Kendelse af 29-05-2017 - indlagt i TaxCons database den 24-06-2017

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2007:

Vederlag i naturalieydelser i form af merkøb af køkken anset som personlig indkomst

65.000 kr.

0 kr.

65.000 kr.

Arbejdsgivers betaling af private udgifter anses som yderligere løn

55.218 kr.

0 kr.

55.218 kr.

Fremvisningshonorar anses for skattepligtig kapitalindkomst

20.833 kr.

0 kr.

20.833 kr.

Indkomståret 2008:

Arbejdsgivers betaling af private udgifter anses som yderligere løn

25.968 kr.

0 kr.

24.635 kr.

Fremvisningshonorar anses for skattepligtig kapitalindkomst

41.667 kr.

0 kr.

41.667 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren arbejdede i den for sagen omhandlede periode som direktionssekretær i [virksomhed1] A/S.

[virksomhed1] koncernen blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 18. august 2009. Kurator foretog i tilknytning til konkursen en ”spejling” (elektronisk kopiering) af de tilstedeværende computere på virksomhedens forretningsadresse, og det er blandt andet disse oplysninger, der indgår i sagen.

Datakopieringen gav i relation til nærværende sag indsigt i en række byggesagsdokumenter samt e-mail korrespondance m.v.

SKAT fik på begæring udleveret de i sagen foreliggende oplysninger og virksomhedens lønregnskab henholdsvis den 17. december 2009 og 5. februar 2010.

I selskabet har det været muligt, at opspare bruttoløn i en fysisk bog (”bogen”), der gav personalet mulighed for at foretage indkøb med ikke-beskattede midler. Selskabets udgifter til løn blev på denne måde konverteret til materialeudgifter m.v.

SKAT har konstateret, at klageren i vid udstrækning har gjort brug af denne ordning, som hun i øvrigt selv administrerede i en længere periode på vegne af direktøren i [virksomhed1] A/S.

Den revisionsmæssige gennemgang har vist, at [person1] i hvert fald siden januar 2006 har opsparet løn i ”bogen”, dels ved en næsten systematisk nedskrivning af sin grundløn, dels ved overførsel af årsbonus og ferietillæg.

Nedskrivningen af hendes grundløn understøttes af den foreliggende beregning af årsbonus for 2006, den foreliggende mailkorrespondance og den faktiske omstændighed, at [person1] får udbetalt en grundløn på 25.000 kr. i august 2007 og i perioden oktober 2007 til januar 2008.

Klageren var på ferie i Australien i perioden 16. oktober 2007 til 5. januar 2008, hvor der udbetales en grundløn på 25.000 kr.

Overførslerne af årsbonus og ferietillæg er dokumenteret ved årsbonusberegningen for 2006 samt to udskrifter fra lønservice ([virksomhed2] A/S), dateret henholdsvis 8. januar 2007 og 8. januar 2008.

Det bemærkes, at dokumenterne er påført en anmærkning om, at lønkronerne overføres til ”bogen”.

Af Retten i [by1]s dom af 19. marts 2015 fremgår, at klageren i perioden januar 2006 til december 2008 har overført 71.933 kr. i form af løn, ferietillæg og bonus til ”bogen”. Klageren bekræftede, at den talmæssige opgørelse var korrekt.

Klageren og hendes ægtefælle indgik den 6. februar 2007 aftale med søsterselskabet [virksomhed3] A/S om opførelse af et nøglefærdigt parcelhus på matr.nr. [...1], [...] by, [by2]. Entreprisesummen var på 3.200.000 kr., der blev ikke givet nogen prisreduktion.

Af tillæg til ordreaccept fremgår, at klageren vil modtage et fremvisningshonorar på 125.000 kr.. Klageren vil ifølge tillægget modtage en kreditnota i form af en check. Udbetaling vil ske i forbindelse med refusionsopgørelsen.

Af tillægget fremgår endvidere:

”Fremvisning af huset vil fortrinsvist være om søndagen til åbent hus arrangementer. Disse afholdes i tidsrummet 13 – 16. I forbindelse med Påske og Pinse, vil der evt. kunne være åbent hus i flere dage. [virksomhed1] sørger for annoncering, brochuremateriel, skilte m.v. [person2] skal sørge for at huset til disse arrangementer er rengjort, vinduerne er pudsede, græsset er slået således det hele tager sig præsentabelt ud. Husk og fjerne smykker, penge m.v.”

Af tillæg til entreprisebeskrivelse af 29. juni 2007 fremgår, at merkøb af køkken hos [virksomhed4] 65.000 kr., betales over bogen.

Klageren foretog tilkøb/merkøb for i alt 185.208 kr., der blev reguleret over en refusionsopgørelse med [virksomhed1] A/S, der var driftsselskabet i koncernen og forestod opførelsen af huset. Refusionsopgørelsen udviste ved byggeriets afslutning en saldo i [virksomhed1] A/S’ favør på 180.000 kr.

Restbetalingen af rate 5 på 10.000 kr. og refusionsopgørelsens saldo på 180.000 kr. blev efter SKATs opfattelse betalt:

1. ved modregning af et fremvisningshonorar på 125.000 kr. og
2. ved modregning af opsparet løn på 65.000 kr. (der således blev konverteret til naturalieydelser).

Af SKATs oplysninger fremgår, at malerentreprisen i august 2007 blev taget ud af den samlede entreprise, hvilket overfor bygherre blev gjort ved, at [virksomhed1] A/S den 14. august 2007 udstedte en kreditnota på 57.600 kr. inkl. moms for som det hedder: ”Fradrag for egen udførelse af malerentreprise (400,00 kr. x 144 m2 = )”.

Beløbet blev overført til klagerens konto i [finans1] den 15. august 2007.

SKAT har konstateret, at malerentreprisen blev udført af [person3] som på daværende tidspunkt ansat som maler i [virksomhed1] A/S og malede angiveligt huset ”sort”. Det fremgår af en mail, som tegnestuechef [person4] den 13. september 2007 sendte til direktør [person5]. Mailen har følgende ordlyd:

”[person6] har aftalt med [person3], at han kan bytte timer med [person1]s hus (dette males sort) og så med [adresse1] som han maler for os, pga. strategi. Hvordan sikrer vi os, at han ikke arbejder på [person1]s hus og får løn fra os?”

SKAT bemærker, at byggesagen trods ”egen udførelse” var belastet med flere udgifter vedrørende malerentreprisen. En gennemgang af de bogførte bilag viste, at malerprodukterne i 6 tilfælde er afhentet af [person3] hos [virksomhed5] i [by1].

Den 21. april 2008 udstedte [virksomhed1] (endnu) en kreditnota på 125.000 kr. inkl. moms til klageren og hendes ægtefælle, jf. forlig ved fejl og mangler, dagbøder samt egen udførelse af arbejder. Beløbet blev den 17. april 2008 overført til ægtefællens konto.

SKAT har bemærket, at kreditnotaen ikke finder sin forklaring i byggesagen, og at der også af den grund er en berettiget tvivl om dens validitet.

I mail af 17. april 2008 fra [virksomhed1]A til klageren fremgår blandt andet:

”Jeg skal bruge dig og din mands personnummer samt adresse. Ligeledes skal jeg have det for [person7] da han også skal have et gældsbrev vedr. "bogskyld" Kan du ikke udfylde 180 tkr. for jer

...”

SKAT har i forbindelse med den revisionsmæssige undersøgelse af forholdene i [virksomhed1] koncernen konstateret, at [virksomhed1] A/S har betalt nedenstående udgifter for klageren:

Dato

Leverandør

Reference/ anmærkninger

Antal

Varebeskrivelse

Beløb

Mærkning:2438

1

Boxmadras 140x220 m. latex top og stålben

3.800,00

Lev. Adresse

1

Spisebord 220x100 eg sæbe stålben

10.600,00

[adresse2]

2

Massiv eg tillægsplader

09-08-2007

[virksomhed6]

[by2]

1

Sofabord ”104” eg sæbe 100x100

4.150,00

1

Hvid bænk m. 2 sort skuffer + 2 kurve

1.550,00

Leveringsdato:

1

Hvid bænk m. 3 kurve + 2 puder

800,00

02-10-2007

4

Spisestuestol ”Cora” sort/alu

2.200,00

Mærkning:2438

Berg Supreme stol + skammel

Lev. Adresse

1

sort soft læder, stål ben

14.000,00

12-10-2007

[virksomhed6]

[adresse2]

[by2]

3

Filtsko

81,00

12-10-2007

Privatens

Vedr. [adresse2]

13

Rullegardiner

8.935,00

[virksomhed7]

2

Lamelgardiner

7.902,00

[by2]

Montering

1.200,00

14-01-2008

[virksomhed8]

4

Fjernsyn, vægophæng, serviceforsikring

24.000,00

21-02-2008

[virksomhed9]

Maj privat

2

Blækpatroner

285,36

21-02-2008

[virksomhed10]

2438

1

Postkasse og stander

1.048,00

25-02-2008

Privatens

Vedr. [adresse2]

1

Rullegardin med kædetræk

485,00

[virksomhed7]

150,00

I alt

81.186,36

Ifølge SKATs oplysninger er der fremsendt forslag til afgørelse den 26. april 2011 og afgørelsen er truffet den 19. maj 2011.

Klageren har fremlagt en beskrivelse ”Bogen” og ”Materialekonto”, udarbejdet af direktøren i [virksomhed1] A/S. Af beskrivelsen fremgår, at man hver måned afleverede en korrekt udfyldt månedsseddel til lønsystemet, mens en eventuel månedsseddel nr. 2 blot blev lagt i ”bogen” til senere drøftelse omkring udbetaling eller afspadsering. Det var også muligt, at købe materiale via selskabet ved at reservere overarbejdstimer m.m. i ”bogen”. Købte man for eksempel for 10.000 kr. skulle man opspare 20.000 kr. i løntilgodehavende.

SKATs afgørelse

SKAT har i indkomståret 2007 forhøjet den personlige indkomst med merkøb af køkken 65.000 kr. samt arbejdsgiverbetalte private udgifter 55.218 kr. og kapitalindkomsten er forhøjet med fremvisningshonorar 20.833 kr. I indkomståret 2008 har SKAT forhøjet den personlige indkomst med arbejdsgiver betalte udgifter 25.968 kr. og kapitalindkomsten er forhøjet med fremvisningshonorar 41.667 kr.

Der er til støtte herfor anført:

”[...]

Det er SKATs opfattelse, at du i 2007 er vederlagt i naturalieydelser i form af merkøb af køkken m.v.

Det gøres gældende, at købet blev ”finansieret” ved en reduktion af bruttolønnen, og at du ved en løbende nedsættelse af din grundløn i 2006, 2007 og 2008 samt ved overførsel af årsbonus og ferietillæg har opsparet ikke under 65.000 kr. i ”bogen”.

Det bemærkes herved, at SKAT ikke har fundet dokumentation for, at tillægget for merkøb af køkken m.v. er betalt på anden måde, og at du allerede af den grund er skattepligtig af den økonomiske fordel, der er tilgået dig, jf. www.skat.dk / rådgiver/love og regler/ gældende skattelove.

Her kunne klageren eller andre have tjekket de nærmere betingelser i § 27, stk. 1, nr. 5.

Herudover skal der, om fornødent, en kort redegørelse for de oplysninger der vedrører sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentligt betydning for afgørelsen. Dette ses opfyldt ved at der skrives at forholdet drejer sig om indtægter fra [virksomhed1].

Da der ikke er tale om et skøn er det ikke et krav at der redegøres for de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Om der foreligger et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, beror ikke på et administrativt skøn, jf. UfR 2008.2538 Højesterets.

Det ses således ikke at være et krav i forvaltningsloven, at der fremgår en begrundelse for hvorfor klageren anses for at have handlet groft uagtsomt.

Fremvisningshonorar

Da klageren har modtaget et honorar for at stille sin ejendom til rådighed i forbindelse med at huset benyttes til fremvisning som prøvehus, er klageren skattepligtig heraf, jf. statsskattelovens § 4.

Det er SKATs opfattelse at klageren har handlet mindst groft uagtsom ved ikke at selvangive sin andel af honoraret. Forholdet er derfor omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har primært nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for at beskatte klageren af fremvisningshonorar samt yderligere løn. Forhøjelsen af den skattepligtige indkomst skal derfor nedsættes til 0 kr. i indkomstårene 2007 og 2008.

Klagerens repræsentant subsidiært nedlagt påstand om at ændringen er ugyldig.

Til støtte for sin primære påstand har repræsentanten anført:

[...]

”I juni 2007, da størstedelen af huset var opført, besluttede [person1] og [person8] imidlertid, at de gerne ville have foretaget nogle yderligere tiltag i forhold til det bestilte køkken. De foretog derfor et tillægskøb hos [virksomhed4] på kr. i alt 65.000,00, hvortil der henvises til skrivelse dateret den 29. juni 2007, der er vedlagt som bilag 5. Dette merkøb blev foretaget, fordi ægtefællerne ønskede nogle køkkenelementer m.v. i en højere kvalitet end standardelementer, som blev anvendt ved opførelse af et "Individuelt 144 - enfamiliehus".

Afregningen på kr. 65.000 for tillægskøb ved [virksomhed4], jf. bilag 5, blev i første omgang betalt over "Bogen". Således udnyttede [person1] den kreditordning, som medarbejderne i [virksomhed1] A/S havde adgang til, når de foretog materialekøb gennem virksomhedens leverandører og forretningsforbindelser.

...

[person1] havde forinden underskrivelsen den 6. februar 2007 gentagende gange forhørt sig ved [person5] om, hvorvidt det var muligt at få et afslag i entreprisesummen. [person5] havde imidlertid afslået dette, idet han ikke ønskede, at det skulle blive fast praksis i virksomheden, at man kunne få rabat som følge af sin stilling i [virksomhed1] A/S.

Til trods for [person5]s umiddelbare afvisning, blev [person1] og [person5] dog enige om, at han var indstillet på at yde [person1] en rabat mod, at ægtefællerne til gengæld ville lade huset stå til rådighed for fremvisning. På denne måde kom rabatten ikke til at fremstå som en del af entreprisekontrakten, som var tilgængelig for det øvrige administrative personale.

Det blev derfor aftalt, at der skulle udfærdiges et tillæg til ordreaccept 01, som er dateret og underskrevet den 10. januar 2007, jf. bilag 10.

...

Det færdigt byggede hus blev afleveret til [person1] og [person8] den 1. oktober 2007, hvilket fremgår ved underskrift på side 35 i entreprisekontrakten, jf. bilag 3.

Som aftalt ved tillægsaftalen dateret den 10. januar 2007, udstedte [virksomhed1] A/S en kreditnota på kr. 125.000,00. Dette skete ved kreditnota dateret den 21. april 2008, der er vedlagt som bilag 11. Overførslen af de kr. 125.000,00, der fandt sted den 17. april 2008, fremgår af udskrift af posteringsoversigt, der er vedlagt som bilag 12. [person1] og [person8] har aldrig modtaget den fremlagte kreditnota, idet denne alene har tjent til brug internt i [virksomhed1] A/S.

...

1. Ej grundlag for beskatning af fremvisningshonorar

Det gøres gældende, er der ikke er grundlag for at beskatte [person1] af det såkaldte fremvisningshonorer, idet denne alene udgør en rabat, som ikke skattepligtig, jf. LL § 16, stk. 3, 2. pkt.

Når en lønmodtager opnår en rabat i forbindelse med køb af arbejdsgiverens produkter, kommer denne alene til beskatning i det omfang, den overstiger arbejdsgiverens avance på den pågældende ydelse, jf. LL § 16, stk. 3, 2. pkt. hvortil der kan henvises til bestemmelsens ordlyd, der er som følger:

"Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes i det omfang, rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v. "

Af SKATs Juridiske vejledning 2012-2 afsnit C.A.5.1.6 fremgår det tillige, at:

"Rabat til ansatte på varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren udbyder til salg som led i sin virksomhed, beskattes kun i det omfang rabatten overstiger arbejdsgiverens avance på godet.

Den ansatte skal derfor kun beskattes, hvis denne køber varer m.v. til en pris, der ligger under arbejdsgiverens samlede omkostninger ved at producere varen inklusive afgifter. Se LL § I 6, stk. 3, 2. pkt. Ved arbejdsgivers omkostninger forstås det, som det i gennemsnit koster arbejdsgiver at fremstille varen. Dvs. arbejdsgivers salgspris kun reduceret med arbejdsgivers avance.

For nærværende sag kan det ikke lægges til grund, at rabatten på de kr. 125.000 efter tillægsaftalen til ordreaccept 0l, jf. bilag 10, oversteg den avance, som [virksomhed1] A/S opnåede ved salget af typehuset til henholdsvis [person1] og [person8] i overensstemmelse med den endelige entrepriseaftale dateret den 5. februar 2007, jf. bilag 3.

Det gøres herefter gældende, at [person1] ikke ved den opnåede rabat på kr. 125.000 modtog et skattepligtigt gode, jf. LL § 16, stk. 3, 2. pkt.

2. Ej grundlag for beskatning af naturalier

Det følger af statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst skal henregnes, med undtagelse af særlige fastsatte begrænsninger, alt hvad den skattepligtige har af samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

I forhold til [person1] gøres det gældende, at der ikke for de i nærværende sag omhandlende indkomstår er oppebåret indtægter fra [virksomhed1] A/S, som ikke er selvangivet i overensstemmelse med statsskattelovens § 4.

SKAT har side 3, 1. afsnit i sin afgørelse dateret den 19. maj 201 1, jf. bilag 1, henvist til at,

"Det fremgår endvidere af brev af 29. juni 2007 fra direktør [person5] til bygherre, at tillæg for merkøb af køkken m.v. hos [virksomhed11] på 65.000 kr. inkl. moms skulle betales over "bogen".

Omtalte merkøb vedrører det i sagsfremstillingen omtalte køb, der fremgår af tillæg til entreprisekontrakt dateret den 29. juni 2007, der er vedlagt som bilag 5. Betalingen af merkøbet over "Bogen" er imidlertid ikke udtryk for, at der er sket betaling med ubeskattede midler, idet disse køb senere blev afregnet som beskrevet under sagsfremstillingen.

Det skal oplyses, at når de ansatte købte ting over "Bogen" som led i personaleordningen omtalt i bilag 6, betalte de efterfølgende for købet direkte til [virksomhed1] A/S' økonomiafdelingen, idet "Bogen" alene var af hensyn til eliminering af kredit samt sikkerhed for betaling. Det forhold, at noget blev købt over "Bogen", medførte således ikke i sig selv, at den ansatte fik naturalier for ubeskattede midler.

[person1] har alene benyttet personaleordningen, der gav adgang til at købe over "Bogen" i forbindelse med merkøbet af det for sagen omhandlende køkken, idet hun have behov for noget kredit, som følge af de mange omkostninger, der var forbundet med opførelsen af parcelhuset på [adresse2], [by1].

Det gøres på baggrund af ovenstående betragtninger gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte [person1] af yderligere løn modtaget fra [virksomhed1] A/S end den, som behørigt er selvangivet.”

Til støtte for sin subsidiære påstand har repræsentanten anført:

”at de af SKAT gennemførte forhøjelser er ugyldige under hensyntagen til, at SKAT ikke har overholdt fristreglen i § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, idet det gøres gældende, at det ikke er korrekt som hævdet af SKAT, at betingelsen i skatteforvaltningslovens §27, stk. 1, nr. 5 er opfyldt under hensyntagen til, at [person1] hverken forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at dennes skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008 er foretaget af SKAT på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag,

at de af SKAT gennemførte forhøjelser er ugyldige under hensyntagen til, at det er et ufravigeligt krav for anvendelse af reglerne omkring ordinær genoptagelse i henholdsvis § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 sammenholdt bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at SKAT fremkommer med en nærmere kvalificeret begrundelse for, hvorfor SKAT mener, at [person1] har handlet forsætligt eller groft uagtsomt i forhold til sine skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008, hvilket begrundelseskrav SKAT på ingen måde har opfyldt i nærværende sag.

at de af SKAT gennemførte forhøjelser er ugyldige under hensynstagen til, at SKAT ikke har overholdt reaktionsfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Som følge af reaktionsfristen, er det et ufravigeligt krav, at en ekstraordinær genoptagelse varsles af SKAT senest 6 måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om forhold, der kan begrunde en fravigelse af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26. SKAT har ikke overholdt denne reaktionsfrist ved frem­ sendelse af forslag til afgørelse den 26. april 2011.

at de af SKAT gennemførte forhøjelser er ugyldige under hensyntagen til, at det er et ufravigeligt krav, at SKAT fremkommer med en nærmere kvalificeret begrundelse for, hvorfor SKAT mener, at reaktionsfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2., 1. pkt. var overholdt, hvilket begrundelseskrav SKAT på ingen måde har opfyldt i nærværende sag.”

Repræsentanten har til SKATs udtalelse anført:

”Helt overordnet bemærkes det, at nærværende sag i det væsentligste omhandler fire forhold. For det første hvorvidt [person1] er skattepligtig af merkøb af køkken m.v. For det andet om [person1] er skattepligtig af 50 % af et fremvisningshonorar. For det tredje om [person1] er skattepligtig af arbejdsgiverbetalte udgifter. For det fjerde om [person1] har handlet groft uagtsomt eller forsætligt relaterende til sin selvangivelse af personlige indkomst og kapitalindkomst i indkomstårene 2007 og 2009.

I det følgende skal vi således med afsæt i den af Retten i [by1] afsagte dom af den 19. marts 2015, jf. bilag 20, og SKATs udtalelse af den 2. juni 2015 fremkomme med vores supplerende oplysninger og bemærkninger til ovennævnte fire forhold.

1. Ej grundlag for beskatning af merkøb af køkken m.v.

Ved afgørelse af den 19. maj 2011 har SKAT forhøjet [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2007 med kr. 65.000. Dette med henvisning til, at hun er skattepligtig af merkøb af køkken m.v. i forbindelse med opførelsen af hendes og ægtefællens typehus beliggende [adresse2], [by2], [by1].

Som følge heraf blev [person1] tiltalt for skattesvig, hvortil der henvises til forhold nr. 58 og 60 fra anklageskriftet gengivet side 6 - 27 i den af Retten i [by1] afsagte dom af den 19. marts 2015, jf. bilag 20.

Om det pågældende merkøb af køkken m.v. fremgår af Retten i [by1]s præmisser side 72 i den afsagte dom af den 15. marts 2015, jf. bilag 20, følgende:

"Der er fremlagt brev af 29. juni 2007 fra [virksomhed1] A/S til [person1] og [person8], tillæg til entreprisebeskrivelse af 5. februar 2007, tillæg for merkøb af køkken m.v. hos [virksomhed4] i alt 65.000 kr. inkl. moms /jf. nærværende sags bilag 5”. På brevet er anført med fed, at beløbet betales over bogen. Brevet er ikke underskrevet.

Byggeriet blev afleveret den 2. oktober 2007 ifølge afleveringsseddel dateret samme dag og underskrevet af [person1] og [person8] samt [person9] fra [virksomhed1] A/S på vegne af [virksomhed3] ApS.

Der er udarbejdet en refusionsopgørelse /jf. nærværende sags bilag 21. Det fremgår af refusionsopgørelsen, at der har været ekstraudgifter til bl.a. køkken med 65.000 kr. Refusionsopgørelsen udviser et samlet tilgodehavende hos [virksomhed3] ApS på 180.000 kr. Der er fremlagt aftalesedler, fakturaer, der viser, at der er aftalt eller foretaget merkøb som angivet i refusionsopgørelsen.

Videre fremgår der af præmisserne side 74 i den af Retten i [by1] afsagte dom af den 15. marts 2015 følgende:

"Efter den skete bevisførelse finder domsmandsretten, at det ikke - mod forventning [person1]s nægtelse - kan anses for bevist, at merkøb af køkken på 65.000 kr. skulle betales ved modregning i ubeskattet løn indestående på bogen stammende fra lønudbetalinger fra 2007, som er det indkomstår, som merkøbet relaterer sig til i henhold til SKATs afgørelse, og som danner grundlag for anklageskriftets forhold 58 og 60. Domsmandsretten har herved lagt vægt på, at [person1] har forklaret, at beløbet skulle betales over refusionsopgørelsen, og saldoen på bogen var reserveret til hendes rejse til Australien, sammenholdt med at de 65.000 kr. i overensstemmelse hermed var medtaget i den endelige refusionsopgørelse. Domsmandsretten har endvidere lagt vægt på, at refusionsopgørelsen tidligst kan anses for at være udarbejdet efter den 2. oktober 2007, hvor der skete aflevering af byggeriet, og at rejsen til Australien var planlagt allerede forud for. at der blev aftale i januar / februar 2007 om byggeriet af [adresse2], og at i hvert fald dele af den løn, som [person1] overførte til bogen i 2007. faktisk blev brugt som en form for betalt afspadsering i forbindelse med rejsen, og at der herefter ikke var tilstrækkelige midler tilbage til. at disse skulle kunne dække udgifterne til køkkenet. Endelig er det indgået i domsmandsrettens vurdering, at [person5] i april 2008 skrev til [person1], at hun på dette tidspunkt fortsat skyldte det fulde beløb på 180.000 kr., hvilket beløb, domsmandsretten finder det ubetænkeligt at lægge til grund, refererer til refusionsopgørelsen. Det forhold, at der foreligger en påtegning på brev af den 29. juni 2007 angående modregning af køkkenet over bogen, kan under de givne omstændigheder ikkeføre til en ændret vurdering. "

Det bemærkes, at Retten i [by1] for det første har fastslået, at beløbet for merkøb af køkken m.v. på kr. 65.000 er medtaget i den endelige refusionsopgørelse, hvortil der henvises til den talmæssige opgørelse i omtalte refusionsopgørelse, jf. bilag 21.

For det andet har Retten i [by1] fundet det ubetænkeligt at lægge til grund, at [person5] den 17. april 2008 tilskrev [person1] og påmindede hende om hende og ægtefællens skyld på kr. 180.000 refererende til refusionsopgørelsen, hvori netop indgik beløbet på kr. 65.000 vedrørende merkøb af køkken m.v" Der henvises i den forbindelse til e-mail af den 27. april 2008 fra [person5] til [person1], jf. bilag 22.

For det tredje fandt Retten i [by1] videre, at der efter betalt afspadsering i forbindelse med en rejse til Australien ikke var overført tilstrækkelige beløb til bogen til, at disse ville kunne dække de i sagen omhandlede udgifter på kr. 65.000 til merkøb af køkkenet m.v.

For det fjerde fandt Retten i [by1] endeligt, at påtegningen angående modregning i brevet af den 29. juni 2007 ikke under de givne omstændigheder kunne føre til et andet resultat, idet det i øvrigt i den forbindelse bemærkes, at brevet ikke er underskrevet.

Henset til, at det allerede af Retten i [by1] er fastslået, at beløbet på de kr. 65.000 er medtaget i den endelige refusionsopgørelse, og at [person5] den 17. april 2008 har anmodet [person1] om at betale det fulde beløb på kr. 180.000, der refererer til netop refusionsopgørelsen, er der ikke i overensstemmelse med SKATs afgørelse af den 19. maj 2011 grundlag for at anse [person1] for skattepligtig af vederlag i naturalydelser i form af merkøb af køkken m.v. for kr. 65.000 i indkomståret 2007, jf. statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16.

I forlængelse heraf henledes opmærksomheden endeligt på, at SKAT har gennemført en forhøjelse af [person1]s personlige indkomst for 2007, og at det efter den i Retten i [by1] afsagte dom er hævet over enhver tvivl, at [person1] i indkomståret 2007 skyldte beløbet til [virksomhed1] A/S, idet hun er blevet mindet om betalingen ved brev af den 17. april 2008, jf. bilag xx, hvorfor der altså ikke er grundlag for at gennemføre beskatning af et realiseret gode i indkomståret 2007 i henhold til statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16.

2. Ej grundlag for beskatning af fremvisningshonorar

Ved afgørelse af den 19. maj 2011 har SKAT forhøjet [person1]s kapitalindkomst for indkomstårene 2007 og 2008 med henholdsvis kr. 20.833 og kr. 41.667.

Beløbene på henholdsvis kr. 20.833 og kr. 41.667 udgør 50 % af et fremvisningshonorar på i alt kr. 125.000 fordelt med 1/3 i 2007 (kr. 20.833) og 2/3 i 2008 (kr. 41.667). [person1]s ægtefælle er ved afgørelse af den 19. maj 2011 blevet beskattet med de øvrige 50 %.

Det bemærkes, at [person1] modsat forholdet vedrørende merkøb af køkken m.v., hvor hun blev frifundet, ikke er blevet tiltalt for skattesvig relaterende til det modtagne fremvisningshonorar. Anklagemyndigheden har således ikke fundet grundlag for at rejse tiltale mod [person1] i relation til netop dette forhold.

Det fremgår af sagen, at [person1] og [person8] den 10. januar 2007 indgik aftale med [virksomhed1] om, at [virksomhed1] A/S kunne benytte ejendommen beliggende [adresse2], [by2], [by1] som prøvehus i perioden fra levering i oktober 2007 og frem til sommerferien 2008 mod kr. 125.000, jf. bilag 10.

Beløbet ville blive modregnet i forbindelse med refusionsopgørelsen eller ved betaling af skødesummen. Aftalen var underskrevet af [person5] og tiltrådt af [person1]. Aftalen henviste endvidere til ordreaccept 01 af den I O. januar 2007, jf. bilag 4.

Aftalen blev således indgået samme dag som ordreaccepten blev underskrevet af henholdsvis [person1] og [person8].

Det bemærkes, at skødesummen ifølge ordreaccepten var på kr. 3.200.000.

Den 5. februar 2007 indgik [person1] og [person8] endelig aftale om opførelse af enfamiliehuset på [adresse2], [by2], [by1] for en købesum på samlet kr. 3.200.000 med [virksomhed3] ApS, jf. bilag 3.

Det bemærkes således side 7 i den endelige entrepriseaftale af den 5. februar 2007, at der ikke blev foretaget nogen regulering af den fulde skødesum desuagtet, at der var indgået aftale om, at [virksomhed1] A/S kunne benytte ejendommen beliggende [adresse2], [by2], [by1] som prøvehus i perioden fra levering i oktober 2007 og frem til sommerferien 2008 mod reduktion af købesummen med kr. 125.000, jf. bilag 3 og 10.

Derimod er der den 21. april 2008 udstedt en kreditnota på i alt kr. 100.000 med tillæg af moms - det vil sige kr. 125.000 inklusiv moms -til [person1] og [person8], jf. bilag 11. Kreditnotaen vedrører i sin ordlyd betaling i henhold til forlig, fejl og mangler, dagsbøder og egen udførelse af arbejde. Pengene er ifølge posteringsoversigt indgået på [person8]s konto den 17. april 2008, jf. bilag 11.

Det var hensigten af rabatten på kr. 125.000 skulle gives over refusionsopgørelsen. Da [person1] og [person8] - på opfordring fra deres bankforbindelse - skulle have afviklet deres byggekonto, blev rabatten imidlertid givet ved udstedelse af en kreditnota.

Det gøres i forlængelse heraf gældende, at fremvisningshonoraret på i alt kr. 125.000 alene udgør en rabat.

Når en lønmodtager opnår en rabat i forbindelse med køb af arbejdsgivers produkter, kommer denne alene til beskatning i det omfang den overstiger arbejdsgiverens avance på den pågældende ydelse, idet der direkte af ordlyden i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. fremgår følgende:

"Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiver m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes, i det omfang rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v. "

I forlængelse heraf skal der endvidere henvises til Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.A.5.1.6. Rabat på virksomhedens egne produkter, hvoraf der fremgår følgende:

"Rabat til ansatte på varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren udbyder til salg som led i sin virksomhed, beskattes kun i det omfang rabatten overstiger arbejdsgiverens avance på godet.

Den ansatte skal derfor kun beskattes, hvis denne køber varer m.v. til en pris, der ligger under arbejdsgiverens samlede omkostninger ved at producere varen inkl. afgifter. Se LL § 16, stk. 3, 2. pkt. Ved arbejdsgivers omkostninger forstås det, som det i gennemsnit koster arbejdsgiver at fremstille varen. Dvs. arbejdsgivers salgspris kun reduceres med arbejdsgivers avance."

For nærværende sag kan det ikke lægges til grund, at rabatten på de kr. 125.000, der blev aftalt samtidig med indgåelse af ordreaccept 01 af den 10. januar 2007, oversteg den avance, som [virksomhed1] A/S opnåede ved salget af typehuset til [person1] og [person8] i overensstemmelse med den endelige entrepriseaftale af den 5. februar 2007, jf. bilag 3.

Det gøres herefter gældende, at [person1] ikke ved den opnåede rabat modtog et skattepligtigt gode i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., hvilket i sagens natur også må være årsagen til, at Anklagemyndigheden ikke rejste tiltale mod [person1] for netop dette forhold.

3. Ej grundlag for beskatning af arbejdsgiverbetalte udgifter

Ved afgørelse af den 19. maj 2011 forhøjede SKAT [person1]s personlige indkomst for 2007 og 2008 med henholdsvis kr. 55.218 og kr. 25.968.

Dette med henvisning til, at [person1] skulle være skattepligtig af hendes arbejdsgivers betaling af private udgifter i henhold til statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16.

Det bemærkes i den forbindelse, at retten ved den afsagte dom af den 19. marts 2015 har fundet, at [person1] ikke har unddraget skat af arbejdsgiverbetalte private udgifter med kr. 1.048 og kr. 285,36 i indkomståret 2008.

Dette svarende til værdien af henholdsvis en postkasse og blækpatroner, hvortil der henvises til præ­ misserne side 75 i den af Retten i [by1] afsagte dom af den 19. marts 2015, jf. bilag 20.

4. Ej handlet groft uagtsomt eller forsætligt

Ved afgørelsen af den 19. maj 2011 har SKAT forhøjet [person1]s personlige indkomst og kapitalindkomst med henvisning til, at forudsætningerne herfor er opfyldt i henhold til § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, jf. skatteforvaltningslovens § 27.

En forudsætning for en forhøjelse med henvisning til ovennævnte bestemmelser er den omstændighed, at [person1] eller nogen på hendes vegne ved forsæt eller grov uagtsomhed skal have bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse af indkomstårene 2007 og 2008 på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

I forlængelse heraf bemærkes det, at Retten i [by1], som det er beskrevet ovenfor, ikke har fundet grundlag for tiltale af [person1] i relation til forholdet vedrørende merkøb af køkken m.v. Der er således ikke grundlag for at lægge til grund, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er opfyldt for dette forhold, hvorfor SKAT ikke har hjemmel i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 til at foretage en korrektion.

Fuldstændigt det tilsvarende gør sig gældende vedrørende SKATs forhøjelse af [person1]s kapitalindkomst i indkomstårene 2007 og 2008, da Anklagemyndigheden slet ikke har fundet grundlag for at rejse tiltale mod [person1].

Den omstændighed, at Anklagemyndigheden ikke har fundet grundlag for at rejse tiltale mod [person1], støtter utvivlsomt, at hverken hun eller nogen på hendes vegne har handlet groft uagtsomt eller forsætligt relaterende til netop dette forhold, hvorfor SKAT ikke har hjemmel i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 til at foretage korrektion.”

Repræsentanten har i bemærkninger til mødereferat præciseret:

”[...]

Retten i [by1] som oplyst på kontormødet ikke fandt grundlag for den af Anklagemyndigheden rejste tiltale relaterende til køb af køkken.

Videre skal det som drøftet på mødet fremhæves, at Anklagemyndigheden slet ikke fandt grundlag for at rejse tiltale mod [person1] i relation til fremvisningshonoraret, der reelt udgjorde en rabat.

Ovennævnte støtter således, at hverken [person1] eller [person8] har handlet groft uagtsomt i relation til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Endelig skal det i relation til det anførte side 3, 1. afsnit i referatet for [person1] bemærkes, at SKAT var i besiddelse af oplysningerne allerede fra medio oktober 2009. Tilsvarende gør sig gældende i referatet for [person8].”

I supplerende indlæg til Skatteankestyrelsens forslag har repræsentanten anført:

”Som oplyst i klagen af den 12. oktober 2012 blev selskaberne i [virksomhed1]-koncernen taget under konkursbehandling ved dekret af den 18. august 2009, herunder [virksomhed1] A/S.

SKAT udfærdigede efterfølgende i september 2009 en samtykkeerklæring til kurator for [virksomhed1] A/S, hvorved SKAT fik ubetinget adgang til dataene i konkursboerne i [virksomhed1]-koncernen, jf. bilag 23. Samtidig sikrede kurator sig, at konkursboerne også efterfølgende fik adgang til det materiale, som SKAT måtte tage fra konkursboerne.

Kurator for [virksomhed1] A/S underskrev den 4. september 2009 den af SKAT udarbejdede samtykkeerklæring, jf. bilag 23. Af samtykkeerklæringen underskrevet den 4. september 2009 fremgik nærmere følgende:

”Undertegnede [person10], kurator for konkursboerne

...

giver herved SKAT fuldmagt til at gennemgå de data, som ligger på konkursboernes computere, samt sortere og bearbejde disse data, herunder medtage data til SKATs kontorer.”

Ifølge mødereferat dateret den 30. september 2009 foretog SKAT den 14. september 2009 en elektronisk kopiering – dvs. en ”spejling” – af de tilstedeværende computere på virksomhedens forretningsadresse, jf. bilag 24.

Det fremgår således nærmere af mødereferatet, at SKAT, herunder [person11], [person12] og [person13], den 14. september 2009 foretog en undersøgelse af [virksomhed1]-koncernens IT-udstyr. Videre fremgår der af mødereferatet dateret den 30. september 2009 følgende:

Herefter blev processen vedrørende spejling iværksat og 7-8 PC’er blev kopieret på adressen. Herudover blev et tilsvarende antal PC’er adskilt og harddisken blev medtaget til kopiering på SKATs adresse i Høje [by3], efter aftale med kurator.

Det kopierede materiale vil blive klargjort og være til rådighed for kurator og [Skattecentret] i løbet af ca. 14 dage.

Som det fremgår ovenfor af mødereferatet dateret den 30. september 2009 blev det aftalt, at det kopierede materiale ville blive klargjort og være til rådighed for kurator og [Skattecentret], herunder [person13], i løbet af 14 dage – dvs. ca. 1. oktober 2009.

Af e-mail dateret den 21. oktober 2009 fremgår det imidlertid, at [person13] fra SKAT tilskrev [person11], der tillige deltog i mødet på [virksomhed1] A/S’ forretningsadresse den 14. september 2009, jf. bilag 25. Af den pågældende e-mail dateret den 21. oktober 2009 fremgår følgende:

”Hej [person11]

Jeg ringede i går, for at høre om du har en tidshorisont med hensyn til klar- gøring af dataene fra [virksomhed1].

Vil du give en tilbagemelding?”

Hertil svarede [person11] fra SKAT følgende:

”Hej [person13]

Jeg mener at vi snakkede om 3 uger, bl.a. fordi der var efterårsferie.

Det kan dog godt være at der kommer til at gå et par ekstra dage, fordi vi har været kaldt på ransagninger.

Jeg skal nok vende tilbage til dig når vi er klar.”

[person13] fra SKAT skrev herefter ved e-mail dateret den 27. oktober 2009 til kurator, at SKAT nu var færdig med at klargøre dataene, jf. bilag 26. Af den pågældende e-mail dateret den 27. oktober 2009 fremgår der nærmere følgende:

”Hej [person10]

Jeg har forsøgt at kontakte dig et par gange pr. telefon.

Til orientering er vores folk i Økokrim færdige med at klargøre dataene.

Jeg har i mandags set lidt på materialet – og skal igen i morgen.

Ud fra en liste med nogle få søgeord, har jeg dog allerede fundet en hel del

mails, som beskriver hvordan ”bogen” har været brugt.

Med venlig hilsen

[person13]”

Om dette forløb har [person13] fra SKAT i en tilsvarende sag for Retten i [by1], der tillige vedrørte en ansat i [virksomhed1] A/S, forklaret følgende:

”På mødet den 14. september blev der foretaget en spejlkopiering af det materiale, der var på virksomheden. Det blev aftalt, at SKAT skulle bistå med spejlkopieringen af materialet, da SKAT havde det tekniske udstyr hertil. G og H fra SKAT [[person11] og [person12]] deltog, fordi det var dem, der havde den tekniske indsigt i forhold til spejlkopiering. Kurator havde på dette tidspunkt tilkendegivet, at der kunne være uregelmæssigheder.

...

Han mener, at dataspejlingen var klar og læsbar ultimo oktober 2009, hvor- efter de kunne vurdere, hvad der var af bilag. Kurator var interesseret i det regnskabsmæssige materiale, og SKAT var interesseret i oplysninger af skattemæssig interesse

...

Han så timeregnskabet første gang ultimo oktober 2009, da han første gang gennemså det kopierede materiale.”

Ovennævnte forklaring afgivet for Retten i [by1] fremgår af Retten i [by1]s dom af den 20. april 2015, offentliggjort i SKM2015.496.BR . Sagen blev efterfølgende anket til Østre Landsret, der afsagde dommen offentliggjort i SKM2016.444.ØLR .

Den 28. april 2011 – dvs. ca. 18 måneder efter SKAT var færdig med spejlingen og havde alle relevante oplysninger – fremsendte SKAT et forslag til afgørelse vedrørende [person1]s skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008, jf. bilag 14. Det fremgår heraf, at SKAT foreslog en forhøjelse af [person1]s skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008. I forslaget til afgørelse har SKAT vedrørende fristen for at ændre [person1]s skatteansættelser anført følgende:

”Som hovedregel skal SKAT sende forslag om ændring af din skatteansættelse senest den 1. juli i det andet år efter indkomstårets udløb. Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Det fremgår af § 3 i bekendtgørelsen, at den korte frist dog ikke gælder, hvis en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

Efter SKATs opfattelse er betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 opfyldt. Det skyldes, at du efter SKATs opfattelse enten forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at dine skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008 er foretaget af SKAT på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, idet du ikke har oplyst SKAT om, at din reelle løn fra [virksomhed1] A/S var højere, end det fremgik af dine lønsedler (idet du var blevet vederlagt i naturalier). Der er endvidere henset til, at du heller ikke har oplyst SKAT om, at du har modtaget et honorar for at stille dit hus til rådighed for [virksomhed1] A/S som prøvehus.

Det er derfor den almindelige frist i skatteforvaltningslovens § 26, der gælder for at ændre dine skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008 (senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb).”, jf. bilag 14, side 3.

SKAT traf herefter afgørelse den 19. maj 2011, jf. bilag 1. I afgørelsen har SKAT anført det samme i relation til de i sagen omhandlede frister som i det fremsendte forslag til afgørelse af den 28. april 2011, jf. bilag 1 og 14.

Yderligere har SKAT i sagsfremstillingen af den 19. maj 2011 vedrørende udlevering af oplysningerne i sagen anført følgende:

”[virksomhed1] koncernen blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 18. august 2009. Kurator foretog i tilknytning til konkursen en ”spejling” (elektronisk kopiering) af de tilstedeværende computere på virksomhedens forretningsadresse, og det er blandt andet disse oplysninger, der indgår i sagen.

Datakopieringen gav i relation til nærværende sag indsigt i en række byggesagsdokumenter samt e-mail korrespondance m.v.

SKAT fik på begæring udleveret de første oplysninger i sagen og virksomhedens lønregnskab henholdsvis den 17. december 2009 og 5. februar 2010, jf. bilag 1, sagsfremstillingens side 3.

SKAT har herved selv bekræftet, at SKAT allerede i slutningen af 2009 fik kendskab til de forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26.

De ovennævnte fremhævede forhold vedrørende forløbet omkring spejlingen efterlader imidlertid heller ikke tvivl om, at SKAT senest ultimo oktober 2009 havde de oplysninger, som ligger til grund for den af SKAT trufne afgørelse af den 19. maj 2011.

...

I forlængelse heraf gøres det videre gældende, at de af SKAT gennemførte forhøjelser er ugyldige under hensyntagen til, at det i henhold til forvaltningslovens § 24, stk. 2 er et ufravigeligt krav, at SKAT udførligt redegør for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for, at SKAT er af den opfattelse, at reaktionsfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt, hvilket begrundelseskrav SKAT ikke har opfyldt i nærværende sag.

Det følger klart og tydeligt af både lovforarbejderne til skatteforvaltningsloven samt retspraksis, at reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. skal være iagttaget ved gennemførelsen af en ansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, jf. § 3 i dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af den 15. november 2005.

SKAT har i afgørelsen af den 19. maj 2011 vedrørende kendskab til oplysningerne om [person1]s skattemæssige forhold anført følgende:

”[virksomhed1] koncernen blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 18. august 2009. Kurator foretog i tilknytning til konkursen en ”spejling” (elektronisk kopiering) af de tilstedeværende computere på virksomhedens forretningsadresse, og det er blandt andet disse oplysninger, der indgår i sagen.

Datakopieringen gav i relation til nærværende sag indsigt i en række byggesagsdokumenter samt e-mailkorrespondance m.v.

SKAT fik på begæring udleveret de første oplysninger i sagen og virksomhedens lønregnskab henholdsvis den 17. december 2009 og 5. februar 2010.”

Det fremgår imidlertid af [person13]s e-mail dateret den 27. oktober 2009 til kurator, at SKAT denne dato var færdig med at klargøre dataene, jf. bilag 26.

Det fremgår ligeledes af samme e-mail fra [person13], at SKAT allerede på dette tidspunkt havde ”set lidt på materialet”.

Endvidere fremgår det af Retten i [by1]s dom af den 20. april 2015, offentliggjort i SKM2015.496.BR , at [person13] har oplyst i sin vidneforklaring, at dataspejlingen var klar og læsbar ultimo oktober 2009.

Det fremgår således klart af sagens oplysninger, at SKAT senest den 27. oktober 2009 har fået kendskab til det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. begynder derfor at løbe senest fra den 27. oktober 2009.

Det må hertil fremhæves, at det alene er en forudsætning, at SKAT er kommet objektivt til kundskab om de fornødne oplysninger – det tillægges herefter ikke betydning, hvorvidt den enkelte sagsmedarbejder rent subjektivt er kommet til kundskab.

Videre fremgår det af praksis, at kundskabstidspunktet er der, hvor SKAT er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger om skatteyderens samlede indkomstforhold til at udarbejde et forslag til afgørelse. Kundskabstidspunktet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er således tidligere end det tidspunkt, hvor SKAT må antages at have samlet alt materiale vedrørende skatteyderens indkomstforhold, jf. Landsskatterettens kendelse af den 2. november 2011 (Landsskatterettens j.nr. 06-03756)

SKAT fremsendte i nærværende sag forslaget til afgørelse den 28. april 2011, hvilket er langt efter udløbet af reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. bilag 14.

At SKAT senere – henholdsvis den 17. december 2009 og den 5. februar 2010 – mod- tager yderligere oplysninger i sagen vedrørende [person1], er uden betydning for beregning af reaktionsfristen, da SKAT senest den 27. oktober 2009 er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger i henhold til ”kundskabstidspunktet” i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Med støtte i ovennævnte praksis gøres det gældende, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 således er til hinder for en gennemførelse af SKATs forhøjelser af [person1]s skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008.

SKAT havde senest den 27. oktober 2009 det fornødne grundlag for at varsle en skatteansættelse, hvilket er langt tidligere end 6 måneder før SKATs fremsendelse af for- slag til afgørelse dateret den 28. april 2011.

SKAT skulle have fremsendt et forslag til afgørelse senest den 27. april 2010, hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. skulle kunne anses for overholdt.

De af SKAT foretagne forhøjelser af [person1]s skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008 er således foretaget i strid med bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., hvorfor forhøjelserne skal bortfalde som følge af ugyldighed.

I nærværende sag har SKAT ikke ved den oprindelige afgørelse af den 19. maj 2011 behørigt redegjort for, hvornår de relevante oplysninger i sagen var tilgængelige for SKAT.

Det har endvidere af de oplysninger, som skatteyder selv har provokeret frem i sagen, og som er fremlagt som bilag 23-25, vist sig, at SKAT ikke har overholdt reaktionsfri- sten.

SKAT skulle i sagens natur selv have beskrevet de faktiske omstændigheder omkring dataspejlingen, idet [person1] ellers ikke har tilstrækkelig mulighed for at vurdere, i hvilket omfang SKAT har iagttaget reaktionsfristen.

SKAT har imidlertid som anført ovenfor ikke behørigt redegjort for, hvilke faktiske omstændigheder der ligger til grund for, at reaktionsfristen – ifølge SKAT – kan anses for opfyldt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, stk. 2 er herefter ikke iagttaget i relation til spørgsmålet om, hvorvidt reaktionsfristen kan anses for opfyldt.”

Landsskatterettens afgørelse

Som skattepligtig indkomst betragtes som udgangspunkt den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4.

Det følger af skattekontrollovens § l, at den skattepligtige har pligt til, at selvangive sine indtægter.

Ugyldighed:

SKATs mulighed for at genoptage skatteansættelsen indenfor den ordinære frist fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1:

”§ 26. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.”

Skatteministeren har udnyttet sin kompetence efter § 26, stk. 1, 5. pkt., ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 (dagældende) om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. For personer omfattet af bekendtgørelsen kan SKAT ikke udsende varsel om en ansættelsesændring senere end den 30. juni i det andet år efter indkomstårets udløb.

Af § 3 i bekendtgørelsen fremgår:

”Fristerne i § 1 gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.”

Ordningen med en kort ligningsfrist stammer tilbage fra den tidligere skattestyrelseslovs § 3, stk. 1, senest bekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004. Efter lovens § 3, stk. 2, kunne Skatteministeren fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed efter ligningsfristens udløb kunne foretage skatteansættelser, hvor disse med urette ikke var foretaget tidligere, eller ændre skatteansættelser. Skatteministeren udnyttede den bemyndigelse ved bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003. Efter bekendtgørelsens § 5 kunne den kommunale skattemyndighed foretage eller ændre skatteansættelsen udenfor ligningsfristen, men indenfor den ordinære ansættelsesfrist,

”i det omfang, betingelserne for en ekstraordinær skatteansættelse er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 35, stk. 1, i skattestyrelsesloven.”

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, LSF 110 2004/2 (Forslag til skatteforvaltningsloven), punkt 4.11.1, at det er tanken at videreføre ordningen med en kort ligningsfrist for skattepligtige med enkle økonomiske forhold. Dette er sket ved bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, sidste punktum.

Det følger således af historikken bag § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, at SKAT kan genoptage skatteansættelsen indenfor den ordinære ansættelsesfrist for personer med enkle økonomiske forhold, når en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, er opfyldt uden tillige at skulle iagttage reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, uanset at der i § 3 alene henvises til skatteforvaltningslovens § 27.

Det lægges til grund, at der i [virksomhed1] A/S har eksisteret et uofficielt lønregnskab kaldet ”bogen”, hvor en del af medarbejdernes løn, herunder overtidsbetaling, akkordtillæg og lignende løndele, ikke blev udbetalt, men i stedet blev registreret i ”bogen”. Det ubeskattede beløb kunne anvendes til indkøb af byggematerialer og lignende.

Klageren har anvendt bogen til overførsel af en del af lønnen, ferietillæg og bonus. Klageren har overfor Retten i [by1] bekræftet, at SKATs opgørelse af, at hun i perioden januar 2006 til december 2008 overførte 71.933 kr. til bogen, er korrekt.

Klageren har derudover foretaget private indkøb, som hun hverken har betalt for via bogen, eller via refusionsopgørelsen.

Klageren har fra [virksomhed1] A/S, modtaget ubeskattede midler, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er til stede, og klageren er derfor ikke omfattet af den korte ligningsfrist.

SKAT har oplyst, at de fremsendte et begrundet forslag til afgørelse den 26. april 2011, og afgørelsen blev efterfølgende truffet den 19. maj 2011. Ændringen af skatteansættelsen for årene 2007 og 2008 er derfor sket indenfor den ordinære ansættelsesfrist.

Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 gælder ikke, hvis forhøjelsen er varslet inden udløbet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1.

Genoptagelse iht. SFL § 27 stk.1 nr. 5, er ikke betinget af at der gøres strafansvar gældende eller at en gennemført straffeansvarssag resulterer i en fastsættelse af straf.

Ifølge forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold hvilke afgørelsen er truffet. Ifølge § 24, stk. 2, skal begrundelsen endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Det fremgår af afgørelsen, at klagerens grove uagtsomhed efter SKATs opfattelse bestod i, at hun havde undladt at oplyse om, at den reelle løn fra [virksomhed1] A/S var højere, end det fremgik af lønsedlerne. SKAT har endvidere henset til, at klageren ikke har oplyst om modtaget fremvisningshonorar. Der er endvidere henvist til både skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 5, samt bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kortere varslingsfrist for skatteydere med enkle indkomstforhold. Det bemærkes endvidere, at det i denne situation ikke kan betragtes som en fejl eller en mangel, at en afgørelse ikke indeholder en yderligere begrundelse for SKATs standpunkt med hensyn til de subjektive forhold, jf. SKM2008.702.HR.

På dette punkt må SKATs begrundelse for afgørelsen således anses for at opfylde kravene i forvaltningslovens § 22

SKATs afgørelse anses derfor ikke at være ugyldig.

Yderligere løn i form af arbejdsgiverbetalte private udgifter

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skattepligten følger uanset, om der er tale om kontante indtægter eller indtægter i form af naturalier.

Lønmodtageres skattepligt af naturalieydelser fremgår af ligningslovens § 16. Naturalieydelser skal herefter værdiansættes til den objektive markedsværdi, det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3

Klagerens arbejdsgiver har i perioden 9. august 2007 til 25. februar 2008 betalt private udgifter for klageren. SKAT har ansat værdien til 55.218 kr. i 2007 og 25.968 kr. i 2008.

Retten i [by1] har den 19. marts 2015 afsagt dom i straffesagen mod klageren. Heraf fremgår, at 1.333 kr. i indkomståret 2008, ikke er private udgifter. SKAT har indstillet til, at indkomsten nedsættes med dette beløb.

Klageren har ikke dokumenteret, at hun, med beskattede midler, har betalt for indkøbene.

Det anses med rette, at klageren er blevet beskattet af arbejdsgiverbetalte udgifter.

Det anses som sandsynliggjort, at klageren ikke har foretaget privat indkøb af postkasse og printerpatron til i alt 1.333 kr.

Landsskatteretten nedsætter derfor skattepligtige arbejdsgiverbetalte udgifter med 1.333 kr.

Merkøb af køkken

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skattepligten følger uanset, om der er tale om kontante indtægter eller indtægter i form af naturalier.

Lønmodtageres skattepligt af naturalieydelser fremgår af ligningslovens § 16. Naturalieydelser skal herefter værdiansættes til den objektive markedsværdi, det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3

Klageren har købt et køkken til en merpris af 65.000 kr. Klageren har i straffesagen fået medhold i, at køkkenet ikke er betalt via bogen. Klageren har anført, at beløbet, skulle ind over refusionsopgørelsen. Klageren har jf. retsbogen tilkendegivet, at hun ikke har betalt de 65.000 kr. og at hun ikke er blevet bedt om at betale dem.

Det må påhvile klageren at dokumentere, at hun har betalt 65.000 kr. for køb af køkken, og at betalingen er sket med beskattede midler. Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at hun ikke har modtaget 65.000 kr. i naturalieydelser fra arbejdsgiveren.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse vedrørende køb af køkken.

Fremvisningshonorar

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skattepligten følger uanset, om der er tale om kontante indtægter eller indtægter i form af naturalier.

Indkomsten beskattes som kapitalindkomst iht. personskattelovens § 4, stk. 1, litra 6, idet selskabets brugsret er sidestillet med udlejning af egen bolig

Den 10. januar 2007 har klageren, hendes ægtefælle og [virksomhed1] indgået aftale om, at klagerens hus kan benyttes af [virksomhed1] til prøvehus. Det fremgår af aftalen, at klageren vil modtage 125.000 kr. herfor.

Fremvisningshonoraret kan ikke anses som værende en skattefri personalerabat iht. ligningslovens § 16, stk. 3, 2 pkt. Der lægges vægt på, at der er indgået en aftale omkring prøvehus, og at klageren og hendes ægtefælle skulle modtage 125.000 kr. herfor. Der lægges ligeledes vægt på, at [virksomhed1] har afvist, at der kunne gives rabat i forbindelse med købet af huset, samt at klageren overdrog nøglen til huset til [virksomhed1] i forbindelse med klagerens rejse til Australien.

Den 21. april 2008 er der udstedt en kreditnota vedr. forlig, fejl og mangler, dagsbøder og egen udførelse af arbejde. Pengene er overført til ægtefællens bankkonto den 17. april 2008.

Det anses ikke for dokumenteret, at udbetalingen på 125.000 kr. vedrører fremvisningshonorar.

Uanset, om [virksomhed1] har betalt fremvisningshonorar via modregning i refusionsopgørelsen eller om betaling er sket via kreditnota og bankoverførsel, anses honoraret som værende en skattepligtig indkomst iht. statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse vedr. beskatning af fremvisningshonorar.