Kendelse af 13-08-2014 - indlagt i TaxCons database den 06-09-2014

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Din opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2008

Overskud af virksomhed

315.393 kr.

388.615 kr.

315.393 kr.

Indkomståret 2009

Overskud af virksomhed

286.119 kr.

333.161 kr.

286.119 kr.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] er en enkeltmandsvirksomhed, der er ejet og drevet af dig. Aktiviteten er salg af store køkkener til virksomheder og institutioner.

Virksomheden har ingen ansatte.

På grund af manglende afstemning af indberettet EU-varekøb med indsendt momsangivelse, anmodede SKAT om indsendelse af virksomhedens regnskabsmateriale for 2008 – 2010.

SKAT modtog henholdsvis den 2. maj 2011 og den 25. juli 2011 virksomhedens regnskabsmappe for 2008, kontoudtog for erhvervskonto og kontospecifikationer for 2008 indeholdende åbningsbalance pr. 1. oktober 2008 og posteringer for 4. kvartal 2008. Kontospecifikationer for perioden 1. januar til 1. oktober 2008 blev ikke fremsendt, da der, efter det oplyste, var benyttet en anden revisor for denne periode.

For 2009 blev årsregnskab, regnskabsmappe, kontospecifikationer og kontoudtog for erhvervskonto indsendt.

SKAT har gennemgået virksomhedens regnskabsmateriale m.v. for perioden 2008 – 2010.

Nærværende sag omhandler 2008 og 2009, idet Landsskatteretten den 16. august 2013 har afgjort klagen for 2010.

Det fremgår af regnskabsmaterialet for 2008 og 2009, at de udarbejdede efterangivelser for afgiftsperioderne 2008 og 2009 ikke var indsendt til SKAT. Virksomhedens revisor har oplyst, at det var aftalt, at du selv skulle stå for indsendelsen af blanketterne til SKAT.

Efterangivelsen for 2008 udviser et yderligere afgiftstilsvar på 73.222 kr., mens efterangivelsen for 2009 udviser en afgiftsgodtgørelse på 7.335 kr.

SKAT har endvidere gennemgået konto for EU-varekøb og sammenholdt posteringerne med de modtagne kontroloplysninger fra Italien og Sverige. Der er på kontoen posteret varekøb i EU med 42.225 kr.

SKAT har ikke kunnet afstemme det angivne EU varekøb med de modtagne oplysninger fra Italien og Sverige, idet der samlet er modtaget dokumentation for EU varekøb med 231.611 kr. Differencen udgør 189.386 kr.

SKAT rekvirerede derfor kontroloplysninger i Italien og Sverige vedrørende virksomhedens EU-varekøb. Der blev rekvireret kontroloplysninger fra nedenstående virksomheder:

[virksomhed2]., der blev modtaget den 29. juli 2011.

[virksomhed3], der blev modtaget den 5. august 2011.

[virksomhed4], der blev modtaget den 6. december 2011.

[virksomhed5], der blev modtaget den 3. oktober 2011.

[virksomhed6], der blev modtaget den 31. august 2011.

[virksomhed7], der blev modtaget den 29. august 2011.

SKAT har modtaget bilag nr. 930 fra virksomheden [virksomhed2], dateret 15. oktober 2009 på 1.431,78 €. Bilaget kan afstemmes med bilagsnr. 1154 i regnskabsmaterialet, som er bogført på konto 3220, Mindre nyanskaffelser, den 15. oktober 2009 med netto 8.539,25 kr. og moms heraf 2.134,81 kr. Virksomheden har afløftet dansk moms af købet, uagtet det fremgår af bilaget, at købet er momsfritaget.

SKAT har modtaget bilag nr. 291028 fra virksomheden [virksomhed3], dateret 19. november 2009 på 143.628,91 Skr. Bilaget kan afstemmes med bilagsnr. 1153 i regnskabsmaterialet, som er bogført på konto 1500, Varekøb DK, den 25. september 2009 med netto 114.903,13 kr. og moms heraf 28.725,78 kr. Virksomheden har afløftet dansk moms af købet, uagtet det fremgår af bilaget, at købet er momsfritaget.

SKAT har modtaget bilag nr. 1120E fra virksomheden [virksomhed4], dateret 10. juni 2009 på 2.695,50 €. Bilaget kan afstemmes med bilagsnr. 1183 i regnskabsmaterialet, som er bogført på konto 1500, Varekøb DK, den 10. juni 2009 med netto 16.095,20 kr. og moms heraf 4.023,80 kr. Brutto udgør beløbet 20.119 kr. Virksomheden har afløftet dansk moms af købet, uagtet det fremgår af bilaget, at købet er momsfritaget.

SKAT har modtaget bilag nr. 92CEE fra virksomheden [virksomhed5], dateret 26. november 2009 på 8.634 €. Bilaget kan afstemmes med bilagsnr. 114 i regnskabsmaterialet, som er bogført på konto 1500, Varekøb DK, den 26. november 2009 med netto 48.628,84 og moms heraf 12.157,21 kr. Virksomheden har afløftet dansk moms af købet, uagtet det fremgår af bilaget, at købet er momsfritaget.

SKAT har modtaget bilag nr. 121 fra virksomheden [virksomhed6] for indkøb af varer for 3.348,30 €, dateret den 24. oktober 2008. Bilaget kan knyttes til bilag nr. 21 i regnskabsmaterialet udvisende et beløb på 24.978,32 kr. Bilag nr. 21 ses at være posteret den 19. november 2008 med en debitering på konto 1010, Varesalg eksport EU.

SKAT har modtaget bilag nr. 148 fra virksomheden [virksomhed6] for indkøb af varer for 4.931,10 €, dateret den 12. december 2008. Bilaget kan knyttes til bilag nr. 22 i regnskabsmaterialet udvisende et beløb på 36.790,19 kr. Bilag nr. 22 ses at være posteret med en debitering på konto 1010, Varesalg eksport EU.

Det fremgår af bilag 21 og bilag 22, at der er tale om erhvervelse jf. momslovens § 11. Begge varekøb er fritaget for moms.

SKAT forhøjede den 3. februar 2012 virksomhedens afgiftstilsvar for 2008 med 73.222 kr. og for 2009 med netto 39.707 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har nedsat overskud af virksomhed for indkomståret 2008 med 73.222 kr. og overskud af virksomhed for 2009 med 47.042 kr.

Reguleringen er en konsekvens af ændringen af momstilsvaret for 2008 og 2009.

Din opfattelse

Din repræsentant har fremsat påstand om, at indkomsten for 2008 og 2009 reguleres i overensstemmelse med klagen over momstilsvaret for 2008 og 2009, såfremt der gives medhold.

Landsskatterettens afgørelse

Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt., fremgår det, at varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar ikke kan afsendes af SKAT senere end 3 år efter afgiftsangivelsens udløb.

Af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, fremgår det at:

”§ 32.Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

(...)

3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.”

Landsskatteretten finder, at du ved undladelse af at indsende og indbetale det manglende momstilsvar for 2008 og 2009 mindst har handlet groft uagtsomt. Ved regnskabsafslutningen for 2009 og 2010 kunne din revisor have konstateret differencer ved afstemning af momstilsvaret og af bankbeholdningen og derved konstateret, at efterangivelserne ikke, som forudsat, var blevet betalt. Da afgiftstilsvaret som følge heraf er fastsat på et urigtigt grundlag, har SKAT været berettiget til at regulere din virksomheds afgiftstilsvar efter udløbet af den ordinære frist, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

SKAT har reguleret din virksomheds afgiftstilsvar på grund af ikke indberettede efterangivelser, som er udarbejdet af din revisor samt ikke godkendt fradrag for varekøb, som er momsfritaget. Ved opgørelsen af afgiftstilsvaret kan alene fradrages afgift af virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer, jf. momslovens § 37.

Landsskatteretten finder det godtgjort, at der fejlagtigt er afløftet moms af varekøb, som er momsfritaget. Du er som virksomhedsindehaver ansvarlige herfor. Da det ikke i øvrigt er dokumenteret eller sandsynliggjort, at momstilsvaret ikke kan opgøres som opgjort af SKAT, stadfæster Landsskatteretten afgørelsen i sin helhed, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2. Der henvises til j.nr. 12-0190756 vedrørende momsfastsættelsen.

På baggrund heraf stadfæstes SKATs afgørelse, da konsekvensændringer således ikke foreligger.