Kendelse af 11-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 11-07-2014
SKAT har forhøjet indkomsten for indkomståret 2009
skønsmæssigt med 250.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Du har den 19. august 2009 stiftet selskabet [virksomhed1] ApS med et kontant indskud på 125.000 kr.
Ifølge folkeregisteroplysninger har du den 14. maj 2009 taget bopæl på adressen [adresse1] i [by1].
SKAT har anmodet dig om at dokumentere dine økonomiske forhold i indkomståret 2009, da dit beregnede privatforbrug udgjorde -9.539 kr. i henhold til oplysningerne i SKATs systemer.
Der er ud over de 50.000 kr. indsat følgende beløb på din bankkonto i [finans1] med kontonr. [...65]:
Dato | Tekst på kontoudtog | Beløb |
08-01-2009 | Kundekort [...]072 | 2.000,00 |
03-02-2009 | Kundekort [...]201 | 5.000,00 |
03-03-2009 | Kundekort [...]096 | 1.900,00 |
27-03-2009 | Kundekort [...]092 | 2.500,00 |
31-03-2009 | Indbetaling | 1.000,00 |
14-04-2009 | Kundekort [...]110 | 3.000,00 |
04-05-2009 | Kundekort [...]261 | 700,00 |
12-06-2009 | Kundekort [...]145 | 3.000,00 |
04-08-2009 | Indbetaling | 2.400,00 |
27-08-2009 | Kundekort [...]181 | 1.200,00 |
08-09-2009 | Kundekort [...]165 | 2.200,00 |
28-09-2009 | Kundekort [...]169 | 500,00 |
I alt | 25.400,00 |
Din revisor har blandt andet oplyst til SKAT, at du til din 18 års fødselsdag den 10. august 2009 modtog en gave på 50.000 kr. SKAT har indregnet denne gave ved opgørelsen af dit privatforbrug, som SKAT har opgjort til -136.825 kr. efter flere reguleringer.
Med udgangspunkt i dine oplysninger har SKAT beregnet privatforbruget for dig for indkomstårene 2008, 2009 og 2010 til henholdsvis 61.372 kr., -136.825 kr. og 125.357 kr.
For indkomståret 2009 udgør det beregnede privatforbrug således -136.825 kr. inkl. gaven på 50.000 kr., som er indsat på din bankkonto.
SKAT har forhøjet indkomsten skønsmæssigt med 250.000 kr., da det ikke er muligt at leve for et negativt privatforbrug.
Efter den skønsmæssige forhøjelse udgør dit beregnede privatforbrug 113.175 kr., hvilket anses for rimeligt, når der sammenlignes med privatforbruget for indkomstårene 2008 og 2010. Årsagen til det lavere privatforbrug i indkomståret 2008 er, at du har boet hjemme.
I forbindelse med den skønsmæssige ansættelse af indkomsten har SKAT blandt andet lagt vægt på, at der er foretaget flere indsætninger af kontanter på din bankkonto. SKAT har henvist til praksis vedrørende skønsmæssige ansættelser af indkomsten ved negativt privatforbrug, jf. Højesterets dom af 21. juni 1967, UfR 1967.635H.
SKATs yderligere bemærkninger
SKAT har efter din repræsentants møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler indsendt yderligere bemærkninger.
SKAT er enig med repræsentanten i, at privatforbruget skal nedsættes med 17.000 kr. vedrørende yderligere udgifter ved bilkøb.
Det fremgår ikke af gældsbrevet mellem dig og din far, at du har modtaget et beløb på 125.000 kr., ligesom dette ikke fremgår af dine bankkontoudskrifter. Der er på dit selskabs bankkonto indsat 125.000 kr. den 10. august 2009 og 25.000 kr. den 25. august 2009. Det er ikke dokumenteret, hvem der har indsat beløbene. Indskuddet på 25.000 kr. er ikke fragået ved beregningen af dit privatforbrug.
Dine forældres privatforbrug er opgjort af SKAT og levner ikke umiddelbart plads til at låne dig penge i størrelsesorden 150.000 kr. med tillæg af 72.000 kr., i alt 222.000 kr.
Du skal dokumentere, at din far har overført henholdsvis 125.000 kr. og 25.000 kr. til dit selskabs konto, eller at pengene er udbetalt til dig.
SKAT har ikke tidligere fået oplyst, at du har modtaget 6.000 kr. pr. måned af dine forældre. Ifølge kontoudtog fra banken er der i alt indsat 25.400 kr. på din konto, uden at det er oplyst, hvem der har indsat pengene.
Du har modtaget 50.000 kr. på din fødselsdag. Hvis du samtidig har modtaget 72.000 kr. i løbet af året, overstiger de beløb, som er modtaget fra forældrene grænsen for, hvad et barn afgiftsfrit må modtage fra sine forældre om året.
Din repræsentant har fremsat påstand om, at forhøjelsen skal nedsættes til 0.
SKAT har beregnet et negativt privatforbrug, og har i den forbindelse foretaget en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten. SKAT har ikke taget højde for skattefrie indtægter og private lån.
Der er overført 6.000 kr. pr. måned til dig fra dine forældre. De beregnede 25.400 kr., som fremgår af SKATs sagsfremstilling, er en del af disse penge, som udgør i alt 72.000 kr. for indkomståret 2009.
Du har endvidere lånt 150.000 kr. kontant af din far i forbindelse med oprettelse af selskabet [virksomhed1] ApS. Selskabet er stiftet for 125.000 kr., hvilket fremgår af stiftelsesdokumentet.
Du har fremlagt dokumentation for køb af bil for 82.000 kr. Denne bil indgår i SKATs beregning af privatforbruget med 65.000 kr., og det beregnede privatforbrug skal reduceres med yderligere 17.000 kr.
Der er på baggrund af indleveret dokumentation beregnet et korrigeret privatforbrug for dig på 68.175 kr., hvilket anses for at være tilstrækkeligt.
Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold. Det følger af skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6 B. Klageren har ikke pligt til at føre regnskab.
Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i domme af 21. juni 1967 (Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635) og 5. februar 2002 (SKM2002.70.HR). Skattemyndighederne kan efter et skøn fastsætte indkomsten, så den giver mulighed for et rimeligt forbrug. Indkomsten kan også forhøjes, hvis der påvises en yderligere indtægtskilde.
Det er ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at du har haft indtægt ved salg af private ejendele, der kunne dække privatforbruget eller at du har rådet over en formue, der kunne dække privatforbruget. Ligeledes er det ikke godtgjort, at du har optaget private lån, der kunne dække privatforbruget.
Derfor er der ikke grundlag for at ændre skattemyndighedernes opgørelse af privatforbruget.
Privatforbrugsberegningen viser et negativt privatforbrug på -136.825 kr. Du må derfor have haft indtægter, der ikke er oplyst i selvangivelsen, og indtægterne må ansættes skønsmæssigt. Skattemyndighedernes skøn over dine indtægter med yderligere 250.000 kr. bringer dit privatforbrug op på et acceptabelt niveau.
Der er fremlagt dokumentation i form af stiftelsesdokument for, at der er betalt 125.000 kr. kontant ved stiftelse af dit selskab. Det er ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at din far har lånt dig 150.000 kr. i den forbindelse, idet der ikke er dokumenteret en pengestrøm fra din far til dig. Der påhviler dig i familieforhold en skærpet bevisbyrde for låneoptagelsen og modtagelse af pengene, jf. blandt andet SKM2011.385.BR. Du har ikke løftet denne bevisbyrde, og der kan derfor ikke tages hensyn til beløbet ved opgørelsen af dit privatforbrug.
Du har heller ikke dokumenteret, at du har modtaget 6.000 kr. pr. måned af dine forældre. Beløbene på i alt 25.400 kr., som løbende er indsat på din bankkonto, er heller ikke dokumenteret overført til dig fra dine forældre.
Dit beregnede privatforbrug udgør dermed fortsat -136.825 kr. før korrektion af beløbet på 17.000 kr., som du har betalt yderligere ved køb af din bil. Dette beløb anses dog for indeholdt i skønnet fra SKAT.
På den baggrund stadfæster Landsskatteretten afgørelsen.