Kendelse af 30-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 22-08-2015

Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Retten i Aarhus den 23. juni 2016. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.

Faktiske oplysninger

Klageren er ejer af glarmestervirksomheden [virksomhed1] ApS via [virksomhed2] ApS. [virksomhed1] ApS (herefter selskabet) har adresse på [adresse1], [by1]. I 2008 til 2010 havde selskabet 5-6 ansatte. Klageren bor på [adresse2], [by1].

[virksomhed1] ApS blev kontaktet af SKAT i forbindelse med udsøgning af varebiler, der er indregistreret til privat/erhvervsmæssig anvendelse. I den forbindelse konstaterede SKAT, at selskabet fra den 9. oktober 2007 til den 8. juni 2011 stod som ejer og bruger af en Mercedes ML 350, årgang 2003 med reg. nr. [reg.nr.1]. Bilen har en totalvægt på under 3 tons og var indregistreret til både privat og erhvervsmæssig kørsel i perioden fra den 9. oktober 2007 til den 8. juni 2011.

Det er oplyst, at klagerens arbejde i indkomstårene 2008 til 2010 primært bestod i tilbudsgivning, opmåling, udkørsel med varer og tilsyn med de forskellige pladser, hvorpå klagerens selskabs arbejde blev udført.

Klageren har oplyst, at bilen udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt i virksomheden, at den efter arbejdstids ophør stod i en aflåst gård, at medarbejderne brugte forskellige biler alt efter opgavernes art, og at de ikke førte kørebøger for varebilerne i virksomheden.

Klageren har oplyst, at hustanden i indkomstårene 2008 til 2010 foruden klageren selv, bestod af ægtefællen og deres tre børn på henholdsvis 10 år, 16 år og 20 år. Der var en privat bil, en Chrysler Voyage, i hustanden i perioden.

Ifølge fremlagte faktura er købsprisen for Mercedes ML 350 378.000 kr.

SKAT har beregnet værdi af bil således:

SKAT oplyser, at selskabet i september 2007 fik tilsendt en pjece vedrørende varebiler på gule plader, og i august 2010 et brev vedrørende benyttelse/beskatning af firmabil.

Efter anmodning fra repræsentanten har Skatteankestyrelsen fremsendt en udskrift fra Centralregisteret for Motorkøretøjer, hvoraf fremgår, at bilen i perioden fra den 9. oktober 2007 til den 8. juni 2011 var indregistreret til ”godstransport privat/erhverv”, dvs. blandet anvendelse.

Efter at have modtaget registreringsattesten har repræsentanten henvendt sig til SKAT, Motor, Motorcenter 9, hvorefter repræsentanten fik oplyst følgende:

”(...) Skat kan oplyse følgende:

Varebil af mærket MERCEDES BENZ, ML, 350 – der er anført med stelnummeret [...] i Motorregistreret har fra 09-10-2007 og til 08-06-2011 været registreret under registreringsnummer [reg.nr.1] med anvendelse: Godstransport privat/erhverv og gule nummerplader. (...)”

Der er bl.a. fremlagt en mailkorrespondance mellem den bilforhandler, som ifølge repræsentanten havde købt bilen af klageren og den person, der efterfølgende havde købt bilen af forhandleren. Det fremgår heraf, at hverken forhandleren eller den anden køber med sikkerhed kan sige, om bilen havde reoler i varerummet.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har beskattet klageren af værdi af fri bil med henholdsvis 90.600 kr. for hvert af indkomstårene 2008 og 2009 og 94.360 kr. for indkomståret 2010.

Skatteankenævnet har som begrundelse for afgørelsen anført:

”Efter modtagelse af det skriftlige indlæg, har nævnet på ny gennemgået sagen, og truffet følgende afgørelse

Indledningsvis skal bemærkes at ukendskab til loven/praksis medfører ikke at [person1] ikke er omfattet heraf.

Ifølge den indsendte klage anmodes om dokumentation for, at den i sagen omhandlede bil har været indregistreret til såvel privat- som erhvervsmæssig anvendelse.

Skatteankenævnet skal i den forbindelse henvise til bilens indregistreringsattest, hvoraf fremgår, hvorledes bilen er indregistreret. Skatteankenævnet skal endvidere bemærke at det er ubestridt at der har været betalt privatbenyttelsesafgift, hvorfor øvrig dokumentation ikke anses for relevant. Endelig skal bemærkes er det er skatteyderen der har bevisbyrden for de nedlagte påstande m.m.

Der nedlægges påstand om at der ikke kan foretages ændringer af skatteansættelsen forud for 1. marts 2009.

Skatteankenævnet skal hertil bemærke:

Ifølge Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 kan Told- og skatteforvaltningen ikke afsende varsel om ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Fristen for varsling vedrørende indkomståret 2008 er således 1. maj 2012.

SKAT har i herværende sag, vedrørende indkomståret 2008, udsendt agterskrivelse den 13. februar 2012 og truffet endelig afgørelse i sagen den 1. marts 2012. Varsling og ansættelsen er således foretaget indenfor fristen i Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Den nedlagte påstand vil som følge heraf være at afvise.

Vedr. spørgsmålet om skattefri kørselsgodtgørelse skal bemærkes, at Skatteankenævnet alene

- jf. Skatteforvaltningslovens § 5 - kan tage stilling til afgørelser truffet af SKAT vedr. fysiske personer. Som følge heraf kan Nævnet ikke behandle spørgsmålet omkring kørselsgodtgørelse, dels har SKAT ikke behandlet spørgsmålet og dels vil et evt. fradrag for kørselsgodtgørelsen vedrøre selskabet.

Skatteankenævnet skal endvidere bemærke:

Reglerne om beskatning af firmabiler på gule nummerplader er med virkning fra 1. januar

2002 ændret, hvilket fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. punktum.

Firmabiler, registreret den 3. juni 1998 og fremefter, er herefter ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, hvis to betingelser er opfyldt., jf. bemærkningerne til lovforslag nr. 181 af 20. marts 2002:

For det første skal der være tale om en firmabil omfattet af vægtafgiftslovens § 4, stk. 1 II, A. Det vil sige varebiler, der ikke er afgiftspligtige efter lov om afgift af vejbenyttelse. Der er tale om varebiler på gule nummerplader.

For det andet er det en betingelse, at der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse af firmabilen efter vægtafgiftslovens § 2. Der betales tillæg for privat anvendelse af en varebil ved både hel og delvis privat anvendelse af bilen.

Hermed finder de bevisbyrde- og dokumentationskrav - herunder kørebøger der efter praksis er udviklet i forhold til den dagældende bestemmelse, ikke anvendelse på sådanne firmabiler.

Det følger af bemærkningerne til loven, at såfremt det viser sig, at der alligevel køres privat i

bilen, vil firmabilen blive omfattet af reglen om beskatning af den private rådighed i ligningslovens § 16, stk. 4.

Varebilen har i den foreliggende sag været indregistreret til godstransport privat og erhverv. Med udgangspunkt heri er der opkrævet privatbenyttelsesafgift efter vægtafgiftslovens § 2.

Henset til at de ovenfor oplistede 2 betingelser ikke begge kan anses for opfyldte, finder formodningsreglen om privatbenyttelse, og hertil bevisbyrde- og dokumentationskrav, i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 anvendelse. Nævnet skal hertil føje, at henset til at der netop er afholdt privatbenyttelsesafgift i henhold til vægtafgiftslovens § 2 indikerer dette, at bilen tillige har været benyttet privat.

På grundlag af de foreliggende oplysninger om den pågældende Mercedes ML 350’s indretning m.m. finder Skatteankenævnet ikke, at den kan anses som specialindrettet. Der er herved lagt vægt på, at bilen er egnet til privat kørsel, samt at der i bagagerummet ikke har været fastmonterede hylder og der alene har været værktøj m.m., som kan tages ud, såfremt der er behov for rent privat transporterede ting - jf. Byrets dom af 11. marts 2011.

Under henvisning til Byrettens dom af 15. august 2011 er det uden betydning for beskatning af bil til rådighed, at [person1] privat er ejer af en bil.

Nævnet har ved sin vurdering lagt vægt på:

På baggrund af ovenstående vurdering stadfæster Skatteankenævnet skattemyndighedens afgørelse, hvorefter [person1] anses for skattepligtig af værdi af bil stillet til rådighed - jf. ligningslovens § 16, stk. 4.”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har fremsat påstand om, at der ikke er grundlag for at beskatte klageren af værdi af fri bil for indkomstårene 2008, 2009 og 2010.

Der er til støtte herfor anført følgende:

”Indledningsvist skal jeg på ny anmode om dokumentation for, at den i sagen omhandlede bil har været indregistreret til såvel privat- som erhvervsmæssig anvendelse. Samtidigt skal jeg venligst anmode om at modtage kopi af den anmeldelse af - og erklæring om anvendelse af køretøj, blanket nr. 21050, som i givet må ligge til grund for registreringsformen.

Jeg har tidligere, over for Skatteankenævnet, ved breve af hhv. 23.5.2012 og 25.9.2012, anmodet om dokumentation herfor. Som sagens bilag 3 og 4, fremlægges disse breve.

Skatteankenævnet har alene henvist til bilen indregistreringsattest, som min klient ikke er i besiddelse af.

Samtidig skal jeg ligeledes anmode om, at modtage dokumentation for, at der har været betalt privatbenyttelsesafgift for privat anvendelse.

Det bestrides således fortsat at der i nærværende sag er givet oplysning om, at bilen skal indregistreres til blandet privat- og erhvervsmæssig kørsel.

Såfremt den i sagen omhandlede bil rent faktisk er indregistreret til både privat- og erhvervsmæssig kørsel, gøres det gældende, at dette udelukkende beror på en fejltagelse, ligesom det naturligvis fortsat gøres gældende, at min klient på intet tidspunkt har anvendt bilen privat eller har haft til hensigt at anvende i den pågældende bil i privat henseende.

Yderligere påpeges at uanset om bilen er indregistreret til både privat- og erhvervsmæssig kørsel eller alene til erhvervsmæssig kørsel, da vil hovedaktionæren og direktøren i en virksomhed, naturligvis altid have en reel mulighed for rådighed over den pågældende bil, og det vil derfor være faktisk umuligt at dokumentere, at min klient ikke har haft den blotte mulighed for at anvende bilen også i privathenseende.

Igen skal det - jf. ovenstående - pointeres på det kraftigste, at min klient aldrig har haft til sinde at anvende den pågældende bil i privat henseende.

Som det tidligere fra min klients side er oplyst overfor SKAT, er den pågældende bil alene anvendt til erhvervsmæssig brug, af virksomhedens medarbejdere. Min klient har således altid selv kørt i sin egen private bil i privat henseende, og som oftest også anvendt den private bil i erhvervsmæssig regi, idet virksomhedens medarbejdere som oftest, i arbejdstiden, har anvendt den i sagen omhandlede bil.

Som sagens bilag 5 fremlægger jeg således også e-mail fra min klients revisor, der viser, at min klient også erhvervsmæssigt har anvendt sin private bil og derfor har skattefri kørselsgodtgørelse til gode i virksomheden.

Efter arbejdstids ophør har den pågældende bil altid stået i en aflåst gård tilhørende virksomheden, og nøglerne til bilen har befundet sig i et aflåst skab i virksomhedens lokaler. Dette vil kunne bevidnes af virksomhedens medarbejdere, der ligeledes vil kunne bevidne, at min klient dem bekendt aldrig har anvendt den pågældende bil i privat henseende.

Der ønskes derfor, om muligt, afgivet forklaring overfor Landsskatteretten af bl.a. min klients medarbejder ved navn [person2].

I relation til bilens indretning forholder det sig sådan, at denne kun var med to sæder og med varerum bagi, hvori der altid stod værktøjskasse til brug for udførelsen af erhvervsmæssigt arbejde samt et ikke-fast monteret stativ til skruer m.v.

Bilen har dermed ikke været særligt egnet til privat befordring, men ifølge min klients oplysninger er bilen solgt til udlandet, og det er derfor ikke muligt, på nuværende tidspunkt, at fremskaffe dokumentation om bilens indretning.

Det fremstår ydermere som yderst besynderligt, at det faktum, at min klient for en sikkerheds skyld vælger at betale tillægsafgift på bilen til delvis privat anvendelse, efterfølgende medfører, at min klient personligt trods den merindbetalte afgift - og på grund af den merindbetalte afgift - bliver personligt beskattet som have anvendt bilen i privat øjemed.

Uvidenhed om gældende lovgivning diskulperer sædvanligvis ikke, men i dette tilfælde er der tale om udstikning af retningslinjer fra ministeren vedrørende bevisbyrdefordelingen, jf. TfS 1997.584, der ikke kan forventes at være min klient bekendt. Af samme årsag er det min opfattelse, at bevisbyrden bør påhvile SKAT og ikke min klient.

Endvidere forholder det sig sådan - som tidligere fremhævet - at SKAT først, efter min klients virksomhed har afhændet den pågældende bil, foretager opkrævning af skat for privat anvendelse af denne.

Havde SKAT i stedet på et tidligere tidspunkt taget fat om problemstillingen og orienteret min klient om gældende bevisbyrderegler, ville min klient naturligvis have fået bilen omregistreret, således at den alene ville være indregistreret til erhvervsmæssig anvendelse.

SKAT’s langsommelige behandling af sagen, har derfor som en latent følge medført, at min klient har befundet sig i uvidenhed omkring bevisbyrdereglerne i mere end tre år og derfor ender med at blive yderligere belastet pga. SKAT’s langsomme reaktion i sagen.

Yderligere fremlægges som sagens bilag 6, udskrift fra min klients virksomheds bogholderi, hvoraf fremgår, at virksomheden har fradraget moms på bilen, hvilket i så fald må indikere, at bilen udelukkende har været bestemt til erhvervsmæssig anvendelse, hvorefter de anvendte formodningsregler må bortfalde.

Endeligt er der fra Skatteankenævnet lagt vægt på, at der ikke er udfærdiget fraskrivelseserklæring mellem arbejdsgiver og min klient. Dette er et absolut intetsigende argument, idet min klient er sin egen arbejdsgiver. At stille krav om at udfærdige en skriftlig aftale med sig selv er aldeles unødvendigt. [person3] har aldrig haft til sinde selv at benytte bilen i privat henseende, og en skriftlig verifikation (aftale) mellem ham selv som arbejdsgiver og ham selv som privat, kan naturligvis udarbejdes, men vil efter min opfattelse være aldeles unødvendig.”

Repræsentanten har videre oplyst og anført følgende:

”(...)Til dokumentation herfor fremlægger jeg som sagens bilag 7 mail af 23. december 2014 fra SKAT, Centralregistret for Motorkøretøjer ved [person4].

Det er endvidere lykkedes mig at indhente erklæringer fra såvel den forhandler, som købte den i nærværende sag omhandlede bil af [person1], som den person, der efterfølgende købte bilen af forhandleren, på at den i nærværende sag omhandlede bil var indrettet med reoler og således på ingen måde var egnet til privatmæssig benyttelse. Som dokumentation herfor fremlægger jeg som sagens bilag 8 mailkorrespondance mellem [person5] og [person6] af henholdsvis 25. november 2014 og 4. december 2014.

Som anført under telefonmødet den 27. november 2014 skal jeg igen henvise til SKM.2013.614.BR.

I den pågældende sag var der tale om en gulpladebil, hvor hovedaktionæren ved politikontrol var blevet stoppet i bilen i privat ærinde.

Byretten udtalte, at det under disse omstændigheder påhvilede hovedaktionæren at sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Denne afgørelse medfører modsætningsvist, at når hovedaktionæren som i denne sag er [person1], når der er tale om en gulpladebil, som det helt klare udgangspunkt ikke har bevisbyrden for, at han ikke har haft den pågældende bil til rådighed.

Ovennævnte afgørelse kan derimod tages til indtægt for, at det er SKAT, som skal dokumentere eller sandsynliggøre, at bilen rent faktisk har været stillet til rådighed for og blev anvendt af [person1] i privat henseende.

Herudover må det antages, at det tillige ved bilag 8 er dokumenteret, at den i nærværende sag omhandlede bil slet ikke var egnet til privat befordring.

Højesterets afgørelse (SKM2014.504HR, red.) er således fuldstændig i tråd med byrettens afgørelse referereret i SKM2013.614BR, idet der er helt særlige omstændigheder, der får bevisbyrden til at overgå fra SKAT til borgeren.

I Højesterets afgørelse var der tale om en sportsvogn, der endvidere var stilstandsforsikret i

vinterperioderne og derfor på ingen måde var egnet til at udføre det arbejde, som blev drevet i

borgerens selskab, hvor bilen var ejet.

Der var således konkrete omstændigheder, der pegede på, at bilen ikke alene havde været anvendt i virksomhedens øjemed.

Tilsvarende gjorde sig gældende i sagen refereret i SKM2013.614BR, hvor borgeren/hovedaktionæren ved politikontrol var blevet stoppet i bilen i privat ærinde.

Også her var der altså konkrete omstændigheder, der pegede på, at borgeren rent faktisk havde anvendt bilen i privat henseende.

I nærværende sag er der intet, som peger på, at bilen rent faktisk har været udnyttet privat.

Der er derimod særlige omstændigheder i sagen, der peger på, at bilen alene har været anvendt i erhvervsmæssigt regi.

(…)”

Herudover har repræsentanten anført, at da klagerens arbejde i indkomstårene 2008 - 2010 primært bestod i tilbudsgivning, opmåling, udkørsel med varer og tilsyn med de forskellige pladser, hvorpå klagerens selskabs arbejde blev udført, har bilen således uden tvivl været egnet til at udføre det arbejde, som klageren udførte i klagerens selskab.

At klagerens hustand kun havde én privat personbil til rådighed for familiens private kørsel er ikke i sig selv et argument, som kan eller bør påvirke bevisbyrden i sagen. Der findes med sikkerhed adskillige familier i Danmark, som slet ingen bil har, men det er alligevel lykkedes for dem at transportere sig selv fra A til B uden brug af andres biler. Det faktum, at klageren har egen bil i privaten, kan derfor kun tale til klagerens fordel.

Det er repræsentantens opfattelse, at bevis for bilens indretning, kørebog og en underskrevet fraskrivelseserklæring, er forhold som normalt kræves af klageren for at løfte bevisbyrden for, at bilen ikke har stået til rådighed for denne.

Det er repræsentantens og klagerens opfattelse, at der ikke ved vurdering af bevisbyrdefordelingen sagligt kan indgå anbringender om, at de beviser, som ville kunne kræves løftet af klageren, hvis han havde bevisbyrden, ikke kan anses for løftet.

Landsskatterettens afgørelse

En skattepligtig skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdien af benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4.

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver for den skattepligtiges private benyttelse, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr., jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Det følger af Højesterets dom af 30. juni 2014, offentliggjort som SKM2014.504HR, at når der ikke er sammenfald af adresse mellem en skatteyder, der er ansat direktør og selskabets hovedanpartshaver og selskabet i den periode, selskabet ejer firmabilen, påhviler det som udgangspunkt SKAT at løfte bevisbyrden for, at selskabet stiller bilen til rådighed for skatteyderens private brug. Der kan dog være konkrete omstændigheder, der gør, at bevisbyrden må overgå til skatteyderen, der herefter må sandsynliggøre, at bilen ikke er stillet til rådighed til privat befordring.

Der kan endvidere bl.a. henvises til Vestre Landsrets dom 19. december 2003, offentliggjort som SKM2003.585.VLR og Højesterets dom af 11. februar 2009, offentliggjort som SKM2009.239.HR.

Indledningsvis skal Landsskatteretten kort bemærke, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse som mangelfuld eller ugyldig som følge af en langsommelig sagsbehandling hos SKAT, således som påstået af klageren.

På grundlag af sagens oplysninger om bilens indretning er det Landsskatterettens vurdering, at bilen ikke kan anses for at være specialindrettet, og at den ikke var uegnet til privat brug.

Det lægges til grund, at selskabets bil i perioden 2008 til 2010 var indregistreret til blandet anvendelse. Det er oplyst, at der ikke er ført kørebog for bilens erhvervsmæssige kørsel, ligesom der ikke er indgået en fraskrivelseserklæring mellem selskabet og klageren. Selvom bilen ifølge klagerens forklaring ikke har været parkeret på bopælen, må det på baggrund af sagens oplysninger påhvile klageren som hovedanpartshaver i selskabet at afkræfte en formodning for, at selskabets bil har stået til rådighed for hans private benyttelse.

På grundlag af ovenstående sammenholdt med sagens øvrige oplysninger – herunder at der i klagerens hustand, som bestod af tre voksne og to teenagere, var en privat personbil til rådighed for familiens private kørsel – er det Landsskatterettens vurdering, at klageren ikke har afkræftet formodningen for, at han i indkomstårene 2008 til 2010 fik stillet selskabets bil til rådighed for privat benyttelse.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.