Kendelse af 18-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-03-2015

Faktiske oplysninger

Ubeskattet løn, ferietillæg, restferie og årsbonus

Klageren arbejdede i perioden 2006 – 2008 som teknisk designer og byggesagsbehandler i byggefirmaet [virksomhed1] A/S.

[virksomhed1] er taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 18. august 2009. Selskabets kurator foretog i tilknytning til konkursen en ”spejling” af de tilstedeværende computere på virksomhedens forretningsadresse.

Datokopieringen gav indsigt i interne dokumenter om afregning af restferie og overarbejde, bemandingsplaner i prøvehuse samt e-mail korrespondance m.v.

SKAT har på begæring fået udleveret de i sagen foreliggende oplysninger, herunder mailkorrespondance samt virksomhedens lønregnskab henholdsvis den 17. december 2009 og den 5. februar 2010 fra selskabets kurator, og SKAT har herefter foretaget en gennemgang og revision af det eksisterende materiale.

Den revisionsmæssige gennemgang har vist, at klagerens bruttoløn i flere perioder systematisk er nedskrevet, og at lønkronerne er overført til det, man i [virksomhed1] kaldte ”bogen”, der gav personalet mulighed for at foretage indkøb med ikke-beskattede midler. Selskabets udgifter til løn er på denne måde konverteret til materialeudgifter m.v.

SKAT har beregnet den nedskrevne løn til 25.000 kr., 18.285 kr. og 3.440 kr.

Eksistensen af ”bogen” er fastslået af Byretten i [by1], hvor tidligere ansatte er dømt for skattesvig ved at have selvangivet deres indkomst for lavt. De tiltaltes forklaringer om, at ”bogen” er anvendt til afspadsering, og at materialeindkøb over ”bogen” efterfølgende er betalt kontant er afvist af retten som utroværdig.

Gennemgangen har endvidere vist, at klageren ved overførsler til ”bogen” har unddraget sig beskatning af ferietillæg, restferie og årsbonus, som ikke er medregnet på de foreliggende lønsedler.

Der foreligger mailkorrespondance mellem [virksomhed1] A/S’ bogholder [person1] og klageren, samt mellem klageren og [virksomhed1] A/S’ direktør [person2] vedrørende overførsel af ferie til ”bogen” samt køb af materiale på ”bogen”.

SKAT har udsendt varsel den 21. april 2010.

Klageren er ved anklageskrift af 9. december 2013 tiltalt for skattesvig ved at have selvangivet sin indkomst for lavt i 2006, 2007 og 2008.

Det følger af udskrift fra retsbogen for Retten i [by1], den 12. august 2014, at klageren har vedtaget et bødeforlæg på 50.000 kr. SKAT har oplyst, at beløbet svarer til den unddragne skat af ikke-selvangivet løn, ferietillæg, årsbonus, omregnet restferie og udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, på i alt 39.580 kr., 48.389 kr. og 45.892 kr. i henholdsvis 2006, 2007 og 2008, fratrukket en rabat på 10.000 kr., idet klageren kun kunne anerkende forsæt til skatteunddragelse for så vidt angår ikke-selvangivet løn, ferietillæg, årsbonus og omregnet restferie, men alene grov uagtsomhed vedrørende skattefri befordringsgodtgørelse.

SKATs afgørelse

Den skattepligtige indkomst er forhøjet i 2006 – 2008 med henholdsvis 39.580 kr., 42.017 kr. og 21.327 kr.

Det er SKATs opfattelse, at klageren i 2006, 2007 og 2008 har modtaget løn fra [virksomhed1] A/S ud over, hvad der fremgår af hans lønsedler, og at klageren ved overførsler til ”bogen” har unddraget sig beskatning af ovenstående beløb.

Klagerens forklaring om, at ubeskattet løn, ferietillæg, restferie og årsbonus er afspadseret, må tilsidesættes. Påstanden er udokumenteret og finder heller ikke støtte i sagens foreliggende oplysninger og således heller ikke i de officielle og uofficielle timesedler.

SKAT gør endvidere gældende, at den modtagne kørselsgodtgørelse er skattepligtig, idet betingelserne i ligningslovens § 9, stk. 4, jf. § 9 B, stk. 4, for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse ikke er opfyldt.

Den ubeskattede løn anses for skattepligtig som personlig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, jf. personskattelovens § 3, stk. 1.

Klageren anses endvidere for bidragspligtig af den modtagne lønindkomst, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, stk. 1, litra a, jf. § 8, stk.1, litra a (lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008).

Efter SKATs opfattelse er betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, til stede, idet klageren anses for enten ved forsæt eller groft uagtsomt at have bevirket, at skatteansættelser for 2006 – 2008 er foretaget på et urigtigt eller forkert grundlag, idet klageren ikke har oplyst SKAT om sin reelle løn. Det er dermed den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, som gælder for 2006, 2007 og 2008, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Klagerens opfattelse

Forhøjelsen af den skattepligtige indkomst skal nedsættes til 0 kr. i 2006 – 2008.

Det gøres primært gældende, at der ikke grundlag for de foretagne forhøjelser.

Subsidiært, at ændringen af indkomsten for 2006 - 2008 er ugyldig.

Til støtte for den primære påstand gøres det gældende, at den selvangivne løn er korrekt. De opsparede timer i ”bogen” er alene anvendt til afspadsering.

Der henvises til selskabets direktør [person2], som har forklaret, at ”bogen” fungerede som en afspadseringsordning, samtidig med at den gav medarbejderne mulighed for at købe billige byggematerialer m.v. fra virksomhedens leverandører. Systemet fungerede på den måde, at de ansatte, uanset antal overarbejdstimer, alene afleverede en timeseddel, hvoraf det fremgik, hvor mange normalarbejdstimer, de havde haft i den pågældende periode. Når de ansatte ønskede at afspadsere, påførte de timerne på deres timeseddel, hvorefter timerne i ”bogen” blev tilsvarende reduceret. Ønskede de ansatte at købe varer for de opsparede timer, blev timerne udbetalt som løn (nettobeløb), som de ansatte kunne bruge til at betale kontant for varerne.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det for det første gældende, at de gennemførte forhøjelser for 2006, 2007 og 2008 er ugyldige, idet SKAT ikke har overholdt fristreglen i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold, idet der ikke er grundlag for genoptagelse efter § 3, idet klageren ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Klageren skulle i forbindelse med straffesagen afsætte 9 retsmødedage, idet han var tiltalt sammen med 6 andre personer. Af økonomiske og psykiske grunde og af hensyn til familien valgte han at vedtage en bøde. Han har således alene af procesøkonomiske grunde accepteret et bødeforlæg og har på intet tidspunkt anerkendt at have begået skattesvig, jf. skattekontrollovens § 13 - hverken groft uagtsomt eller forsætlig.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det for det andet gældende, at de gennemførte forhøjelser er ugyldige, idet det er et ufravigeligt krav for anvendelsen af reglerne omkring ordinær genoptagelse i henholdsvis § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 samt skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at SKAT fremkommer med en behørig begrundelse for, hvorfor de mener, at klageren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved indgivelsen af selvangivelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT henviser alene til, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldte. SKATs afgørelse opfylder dermed ikke begrundelseskravet i forvaltningslovens § 22.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det for det tredje gældende, at SKAT ikke har overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., idet SKAT er kommet til kundskab om det forhold, som kunne begrunde en fravigelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, tidligere end seks måneder før den 16. juli 2010. Dette følger af den fremlagte mail af 8. januar 2012 fra direktør i [virksomhed1] A/S, [person2].

I mailen skriver [person2] blandt andet:

”I efteråret 2008 var de nævnte 2 skattefolk samt et par andre på en meget grundig gennemgang af hele ”[virksomhed1]’s” bogføring, regnskabsmateriale, bilag, personalehåndbog, kontrakter og lignende. Simpelt hen alt, hvilket strakte sig over 4 – 6 uger, hvoraf flere skattefolk fysisk befandt sig på firmaets adresse i over 14 dage!

Ovennævnte besøg var faktisk udsprunget af en række skattemæssige forespørgsler i foråret 2008, hvor det især var mine personlige skattemæssige forhold, som SKAT fandt interesse i.

Denne granskning udmøntede sig i en række personlige ”angreb” fra SKATs side, hvilket efter min bedste overbevisning gjorde, at jeg nu pludselig var udtaget til en ”tilfældig” og grundig kontrol af hele [virksomhed1]-koncernen i efteråret 2008, som tidligere nævnt i nærværende skrivelse.

Den senere grundige granskning af det nævnte materiale berørte også meget grundigt ”bogsystemet”, som de oplyste, at de var blevet orienteret om anonymt, - hvilket fremkaldte den af mig tidligere fremsendte redegørelse, netop omkring ”bogsystemet”. Denne redegørelse fik SKAT altså udleveret allerede i efteråret 2008.”

Såfremt SKAT ved fremsendelse af forslag til afgørelse dateret den 16. juli 2010, skulle have iagttaget reaktionsfristen rettidigt, skulle SKAT tidligst være kommet i besiddelse af de fornødne oplysninger den 16. januar 2010.

Det gøres gældende, at SKAT senest i forbindelse med sin granskning af [virksomhed1] koncernen i efteråret 2008 eller begæringerne i december 2009 og februar 2010 havde kendskab til de forhold, hvorpå SKAT har baseret sit forslag til afgørelse dateret den 16. juli 2010.

SKAT har således heller ikke redegjort for, hvilke oplysninger, der konkret adskiller sig fra de oplysninger, som SKAT havde til rådighed i efteråret 2008. Afgørende er ikke, hvorvidt SKAT har fået supplerende oplysninger udleveret senere, men afgørende er derimod, hvornår SKAT har haft tilstrækkelige oplysninger om klagerens samlede indkomstforhold til at udarbejde et forslag til afgørelse.

Det skal endvidere anføres, at det ikke gør nogen forskel om dokumenterne, som måtte støtte SKATs afgørelse, de facto var kommet SKAT i hænde. Når SKAT foretager en granskning af en virksomhed med en varighed på 4 – 6 uger, og når flere medarbejdere var til stede i virksomheden i over 14 dage – må det sidestilles med, at SKAT har haft samtlige oplysninger i virksomheden til rådighed.

Det forhold, at SKAT ikke har overholdt reaktionsfristen medfører, at ansættelsen ikke kan gennemføres, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det for det fjerde gældende, at de foretagne forhøjelser er ugyldige, idet SKAT ikke i tilstrækkelig grad har begrundet, hvorfor SKAT mener, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt. SKATs begrundelse indeholder således ikke en konkret stillingtagen til hvilke konkrete oplysninger, som SKAT fik udleveret fra advokatfirmaet [virksomhed2], hvorfor afgørelsen skal bortfalde som følge af ugyldighed.

Landsskatterettens afgørelse

Pligten til at selvangive sin indkomst følger af skattekontrollovens § 1, stk. 1, mens skattepligten følger af statsskattelovens § 4.

SKATs mulighed for at genoptage skatteansættelsen indenfor den ordinære frist fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1:

”§ 26. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.”

Skatteministeren har udnyttet sin kompetence, jf. § 26, stk. 1, 5. pkt. ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 (dagældende) om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. For personer omfattet af bekendtgørelsen kan SKAT ikke udsende varsel om en ansættelsesændring senere end den 30. juni i det andet år efter indkomstårets udløb.

§ 3 i bekendtgørelsen har følgende ordlyd:

”Fristerne i § 1 gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.”

Ordningen med en kort ligningsfrist stammer tilbage fra den tidligere skattestyrelseslovs § 3, stk. 1, senest bekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004. Efter lovens § 3, stk. 2, kunne Skatteministeren fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed efter ligningsfristens udløb kunne foretage skatteansættelser, hvor disse med urette ikke var foretaget tidligere, eller ændre skatteansættelser. Skatteministeren udnyttede den bemyndigelse ved bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003. Efter bekendtgørelsens § 5 kunne den kommunale skattemyndighed foretage eller ændre skatteansættelsen udenfor ligningsfristen, men indenfor den ordinære ansættelsesfrist,

”i det omfang, betingelserne for en ekstraordinær skatteansættelse er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 35, stk. 1, i skattestyrelsesloven.”

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, LSF 110 2004/2 (Forslag til skatteforvaltningsloven), punkt 4.11.1, at det er tanken at videreføre ordningen med en kort ligningsfrist for skattepligtige med enkle økonomiske forhold. Dette er sket ved bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, sidste punktum.

Det følger således af historikken bag § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, at SKAT kan genoptage skatteansættelsen indenfor den ordinære ansættelsesfrist for personer med enkle økonomiske forhold, når en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, er opfyldt, uden tillige at skulle iagttage reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, uanset at der i § 3 alene henvises til skatteforvaltningslovens § 27.

Således som sagen foreligger oplyst, herunder det oplyste om klagerens vedtagelse af et bødeforlæg, som ifølge det oplyste svarere til normalbøden for den unddragne skat for årene 2006, 2007 og 2008 af nedskreven løn, ferietillæg, restferie og årsbonus anses betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 for opfyldt for disse år.

Klageren er dermed ikke omfattet af den korte ligningsfrist.

Da SKAT har udsendt varsel om ændring i ansættelsen af den skattepligtige indkomst for 2006, 2007 og 2008 den 21. april 2010, er varsel sket indenfor den ordinære ansættelsesfrist, hvorfor anbringenderne vedrørende reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke har relevans for disse indkomstår.

Afgørelsen anses endvidere at opfylde de krav til begrundelse af en forvaltningsafgørelse, som følger af forvaltningsloven, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, idet SKAT har henvist til de anvendte retsregler, samt de faktiske forhold, som er tillagt betydning ved afgørelsen. Det bemærkes, at vurderingen af uagtsomhed ikke beror på et administrativt skøn, jf. Højesterets dom af 20. august 2008, Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 2008, s. 2538. Der er således ikke tale om en mangel, når SKAT i afgørelsen alene henviser til klagerens undladelse af at selvangive hele sin lønindkomst som begrundelse for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse for alle årene vedrørende nedskreven løn, ferietillæg, restferie og årsbonus.

Ubetalt skattefri befordringsgodtgørelse

Klageren har i 2007 og 2008 fået udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse med henholdsvis 6.372 kr. og 24.565 kr.

Klageren har ikke i den omhandlede periode været ejer af en bil.

Der er fremlagt kørselsregnskab. Regnskabet indeholder navn, dato, kilometer samt adresse fra og til, samt klagerens underskrift.

Der er ikke overensstemmelse mellem de fremlagte timesedler og kørselsregnskaberne. Eksempelvis har klageren ifølge kørebogen været i [by2] den 8. april 2007; i [by3] den 15. april 2007 og i [by4] den 23. april 2007. Ifølge timesedlen har klageren ikke arbejdet nogle af de pågældende dage.

Der er fremlagt erklæring af 8. december? fra [person3], hvoraf følgende fremgår:

”Jeg sender denne skrivelse for at bekræfte, at [person4] ofte, ja næsten fast har benyttet sig af vores bil, en VW Passat, med reg. nr. [reg.nr.1]. Jeg er bekendt med han har benyttet vores køretøj til at transportere sig til og fra hans arbejdsplads.

Jeg er også bekendt med, at vores køretøj blev brugt til kørsel til byggemøder/pladser, og lignende.”

Endvidere er fremlagt erklæring fra [person5], hvoraf følgende fremgår:

I forbindelse med min søns aktuelle skattesag, er jeg blevet bedt om at forklare hvorvidt han har brugt vores bil i forbindelse med arbejde.

Jeg kan oplyse, at han ofte har lånt vores bil til at komme på arbejde og jeg ved han har brugt bilen når han skulle til møder.

[person4] har selv stået for udgifter der har været ved at køre i bilen, optankning og lignende.

SKAT har udsendt varsel den 21. april 2010.

Klageren er ved anklageskrift af 9. december 2013 tiltalt for skattesvig ved at have selvangivet sin indkomst for lavt i 2006, 2007 og 2008.

Det følger af udskrift fra retsbogen for Retten i [by1], den 12. august 2014, at klageren har vedtaget et bødeforlæg på 50.000 kr. SKAT har oplyst, at beløbet svarer til den unddragne skat af ikke-selvangivet løn, ferietillæg, årsbonus, omregnet restferie og udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, på henholdsvis 39.580 kr., 48.389 kr. og 45.892 kr. i 2006, 2007 og 2008, fratrukket en rabat på 10.000 kr., idet klageren kun kunne anerkende forsæt til skatteunddragelse for så vidt angår ikke-selvangivet løn, ferietillæg, årsbonus og omregnet restferie, men alene grov uagtsomhed vedrørende skattefri befordringsgodtgørelse.

Klageren har i brev af 10. maj 2010 til SKAT oplyst, at det er korrekt, at han ikke har været registreret som ejer af en bil, men at han har lånt bil af sine forældre samt enkelte gange af venner i de perioder, hvor han har fået udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, og at dette er i fuld overensstemmelse med firmaets politik på området.

SKATs afgørelse

Den skattepligtige indkomst er forhøjet med udbetalte befordringsgodtgørelse på 6.372 kr. og 24.565 kr.

Det er en absolut forudsætning for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, at der er tale om erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Da kørslen er foretaget i lånte biler opfylder klageren ikke betingelserne for at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse.

Den modtagne kørselsgodtgørelse anses allerede af denne grund for skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, jf. personskattelovens § 3, stk. 1.

Klageren anses endvidere for bidragspligtig af den modtagne godtgørelse, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, stk.1, litra a, jf. § 8, stk. 1, litra a.

Efter SKATs opfattelse er betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, til stede, idet klageren anses for enten ved forsæt eller groft uagtsomt at have bevirket, at skatteansættelser for 2006 – 2008 er foretaget på et urigtigt eller forkert grundlag, idet klageren ikke har oplyst SKAT om sin reelle løn. Det er dermed den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, som gælder for 2006, 2007 og 2008, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Klagerens opfattelse

Det gøres primært gældende, at SKATs afgørelse er ugyldig.

Subsidiært, at forhøjelsen af den skattepligtige indkomst med udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse i 2007 og 2008 med henholdsvis 6.372 kr. og 24.565 kr. skal nedsættes til 0 kr.

Til støtte for den primære påstand henvises til det anførte under det første punkt.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at klageren opfylder betingelserne for modtagelse af skattefri befordringsgodtgørelse, idet der henvises til ligningslovens § 9 B, stk. 4 samt indholdet i bekendtgørelse nr. 1271 af 21. november 2006 samt bekendtgørelse nr. 1335 af 20. november 2007.

De påkrævede oplysninger eksisterer for al erhvervsmæssig kørsel med undtagelse af tre køreture i perioden 1. december til 31. december 2007, hvor der mangler angivelse af dato. Der er for alle de tre køreture angivet kilometer samt formål, men klageren har ved en forglemmelse ikke fået anført en dato.

Det skal imidlertid bemærkes, at det fremgår af det fremlagte kørselsregnskab, at klageren den 20. december 2007 kørte fra [adresse1], [by1] til [adresse2], [by5], hvorefter der er kørt videre til to andre adresser for til sidst at vende retur til [adresse1], [by1]. De 3 kørsler kan således alene have fundet sted den 20. december 2007.

Det forekommer imidlertid ganske vidtgående, at SKAT drager den konklusion, at fordi klageren ikke har angivet dato for alene tre køretur, så opfylder han ikke betingelserne for opnåelse af skattefri befordringsgodtgørelse for al øvrig kørsel, som i indkomstårene 2007 og 2008 udgjorde i alt 139 køreturer. I forlængelse heraf skal det bemærkes, at SKAT ikke har fundet anledning til at anfægte den skattefri befordringsgodtgørelse, som klageren har modtaget i 2006.

Det er ikke korrekt, når SKAT anfører, at klageren havde en bil stillet til rådighed for sit arbejde, hvilket heller ikke fremgår af de fremlagte ansættelseskontrakter. Det er en påstand, som ikke har nogen realitet, og SKAT har heller ikke dokumenteret dette.

Det er ikke en forudsætning for opnåelse af skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B, at klageren er ejer af en bil.

Klageren har lånt bil til brug for den erhvervsmæssige kørsel af [person3] og [person5], hvor klageren selv har afholdt de udgifter, som har været forbundet med kørslen.

Henset til at klageren til fulde opfylder betingelserne for opnåelse af skattefri befordrings godtgørelse efter ligningslovens § 9 B, stk. 4 for så vidt angår de 139 ud af i alt 142 ture med erhvervsmæssige kørsel, er det således ganske vidtgående at tilsidesætte hele kørselsregnskab.

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4, at befordringsgodtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen, medmindre godtgørelsen er omfattet af ligningslovens § 9 B.

udbetalingen.

Det er en betingelse for skattefriheden, at betingelserne fastsat af Skatterådet er til stede ved udbetalingen.

Det følger af § 3 i bekendtgørelse nr. 1335 af 20. november 2007 om Skatterådets satser for 2008, at godtgørelsen dækker udgifter til erhvervsmæssig befordring i egen bil. Godtgørelsen dækker såvel de variable som faste udgifter, herunder det værditab, som ejeren af bilen har, jf. bilag 1 til bekendtgørelsen.

§ 3 har følgende ordlyd:

”§ 3. Med virkning fra 1. januar 2008 er godtgørelse, der udbetales til dækning af udgifter ved benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel omfattet af ligningslovens § 9 B, skattefri, hvis den ikke overstiger følgende beløb:

1) kørsel til og med 20.000 km årligt 3,47 kr. pr. km

2) kørsel udover 20.000 km årligt 1,83 kr. pr. km

3) for benyttelse af egen motorcykel er satsen som for egen bil

4) for benyttelse af egen cykel, knallert eller 45-knallert er satsen 0,40 kr. pr. km.”

Forudsætningen om, at kørslen sker i egen bil, følger endvidere af domspraksis, eksempelvis Vestre Landsrets dom af 15. august 2001, SKM2001.490.VLR, hvor sagsøger ikke havde dokumenteret, at han havde benyttet egen bil til befordring.

Idet klageren ikke har været ejer af en bil i 2007 og 2008 opfylder han ikke betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse, hvilket klageren tillige har tilkendegivet ved vedtagelsen af bødeforlægget af 12. august 2014.

For så vidt angår den primære påstand henvises til det ovenfor anførte.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse vedrørende udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse.