Kendelse af 19-03-2014 - indlagt i TaxCons database den 09-05-2014

Sagens emne

Faktiske oplysninger

Klageren er direktør og hovedaktionær i [virksomhed1] A/S.

Selskabet har den 28. november 2004 købt en Toyota Landcruiser 4,2 D, reg.nr. [reg.nr.1].

Det fremgår af salgsslutsedlen fra [virksomhed2] A/S, at købsprisen for varebilen udgør 542.241 kr., og at leveringsdatoen er den 28. januar 2005.

Varebilen er indregistreret til privat og erhvervsmæssig anvendelse. Der er betalt privatbenyttelsesafgift i henhold til vægtafgiftslovens § 2.

Varebilen er indregistreret på gule plader.

Der er ikke ført kørebog.

Selskabet har lagerplads ved klagerens bopæl [adresse1], [by1].

Virksomheden har ca. 25 ansatte.

Der foreligger følgende bilførerinstruks af 26. februar 2005:

”BILFØRERINSTRUKS

Toyota LS TD 100 reg.nr. [reg.nr.1]

Fører: [person1]

Dette køretøj er overdraget i førerens varetægt til befordring af firmaets materialer. Der er ikke betalt moms på køretøjet, og det må derfor ikke benyttes til nogen form for privat kørsel.

Føreren har pligt til at tage køretøjet med hjem, således at han kan tilkaldes til at udføre akutte serviceydelser for firmaet samt medbringe materialer, enten fra leverandør eller fra anden byggeplads.

Føreren har pligt til at vaske køretøjet, rengøre det indvendigt samt tømme askebæger mindst hver 14. dag.

Kontrol af følgende foretages mindst én gang ugentligt:

Hvert år, senest den 1. oktober, skal kølervæske kontrolleres og frostsikres til – 30 grader.

Det er førerens pligt at sørge for at køretøjet er lovligt samt bliver vedligeholdt.

Endvidere skal der sørges for at kravet om regelmæssige serviceeftersyn efterleves.

...

Det påpeges kraftigt at køretøjet ikke må benyttes til privat kørsel.”

Klageren har i de omhandlede år privat været ejer af en Volvo S 80 (reg.nr. [reg.nr.2]) og en Mercedes SL 500 (reg.nr. [reg.nr.3]). Begge biler er på hvide plader.

Klagerens husstand har bestået af klageren selv og dennes ægtefælle.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, af værdi af fri bil, varebil Toyota Land Cruiser 4,2 D, reg.nr. TP 92274, med henholdsvis 96.336 kr., 96.336 kr. og 100.096 kr. for indkomstårene 2008 – 2010 inkl.

Den pågældende Toyota Landcruiser kan ikke anses for en specialindrettet bil. Der er herved lagt vægt på, at bilen er egnet til privat kørsel, samt at bagagerummet, jf. de indsendte billeder, hovedsageligt er fyldt op med værktøj m.v., som kan tages ud, såfremt der er behov for rent privat transporterede ting. Endvidere er der lagt vægt på, at der er ruder hele vejen rundt, samt at der ikke er fastmonterede hylder og reoler m.m. Herværende sag er således ikke analog med byretsdom af 25. august 2010, offentliggjort i SKM2010.575.BR, hvor der i den i dommen omhandlede bil var tale om fastmonterede stålreoler, hylder m.m.

Reglerne om beskatning af firmabiler på gule nummerplader er med virkning fra den 1. januar 2002 ændret, hvilket fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. pkt.

Firmabiler, registreret den 3. juni 1998 og fremefter, er herefter ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, hvis to betingelser er opfyldt, jf. bemærkningerne til lovforslag nr. 181 af 20. marts 2002:

For det første skal der være tale om en firmabil omfattet af vægtafgiftslovens § 4, stk. 1, II, A. Det vil sige varebiler, der ikke er afgiftspligtige efter lov om afgift af vejbenyttelse. Der er tale om varebiler på gule nummerplader.

For det andet er det en betingelse, at der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse af firmabilen efter vægtafgiftslovens § 2. Der betales tillæg for privat anvendelse af en varebil ved både hel og delvis privat anvendelse af bilen.

Hermed finder de bevisbyrde- og dokumentationskrav – herunder kørebøger, der efter praksis er udviklet i forhold til den dagældende bestemmelse, ikke anvendelse på sådanne firmabiler.

Det følger af bemærkningerne til loven, at såfremt det viser sig, at der alligevel køres privat i bilen, vil firmabilen blive omfattet af reglen om beskatning af den private rådighed i ligningslovens § 16, stk. 4.

Varebilen har i den foreliggende sag været indregistreret til godstransport privat og erhverv. Med udgangspunkt heri er der opkrævet privatbenyttelsesafgift efter vægtafgiftslovens § 2.

Henset til at de ovenfor oplistede to betingelser ikke begge kan anses for opfyldte, finder formodningsreglen om privatbenyttelse og hertil bevisbyrde- og dokumentationskrav i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, anvendelse. Det tilføjes, at henset til at der netop er afholdt privatbenyttelsesafgift i henhold til vægtafgiftslovens § 2, indikerer dette, at bilen tillige har været benyttet privat.

Efter ligningslovens § 16, stk. 4, beskattes den private rådighed over en firmabil, og ikke blot den private anvendelse. Rådighed er som begreb bredere i sit anvendelsesområde end faktisk anvendelse. I praksis er der som følge heraf udviklet formodningsregler for, hvornår en firmabil må anses at være til rådighed for privat anvendelse. Som eksempel kan nævnes de tilfælde, hvor bilen tages med hjem på bopælen efter arbejdstid, eller en situation, hvor bopæl og arbejdsplads er på samme sted. I disse situationer er det nærliggende, at bilen også anvendes privat, og det er således den ansatte (eller den, der råder over firmabilen), der må godtgøre, at bilen ikke desto mindre udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, jf. bemærkninger til lovforslag nr. 181 af 20. marts 2002 til lov nr. 342 af 27. maj 2002.

En ansat med firmabil har mulighed for at undgå beskatning af fri firmabil ved at afskære sig muligheden for at anvende firmabilen privat. En absolut forudsætning for at undgå beskatning er, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og firmaet om, at bilen ikke er til rådighed for privat brug. Køres blot én gang i løbet af året privat i en firmabil trods aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, udløses beskatning af værdien af fri firmabil for hele året, dog højst for den periode af året, hvor firmabil er til rådighed for den ansatte.

Holder firmabilen ved hjemmet uden for arbejdstiden, er formodningen for, at firmabilen – uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte – rent faktisk anvendes privat, og den ansatte må derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet, for at undgå beskatning, jf. ligningsvejledningen afsnit A.B.1.9.2.

Nævnet har ved sin vurdering lagt vægt på:

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren ikke anses for skattepligtig af værdi af fri bil for indkomstårene 2008 – 2010 inkl. med henholdsvis 96.336 kr., 96.336 kr. og 100.096 kr.

Nærværende sag vedrører overordnet spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at beskatte klageren af værdi af fri bil i henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, i forhold til den i sagen omhandlede Toyota Land Cruiser 4,2 D (reg.nr. [reg.nr.1]), der i de i sagen omhandlede indkomstår er blevet erhvervsmæssigt anvendt i virksomheden, der drives fra selskabet [virksomhed1] A/S. Sagen vedrører beskatning af varebilen Toyota Landcruiser 4,2 D hele året i hvert af årene 2008 – 2010.

Det er klagerens overordnede opfattelse, at bilen udgør et specialindrettet køretøj, hvorfor beskatning af eventuel privat kørsel skal foretages i medfør af ligningslovens § 16, stk. 3 – og ikke efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, forudsætter, at bilen har stået til rådighed for privat kørsel for klageren. Der er tale om en specialindrettet bil. Hvis en bil er specialindrettet, kan der kun ske beskatning af den faktiske kørsel efter ligningslovens § 16, stk. 3. Det accepteres, at der foretages svinkeærinder i en specialindrettet bil. Der må ses på, hvad det erhvervsmæssige formål er med bilen. Klageren har to dyrere og finere biler, der dækker det private kørselsbehov.

Endvidere er det klagerens opfattelse, at i det omfang, Landsskatteretten måtte nå frem til, at den omhandlede bil ikke er specialindrettet og derved ikke er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, er der desuagtet ikke grundlag for at gennemføre en beskatning. Dette henset til at bilen på intet tidspunkt har stået til rådighed for klagerens private benyttelse, hvorfor bilen ikke er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4.

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] A/S, der ejer den i sagen omhandlede Toyota Land Cruiser 4,2 D (reg.nr. [reg.nr.1]). Klageren etablerede den virksomhed, som drives fra selskabet [virksomhed1] A/S, tilbage i 1976.

Virksomheden har nu i en periode på over 36 år opført over 800 privatboliger i Østjylland. Dette særligt i [by1] og [by2] området. Virksomheden har lige siden dens påbegyndelse gennemgået en stabil og sund udvikling og udgør i dag en større byggevirksomhed, der primært opfører større samlede ejer- og andelsboligprojekter, der leverer nøglefærdige huse. Virksomheden har således altid haft behov for erhvervsmæssigt anvendte biler i forbindelse med virksomhedens drift. Der har aldrig på noget tidligere tidspunkt verseret en skattesag vedrørende de erhvervsmæssigt anvendte biler i virksomheden, der drives for selskabet [virksomhed1] A/S.

Klageren har drevet virksomheden i 37 år. Virksomheden er startet fra grunden. Virksomheden har alle årene haft en gulpladebil. Den var nødvendig af hensyn til virksomhedens drift. De tre sidste biler har haft firhjulstræk. Det er nødvendigt for at kunne køre trailere ind på byggepladser. Klageren bor på en gård med store haller, hvori der opbevares stilladser, tre trailere m.v. Hertil kommer 13 udlejningsejendomme, som klageren skal kunne rykke ud til døgnet rundt. Ejendommene har ikke nogen vicevært. Der er i alt 150 – 200 lejemål med en samlet omsætning på ca. 21 mio. kr. om året. Ca. halvdelen af disse udlejningsejendomme er ejet af selskabet. Der kan f.eks. være tale om udrykning til et sprængt vandrør midt om natten. Nogle låser sig ude. Klageren rykker ud til udlejningsejendommene, såfremt nogen sidder fast i elevatoren. Det elevatorfirma, som selskabet kontraherer med, har lukket om natten og i weekenderne, hvorfor klageren er nødt til at stå til rådighed, såfremt en lejer sidder fast i en af elevatorerne i udlejningsejendommene. Selskabet har en specialnøgle, således at klageren kan betjene elevatorerne manuelt. Der er lagerplads ved klagerens bopæl. Der er ikke behov for opvarmning af lagerrummene. Klageren er direktør med gummistøvler, kedeldragt m.v. og ikke med slips.

Klageren har selv bygget virksomheden op og er stadig en ”blæksprutte” i virksomheden. Klageren kører selv ud. Klageren er altid på arbejde, også når han er hjemme. Klageren har arbejdet sig op med hænderne. Han er autoriseret kloakmester. Virksomheden har i alle 37 år haft en gulpladebil. Der var nogle, der gerne ville leje en driftsbygning, som han ejede, og hvor han havde de store maskiner m.v. stående. Maskinerne blev så anbragt i nogle haller ved hans bopæl. Maskinerne tages med om morgenen og med hjem om aftenen.

Virksomheden er en af de eneste, som stadig har samme CVR-nummer. Virksomheden, der har ca. 25 ansatte, har et erhvervsmæssigt behov for biler.

Den i nærværende sag omhandlede Toyota Land Cruiser 4,2 D (reg.nr. [reg.nr.1]) blev købt af selskabet [virksomhed1] A/S ved slutseddel af 4. november 2004. Bilen blev købt for en kontantpris på 542.241 kr. af Toyota forhandler [virksomhed2] A/S. Af salgsslutsedlen fremgår det, at der i handlen indgik en byttebil af tilsvarende type, det vil sige en Toyota Land Cruiser varevogn, som var indregistreret første gang den 3. september 1998. Denne byttebil havde tillige indgået i den daglige drift af virksomheden i selskabet [virksomhed1] A/S.

I forbindelse med levering af den i sagen omhandlede bil blev der udarbejdet og underskrevet en såkaldt ”Bilførerinstruks”. Det fremgår af ordlyden af denne, at den tillige tjente som en såkaldt fraskrivelseserklæring, hvorved klageren fraskrev sig retten til at benytte den omhandlede bil til privat kørsel.

Det er forkert, at skatteankenævnet skriver, at der ikke foreligger en fraskrivelseserklæring. Alle medarbejdere i selskabet har underskrevet en fraskrivelseserklæring. Det er ligeledes forkert, når skatteankenævnet skriver, at klageren selv kan bestemme, om han vil køre ud på opgaverne. Klageren er nødt til at være der straks, hvis der er tale om problemer for en kunde. Det er principielt rigtigt, at klageren selv kan bestemme, men i praksis er det ikke rigtigt. Man kan ikke fastmontere værktøjskasser m.v. Der skal være plads til spånplader m.v. Materialerne kan ikke være fastmonterede. Der er ingen observationer af privat kørsel i bilen. Det er fordi, der ikke er kørt privat i bilen.

Det eneste formål med erhvervelsen af bilen i selskabet var, at bilen skulle indgå i selskabets driftsaktiviteter, det vil sige byggevirksomheden. Bilen blev som følge heraf indrettet med kroge til kabler, reb, arbejdstøj samt reoler til værktøj og skruer og søm. De faste reoler, som er i bilen, måtte ikke være højere end 40 cm, idet der ofte er behov for at kunne transportere spån- og melaminplader af størrelsen 122 x 240 cm, som skal ligge ovenpå de fastmonterede reoler i bilen.

Endvidere skal det fremhæves, at bilen er udstyret med skurvognstræk, idet den skal kunne trække skurvogne og store trailere uden for almindelig asfaltvej, når sådanne skal ind på områder, der eksempelvis byggemodnes. Der forefindes ikke andre biler i virksomheden, som kan trække en trailer på over 3.500 kg, hvorfor den er en nødvendig forudsætning i driften af virksomheden. Dette når der er behov for at køre ud med minigravemaskiner, Bobcat og lignende maskiner, som ikke kan fragte sig selv mellem byggepladserne. Det forhold, at bilen anvendes på byggepladser, nødvendiggør, at den har 4-hjulstræk. Klageren kan blive ringet op kl. 3 om eftermiddagen af nogen, der skal bruge et stillads kl. 7 næste morgen. Stilladset køres ud til den pågældende ejendom på traileren.

Klageren kan ikke køre i en almindelig bil eller en kassevogn på byggepladserne. Bilen skal kunne trække en trailer på 3.500 kg. Erhvervelsen af bilen er klart erhvervsmæssigt begrundet. Der henvises til timesagsregnskabet. Der faktureres en biludgift på 23,50 kr. pr. time.

Der henvises til de indsendte fotos, hvoraf det fremgår, at bilen var udstyret med ovenfor omtalte kabler, reb, arbejdstøj m.v., ligesom det med al tydelighed fremgår af pågældende fotos, at bilen var meget tilsmudset, hvilket skyldes, at bilen dagligt anvendes som led i driften af byggevirksomheden. Endelig fremgår det, at bilen var udstyret med krog, så den kunne trække en trailer, som beskrevet ovenfor. Der er tale om en rigtig håndværkerbil, der udelukkende er anvendt erhvervsmæssigt.

Den omhandlede bil blev endvidere anvendt til betydelig kørsel med stilladser, som er opmagasineret på et lager beliggende i tilknytning til klagerens private bopæl. Omtalte stilladser fremgår af indsendte fotos, hvoraf endvidere fremgår de trailere, som den omhandlede bil blev anvendt til at trække.

Skatteankenævnet har i nærværende sag problematiseret det forhold, at bilen har været indregistreret til godstransport privat og erhverv, hvorfor der med udgangspunkt heri er opkrævet privatbenyttelsesafgift i henhold til vægtafgiftslovens § 2. Det er imidlertid først i forbindelse med nærværende sags opståen, at klageren har konstateret, at [virksomhed1] A/S ved en fejl har betalt privatbenyttelsesafgift på bilen.

For så vidt angår indregistreringen af bilen til blandet benyttelse, henvises til, at klageren for 20 år siden havde besøg af toldvæsenet, der bad ham om at betale moms af den bil, han havde dengang. Hvis man betalte moms, kunne man bliver momsfritaget af værkstedsregninger m.v.

Indregistreringen af bilen har ikke nogen selvstændig betydning for afgørelsen af sagen.

[virksomhed1] A/S har ikke haft adgang til at afløfte moms på bilen, idet denne bl.a. har indgået i den del af virksomhedens drift, som ikke er momspligtig. Det formodes at være årsagen til, at man i virksomheden ikke har undladt at betale privatbenyttelsesafgift, da man har haft en formodning om, at der skulle betales privatbenyttelsesafgift, såfremt der ikke var adgang til at afløfte momsen. Man har i virksomheden således ikke været opmærksom på, at der var tale om en helt anden problemstilling.

Når den omhandlede bil har været anvendt i virksomheden, er den tid, hvor bilen er blevet anvendt, faktureret på de sagsnumre, hvortil tiden er medgået. Selskabet har i den forbindelse faktureret 23,50 kr. pr. time på lige fod med firmaets øvrige varevogne.

Bilens nettoudgifter blev påført parterne, jf. den indsendte oversigt over bilens løbende driftsudgifter i perioden. Det skal i den forbindelse bemærkes, at i årene 2009, 2010 og 2011 er der kørt forholdsvis mange kilometer i forhold til, hvad der må betragtes som ”normalt”, da der er lavet en byggemodning i [by3], der er benævnt [adresse2], [by4]. Klageren har i den forbindelse kørt til denne byggeplads flere gange om ugen igennem en længere periode. Udstykningen består af i alt 40 stk. lavtbebyggelsesgrunde og i alt 22 stk. parcelhusgrunde.

Når bilen ikke anvendes, det vil sige uden for normal arbejdstid, står den parkeret i de lagerfaciliteter, som ligger i forlængelse af klagerens private bopæl.

Til privat kørsel i de omhandlede indkomstår har klageren benyttet sine private biler, henholdsvis en Volvo S 80 (reg.nr. [reg.nr.2]) og en Mercedes SL 500 (reg.nr. [reg.nr.3]), der begge er på hvide plader, jf. de indsendte fotos af de private biler.

Klagerens husstand udgør alene to personer, det vil sige klageren selv og ægtefællen, hvorfor de to private biler til fulde har opfyldt husstandens private kørselsbehov.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at den omhandlede varebil udgør et specialindrettet køretøj, hvorfor en beskatning af privat kørsel skal foretages i medfør af ligningslovens § 16, stk. 3.

Det er nævnets opfattelse, at den omhandlede bil ikke udgør et specialindrettet køretøj, og at klageren derfor skal beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Ifølge ligningslovens § 16, stk. 4, skal der ske beskatning af værdi af fri bil, hvis der stilles en bil til rådighed for privat benyttelse. Reglerne og praksis omkring beskatning af værdi af fri bil i henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, er nærmere beskrevet i Ligningsvejledningen 2012-2, afsnit A.B.1.9.2. Det fremgår af dette afsnit, at der gælder en særlig praksis omkring beskatning af værdi af fri bil, såfremt bilen kan karakteriseres som et specialindrettet køretøj.

Herefter er køretøjer med en særlig indretning, som gør dem uegnede som alternativ til en privat bil, undtaget fra beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4. I stedet beskattes eventuel privat kørsel i forhold til den faktiske private kørsel efter ligningslovens § 16, stk. 3.

I forhold til nærværende sag gøres det gældende, at det fremgår direkte af de i sagen fremlagte fotos, at den omhandlede bil opfylder kriterierne for at kunne karakteriseres som et specialindrettet køretøj, jf. Ligningsvejledningen 2012-2, afsnit A.B.1.9.2., herunder at bilen er indrettet med kabler, reb og arbejdstøj samt reoler til værktøj og skruer og søm.

Det er i denne forbindelse væsentligt at holde sig for øje, at den omhandlede bil var meget tilsmudset, hvilket har betydning i forhold til afgørelsen af, hvorvidt der er tale om en bil, der opfylder kriterierne for at kunne karakteriseres som et specialindrettet køretøj.

Det fremgår med al tydelighed af de fremlagte fotos, at den omhandlede bil har været tilsmudset i et sådant omfang, at bilen ikke kan antages at være egnet til privat kørsel.

Endvidere skal det i forlængelse heraf fremhæves, at den omhandlede bil anvendes inden for et erhverv, hvor der er tradition for at anvende specialindrettede biler, da driften forudsætter en særlig indretning til værktøj m.v., samt at det arbejde, der udføres, ofte har en sådan karakter, at bilen lider under et forholdsvist stort slid, hvilket også med al tydelighed fremgår at være tilfældet for den omhandlede bil.

Til støtte herfor henvises der for det første til Landsskatterettens kendelse offentliggjort i TFS1999.495.

Landsskatteretten udtalte i sagen, at bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, alene finder anvendelse på biler, der efter deres art og fremtræden kan være anvendelige som alternativ til en privat bil, men ikke på f.eks. lastvogne, kranvogne, indrettede værktøjsvogne og andre specialkøretøjer. Privat kørsel i sådanne specialkøretøjer skal værdiansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3. Landsskatteretten fandt herefter, at der efter det oplyste om indretningen af den i sagen omhandlede varevogn måtte være tale om et specialindrettet køretøj, der ikke var egnet som alternativ til en privat bil, hvorfor værdien af den private kørsel skulle ansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Endvidere henvises der til et retsforlig ved Østre Landsret, som er offentliggjort i TFS2002.950 med Skatteministeriets tilhørende kommentar offentliggjort i TFS2002.1095. I den pågældende sag var Skatteministeriet enig med skatteyderen i, at bilen udgjorde et specialindrettet køretøj – det vil sige undtaget fra beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4 – på trods af at der var et passagersæde i bilen, hvorfor der kunne medtages én person ud over føreren af bilen.

I tilknytning hertil henvises til Vestre Landsrets dom offentliggjort i TFS2004.624. I denne sag nåede Vestre Landsret også frem til, at den i sagen omhandlede kassevogn, der ifølge sagens fremlagte billeder var indrettet som værkstedsvogn, udgjorde et særligt indrettet køretøj, der var undtaget fra beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Af retspraksis kan endvidere fremhæves Vestre Landsrets dom offentliggjort i TFS2007.870. Sagen omhandlede det forhold, at en direktør i et anpartsselskab, der var ejet af hans samlever, anvendte en bil, der var registreret med gule plader, i forbindelse med sit arbejde i et køkkencenter. Arbejdet bestod i kundeopsøgning, møder med kunder og leverandører, montering af køkkener m.v. Bilen var en Chrysler Voyager.

Bilen var indrettet med en spånplade bag sæderne med skuffemoduler til brug for materialer til køkkenmontering samt med skuffesektioner ved begge bilens sider. Til illustration heraf er fremlagt fotos af den bil, som sagen ved Vestre Landsret vedrørte. Ligeledes var der i bunden indrettet en flad kasse opdelt i sektioner til forskelligt værktøj, således at der oven på kassen kunne anbringes f.eks. hårde hvidevarer, jf. den fremlagte tegning, der illustrerer bilens indretning.

Landsretten fandt, at bilen var at anse for et specialindrettet køretøj uegnet til privat kørsel og dermed undtaget fra beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4. Landsretten fandt endvidere, at direktøren ikke havde anvendt bilen til privat kørsel, hvorfor der ikke skulle ske en værdiansættelse heraf i medfør af ligningslovens § 16, stk. 3. Som begrundelse angav Landsretten følgende:

”Varerummet i varevognen var indrettet med en spånplade bag sæderne, hvorpå der var monteret skuffemoduler til brug for forskellige materialer til køkkenmontering. Der var også skuffesektioner ved begge bilens sider og i bunden en flad kasse opdelt i sektioner til forskelligt værktøj, således at der oven på kassen kunne anbringes ting, f.eks. hårde hvidevarer, der skulle køres ud til en kunde. Varevognen må med denne indretning karakteriseres som et specialindrettet køretøj, som ikke var egnet til privat kørsel og dermed undtaget fra beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.”

Med dommen offentliggjort i TFS2007.870 ses Vestre Landsret at have lempet kriterierne for, hvornår et køretøj kan anses som et specialindrettet køretøj, der er undtaget fra beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4. Det har tidligere i praksis været en forudsætning for at kvalificere et køretøj som specielt indrettet, at der dels var fastmonterede hylder i vognrummet, og at der dels var en specialindretning af passagersædet i førerkabinen, således at passagersædet ikke var egnet til personbefordring.

Det er således efter den i Vestre Landsret afsagte dom fastslået, at specialindretning ikke nødvendigvis skal udgøres af fastmonterede hylder, men at også andre former for specialindretning ligeledes vil kunne være tilstrækkeligt for, at bilen kan kvalificeres som et specialindrettet køretøj.

Derudover har Vestre Landsret statueret, at en bil vil kunne kvalificeres som specialindrettet, uanset at der ikke er foretaget nogen form for specialindretning af passagersædet. Med afgørelsen er det således nu fastslået, at afgørende alene er, om bilens lastrum er specialindrettet i fornødent omfang.

Der kan endvidere henvises til byretsdommen refereret i TFS2010.1017, hvor retten tillige fandt, at den i sagen omhandlede bil – en pickup, der var registreret på gule plader – var at anse for et specialindrettet køretøj og dermed ikke omfattet af beskatningsreglen i ligningslovens § 16, stk. 4.

Pickup´en var indrettet med et forsæde til tre personer og et bagsæde ligeledes med plads til tre personer. På bilens lad var der etableret et varerum derved, at der var fastmonteret en hardtop af typen med vinduer hele vejen rundt.

Varerummet var indrettet med to mindre reoler samt forskellige løse genstande, herunder diverse reservedele til reparationer samt forskelligt værktøj i form af diverse håndværktøjer, motorsav, skruestik m.v. Reolerne var ikke direkte monteret i bilen. Derudover medbragtes der flere værkstøjskasser i bilen, og bilen var både i varerummet og i førerkabinen tilsmudset.

Til trods for at der var friplads i varerummet, hvor der var plads til bl.a. værktøjskasser og reservedele, at det pågældende køretøj havde firehjulstræk, og at køretøjet havde vinduer i varerummet, fandt byretten, at den pågældende pickup var undtaget fra beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Af nyere praksis på området kan der endvidere henvises til to kendelser afsagt af Landsskatteretten den 12. april 2010 (j.nr. 09-02053 og j.nr. 09-02054). Begge kendelser vedrører beskatning af en Mercedes-Benz firhjulstrækker i modelserien ML.

Landsskatterettens kendelse af 12. april 2010 (j.nr. 09-02053) vedrører en skatteyder, der var ansat i et byggefirma. Skatteyderen tog sig primært af selskabets byggerier, og arbejdet bestod primært i at være byggeleder og føre tilsyn. Til brug for dette arbejde stillede selskabet en bil af mærket Mercedes-Benz ML 270 til rådighed for skatteyderen. Skatteyderen gjorde ved Landsskatteretten gældende, at der var tale om et specialindrettet køretøj, således at der ikke var grundlag for beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, jf. de fremlagte fotos af bilens indretning.

Landsskatteretten fandt, at der var tale om et specialindrettet køretøj, idet Landsskatteretten henviste til den ovenfor omtalte dom fra Vestre Landsret offentliggjort i TFS2007.870 vedrørende beskatning af en Chrysler Voyager.

Landsskatterettens kendelse af 12. april 2010 (j.nr. 09-02054) vedrører tillige en skatteyder, der var ansat i et byggefirma. Skatteyderens primære arbejde bestod i at være byggeleder samt føre løbende tilsyn med selskabets byggerier. Skatteyderen foretog desuden opmålinger på grunde inden byggeriernes påbegyndelse og forestod afleveringsforretninger i forbindelse med byggeriernes færdiggørelse.

Til brug for dette arbejde stillede selskabet en bil af mærket Mercedes-Benz ML 320 til rådighed for skatteyderen. Skatteyderen gjorde ved Landsskatteretten gældende, at der var tale om et specialindrettet køretøj, således at der ikke var grundlag for beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, jf. de fremlagte fotos af bilens indretning.

Landsskatteretten fandt tilsvarende kendelsen, som er omtalt ovenfor, at der var tale om et specialindrettet køretøj, idet Landsskatteretten henviste til den ovenfor omtalte Vestre Landsrets dom offentliggjort i TFS2007.870.

I nærværende sag bemærker skatteankenævnet, at der ved bedømmelsen af, om den i sagen omhandlede bil kan kategoriseres som et specialindrettet køretøj, bl.a. er lagt vægt på, at der ikke har været udfærdiget fraskrivelseserklæring mellem arbejdsgiveren og klageren eller fremlagt dokumentation for kørsel i øvrigt, eksempelvis i form af kørselsregnskab.

Heroverfor gøres det gældende, at der netop er udfærdiget og underskrevet en fraskrivelseserklæring, der konkret er benævnt bilførerinstruks. Denne er underskrevet den 26. februar 2005. Det fremgår direkte af denne bilførerinstruks, at det på det kraftigste påpeges, at køretøjet ikke må benyttes til privat kørsel. Det er således ikke korrekt, når nævnet har anført andet. I den forbindelse skal det tillige fremhæves, at der er fremlagt en oversigt over bilens drift, hvorved det fremgår, hvor mange timer den omhandlede bil har været anvendt erhvervsmæssigt, hvilket støtter den omstændighed, at formålet med bilens erhvervelse har været den erhvervsmæssige anvendelse i byggevirksomheden, der drives fra selskabet [virksomhed1] A/S.

Praksis er blevet lempet gennem årene. Der er ikke længere krav om specialindretning af passagersædet ved siden af førersædet, og bilen behøver ikke at være lukket hele vejen rundt.

Til støtte herfor må det endvidere fremhæves, at klageren har haft to private biler, som har stået til rådighed for hans og ægtefællens private kørselsbehov, hvorfor det må have formodningen afgørende imod sig, at han har brugt den i sagen omhandlede bil, der, som det fremgår af billederne, er ganske tilsmudset, når han har haft adgang til ganske luksuriøse biler, jf. de indsendte fotos.

I det omfang Landsskatteretten måtte nå frem til, at den omhandlede bil ikke er specialindrettet og derved ikke omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, er der desuagtet ikke grundlag for at gennemføre en beskatning i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Det følger af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, at hvis en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed for en ansat for dennes private benyttelse, skal den ansatte beskattes af værdi af fri bil efter de gældende procentsatser i bestemmelsen.

Omvendt følger det af samme bestemmelse, at anvendes den pågældende bil kun til erhvervsmæssig kørsel, så skal den ansatte ikke beskattes af værdi af fri bil efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4. Sager omkring beskatning af fri bil opstår typisk i situationer, hvor den ansatte er hovedaktionær/hovedanpartshaver i den virksomhed, som stiller bilen til rådighed, og hvor bilen står parkeret uden for den ansattes bopæl uden for normal arbejdstid.

Det er korrekt, at der gennem årene har udviklet sig en praksis, hvorefter der foreligger en formodning for, at en bil står til rådighed for privat benyttelse, såfremt den ansatte er hovedaktionær/hovedanpartshaver i den virksomhed, som stiller bilen til rådighed, og såfremt bilen står parkeret foran den ansattes bopæl uden for normal arbejdstid.

Det er dog særdeles væsentligt at holde sig for øje, at der som anført alene er tale om en formodningsregel, som efter fast og righoldig praksis konkret kan afkræftes. Skatteyderen kan bl.a. afkræfte omtalte formodningsregel, når skatteyderen er i stand til at fremlægge løbende ført kørselsregnskab, der udelukkende udviser erhvervsmæssig kørsel, samt ved fremlæggelse af såkaldt fraskrivelseserklæring, hvor den ansatte har fraskrevet sig adgang til at anvende bilen til private formål.

Det er imidlertid ligeledes væsentligt at holde sig for øje, at det følger af den efterhånden righoldige praksis fra såvel Landsskatteretten som domstolene, at skatteyderen konkret kan afkræfte den omtalte formodning for privat benyttelse – også selv om der hverken er ført et kørselsregnskab eller lavet en fraskrivelseserklæring.

I nærværende sag er der udarbejdet og underskrevet en fraskrivelseserklæring, som er benævnt ”Bilførerinstruks”. Endvidere er der mange forhold i sagen, herunder adgangen til luksuriøse private biler, der konkret skaber en formodning direkte imod, at klageren skulle have anvendt den i sagen omhandlede bil til privat anvendelse.

Til støtte herfor skal der særligt henvises til de indsendte fotos. Det fremgår af disse, at den omhandlede bil på ingen måde synes at være egnet til privat kørsel. Bilen bærer tværtimod præg af at være anvendt som led i den daglige drift af byggevirksomheden i [virksomhed1] A/S og er som følge heraf meget tilsmudset.

Det ovenfor anførte støttes endvidere af praksis på området, hvortil der for det første henvises til Vestre Landsrets dom offentliggjort i TFS2002.439, hvoraf følgende fremgår af Landsrettens præmisser:

”Den omstændighed, at varevognen, når den ikke var i brug, stod parkeret ved sagsøgerens bopæl, kan ikke tillægges særskilt betydning, idet bopælen som en landbrugsejendom samtidig er arbejdsplads.”

Uanset bilen holdt parkeret ved skatteyderens bopæl, når den ikke var i brug, og uanset at der ikke var fremlagt et kørselsregnskab, ej heller et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab, så fandt Landsretten, at skatteyderen ikke skulle beskattes af værdi af fri bil.

Der henvises til Østre Landsrets dom af 5. september 2002, offentliggjort i TFS2002.950. En skatteyder var ansat i et selskab, der drev tømrervirksomhed. Han var søn af hovedanpartshaveren. Skatteyderen havde i sit arbejde anvendt en kassevogn, der tilhørte selskabet. Vognen havde oprindeligt været parkeret på selskabets adresse efter arbejdstids ophør, men senere valgte man at lade vognen stå ud for skatteyderens bopæl uden for arbejdstid. Skatteyderen førte ikke kørebog. Sagen havde været ført for Landsskatteretten, som havde fundet, at det måtte påhvile skatteyderen at afkræfte formodningen for, at vognen havde stået til rådighed for skatteyderens private brug. I mangel af kørselsregnskab eller anden sandsynliggørelse havde Landsskatteretten ikke anset denne formodning for afkræftet, og Landsskatteretten havde herefter tiltrådt, at skatteyderen blev beskattet af fri bil. Sagen blev af skatteyderen indbragt for Landsretten, hvorefter Skatteministeriet imidlertid tog bekræftende til genmæle.

I forlængelse heraf valgte Skatteministeriet at offentliggøre forliget fra sagen ved Landsretten samt at redegøre for sagens nærmere omstændigheder. Af TFS2002.1095.DEP fremgår følgende:

”Ministeriet fandt ikke, at det var muligt at godtgøre, at bilen i øvrigt var brugt privat, bl.a. fordi skatteyderens private kørselsbehov måtte antages at være blevet opfyldt gennem anvendelse af samleverens bil.

På den baggrund tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle i sagen.”

I denne sag havde skatteyderen ikke ført kørselsregnskab, men kunne i stedet dokumentere, at det private kørselsbehov blev opfyldt ved kørsel i samleverens bil. Det forhold, at Skatteministeriet tager bekræftende til genmæle, betyder, at Skatteministeriet var enig i, at det er uden betydning, om der føres kørselsregnskab.

Til støtte for at det ifølge praksis ikke er et definitivt krav, at der føres en kørebog for at afkræfte, at en bil ikke har stået til rådighed for privat anvendelse, henvises tillige til Østre Landsrets dom af 28. januar 2004, offentliggjort i TFS2004.183. Sagen drejede sig om, hvorvidt en direktør og hovedanpartshaver havde fået stillet en varevogn til rådighed af selskabet. Direktøren havde egen bil. Der var fremlagt et efterfølgende udarbejdet og estimeret kørselsregnskab. Det estimerede kørselsregnskab, der var underbygget ved bilagsmateriale, redegjorde for 30.815 ud af 32.275 kørte kilometer. Af Landsrettens præmisser følger:

”Det lægges til grund, at det estimerede kørselsregnskab er udarbejdet på grundlag af opmålinger på kort. Det er vedlagt bilagsmateriale til belysning af de enkelte kørsler. Der er redegjort for 30.815 km af 32.275 km. Som nævnt ovenfor var [person2] i besiddelse af en BMW personbil til privat brug og opmærksom på, at privat kørsel i Audi´en ville udgøre en overtrædelse af momsloven. Under disse omstændigheder og efter de afgivne forklaringer finder landsretten, at Audi´en hverken har været stillet til rådighed eller benyttet til privat kørsel. Landsretten har således ikke fundet hverken den omstændighed, at kørselsregnskabet er udarbejdet efterfølgende eller den ovennævnte mindre km-difference, der må antages blandt andet at skyldes opmålingsmetoden, af afgørende betydning.”

Da hovedanpartshaveren var i besiddelse af en privat bil, blev det således lagt til grund, at han ikke skulle beskattes af værdi af fri bil. Dette på trods af, at der først efterfølgende blev udarbejdet et kørselsregnskab for den erhvervsmæssige kørsel.

Der henvises ydermere til Vestre Landsrets tilkendegivelse af 2. februar 2006, offentliggjort i TFS2006.380. En skatteyder havde indskudt en bil i sin virksomhed under virksomhedsordningen. Bopælen havde samme adresse som virksomheden, og bilen var uden for arbejdstiden parkeret ud for bopælen. Af tilkendegivelsen fremgår:

[person3] havde varebilen placeret ud for sin bopæl i og udenfor arbejdstiden. Han havde som ejer af bilen mulighed for at disponere over den. Bopælen var sammenfaldende med virksomhedens adresse. På den baggrund er der en formodning for, at bilen har været anvendt til privat kørsel.

Ægtefællerne har samstemmende forklaret, at varebilen ikke blev brugt privat, ligesom der i husstanden var en knallert og en cykel til rådighed. Efter forklaringerne fra sagsøgeren og hans ægtefælle kunne den private bil, knallerten og cyklen dække ægteparrets private transportbehov. De nævnte forklaringer er sandsynliggjort ved oplysningerne om, at der er ca. 5 km fra ægteparrets bolig til sagsøgerens ægtefælles arbejdsplads, og ved oplysningerne om, at varebilen kun har kørt ca. 5.000 km om året, mens den private bil har kørt ca. 10.000 km om året. Forklaringerne er endvidere bestyrket ved det kørselsregnskab, sagsøgeren efterfølgende har udarbejdet. Det bemærkes i den forbindelse, at et kørselsregnskab, der er udarbejdet efterfølgende, sædvanligvis ikke kan tillægges større betydning som bevis. I det foreliggende tilfælde har landsretten dog tillagt kørselsregnskabet en vis vægt, da det understøttes af oplysningerne om det benzinforbrug, der har været i virksomheden.

På den baggrund finder landsretten, at [person3] i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at varebilen ikke har været anvendt til privat kørsel.”

Landsretten lagde ved tilkendegivelsen bl.a. til grund, at varebilen ikke blev anvendt privat, og at en anden bil, en knallert og cykel dækkede skatteyderens og ægtefællens transportbehov, samt at varebilen derfor ikke havde været benyttet til privat kørsel.

Der henvises herudover til Østre Landsrets dom af 2. december 2005, offentliggjort i TFS2006.12, der omhandlede en hovedanpartshaver og direktør i et selskab, der drev en institution for adfærdsvanskelige voksne. Selskabet ejede 3 biler, hvoraf skatteyderen havde selvangivet værdi af fri bil for en af bilerne. Alle tre biler stod parkeret ved bopælen, der også var selskabets adresse, og der var ikke ført kørebog. Østre Landsret udtalte:

”Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og anvendelsen af de to biler sammenholdt med, at [person4] havde rådighed over en Volvo til privat kørsel, finder landsretten – uanset at der ikke er ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne – at [person4] i tilstrækkelig grad har afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.”

I en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten af den 1. november 2006, j.nr. 2-1-1907-1241, havde en skatteyder fra 1977 til 2005 drevet smedevirksomhed. Selskabet var ejer af en række biler, hvoraf tre blev taget med hjem hver aften af skatteyderen og hans to sønner. Skatteyderen stod efter endt arbejdstid til rådighed for selskabet via en tilkaldeordning. Der blev ikke ført kørselsregnskab for kørslen i selskabets biler. Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse fremgår følgende:

”For så vidt angår den omhandlede VW Passat findes det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at denne har stået til klagerens rådighed udenfor normal arbejdstid, idet der bl.a. er lagt vægt på, at skattemyndighedens afgørelse alene er baseret på enkelte observationer af klagerens privatbil på sønnens bopæl. Dette ses ikke at være tilstrækkeligt til at tilsidesætte klagerens forklaring om, at Passaten var parkeret på selskabets adresse.”

Landsskatteretten lagde således ikke vægt på, at der ikke var ført et kørselsregnskab, ligesom man ikke tillagde det afgørende betydning, at skattemyndighederne havde observeret bilen parkeret ved sønnens bopæl.

I endnu en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten af den 8. november 2006, j.nr. 2-1-1907-1129, havde en skatteyder, som var hovedanpartshaver og ansat som direktør i et selskab, haft selskabets firmabil parkeret på privatadressen, som ligeledes var selskabets adresse. Bilen var en Mercedes Benz på hvide plader. Skatteyderen anvendte bilen til kørsel i forbindelse med salgsarbejde og lignende og havde for det omhandlede indkomstår fremlagt kørselsregnskab – som dog var noget sparsomt – og samtidig benzinkvitteringer. Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

”Klageren har fremlagt et kørselsregnskab for indkomståret 2002, hvoraf brugen af selskabets Mercedes Benz personbil fremgår. Regnskabet kan i sig selv ikke anses for fyldestgørende, men han har ført regnskabet på samme måde i adskillige år, og skattemyndighederne har gennemgået flere af regnskaberne uden at have påtalt eventuelle mangler. Sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, samt redegørelsen for de konstaterede uoverensstemmelser, anses han herefter for på tilstrækkelig vis at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at selskabets bil ikke har været til rådighed for privat kørsel.”

Landsskatteretten lagde således ikke vægt på, at det førte kørselsregnskab var mangelfuldt, og at det ikke stemte overens med de fremsendte benzinkvitteringer. Ligeledes lagde Landsskatteretten ikke vægt på, at selskabets bil havde været parkeret på skatteyderens privatadresse. Skatteyderen skulle derfor ikke beskattes af værdi af fri bil.

Der henvises videre til en kendelse fra Landsskatteretten af den 10. december 2010, j.nr. 09-00195. I sagen var skatteyderen ansat hos en byggevirksomhed og havde i den forbindelse en bil på gule plader stillet til rådighed. Bilen var ikke specialindrettet. Der var ikke fremlagt noget kørselsregnskab.

SKAT anførte, at skatteyderen havde haft rådighed over den omhandlede bil til privat kørsel. Heroverfor gjorde skatteyderen gældende, at bilen blev benyttet til kørsel fra privatadressen og ud til potentielle kunder, besigtigelse af igangværende byggerier, afholdelse af møder og garantieftersyn. Bilen blev altså næsten udelukkende benyttet til kørsel ud til forskellige byggepladser og kun sjældne gange til selskabets kontor. Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

Af momsvejledningen for den i sagen omhandlede periode fremgår det, at kørsel mellem hjem og skiftende arbejdssteder, herunder lejlighedsvis kørsel mellem hjem og virksomhedens faste forretningssted for at supplere køretøjets lager af værktøj, afhentning af arbejdssedler eller lign., anses for at være foretaget i selskabets interesse med fradrag for køretøjets købsmoms til følge under visse nærmere betingelser.

(...)

Der er lagt vægt på, at klageren har en håndværksmæssig baggrund, og det anses for sandsynligt, at klagerens primære opgaver som byggeleder ved [virksomhed3] A/S som altovervejende hovedregel består i møder på byggepladserne, udførelse af håndværksmæssigt arbejde og kørsel efter mindre materialeforsyninger i tømmerhandler m.v., herunder gasbeton elementer og rockwool, idet der ikke findes egentlige materialelagre. Ærinder på virksomhedens adresse anses for at være lejlighedsvise ærinder.”

Landsskatteretten nedsatte derfor den skattepligtige værdi af fri bil til 0 kr.

Der henvises herudover til TFS2010.423, hvor dommeren henstillede til Skatteministeriet at tage bekræftende til genmæle. Det kan oplyses, at Skatteministeriet efterfølgende tog bekræftende til genmæle i sagen.

Sagen vedrørte en skatteyder, der som hovedaktionær i et aktieselskab arbejdede med salg af elektromedicinske behandlingsapparater. I den forbindelse havde selskabet købt en Chevrolet Chevy 2000, som var en bus med plads til 10 personer. Chevrolet´en blev brugt som showroom, indtil selskabet solgte rettighederne til behandlingsapparaterne. Herefter blev den brugt til transport af gæster til et pensionat, som selskabet ejede. Da pensionatet senere blev solgt, blev Chevrolet´en sat til salg.

Chevrolet´en var sat til salg igennem en autoforhandler. Da køretøjet optog en del plads, stod den i perioder parkeret hos autoforhandleren og i andre perioder på selskabets adresse, som ligeledes var skatteyderens privatadresse. Som et led i salgsbestræbelserne blev Chevrolet´en kørt på ture, således at motor, bremser og lignende blev holdt i gang. Chevrolet´en kørte derfor 1.634 km i de omhandlede indkomstår. Skatteyderen havde privat rådighed over en Toyota Carina og en Nissan Patrol. Der blev ikke ført kørebog for Chevrolet´en.

Dommeren ved Retten i [by5] henviste i sin kendelse til, at der var en naturlig begrundelse for, hvorfor Chevrolet´en i perioder havde været parkeret ved privatadressen for skatteyderen. Ligeledes lagde dommeren vægt på, at den begrænsede kørsel udelukkende havde været i salgshensigt direkte eller indirekte. Dommeren fandt det altså sandsynliggjort, at Chevrolet´en ikke havde stået til rådighed for privat benyttelse for skatteyderen, og lagde således ikke vægt på, at køretøjet havde været parkeret på skatteyderens privatadresse, samt at der ikke var ført nogen kørebog for de kørte kilometer.

Videre skal henvises til en kendelse afsagt af Landsskatteretten den 15. oktober 2010, j.nr. 09-02699.

Den omtalte sag omhandlede en skatteyder, der driver en større virksomhed, som beskæftiger sig med udførelse af større gulventrepriser i alle former for erhvervsbyggerier. Skatteyderens selskab ejer en Volvo V70 på hvide plader, som udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Bilen kører ca. 100.000 km om året.

Skatteyderen står selv for alt salg, projektledelse og kontakt til leverandører. Skatteyderen kører dagligt rundt i landet og besøger de 8 – 10 arbejdspladser, som selskabets montører løbende arbejder på. Der er udarbejdet en fraskrivelseserklæring – men der er ikke udarbejdet nogen form for kørebog.

Skatteyderens selskab ejer derudover en Volvo V70 på gule plader, som anvendes delvist erhvervsmæssigt og delvist privat. Skatteyderen betaler skat af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, i forhold til denne bil. Derudover ejer skatteyderen privat seks biler.

SKAT var i sagen af den opfattelse, at skatteyderen skulle beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, i forhold til den omhandlede Volvo V70 på hvide plader. Som begrundelse herfor anførte SKAT, at skatteyderen som hovedanpartshaver i selskabet har bevisbyrden for, at bilen ikke har været anvendt privat, og at denne bevisbyrde ikke var løftet som følge af en manglende kørebog.

Landsskatteretten var ikke enig med SKAT heri, idet Landsskatteretten gav skatteyderen fuldt medhold i, at der ikke var grundlag for beskatning af værdi af fri bil. Som begrundelse anfører Landsskatteretten følgende i sine præmisser:

”Under henvisning til, at klageren har haft et meget stort kørselsbehov, idet han i de pågældende år har kørt 100.000 km i den omhandlede firmabil, der er indrettet som kontor, og at han i forvejen er blevet beskattet af værdi af fri bil for en firmabil på gule nummerplader, hvortil kommer, at han ejer seks private biler, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde den påklagede ansættelse. Der er herved udover det anførte også lagt vægt på, at bilen ikke på noget tidspunkt er observeret anvendt privat.”

Afslutningsvis skal henvises til en ikke offentliggjort kendelse afsagt af Landsskatteretten den 5. december 2012, j.nr. 12-0189410. Sagen omhandlede en hovedaktionær, der som firmabil havde fået stillet en Mercedes Benz G 400 på hvide plader til sin rådighed. Bilen stod efter normal arbejdstid parkeret ved hovedaktionærens private bopæl, som også var selskabets adresse.

Den primære aktivitet i selskabet bestod i udvikling af forretningskoncepter, og hovedaktionæren havde sit hovedvirke for selskabet inden for dette forretningsområde.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår det, at selskabet stod registreret for to biler, en af mærket Land Rover Defender, der er en varebil registreret til blandet privat/erhvervsmæssig anvendelse, og en af mærket Mercedes Benz G 400 – der er en personbil indregistreret til privat personkørsel.

Derudover ejede hovedaktionæren privat en bil af mærket Land Rover Discovery, der er oplyst til at have kørt 15.000 km årligt.

Hovedaktionæren oplyste under sagen, at bilen af mærket Land Rover Defender kun blev anvendt erhvervsmæssigt, primært i landbrugsdriften i et søsterselskab. Personbilen af mærket Mercedes Benz G 400 blev anvendt til hovedaktionærens kørsel for selskabet. Ifølge Landsskatterettens kendelse fremgår det af SKAT´s materiale, at hovedaktionæren har oplyst under sagens behandling ved SKAT, at bilen også i visse situationer blev anvendt til privat kørsel. Dette blev dog senere benægtet af klagerens repræsentant ved Landsskatteretten.

Der forelå ikke nogen erklæring om hvorvidt hovedanpartshaveren havde afskrevet sig retten til at anvende bilen privat, ligesom der heller ikke var ført nogen kørebog.

Landsskatteretten nåede efter en konkret vurdering frem til, at der ikke var grundlag for at beskatte hovedaktionæren af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Som begrundelse herfor anførte Landsskatteretten følgende:

”Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdien af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4, jf. statsskattelovens § 4. Det er selve rådigheden over bilen, der beskattes og ikke omfanget af den private brug.

Det påhviler klageren som hovedaktionær i selskabet at afkræfte en formodning om, at selskabets bil har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises bl.a. til Vestre Landsrets dom af 21. marts 2003, offentliggjort i SKM2003.154(www.skat.dk), og Højesterets dom af 11. november 1990, offentliggjort i TFS1999.919.

Formodningen om, at klageren som hovedanpartshaver har haft den omhandlede firmabil stillet til rådighed for privat kørsel, anses under henvisning til det oplyste om omfanget af klagerens erhvervsmæssige aktiviteter i de pågældende år og kørslen i forbindelse hermed, samt at firmabilen ikke er observeret anvendt privat samt endelig det oplyste om omfanget af kørslen i den private bil, for svækket i det foreliggende tilfælde.

Under henvisning til det oplyste om klagerens omfattende erhvervsmæssige aktiviteter bl.a. omfattende kørsel til mange forskellige arbejdspladser, lægges det til grund, at klagerens kørselsmønster indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der er kørt mellem bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, og klagerens kørsel anses derfor for erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at opretholde de påklagede forhøjelser.”

Med hensyn til spørgsmålet om rådighed skal der foretages en konkret vurdering. Det er i praksis statueret, at der ikke var tale om rådighed, selv om der var tale om hvidpladebiler, hvor man egentlig skulle stille endnu større krav. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 5. marts 2014 i sagen 12-0255635, hvor 3. afsnit i afsnittet ”Landsskatterettens afgørelse” kan overføres til nærværende sag.

Landsskatterettens afgørelse

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdi af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4, jf. statsskattelovens § 4. Det er selve rådigheden over bilen, der beskattes og ikke omfanget af den private brug.

Det påhviler klageren som hovedaktionær i selskabet at afkræfte en formodning om, at selskabets bil har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises bl.a. til Vestre Landsrets dom af 21. marts 2003, offentliggjort i SKM 2003.154, og Højesterets dom af 11. november 1990, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.919.

Formodningen for, at klageren som hovedaktionær har haft den omhandlede Toyota Landcruiser 4,2 D stillet til rådighed for privat kørsel, må anses for tilbagevist i det foreliggende tilfælde. Der er herved henset til, at bilen i medfør af den betalte privatbenyttelsesafgift må vurderes efter praksis på hvidpladebiler. I medfør heraf skal der lægges vægt på, at bilen er anskaffet med et erhvervsmæssigt formål, at der ikke er foretaget observationer af bilen i privat ærinde, og at klageren har haft to private biler til opfyldelse af sit private kørselsbehov.

Hertil kommer, at de faste reoler, som er i bilen, kun optager en begrænset del af bagagerummet, og at selskabet har haft lagerplads ved klagerens bopæl, således at klageren ikke har haft behov for transport mellem bopælen og selskabets lagerplads.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at opretholde beskatningen af fri bil til rådighed for klageren.

Den foretagne beskatning ophæves derfor.