Kendelse af 20-03-2014 - indlagt i TaxCons database den 09-05-2014

Faktiske oplysninger

Klageren er ifølge ansættelseskontrakt ansat pr. 13. april 2009 som bager hos [virksomhed1] ApS, [adresse1], [by1].

SKAT har ved brev af 21. juni 2011 indkaldt materiale fra klageren som led i kontrol af store befordringsfradrag. Blandt andet er der indkaldt dokumentation for, at den påståede kørsel rent faktisk er foretaget. Klageren har til SKAT telefonisk og pr. mails oplyst, at han alene har kørt weekendkørsel mellem bopælen i [by2] og arbejdspladsen i [by1].

Der foreligger følgende mail af 3. juli 2011 fra klageren til SKAT:

”hej [person1]. Når du engang har fået kigget lidt på min sag. Med hensyn til kost og logi og transport til [...] søndag og hjem fredag fradraget. Måske du kan guide mig igennem hvordan jeg for skrevet det rigtigt på. Har nemlig ikke brugt noget fradrag i 2011 i nu. I det jeg hele tiden håber på jeg snart findes job i [...] og kan stoppe i [...]. Men jeg lever på en sten. Så er nød til at have det regnet ind i forskuds opgørelsen. Og tak for hjælpen indtil nu.”

Der foreligger følgende mail af 4. juli 2011 fra Skat v/[person1] til klageren:

”Hej [person2].

Jeg skal nok hjælpe dig med forskudsopgørelsen for 2011, når jeg har kigget på 2010 sagen.

Jeg vil bede dig om at sende en kopi af din ansættelseskontrakt.”

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for berettiget til fradrag i henhold til ligningslovens § 9 C for weekendkørsel mellem bopælen i [by2] og arbejdspladsen i [by1] med henholdsvis 23.490 kr. og 31.320 kr. for indkomstårene 2009 og 2010.

Der ses ikke i klagerens revisors indsigelse at være fremkommet nye oplysninger. Klageren har således stadig ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er kørt i det oplyste omfang. Det indsendte kørselsregnskab kan på ingen måde godkendes.

Ankenævnets sekretariat stiller sig uforstående overfor oplysning om, at SKAT skulle have oplyst klageren om, at han ville kunne anvende reglerne om dobbelt husførelse, da det på ingen måde kan være tilfældet. Klageren er ugift og har ingen børn, ligesom afstanden mellem [by1] og [by2] ikke berettiger til fradrag for dobbelt husførelse.

Der kan efter ligningslovens § 9 C og den praksis, der foreligger på området, kun fratrækkes befordringsfradrag for kørsel mellem hjem og arbejdsplads for de dage, hvor der rent faktisk er foregået kørsel.

Af den mailkorrespondance, der er foregået mellem klageren og SKAT, fremgår det tydeligt, at der kun har fundet weekendkørsel sted. Klageren har således oplyst om de udgifter, han har haft til kost og logi i [by1].

Klageren ses heller ikke at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at der har fundet befordring sted i større omfang. Det til klagen indsendte kørselsregnskab kan efter skatteankenævnets opfattelse ikke tillægges betydning.

Hvis der skulle være kørt i det oplyste omfang, burde det være muligt for klageren at dokumentere eller sandsynliggøre dette eventuelt ved hjælp af værkstedsregninger, benzinkvitteringer m.v.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren anses for berettiget til yderligere fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C med henholdsvis 66.220 kr. og 48.692 kr. for indkomstårene 2009 og 2010, således at klageren anses for berettiget til fradrag med i alt henholdsvis 89.710 kr. og 80.012 kr. for de pågældende indkomstår.

Påstandene fremkommer således:

Klageren er lønmodtager, bor i [by2] og har i 2009 og 2010 ansættelse som bager hos selskabet [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], beliggende [adresse1] i [by1]

Skattemyndigheden i [by3] har foretaget ændringer i klagerens skatteansættelse vedrørende indkomstårene 2009 og 2010 som følge af, at SKAT ikke anerkender befordringsfradrag som selvangivet oprindeligt, jf. SKAT´s afgørelser af 5. september 2011. Skattemyndigheden har således indkaldt dokumentation for befordringsfradraget.

Klageren stiller sig uforstående over for skattemyndighedens ændring af befordringsfradraget i årsopgørelsen for 2009 og 2010, da han har selvangivet i overensstemmelse med reglerne i ligningsloven.

Da der foreligger uoverensstemmelser i sagens faktum, har klageren ønsket, at der ved klagen til Landsskatteretten tilgår sagen de rigtige fakta. Nedenfor fremgår således sagens faktum:

Repræsentanten har modtaget aktindsigt fra den skatteansættende myndighed i sagen omkring ændringen af befordringsfradraget, omfattende samtlige relevante bilag, der måtte vedkomme klagerens sag for indkomstårene 2009 og 2010.

Af aktindsigten fremgår, at skattemyndigheden i [by3] i skrivelsen ”SKAT har brug for materiale fra dig” af 21. juni 2011 ønsker dokumentation for kørslen, herunder dokumentation for den fuldstændige adresse, antal dage med kørsel mellem hjem og arbejdsplads samt afstanden mellem bopæl og arbejdsplads. Supplerende ønskes dokumentation for, at kørslen faktisk har fundet sted i form af værkstedsregninger, brændstofkvitteringer eller lignende. På SKAT´s hjemmeside anføres følgende: ”Du kan ikke trække de faktiske udgifter ved transport fra, men et fradrag beregnet efter faste satser – uanset hvilket transportmiddel du anvender.” SKAT anfører således intetsteds, at selv om man ikke kan fratrække de faktiske udgifter, så skal skatteyder dog huske at gemme samtlige private kvitteringer i forbindelse med befordringen. Der henvises til nedenfor under anbringender.

Af sagsnotatet vedrørende klageren fremgår, at skattemyndigheden i [by3] har ændret befordringsfradraget på baggrund af oplysninger, som klageren har fremsendt pr. mail og pr. telefon. Denne oplysning hævdes at være, at klageren kun kørte mellem sin daværende arbejdsplads og hjemmet i [by2] 2 gange ugentligt. Denne oplysning fremgår kun én gang i mailkorrespondancen mellem sagsbehandleren og klageren. Grunden til at klageren oplyser dette er, at han på et møde med skattemyndigheden drøfter mulighederne for at blive omfattet af reglerne om dobbelt husførelse. På dette møde bliver det drøftet, hvilken mulighed der er mest gunstig for klageren. Skattemedarbejderen har vildledt klageren i en sådan grad, at han efterfølgende blev meget usikker på sin forklaring. Skattemedarbejderen oplyste ham, at han var berettiget til det højeste fradrag af dobbelt husførelse eller befordring. Klageren vælger i samråd med skattemedarbejderen at fratrække befordring. Klageren var hele tiden af den overbevisning, at befordringsfradraget er lavere end det, der kunne opnås ved anvendelse af anden fradragsmulighed. Dog føler han det lettere at vælge befordringsfradraget frem for en blanding af godtgørelse for udgifter og befordringsgodtgørelse som forklaret af skattemyndigheden i starten af 2009. Skattemyndigheden oplyser ham, at han frit kan vælge, hvilket fradrag han skal have.

Af aktindsigten fremgår det, at klageren vedrørende indkomstårene 2009 og 2010 gentagne gange forsøger at få afklaret, hvorledes reglerne i ligningslovens § 9 A fungerer i praksis. Klageren forklarer ligeledes, hvorledes han er uforstående overfor, hvorfor han ikke er berettiget til et større fradrag, da han har haft svært ved at finde arbejde i [by2] og har kæmpet med udgifterne til kørsel til og fra [by1] og sporadisk logi i [by1]. Det bør bemærkes, at klageren har ønsket fortsat at opretholde bopæl i [by2], hvor han har sit hus, men af økonomiske årsager har det ikke været muligt at have en fast lejeudgift i [by1] på 4.000 – 5.000 kr. pr. måned. Alene af denne grund vil befordringen frem og tilbage stort set dagligt give stor mening for klageren.

Klageren har fremsat over for skattemyndigheden, at han kører til [by1] om mandagen og hjem igen til [by2] om fredagen. I den første periode af ansættelsesforholdet kørte klageren dagligt frem og tilbage. Han overnattede aldrig i [by1] i første periode af ansættelsesforholdet. Hertil skal det suppleres, at klageren har sine livsinteresser i [by2] og ikke i [by1]. Derfor har der ofte været kørsel hjem til [by2] i ugens løb, dette for at opretholde de stærke familiebånd, venskaber samt øvrige gøremål i [by2].

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at den af skattemyndigheden i [by3] foretagne forhøjelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2009 og 2010 ikke er korrekt.

Fradraget efter ligningslovens § 9 C er betinget af, at den skattepligtige over for skattemyndigheden oplyser antallet af arbejdsdage og antallet af befordrede kilometer pr. arbejdsdag mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Dette gælder således uanset den skattepligtiges valg af transportmiddel, der vil således skulle ske en beregning af transportvejen på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.

Er afstanden mellem bopæl og arbejdsplads usædvanlig lang, påhviler det efter praksis den skattepligtige at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordringen rent faktisk har fundet sted. I Skattemeddelelsen fremgår således, at dette kan ske ved fremlæggelse af arbejdssedler, lønsedler, brændstofkvitteringer eller anden relevant dokumentation. Højesteret har fastslået, hvad der skal forstås ved usædvanlig lang befordring. Her fastslås, at 698 km til og fra arbejde er usædvanlig lang rejse, jf. SKM.2004.162.HR. I nærværende tilfælde er der tale om befordring med højst 317 km pr. arbejdsdag. Samtidig skal det bemærkes, at man bør se mere lempeligt på usædvanlig lang befordring, da jobsituationen i hele Danmark bærer præg af, at der er behov for at køre længere afstande for at opnå matchende jobs.

I henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 3, er en skatteyder, der bor i en udkantskommune, berettiget til befordringsfradrag over 100 km med den høje takst, der normalt anvendes ved befordring mellem 25 – 100 km. Klageren bor i [by2]. [by2] klassificeres som en udkantskommune.

Skattemyndigheden har som anført ovenfor nedsat klagerens befordringsfradrag og dermed forøget skatteansættelsen på et ukorrekt grundlag.

Klageren har dagligt ført regnskab med befordringen. Der foreligger således dokumentation for, at klageren har kørt som anført i kørselsregnskabet. Af opgørelsen fremgår, hvilke dage klageren kører til [by1] og hjem igen til [by2], samt antallet af kørte kilometer. Klageren opnår således at køre 51.344 km i indkomståret 2009. I henhold til kørselsregnskabet fremkommer det faktiske fradrag ved følgende beregning:

Klageren opnår i indkomståret 2010 at køre 42.112 km. I henhold til kørselsregnskabet fremkommer det faktiske fradrag ved følgende beregning:

Der foreligger ingen hjemmel til at forhøje skatteansættelsen vedrørende befordring. Af mailen den 3. juli 2011 forsøger klageren, dog forgæves, endnu engang at rådføre sig om, hvorledes han skal indberette sit fradrag korrekt. Dette indikerer, at klageren har en stor forventning om, at de omdiskuterede forhold skal bringes i orden hurtigst muligt. Kravene i forhold til at kunne dokumentere de faktisk kørte kilometer må anses som at være tilstede i nærværende tilfælde, da klageren hver gang han har kørt til eller fra arbejde, har registreret dette i form af notering af dato, antallet af kørte kilometer samt dagens befordringsfradrag, jf. kørselsregnskabet.

Desuden skal det bemærkes, at klageren, som følge af den uretmæssige forhøjelse af skatteansættelserne, har set sig nødsaget til at opsige sit arbejde i [by1], hvorfor han nu igen går ledig. Det fremgår af aktindsigten, at sagsbehandlingen har været hurtig, mangelfuld, og at sagsbehandleren har forhøjet skatteansættelsen på en ubekræftet antagelse.

Herefter skal det således overordnet gøres gældende, at forhøjelsen af klagerens skatteansættelser i de to indkomstår er urimelige og forkerte.

Det gøres herefter gældende:

At i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1, bestemmes, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund. Det gøres således gældende, at der i nærværende bestemmelse ikke er hjemmel til at kræve, at klageren skal kunne fremlægge dokumentation i form af kvitteringer for værkstedsregninger, brændstofkvitteringer m.v. Det gøres gældende, at der foreligger et fuldt dokumenteret kørselsregnskab med oplysninger om de dage, der køres til [by1] og retur igen til [by2], antallet af kilometer samt en beregning af fradraget, jf. kørselsregnskabet. Klageren har således ved denne opgørelse opfyldt kravene til at fratrække kørselsgodtgørelse i overensstemmelse med reglerne.

Skatteankenævnet anfører under punkt 2.fakta, at

”I mail til SKAT af 3. juli 2011 har klager således oplyst, at han kørte weekendkørsel og boede forskellige steder i [by1] samt på vandrehjem i [by1] i løbet af ugen.”

Det er korrekt, at klageren fremsender mail til SKAT den 3. juli 2011. I mailen anføres følgende:

”Hej [person1]. Når du engang har fået kigget lidt på min sag. Med hensyn til kost og logi og transport til [by1] Søndag og hjem fradag fradraget. Måske kan du guide mig igennem hvordan jeg for skrevet det rigtigt på. Har nemlig ikke brugt noget fradrag i 2011 i nu. I det jeg hele tiden håber på jeg snart findes job i [by2] og kan stoppe i [by1]. Men lever på en sten. Så er nød til have det regnet ind i forskuds opgørelsen. Og tak for hjælpen indtil nu.”

Ovenstående mail skal forstås som et ønske om hjælp til forskudsopgørelsen for 2011. Klageren anfører således intet om forholdene i 2009 og 2010. At klageren anfører, at han i 2011 kører til [by1] om søndagen og tilbage til [by2] om fredagen, kan ikke anvendes som argument for, hvorledes der er befordret i 2009 og 2010. Det er således ikke tilstrækkeligt, at skattemyndigheden godkender fradrag for befordring i weekenden, når der faktisk er kørt meget mere.

Skatteankenævnet anfører videre under punkt 2. fakta:

”Af de i sagen foreliggende mails mellem klager og SKAT fremgår det tydeligt, at klager kun har kørt i weekenden. I ugens løb er der overnattet forskellige steder i [by1].”

Repræsentanten har gennemgået og via aktindsigten nærlæst samtlige korrespondancer foregået mellem klageren og skattemyndigheden. Der fremgår på intet tidspunkt af disse mailkorrespondancer, at klageren tilkendegiver over for skattemyndigheden, at befordringen kun er sket i weekenden. Klageren anfører i mailkorrespondancen af 25. juni 2011 over for skattemyndigheden, at han i starten kørte frem og tilbage hver dag. Det er korrekt, at klageren nogle dage har overnattet i [by1], men ikke hver dag – og det har han ligeledes ikke udtalt.

Klageren har fratrukket befordring for de kilometer, der faktisk er kørt fra [by2] til [by1] og fra [by1] til [by2]. Alt i henhold til det fremlagte befordringsskema.

Klageren har ikke alene kørt mellem sin arbejdsplads i [by1] og sit hjem i [by2] to gange ugentligt. I begyndelsen af klagerens ansættelsesforhold kørte han frem og tilbage mellem [by1] og [by2], hvorfor det ikke kan tiltrædes, at klageren alene skulle have kørt to gange om ugen. Derudover har klageren været tvunget til at overnatte i [by1] og har i den forbindelse haft en del udgifter foranlediget af arbejdet i [by1].

Det bemærkes hertil, at der foreligger et fuldt dokumenteret kørselsregnskab med oplysninger om de dage, der køres til [by1] og retur igen til [by2], antallet af kilometer samt en beregning af fradraget. Da klageren bor i [by2], omfattes han således at ligningslovens § 9 C, stk. 3, idet klagerens sædvanlige bopæl er beliggende i, hvad der kvalificeres som at være en udkantskommune. På baggrund heraf er klageren således berettiget til at fratrække sine udgifter til befordring.

Supplerende gøres forventningsprincippet gældende.

Forventningsprincippet kan i praksis lægges til grund, når der foreligger en positiv tilkendegivelse fra en offentlig myndighed om et forhold, der havde betydning for de løbende skatteansættelser.

Mundtlige eller skriftlige tilkendegivelser med et konkret indhold, som er afgivet af skattemyndigheden til en bestemt borger eller virksomhed, kan under visse omstændigheder blive bindende for skattemyndigheden. Forhåndstilkendegivelsen vil være bindende, når skattemyndigheden har saglig kompetence inden for det område, den giver forhåndstilkendegivelse om, at forhåndstilkendegivelsen er positiv og entydig, at tilkendegivelsen skal være egnet til at have indflydelse på den skattepligtiges efterfølgende dispositioner således, at den skattepligtige ville lide et tab, hvis tilkendegivelsen ikke lægges til grund.

Som oplyst tidligere afholdes møde med sagsbehandleren ved skattemyndigheden, hvor det bliver drøftet, hvilken mulighed der er mest gunstig for klageren. Det blev oplyst, at han var berettiget til at modtage det højeste fradrag af dobbelt husførelse eller befordring. Der er således tale om en mundtlig tilkendegivelse med et helt konkret indhold. Vedkommende var fuldt ud bekendt med klagerens situation og hele sagens faktum, hvorfor der kunne oplyses om fradragsmuligheder, ikke generelt, men helt konkret i forhold til klagerens situation. I nærværende tilfælde har vi at gøre med en skatteyder, som har søgt råd og vejledning hos skattemyndigheden, og man har således truffet beslutning om at acceptere et job på baggrund af nogle oplyste muligheder omkring ekstra fradrag. Da der er tale om så væsentlige forhøjelser af skatteansættelsen og det forhold, at man har søgt afklaring hos skattemyndigheden og fået svar fra myndigheden, må forventningsprincippet kunne lægges til grund. Det gøres således gældende, at denne forhåndstilkendegivelse bør være bindende for skattemyndigheden i nærværende sammenhæng.

Det gik således galt allerede før, klageren indgik kontrakten. Klageren gik til SKAT for at få rådgivning, inden han indgik kontrakten. Han fik forelagt følgende to valgmuligheder:

Klageren fik indtryk af, at han frit kunne vælge. Det kan på nuværende tidspunkt ikke opklares, hvem han talte med. Klageren oplyste om alle forhold. Klageren havde allerede ved indgåelsen af kontrakten en forventning om, at den var midlertidig.

Klageren kørte i en periode frem og tilbage mellem [by2] og [by1] hver dag. Klageren lånte sine forældres bil. Derefter overnattede klageren engang imellem i [by1]. Klageren havde ingen tilknytning til [by1]. Klageren havde nogle faste overnatningssteder i [by1]. På SKAT´s hjemmeside er der ingen påmindelse om, at man skal gemme kvitteringer, og klageren fik det heller ikke at vide hos SKAT.

Der henvises til mail af 3. juli 2011. Der er tale om en mail fra klageren til [person1] fra SKAT. Denne mail bliver hele tiden fremhævet, som om klageren her tilkendegiver, at han kun har kørt i weekenden. Mailen vedrører udelukkende 2011, som ikke er omfattet af klagen til Landsskatteretten. Dette gør, at SKAT og skatteankenævnet ikke tror på klagerens forklaring.

Klageren har jævnligt kørt hjem til [by2] i løbet af ugen (i starten hver dag). SKAT kan ikke lægge til grund, at der kun er kørt mandag og fredag. Repræsentanten har lagt forventningsprincippet til grund, fordi klageren er gået til SKAT (det skattecenter, klageren var knyttet til) og har fået de oplysninger og den hjælp, han havde brug for, herunder indberetning af fradraget til SKAT.

Klageren føler sig uretfærdigt behandlet af SKAT. Han har afholdt møde med SKAT med henblik på en afklaring omkring fradragsmulighederne. Bagerjobbet i [by1] blev accepteret på baggrund af SKAT´s fremlæggelser omkring klagerens muligheder. Klageren oplyser, at medarbejderen fra SKAT stillede nogle spørgsmål, hvorefter hun oplyste ham om hans muligheder og rettigheder. Ændringen af fradraget blev foretaget i samarbejde med SKAT.

Klageren har oplyst, at forældrene kørte i gamle biler, og at de ofte skiftede dem ud, siden befordringen fra [by2] til [by1] og retur faktisk skete. På baggrund af dette har de således ikke gemt kvitteringer og heller ikke gemt en kopi af køre- eller servicebøger.

Med hensyn til dokumentation for overnatning så må det desværre konstateres, at der ikke på nuværende tidspunkt kan fremlægges yderligere dokumentation. Betalingen er oftest sket kontant, og overnatningerne er sket mange forskellige steder.

Korrespondancen mellem klageren og SKAT vedrørte alene indkomståret 2011. Det blev således på intet tidspunkt tilkendegivet, at der i 2009 og 2010 alene skete kørsel i weekenderne. Der henvises til den indsendte mail af 3. juli 2011 til SKAT og SKAT´s svar af 4. juli 2011.

Forventningsprincippet har væsentlig betydning for klageren, idet han har opsøgt skattemyndigheden med henblik på at få vejledning omkring sine fradragsmuligheder i forbindelse med befordring. Det fremgår af forvaltningslovens § 7, at offentlige myndigheder er pålagt en generel vejledningspligt og skal yde bistand og råd til borgeren, som retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

I det pågældende tilfælde har klageren henvendt sig til skattemyndigheden, og i den anledning fik klageren forklaring om muligheden for fradrag for dobbelt husførelse og fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, samt hvad der var mest gunstigt for klageren. Det er af særlig relevans, at den skattepligtige kan få klarhed over de skattemæssige konsekvenser af foretagne eller påtænkte dispositioner, hvilket var tilfældet for klageren. Det bestyrker ligeledes repræsentantens påstand om, at klageren har haft en berettiget forventning om, at den vejledning, som han modtog hos SKAT, var gældende for ham. Det pågældende møde ved SKAT og den dertilhørende vejledning mellem fradrag for dobbelt husførelse og fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads var et af grundlagene for, at klageren valgte at acceptere tilbuddet om et arbejde i [by1] som bager.

Da klageren kommer fra [by2] og tillige har et hus beliggende der, havde han et stort ønske om at leve der, men idet arbejdsmulighederne i de pågældende år var præget af de dårlige konjunkturer, var klageren nødsaget til at tage et job som bager i [by1]. Hensigten var fra starten, at arbejdet udelukkende skulle være af midlertidig karakter, idet transportafstanden frem og tilbage ikke var hensigtsmæssig på sigt. I medfør heraf havde de pågældende spørgsmål om befordring således en konkret og væsentlig interesse for klageren, da det havde stor betydning for hans økonomiske anliggender.

Med hensyn til sagsbehandlingen varetager skatteankeforvaltningen efter ændringen af skatteforvaltningsloven den sekretariatsmæssige forberedelse af klagesager, der skal afgøres af Landsskatteretten. På baggrund heraf afsluttes forberedelsen af ankesagen med en indstilling til klageorganet med forslag til sagens afgørelse, jf. lov nr. 649 af 12. juni 2013.

I den anledning er det væsentligt at bemærke, at der skal udarbejdes en sagsfremstilling og et forslag til afgørelse, som tillige skal opfylde de kriterier, der gælder for en forvaltningsafgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 d, jf. § 19, stk. 2. I medfør heraf skal sagsfremstillingen indeholde en tilstrækkelig beskrivelse af sagens faktiske forhold og de relevante retsregler, som begrunder forslaget til afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 19, stk. 2.

Det fremgår af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, at de i forbindelse med forventningsprincippet lægger vægt på, hvad der er udledt af retspraksis, men refererer ikke nærmere herom eller dokumenterer ikke udtrykkeligt, hvilken relevant retspraksis, Skatteankestyrelsen har lagt til grund for udfaldet. Det følger alene af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, at der alene henvises til den generelle betegnelse ”Efter retspraksis ...”, men nærmere specificering undlades.

Det er således af væsentlig betydning for den enkelte borger at blive oplyst om, efter hvilke retsregler eller andet relevant regelgrundlag afgørelsen vil blive truffet. De generelle forvaltningsretlige regler skal ses som en garanti for borgeren om, at der vil blive truffet en lovlig og korrekt afgørelse. Da indholdet af forslaget til afgørelse således er behæftet med mangler, skal det gøres gældende, at det pågældende forslag til afgørelse ikke lever op til, hvad der må forventes for at give borgeren en faktisk mulighed for at forstå grundlaget for forslaget til afgørelse.

Af de ovenfor anførte grunde kan Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse ikke tiltrædes, hvorfor det fastholdes, at der sker en tilsidesættelse heraf.

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.

Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.

Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 1 og 2 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Udgør befordringen pr. arbejdsdag til og med 100 kilometer, beregnes fradraget med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter. For befordring herudover beregnes fradraget med 50 pct. af den fastsatte kilometertakst. Fradraget for befordring over 100 kilometer beregnes dog med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter, når den skattepligtiges sædvanlige bopæl er beliggende i en af en række nærmere angivne kommuner.

Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 3 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Med virkning fra og med indkomståret 2010 er ligningslovens § 9 C, stk. 3, ændret således, at 100 km´s-grænsen er forhøjet til 120 kilometer (lov nr. 519 af 12. juni 2009 om ændring af ligningsloven og forskellige andre love (Beskatning af personalegoder, befordringsfradrag, gavefradrag, dagplejefradrag og rejsefradrag m.v.), jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010).

Efter retspraksis er der en række betingelser, der skal være opfyldt, for at en skatteyder kan støtte ret på en tilkendegivelse efter det individuelle forventningsprincip. Efter disse betingelser skal den omhandlede tilkendegivelse bl.a. have været egnet til at have indflydelse på skatteyderens dispositioner, der skal være tale om en direkte og positiv tilkendegivelse, og tilkendegivelsen skal være klar og uden forbehold.

Det bemærkes, at det må lægges til grund, at klagerens mail af 3. juli 2011 til SKAT og SKAT´s svar af 4. juli 2011 alene vedrører klagerens kørselsforhold i 2011.

Efter de foreliggende oplysninger kan klageren ikke anses for at have dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at han har haft befordring mellem bopælen i [by2] og arbejdsstedet i [by1] i videre omfang end godkendt af skatteankenævnet, ligesom han ikke ud fra et forventningsprincip kan anses for berettiget til befordringsfradrag i videre omfang end godkendt af skatteankenævnet.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor.