Kendelse af 10-03-2015 - indlagt i TaxCons database den 25-04-2015

Sagen drejer sig om, hvorvidt klageren kan fratrække tab på en valutaterminskontrakt i schweizerfranc, der løbende er blevet forlænget, i sin indkomstopgørelse.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag i virksomhedens

indkomst på 440.512 kr. vedrørende finansielle kontrakter.

Landsskatteretten stadfæster Skatteankenævnets afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren driver et landbrug sammen med 4 andre personer. Landbruget drives under navnet [virksomhed1] I/S. Klageren har ud over resultatandel fra [virksomhed1] I/S indtægter ved forpagtning af jord og driftsbygninger til interessentskabet.

I 2008 og 2009 indgik klageren i eget navn flere finansielle konktrakter. [virksomhed1] I/S indgik i de samme år flere finansielle kontrakter. Klageren og [virksomhed1] I/S havde i 2008 og 2009 nettotab på finansielle kontrakter, som SKAT godkendte fradrag for.

SKAT godkendte f.eks. fradrag for en renteswapaftale, hvor klageren skulle betale en fast ”rente” af en stående teknisk hovedstol på 1.000.000 euro mod at modtage en variabel EURIBOR 3 M-rente af en stående teknisk hovedstol på 1.000.000 euro.

SKAT har ikke foretaget ændringer vedrørende klagerens indtægter og udgifter fra [virksomhed1] I/S.

Af klagerens private skatteregnskab for 2008 fremgår, at han har fratrukket andre kapitaludgifter på i alt 1.008.836 kr. (benævnt ”anden kapitalindkomst”). Beløbet er specificeret således:

Af klagerens private skatteregnskab for 2009 fremgår, at han har fratrukket andre kapitaludgifter på 458.766 kr. (benævnt ”anden kapitalindkomst”). Beløbet er specificeret således:

Uenigheden mellem klageren og SKAT vedrører alene posten ”gevinst/tab finans lagerprincip” på -440.512 kr. i 2008.

Beløbet i 2008 er fremkommet som forskellen mellem en markedsværdi pr. 1. januar 2008 på 32.055 kr. og en værdi pr. 31. december 2008 på -408.457 kr. og vedrører en valutaterminskontrakt på 1.098.423 schweizerfranc.

I 2009 indgik klageren en anden valutaterminskontrakt på 500.000 schweizerfranc.

Kontrakten på 1.098.423 schweizerfranc blev løbende forlænget ved indgåelse af en ny kontrakt, og kursforskellen er indregnet som et kurstillæg ved indgåelse af den nye kontrakt. Kontrakten var ikke afviklet pr. 31. december 2008. Markedsværdien pr. 31. december 2008 udgjorde -408.457 kr.

Det fremgår af klagerens personlige skatteregnskab, at han ikke har indtægter eller udgifter i schweizerfranc, ligesom han ikke har gæld i schweizerfranc. Virksomhedens gæld er i danske kroner og euro.

Pr. 31. december 2008 havde klageren prioritetsgæld på ca. 10 mio. kr., heraf var ca. 9,4 gæld i euro. Pr. 31. december 2009 havde klageren gæld på ca. 11,8 mio. kr. ekskl. gældsandel i [virksomhed1] I/S. Af gælden på ca. 11,8 mio. kr. udgør prioritetsgæld i euro ca. 9,4 mio. kr.

Valutaterminskontrakterne er indgået i henhold til en rammeaftale om indgåelse af finansielle forretninger, som klageren den 29. november 2007 indgik med [virksomhed2] A/S.

Skatteankenævnets afgørelse

Efter kursgevinstlovens § 32, stk. 1, 1. pkt., kan tab på valutaterminskontrakter ikke fradrages direkte, men kan alene anvendes til modregning i tilsvarende gevinster efter reglerne i kursgevinstlovens § 32, stk. 2 og 3. Dette gælder dog ikke tab på kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, jf. kursgevinstlovens § 32, stk. 1, 2. pkt.

Hvorvidt, en finansiel kontrakt har erhvervsmæssig tilknytning, skal afgøres ud fra en konkret vurdering. Beviset for den erhvervsmæssige tilknytning påhviler klageren. Det er ikke tilstrækkeligt, at klageren har erhvervsmæssig gæld, og at kontrakterne beløbsmæssigt holder sig inden for gælden.

Klageren har oplyst, at terminskontrakterne er indgået for at nedbringe de erhvervsmæssige renteudgifter. Det fremgår ikke af rammeaftalen med banken, at valutaterminskontrakterne er indgået som en del af virksomhedens gældspleje.

Ved vurderingen af, om kontrakterne faktisk er anvendt til at reducere virksomhedens finansieringsomkostninger, er det relevant at se på, om de indgåede kontrakter beløbs- og tidsmæssigt svarer til restgælden på den skattepligtiges erhvervsmæssige lån, og om kontrakterne tager udgangspunkt i det bagvedliggende låns valuta.

SKAT har godkendt fradrag for swapaftalen i euro. Der er herefter ingen sammenhæng mellem de valutaer, der indgår i kontrakterne, og virksomhedens gæld i euro. Værdien af kontrakterne overstiger virksomhedens gæld i danske kroner, og der er ingen tidsmæssig sammenhæng med gælden i danske kroner.

Ved indgåelse af rammeaftalen accepterede klageren, at indgåelse af kontrakterne er forbundet med høj risiko, og at han kunne lide tab.

I afgørelsen, som er gengivet i SKM2011.20 SR, forudsatte Skatterådet, at kontrakterne tog udgangspunkt i de bagvedliggende låns valuta, og at deltagelse i låneplejearrangementet højst kunne ske med et beløb svarende til restgælden på den skattepligtiges erhvervsmæssige lån.

Skatterådets afgørelse, som er gengivet i SKM2007.411 SR, vedrørte en swapaftale, og Skatterådet lagde vægt på, at swapaftalens hovedstol udgjorde det samme beløb, som obligationslånets hovedstol.

På foranstående grundlag har nævnet ikke fundet det godtgjort, at kontrakterne reelt har haft til formål at nedbringe de erhvervsmæssige udgifter, og Skatteankenævnet har derfor ikke godkendt fradrag herfor.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at det selvangivne tab på valutaterminskontrakter i 2008 på 440.512 kr. skal godkendes.

Klageren indgik valutaterminskontrakten (-erne) for at ændre rentedisponeringen i sin virksomhed. Kontrakterne har tilknytning til den gæld, som klageren har i sin virksomhed, hvorfor der skal godkendes fradrag for tab på kontrakterne.

Terminskontrakter kan i de fleste tilfælde sidestilles med at omlægge et lån til et lån i en anden valuta. Kontrakterne kan sidestilles med en valutaswap, hvor renterne dog ikke bliver afregnet løbende, men bliver indregnet i den terminskurs, som tilbydes i terminskontrakten.

En landmand har f.eks. et stående lån på 1 mio. euro og ved siden af en terminskontrakt på 1 mio. på et år, hvor han har købt euro og solgt japanske yen i forhåbning om, at kursen på japanske yen vil falde det næste år, hvorved han vil tjene på et fald.

Salg af valuta på termin kan sidestilles med et lån. Køb af valuta på termin kan sidestilles med en investering.

Forskellen mellem renteudgift og renteindtægt kaldes terminstillæg/fradrag og dermed udregnes terminskursen, som er lig med spotkurs EUR/JPY + terminstillæg/fradrag.

Klageren har indgået i det pågældende gældsplejeprodukt med hele sin erhvervsmæssige gæld, dvs. både med gælden i danske kroner og gælden i euro. Euroen skal på grund af sammenhængen til den danske krone sidestilles med danske kroner. Sondringen i kursgevinstloven mellem danske kroner og andre valutaer er ikke relevant i relation til finansielle kontrakter. Finansielle kontrakter behandles efter sit eget regelsæt.

Udsvingsbåndet mellem euro om danske kroner medfører ikke, at der ikke er sammenhæng mellem udviklingen i kurserne over tid. Det kan påvises, at kurserne historisk har fulgtes ad.

Det er i øvrigt ikke et krav, at finansielle kontrakter for at være erhvervsmæssigt tilknyttet skal forholde sig nøjagtigt 1:1 til det underliggende gældsforhold. Det fremgår af Skatterådets praksis, at der ikke kræves fuldstændig sammenhæng, jf. således Skatterådets afgørelse gengivet i SKM 2007.573 SR.

Den ledende dom på området er Vestre Landsrets dom, gengivet i SKM2003.309 VL. I dette tilfælde var den økonomiske sammenhæng mellem svinepriserne i danske kroner og futures i [Holland] ikke så nært sammenfaldende, som den er mellem euro og danske kroner. Dertil kommer, at priserne på børsen i [Holland] var i en fremmed valuta, mens leveringspriserne på landmandens svin var i danske kroner.

Der er ikke grundlag for at nægte tilknytningen med henvisning til, at der påtages en anden risiko.

Af bemærkningerne til indførsel af reglerne om finansielle kontrakter fremgår (L 6 1990-91, 2. samling), at der kan tages udgangspunkt i den hidtidige praksis vedrørende afgrænsningen i dagældende § 6, stk. 1, i kursgevinstloven.

Kravet om erhvervsmæssig tilknytning, der blev indført i dagældende kursgevinstlovs § 8 G, er videreført i kursgevinstlovens § 32.

Det fremgår ikke af ordlyden af kursgevinstlovens § 32, at kun kontrakter, der er indgået for at afdække/sikre landbrugsvirksomhedens salg og indkøb eller landbrugsvirksomhedens finansielle grundlag har tilknytning til virksomheden. ”Tilknytning” kan ikke sidestilles med afdækning. ”Tilknytning” er derimod et synonym af ”forbindelse” eller ”hænger sammen med”.

Kursgevinstlovens § 32 stiller derfor kun krav om tilknytning til erhvervsvirksomheden. Der er ikke grundlag for at fortolke bestemmelsen indskrænkende.

Det er endvidere i strid med lovbestemmelsen forarbejder at fortolke ordet ”tilknytning” som kontrakter, der afdækker. Hvis det havde været hensigten kun at give fradrag for kontrakter, der afdækker, burde det fremgå af lovbestemmelsens ordlyd. Det gør det ikke.

Ifølge praksis efter tidligere kursgevinstlovs § 8 G, blev der godkendt fradrag, selv om der var en væsentlig valutarisiko.

Tabsbegrænsningen i kursgevinstlovens § 32 er en undtagelse, og hovedreglen er, at der er fradrag for tab.

Det fremgår af Skatteministerens svar, at der ikke kan opstilles sort-hvide regler for, hvornår en kontrakt kan anses for at have erhvervsmæssig tilknytning. Der kan derfor ikke opstilles en betingelse om, at kun kontrakter, der afdækker/sikrer har erhvervsmæssig tilknytning. Hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejder rummer et krav om sikring/afdækning.

I den Juridiske Vejledning står, at kontrakter, der skal reducere virksomhedens finansieringsomkostninger, kan have erhvervsmæssig tilknytning. Det fremgår endvidere som et eksempel, at finansielle kontrakter kan anerkendes som erhvervsmæssige, hvis der er indgået for at stille den erhvervsdrivende, som om virksomhedens lån var omlagt til andre rentevilkår. Den Juridiske Vejledning er udtryk for den praksis, som SKAT følger, og klageren kan påberåbe sig SKATs praksis.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af § 32, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 140 af 5. februar 2008 af kursgevinstloven, at skattepligtige omfattet af § 12 kan fradrage tab på kontrakter i det omfang, det angives i stk. 2 og 3. 1. pkt. gælder dog ikke tab på kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 32, stk. 2, at tab på en kontrakt som nævnt i stk. 1, 1. pkt., kan fradrages, i det omfang tabet ikke overstiger forudgående indkomstårs skattepligtige nettogevinster på kontrakter, dog ikke et tidligere indkomstår end 2002.

Generel og symmetrisk beskatning af finansielle kontrakter efter kursgevinstloven blev indført ved lov nr. 394 af 6. juni 1991 med indsættelse af § 8 C – 8 G inkl. i dagældende kursgevinstlov. (Lovforslag L 5, fremsat den 2. oktober 1990).

I en ny § 8 G blev det bl.a. bestemt, at skattepligtige personers tab kontrakter for hvilke det ikke kunne godtgøres, at kontrakten har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, er kildeartsbegrænset.

Følgende fremgår af de specielle bemærkninger til ændringsloven:

”Det beror på en konkret bedømmelse, om kontrakten har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Ved vurderingen heraf kan der tages udgangspunkt i den hidtidige praksis vedrørende afgrænsningen i den gældende § 6, stk. 1, i kursgevinstloven. Efter denne bestemmelse er gevinst og tab på personers ikke-erhvervsmæssige fordringer og gæld i fremmed valuta indkomstopgørelsen uvedkommende, for så vidt fordringernes pålydende rente på erhvervelsestidspunktet opfylder mindsterentekravet.”

Det fremgår af § 6 i lov nr. 532 af 13. december 1985 af kursgevinstloven, at gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta for fysiske personer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis det godtgøres, at fordringen eller gælden har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 532 af 13. december 1985 (L 19, fremsat den 2. oktober 1985), at praksis vedrørende ligningslovens § 8 D kan anvendes ved afgørelsen af, om en gæld havde erhvervsmæssig tilknytning. Følgende fremgår af Ligningsvejledningen for 1985:

”Der må foretages en konkret bedømmelse af, om fordringen eller gælden har tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. For denne vurdering er det uden betydning, om fordringen eller gælden vedrører driften eller anlægsformuen.”

Ligningslovens § 8 D blev ophævet ved § 11 i lov nr. 532 af 13. december 1985 om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer og gæld (kursgevinstloven).

Følgende fremgår af pkt. 60 i cirkulære nr. 120 af 9. oktober 1986 til kursgevinstloven, jf. lov nr. 532 af 13. december 1985:

”Ministeren for skatter og afgifter har besvaret et spørgsmål fra Folketingets skatte- og afgiftsudvalg om den skattemæssige behandling af gevinster og tab på terminshandler med udenlandsk valuta, når sådanne handler foretages af privatpersoner i enkeltstående tilfælde, på følgende måde (Folketinget 1985-1986, spørgsmål nr. 53 (alm. del – bilag 12)):

Privatpersoners valutaterminsforretninger indgås med pengeinstitutter eller andre autoriserede valutahandlere. Valutaterminsforretningerne går ud på, at en bestemt udenlandsk valuta købes eller sælges til en bestemt kurs til levering på et fastsat fremtidigt tidspunkt. Kursen på dette tidspunkt vil være afgørende for, om den pågældende har haft en gevinst eller et tab på terminsforretningen.

I praksis anser ligningsmyndighederne sådanne valutaterminsforretninger for en art væddemålskontrakter. Dette indebærer, at en eventuel kursgevinst er indkomstskattepligtig efter statsskattelovens § 4, litra f, mens et tab ikke er fradragsberettiget. Synspunktet væddemålskontrakt vil antageligt ikke kunne gøres gældende i de tilfælde, hvor valutaterminsforretningen er indgået for at dække en valutakursrisiko, som den pågældende er udsat for i anden sammenhæng. Dette vil således kunne bevirke, at valutaterminsforretningen skatteretligt set må bedømmes i sammenhæng med det arrangement, som terminsforretningen dækker. Den skatteretlige bedømmelse af valutaterminsforretningen må da følge af de skatteretlige regler, som gælder for arrangementet. Det afhænger af den enkelte valutaterminsforretnings karakter, om der foreligger en sådan sammenhæng.”

Ved lov nr. 439 af 10. juni 1997 (L 194, fremsat den 13. marts 1997) blev der vedtaget en ny kursgevinstlov, og reglerne om beskatning af finansielle kontrakter i § 8 C – 8 G i lovbekendtgørelse nr. 660 af 4. juli 1996 blev stort set uændret overført til § 29 – 32.

I forbindelse med behandling af lovforslaget blev der fremsat spørgsmål til Folketingets Skatteudvalg om kursgevinstlovens § 32, stk. 1, sidste led, tidligere kursgevinstlovens § 8 G, om personers tab på kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed (bilag 17 til L 194).

Følgende fremgår af Skatteministerens svar til Skatteudvalget:

”Hvorvidt en finansiel kontrakt kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, må bero på en konkret vurdering foretaget med udgangspunkt i den gældende praksis på området. Da det er umuligt på forhånd at fastlægge alle de tænkelige situationer, finansielle kontrakter kan indgå i, er det heller ikke hverken muligt eller hensigtsmæssigt at opstille sort-hvide regler for, hvornår en kontrakt kan anses for at have erhvervsmæssig tilknytning, og hvornår der ikke kan anses for at foreligge erhvervsmæssig tilknytning. For så vidt angår valutaterminskontrakter, der vedrører valutalån, har Landsskatteretten i en række kendelser fastslået, at valutaterminskontrakter indgået til afdækning af kursrisikoen på erhvervsmæssige valutalån, hvor den danske krone ikke er en af valutaerne, men hvor der inddrages en tredje valuta, ikke kan anses for kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. På den baggrund må det rimeligt klart kunne fastslås, at valutaterminskontrakter, der indgås til afdækning af kursrisikoen på erhvervsmæssige valutalån, efter praksis kun kan anerkendes som erhvervsmæssige, såfremt de valutaer, der indgår, er den danske krone og lånets valuta. Dette er der heller ikke noget urimeligt i. Hvis man inddrager en tredje valuta i stedet for danske kroner, er der ikke tale om kursikring af den valuta, der er nødvendig til at betale renter og afdrag på valutalånet, men derimod om indgåelse af en ny finansiel kontrakt med henholdsvis yderligere risiko for tab og med mulighed for gevinst. Endvidere ses denne praksis ikke at være i modstrid med det omtalte eksempel i pkt. 157 i det nuværende cirkulære til kursgevinstloven, idet pointen i eksemplet netop er, at kontrakten indgås med henblik på at sikre virksomhedens tilgodehavender m.m.”

Følgende fremgår af pkt. 157 i cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992 til kursgevinstloven:

”Efter § 8 G gælder der begrænsninger i retten til at fradrage tab på personers ikke-erhvervsmæssige kontrakter. Hvorvidt der foreligger erhvervsmæssig tilknytning må afgøres ud fra en konkret vurdering. Ved vurderingen kan der tages udgangspunkt i praksis vedrørende den tidligere affattelse af § 6, stk. 1, hvorefter personers gevinst og tab på fordringer i fremmed valuta indgik i indkomstopgørelsen, såfremt fordringen eller gælden havde tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Eksempelvis anses en valutaterminskontrakt, der indgås med henblik på at sikre en virksomheds tilgodehavender og leverancer, for at have erhvervsmæssig tilknytning.”

Det fremgår bl.a. af TS-cirkulære 2000-32, at kontrakter, der er indgået til afdækning af kursrisikoen på erhvervsmæssige valutalån, kun kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, såfremt kontrakten afdækker en reel, underliggende risiko i forbindelse med en betalingsforpligtelse i relation til lånet. Det forudsættes, at den ene af kontraktens to valutaler er den valuta, som lånet er optaget i, og den anden valuta er den valuta, som lånet fremover skal være i. Endelig skal kontraktens løbetid og beløbsstørrelser til enhver tid være holdt inden for det erhvervsmæssige låns næste rentetermin og restgæld. Cirkulæret er ophævet, men retningslinjerne er indskrevet i ligningsvejledningen og fremgår af LV 2008, afsnit A.D.2.18.4.

Klageren har oplyst, at han indgik valutaterminskontrakten om salg af schweizerfranc på termin for at ændre rentedisponeringen i sin virksomhed.

Det fremgår af forarbejderne til kursgevinstloven, at det beror på en konkret vurdering, om en finansiel kontrakt har tilknytning til erhvervsvirksomheden, som krævet i lovbestemmelsens ordlyd. Det fremgår ikke af kursgevinstlovens forarbejder eller af de cirkulærer, der blev udstedt i tilknytning til loven, at et ”formål om at ændre rentedisponeringen” kan bevirke, at en finansiel kontrakt har erhvervsmæssig tilknytning. Derimod omtales risikoafdækning som en formål, der kan begrunde, at en finansiel kontrakt har erhvervsmæssig tilknytning.

Bestemmelsen i kursgevinstlovens § 32, stk. 1, 2. pkt. om fradrag for tab på finansielle kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, må efter bestemmelsens forarbejder, fortolkes således, at bestemmelsen hjemler fradrag for kontrakter, der afdækker/sikrer virksomhedens indtægter/udgifter eller finansielle grundlag. Denne fortolkning af lovbestemmelsens anvendelsesområde er stedse og vedvarende kommet til udtryk i Landsskatterettens praksis. Vestre Landsrets godkendte i dommen, gengivet i SKM2003.309 VL, som klageren har påberåbt sig, fradrag for tab på svinefutures, idet retten fandt det godtgjort, at kontrakterne var undgået for at prissikre landmandens svineproduktion.

Efter lovbestemmelsens 1. pkt. er tab på finansielle kontrakter som udgangspunkt kildeartsbegrænset. Bestemmelsens 2. pkt. udgør en undtagelse til bestemmelsens 1. pkt. Der er ikke, som anført af klageren, grundlag for at give undtagelsesbestemmelsen om fradrag for tab på kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, et udvidet anvendelsesområde.

Bevisbyrden for at valutaterminskontrakten om salg af schweizerfranc på termin har den i lovbestemmelsen krævede tilknytning til klagerens erhvervsvirksomhed påhviler klageren. Det påhviler klageren at godtgøre, at kontrakter, der ikke er indgået for at afdække/sikre virksomhedens indtægter/udgifter, er erhvervsmæssige.

Den Juridiske Vejledning, som klageren har henvist til, gjaldt ikke i 2008, idet Den Juridiske Vejledning ikke var tilgængelig i 2008.

Ligningsvejledningen for 2008, afsnit A.D.2.18.4, refererer 2 konkrete afgørelser fra Skatterådet vedrørende swap, men indeholder ikke herudover nogen generel stillingtagen til, om finansielle kontrakter, der påstås indgået for at ændre rentedisponeringen, generelt har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Det er præciseret, at bedømmelsen af, om en finansiel kontrakt har erhvervsmæssig tilknytning, skal afgøres konkret i hvert enkelt tilfælde. Der er henvist til praksis vedrørende kursgevinstlovens tidligere § 6, stk. 1, nævnt ovenfor.

I 2008 eksisterede der ikke en fast administrativ praksis for at godkende tabsfradrag af de grunde, som klageren har påberåbt sig. Under alle omstændigheder har den påberåbte praksis ikke støtte i lovbestemmelsens forarbejder og Landsskatterettens praksis.

Indgåelse af den omhandlede valutaterminskontrakt betød ikke, at klageren omlagde en del af sine lån til schweizerfranc, idet salg af schweizerfranc på termin ikke indebærer optagelse af et lån i schweizerfranc.

Klageren havde på tidspunktet for indgåelse af valutaterminskontrakten ingen indtægter i schweizerfranc. Klageren havde gæld i euro og danske kroner. Klageren omlagde ikke sin gæld til schweizerfranc. Det er, som anført af skatteankenævnet, ikke en tilstrækkelig betingelse for at godkende fradrag for tab på valutaterminskontrakter, at kontrakten beløbsmæssigt holder sig inden for klagerens samlede gæld i euro og danske kroner. De øvrige anbringender, som klageren har gjort gældende, godtgør ikke, at valutaterminskontrakten har tilknytning til klagerens erhvervsvirksomhed. Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.