Kendelse af 11-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 08-08-2015

Værdi af fri bil

Faktiske oplysninger

I 2005 stiftede klageren bogholderiselskabet [virksomhed1] A/S, CVR-nr. [...1], hvori han selv var direktions- og bestyrelsesmedlem. Ifølge biq.dk havde [virksomhed1] A/S fra den 24. juli 2007 adresse på [adresse1], [by1].

Klageren har oplyst, at [virksomhed1] A/S havde op til 20 medarbejdere i årene 2007 til 2009. Klagerens arbejdsopgaver bestod hovedsageligt i at holde møde med kunderne på deres adresser, at køre ud til selskabets kunder for at hente bogføringsmateriale, og at lave likviditetsberegninger m.m.

[virksomhed1] A/S blev taget under konkursbehandling den 12. marts 2009 og blev erklæret konkurs den 20. juni 2011.

Det er oplyst, at samtlige aktiver og alle medarbejdere og medarbejderforpligtelser i [virksomhed1] A/S blev overdraget til [virksomhed2] ApS (CVR-nr. [...2]) ved en virksomhedsoverdragelse. Der er fremlagt kopi af virksomhedsoverdragelsesaftale mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] ApS ved [person1]. Aftalen er alene dateret med årstallet 2009.

Ifølge biq.dk havde [virksomhed2] ApS i perioden fra den 6. oktober 2008 til den 30. april 2009 adresse på [adresse1], [by1]. Herefter var selskabets adresse [adresse2], [by1]. [virksomhed2] ApS blev taget under konkursbehandling den 26. november 2009.

Klageren har oplyst, at [virksomhed2] ApS ligesom [virksomhed1] A/S var et bogholderifirma, og at selskabet havde omkring 12 medarbejdere i 2009. Klageren var ansat som salgsdirektør i selskabet i perioden fra den 1. marts 2009 til den 30. oktober 2009 og havde stort set de samme arbejdsopgaver, som dem han havde i [virksomhed1] A/S.

Klageren er gift med [person2] og har to hjemmeboende børn. Det er oplyst, at klagerens ægtefælle i 2009 var ansat i henholdsvis [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] ApS.

Biloplysninger

Klageren var i 2007 til 2009 registreret som ejer/bruger af følgende biler:

Biloplysninger vedrørende CVR-nr. [...3] v. [person3], som er klagerens tidligere enkeltmandsvirksomhed):

Biloplysninger vedrørende [virksomhed1] A/S, CVR-nr. [...1].

Det fremgår af udskrifter fra Centralregistret for Motorkøretøjer, at klageren pr. 23. december 2009 er registreret som bruger af en BMW 1 Serie 1 120I, reg.nr. [reg.nr.5], og at [finans1] A/S ejer bilen.

Det er oplyst, at klageren førte kørebog for Audi Q7, reg. nr. [reg.nr.1], men at den forsvandt, da leasingselskabet afhentede bilen.

Klagerens ægtefælle var i perioden fra den 19. maj 2006 til den 8. august 2008 registreret som ejer og bruger af en Renault Megane, reg. nr. [reg.nr.6], (personbil, privat personkørsel). Herudover var hun ikke registret som ejer eller bruger af andre biler i indkomstårene 2007 til 2009.

Af sagsnotat i SKATs sagsstyringssystem SKAT/Ligning fremgår blandt andet følgende notater (*Det er SKATs opfattelse, at dateringen “14-10-2010” formentlig er udtryk for en skrivefejl, idet notaterne både før og efter er fra 2009):

”...

...”

Det er oplyst til SKAT, at Audi Q7, reg.nr. [reg.nr.1], holdt på bopælen i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel. Baggrunden herfor var, at klageren arbejdede som sælger og kørte til kunder hver dag, og at det derfor ikke gav mening, at han skulle begynde sin arbejdsdag fra virksomhedsadressen.

Klageren har erkendt, at han i perioden den 5. august 2008 til den 11. marts 2009 anvendte selskabets Audi A3 med reg.nr.: [reg.nr.3] privat og accepteret beskatning af værdi af fri bil heraf.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af værdi af fri bil for indkomstårene 2007, 2008 og 2009 med 54.048 kr. for 2007, 216.198 kr. for 2008 og 180.160 kr. for 2009.

Alle de i sagen omhandlede biler var indregistreret til privat personkørsel, og dermed er bilerne ikke omfattet af den praksis, hvorefter det påhviler SKAT at bevise, at bilerne har været brugt privat.

Der er derimod tale om, at både Audi Q7 og Audi A3, der holdt parkeret på den private adresse, er omfattet af de formodningsregler, hvorefter det påhviler den skattepligtige at afkræfte en formodning for, at de omhandlede biler stod til rådighed for privat brug for klageren, jf. nærmere nedenfor.

Der henvises endvidere til SKATS Juridiske vejledning 2012-1, afsnit C.A.5.14.l.11, hvor formodningsreglerne er nærmere beskrevet.

Formodningen kan ikke afkræftes blot ved at hævde, at bilen udelukkende anvendes til erhvervsmæssig brug. Det udelukker heller ikke privat råden eller privat anvendelse, at den skattepligtige har kunnet råde privat over andre biler. Det skal således konkret kunne bevises, at bilen aldrig anvendes til privat kørsel. Et sådant bevis kan som altovervejende hovedregel kun føres ved fremlæggelse af et løbende ført kørselsregnskab, jf. navnlig Højesterets dom af 11. februar 2009 (SKM 2009.239).

Hvis der ikke er fremlagt et kørselsregnskab, er det i praksis kun ganske undtagelsesvist anset for tilstrækkeligt bevist, at der ikke er grundlag for at foretage beskatning af værdi af fri bil. I disse tilfælde har andre helt særlige forhold talt for, at privat anvendelse har været udelukket. Se f.eks. Vestre Landsrets dom af 2. februar 2006 (TfS 2006, 380), Østre Landsrets dom af 2. december 2005 (TfS 2006, 12), Vestre Landsrets dom af 8. april 2002 (TfS 2002, 439) og Østre Landsrets dom af 5. september 2002 (TfS 2002, 950) som klagerens repræsentant også har henvist til.

Et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab lægges i praksis kun sjældent til grund, jf. Højesterets dom af 1. marts 2005 (SKM 2005.138). Hvis et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab lægges til grund, stilles der særdeles strenge krav hertil, jf. Østre Landsrets dom af 28. januar 2004(SKM 2004.85).

Klageren var hovedanpartshaver og medlem af både bestyrelsen og direktionen i [virksomhed1] A/S, indtil [virksomhed1] A/S blev taget under konkursbehandling den 12. marts 2009.

I denne periode var klageren derfor omfattet af den skærpede formodningsregel for hovedaktionærer m.fl., hvorefter der er en formodning for, at bilen ikke kun var til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Denne formodningsregel gælder, uanset om bilen holdt parkeret ved bopælen eller ej.

Klageren var ikke hovedanpartshaver i [virksomhed2] ApS, og han var derfor ikke omfattet af den skærpede formodningsregel fra april måned 2009 og frem. SKAT har imidlertid foretaget notater om, at bilen holdt parkeret på privatadressen den 11. oktober 2009, hvor han arbejdede for [virksomhed2] ApS. Selvom der ikke blev taget et billede af bilen denne dag, har nævnet ikke fundet grundlag for at betvivle notatets rigtighed. Det bemærkes videre, at det er erkendt, at bilen holdt parkeret på privatadressen i forbindelse med ansættelsen i [virksomhed2] ApS. I øvrigt overtog [virksomhed2] ApS alle medarbejderforpligtelser i forbindelse med [virksomhed1] A/S’ konkurs, og det må således lægges til grund, at klagerens rådighed over bilen ikke blev indskrænket ved ansættelsen i [virksomhed2] ApS.

Der er således en formodning for, at bilen har stået til rådighed for klagerens private brug i indkomstårene 2007-2009. Nævnet er dog enigt med klagerens repræsentant i, at rådighedsperioden i indkomståret 2009 ikke omfatter november og december måned 2009, da det må lægges til grund, at han ikke var ansat i selskabet i disse måneder, og da der ikke er oplysninger, der tyder på, at han har rådet over bilerne efter ansættelsesforholdets ophør.

Klageren har hverken kunnet fremlægge et løbende ført kørselsregnskab eller et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab, og han har således ikke på denne måde dokumenteret, at privat anvendelse har været udelukket.

Klagerens påstand om, at bilen udelukkende er anvendt erhvervsmæssigt afkræfter ikke i sig selv formodningen om privat anvendelse.

Skatteankenævnet skal i denne forbindelse bemærke, at nævnet ikke kan udelukke, at klageren i et vist omfang også har kørt mellem privatadressen og selskabernes adresse i Audi Q7’en. En sådan kørsel er som udgangspunkt privat.

Nævnet er af den opfattelse, at der ikke kan lægges nogen særlig vægt på, at klageren anskaffede en BMW i privat regi. BMW’en blev således anskaffet ultimo 2009 på et tidspunkt, hvor klageren var fratrådt sin stilling i [virksomhed2] ApS, og hvor det er lagt til grund, at klageren ikke længere rådede over Audi Q7’en.

Det kan heller ikke tillægges nogen særlig vægt, at klageren for nævnet, men hverken i sine selvangivelser eller over for SKAT, har anerkendt, at Audi A3’en er anvendt privat.

Det bemærkes også, at klagerens ægtefælle kun har rådet over en privat bil frem til den 8. august 2008, og at det i øvrigt ikke udelukker privat råden eller privat anvendelse, at husstanden har haft rådighed over andre biler, der kunne benyttes privat, jf. Højesterets dom af 11. februar 2009 (SKM 2009.239).

Der er i øvrigt ikke påvist helt særlige forhold, der på trods af et manglende kørselsregnskab, kan medføre, at Audi Q7’en udelukkende anses for erhvervsmæssigt anvendt.

Nævnet er derfor af den opfattelse, at klageren er skattepligtig af værdi af fri bil for så vidt angår Audi Q7’en.

Nævnet har lagt til grund, at det er klageren og ikke klagerens ægtefælle, der skal beskattes af værdi af fri bil.

Der er herved henset til, at det ikke er gjort gældende, at klagerens ægtefælle, der også var ansat i både [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] ApS har rådet over nogen af bilerne, ligesom alle bilerne var indregistreret med klageren som bruger.

Nævnet har fundet, at værdi af fri bil for Audi Q7’en kan opgøres som følger, idet SKATs beregningsgrundlag for bilen er lagt til grund, da dette ikke er bestridt i klagen:

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene

2007, 2008 og 2009 skal nedsættes med henholdsvis 54.048 kr. for 2007, 216.198 kr. for 2008 og 180.160 kr. for 2009.

Klageren stiftede den 28. juni 2005 selskabet [virksomhed1] A/S. Han var medlem af bestyrelsen og direktionen i selskabet fra stiftelsen og til selskabet blev taget under konkursbehandling den 12. marts 2009. I forbindelse med konkursbehandlingen skiftede selskabet navn til [virksomhed3] A/S. I dette indlæg vil selskabet blive benævnt [virksomhed1] A/S. Selskabet blev erklæret konkurs den 20. juni 2011.

I forbindelse med konkursbehandlingen, blev der indgået en aftale med konkursboets kurator, hvorefter alle aktiver og forpligtelser blev overdraget til [virksomhed2] ApS. Der skete således en overdragelse af alle medarbejdere, medarbejderforpligtelser og aktiver til [virksomhed2] ApS. [virksomhed2] ApS var ejet af [person1]. Der er fremlagt den indgåede virksomhedsoverdragelsesaftale mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] ApS. Det fremgår heraf, at overdragelsesdagen var fastsat til den 15. februar 2009.

I februar 2009 blev klageren således ansat i [virksomhed2] ApS. Endvidere indtrådte han som medlem af direktionen den 1. marts 2009, men fratrådte igen den 30. oktober 2009. Den 26. november 2009 kom [virksomhed2] ApS under konkursbehandling og ændrede navn til [virksomhed4] ApS. I dette indlæg vil selskabet blive benævnt [virksomhed2] ApS. [person1] var direktionsmedlem i [virksomhed2] ApS fra den 6. oktober 2008 og til den 13. oktober 2009.

I [virksomhed2] ApS arbejdede klageren som sælger, og han besøgte potentielle og eksisterende kunder på Sjælland, Fyn og i Jylland. De fleste af klagerens arbejdsdage blev derfor brugt på kørsel og kundebesøg. [person1] traf alle beslutninger i forbindelse med selskabets ledelse og økonomi, herunder eksempelvis aftaler vedrørende løn. Klageren var derfor ikke med til at lede selskabet, men arbejdede alene med salg.

[virksomhed1] A/S leasede to biler, en Audi Q7 med reg.nr. [reg.nr.1], der blev leaset af [finans2] A/S, og en Audi A3 med reg.nr. [reg.nr.3], der blev leaset af [finans3] A/S.

Klageren brugte Audi Q7 udelukkende erhvervsmæssigt i forbindelse med kørsel i Danmark til potentielle og eksisterende kunder. Klageren valgte at lade bilen indregistrere på hvide plader, da han således kunne have kunder fra Sverige eller England med i bilen, når han eksempelvis hentede kunderne ved lufthavnen. Klageren førte en kørebog for kørslen i bilen, men i forbindelse med, at bilen blev afhentet af leasingselskabet, forsvandt kørebogen.

Klageren anvendte Audi A3 både erhvervsmæssigt og privat. Det er således korrekt, som anført i SKATs afgørelse af den 10. marts 2011, at klageren skal beskattes af værdi af fri bil for så vidt angår en Audi A3.

Klageren har privat leaset en BMW af [finans1] A/S. Der er fremlagt en udskrift fra Centralregisteret for Motorkøretøjer vedrørende den privatleasede BMW, hvoraf fremgår, at bilen er indregistreret i klagerens navn, og at bilen er leaset af [finans1] A/S.

Da klageren som sælger skulle køre til kunder hver dag, ville det ikke have givet mening, at han skulle starte sin arbejdsdag fra virksomhedsadressen. Derfor holdt Audi Q7 på klagerens private adresse om natten i de tilfælde, hvor han var kommet sent hjem fra kundebesøg og skulle tidligt afsted næste morgen på kundebesøg.

Repræsentanten gør det overordnet gældende, at bilen alene blev anvendt til erhvervsmæssig kørsel, og stod derfor ikke til rådighed for privat kørsel i 2007 til 2009. Den blev ikke benyttet privat, hvorfor klageren ikke skal beskattes af værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Der er intet i skatteankenævnets afgørelse, der understøtter, at klageren skulle have anvendt den leasede Audi Q7 privat. Det fremgår af s. 4 i skatteankenævnets afgørelse, at man ved et besøg på adressen [adresse3], [by2], den 11. oktober 2009 og den 14. oktober 2009 har konstateret, at der har befundet sig en Audi Q7 på adressen. Som dokumentation herfor har SKAT taget et billede. Men den bil, som SKAT har taget et billede af, er den Audi A3, som han kan anerkende, har været brugt til privat kørsel. Det er således ikke korrekt, når det fremgår af skatteankenævnets afgørelse, at SKAT har observeret en Audi Q7 på klagerens private adresse, hvilket er årsagen til, at SKAT anser bilen for anvendt privat.

SKAT vil beskatte klageren af værdi af fri bil for så vidt angår hans ansættelse i [virksomhed1] A/S. SKATs observationer fandt dog sted på et tidspunkt, hvor [virksomhed1] A/S var taget under konkursbehandling, og hvor både han og den omhandlede bil var overdraget til [virksomhed2] ApS. Hvis SKAT således på dette tidspunkt skulle have observeret en Audi Q7 ved hans privatadresse,er der tale om et tidspunkt, hvor han ikke længere arbejdede for [virksomhed1] A/S. Dette har SKAT også selv bemærket i udtalelsen af den l. juli 2011 (side 1, 2. afsnit).

Gennem årene har der udviklet sig en praksis, hvorefter der foreligger en formodning for, at en bil står til rådighed for privat benyttelse, såfremt den ansatte er hovedaktionær/hovedanpartshaver i det selskab, som stiller bilen til rådighed, og såfremt bilen står parkeret foran den ansattes bopæl udenfor normal arbejdstid.

I forhold til ovenfor omtalte formodningsregel skal det fremhæves, at klageren var ansat og hovedaktionær i selskabet [virksomhed1] A/S, der ejede den i sagen omhandlede Audi Q7, reg.nr. [reg.nr.1], indtil februar 2009, hvor bilen og de øvrige aktiviteter fra selskabet [virksomhed1] A/S blev overdraget til selskabet [virksomhed2] ApS. Klageren har på intet tidspunkt ejet anparterne i [virksomhed2] ApS, hvorfor han således alene er omfattet af formodningsreglen indtil februar måned 2009. Efter dette tidspunkt foreligger der således ikke en formodning for, at bilen står til privat rådighed, såfremt bilen holdt parkeret ved klagerens bopæl udenfor normal arbejdstid.

Det er dog særdeles væsentligt at holde sig for øje, at der alene er tale om en formodningsregel, som efter fast og righoldig praksis konkret kan afkræftes. Skatteyder kan blandt andet afkræfte denne omtalte formodningsregel, når skatteyder er i stand til at fremlægge løbende kørselsregnskab, der udelukkende udviser erhvervsmæssig kørsel, samt ved fremlæggelse af en såkaldt fraskrivelseserklæring, hvor den ansatte har fraskrevet sig adgang til at anvende bilen til private formål.

Det er imidlertid særdeles væsentligt at holde sig for øje, at det følger af en efterhånden righoldig praksis fra såvel Landsskatteretten som domstolene, at skatteyder konkret kan afkræfte omtalte formodning for privat benyttelse - også selvom der hverken er ført kørselsregnskab eller lavet en fraskrivelseserklæring.

...

Helt overordnet kan det fremhæves, at sager omkring beskatning af værdi af fri bil typisk opstår i situationer, hvor den ansatte er hovedaktionær/hovedanpartshaver i den virksomhed, som stiller bilen til rådighed, og bilen står parkeret udenfor den ansattes bopæl udenfor normal arbejdstid.

I forlængelse heraf skal opmærksomheden henledes på, at det er SKAT, der som udgangspunkt har bevisbyrden for, at en bil står til fri rådighed i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, hvilket har direkte støtte i praksis og Kammeradvokatens egen procedure i Højesterets dom af den 30. juni 2014 offentliggjort i SKM.2014.504.HR, hvoraf der fremgår følgende:

”... det anerkendes, at Skatteministeriet som udgangspunkt har bevisbyrden for den frie rådighed, da selskabsadresse og privatadresse ikke var sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen...”

Som det fremgår samme sted i Kammeradvokatens procedure, har der igennem årene udviklet sig en praksis, hvorefter der foreligger en formodning for, at en bil står til privat rådighed for privat benyttelse, hvis den ansatte er hovedaktionær/hovedanpartshaver i den virksomhed, som stiller bilen til rådighed, og såfremt der 1) er sammenfald mellem selskabsadresse og privatadressen, eller 2) bilen står parkeret foran den ansattes bopæl udenfor normal arbejdstid.

I nærværende sag er der ikke sammenfald mellem selskabets adresse og klagerens privatadresse, ligeledes som at den i sagen omhandlede bil ikke har holdt parkeret på klagerens bopæl udenfor normal arbejdstid.

Af uddrag fra SKATs sagsnotat vedr. SKATs observation af selskabets biler, kan det konstateres, at det intet sted fremgår, at den i sagen omhandlede bil skulle være observeret på klagerens privatadresse udenfor normal arbejdstid, hvorfor det således i nærværende sag konkret er SKAT, der har bevisbyrden for, at den i sagen omhandlede bil har stået til fri rådighed for klageren i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Det gøres således gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte klageren af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, idet SKAT ikke har observeret klageren køre privat i den i sagen omhandlede bil, hvilket er en forudsætning for at gennemføre en beskatning af værdi af fri bil, når klageren er omfattet af formodningsreglen.

Såfremt det lægges til grund, at bilen til trods for SKATs manglende observation herfor har stået parkeret foran klagerens bopæl udenfor normal arbejdstid, er det særdeles væsentligt at holde sig for øje, at der som anført alene er tale om formodningsregel, som efter en fast og righoldig praksis konkret kan afkræftes. Det følger således af en fast praksis, at der i hver enkelt sag skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt en bil de facto har stået til rådighed for privat benyttelse.

Af såvel den administrative praksis som retspraksis kan det konstateres, at der ved vurdering af spørgsmålet om rådighed i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 skal lægges vægt på følgende tre momenter:

Ovennævnte tre momenter er således i sagens natur også afgørende i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt den i sagen omhandlede bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, har været stillet til rådighed for klagerens private benyttelse med den konsekvens, at klageren skal beskattes af værdi af fri bil.

..

Det følger af fast praksis, at der i hver enkelt sag skal foretages en konkret vurdering af, om en bil de facto har stået til rådighed for privat anvendelse. Det gøres gældende, at en sådan konkret vurdering i denne sag fører til, at Audi Q7 ikke kan anses for at have stået til rådighed for privat anvendelse af klageren.

Det var normalt, at klageren arbejdede hjemmefra cirka halvdelen af ugens dage og derfor startede sin arbejdsdag med at køre ud til kunder fra sin bopæl. Klageren havde som følge heraf i flere tilfælde haft bilen parkeret på sin private bopæl om natten. Det ville således være uhensigtsmæssigt, om bilen altid skulle parkeres på selskabets adresse om natten. I nærværende sag har det således været i [virksomhed1] A/S’ og [virksomhed2] ApS’ interesse, at klageren i flere tilfælde kunne starte sin arbejdsdag med at køre ud til kunder direkte fra sin bopæl.

Den omstændighed, at ejerkredsen bag [virksomhed2] ApS var indstillet på at lade klageren parkere den i sagen omhandlede bil ved sin bopæl udenfor normal arbejdstid, bekræfter, at der – i den i sagen omhandlede periode – var et erhvervsmæssigt behov for at have bilen stående ved klagerens bopæl.

Tilsvarende må tillige gøre sig gældende før februar måned 2009, idet klageren i forhold til de arbejdsopgaver – der fordrede en erhvervsmæssig bil – havde samme ansvarsområde efter overdragelsen af aktiviteterne fra [virksomhed1] A/S til [virksomhed2] ApS. Denne omstændighed er således i sig selv med til at afkræfte den formodningsregel, som klageren var omfattet af indtil overdragelsen af aktiviteterne i februar måned 2009.

Det følger af Vestre Landsrets dom af den 8. april 2002, offentliggjort i TfS 2002.439 V, Østre Landsrets dom af den 2. december 2005, offentliggjort i TfS 2006.12 Ø og Vestre Landsrets tilkendegivelse af den 2. februar 2006, offentliggjort i TfS 2006.380 V, at det forhold, at bilen er parkeret ved klagerens private bopæl om natten, ikke i selv medfører, at bilen skal anses for at være stillet til rådighed for privat benyttelse.

I det tilfælde hvor Landsskatteretten måtte lægge til grund, at det ikke kan bevises, at der er ført en kørebog, gør repræsentanten det gældende, at det fremgår af fast praksis på området, at der ikke kan opstilles et ultimativt krav om, at der skal fremlægges et løbende ført kørselsregnskab for at undgå beskatning af værdi af fri bil. Det beror således på en samlet konkret vurdering af alle de i sagen relevante forhold, hvorvidt en skatteyder skal beskattes af værdi af fri bil. I den forbindelse henviser repræsentanten til Østre Landsrets dom af den 5. september 2002, offentliggjort i TfS 2002.950 Ø, det efterfølgende forlig offentliggjort i TfS2002. 1095 DEP, Østre Landsrets dom af den 28. januar 2004, offentliggjort i TfS 2004.183 Ø og Vestre Landsrets tilkendegivelse af den 2. februar 2006, offentliggjort i TfS 2006 380V, TfS2010.423. Af denne praksis kan sammenfattes, at der ikke gælder et ultimativt krav om udarbejdelse af kørselsregnskab for at godtgøre, at en skatteyder ikke har haft rådighed over en bil til privat benyttelse for at undgå beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Herudover har repræsentanten henvist til Landsskatterettens kendelse af den 8. november 2006, Landsskatterettens kendelse af den 10. december 2009, Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2010, Landsskatterettens kendelse af den 6. december 2011, Landsskatterettens kendelse af den 5. december 2012, Landsskatterettens kendelse af den 29. april 2013, Landsskatterettens kendelse af den 19. december 2013, Landsskatterettens kendelse af den 5. marts 2014, Landsskatterettens kendelse af den 11. september 2014. Herudover har repræsentanten henvist til [Skatteankenævnets] afgørelse af 17. april 2013 og den 10. september 2014..

Det kan af ovennævnte praksis klart konstateres, at der skal foretages en vurdering af begrebet rådighed med afsæt i 1) formålet med erhvervelsen, 2) om der foreligger private observationer og 3) om der er mulighed for at få kørselsbehovet dækket på anden vis. Det er repræsentantens opfattelse, at disse konkrete momenter er af betydning for om en bil har stået til rådighed i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Det følger således af praksis fra Landsskatteretten og Skatteankenævnet, at der skal konkrete holde- punkter for at gennemføre en beskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, med henvisning til, at bilen skulle være anvendt til private formål. Dette gør sig særligt gældende for det tilfælde, hvor skatteyder alene har været ansat i det selskab, der har stillet bilen til rådighed for erhvervsmæssig anvendelse, hvilket er tilfældet i nærværende sag fra februar måned 2009.

Med støtte i ovenfor omtalte praksis gøres det endvidere gældende, at det må tillægges afgørende betydning, at klageren i den i sagen omhandlede periode har haft mindst én privat bil til rådighed, hvorved familiens private kørselsbehov kunne blive dækket.

Klageren har som ovenfor anført haft privat rådighed over en Audi A3, reg.nr. [reg.nr.4], en

Volkswagen Passat, reg.nr. [reg.nr.2], og en i ægtefællens navn indregistreret Renault Megane, reg.nr. [reg.nr.6]. Endelig har han selv leaset en BMW, reg.nr. [reg.nr.5].

Landsskatterettens afgørelse

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdien af benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4.

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver for den skattepligtiges private benyttelse, sættes til en årlig værdi på 25 pct. Af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. Af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr., jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Det følger af Højesterets dom af 30. juni 2014, offentliggjort som SKM2014.504HR, at når der ikke er sammenfald af adresse mellem en skatteyder, der er ansat direktør og selskabets hovedanpartshaver og selskabet i den periode, selskabet ejer firmabilen, påhviler det som udgangspunkt SKAT at løfte bevisbyrden for, at selskabet stiller bilen til rådighed for skatteyderens private brug. Der kan dog være konkrete omstændigheder, der gør, at bevisbyrden må overgå til skatteyderen, der herefter må sandsynliggøre, at bilen ikke er stillet til rådighed til privat befordring. Der kan endvidere bl.a. henvises til Vestre Landsrets dom 19. december 2003, offentliggjort som SKM2003.585.VLR og Højesterets dom af 11. februar 2009, offentliggjort som SKM2009.239.HR.

Det lægges til grund, at klageren var direktør og hovedaktionær i bogføringsvirksomheden [virksomhed1] A/S i perioden 2007 til og med den 12. marts 2009, hvor selskabet blev taget under konkursbehandling. Klageren var i perioden fra den 1. marts 2009 til den 30. oktober 2009 ansat som salgsdirektør i bogføringsvirksomheden [virksomhed2] ApS, som i forbindelse med førstnævnte selskabs konkurs havde overtaget alle dets aktiviteter og medarbejderforpligtelser. Klagerens arbejdsopgaver i begge selskaber var i det væsentlige de samme.

Klageren var i perioden fra den 12. oktober 2007 til den 15. april 2009 registreret som bruger af selskabets Audi Q7med reg. nr. [reg.nr.1]. SKAT har observeret, at bilen holdt parkeret på klagerens bopæl den 11. oktober 2009, og klageren har erkendt, at den på andre dage også holdt parkeret ved bopælen.

Klageren havde i perioden kørt mellem bopælen og selskabets adresse, ligesom bilen også holdt parkeret på bopælen efter arbejdstid

Klageren har også erkendt, at han i forbindelse med sin ansættelse i selskabet i perioden fra den 1. marts 2009 til den 30. oktober 2009 også fik stillet ovennævnte Audi Q7 til rådighed af [virksomhed2] ApS.

Klageren var indtil den 21. februar 2008 registreret som bruger af en personbil af mærket VW Passat, reg. nr. 41 675. Herudover havde klageren ikke i privat regi været ejer eller bruger af andre biler i perioden fra den 22. februar 2008 til den 30. oktober 2009, på hvilket tidspunkt han ophørte med at arbejde for [virksomhed2] ApS.

Klagerens ægtefælle var registreret som ejer og bruger af en Renault Megane i perioden fra den 19. maj 2006 til den 8. august 2008. Klagerens hustand bestod i 2007 til 2009, udover klageren, af ægtefællen og deres to hjemmeboende børn.

På grundlag af ovenstående og særligt det forhold at klageren i den periode, som sagen omhandler, havde kørt mellem bopælen og selskabets adresse, ligesom bilen også havde holdt parkeret på bopælen efter arbejdstid, er det Landsskatterettens vurdering, at der i nærværende sag foreligger konkrete omstændigheder, der gør, at bevisbyrden overgår til klageren, der herefter må sandsynliggøre, at han ikke havde fået bilen stillet til rådighed til privat befordring. Det er herefter Landsskatterettens vurdering, at klageren ikke har afkræftet formodningen for, at han fik stillet ovennævnte Audi Q7 til rådighed til privat benyttelse af bogføringsvirksomhederne [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] ApS i henholdsvis perioden fra den 12. oktober 2007 til december 2007, hele indkomståret 2008 og i perioden fra januar til februar 2009 af [virksomhed1] A/S og i perioden fra marts 2009 til oktober 2009 af [virksomhed2] ApS. Det er derfor med rette, at skatteankenævnet har beskattet klageren af værdi af fri bil for perioden fra oktober 2007 til og med oktober 2009, hvor hans ansættelse i [virksomhed2] ApS ophørte.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.