Kendelse af 12-03-2015 - indlagt i TaxCons database den 25-04-2015

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2008

Aktieindkomst

SKAT har ansat maskeret udbytte med 516.215 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen, idet der dog nedsættes

til det korrekte samlede beløb på 516.125 kr.


Personlig indkomst

SKAT har skønsmæssigt ansat honorarer m.v. med1.830.000 kr.

Landsskatteretten nedsætter den skønsmæssigt ansatte yderligere indkomst til 400.000 kr.


Faktiske oplysninger

Klageren er hovedanpartshaver og direktør i [virksomhed1] ApS. [virksomhed1] ApS’ eneste aktivitet i indkomståret har været holdingvirksomhed. Selskabet har således ikke indtægtsført omsætning eller lignende.

Udlodning fra [virksomhed1] ApS på 377.000 kr. – indbetalinger fra [person1]

[virksomhed2] v/[person1] har i 2008 indbetalt i alt 377.000 kr. til [virksomhed1] ApS’ konto i [finans1]. Der er tale om følgende overførsler via netbank fra [person1]s private konto eller hans selskabs konto:

06.02.2008 75.000 kr.

13.03.2008 49.000 kr.

18.03.2008 50.000 kr.

04.04.2008 50.000 kr.

14.04.2008 50.000 kr.

27.11.2008103.000 kr.

377.000 kr.

Det fremgår af SKATs sagsfremstilling, at [person1] indgik en entreprisekontrakt med [virksomhed3] ApS. Ved brev af 21. januar 2008 til [virksomhed3] ApS v./[person2] oplyste [person1], at han fandt det nødvendigt at entrere med en ny entreprenør, da der ikke var udbedret fejl og mangler i henhold til tidligere aftaler m.v.

[virksomhed3] ApS var helt eller delvist ejet af [virksomhed1] ApS.

Ifølge rapport fra Erhvervsstyrelsen er [virksomhed3] ApS taget under tvangsopløsning den 18. september 2007, og der er afsagt konkursdekret den 16. oktober 2007. Selskabet er endeligt opløst og konkursbehandlingen afsluttet den 1. september 2008.

Klagerens repræsentant har oplyst, at [person1] var klagerens gode ven og samarbejdspartner. I 2007-2008 bistod klageren [person1] med at renovere ejendommen [adresse1], [by1]. Som en del af bistanden købte klageren gennem [virksomhed1] ApS materialer til renoveringen i [virksomhed4], idet klageren havde en særlig rabataftale med denne virksomhed. rabataftalen stod i klageren navn, idet det var klagerens personlige relation til [virksomhed4], der skabte rabatordningen. Når [person1] skulle afregne materialekøb foregik det således, at [person1] indbetalte det pågældende materialebeløb på [virksomhed1] ApS’ konto i [finans1]. Herefter hævede klageren penge på selskabets konto og afregnede med [virksomhed4].

Der er fremlagt et af klageren efterfølgende udarbejdet byggeregnskab for renoveringen af den pågældende ejendom. Af byggeregnskabet fremgår, at der er afholdt omkostninger til [virksomhed4] i 2007 og 2008 på i alt 972.133,05 kr., og at der er foretaget indbetalinger på [virksomhed1] ApS’ konto i 2007 og 2008 med i alt 969.000 kr. [person1] har ved sin underskrift på byggeregnskabet den 7. marts 2014 tilkendegivet, at det giver et retvisende billede af mellemregningen.

Der er fremlagt fakturaer fra [virksomhed4] vedrørende byggemateriale til [adresse1] udstedt til klageren personligt. Fakturaerne vedrører alle 2007.

Der er fremlagt kontoudskrifter fra [virksomhed1] ApS’ konto i [finans1]. Heraf fremgår diverse kontante udbetalinger og udstedelser af checks.

Udlodning fra [virksomhed1] ApS på 139.125 kr. – udeholdt omsætning

Den 14. oktober 2008 og den 26. november 2008 modtog [virksomhed1] ApS fakturaindbetalinger fra [virksomhed5] på henholdsvis 69.563 kr. og 69.562 kr.

Der er fremlagt en skrivelse af 4. marts 2014 underskrevet af [person3], hvoraf fremgår:

[person3] bekræfter på vegne af [virksomhed6] ApS. at have fakturabelånt faktura vedr. [virksomhed7] hos [virksomhed1] ApS. Det har ikke været muligt at bilægge de aktuelle bilag idet [virksomhed6]s opbevaringsrum blev oversvømmet

...

Honorarer m.v. på 1.830.000 kr. – negativt privatforbrug

Klagerens skattepligtige indkomst for 2008 udgjorde -314.813 kr. og hans ægtefælles skattepligtige indkomst udgjorde -123.014 kr.

SKAT har opgjort formuer primo og ultimo 2008 for klageren og hans ægtefælle således:

Primo

Ultimo

Klageren

Virksomhed: R75 formue

618.436 kr.

307.920 kr.

Mellemregning [virksomhed1] ApS

2.122.208 kr.

1.558.669 kr.

Anparter [virksomhed1] ApS

200.000 kr.

200.000 kr.

Tilgodehavende solgt bil

45.000 kr.

[reg.nr.1] Mini Cooper

250.000 kr.

250.000 kr.

[reg.nr.2] Dodge Grand Caravan

296.661 kr.

296.331 kr.

Mellemregning [virksomhed8] A/S

-1.135.670 kr.

Anden gæld

-194.535 kr.

-191.309 kr.

Tilgodehavende [person4]

511.641 kr.

1.487.841 kr.

Ansat formue

2.713.741 kr.

3.909.452 kr.

Klagerens ægtefælle

Virksomhed: R75 formue

701.054 kr.

325.806 kr.

Ansat formue

701.054 kr.

325.806 kr.

Klagerens tilgodehavende hos [person4] ultimo er opgjort som 347.841 kr. (mellemregningskonto ved årets udgang) med tillæg af 1.140.000 kr. (gæld til [person5] overdraget til [person4]).

SKAT har udarbejdet en kapitalforklaring, hvoraf fremgår:

Klageren

Skattepligtig indkomst

-314.813 kr.

Betalt skat, am-bidrag m.v.

-33.180 kr.

Formue primo

2.713.741 kr.

Formue ultimo

-3.909.452 kr.

Klagerens ægtefælle

Skattepligtig indkomst

-123.014 kr.

Betalt skat, am-bidrag m.v.

-90.853 kr.

Overskydende skatter

26.802 kr.

Skattefrie sociale ydelser

20.128 kr.

Arv m.v.

100.000 kr.

Formue primo

701.054 kr.

Formue ultimo

-325.806 kr.

Privatforbrug

-1.235.393 kr.

SKAT har endvidere foretaget et skøn over ægtefællernes forbrug i 2008, opgjort således:

Varme

60.000 kr.

Elektricitet

20.000 kr.

Vand

4.000 kr.

Ejendomsskat

35.000 kr.

Ejendomsforsikring

16.000 kr.

Vægtafgift bil

10.000 kr.

Forsikring bil

12.000 kr.

Vedligeholdelse bil

15.000 kr.

Brændstof bil

15.000 kr.

Avis

3.000 kr.

Telefon

5.000 kr.

Tv-licens

3.000 kr.

Familieforsikring

4.000 kr.

Ferie

100.000 kr.

I alt

302.000 kr.

Herefter har SKAT opgjort et samlet negativt privatforbrug på 1.537.393 kr. Efter fradrag af det opgjorte beløb vedrørende maskeret udlodning, 516.215 kr., og tillæg af et skønnet privatforbrug på 808.822 kr., har SKAT opgjort en yderligere indtægt på 1.830.000 kr.

Af årsrapport for [virksomhed1] ApS for 2008 fremgår, at selskabet har en gæld til hovedanpartshaveren – klageren – på 1.558.669 kr.

Ifølge SKATs sagsfremstilling har SKAT den 22. august 2011 modtaget en kapitalforklaring for 2008 fra klagerens revisor. Den 25. august 2011 har SKAT modtaget en indkomst- og formueopgørelse for 2008 fra klagerens revisor. Af disse dokumenter fremgår klagerens privatforbrug i 2008 med 697.063 kr. Det fremgår også, at klageren pr. 31. december 2011 skulle have et tilgodehavende i [virksomhed1] ApS på 125.527 kr.

Ifølge SKATs sagsfremstilling modtog SKAT den 15. april 2012 en indkomstopgørelse med korrigeret formueopgørelse samt korrigeret kapitalforklaring fra klagerens revisor. Det opgjorte privatforbrug er beregnet til 514.925 kr. Det fremgår af den korrigerede formueopgørelse pr. 31. december 2008, at klageren skulle have et tilgodehavende på 307.665 kr. hos [virksomhed1] ApS.

Der er fremlagt en privatforbrugsberegning foretaget af klagerens revisor – efter det oplyste på baggrund af private hævninger. Det fremgår heraf, at klageren og hans ægtefælles privatforbrug i 2008 kan opgøres til 866.174 kr. opgjort således:

Nedbringelse af gæld -629.016 kr.

Nedbringelse af tilgodehavende GP1.814.543 kr.

Udlån til [person4] -347.841 kr.

Øvrige aktiver nedbragt 28.488 kr.

Privatforbrug 866.174 kr.

Af opgørelsen fremgår blandt andet, at klageren har et tilgodehavende hos [virksomhed1] ApS på 307.665 kr. og et tilgodehavende hos [person4] på 347.841 kr.

Af SKATs sagsfremstilling fremgår, at det under arbejdet med at gennemgå klagerens mellemregninger viste sig, at der skulle rettes i hans privatforbrug med 1.140.000 kr., da en gæld til [person5] rettelig var et mellemværende mellem [person5] og [person4].

Der er fremlagt udskrift af mellemregningskonto med [person4], hvoraf fremgår, at der den 2. august 2008 er udbetalt 1.309.000 kr. til [person4] vedrørende 17.000 [virksomhed9]. Endvidere fremgår, at klagerens gæld til [person5] på 114.000 kr. samme dag er overdraget til [person4]. Af mellemregningen fremgår endvidere, at klageren havde 347.841 kr. til gode ved udgangen af 2008.

[virksomhed1] ApS har den 8. juli 2008 fået indlagt 25.000 stk. aktier i [virksomhed10] ApS i selskabets depot i [finans1]. Ifølge SKATs sagsfremstilling svarer aktiernes værdi til kurs 84 til det modtagne udbytte fra [virksomhed11] ApS for indkomståret 2007. [virksomhed11] ApS var delvist ejet af [virksomhed1] ApS. Disse aktier er bogført i selskabet og medtaget i selskabets årsregnskab for 2008.

Det er oplyst af [finans1] til SKAT, at [virksomhed1] ApS den 16. september 2008 overførte nominelt 17.000 stk. aktier i [virksomhed10] A/S til et depot i [finans2] A/S, hvilket depot var ejet af ApS [virksomhed9]. Dette selskab var ejet [person6], ægtefælle til [person7].

Af SKATs sagsfremstilling fremgår, at SKAT den 2. december 2011 modtog materiale fra [virksomhed1] ApS’ revisor, der viste, at selskabet havde overdraget de pågældende 25.000 stk. aktier i [virksomhed10] A/S til klageren til kurs 77, svarende til 1.925.000 kr.

Der er fremlagt en aftale om aktiesalg dateret den 2. august 2008, hvoraf fremgår, at [person4] eller ordre samme dag køber 17.000 stk. aktier i [virksomhed10] A/S. Aftalen er underskrevet af klageren og [person4].

Der er fremlagt en erklæring af 18. september 2012 fra klagerens revisor, hvoraf fremgår:

I forbindelse med udarbejdelse af regnskabet forespørger jeg [person2] hvordan de nom 17.000 aktier i [virksomhed12] A/S er handlet og han svarer at de er overført til [person7].

Jeg optager handlen til dagskurs 47,2 svarende til kr. 802.400.

De kr.802.400 er således optaget som et tilgodehavende på [person7].

De resterende aktier nom 8.000 er handlet i markedet i henholdsvis 2008 og 2009.

Efterfølgende har det vist sig at de nom 17.000 aktier rettelig er overdraget til [person2] til kurs 77 kr. 1.309.000 i 2008 via mellemregning med selskabet.

[person2] har herefter overdraget aktierne til [person4] til samme kurs også via mellemregning med [person4].

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med maskeret udlodning på 377.000 kr. og 139.125 kr. samt med honorar m.v. på 1.830.000 kr.

Udlodning fra [virksomhed1] ApS på 377.000 kr. – indbetalinger fra [person1]

Klageren skal beskattes af modtagne indbetalinger på i alt 377.000 kr. fra [person1] via hans firma til [virksomhed1] ApS’ konto, da klageren har hævet pengene i dette selskab, jf. ligningslovens § 16A, stk. 1.

[virksomhed3] ApS anses for at have afsluttet entreprisen, da klageren har betalt [virksomhed13] for det udførte arbejde på den pågældende ejendom.

Udlodning fra [virksomhed1] ApS på 139.125 kr. – udeholdt omsætning

Beløb på i alt 139.125 kr. er medregnet som udeholdt omsætning i [virksomhed1] ApS’ indkomst, da dette beløb er indsat på selskabets bankkonto. Klageren har hævet pengene, hvorfor han beskattes heraf som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16A, stk. 1.

Honorarer m.v. på 1.830.000 kr. – negativt privatforbrug

SKAT har i henhold til sine beregninger ansat en skønsmæssig indkomstforhøjelse på 1.830.000 kr., hvilket skøn er opgjort på grundlag af opgjort privatforbrug for indkomståret 2007, der er anset for at udgøre 808.000 kr.

SKATs privatforbrugsopgørelse:

Negativt privatforbrug

1.537.393 kr.

Maskeret udlodning

-516.215 kr.

Nyt negativt privatforbrug

1.021.178 kr.

Skønsmæssig ansættelse

1.830.000 kr.

Reguleret privatforbrug udgør herefter

808.822 kr.

Det følger af retspraksis, at SKAT som udgangspunkt gerne må fastsætte indkomster skønsmæssigt, hvis selvangivne oplysninger ikke levner plads til et antageligt privatforbrug, jf. UfR 1967.635 H og SKM2002.70.HR. Det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at den af SKAT foretagne skønsmæssige ansættelse viser på et forkert grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat.

[virksomhed1] ApS og klageren har ændret forklaring på, hvem der er ejer af de 25.000 stk. aktier i [virksomhed12] A/S. Der er ikke modtaget fyldestgørende dokumentation for overdragelserne.

Det anses at være [virksomhed1] ApS, der har solgt samtlige 25.000 stk. aktier i [virksomhed10] A/S i 2008 og 2009, da samtlige afståede aktier er bogført i selskabet og med årsregnskab samt salgssummen på de afstående aktier er indgået på selskabets bankkonto i [finans1] eller opført som tilgodehavende hos [person7] med 802.400 kr. pr. 31. december 2008.

Det anses at være samme 17.000 stk. aktier, der skulle være udlånt til enten [person7] eller [person4]. Det fremgår af materiale modtaget fra [virksomhed1] ApS, at der den 16. september 2008 er udtaget 17.000 stk. aktier fra selskabets depot i [finans1]. Aktierne skulle være udlånt til [person7].

Aktieoverdragelserne mellem [virksomhed1] ApS og klageren samt mellem klageren og [person4] indgår ikke i SKATs indkomst/formueopgørelse.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens aktieindkomst skal nedsættes med 516.215 kr. og at hans personlige indkomst skal nedsættes med 1.830.000 kr.

Udlodning fra [virksomhed1] ApS på 377.000 kr. – indbetalinger fra [person1]

Klageren hjalp [person1], der var en god ven, med renoveringen af den pågældende ejendom. Indbetalingerne på [virksomhed1] ApS’ konto var betaling for klagerens køb af byggematerialer. Klageren har aldrig anvendt midler fra selskabets konti til private indkøb hos [virksomhed4]. [virksomhed1] ApS afholdt således udgifter på vegne af [person1] som udlæg til indkøb af materiale, som selskabet senere har fået refunderet. Dette er dokumenteret ved det fremlagte byggeregnskab, hvoraf fremgår, at klageren via selskabet har afholdt flere udlæg til indkøb af byggematerialer, end han rent faktisk har afholdt, og der er derfor ikke tale om, at klageren har modtaget en indkomst, der skal beskattes. [person1] har bekræftet, at byggeregnskabet givet et retvisende billede af parternes mellemregning. Klageren har dermed dokumenteret, at indbetalingerne fra [person1], krone for krone, er modsvaret af byggematerialer fra [virksomhed4].

Klageren har ikke modtaget en uberettiget formuefordel, og der er ikke grundlag for at beskatte ham af maskeret udlodning.

Udlodning fra [virksomhed1] ApS på 139.125 kr. – udeholdt omsætning

Klageren har for at lette ekspeditionen løbende anvendt selskabets bankkonto til sine private indbetalinger. Alle private indbetalinger er bogført på mellemregning mellem klageren og selskabet.

Det bestrides, at selskabet har udeholdt omsætning. For at der kan blive tale om udeholdt omsætning forudsættes det, at selskabet har givet afkald på en indtægt, og at dette afkald er givet i aktionærens interesse, jf. SKATs juridiske vejledning afsnit C.B.3.5.3.1.

Selskabet har ikke givet afkald på en indtægt til fordel for klageren. Der er tale om indbetalinger, der vedrører klageren personligt, og som er indgået på selskabets konto og efterfølgende bogført på mellemregning mellem klageren og selskabet.

Der er derfor ikke grundlag for at beskatte klageren af maskeret udlodning for så vidt angår indsætningerne på selskabets konto.

[person3] har på vegne af [virksomhed6] ApS bekræftet at have fakturabelånt faktura vedrørende [virksomhed14] hos [virksomhed1] ApS. [person3] er en uafhængig part i forhold til klageren og [virksomhed1] ApS. Han har bekræftet, at indbetalingerne vitterligt er indbetalinger fra to fakturaer, som klageren havde belånt.

Honorarer m.v. på 1.830.000 kr. – negativt privatforbrug

Klageren har ikke haft et negativ privatforbrug. SKAT har ikke taget højde for, at klageren den 2. august 2008 solgte sine 17.000 aktier i [virksomhed10] A/S til sin broder for 1.319.000 kr. via en mellemregning. Dette og rådigheden over tilstrækkelige midler til privatforbrug er dokumenteret ved underskrevet aktieoverdragelsesaftale og revisors redegørelse.

Den af SKAT foretagne privatforbrugsberegning er endvidere foretaget på et åbenbart urigtigt grundlag. Eksempelvis har SKAT regnet med 100.000 kr. til rejseudgifter, hvilket må siges at være ude af proportioner med virkeligheden.

I forbindelse med udarbejdelse af årsrapporten for 2008 nævnte klageren for sin revisor, at aktierne i [virksomhed10] A/S var ”landet” hos [person7]. Revisoren optog således handlen til dagskurs som et tilgodehavende hos [person7]. Dette er bekræftet af revisoren. Imidlertid viste det sig, at de nominelt 17.000 aktier først var overdraget til klageren via mellemregningen og herefter overdraget til [person4] til samme kurs. Herefter overdrog [person4] aktierne til [person7] (ApS [virksomhed9]). For nemheds skyld – og af lavpraktiske årsager – blev aktierne imidlertid overdraget direkte fra [virksomhed1] ApS’ depot til ApS [virksomhed9]’s depot.

Det fremgår af mellemregningen mellem klageren og [person4], at klagerens tilgodehavende den 2. august 2008 er øget med 1.309.000 kr. vedrørende overdragelse af aktier i [virksomhed10] A/S. SKAT har ikke anfægtet mellemregningen.

Det fremgår af kontoudtog for klageren og hans ægtefælle, at de har foretaget private hævninger for i alt henholdsvis 370.092 kr. og 363.838 kr. i 2008. De har således foretaget private hævninger med i alt 733.930 kr. Dette stemmer fint overens med det af revisoren opgjorte privatforbrug på 866.174 kr.

SKAT havde i øvrigt ikke indvendinger imod ægtefællernes privatforbrug i 2007, hvor SKAT også havde privatforbrugsberegninger til rådighed.

SKATs egen beregning af privatforbruget på 808.663 kr. svarer stort set til privatforbruget i 2008.

SKATs udtalelse

Afgørelsen er indstillet stadfæstet.

Udlodning fra [virksomhed1] ApS på 377.000 kr. – indbetalinger fra [person1]

Der er foretaget en skatteansættelse for indkomståret 2007 med en beskatning på 547.000 kr. vedrørende samme forhold, som ikke er påklaget.

Der er ikke hævet beløb fra [virksomhed1] ApS’ konto [finans1] eller klagerens konto, der direkte kan henføres til afregning/betaling af materialekøb hos [virksomhed4]. Der er heller ikke bankoverførsler fra [virksomhed1] ApS eller klageren til [virksomhed4].

Forklaringen om, at indbetalingerne blev anvendt til afregning med [virksomhed4] er således ikke dokumenteret.

Honorarer m.v. på 1.830.000 kr. – negativt privatforbrug

Klageren og hans ægtefælle anses at have været på ferie i 2008, da det fremgår af ægtefællens bankkonti, at der er foretaget hævninger med VISA-kort i januar måned 2008, hvor der er foretaget kontanthævninger i Indien med ca. 16.500 kr. Der er skønnet udgifter til ferie på 100.000 kr., og klageren er ikke tidligere kommet med bemærkninger hertil.

Klagerens mellemregning med [virksomhed1] ApS

Den af revisor indsendte opgørelse af mellemregningskontoen svarer ikke til det til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indsendte årsregnskab for indkomståret 2008. Det indsendte materiale, råbalance og kontospecifikationer, anses for ny bogføring, der viser, at klageren har fået overført nominelt 25.000 stk. aktier i [virksomhed10] A/S fra [virksomhed1] ApS. Det nye materiale kan ikke godkendes, da det ligner en rekonstruktion. Samtlige bankbilag viser, at [virksomhed1] ApS har solgt 24.058 stk. aktier i [virksomhed10] A/S i 2008. [virksomhed1] ApS anså sig i 2009 for ejer af de ikke solgte 942 stk. aktier i [virksomhed10] A/S.

Derfor fastholdes det, at klageren havde et tilgodehavende i [virksomhed1] ApS pr. 31. december 2008 på 1.558.669 kr., hvilket svarer til mellemregningskontoen i det indsendte årsregnskab til Erhvervsstyrelsen.

Klagerens mellemregning med sin broder, [person4]

Der er opgjort en mellemregningskonto med [person4] på 1.487.841 kr. Der er lavet en fejl i denne opgørelse, da der indgår et beløb på 1.309.000 kr., som vedrører overførsel af 17.000 stk. aktier i [virksomhed10] A/S. Dette beløb skal ikke indgå i opgørelsen, da overdragelse af aktierne ikke er godkendt. Mellemregningskontoen anses derfor for at udgøre 178.841 kr.

Øvrige forhold

Der er sket en skrivefejl. Privatforbruget for 2007 udgør 251.663 kr. og ikke 261.663 kr. Der skal derfor ske en nedsættelse af skønnet med 10.000 kr.

Der indstilles herefter, at der foretages en nedsættelse af den skønsmæssige forhøjelse med 1.319.000 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Udlodning fra [virksomhed1] ApS på 377.000 kr. – indbetalinger fra [person1]

Aktionærer og anpartshavere beskattes af alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærerne eller anpartshaverne, jf. ligningslovens § 16A, stk. 1 og 2 (lovbekendtgørelse nr. 1274 af 31. oktober 2007).

Klageren er eneanpartshaver og direktør i [virksomhed1] ApS. Han har haft rådighed over selskabets konto og har foretaget hævninger herfra. Det påhviler herefter klageren at godtgøre, at hævninger på selskabets konto ikke er tilgået ham.

Det lægges til grund som ubestridt, at der er foretaget indbetalinger fra [person1] med i alt 377.000 kr. i indkomståret. På baggrund af klagerens oplysninger og kontoudskriften lægges det endvidere til grund, at klageren har foretaget hævninger fra selskabets konto med tilsvarende beløb enten ved udbetaling eller ved check.

Det anses ikke ved klagerens forklaring og det rekonstruerede byggeregnskab for godtgjort eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at de omhandlede beløb på i alt 377.000 kr. ikke er tilgået klageren. Det anses således ikke for dokumenteret, at der har været tale om udlæg for [person1], ligesom det ikke anses for dokumenteret, at hævningerne er anvendt til betaling af [person1]s udgifter i [virksomhed4].

SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Udlodning fra [virksomhed1] ApS på 139.125 kr. – udeholdt omsætning

Aktionærer og anpartshavere beskattes af alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærerne eller anpartshaverne, jf. ligningslovens § 16A, stk. 1 og 2 (lovbekendtgørelse nr. 1274 af 31. oktober 2007).

Da beløbene fra [virksomhed5] på i alt 139.125 kr. er indbetalt på [virksomhed1] ApS’ konto, og der ikke er nogen forklaring på, hvad beløbene dækker over, tiltrædes det, at beløbene anses for udeholdt omsætning i selskabet.

Det påhviler klageren som eneanpartshaver at godtgøre, at den udeholdte omsætning i [virksomhed1] ApS på 139.125 kr. ikke er tilgået ham. Der kan henvises til Østre Landsrets dom af 4. juni 2010, offentliggjort i SKM2010.350.ØLR.

Klageren har ikke godtgjort eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at den udeholdte omsætning ikke er tilgået ham.

SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Honorarer m.v. på 1.830.000 kr. – negativt privatforbrug

Det fremgår af skattekontrollovens § 5, stk. 3, at når en selvangivelse ikke foreligger, kan en skønsmæssig indkomstansættelse foretages, hvilken bestemmelse i henhold til retspraksis tillige kan anvendes som hjemmel, hvis der er et ekstraordinært lavt privatforbrug, jf. Højesterets dom af 6. december 2001, offentliggjort i SKM2002.70.

Det anses ikke for dokumenteret at de omhandlede 25.000 stk. aktier i [virksomhed10] A/S er overdraget fra selskabet til klageren, og at klageren har videreoverdraget 17.000 stk. aktier til [person4]. Der er herved henset til, at den efterfølgende indsendte aftale om aktiesalg, erklæring fra revisor og mellemregningskonto mellem klageren og [person4] ikke kan tillægges afgørende betydning, idet der lægges afgørende vægt på det anførte i selskabets årsrapport og det fra banken oplyste om, at 17.000 stk. aktier blev overdraget fra selskabets depot til et depot i [finans2] A/S, der var ejet af ApS [virksomhed9].

Herefter tiltrædes SKATs opgørelse af klagerens mellemregningskonti som det fremgår af afgørelsen og udtalelsen til klagen. Således anses klagerens mellemregning med [virksomhed1] ApS at udgøre 1.558.669 kr. ved årets udgang og klagerens mellemregning med [person4] at udgøre 178.841 kr. ved årets udgang. Ægtefællernes samlede indkomst kan herefter opgøres til 83.607 kr. + maskeret udlodning med 516.215 kr. – eller i alt 599.822 kr.

På baggrund af det af repræsentanten oplyste om, at ægtefællerne har foretaget private hævninger med ca. 800.000 kr. og det af SKAT opgjorte skønnede forbrug til faste udgifter på 302.000 kr., ansættes klagerens yderligere indkomst skønsmæssigt til 400.000 kr., idet der herved er taget hensyn til, at nogle af hævninger kan være medgået til faste udgifter, og at omfanget af rejseomkostninger er usikkert. Dette er tiltrådt af SKAT.