Kendelse af 26-01-2017 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2017

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2008

Resultat af virksomhed

2.500.000 kr.

122.268 kr.

122.268 kr.

Kapitalafkast

-

165.423 kr.

165.423 kr.

Renteindtægter

313 kr.

313 kr.

313 kr.

Renteudgifter, bank m.v.

202.890 kr.

202.890 kr.

202.890 kr.

Renteudgifter, realkredit m.v.

200.520 kr.

200.520 kr.

200.520 kr.

Ejendomsværdiskat, [adresse1] A

86.200 kr.

-

86.200 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren drev i indkomståret 2008 en dansk virksomhed med køb og salg af biler under navnet [virksomhed1] v/[person1]. Klageren drev endvidere en tysk virksomhed med import af biler samt ydede konsulentbistand i forbindelse med køb af biler i udlandet. Klagerens tyske virksomhed blev drevet under navnet [virksomhed2].

Klageren har ikke fremlagt regnskab for den danske virksomhed for 2008. Af sammenligningstallene i den danske virksomheds regnskab for 2009 fremgik en nettoomsætning i 2008 på 10.921.555 kr. og et resultat før renter på -9.682 kr.

Af klagerens tyske virksomheds resultatopgørelse for 2008 fremgik en omsætning på 493.284 euro (3.674.966 DKK) og et driftsoverskud på 57.281 euro (426.744 DKK). Der er ikke fremlagt en balance for denne virksomhed, og der er ikke i øvrigt oplysninger om egenkapitalens størrelse i denne virksomhed.

Klageren har ikke indsendt selvangivelse for indkomståret 2008 eller indberettet moms for virksomheden. SKAT har i forlængelse heraf indkaldt regnskabsmateriale fra klagerens virksomhed for det pågældende indkomstår.

SKAT har ved kontrol af EU listesystemet kunnet konstatere, at klageren bl.a. har importeret biler fra Tyskland.

SKAT har endvidere konstateret et negativt privatforbrug på 1.785.811 kr. i indkomståret 2008, jf. nærmere nedenfor.

Ifølge Danmarks Statistik udgjorde et gennemsnitligt privatforbrug for en selvstændig 469.225 kr. i indkomståret 2008.

SKAT har ved afgørelse af 20. maj 2010 skønsmæssigt ansat klagerens overskud af virksomhed i indkomståret 2008 til 2.500.000 kr.

Denne afgørelse har klageren i første omgang klaget over til Landsskatteretten ved klage af 15. juli 2010. Efter kontorforhandlingen i Landskatteretten blev klagen trukket tilbage og ansættelserne genoptaget med henblik på fornyet behandling hos SKAT.

Klageren har overfor SKAT fremlagt følgende materiale:

Årsrapport for 2009 for [virksomhed1] v/[person1] (klagerens danske virksomhed). Af årsrapporten for 2009 fremgår det, at virksomhedens egenkapital udgjorde 3.483.452 kr. pr. 1. januar 2008, 834.365 kr. pr. 1. januar 2009 og 2.179.505 kr. pr. 1. januar 2010.

Klagerens selvangivelse for 2008 af 11. maj 2011, hvoraf fremgår et overskud af selvstændig virksomhed på 122.268 kr. Renteindtægter og renteudgifter svarer til beløbene i SKATs afgørelse af 20. maj 2010. Derudover er det i selvangivelsen tilkendegivet, at klageren ønsker beskatning efter reglerne i kapitalafkastordningen, og kapitalafkastet er opgjort til 165.423 kr.

SKAT har herefter truffet afgørelse af 14. september 2012, der fastholder den tidligere ansættelse.

I forbindelse med klagesagens behandling har klageren fremlagt følgende materiale:

Overskudsberegning (resultatopgørelse) for 2008 for klagerens tyske virksomhed ”[virksomhed2]”.

Overskudsberegning (resultatopgørelse) for 2009 for klagerens tyske virksomhed ”[virksomhed2]”.

SKATs privatforbrugsberegning

SKAT har beregnet et vejledende privatforbrug på baggrund af SKATs indberettede og registrerede oplysninger (R75 oplysninger) på -1.785.811 kr. Det beregnede privatforbrug er fremkommet således:

BETALTE SKATTER M.V.:

Indbetalinger inkl. arbejdsmarkedsbidrag

-1.218.842

Overskydende skat

814.510

Overskydende arbejdsmarkedsbidrag

147.104

EJENDOMSOPLYSNINGER:

Ejendomsskat

-69.738

DIVERSE KONTROLOPLYSNINGER

Betalte renter og gebyrer i kal. året

-11.260

Skattepligtig indkomst, aktieudbytte, udbytteskat m.v.:

Konterede beløb i skattepligtig indkomst

-403.097

Formue:

Beregnet formue ekskl. ejendomsværdi, primo

-7.892.632

Beregnet formue ekskl. ejendomsværdi, ultimo

6.850.164

Kursnedskrivning realkreditlån, primo

-2.020

Kursnedskrivning realkreditlån, ultimo

0

I alt

-1.785.811

Indbetalingerne på i alt 1.218.842 kr. fremgår ikke af det materiale Skatteankestyrelsen har fået oversendt fra SKAT. I en udskrift af klagerens personlige skatteoplysninger for 2008 udgør indbetalinger 26.934 kr.

I forbindelse med, at sagen var været sendt til erklæring i SKAT er klagerens kontrol- og udsøgningsblanket for indkomståret 2008 fremskaffet. Af bilaget fremgik det, at klagerens vejledende privatforbrug var 714.189 kr. efter SKATs forhøjelse af overskud af virksomhed på 2.500.000 kr.

SKAT fremsendte en ny beregning af klagerens privatforbrug, der udviste et negativt privatforbrug på 1.636.914 kr. før SKATs forhøjelse.

SKATs afgørelse

SKAT har skønsmæssigt ansat klagerens overskud af virksomhed til 2.500.000 kr. i indkomståret 2008.

SKAT har som begrundelse for sin oprindelige afgørelse af 20. maj 2010 anført følgende:

”(...)

De driver virksomhed med køb og salg af luksusbiler i virksomheden [virksomhed2]/[virksomhed1]. De er ikke tilmeldt virksomhedsordningen. For indkomståret 2008 har De ikke indberettet momsoplysninger for Deres virksomhed eller indsendt selvangivelse.

SKAT har i forbindelse med momsmæssig gennemgang af Deres virksomhed indkaldt regnskabsmateriale fra Deres virksomhed. De har trods flere rykkere og gentagne løfter ikke fremsendt regnskabsmateriale det indkaldte materiale.

SKAT har ved kontrol af EU listesystemet kunnet konstatere, at De har importeret biler fra bl.a. Tyskland.

SKAT har for 2. kvartal 2008 foreløbig fastsat en salgsmoms på kr. 116.000. De har ikke efterfølgende selvangivet moms eller fremsendt korrektion til den af SKAT foretagne foreløbige fastsættelse.

Det fremgår af Deres R75, at De iindkomståret 2008 har haft et negativt privatforbrug på kr.

l.785.811.

(...)

Ved gennemgang af indberetninger foretaget til EU's listesystem fra Deres leverandører i Tyskland og andre lande kan det konstateres, at De har importeret biler for følgende beløb.

Land

Periode

Beløb

Moms

Østrig

2008-03-31

534.871

133.717

Sverige

2008-06-30

33.064

8.266

Tyskland

2008-06-30

9.333

2.333

Tyskland

2008-09-30

1.011.416

252.854

Tyskland

2008-12-31

530.910

132.727

Total

2.119.594

529.897

Foreløbig moms

-116.000

Difference

1.655.588

413.897

De har importeret biler for et samlet beløb på kr. 2.119.594 Jf. SKATs normale praksis ved import af biler beregnes der en avance til forhandleren på 9 %. Dette betyder, at De i forbindelse med salg af de importerede biler har haft en avance på kr. 190.763. Moms af dette beløb er kr. 47.690.

De skal således afregne en samlet import- og salgsmoms på kr. 577.587. Der er en samlet difference mellem den af SKAT foretagne foreløbige fastsættelse og den faktiske import samt beregnede avance på kr. 461.587.

Med baggrund i Deres beregnede negative privatforbrug på kr. 1.785.811 samt omfanget af Deres virksomhed skønner SKAT, at De indkomståret 2008 har haft en samlet indkomst på kr.

2.500.000. Beløbet anses for skattepligtig indkomst med hjemmel i Statsskattelovens § 4 stk. 1, litra a.

(...)

De har ikke fremsendt indsigelse mod SKATs forslag til taksation af Dem for indkomståret 2008.

Deres indkomst takseres således.

Overskud af virksomhed/udlejningsejendom med hjemmel

Statsskattelovens § 4 stk. l litra a.2.500.000 kr.

(...)”


SKAT er endvidere kommet med følgende begrundelse ved den efterfølgende afgørelse af 14. september 2012:

”(...)

Af bogføringslovens kapitel 3 og 4 fremgår krav der er til virksomhedens bogføring og registrering af bilag samt transaktionsspor.

Af bogføringslovens § 6 fremgår det, at bogføringen skal tilrettelægges på en sådan måde, at bogføringsmaterialet ikke forvanske, ødelægges eller bortskaffes. Og af kapitel 7 fremgår det, at alle transaktioner skal registreres nøje under hensyn til virksomhedens art og omfang, samt hurtigst muligt efter de har fundet sted.

Det kan konstateres, at du ikke har overholdt bogføringslovens §§ 6 og 7, de registreringen ikke er sket løbende i de to indkomstår men først efter sagen er henvist til fornyet behandling ved SKAT.

Endvidere kan det konstateres, at al bilagsmateriale for din tyske virksomhed ikke er bogført.

Det fremsendte regnskabsmateriale er således ikke dækkende for hele din virksomhed men kun dele af den.

Endvidere kan det konstateres, at du for indkomstårene 2008 og 2009 er takseret, da du ikke har selvangivet din skattepligtige indkomst, samt har ikke selvangivet moms.

SKAT har i forbindelse med den ligningsmæssige gennemgang konstateret, at du havde negativt privatforbrug. SKAT skal henvise til SKM2001.602.VLR, hvor en skatteyder fik tilsidesat sit regnskabsgrundlag samt havde negativt privatforbrug. Vestre Landsret fasthold SKATs forhøjelse af skatteyder.

Det fremsendte regnskabsmateriale er således ikke dækkende for din økonomiske virksomhed for 2008 og 2009, hvorfor SKAT tilsidesætter din bogføring og regnskabsmateriale for 2008 og 2009 da de således ikke kan danne baggrund for opgørelse af din skattepligtige indkomst.

(...)

SKAT fastholder på den baggrund, at skatteansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009, da SKAT med hjemmel i bogføringslovens § 6 og § 7 tilsidesætter regnskabsmaterialet, og således fastholder de tidligere afsagte kendelser. SKAT skal endvidere henvise til Skattekontrollovens § 5, stk. 3 og fastholder den skønsmæssige forhøjelse, da du ikke rettidigt har fremsendt selvangivelse.

(...)”

I forbindelse med klagesagens behandling er SKAT kommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Regnskaber Tyskland

I det fremsendte materiale har klagers advokat fremsendt kopi af regnskaber for klagers virksomhed i Tyskland i 2008 og 2009. Det fremgår af regnskaber, at de er udarbejdet i hhv. 2013 og 2014.

Regnskaberne er udarbejdet af [virksomhed3] i [Tyskland].

Dokumenterne fremstår som regnskaber udarbejdet af klagers tyske revisor. Der er ikke fremsendt nogen dokumentation for, at materialet er fremsendt til de tyske myndigheder samt hvordan de tyske myndigheder har behandlet resultat af klagers virksomhed i Tyskland.

Regnskaber Danmark

Klager er takseret for indkomstårene 2005-2012. Klager har ikke fremsendt selvangivelse for de pågældende indkomstår rettidigt. For indkomståret 2009 har klagers advokat vedlagt kopi af selvangivelse underskrevet den 11. maj 2011 jf. det tidligere fremsendte til Skatteankestyrelsen. Denne selvangivelse er ikke indberettet, og det ses ikke at den er modtaget. SKAT har således ikke forholdt sig til klagers selvangivelse.

SKAT fastholder på denne baggrund SKATs tidligere afgørelser.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har principalt nedlagt påstand om, at skatteansættelsen for indkomståret 2008 skal nedsættes til det selvangivne. Alternativt nedsættes til et lavere beløb end det af SKAT anførte.

Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at den skønsmæssige ansættelse er sket på et fejlagtigt grundlag, og ansættelsen derfor skal tilsidesættes i sin helhed og hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Klagerens repræsentant har anført følgende:

”(...)

På vegne af vores klager,

1. [virksomhed1] v/[person1], CPR-nr. (...),

påklager vi hermed SKATs afgørelse af 14. september 2012.

Påstande

Primær påstand

For Landsskatteretten nedlægges følgende foreløbige påstande:

Principalt

Klagers skatte-og momsansættelse for indkomståret 2008 og momsansættelsen for 2009 nedsættes til det selvangivne. Alternativt at skatte- og momsansættelsen for indkomståret 2008 og momsansættelsen for 2009 nedsættes til et lavere beløb end det af SKAT anførte.

Subsidiært

SKAT tilpligtes at anerkende, at de foretagne skønsmæssige ansættelser vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 er sket på et fejlagtigt grundlag, og derfor i deres helhed skal tilsidesættes og hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Anbringender

Til støtte for påstandene gøres gældende, at de udarbejdede årsrapporter for 2008 og 2009 sammenholdt med det selvangivne ikke er mangelfuldt i et sådant omfang, at materialet skal tilsidesættes.

De af SKAT foretagne skønsmæssige ansættelser er forkerte og bygger på en helt fejlagtig antagelse af omfanget af klagers virksomhed. Hvis SKATs afgørelse stadfæstes, vil det reelt betyde, at ansættelsen af indkomsten fra klagers virksomhed i året 2008 vil være minimum 5 gange så stor som det i 2007, 2009 og 2010 selvangivne.

Sagens baggrund

Den påklagede afgørelse fra SKAT vedlægges som bilag 1.

Klagers skatte- og momsansættelse for indkomstårene 2008 og momsansættelsen for 2009 blev første gang afgjort af SKAT ved afgørelser af 20. og 21.maj 2010 (bilag 2 og 3). I de pågældende afgørelser blev klagers ansættelse af skat og moms foretaget skønsmæssigt som følge af manglende indlevering af selvangivelse og momsangivelse.

SKATs afgørelser (bilag 2 og 3) blev herefter påklaget til Landsskatteretten den 15. juli 2010. Klagen til Landsskatteretten med bilag vedlægges til bilag 4, mens klagers indlæg til Landsskatteretten af 3. november 2010 med bilag vedlægges som bilag 5.

Den 1. februar 2011 blev årsrapporten for klagers virksomhed for indkomståret 2009 underskrevet. Årsrapporten vedlægges som bilag 6. Den 11. maj 2011 blev selvangivelserne for 2008 go 2009 underskrevet af klager. Selvangivelserne vedlægges som bilag 7.

Efter kontorforhandling med Landsskatteretten den 4. februar 2011 blev klagen for Landsskatteretten trukket tilbage, idet SKAT valgte at genoptage ansættelserne for 2008 og 2009. En genoptagelse som altså ikke førte til, at SKAT ændrede deres oprindelige afgørelser.

(...)

Med henvisning til ovennævnte sager er det nu lykkedes at indhente regnskaber for (”klagerens”) virksomhed i Tyskland for indkomstårene 2008 og 2009. Regnskaberne fremlægges som bilag 8 og 9.

Med de fremlagte regnskaber er det nu dokumenteret, hvad indkomsten for (”klagerens”) virksomhed i Tyskland har været i de pågældende år.

SKAT har ikke fremsat indsigelser mod de udarbejdede regnskaber for 2008 og 2009, og det eneste udestående forhold har derfor været at ansætte indkomsten fra Tyskland.

Såfremt SKAT måtte have indsigelser i forhold til de udarbejdede regnskaber, skal jeg venligst bede om at få oplyst det nærmere indhold af indsigelserne.

(...)”


I forlængelse af SKATs supplerende udtalelse har klagerens repræsentant anført følgende:

”(...)

Med henvisning til ovennævnte sag skal jeg hermed fremkomme med mine bemærkninger til SKATs udtalelse af den 8. marts 2016.

Indledningsvis bemærkes, at SKAT ikke har bestridt indholdet af de fremsendte regnskaber for 2008 og 2009, ligesom SKAT heller ikke har haft bemærkninger i forhold til de underliggende bilag m.v.

På den baggrund skal Klagers påstand tages til følge. Det kan heller ikke føre til andet resultat, at SKAT har fastholdt de påklagede afgørelser.

For god ordens skyld bemærkes, at i det tilfælde SKAT måtte få medhold i sagen på det foreliggende grundlag - altså hvor SKAT indledningsvist har takseret Klagers indkomst, men efterfølgende ikke har anfægtet de udarbejdede regnskaber, som er revideret af revisor -vil det reelt stille Klager i en umulig bevissituation i forhold til at imødegå taksationen.

I forhold til SKATs spørgsmål angående regnskaberne for Klagers virksomhed i Tyskland kan det oplyses, at disse ikke er fremsendt til de tyske skattemyndigheder.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Skattepligtige skal ifølge skattekontrollovens § 1 selvangive sin indkomst til SKAT. Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, jf. § 3, stk. 4.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006)

Skønsmæssige ansættelser skal normalt være underbygget af privatforbrugsberegninger eller andre konkrete opgørelser. Det fremgår af SKATs privatforbrugsopgørelse, at klageren har et negativt privatforbrug i indkomståret 2008 på 1.785.811 kr.

Da dette privatforbrug ikke giver mulighed for, at klageren kan have et rimeligt privatforbrug, har SKAT været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst.

SKATs beregnede privatforbrug er dog forbundet med en væsentlig usikkerhed, idet der ikke er taget højde for formuen (egenkapitalen) i klagerens danske og tyske virksomhed.


Hvis den danske virksomheds egenkapital medregnes i privatforbrugsopgørelsen kan privatforbruget beregnes som følger:

Vejledende privatforbrug beregnet af SKAT

-1.785.811 kr.

Egenkapital virksomhed primo

3.485.452 kr.

Egenkapital virksomhed ultimo

-834.365 kr.

Korrigeret privatforbrug

865.276 kr.

Den korrigerede beregning er imidlertid også forbundet med en ikke uvæsentlig usikkerhed, idet oplysningerne om egenkapitalen i den tyske virksomhed ikke er medtaget.

Den korrigerede beregning udviser dog et betydeligt positivt beløb til rådighed til privatforbrug, der væsentligt overstiger et acceptabelt privatforbrug.

Der ses derfor ikke at være grundlag for at foretage en skønsmæssig forhøjelse på baggrund af et lavt privatforbrug i indkomståret 2008.

Landsskatteretten finder derfor, at klagerens resultat af virksomhed skal fastsættes til 122.268 kr. i overensstemmelse med klagerens efterfølgende indleverede selvangivelse af 11. maj 2011 for indkomståret 2008, herunder vedrørende det selvangivne kapitalafkast på 165.423 kr.

Der er enighed om størrelsen af klagerens renteindtægter og renteudgifter, og der er ikke fremlagt oplysninger, der giver grundlag for en ændret beregning af ejendomsværdiskatten. Der er derfor ikke grundlag for at ændre skønnet på disse punkter.