Kendelse af 08-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 13-03-2015

Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Retten i Lyngby den 27. januar 2017. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Din opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2007

Lønindkomst for 2007, som er udbetalt i 2007

Lønindkomst for 2007, som er udbetalt i 2008, men anses for retserhvervet i 2007

69.825 kr.

470.050 kr.

0 kr.

0 kr.

69.825 kr.

470.050 kr.

2008

Lønindkomst for 2007, som er udbetalt i 2008

Lønindkomst i 2008

580.050 kr.

1.094.659 kr.

0 kr.

0 kr.

580.050 kr.

1.094.659 kr.

Faktiske oplysninger

Du har i perioden fra maj 2004 til november 2008 været administrerende direktør i [virksomhed1] Ltd. Selskabet, som du selv stiftede, drev en lavpris hurtigfærge mellem [by1] i England og [by2] i Frankrig. Du ejede, via selskaberne [virksomhed2] A/S og [virksomhed3] ApS, 35 % af [virksomhed1] Ltd. Du og din ægtefælle ejer [virksomhed2] A/S 100 %.

Ved din ansættelse blev der ikke udarbejdet en ansættelseskontrakt, ligesom der ikke er blevet udstedt egentlige lønsedler. De første år havde virksomheden kontor og hovedsæde i Danmark. Kontoret lukkede i 2007, og administrationen blev flyttet til England.

Du har til SKAT forklaret, at du herefter tog ophold i [by1] i England, og at [virksomhed1] Ltd betalte alle dine udgifter i forbindelse med opholdet. Selskabet stillede bl.a. en hotellejlighed til rådighed for dig.

Transporten mellem Danmark og [by1] foregik normalt i en bil, som var leaset af dit danske selskab [virksomhed2] A/S. Du kørte til [by2] i Frankrig og sejlede til [by1]. Sommetider foregik transporten med fly. Udgifter til benzin, fly m.v. blev betalt af [virksomhed1] Ltd

I 2007 og 2008 solgte dit og din ægtefælles danske selskab, [virksomhed2] A/S, konsulentydelser til [virksomhed1] Ltd.. Du har forklaret, at din hustru i 2008 var ulønnet arbejdende bestyrelsesmedlem i [virksomhed2] A/S. I årsrapporten 2007 for [virksomhed2] A/S fremgår det, at direktionen i selskabet var dig, og at bestyrelsen bestod af din ægtefælle som formand og af dig og din datter som bestyrelsesmedlemmer.

[virksomhed1] Ltd blev erklæret konkurs i november 2008. Du kan ikke fremskaffe dokumentation for selskabets udgifter vedrørende dit ophold i England, idet bilagsmaterialet befinder sig i kurato-rernes arkiver.

Til sandsynliggørelse af, hvilke dage du i 2007 og 2008 har opholdt dig i henholdsvis udlandet og Danmark, har du indsendt nogle foreløbige ugeplaner udarbejdet af dig selv. De indsendte ugeplaner indeholder ingen nøjagtige mødesteder eller klokkeslæt.

Du har forklaret, at ugeplanerne kun indeholder de informationer, som var kendt mandag morgen i hver uge. Der kan således være kommet flere aftaler til, og nogle kan være blevet aflyst.

Det følger af et referat fra et bestyrelsesmøde i [virksomhed1] Ltd den 25. januar 2007, at du skulle have en samlet årsløn på 140.000 GBP efter skat. [virksomhed1] Ltd havde økonomiske problemer i de omhandlede indkomstår, og din løn blev derfor først udbetalt, når der var penge til det. Som følge heraf blev en stor del af din løn for 2007 først udbetalt i 2008.

Du og din ægtefælle købte den 8. april 1995 boligen beliggende [adresse1], [by3], og har siden den 15. maj 1995 været registreret i folkeregisteret på adressen.

SKATs afgørelse

Da du har bopæl i Danmark, er du fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1. Du beskattes derfor af globalindkomsten efter statsskattelovens § 4.

Lønindkomst fra [virksomhed1] Ltd er ikke anset som lempelsesberettiget i skatteberegningen efter ligningslovens § 33 A, idet det ikke anses for dokumenteret eller sandsynliggjort, at du ikke har opholdt dig her i landet i mere end 42 dage indenfor enhver afsluttet 6-måneders periode.

De indsendte ugeplaner anses ikke for tilstrækkelig dokumentation for dit ophold i udlandet, idet de er udarbejdet af dig selv og ikke indeholder nøjagtige oplysninger om tidspunkter og mødesteder. Ugeplanerne viser ikke nøjagtigt, hvor du har opholdt dig. Det fremgår f.eks. ikke altid, om ”officeday” er foregået i Danmark eller i [by1]. Der er ifølge ugeplanerne en del rejser til bl.a. [UK], [Holland], [Holland], [Frankrig], [Frankrig], [Norge], [UK], [...], [Finland], [Belgien], [by4] og [by5]. Det fremgår ikke, om disse rejser er foretaget fra [by6] eller fra [by1]. Rejserne er bl.a. foretaget for at skaffe kapital og investorer til [virksomhed1] Ltd

De mange rejser skønnes endvidere at afkræfte din forklaring om, at det af hensyn til den daglige drift var nødvendigt, at du opholdt dig i [by1].

Du har ikke fremlagt samtalespecifikationer vedrørende telefonudgifter, benzinkvitteringer, kvitteringer for broafgifter eller lignende, der understøtter ugeplanerne. Herudover har det i indkomstårene 2004 til 2007 været muligt at udføre dine arbejdsopgaver fra Danmark.

Da den modtagne løn er nettolønsopgjort, er der ikke engelske skatter, som, efter creditprincippet, kan modregnes i den danske skat.

For så vidt angår opgørelsen af din løn har der ikke været fremlagt lønsedler. SKAT skønner derfor, at der pr. 30. juni 2007 blev erhvervet ret til 50 % af den modtagne løn. Den modtagne løn er opgjort på grundlag af indsætningerne i [finans1] og dine oplysninger. Der er endvidere henset til, at der den 25. januar 2007 er aftalt en samlet årsløn på 140.000 GBP efter skat.

Ekstraordinær genoptagelse

Der kan ske ekstraordinær ansættelse, når den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, eller hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår, jf. § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2.

Som følge af, at løn er skattepligtig efter statsskattelovens § 4, er det anset for mindst groft uagtsomt, at beløbene ikke er medregnet.

Du mener ikke, du har handlet ”forsætlig” eller ”groft uagtsomt”. Du mener, du har handlet korrekt i forhold til både det danske og det engelske skattevæsen. Det kan hertil bemærkes, at du ikke ses at have handlet korrekt, idet du er fuld skattepligtig til Danmark og ikke har selvangivet din løn fra [virksomhed1] Ltd

Da du har udenlandsk indkomst, er du ikke omfattet af den korte ligningsfrist, jf. skatteforvaltnings-lovens § 26, stk. 1, 5. pkt. Ændringen for 2008 kan derfor gennemføres efter de ordinære ansættelsesfrister i skatteforvaltningslovens 26, stk. 1.

Da forhøjelsen for indkomståret 2007 er helt tilsvarende forhold som forhøjelsen for 2008, kan skatteansættelsen for 2007 også forhøjes efter de ordinære ansættelsesfrister. Der henvises til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., og bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 § 1, stk. 1, nr. 4.

Ændringerne for 2007 og 2008 kan derfor gennemføres på grundlag af såvel de ordinære som de ekstraordinære ansættelsesfrister.

Din opfattelse

Du har principalt fremsat påstand om, at din skattepligtige indkomst for indkomstårene 2007 og 2008 skal nedsættes med henholdsvis 539.875 kr. og 1.674.709 kr.

Subsidiært har du gjort gældende, at du er berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A.

Til støtte for den principale påstand har du bl.a. gjort gældende, at du på vegne af [virksomhed2] A/S i 2002 udviklede et hurtigfærgeprojekt [...]. Projektet er beskrevet i en dokumentarfilm udarbejdet af [...].

Du har siden 2004 og indtil november 2008 været administrerende direktør i [virksomhed1] Ltd og har i denne periode opholdt dig i England langt størstedelen af året, hvilket vil sige, at du har opholdt dig mindre end 48 dage inden for enhver 180 dages periode i Danmark. På trods heraf har du undladt at påklage skatteansættelserne for indkomstårene før 2007.

[virksomhed1] Ltd har gennem alle årene haft hovedkontor i [by1] og på intet tidspunkt i Danmark. Selskabet har på intet tidspunkt haft medarbejdere ansat i en dansk afdeling af selskabet. [virksomhed1] Ltd har i en periode inden 2007 rekvireret ydelser i Danmark, der i alle tilfælde er faktureret til selskabet.

Da det imidlertid i 2007 blev nødvendigt at afvikle enhver form for erhvervsmæssig aktivitet i Danmark, og da kravene i England til din tilstedeværelse i det britiske færgerederi blev intensiveret bortfaldt din fulde skattepligt til Danmark i hvert fald fra indkomståret 2007.

Det bestrides, at du ikke har haft til hensigt at bosætte dig varigt i udlandet. Du har anvendt al din tid på at forestå driften af færgeruten mellem England og Frankrig. Det var ikke realistisk eller muligt at bo/leve i Danmark samtidig med udførelsen af dette arbejde. Det er i øvrigt heller ikke lovligt efter de gældende regler i Storbritannien. Heraf følger, at et stort aktivt selskab ikke må ledes fra udlandet, og det var naturligvis også et krav for selskabets aktionærer, der for størstedelens vedkommende var engelske.

Hvis finanskrisen ikke var opstået, var bopælen i Danmark utvivlsomt blevet endelig opgivet, og familien var flyttet til England. For fuldstændigheds skyld bemærkes, at dine aktiviteter i England startede i 2004, og at dit engagement i England har været stort set uændret siden da. Der er således ikke tale om en ny situation for indkomståret 2007, men da denne klagesag alene vedrører indkomstårene 2007 og 2008 koncentreres bemærkningerne til denne periode.

Du har for SKAT fremlagt dokumentation for ansættelsesforholdene i England og for afviklingen af alle erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark. Til dokumentation for, at du har boet i [by1], har du fremlagt erklæring fra [virksomhed4] i England. Det fastholdes således, at du har haft fast bolig i England. Du har boet og opholdt dig i en lejlighed (hotellejlighed) i langt størstedelen af året. Forholdene omkring lejligheden og dens indretning er i øvrigt dokumenteret i [...] udsendelsen. Også [...] har besøgt lejligheden og beskrevet virksomhedens drift i [by1]. Du er den eneste, der har boet i hotellejligheden, siden den blev totalrenoveret, og indtil [virksomhed1] Ltd gik konkurs i november 2008.

Det bestrides, at du ikke har afholdt private omkostninger England. Du har naturligvis selv afholdt rent private omkostninger. Omfanget heraf var dog begrænset, da din arbejdsuge ofte var på 7 dage.

SKATs bemærkning om “Han har ikke på nogen måde dokumenteret sit ophold England” er helt urimelig. Du har bogstaveligt talt stået på kajen lige siden foråret 2004 og er ved adskillige lejligheder blevet portrætteret i dokumentarudsendelser og er blevet set på kajen af hundredvis af færgerutens kunder. Hertil kommer, at du har udarbejdet og afleveret ugerapporter til de engelske myndigheder, således som det er krævet i England for den ansvarlige ledelse af et færgeselskab. Hvorledes dette faktum kan anses for udokumenteret er en gåde.

Din ægtefælle har anvendt en dansk leaset bil som firmabil i et andet selskab og har betalt skat for den private anvendelse heraf. Det bestrides, at dette forhold har nogen som helst betydning for dine skattemæssige forhold.

Din stærkeste personlige og økonomiske forbindelser har under dit ophold i England utvivlsomt været England. Det har hele tiden været meningen, at familien skulle flytte til England, når det nødvendige grundlag var etableret, og indtil da har familien (især børnene) jævnligt opholdt sig hos dig i England.

Din indkomst kom udelukkende fra [virksomhed1] Ltd i England. Næsten alle dine private bekendtskaber er relateret til England, og alle begivenheder i form af middage, vennebesøg, cafeture, sociale arrangementer m.v. er sket i England. Du har ikke, bortset fra en konfirmation i Danmark, haft gæster i Danmark og har ikke haft private besøg i Danmark. Dette underbygges af, at du har anvendt stort set al din tid i England som leder af en betydelig virksomhed under konstant mediebevågenhed og har selv sammen med ca. 100 andre aktionærer satset hele din formue herpå.

Den fremlagte dokumentation er som anført fuldt tilstrækkelig. SKAT konkluderer på besynderlig vis, at da det er “forholdsvis besværligt at komme til [by1]”, er det ikke nødvendigt for arbejdets udførelse, at du har opholdt dig stationært i [by1]. Forholdet er imidlertid helt det modsatte, nemlig at du på dette grundlag er blevet i [by1], hvorfra der er kort afstand til datterselskabet og destinationen i [by2] i Frankrig, hvor selskabet har en række medarbejdere placeret. Det er en umulig opgave at styre den virksomhed, som du har ledet, fra Danmark.

SKATs beskrivelse af forholdet mellem [virksomhed2] A/S og [virksomhed1] Ltd er ikke korrekt. [virksomhed2] A/S har ikke udført og faktureret konsulentarbejde til [virksomhed1] Ltd[virksomhed2] A/S var aktionær i [virksomhed1] Ltd og en række funktioner (især i 2004 og 2005) blev udført for [virksomhed1] Ltd for eksempel i form af et call-center, men denne omkostning blev blot viderefaktureret til [virksomhed1] Ltd, indtil selskabet kunne klare sig uden hjælp med praktisk arbejde fra aktionæren [virksomhed2] A/S. Disse funktioner blev så snart det var muligt nedlagt i Danmark og flyttet til England. Du har aldrig deltaget i dette arbejde under dit ophold i England fra 2004 og har ikke udført arbejde i Danmark hverken for [virksomhed2] A/S eller for andre i 2007 og 2008.

I henhold til de i England gældende regler for den ansvarlige ledelse af et færgeselskab har du udarbejdet og afleveret en ugerapport ved ugens start til myndighederne. Den har været fremlagt for SKAT og fremsendt til Skatteankestyrelsen. Den viser, at du har opholdt dig 40 dage i Danmark i 2007 og 25 dage 2008.

Da [virksomhed1] Ltd er gået konkurs ultimo 2008, er det yderst vanskeligt om end umuligt at tilvejebringe yderligere materiale fra kurator i det engelske selskab.

Ved at sammenholde dine forhold med gældende praksis for skattepligt til Danmark, herunder SKATs afgørelse af 16. september 2010 vedrørende Stephen Kinnock-sagen, er det åbenbart, at din tilknytning til Danmark har været mindre end Stephen Kinnocks. Efter det foreliggende fører dette frem til, at du ikke har været fuldt skattepligtig til Danmark i 2007 og 2008.

SKAT har udover at anse dig for skattepligtig til Danmark arbitrært fastsat din indkomst mellem indkomstårene 2007 og 2008. Den korrekte lønindkomst i England udgjorde 1.160.000 kr. i 2007 og 1.094.659 kr. i 2008. [virksomhed1] Ltd likviditetsmæssige situation har gjort, at der er sket en forskydning i tidspunktet for udbetalingen. Dette berettiger imidlertid ikke SKAT til at omfordele den dokumenterede aftalte løn i henholdsvis 2007 og 2008.

Ex tuto gøres det gældende, at SKAT er uberettiget til efter ligningsfristens udløb at foretage en ansættelse af din lønindkomst for 2007. Situationen er ikke omfattet af skatteforvaltningslovens regler om eliminering af fristen ved forsætlig eller groft uagtsomt forhold hos dig.

Landsskatterettens afgørelse

Skattepligt

Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler personer, der har bopæl her i landet, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Da der er tale om en fraflytningssituation, er det dig, der skal dokumentere, at bopælen er blevet opgivet i forbindelse med dit ophold i udlandet, jf.TfS 2001.493.H. Der gælder et bredt tilknytningskriterium i disse situationer, hvor der således også skal henses til din hensigt om ikke længere at bo i Danmark. Rådigheden over boligen indgår dog i bedømmelsen med betydelig vægt.

Det lægges til grund, at du i april 1995 købte bolig på adressen [adresse1], [by7], sammen med din ægtefælle, og at du siden maj 1995 har boet på adressen. I forbindelse med dit ophold i England blev din ægtefælle og dine børn boende på adressen, og boligen ses således ikke at være opgivet i de omhandlede indkomstår. Retten finder det endvidere ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at det har været din hensigt at ville fraflytte Danmark permanent. Der er henset til, at både den økonomiske tilknytning i form af dine selskaber, og den personlige tilknytning i form af din familie, har været stærkest til Danmark i alle årene.

Landsskatteretten anser dig således for at have været fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2007 og 2008. Da der ikke foreligger dokumentation for, at du i de omhandlede år har været skattepligtig til England, finder retten ikke, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien finder anvendelse.

Lempelse efter ligningslovens § 33 A

Har en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, under ophold uden for riget i mindst 6 måneder uden andre afbrydelser af opholdet end nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie el.lign. af en sammenlagt varighed på højst 42 dage erhvervet lønindkomst ved personligt arbejde i tjenesteforhold, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst, jf. ligningslovens § 33 A, stk. 1, 1. pkt.

Retten finder det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at du har opfyldt betingelserne i bestemmelsen. Landsskatteretten finder det således ikke muligt på det foreliggende grundlag at vurdere, hvorvidt du har opholdt dig her i riget i højest 42 dage inden for enhver afsluttet 6 måneders periode. Din lønindkomst kan derfor ikke anses for lempelsesberettiget i skatteberegningen efter ligningslovens § 33 A.

Ekstraordinær genoptagelse af 2007

Der kan ske ekstraordinær ansættelse, når den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har be-virket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grund-lag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Det er rettens opfattelse, at det forhold, at du ikke har selvangivet de modtagne beløb fra [virksomhed1] Ltd, har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse af din indkomst på et urigtigt grundlag for indkomståret 2007. Den manglende selvangivelse anses for at være mindst groft uagtsom. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, anses således for opfyldte.

Periodisering af lønnen

Løn indkomstbeskattes på udbetalingstidspunktet. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at der er erhvervet ret til indkomsten, er beløbet skattepligtig på dette tidspunkt. Der henvises til Ligningsvejledningen 2008, afsnit A.B.1.1 og bek. nr. 1520 af 14. december 2006 § 19 (dagældende).

Retten lægger til grund, at du i indkomstårene 2007 og 2008 har haft en indkomst fra [virksomhed1] Ltd på 140.000 GBP efter skat pr. år, jf. referatet fra bestyrelsesmødet i [virksomhed1] Ltd i 2007. Endvidere har du forklaret, at udbetalingen af lønnen er sket i takt med, at der har været midler til rådighed i selskabet. Desuden er der ikke fremlagt dokumentation i form af lønsedler eller lignende, der ville kunne dokumentere det faktiske udbetalingstidspunkt.

På dette grundlag finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn over periodiseringen af beløbene. Du ses således ikke at have dokumenteret, at beløbene har været udbetalt anderledes end opgjort af SKAT.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse.