

Tidsbegrænsningens længde har ligeledes en betydning for vurderingen af den midlertidige arbejdsplads. I nærværende sag har man både fra arbejdsgiver og arbejdstagerens side haft en forventning om, at ansættelsesforholdet skulle begrænses til ca. 9 – 12 måneder, idet man forventede, at arbejdet kunne udføres på maksimalt 12 måneder. På denne baggrund fik klageren et sygesikringskort, som var gyldigt i perioden 23. september 2008 – 23. marts 2009, hvilket svarer til 6 måneder. Et længere ansættelsesforhold mellem klageren og [virksomhed1] findes derfor ikke at være påregneligt. Man havde således ikke ved ansættelsesforholdets begyndelse påregnet, at arbejdets udførelse og dermed ansættelsesforholdet skulle forlænges. Det kan herefter ikke tillægges klageren, at han burde have påregnet en forlængelse af arbejdsopgavens tidsmæssige udstrækning.

Årsagen til tidsbegrænsningen

Årsagen til at ansættelsesforholdet og arbejdspladsen er midlertidig for klageren er, at der er tale om en helt konkret opgave, som klageren er ansat til at skulle udføre. Den af ansættelsesforholdet omfattede arbejdsopgave er renovering af driftsbygninger. Der er således tale om en helt konkret arbejdsopgave, som klageren skulle udføre for at opfylde ansættelseskontrakten. Ansættelsesforholdet var således tidsmæssigt begrænset af den tidsmæssige udstrækning af udførelsen af renoveringen af driftsbygningerne. Der er således en klar og tydelig sammenhæng mellem ansættelsesforholdets tidsbegrænsning og arbejdsopgavens tidsmæssige udstrækning. På baggrund af dette er der tydeligvis tale om en midlertidig arbejdsplads og et tidsbegrænset ansættelsesforhold mellem klageren og [virksomhed1].

Mulighed for forlængelse

Det fremgår ikke af ansættelseskontrakten mellem klageren og [virksomhed1], at der er en generel mulighed for at forlænge ansættelsesforholdet. Forlængelsen af ansættelsen i nærværende sag skyldes udelukkende arbejdsmæssige forhold, idet renoveringen af driftsbygningerne ikke var færdiggjort efter 12 måneder. I henhold til SKM2008.853.SKAT medfører en forlængelse af ansættelsesforholdet, som er arbejdsmæssigt begrundet, og hvor der er tale om en midlertidig arbejdsplads, at der fortsat er tale om et midlertidigt ansættelsesforhold efter forlængelsen. Med baggrund i dette anses klageren for fortsat at have et midlertidigt ansættelsesforhold til [virksomhed1], idet arbejdspladsen er midlertidig som følge af, at der er tale om byggearbejde og derfor ophører ved opgavens færdiggørelse. Tilmed er forlængelsen af ansættelsesforholdet arbejdsmæssigt relateret, hvorfor klageren opfylder de betingelser, som påkræves. Klageren var ansat til at udføre en konkret opgave, og når denne opgave var udført, var der ikke mulighed for forlængelse. Klagerens ansættelse blev kun forlænget, fordi vintervejret umuliggjorde færdiggørelse, og fordi projektet skulle gøres færdigt.

Med baggrund i ovenstående er klagerens repræsentant ikke enig i skatteankenævnets afgørelse, idet repræsentanten mener, at klageren er berettiget til fradrag for rejseudgifter for indkomstårene 2009 og 2010. Repræsentanten er ikke enig i, at der er tale om en fastansættelse, som ikke er tidsbegrænset og midlertidig.

Det skal afsluttende bemærkes, at i den periode, hvor klageren arbejder i Danmark, er hans ægtefælle fortsat bosiddende i Polen. Han har derfor opretholdt bolig i Polen, hvilket han ikke ville gøre, hvis der ikke var tale om et tidsbegrænset og midlertidigt ansættelsesforhold i Danmark. Hans forventninger til ansættelsen i Danmark har hele tiden været, at der var tale om en tidsbegrænset aftale, og at udførelsen af arbejdet ville strække sig over 9 – 12 måneder. Han har således ikke på noget tidspunkt haft til hensigt at skulle opholde sig og arbejde i Danmark i en længere periode end 12 måneder. Hans personlige forhold indikerer også, at skatteankenævnets afgørelse ikke er korrekt. Den ovenstående redegørelse og klagerens personlige forhold i øvrigt danner således baggrund for påstanden om, at klageren er berettiget til fradrag for rejseudgifter i indkomstårene 2009 og 2010.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Godtgørelse for rejseudgifter, der påføres en lønmodtager som følge af, at vedkommende ikke kan overnatte på sin sædvanlige bopæl på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted, kan modtages skattefrit, forudsat godtgørelsen holder sig inden for visse satser. Dette fremgår af bestemmelsen i ligningslovens § 9 A, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Skattemæssigt anses en lønmodtager for at være på rejse, når den pågældende på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen.

Det skattemæssige rejsebegreb forudsætter således for det første, at den pågældende lønmodtager har en sædvanlig bopæl og er så langt hjemmefra, at det er nødvendigt at overnatte i nærheden af arbejdsstedet i stedet for i eget hjem.

En skatteyder anses for at have sædvanlig bopæl på det sted, som er centrum for den pågældendes livsinteresser. Hvor dette er, beror på en konkret, individuel vurdering.

Rejsebegrebet forudsætter for det andet, at der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted.

Ud over at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted, er det en betingelse for, at bestemmelsen kan anvendes, at rejsen varer mindst 24 timer. I forhold til standardsatserne for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted som udgangspunkt højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. Denne begrænsning finder dog ikke anvendelse, når arbejdsstedet i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flyttes over en strækning på mindst 8 km. Endvidere påbegyndes en ny 12-måneders-periode ved arbejdsstedsskifte. Et arbejdsstedsskifte forudsætter,

Dette følger af ligningslovens § 9 A, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Når tilbagevenden til et arbejdssted ikke var upåregnelig, er det en betingelse for arbejdsstedsskifte, at der er forløbet 20 arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdsstedet.

Dette følger af ligningslovens § 9 A, stk. 6 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Med virkning fra og med indkomståret 2010 er ligningslovens § 9 A, stk. 5 og 6, ændret ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010.

Ifølge det nye stk. 5 finder 12-måneders-begrænsningen ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km.

Ifølge det nye stk. 6 påbegyndes en ny 12-måneders-periode, når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted.

Er der ikke udbetalt godtgørelse for rejseudgifter, har lønmodtageren mulighed for at foretage fradrag for rejseudgifterne efter standardsatserne i ligningslovens § 9 A, stk. 2, eller med de faktiske udgifter. Udgifterne kan dog ikke fradrages, i det omfang de er godtgjort efter ligningslovens § 9 A, stk. 1 – 4.

Dette følger af ligningslovens § 9 A, stk. 7 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Med virkning fra og med indkomståret 2010 er ligningslovens § 9 A, stk. 7, ændret ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010. Udgifterne kan herefter ikke fradrages, i det omfang de overstiger et grundbeløb på 50.000 kr. (2010-niveau).

I nærværende sag må det lægges til grund, at klagerens ansættelse hos [virksomhed1] ikke er midlertidig, jf. ansættelseskontrakt af 19. september 2008.

Klagerens arbejdssted kan derfor ikke anses for midlertidigt, og klageren kan ikke anses for berettiget til fradrag for rejseudgifter i henhold til ligningslovens § 9 A.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor.