Kendelse af 18-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-02-2015

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2007

Ubeskattet løn fra [virksomhed1] A/S

43.481 kr.

0 kr.

43.481 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren er ansat i byggefirmaet [virksomhed1] A/S den 12. juni 2006 som murer.

[virksomhed1] A/S er taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 18. august 2009. Selskabets kurator foretog i tilknytning til konkursen en ”spejling” af de tilstedeværende computere på virksomhedens forretningsadresse.

SKAT har på begæring fået udleveret de i sagen foreliggende oplysninger, herunder mailkorrespondance samt virksomhedens lønregnskab henholdsvis den 17. december 2009 og den 5. februar 2010 fra selskabets kurator, og SKAT har herefter foretaget en gennemgang og revision af det eksisterende materiale.

SKATs gennemgang har vist, at der i [virksomhed1] var en omfattende og systematisk praksis for, at medarbejdere kunne "opspare" en del af lønnen, herunder akkordbetaling, ferietillæg, restferie, bonus og overarbejde, i et særskilt regnskab kaldet "Bogen". Medarbejderne kunne efter aftale anvende den opsparede saldo til at foretage private indkøb, der faktureredes til og betaltes af [virksomhed1], der herefter modregnede det anvendte beløb i medarbejdernes saldo i "Bogen", hvorved medarbejderne undgik at betale skat af det opsparede lønbeløb.

Eksistensen af ”Bogen” er senere fastslået af Byretten i [by1], hvor tidligere ansatte er dømt for skattesvig ved at have selvangivet deres indkomst for lavt.

SKAT har udsendt varsel om ændring i ansættelsen af skattepligtig indkomst den 23. november 2010 vedrørende ikke-beskattet løn.

SKAT har opgjort beløbet for 2006 og 2007 til henholdsvis 37.585 kr. og 43.481 kr. på baggrund af løn- og timesedler.

SKAT har ikke foretaget reguleringen for 2006 grundet reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Klageren er ved Retten i [by1] ifølge anklageskrift af 9. december 2013 tiltalt for skattesvig i medfør af skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, for med forsæt til skatteunddragelse af have selvangivet sin indkomst for lavt i 2006 og 2007. Ifølge udskrift fra retsbogen den 12. august 2014 har klageren vedtaget at betale et bødeforlæg på 30.000 kr. svarende til den unddragne skat af den ikke-beskattede løn i 2006 og 2007.

SKATs afgørelse

Den skattepligtige indkomst er forhøjet i 2007 med 43.481 kr.

Klageren arbejdede i perioden fra og med uge 25 i 2006 til og med uge 7 i 2007 overvejende som servicemurer. Klagerens timeløn udgjorde ifølge de foreliggende lønsedler 150 kr. i timen, men den førte mailkorrespondance mellem direktør [person1] og murerformand [person2] har – sammenholdt med ugesedlerne – vist at den faktiske timeløn for dette arbejde udgjorde 185 kr. i timen.

Løndifferencen på 35 kr. i timen er sammen med overtidsbetaling systematisk overført til det, man i [virksomhed1] A/S kaldte ”bogen”, der gav personalet mulighed for at foretage indkøb med ikke-beskattede midler. Selskabets udgifter til løn er på denne måde konverteret til materialeudgifter m.v.

Det fremgår endvidere, at klageren fra og med uge 2 i 2007 i stadig stigende omfang gik fra at arbejde med serviceopgaver til at indgå i akkordarbejder. Akkordarbejdet blev aflønnet med 150 kr. i timen og en andel af et eventuelt akkordoverskud, hvoraf en del ligeledes er ført i ”bogen”.

Det er SKATs opfattelse, at klageren i 2007 har modtaget løn fra [virksomhed1] ud over, hvad der fremgik af hans lønsedler, og at klageren ved overførsler til ”bogen” har unddraget sig beskatning af ovenstående beløb.

Den ubeskattede løn anses for skattepligtig som personlig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, jf. personskattelovens § 3, stk. 1.

Klageren anses endvidere for bidragspligtig af den modtagne lønindkomst, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, stk. 1, litra a, jf. § 8, stk.1, litra a (lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008).

Efter SKATs opfattelse er betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, til stede, idet klageren anses for enten ved forsæt eller groft uagtsomt at have bevirket, at skatteansættelser for 2007 er foretaget på et urigtigt eller forkert grundlag, idet klageren ikke har oplyst SKAT om sin reelle løn. Det er dermed den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt. som gælder for 2007, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Klagerens opfattelse

Forhøjelsen af den skattepligtige indkomst skal nedsættes til 0 kr. i 2007.

Det gøres primært gældende, at der ikke grundlag for de foretagne forhøjelser.

Subsidiært, at ændringen af indkomsten for 2007 er ugyldig.

Til støtte for den primære påstand gøres det gældende, at den selvangivne løn er korrekt. De opsparede timer i ”bogen” er alene anvendt til afspadsering. Der er endvidere ikke konkrete forhold i den fremførte mailkorrespondancer, der støtter SKATs påstand om, at klageren har anvendt bogen til at købe varer for ubeskattede midler.

Der henvises til selskabets direktør [person1], som har forklaret, at ”bogen” fungerede som en afspadseringsordning, samtidig med at den gav medarbejderne mulighed for at købe billige byggematerialer m.v. fra virksomhedens leverandører. Systemet fungerede på den måde, at de ansatte, uanset antal overarbejdstimer, alene afleverede en timeseddel, hvoraf det fremgik, hvor mange normalarbejdstimer, de havde haft i den pågældende periode. Når de ansatte ønskede at afspadsere, påførte de timerne på deres timeseddel, hvorefter timerne i ”bogen” blev tilsvarende reduceret. Ønskede de ansatte at købe varer for de opsparede timer, blev timerne udbetalt som løn (nettobeløb), som de ansatte kunne bruge til at betale kontant for varerne.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det for det første gældende, at de gennemførte forhøjelser er ugyldige, idet SKAT ikke har overholdt fristreglen i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold, idet der ikke er grundlag for genoptagelse efter § 3, idet klageren ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det for det andet gældende, at de gennemførte forhøjelser er ugyldige, idet det er et ufravigeligt krav for anvendelsen af reglerne omkring ordinær genoptagelse i henholdsvis § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 samt skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at SKAT fremkommer med en behørig begrundelse for, hvorfor de mener, at klageren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved indgivelsen af selvangivelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Der henvises til de fremlagte utrykte kendelser fra Landsskatteretten, sagsnummer 2-1-1898-0385; 2-3-1919-1504 og 2-4-1841-1341. SKAT henviser alene til, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldte. SKATs afgørelse opfylder dermed ikke begrundelseskravet i forvaltningslovens § 22.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det for det tredje gældende, at SKAT ikke har overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., idet SKAT er kommet til kundskab om det forhold, som kunne begrunde en fravigelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 26 tidligere end seks måneder før den 23. november 2010. Dette følger af den fremlagte mail af 8. januar 2012 fra direktør i [virksomhed1], [person1].

I mailen skriver [person1] blandt andet:

”I efteråret 2008 var de nævnte 2 skattefolk samt et par andre på en meget grundig gennemgang af hele ”SR’s” bogføring, regnskabsmateriale, bilag, personalehåndbog, kontrakter og lignende. Simpelt hen alt, hvilket strakte sig over 4 – 6 uger, hvoraf flere skattefolk fysisk befandt sig på firmaets adresse i over 14 dage!

Ovennævnte besøg var faktisk udsprunget af en række skattemæssige forespørgsler i foråret 2008, hvor det især var mine personlige skattemæssige forhold, som SKAT fandt interesse i.

Denne granskning udmøntede sig i en række personlige ”angreb” fra SKATs side, hvilket efter min bedste overbevisning gjorde, at jeg nu pludselig var udtaget til en ”tilfældig” og grundig kontrol af hele SR-koncernen i efteråret 2008, som tidligere nævnt i nærværende skrivelse.

Den senere grundige granskning af det nævnte materiale berørte også meget grundigt ”bogsystemet”, som de oplyste, at de var blevet orienteret om anonymt, - hvilket fremkaldte den af mig tidligere fremsendte redegørelse, netop omkring ”bogsystemet”. Denne redegørelse fik SKAT altså udleveret allerede i efteråret 2008.”

Såfremt SKAT ved fremsendelse af forslag til afgørelse dateret den 23. november 2010, skulle have iagttaget reaktionsfristen rettidigt, skulle SKAT tidligst være kommet i besiddelse af de fornødne oplysninger den 23. maj 2010.

Det gøres gældende, at SKAT senest i forbindelse med sin granskning af [virksomhed1] koncernen i efteråret 2008 eller begæringerne i december 2009 og februar 2010 havde kendskab til de forhold, hvorpå SKAT har baseret sit forslag til afgørelse dateret den 13. december 2010.

SKAT har således heller ikke redegjort for, hvilke oplysninger, der konkret adskiller sig fra de oplysninger, som SKAT havde til rådighed i efteråret 2008. Afgørende er ikke, hvorvidt SKAT har fået supplerende oplysninger udleveret senere, men afgørende er derimod, hvornår SKAT har haft tilstrækkelige oplysninger om klagerens samlede indkomstforhold til at udarbejde et forslag til afgørelse.

Det skal endvidere anføres, at det ikke gør nogen forskel om dokumenterne, som måtte støtte SKATs afgørelse, de facto var kommet SKAT i hænde. Når SKAT foretager en granskning af en virksomhed med en varighed på 4 – 6 uger, og når flere medarbejdere var til stede i virksomheden i over 14 dage – må det sidestilles med, at SKAT har haft samtlige oplysninger i virksomheden til rådighed.

Det forhold, at SKAT ikke har overholdt reaktionsfristen medfører, at ansættelsen ikke kan gennemføres, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det for det fjerde gældende, at de foretagne forhøjelser er ugyldige, idet SKAT ikke i tilstrækkelig grad har begrundet, hvorfor SKAT mener, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt. SKATs begrundelse indeholder således ikke en konkret stillingtagen til hvilke konkrete oplysninger, som SKAT fik udleveret fra advokatfirmaet [virksomhed2], hvorfor afgørelsen skal bortfalde som følge af ugyldighed.

Landsskatterettens afgørelse

Det lægges til grund, at klagerne har unddraget sig beskatning af løn på i alt 43.481 kr. i 2007, idet klageren har erkendt dette ved vedtagelsen af bødeforlægget ved Retten i [by1].

Pligten til at selvangive sin indkomst følger af skattekontrollovens § 1, stk. 1, mens skattepligten følger af statsskattelovens § 4.

SKATs mulighed for at genoptage skatteansættelsen indenfor den ordinære frist fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1:

”§ 26. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.”

Skatteministeren har udnyttet sin kompetence, jf. § 26, stk. 1, 5. pkt., ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 (dagældende) om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. For personer omfattet af bekendtgørelsen kan SKAT ikke udsende varsel om en ansættelsesændring senere end den 30. juni i det andet år efter indkomstårets udløb.

§ 3 i bekendtgørelsen har følgende ordlyd:

”Fristerne i § 1 gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.”

Ordningen med en kort ligningsfrist stammer tilbage fra den tidligere skattestyrelseslovs § 3, stk. 1, senest bekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004. Efter lovens § 3, stk. 2, kunne Skatteministeren fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed efter ligningsfristens udløb kunne foretage skatteansættelser, hvor disse med urette ikke var foretaget tidligere, eller ændre skatteansættelser. Skatteministeren udnyttede den bemyndigelse ved bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003. Efter bekendtgørelsens § 5 kunne den kommunale skattemyndighed foretage eller ændre skatteansættelsen udenfor ligningsfristen, men indenfor den ordinære ansættelsesfrist,

”i det omfang, betingelserne for en ekstraordinær skatteansættelse er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 35, stk. 1, i skattestyrelsesloven.”

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, LSF 110 2004/2 (Forslag til skatteforvaltningsloven), punkt 4.11.1, at det er tanken at videreføre ordningen med en kort ligningsfrist for skattepligtige med enkle økonomiske forhold. Dette er sket ved bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, sidste punktum.

Det følger således af historikken bag § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, at SKAT kan genoptage skatteansættelsen indenfor den ordinære ansættelsesfrist for personer med enkle økonomiske forhold, når en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, er opfyldt, uden tillige at skulle iagttage reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, uanset at der i § 3 alene henvises til skatteforvaltningslovens § 27.

Idet klageren for Retten i [by1] har vedtaget en bøde for skattesvig for 2006 og 2007 er betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, opfyldt.

Den ordinære ansættelsesfrist for 2007 udløber den 1. maj 2011. Da SKAT har udsendt forslag til afgørelse den 23. november 2010 er varsel sket rettidigt, hvorfor anbringenderne vedrørende reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke har relevans for dette indkomstår.

Afgørelsen anses endvidere at opfylde de krav til begrundelse af en forvaltningsafgørelse, som følger af forvaltningslovens kapitel 6, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, idet SKAT har henvist til de anvendte retsregler, samt de faktiske forhold, som er tillagt betydning ved afgørelsen. Det bemærkes, at vurderingen af uagtsomhed ikke beror på et administrativt skøn, jf. Højesterets dom af 20. august 2008, UfR 2008, 2538. Der er således ikke tale om en mangel, når SKAT i afgørelsen alene henviser til klagerens undladelse af at selvangive hele sin lønindkomst som begrundelse for at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er til stede.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse vedrørende beskatning af ikke-selvangivet løn.