Kendelse af 07-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 25-03-2017
Klagepunkt | SKATs afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Indkomståret 2008 | |||
Yderligere indtægter | 304.000 kr. | 0 kr. | 304.000 kr. |
Ikke godkendt fradrag | 332.368 kr. | 0 kr. | 332.368 kr. |
Den 01. november 2007 indsendte klageren momsregistreringsanmeldelse til SKAT. Af anmeldelsen fremgår det at virksomhedens navn er [virksomhed1] v/klageren, [adresse1], [by1]. Det fremgår ligeledes, at virksomheden er en enkeltmandsvirksomhed og branchen beskrives som ”driver værtshus, bodegaer m.v. Startdatoen angives at være 02. januar 2007 og virksomheden ønsker at blive momsregistreret med en forventet omsætning under 20 mio. kr. Virksomheden ønsker ikke at blive registreret som arbejdsgiver. Anmeldelsen er underskrevet af klageren. Ifølge et notat på registreringsanmeldelsen den 06. november 2007 har SKAT kontaktet virksomheden og talt med klagerens ægtefælle, der har oplyst, at årsagen til, at man ønsker virksomheden registret pr. 02januar 2007 er, at det er her ombygningen er startet. Herefter er virksomheden momsregistreret og tildelt CVR-nr. [...1].
Den 01. november 2006 købte klageren ejendommen [adresse1] som ifølge BBR består af et fritliggende enfamilieshus på 296 m2 og en tidligere køkkenindustribygning på 928 m2. Begge bygninger er opført år 2000.
Den 02. januar 2007 påbegyndte klageren ombygningen af industribygningen fra en tidligere køkkenindustribygning til værtshus, bodega m.v. Det fremgår af en tegning over huset, at den oprindelige bygning bestod af 195 m2 udstilling (rum 1), 133 m2 kontor, frokost og depotrum (rum 2) samt 600m2 fabrikshal (rum 3).
Størrelsen af de enkelte rum på den del af plantegningen, der vedrører den gamle fabrikshal, er udarbejdet skønsmæssigt af SKAT ud fra billeder og video optaget af politiet ved en ransagning i virksomheden den 13. april 2011, samt ud fra virksomhedens egen hjemmeside [...dk].
Det har ikke været muligt for SKAT, at få en nøjagtig plantegning fra [by2] kommunes tekniske afdeling af bygningen efter ombygningen.
Efter ombygningen fremstår bygningerne og arealet omkring som diskotek, spille- og bar/dansested med indretninger af barer og restaurant, swimmingpool, spabad, spillemaskine samt musikanlæg.
Som det fremgår af plantegningen ser den tidligere industribygning efter ombygningen nu således ud:
195 m2 Cafe, bar, restaurant (rum 1). I udlejningskataloget beskrives lokalet som Hal 1 – krostue med siddepladser til 150 personer, professionelt lydudstyr, billard, poolbord m.v., bar med fadølsanlæg, slushice, storskærm, karaoke, overnatningsmulighed for brudepar.
133 m2 kontor, frokost og depotrum (rum 2).
150 m2 bar, diskotek (rum 3). I udlejningskataloget beskrives lokalet som diskotek. Det ideelle sted at tilbringe resten af aftenen - natten evt. efter en dejlig middag i hal 1-2. Der er 8 personers spabad, lyd, lys- og laseranlæg.
260 m2 spillested (rum 4). I udlejningskataloget beskrives lokalet som Hal 2 – koncert og dansehal. Lokalet beskrives som ideelt til danseoplevelser, imponerende lyd og lysanlæg, siddepladser til 200 personer, ideelt til diskotek, bands, stor bar, 200” storskærm.
30 m2 lager/opbevaringsrum (rum 5).
60 m2 lager/opbevaringsrum (rum 6).
100 m2 lager/opbevaringsrum (rum 7).
Rum 3-6 udgør således den tidligere fabrikshal på 600 m2, men som efter ombygningen er blevet opdelt med skillevæge så den danner 6 rum som skitseret.
Politiet foretog ransagning sammen med SKAT den 13. april 2011. Her konstaterede SKAT ifølge det oplyste følgende vedrørende den faktiske indretning og anvendelse af lokalerne:
195 m2 Cafe, bar, restaurant (rum 1). Lokalet fremstod som det festlokale, det er indrettet til. Der var ikke drikkevarer el. lign i baren, men lokalet var indrettet som beskrevet i virksomhedens udbudsmateriale.
133 m2 kontor, frokost og depotrum (rum 2). Lokalerne fremstod som det de er indrettet til. På kontoret var der indrettet 2 arbejdspladser ligesom kontoret indeholdt bilagsmateriale.
150 m2 bar, diskotek (rum 3). Lokalet fremstod som det festlokale, det er indrettet til. Lokalet var indrettet som beskrevet i virksomhedens udbudsmateriale. I baren blev der fundet 151 flasker spiritus samt en 3 liter Bacardi-flaske der var halvt fuld og tilsluttet en påfyldningsmåler. I dobbeltkøleskabet som stod i baren, var der dåseøl. I baren blev der også fundet en prisliste med priser på øl og sodavand. [person1] og [person2] oplyste i den forbindelse, at der var tale om privat spiritus.
260 m2 spillested (rum 4). Lokalet fremstod som det spillested, det er indrettet til og beskrevet som i virksomhedens udbudsmateriale med faste lys stativer til spots dækkende hele lokalet.
30 m2 lager/opbevaringsrum (rum 5). I lokalet var der indrettet fitnessrum.
60 m2 lager/opbevaringsrum (rum 6). Lokalet var indrettet som værksted og lagerrum for musikudstyr
100 m2 lager/opbevaringsrum (rum 7). Lokalet var indrettet som lagerrum for musikudstyr. Herudover var der 20 kasser dåseøl samt et antal ældre flasker spiritus.
Ombygningen til de nævnte formål er ifølge SKAT ikke godkendt i henhold til lokalplanen. Klageren har ligeledes ikke næringsbrev samt spiritusbevilling.
I december måned 2006 oplyste kommunen efter det oplyste mundligt klageren om, at man ikke skal forvente at få tilladelse til ombygning af de tidligere produktionslokaler til forsamlingshus, diskotek, bodega og bar.
Klageren orienterede i et brev af 06. november 2007[by2] kommune om indretning af cafe/bodega og diskotek. Virksomheden søgte om næringsbrev som restauratør den 12. november 2007.
[by2] kommune gjorde i brev af 27. november 2007 klageren opmærksom på at anvendelsesændringen fra køkkenproduktion til diskotek, bodega m.v. både kræver tilladelse efter byggeloven og en dispensation fra lokalplanen, og klageren ansøgte den 02. januar 2008 om byggetilladelse til ombygning til diskotek, restaurant, bar m.v.
[by2] kommune meddelte den 03. marts 2008 klageren, at man ikke giver byggetilladelse til den omtalte ombygning, idet der alene må etableres lettere industri, mindre håndværks- og serviceprægede virksomheder. Samtidig orienterede kommunen politiet om, at virksomheden ikke var godkendt efter byggeloven i forhold til virksomhedens ansøgning om spiritusbevilling og næringsbrev.
Den 22. april 2008 afslog politiet klagerens ansøgning om næringsbrev, og politiet oplyste den 12. juni 2009 i et brev til klagerens advokat, at virksomheden eller [virksomhed2], som lejer af lokalerne, ikke kan påbegyndes før der foreligger godkendelse af lokalerne til anførte formål.
Indberettede moms og skatteoplysninger
Virksomheden har i perioden 02-01-2007 til 30-09-2010 angivet 945.938 i negativ moms således:
2007 | 2008 | 2009 | 30.09.10 | 1.10.10-30.6.11 | |
Salgsmoms | 0 | 0 | 229.776 | 307.837 | |
Købsmoms | 274.129 | 176.064 | 608.837 | 424.319 | |
Afgiftstilsvar | -274.129 | -176.266 | -379.061 | -116.482 | ingen momsang. |
Omregnet til salg | 919.104 | 1.231.348 | |||
Omregnet til køb | 1.096.516 | 704.256 | 2.435.348 | 1.697.276 |
Salg ifølge salgsfakturaer
SKAT har udarbejdet en oversigt over salgsfakturaer som klageren har udstedt. SKAT er efter det oplyste kun i besiddelse af materiale indtil den 08. april 2011 indhentet ved ransagningen den 13. april 2011. Heraf fremgår det, at omsætningen vedrører
Arten af omsætningen | 2009 | 2010 | 01-01-2011 – 08-04-2011 |
Udleje af musikudstyr note 1 | 122.987 | 194.217 | 103.787 |
Udleje af andet note 2 | 42.891 | 13.576 | 7.699 |
Udleje af lokaler note 3 | 27.144 | 0 | 0 |
Erstatningskrav note 4 | 588.187 | 214.142 | 0 |
Salg af musikeffekter note 5 | 283.425 | 61.500 | 0 |
Salg af andre ting note 6 | 180.000 | 143.218 | 0 |
Andet arbejde note 7 | 16.312 | 1.064.382 | 10.500 |
I alt | 1.260.946 | 1.691.035 | 121.986 |
SKAT har bemærket følgende til disse tal:
Note 1, omsætningen indeholder udleje af musikudstyr ud af huset med og uden transport og med og uden mandskab.
Note 2, omsætningen indeholder udlejning af andet end lokaler og musikudstyr. Eksempelvis trailerudlejning og udlejning af biler.
Note 3,omsætningen vedrører udlejning af lokaler, og posten dækker over en faktura ifm. udlejning af lokaler til [virksomhed3].
Note 4,erstatningskrav mod forskellige personer og virksomheder dækker over, at virksomheden har faktureret kravene inkl. moms og medtaget fakturaerne i regnskabet. Posten indeholder forsikringskrav, forlig ved tyveri, tabt fortjeneste, ekstra rengøring, erstatning for ødelagte ting, tvister om udleje m.v.
Note 5, omsætningen indeholder salg af musikeffekter i alt 7 fakturaer som 1 videoprojektorer, 3 spacekanoner, 2 højtalere samt diverse udstyr.
Note 6, omsætningen indeholder 5 fakturaer som en trailer, overvågningsudstyr, knallert, bil, traktor.
Note 7, omsætningen indeholder 6 fakturaer som timeforbrug til flytning, oprydning og vagt, konsulentbistand, sortering og rensning.
På adressen [adresse1], [by1] har følgende 2 frivillige foreninger været registreret:
Cvr. [...2] [virksomhed2]. Registreret 25. april 2008, afmeldt 27. maj 2008
Cvr. [...3] [virksomhed2]. Registreret 04. april 2009, afmeldt 04. april 2010
Der foreligger ikke noget registreringsmateriale vedrørende anmeldelsen til erhvervs og selskabsstyrelsen. Af en skrivelse fra advokat [person3] til klageren fremgår det, hvorledes man forholder sig i forhold til stiftelsen af en forening. SKAT har derfor antaget, at det er klageren, som er involveret i stiftelsen. Der foreligger ikke oplysninger om, hvem der tegner foreningen herunder bestyrelsen eller oplysninger om regnskab over indtægter og udgifter i foreningen.
Der blev ved ransagningen på [adresse1], [by1] fundet 2 ringbind i kontorlokalet (rum 2). Ringbindene indeholdt ca. 500 tilmeldinger (medlemmer) til [virksomhed2].
I materialet for [virksomhed1] er der fundet ”vedtægter for [virksomhed2]”. Heraf fremgår det af § 2, at foreningens formål er at skabe rammerne for medlemmernes festlige samvær ved at etablere festlige sammenkomster m.v. Endvidere at sikre medlemmerne et udvidet kendskab til musikhistorie, forskellige genre og den løbende udvikling i musikken. Af vedtægternes § 3 fremgår det, at der skal betales medlems kontingent
[virksomhed2] har holdt fester på adressen [adresse1], [by1]. Det fremgår af søgninger, som SKAT har foretaget på internettet. Som det fremgår af annonceringerne er der tale om fester, hvortil der kræves indgangsbilletter til en pris af 150-400 kr. pr. deltager.
Ifølge [by2] kommune har ingen foreninger søgt om tilladelse til afholdelse af de nævnte fester.
Politiet har i perioden 10. august 2011 – 29. august 2011 stikprøvevis kontaktet og afhørt 7 [virksomhed2] medlemmer.
Det fremgår af afhøringerne, at de afhørte medlemmer oplyste, at de havde betalt 50 kr. i medlemskab, og havde deltaget i én eller flere fester på [adresse1], hvor der var mellem 100 og 200 gæster. Der var barer, hvor man kunne købe drikkevarer, og det var mellem et og to år siden, de afhørte havde været til fest.
SKAT har ikke konstateret nogen indtægter i forsamlingshuset [virksomhed1] vedrørende VIP festerne som ifølge skulle være afholdt i perioden april 2009 – marts 2010, hverken i form af entreindtægter, barsalg eller eventuel lejeindtægt/lejeaftale med [virksomhed2].
Der er dokumenteretet erstatningskrav fra forsamlingshuset mod [virksomhed4] for tabt fortjeneste for en fest som måtte aflyses og som skulle have været afholdt den 23. december 2009. Dokumentet bekræfter antallet af deltagere idet virksomheden overfor forsikringsselskabet har gjort gældende, at man forventede 250 deltagere til en entrebillet pris på 200 kr. pr. deltager. I kravet til forsikringsselskabet anfører [virksomhed1] sig selv som skadelidte dvs. som festarrangør eller som den der hæfter i forhold til, at der kunne være tale om en fest arrangeret af [virksomhed2].
Ifølge indberettede moms- og skatteopgørelser har virksomheden indberettet negative momsangivelser på kr. 945.938 for perioden 01. februar 2007 – 30. september 2010. Samtlige 13 indberettede momsangivelser som er blevet indberettet har været negative. Udgifterne vedrører primært ombygning af industribygningen, herunder udgifter til inventar og udvendigt anlæg af udendørsarealer. Men også udgifter til musikanlæg og biler er regnskabsposter der har trukket virksomhedens resultat i underskud.
Der er ikke udarbejdet dobbelt bogholderi af den daglige bogføring, og der er ikke bogført på balanceposter, men alene på driftskonti. Der er således ikke foretaget afstemning af klagerens bilagsmateriale med hævede og indsatte beløb på bankkontoen.
Der er opereret med kontantbeholdning, uden af der er ført kasseregnskab. Der kan ikke gøres rede for transaktionssporet vedrørende varer og driftsmidler, der er tilgået virksomheden samt hvilke varer, der er på lager eller solgt.
Talmæssig opgørelse, opgjort på fejltyper af SKAT
Fest arrangementer i [virksomhed2] regi samt uden for [virksomhed2] regi, opgjort ud fra varekøb hos [virksomhed5]:
Tekst | Omsætning | Moms |
Entreindtægter | 128.000 kr. | 32.000 kr. |
Salg af drikkevarer | 176.000 kr. | 44.000 kr. |
For lidt selvangivet | 304.000 kr. | 76.000 kr. |
Ikke godkendte fradrag for udgifter til ombygning af ejendommen, inventar, udvendig og indvendig vedligeholdelse i øvrigt, vedligeholdelse af driftsmaskiner, samt andre driftsomkostninger
Tekst | Beløb |
For meget fradrag, udvendig vedligeholdelse | 61.492 kr. |
For meget fradrag, indvendig vedligeholdelse | 22.704 kr. |
Ikke godkendt fradrag driftsmaskiner | 82.076 kr. |
Ikke godkendte udgifter i driftsregnskab | 166.096 kr. |
Ikke godkendt fradrag i alt | 332.368 kr. |
SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst for indkomståret 2008 skønsmæssigt med 304.000 kr., og har ikke godkendt fradrag for udgifter med 332.368 kr.
Ifølge opgørelsen vedrørende virksomhedens omsætning, har virksomheden ingen omsætning før 2009.
Af den samlede omsætning på kr. 3 mio. udgør fakturering til klagerens tidligere revisor [person4] i alt 2 mio. kr. Heraf salg af timer til [person4] til konsulent bistand, overvågning sortering og rensning af arkiv og erstatningskrav. Af den resterende omsætning udgør fakturerede erstatningskrav 456.000 kr. hvorved omsætningen til 3. mand i perioden 01. januar 2007 – 08. april 2011 kan opgøres til ca. 550.000 kr.
Fælles for omsætningen er, at det er vanskeligt at konstatere, hvorvidt der har fundet betaling og/eller aktivitet sted vedrørende de enkelte fakturaer.
For så vidt angår omsætningen til [person4] har SKAT den 15. oktober 2010 sendt spørgsmål til klageren angående denne omsætning. Klageren har ikke besvaret spørgsmålene.
Salget ifølge brev til politiet fra klagerens advokat den 20-5-2010
Det fremgår i brev fra klagerens advokat til politiet af den 20. maj 2010, at der på adressen drives udlejningsvirksomhed af klageren. Ifølge brevet er der dels tale om udlejning af maskiner, dels drives der en lys- og showvirksomhed og dels foretages der udlejning af lokaler (som den mindste del) herunder udlejning til foreningen [virksomhed2]
Det fremgår videre af brevet, at klageren tidligere har givet gæsterne lov til at medbringe stærke drikkevarer, men at dette nu er indstillet og berigtiget. Videre fremgår det af brevet, at klageren foreløbig har valgt at forbyde lejere at sælge såvel stærke som ikke stærke drikkevarer.
I mail fra advokat [person3] til [virksomhed1] forsamlingshus den 04. marts 2009 står der følgende:
”det bør overvejes at lave lejeaftalen med [virksomhed2] så I får et bestemt beløb pr. hoved, hvis I får indtægten på døren er jeg bange for, at det betragtes som at det er jer der står for arrangementet”
Politiet har i brev til [virksomhed1] af den 12. juni 2009, bemærket, at [virksomhed2] efter politiets opfattelse ikke er en forening i restaurationslovens forstand ligesom den udadtil fremtræder som en erhvervsvirksomhed med den konsekvens, at der i hvert fald sælges drikkevarer til nydelse på stedet, hvilket [virksomhed2]ben ikke kan, da de således også skal have et næringsbrev.
Da regnskabsmaterialet ikke overholder bogføringsloven, er der grundlag for tilsidesættelse af regnskabet og dermed ansætte regnskabsposter skønsmæssigt jf. bogføringsbestemmelserne.
Virksomhedens regnskaber kan opdeles i 2 dele. En del som vedrører salg og udlejning af musikudstyr og salg af konsulenthonorar og dertil hørende udgifter herunder indretning af lokalerne 2,5 (fælles), 6,7 som lagerlokaler. Samt en del som vedrører udlejning af festlokaler og dertil hørende udgifter herunder indretning af festlokalerne 1, 3, 4 festlokaler samt 2, 5 (fælles).
Ikke-erhvervsmæssig drift inden for café, bar og diskoteksbranchen
Klageren var på tidspunktet for indsendelsen af momsregistreringsanmeldelsen til SKAT vidende om, at der ikke kunne drives erhverv med cafe, bar og diskotek fra adressen. Alligevel momsregistrerede klageren sig og indberettede negative momsangivelser for udgifter til byggeri og inventar vedrørende drift af cafe, bar og diskotek. Dermed har SKAT momsregistreret og godkendt virksomhedsregistreringen på et forkert grundlag, idet klageren var klar over, at det ikke var muligt at drive økonomisk virksomhed jf. momslovens § 3 stk. 1, samt erhvervsmæssig virksomhed jf. statsskattelovens § 4, inden for cafè, bar og diskoteksbranchen.
Der skete først skriftlig henvendelse til kommune og SKAT i november måned 2007 næsten et år efter påbegyndelse af ombygningen. Det er SKATs opfattelse, at den sene skriftlige henvendelse til kommunen og den bagudrettede momsregistrering til SKAT skete, fordi virksomheden i december måned fik en mundtlig tilkendegivelse af kommunen om, at der ikke kunne gives tilladelse til ombygning og drift til det ønskede formål. På den måde ønskede virksomheden ikke at skabe nogen opmærksomhed omkring virksomheden inden ombygningen stod næsten færdig, hvorved virksomheden håbede på, at kommunen alligevel godkendte, da det hele stod færdigt. Klageren ville, såfremt der var tale om en erhvervsmæssig virksomhed, have været berettiget til at momsregistrere sig allerede den 10. maj 2007 og have fået negativ moms udbetalt for byggeriet.
Klagerens altovervejende indtjening ifølge udstedte fakturaer består af salg og udlejning af musikudstyr samt salg af konsulenthonorar. Således er der alene sket udlejning af lokaler i et tilfælde til en samlet værdi af 27.144 kr.
Henset til størrelsen af indtægten vedrørende udlejning af lokaler og antallet af foretagne salg siden registreringen den 02. januar 2007 finder SKAT, at aktiviteten med at lave barer, spillested og diskotek har et så ringe omfang og en så manglende intensitet, at aktiviteten ikke kan anses for udøvet med henblik på at skabe indtægter af en vis varig karakter, hvilket jo heller ikke er muligt, idet der ikke må, og dermed ikke kan drives denne form for aktiviteter på adressen inden for cafe, bar eller diskotek. Hertil kommer, at der ikke har været eller ville kunne opnås næringsbrev eller spiritusbevilling til stedet.
Endelig fremstår virksomheden som om den er ophørt med at drive nævnte aktiviteter. Da aktiviteten vedrørende cafe, bar og diskotek således ikke kan karakteriseres som økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3 samt der er afgivet mangelfulde oplysninger til SKAT i forbindelse med momsregistreringen kræves den fratrukne moms vedrørende udgifterne til den nævnte aktivitet tilbagebetalt jf. momslovens §§ 37, 38 jf. EF-Domstolens dom af 29. februar 1996 i c-110/94 (INZO-sagen)
Salg og udlejning af musikudstyr samt salg af konsulenthonorar
For så vidt angår klagerens forretningsområde med salg og udlejning af musikudstyr samt salg af konsulenthonorar anser SKAT denne del for erhvervsmæssig og momspligtig.
Fest arrangementer i [virksomhed2] regi samt uden for [virksomhed2] regi
SKAT har anset ombygning, og indretning til cafe, bar og diskotek som privat/hobby.
Bortset fra at der er indtægtsført udlejning af lokaler 1 gang har der ikke været nogen udlejning af lokaler eller afholdelse af fester i det hele taget ifølge regnskabet.
SKAT har fået kendskab til en række fester afholdt på adressen. Da der ikke er indtægtsført lejeindtægter fra disse fester for udlejning af lokaler, har SKAT betragtet disse fester som afholdt i privat regi af klageren og [person5] således, at lokalerne er stillet frit til rådighed for [virksomhed2]. SKAT anser desuden [virksomhed2] for skattepligtig af de indtægter de har haft for indtægter ved kontingenter, entreindtægter, salg af drikkevarer m.v. da foreningen efter SKATs opfattelse ikke opfylder betingelserne for at være en skattefri forening.
Der synes ikke at være sammenfald mellem formål ifølge vedtægter og indholdet af afholdte fester.
Efter politiets opfattelse fremstår foreningen udadtil som en forening, men foreningen kan ikke gennemføre aktiviteter i henhold til formålsparagraffen på adressen [adresse1], idet der ikke må spilles musik, udskænkes/sælges eller medbringes drikkevarer i henhold til lokalplanen, ligesom der ikke forefindes spiritusbevilling og næringsbrev. SKAT er ikke i besiddelse af regnskaber for foreningen, der viser indtægter, udgifter og anvendelse.
Det er SKATs opfattelse, at det er klageren der har tegnet foreningen og derfor hende der skal beskattes af den indtjening, der har været. Det er således klageren, der står for stiftelsen, ligesom det er hende, der tegner foreningen over for advokaten. Det er ligeledes klageren, der på internettet tegner foreningen omkring fester, og tegner foreningen overfor politiet, ligesom det var i hendes kontorlokale 2, alle foreningens medlemmers tilmeldinger blev fundet i 2 ringbind.
Såfremt der er afholdt fester uden for [virksomhed2] regi, hvor festen er blevet afholdt af klageren og ægtefællen anses dette også som afholdt i privat/hobby regi.
Ved ransagningen den 13. april 2011 blev der konstateret en større mængde tysk øl og spiritus i baren i diskotekslokalet, rum 3. Klageren og ægtefællen oplyste, at der var tale om privat spiritus og ønskede derfor ikke at underskrive beslaglæggelsen af den tyske spiritus.
For begge typer af fester har SKAT opgjort nettoindkomsten som indtægter fratrukket skønnede udgifter som er opgjort til de direkte udgifter der har været forbundet ved afholdelsen af de pågældende fester. De direkte omkostninger er indkøb af drikkevarer m.v. til arrangementet, samt el, vand og varme.
El, vand og varme kører på en måler til hele ejendommen (både stuehus og tidligere industribygning). Fradragsberettigede udgifter til lager lokaler og afholdte fester er skønsmæssigt ansat til 70 pct.
SKAT har foretaget en skønsmæssig beregning af udeholdt nettoindkomst, som er opgjort til:
Tekst | Omsætning | Moms |
Entreindtægter* november, december | 128.000 kr. | 32.000 kr. |
Fortjeneste ved salg af drikkevarer* | 176.000 kr. | 44.000 kr. |
I alt udeholdte indtægter i 2008 vedr. fester | 304.000 kr. | 76.000 kr. |
For lidt angivet udgående afgift er opgjort til 25 % af 272.000 kr. 76.000.
*Klageren og ægtefællen har i 2008 indkøbt drikkevarer hos [virksomhed5] . På baggrund heraf er der beregnet et salg/omsætning af drikkevarer. På baggrund af salget er antal fester beregnet ud fra at hver enkelt gæst i gennemsnit betaler 300 kr. for drikkevarer jf. virksomhedens egen skøn.
Som direkte omkostninger er medtaget drikkevarer m.v. til arrangementet, samt el, vand og varme.
Ud fra antallet af fester er de samlede entreindtægter beregnet ud fra, at der i gennemsnit kommer 100 – 200 mennesker til en fest samt at de hver især betaler 200 kr. i entreindtægter.
Ikke godkendt fradrag for ombygning af ejendommen vedrørende inventar, udvendig og indvendig vedligeholdelse aktiveret i skatteregnskabet og medtaget i momsregnskabet
SKAT har inddelt udgifterne uden fradragsret eller med delvis fradragsret forholdsmæssigt på lokalerne i virksomheden. Der er tale om følgende lokaler:
195 m2 | Cafe, bar, restaurant (rum 1). | |
150 m2 | bar, diskotek (rum 3). | |
260 m2 | spillested (rum 4) | |
605 m2 | ||
133 m2 | kontor, frokost og depotrum(rum2). | |
30 m2 | fitness rum (rum 5). | |
163 m2 | ||
60 m2 | lager/opbevaringsrum (rum 6) | |
100 m2 | lager/opbevaringsrum (rum 7). | |
160 m2 | ||
928 m2 | i alt tidligere industribygning | |
278 m2 | stuehus | |
1206 m2 | industribygning samt stuehus |
Klageren har foretaget 100 pct. fradrag for udgifter til indvendig vedligeholdelse, udvendig vedligeholdelse og inventar som aktiverede udgifter i skatteregnskabet og fradrag i momsregnskabet.
SKAT har inddelt udgifterne uden eller med delvis fradragsret således:
A) Ingen fradragsret for udgifter der vedrører lokalerne til cafè, bar og diskotek og privat.
B) 26 % delvis fradragsret for fælles udgifter der vedrører industribygningen (160 + 163/2)/928.
C) 20 % fradrag for fælles udgifter der vedrører industribygningen samt stuehus(160 + 163/2)/1206.
D) Ingen fradragsret for private udgifter og manglende bilag.
Tekst | Fratrukket | Ikke godkendt fradrag |
I alt udvendig vedligeholdelse aktiveret | 88.422 kr. | 15.373 kr. |
I alt aktiveret indvendig vedligeholdelse | 7.216 kr. | 5.676 kr. |
I alt aktiveret inventar | 88.616 kr. | 71.076 kr. |
I alt moms | 184.254 kr. | 92.125 kr. |
For meget fradraget indgående afgift, 92.125 kr.
Andre ikke godkendte fradrag
Klageren har foretaget 100 pct. fradrag i driften vedrørende driftsmidler og andre driftsomkostninger. SKAT har ikke godkendt fradrag fuldt ud, og har anvendt samme fordelingsnøgle som ovenfor anført.
Vedligeholdelse af driftsmaskiner | 20.519 kr. |
Andre driftsomkostninger | 41.524 kr. |
For meget angivet indgående afgift | 62.043 kr. |
Klageren har gjort gældende, at SKAT ikke har overholdt 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 2 og 32, stk. 2.
SKAT har ikke anerkendt klagerens påstand om, at 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 2 og 32 stk. 2 skulle være overskredet som følge af, at klageren har nægtet at modtage SKATs brev indeholdende agterskrivelse, der er afsendt fra [Skattecentret] med anbefalet post den 12. oktober 2011.
Agterskrivelsen er fremsendt til klagerens officielle adresse og forsøgt afleveret d. 13. oktober 2011. En nægtelse af at modtage skrivelsen, kan derfor alene få processuelle skadevirkning for klageren.
Det er SKATs opfattelse, at 6 måneders perioden starter på det tidspunkt, hvor SKAT fik kendskab til det materiale, der begrunder ansættelsen. Dette tidspunkt har SKAT i agterskrivelsen angivet til den 13. april 2011. Tidspunktet er sammenfaldende med politiets ransagning af indehaverens adresse.
SKATs agterskrivelse er dateret og afsendt med anbefalet post den 12. oktober 2011. SKAT har af [virksomhed6] noteringer konstateret, at agterskrivelsen blev forsøgt leveret til klageren den 13. oktober 2011. Klageren valgte imidlertid ikke at modtage brevet. Havde hun valgt at modtage brevet ville agterskrivelsen (varslingen) dog stadig overholde fristen på de 6 måneder. Fristen løber frem til og med den 13. oktober 2011, hvor klageren har haft mulighed for at få kundskab til agterskrivelsen.
Fristen afbrydes, når agterskrivelsen er afsendt af SKAT. For de ordinære frister i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 31 gælder, at agterskrivelsen skal afsendes senest 1. maj. Det er disse frister, som suspenderes med skatteforvaltningslovens §§ 27 og 32. Formuleringen af 6-måneders fristen i disse paragraffers stk. 2 lyder, at ansættelsen skal varsles senest 6 måneder efter kundskab, og den varslede ansættelse skal herefter foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varslingen er afsendt.
SKAT skal beklage, såfremt der måtte foreligge en aftale om, at materiale fremsendes til virksomhedens repræsentanter, og dette ikke er sket. SKAT kan imidlertid ikke se, at de fuldmagtserklæringer, der i så fald skulle have været udfyldt, ligger i sagen.
Virksomhedens indehaver har ud fra ovenstående beskrivelse af sagsforløbet som minimum udvist grov uagtsomhed hvorfor betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32 stk. 1 nr. 3 finder anvendelse.
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at forhøjelsen skal bortfalde, da den er ugyldig, idet der er indtrådt forældelse. Omsætningen skal således nedsættes med 304.000 kr., mens de nægtede fradrag skal godkendes med 332.368 kr.
Der er ikke foretaget partshøring forud for, at der blev truffet endelig afgørelse. Derudover lider den endelige afgørelse af væsentlige mangler, idet det gøres gældende, at sagsfremstillingen ikke indeholder nogen reel begrundelse, men blot nogle ubegrundede ændringer gennemført i sidste øjeblik af hensyn til overholdelse af fristerne.
Subsidiært gøres det til støtte for den nedlagte påstand gældende, at alle indtægter samt momstilsvaret er bogført og selvangivet. Der er således ikke grundlag for at opkræve yderligere skat eller moms af ikke selvangivne eller momsindberettede indtægter.
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at varsel om ændringen ikke er udsendt rettidigt, og der er hverken handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
SKAT har desuden ikke overholdt 6-måneders fristen for ekstraordinær genoptagelse.
Det gøres endvidere gældende, at alle udgifter, som er fratrukket, er fradragsberettigede.
SKAT har i en længere periode ført og rejst omfattende skattesager imod klageren, og der er i den forbindelse indgivet politianmeldelser. Politiet har imidlertid vurderet, at der ikke var grundlag for en straffesag. Tidligere sagskompleks endte på samme måde, og der skete samtidig betydelige nedslag i de efterfølgende civile skattesager.
Det bør derfor uden videre kunne lægges til grund i relation til genoptagelsesreglerne, at klageren hverken har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
Klageren er bistået af revisor [person6], som også har gennemgået SKATs ansættelser, og som har fremsat følgende bemærkninger:
”Omdrejningspunktet er ulovlig virksomhedsdrift, hvor der hævdes udeholdte indtægter og udgifter der ikke er fradragsberettiget fordi de tilknytter sig ulovlige indtægter samt nægtet momsfradrag på indretnings- og ombygning af ejendommen [adresse1], [by1].
Hertil kommer, at man generelt tilsidesætter bogføringen for 2007 og 2008, idet man ikke finder bogføringsloven opfyldt, idet der ikke er ført dobbelt bogholderi og løbende bank og kasseafstemninger.
SKAT deler virksomheden op i to dele eller grene om man vil:
- | Ulovlig del omkring drift af cafe, bodega, VIP club m.v. |
- | Lovlig del omkring udlejning af driftsmidler, musikudstyr og konsulenthonorarer |
SKAT er af den opfattelse, at virksomheden groft uagtsomt og grænsende til det forsætlige har angivet negative momsangivelser og fratrukket udgifter fra ulovlige aktiviteter samt udeholdt Indtægter fra samme.
Indgående moms, der ikke godkendes af SKAT vedrører hovedsageligt ombygning og indretning af ejendommen [adresse1].
Som bekendt er der givet tiltalefrafald på den påstand, og nu har vi alene LSR sagen tilbage, der har været sat i bero siden straffesagen blev indledt.
Jeg har tidligere kommenteret indsigelserne i skrivelse af 10/11 2011, som også er optrykt i kendelserne. Den er vedlagt her også. I den skrivelse kommenterer jeg på en række ting og forhold omkring de foretagne forhøjelser fra SKAT's side (Brev til SKAT svar på agter af 12.10.2011).
Jeg har endvidere tidligere i punktform kommenteret forhøjelserne allerede på et tidligere tidspunkt (Gennemgang momsforhøjelser 2007.2008).
(...)
Året 2008
For 2008 foretages der opfølgende forhøjelser ud fra samme præmisser som i 2007:
Indkomsten
Ikke selvangivne indtægter | 304.000 kr. |
Ikke godkendte fradrag | 332.368 kr. |
I alt | 636.368 kr. |
Momstilsvaret
Moms af ikke selvangivne indtægter | 76.000 kr. |
Moms af ikke godkendte fradrag | 154.168 kr. |
I alt | 230.168 kr. |
Ad. indkomsten og momstilsvaret
Beløbet består nærmere af: | Moms | Indkomst |
Skønsmæssigt ansatte entreindtægter i [virksomhed2] | 32.000 kr. | 128.000 kr. |
Skønsmæssigt ansat salg af drikkevarer | 44.000 kr. | 176.000 kr. |
For meget fradrag indgående afgift, inventar | 71.076 kr. | |
For meget fradrag indgående afgift, udvendig vedligehold | 15.373 kr. | 61.492 kr. |
For meget fradrag indgående afgift, indvendig vedligehold | 5.676 kr. | 22.704 kr. |
For ikke godkendt fradrag driftsmaskiner | 20.519 kr. | 82.076 kr. |
Ikke godkendte udgifter i driftsregnskab | 41.524 kr. | 166.096 kr. |
I alt | 230.168 kr. | 636.368 kr. |
Der fremgår desuden følgende noter fra revisorens bemærkninger:
Noter
”1) Udeholdt omsætning VIP club m.v.
Man anlægger klassiske skønsmæssige beregninger på baggrund af forventede antal gæsters køb af drikkevarer samt entreindtægt på samme. Man bygger dels udsagnet på købsbilag fra [virksomhed5] og dels vidneudsagn fra politiafhøringer. Se side 6 nederst i fremstillingen hvor det fremgår:
Politiet har i perioden 10.8 - 29.8.2011 stikprøvevis kontaktet og afhørt 7 VIP club medlemmer.
Heraf fremgår det at de afhørte medlemmer oplyste:
- | At de havde betalt 50 kr. for et medlemskab |
- | At de havde deltaget i en eller flere fester på adressen [adresse1], [by1], |
- | At der var mellem 100 - 200 gæster til festerne |
- | At der var barer hvor man kunne købe drikkevarer |
• | At der var mellem et og to år siden de afhørte havde været til fest (min fremhævning) |
[person1] og [person5] anfører, at købet hos [virksomhed5] har været til private fester, herunder egne 40 års fødselsdage.
Det forekommer for mig som en overfortolkning af de omtalte vidneafhøringer, at man bruger dem som løftestang for skønnet omsætning i 2007 og 2008, når de pågældende slet ikke har været til fest på [virksomhed1] i den pågældende tidsperiode, jf. det sidste "At” ovenfor fra SKAT's sagsfremstilling.
Vidnerne er afhørt i august 2011 og vidnerne udtaler, at det er et til to år siden, de sidst har været til fest på [virksomhed1]. Det vil i bedste fald sige i august 2009, hvor SKAT ikke har rejst sag om udholdt omsætning fra drift af VIP club. Vi taler 2007 og 2008.
I øvrigt har [person7] her på kontoret ved et møde den 23/11 2011 udtalt, at det var ham, der kørte VIP clubben og var ansvarlig for den. Se vedlagte dokument (Udtalelse om VIP club)”
(...)
”4) Ikke fradragsberettigede udgifter
Er if. SKAT løbende udgifter vedr. ulovlig virksomhedsdrift.
Det er vi også uenige i, idet virksomhedsdrift ikke er ulovlig jf. ovenfor samt at udgifterne må være fradragsberettigede, når man anvender nettoindkomstprincip på ulovlige indtægter jf. SKAT's egen sagsfremstilling.”
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at:
”SKAT kan ikke afsende varsel som nævnt i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.”
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at:
”Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: [...]
Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.”
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at:
”En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt.”
Det fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at:
”Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.”
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Det fremgår af forvaltningslovens § 22.
Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, at:
”En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.”
Ved Beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger. Det fremgår af statsskattelovens § 6, litra a.
SKATs forslag til afgørelse for indkomståret 2008 er dateret den 25. april 2012, og er dermed dateret indenfor fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
SKATs afgørelse er dateret den 04. juli 2012, og er dermed ligeledes rettidig i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
Virksomheden har efter det oplyste ikke selvangivet omsætning i indkomståret 2008.
SKAT har ud fra materialet fundet ved ransagningen i virksomheden konstateret, at virksomheden har haft en stor mængde drikkevarer i festlokalerne, som tilhører virksomheden. På baggrund af disse drikkevarer samt oplysninger om varekøb hos [virksomhed5] har SKAT beregnet en omsætning for hvert år tilbage til indkomståret 2007.
Landsskatteretten kan tiltræde SKATs opgørelse af omsætningen for indkomståret 2008, som blandt andet er foretaget på baggrund af indkøb hos [virksomhed5].
SKAT har i tilstrækkeligt omfang sandsynliggjort, at klageren har haft omsætning i virksomheden i indkomståret 2008. Det er desuden konstateret, at indehaveren har oprettet en [virksomhed2], hvor medlemmerne har indbetalt et beløb for medlemskab. [virksomhed2] har holdt fester på adressen [adresse1], og der har ifølge annonceringer været betalt indgang med 150-400 kr. pr. deltager.
På dette grundlag er det tilstrækkeligt godtgjort af SKAT, at klageren har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet omsætningen – også selv om politiet har opgivet at tiltale hende for et strafbart forhold i den forbindelse.
SKAT har begrundet hver enkelt ændring i ansættelsen, og har desuden udarbejdet beregninger vedrørende de talmæssige ændringer, som er sendt til virksomhedens indehaver. SKAT har desuden gjort tilstrækkelige bestræbelser på at sende forslag i høring hos indehaveren ved flere udsendelser af agterskrivelser.
Det tiltrædes endvidere, at udgifter til blandt andet advokat, arkitekttegninger, plakater, anlægsarbejder, arbejdstøj, gulvvaskemaskine, køleskab, lamper, filmlærred, klimaanlæg, løbebånd, tyverialarmanlæg m.v. til [virksomhed1] ikke kan godkendes fratrukket fuldt ud som værende erhvervsmæssige udgifter. Der er ikke fradragsret for private udgifter ved opgørelsen af indkomsten, og Landsskatteretten kan tiltræde SKATs fordeling af erhvervsmæssige/private udgifter, hvorefter der er indrømmet fradrag med 26 pct. vedrørende industribygningen og 20 pct. vedrørende fælles udgifter for industribygningen og stuehuset.
Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.