Kendelse af 21-11-2016 - indlagt i TaxCons database den 03-03-2017

SKAT har ikke imødekommet anmodning om genoptagelse af SKATs tidligere trufne afgørelse af 21. januar 2011.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage afgørelsen af 21. januar 2011.

Faktiske oplysninger

SKAT har foretaget en kontrol af udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse til spillere og trænere ansat i [virksomhed1] A/S.

Den 21. januar 2011 traf SKAT følgende afgørelse:

”SKAT [by1] anser, for året 2009, de udbetalte skattefri kørselsgodtgørelser som værende almindelig A-indkomst for de ansatte jf. KSL § 43, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005 med senere ændringer), da betingelserne om kontrol med disse skattefri udbetalinger ikke opfylder Bekendtgørelse nr. 173 af 13.marts 2000 med senere ændringer om rejse- og befordringsgodtgørelse i medfør af LL § 9, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 28 af 18. januar 2000 med senere ændringer). Der vil efterfølgende ske en tilskrivning om ændringen af skatteansættelsen direkte til de ansatte.”

Det fremgår af afgørelsen, at der er fremlagt saldobalancer og kontospecifikationer samt bilag for 2008/2009, samt at SKAT har konstateret, at der ikke forelå behørig dokumentation for at selskabet havde foretaget kontrol med de udbetalte skattefri kørselsgodtgørelser for 2009.

Den 27. maj 2011 har revisor for [virksomhed1] A/S på møde med SKAT anmodet om genoptagelse af sagen. SKAT gav på mødet tilsagn om at genoptage sagen.

Revisor har på mødet indleveret lønsedler og opgørelser over den skattefri kørselsgodtgørelse for 14 af de 18 ansatte, der har fået udbetalt skattefri godtgørelse i 2009. Der er ikke tale om nyt materiale.

Der er afholdt et nyt møde den 27. september 2011 mellem SKAT og repræsentanter for [virksomhed1] A/S. Som opfølgning har [virksomhed1] A/S fremsendt beskrivelse af procedure omkring udbetaling af kørepenge, indgåede spillerkontrakter, mappe med lønsedler og underliggende kørselssedler, lønmappe 2008/09 inkluderet månedsoversigter, e-mail korrespondance om sag vedrørende [person1] samt kampprogram for sæsonerne 2008/09 og 2009/10.

Det er oplyst, at der er overværet pokalkampe, træningskampe for [...] eller for modstandere, i de tilfælde, hvor der er ture, som ikke følger af kampprogrammet, samt at månedsoversigterne er brugt til kontrol af løn, kørsel m.m. ift. aftalerne med de enkelte medarbejdere. Det er videre oplyst, at enkelte spillere har fået samme beløb i flere måneder, og at de underliggende kørselssedler viser større godtgørelse i henhold til de kørte kilometer, men at beløbet er nedjusteret til det maksimalt aftalte. Endelig er det oplyst, at transport til kampe længere væk som udgangspunkt sker med bus og at der ikke er udbetalt godtgørelse til spillere og trænere i disse tilfælde.

Der foreligger ikke mødereferater fra møderne, men direktør [person2] har i mail af 7. oktober 2011 til spillerne oplyst, at de på mødet med SKAT har gennemgået sagens forløb, herunder omfanget af det materiale og informationer SKAT har modtaget, samt at konklusionen på mødet blev, at de indsamler ikke tidligere fremsendt materiale, herunder beskrivelse af godkendelsesprocedurer fra [...]'s side, kontrakter m.m.

SKAT har i udtalelse af 13. december 2012 til Landsskatteretten bemærket følgende vedrørende det indleverede materiale:

Faneblad 1

”Afgørelse vedr. genoptagelsessagen og den oprindelige afgørelse. Endvidere korrespondance.”

Faneblad 2

”Mail af 25.10.2011 fra direktør i [virksomhed1] [person2] samt kopi af materiale, der er indhentet

efter møde med SKAT [by1] 27.09.2011. Dette materiale var ikke en del af det grundlag, der for fandtes ved kontrollen men først fremkommet efter mødet. Endvidere har [person2] efter mødet indhentet oplysning om nogle af arbejdstagernes biler. Dette forfandtes heller ikke ved kontrollen.”

Faneblad 3

Materiale vedr. arbejdstager [person3]. Kørselsbilag som fremlagt under kontrollen samt kørselsbilag som [...] fremlagde efter mødet den 27.09.2011. Det bemærkes, at der på sidstnævnte er tilføjet nogle bemærkninger. Den fremlagte turneringsplan er også først fremskaffet efter mødet den 27.09.20 11 og var ikke en del af bilagsmaterialet ved kontrollen.”

Faneblad 4

Materiale vedr. arbejdstager [person4] . SKAT [by1]s afgørelse, hvoraf det fremgår, at det der var angivet som skattefri kørselsgodtgørelse ved kontrollen viste sig at være godtgørelse for telefonudgifter.”

Faneblad 5

Materiale vedr. arbejdstager [person5] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen. Kørselsbilag, spillerkontrakt fremlagt af [...] efter møde 27.09.2011. Arbejdstager har klaget til SAN [by1] over sin skatteansættelse; der vedlægges SKAT [by1]s udtalelse til denne klage.”

Faneblad 6

Materiale vedr. arbejdstager [person1] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen, samt kørselsbilag som [...] fremlagde efter mødet den 27.09.2011. Det bemærkes, at der på sidstnævnte er tilføjet nogle bemærkninger. Den fremlagte turneringsplan er også først fremskaffet efter mødet den 27.09.2011og var ikke en del af bilagsmaterialet ved kontrollen.”

Faneblad 7

Materiale vedr. arbejdstager [person6] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen. Kørselsbilag, spillerkontrakt fremlagt af [...] efter møde 27.09.2011. Den fremlagte turneringsplan er også først fremskaffet efter mødet den 27.09.2011 og var ikke en del af bilagsmaterialet ved kontrollen.”

Faneblad 8

Materiale vedr. arbejdstager [person7] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen. Kørselsbilag fremlagt af [...] efter møde 27.09.2011. Arbejdstager har klaget til SAN [by2] over sin skatteansættelse; der vedlægges SAN afgørelse samt SKAT [by1]s udtalelse til denne klage.”

Faneblad 9

Materiale vedr. arbejdstager [person8] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen. Kørselsbilag, spillerkontrakt fremlagt af [...] efter møde 27.09.201 1. Den fremlagte turneringsplan er også først fremskaffet efter mødet den 27.09.2011 og var ikke en del af bilagsmaterialet ved kontrollen.”

Faneblad 10

Materiale vedr. arbejdstager [person9] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen, samt kørselsbilag som [...] fremlagde efter mødet den 27.09.2011. Det bemærkes, at der på sidstnævnte er tilføjet nogle bemærkninger.”

Faneblad 11

Materiale vedr. arbejdstager [person10] . SKAT [by1]s afgørelse, hvoraf det fremgår, at det der var angivet som skattefri kørselsgodtgørelse ved kontrollen viste sig at vedrører en præmieindbetaling på en sundhedsforsikring som [...] som arbejdsgiver dækkede.”

Faneblad 12

Materiale vedr. arbejdstager [person11] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen. Kørselsbilag, spillerkontrakt fremlagt af [...] efter møde 27.09.2011. Den fremlagte turneringsplan er også først fremskaffet efter mødet den 27.09.2011 og var ikke en del af bilagsmaterialet ved kontrollen.”

Faneblad 13

Materiale vedr. arbejdstager [person12] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen, samt kørselsbilag som [...] fremlagde efter mødet den 27.09.20 11. Det bemærkes, at der på sidstnævnte er tilføjet nogle bemærkninger.”

Faneblad 14

Materiale vedr. arbejdstager [person13] . Spillerkontrakt.”

Faneblad 15

Materiale vedr. arbejdstager [person14] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen, samt kørselsbilag som [...] fremlagde efter mødet den 27.09.2011. Det bemærkes, at der på sidstnævnte er tilføjet nogle bemærkninger. Endvidere spillerkontrakt.

Faneblad 16

Materiale vedr. arbejdstager [person15] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen. Kørselsbilag fremlagt af [...] efter møde 27.09.20 11. Den fremlagte turneringsplan er også først fremskaffet efter mødet den 27.09.2011 og var ikke en del af bilagsmaterialet ved kontrollen.”

Faneblad 17

Materiale vedr. arbejdstager [person16] . SKAT [by1]s afgørelse, hvoraf det fremgår, at det der var angivet som skattefri kørselsgodtgørelse ved kontrollen viste sig at være godtgørelse for telefonudgifter.”

Faneblad 18

Materiale vedr. arbejdstager [person17] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen. Kørselsbilag, spillerkontrakt fremlagt af [...] efter møde 27.09.2011. Den fremlagte turneringsplan er også først fremskaffet efter mødet den 27.09.2011 og var ikke en del af bilagsmaterialet ved kontrollen.”

Faneblad 19

Materiale vedr. arbejdstager [person18] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen, samt kørselsbilag som [...] fremlagde efter mødet den 27.09.2011.”

Faneblad 20

Materiale vedr. arbejdstager [person19] . Kørselsbilag som fremlagt ved kontrollen. Kørselsbilag fremlagt af [...] efter møde 27.09.2011. Arbejdstager har klaget til SAN [by1] over sin skatteansættelse; der vedlægges SKAT [by1]s udtalelse til denne klage.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet anmodningen om genoptagelse.

Som begrundelse er anført følgende:

”Begrundelse
SKAT [by1] har ved afgørelse af 21. januar 2011 anset, for året 2009, at de udbetalte skattefri kørselsgodtgørelser som værende almindelig A-indkomst for de ansatte jf. KSL § 43, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005 med senere ændringer), da betingelserne om kontrol med disse skattefri udbetalinger ikke opfylder Bekendtgørelse nr. 173 af 13.marts 2000 med senere ændringer om rejse- og befordringsgodtgørelse i medfør af LL § 9, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 28 af 18. januar 2000 med senere ændringer).


Revisor har på selskabets vegne ved møde med SKAT [by1] den 27. maj 2011 anmodet om genoptagelse i sagen.


Revisor indleverede lønsedler og opgørelser over den skattefri kørselsgodtgørelse for 14 af de 18 ansatte, der havde fået udbetalt skattefri godtgørelse i 2009.

På den baggrund fremsendte SKAT [by1] forslag til afgørelse af 24. august 2011 vedr. genoptagelsen, hvor selskabet fik mulighed for senest den 6. september 2011, at komme med bemærkninger, nyt materiale eller ytrer ønske om et møde.


Revisor har i brev af 31. august 2011 anmodet om et møde i sagen inden endelig afgørelse blev truffet.


SKAT [by1] har i brev af 6. september 2011 til revisor foreslået mødet afholdt den 27. september 2011. I brevet blev det pointeret, at der kunne fremlægges ny og ikke tidligere fremlagt dokumentation og bemærkninger. Dette begrundet i, at der allerede i forbindelse med genoptagelsen havde været afholdt møde med revisor den 27. maj 2011, hvor der hverken på selve mødet eller efterfølgende blev fremlagt
nyt materiale eller nye bemærkninger.


Mødet blev afholdt tirsdag den 27. september 2011 hos SKAT [by1], hvor bl.a. revisor [person20] og direktør i selskabet [person2] repræsenterede [virksomhed1]. Fra SKAT [by1] deltog [person21] og [person22].

På selve mødet blev sagen gennemgået, men der blev ikke fremlagt ny dokumentation eller nye ikke tidligere fremførte bemærkninger. Selskabet var af den opfattelse, at de var i besiddelse af materiale, der ikke tidligere havde været fremlagt og som ikke var medbragt til mødet, der kunne begrunde en ændring i SKATs afgørelse.


Det blev på mødet aftalt, at dette materiale ville blive henholdsvis overbragt og fremsendt til SKAT [by1].


Den 25. oktober 2011 blev der fra [person2] dels modtaget mails med materiale dels overbragt materiale. Følgende blev modtaget: en beskrivelse af procedurer omkring udbetaling af kørepenge, indgåede spillerkontrakter, mappe med alle lønsedler og underliggende kørselssedler, lønmappe for 2008/09 inkl. månedsoversigter og kampprogram for sæsonerne 2008/09 og 2009/10. Samt endvidere via mails af 25. oktober fra [person2], oplysninger på enkelte af lønmodtagerne om hvilken bil de havde benyttet samt deres adresseforhold.


SKAT [by1] har gennemgået det ovenfor anførte materiale og finder ikke, at der er fremlagt materiale, der er nyt i forhold til tidligere fremlagt materiale og dermed heller ikke dokumentere, at selskabet skulle have ført den fornødne kontrol i overensstemmelse med betingelserne om kontrol med skattefri udbetalinger, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 med senere ændringer om rejse- og befordringsgodtgørelse i medfør af LL § 9, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 28 af 18. januar 2000 med senere ændringer).


På den baggrund fastholdes forslag til afgørelse vedr. genoptagelsen af 24. august 2011.”

Selskabets opfattelse

Selskabet har principalt gjort gældende, at SKATs afgørelse af 21. januar 2011 samt fastholdelsen af 16. oktober 2012 skal ændres, således at SKAT anerkender, at den udbetalte kørselsgodtgørelse til spillere og trænere er skattefri.

Selskabet har subsidiært gjort gældende, at SKATs afgørelse af 21. januar 2011 samt fastholdelse af 16. oktober 2012 er ugyldig.

Til støtte for den primære påstand har selskabet anført, at det er selskabets opfattelse, at der er ført fornøden kontrol med udbetaling af skattefri kilometergodtgørelse herunder, at de i forbindelse med udbetalingen førte bilag opfylder SKATs egne krav til indhold:

Til støtte for den subsidiære påstand har selskabet anført følgende:

”Begrundelse
Det er vores opfattelse, at SKAT [by1]s afgørelse af den 21. januar 2011 ikke opfylder kravene i skatteforvaltningslovens § 19 stk. 2, jf. Forvaltningslovens § 24 stk. 1 og 2.


Ifølge skatteforvaltningslovens § 19 stk. 2 skal sagsfremstillingen “indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Der skal endvidere oplyses om den afgørelse, som disse oplysninger efter forvaltningens vurdering fører til, med en begrundelse, der opfylder de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.”


Ifølge forvaltningslovens § 24 stk. 1 og 2 om begrundelse skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.


Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.


Der er ved fremsendelse af SKAT [by1]s forslag til ændring af den 13. oktober 2010 medsendt en sagsfremstilling. Denne sagsfremstilling er gentaget i afgørelsen af 21. januar 2011.


I såvel afgørelsen som sagsfremstillingen har SKAT [by1] begrundet afgørelsen med, at betingelserne om kontrol med udbetalinger af skattefri kørselsgodtgørelse ikke opfylder bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, idet SKAT [by1] har konstateret, at der ikke foreligger behørig dokumentation for, at selskabet har foretaget kontrol med de udbetalte skattefri kørselsgodtgørelser for 2009.


Der er således henvist til en retsregel, og sagsfremstillingen opfylder således kravene vedrørende dette punkt.


Det fremgår dog endvidere af forvaltningslovens § 24 stk. 1 og 2, at begrundelsen tillige skal angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, hvis afgørelsen beror på et administrativt skøn og endvidere indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

På dette punkt opfylder afgørelsen eller sagsfremstillingen ikke kravene i skatteforvaltningsloven, jf. henvisningen til forvaltningsloven, idet der ikke overhovedet er angivet eller henvist til forhold, der begrunder SKAT [by1]s skøn vedrørende [virksomhed1]s opfyldelse af kontrol med de udbetalte skattefri kørselsgodtgørelser.


Der skal herom særligt henvises til sagsfremstillingens punkt 1.2. om begrundelse for forslag til ændring, hvor SKAT gentager sit synspunkt om manglende kontrol og dernæst citerer kildeskattelovens § 43 stk. 1, bekendtgørelse nr. 173 at 13. marts 2000 og ligningslovens § 9 stk. 5.


Det nævnes endvidere, at “Udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse og arbejdsgiverens kontrol skal derfor være korrekt og forskriftsmæssigt dokumenteret. Dokumentationen forudsætter, at de nævnte oplysninger fremgår af arbejdsgiverens bogføringsbilag og er synligt kontrolleret af arbejdsgiveren, f.eks. i form af underskrift, stempel eller fejlrettelse.”


Denne konstatering af kravene til dokumentation er ikke fulgt op af yderligere begrundelse eller dokumentation for det af SKAT [by1] foretagne skøn i form af henvisning til konkrete bilag, hvor det kan påvises, at den fornødne kontrol ikke er gennemført. Der er heller ikke henvist til, hvilke særlige punkter i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, som [virksomhed1] ikke har opfyldt.


Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 er meget konkret i sine anvisninger af, hvad der kræves af arbejdsgiveren og de bilag, der ligger til grund for udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse. Det burde derfor ikke have forvoldt SKAT [by1] store vanskeligheder at henvise til de punkter, som efter deres opfattelse ikke var opfyldt i relation til [virksomhed1]s udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, såfremt det var tilfældet.


Såfremt forvaltningslovens krav til begrundelse skulle have været opfyldt, skulle afgørelsen og sagsfremstillingen have indeholdt henvisninger til konkrete udbetalinger af skattefri kørselsgodtgørelse, hvor betingelserne om kontrol kunne påvises ikke at være opfyldt eller i det mindste henvisning til hvilke krav ifølge den nævnte bekendtgørelse, som ikke er opfyldt.


Vi skal henvise til Karnov, note 101 til forvaltningslovens § 24 stk. 1, hvoraf det fremgår, at “en begrundelse skal være subjektiv rigtig i den forstand, at den skal angive de forhold af retlig og faktisk art som reelt er blevet tillagt betydning.” Dette er ikke tilfældet for SKAT [by1]s afgørelse eller sagsfremstilling. Endvidere nævnes det også i noten, at “Bestemmelsen forudsætter, at der i almindelighed gives en individuel redegørelse for de hovedsynspunkter, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.” Dette er heller ikke tilfældet for SKAT [by1]s afgørelse eller sagsfremstilling, der blot konstaterer, hvad der efter SKAT [by1]s opfattelse er gældende regler, men ikke nævner på hvilke områder, disse regler ikke måtte være overholdt.

Der har, som det fremgår af ovenstående baggrund, været ført flere forhandlinger mellem SKAT [by1] og [virksomhed1] efter SKAT [by1]s fremsendelse af agterskrivelsen af 13. oktober2010 og indtil den endelige afgørelse af 16. oktober 2012. Der er heller ikke i den endelige afgørelse nogen form for henvisning til konkrete omstændigheder, der belyser, hvordan SKAT [by1] er kommet frem til deres konklusion om, at [virksomhed1] for indkomståret 2009 ikke har opfyldt sine forpligtelser som arbejdsgiver i relation til at udbetale skattefri kørselsgodtgørelse.

I den forbindelse skal også henvises til Karnov note 102 til forvaltningslovens § 24 stk. 2, hvoraf fremgår, “En fyldestgørende begrundelse vil efter omstændighederne kræve en stillingtagen til de anbringender, parten har gjort gældende, navnlig hvor parten har tillagt et bestemt anbringende særlig vægt - og har redegjort udførligt herfor - og der er tale om et anbringende der er relevant for sagen.”


Det må kunne konkluderes, at SKAT [by1] selv har åbnet op for at give [virksomhed1] yderligere muligheder for at komme med anbringender ved at genoptage sagen, jf. SKAT [by1]s brev af 24. august 2011. Så meget desto mere må der også være en forpligtelse for SKAT [by1] til at forholde sig til de anbringender, som måtte være fremkommet efter genoptagelsen, og i den endelige afgørelse begrunde, hvorfor disse anbringender ikke har givet anledning til en ændret afgørelse.


Der foreligger ikke i hverken afgørelsen af 24. januar 2011 eller afgørelsen af 16. oktober 2012 nogen form for begrundelse for SKAT [by1]s synspunkt om, at der ikke er ført den fornødne kontrol ved udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse.

Derved fratages [virksomhed1] også muligheden for at få prøvet dette synspunkt ved en klagebehandling, idet det ikke er muligt at forsøge at modbevise SKAT [by1]s synspunkt, fordi det ikke kan ses af afgørelsen eller sagsfremstillingen, hvad det er SKAT [by1] mener, der konkret er gjort forkert.


Det skal bemærkes, at en tilsidesættelse af en arbejdsgivers kontrol af udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse har vidtrækkende konsekvenser for de medarbejdere, der har modtaget skattefri kørselsgodtgørelse i den tro, at godtgørelsen ikke skulle beskattes.


Derfor er det også så meget desto mere vigtigt, at en afgørelse om tilsidesættelse af den foretagne kontrol er begrundet med henvisning til de faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning, således at der også gives arbejdsgiveren mulighed for at få prøvet dette standpunkt ved en højere instans.”

Landsskatterettens afgørelse

[virksomhed1] A/S har anmodet SKAT om at genoptage deres afgørelse af 21. januar 2011. Hvorvidt Landsskatteretten skal pålægge SKAT at genoptage deres afgørelse skal afgøres efter almindelige forvaltningsretlige principper.

Efter en samlet vurdering finder Landsskatteretten, at SKATs afgørelse af 21. januar 2011 bør genoptages. Der er lagt vægt på, at selskabet er fremkommet med yderligere oplysninger over for SKAT samt at den oprindelige afgørelse af 21. januar 2011 med sagsfremstilling ikke indeholder en redegørelse for sagens faktiske forhold, herunder oplysninger om de fremlagte kørselsbilag, den udførte kontrol, m.m. samt en begrundelse for afgørelsen, der opfylder de krav til begrundelse af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven, jf. skatteforvaltningslovens § 19, stk. 2.

Landsskatteretten pålægger herefter SKAT at genoptage deres afgørelse af 21. januar 2011.