Kendelse af 09-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 03-09-2016

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse om fastsættelse af overskud af virksomhed til 150.000 kr. for indkomståret 2004.

Landsskatteretten nedsætter ansættelsen med 40.647 kr. til 109.353 kr.

Faktiske oplysninger

Sagen vedrører en genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2004.

Klagerens selvangivne indkomst blev for indkomståret 2004 fastsat efter et skøn, da han ikke havde indsendt selvangivelse til SKAT, som derfor skønnede et overskud af virksomhed med 150.000 kr.

Den 7. maj 2009 modtog SKAT selvangivelsen for indkomståret 2004 med anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for dette år. Selvangivelsen var vedlagt et regnskab udarbejdet og underskrevet af et revisionsfirma pr. 30. april 2009.

De takserede og selvangivne beløb udgør følgende:

I en afgørelse af 9. juli 2009 afviste SKAT at genoptage skatteansættelsen ekstraordinært, da den takserede ansættelse ikke var åbenbart urimelig henset til de oplysninger, som SKAT havde kendskab til på taksationstidspunktet.

SKATs afvisning af genoptagelse blev påklaget til skatteankenævnet, og da SKAT fik klagen til udtalelse kontaktede SKAT klagerens repræsentant, hvilket afstedkom, at klageren trak klagen tilbage, og at SKAT i juni 2010 genoptog sagen.

I et brev den 14. juni 2010 gav SKAT på den baggrund tilsagn om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2004.

Ved den forudgående e-mail korrespondance mellem SKAT og klagerens repræsentant skrev SKAT blandt andet følgende:

”Som aftalt ved vores netop afsluttede telefonsamtale skal jeg hermed bekræfte at SKAT i henhold til vores e-mail af 12. november 2009 og din efterfølgende tilbagemelding genoptager din klients skatteansættelse for indkomståret 2004. Det skal dog i den forbindelse understreges at den nye behandling af sagen ikke nødvendigvis vil medføre et andet materialet resultat”.

I brevet af 14. juni 2010 til klageren fremgår desuden følgende:

”Efter aftale med din advokat [person1], har SKAT den 10. juni 2010 givet tilsagn om at genoptage din skatteansættelse for indkomståret 2004.”

(...)

SKAT indkaldte samtidig dokumentationsmateriale fra klageren.

SKAT sendte den 22. juli 2011 en afgørelse vedrørende genoptagelse af skatteansættelsen for 2004 til klageren og hans repræsentant. Det fremgår heraf, at SKAT har anerkendt klagerens renteudgifter fra pengeinstitutter med 67.047 kr. i henhold til indsendt dokumentation.

SKAT har derimod ikke godkendt det selvangivne overskud af virksomhed. Ifølge SKATs afgørelse har der været uenighed om omsætningen ved udlejning af klagerens udlejningsejendom, og SKAT har konkluderet, at den selvangivne lejeindtægt ikke er retvisende. SKATs beregninger viser, at overskud af virksomhed kunne opgøres til 109.353 kr., og ikke 61.353 kr. som selvangivet af klageren. SKAT har på den baggrund konkluderet, at den skønsmæssige ansættelse på 150.000 kr. ikke er åbenbart urimelig. Da klageren ikke har indsendt tilstrækkelig dokumentation for udlejningen har SKAT givet afslag på at foretage ændringer vedrørende overskud af virksomhed, og har derfor fastholdt skønnet på 150.000 kr.

SKATs afgørelse blev påklaget til skatteankenævnet den 21. oktober 2011. Klageren har fremsat påstand om, at ”Skat tilpligtes at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2004”.

Skatteankenævnet afsagde kendelse den 23. oktober 2012, hvoraf fremgår, at nævnet ikke har givet medhold. Skatteankenævnet har i deres sagsfremstilling blandt andet anført, at SKAT i brevet af den 14. juni 2010 gav tilsagn om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret uden forbehold. Der er dog ifølge skatteankenævnet ikke foretaget et åbenbart urimeligt skøn over overskud af virksomhed, og nævnet har stadfæstet SKATs afgørelse og fastholdt, at skatteansættelsen på dette punkt ikke skulle ændres.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse, hvorefter SKAT ikke har skullet genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2004 vedrørende overskud af virksomhed.

Regnskabet for indkomståret 2004 er modtaget mere end 4 år efter indkomstårets afslutning og fristen for ordinær genoptagelse er overskredet med mere end 1 år.

At regnskabet først blev udarbejdet på dette tidspunkt kan ikke i sig selv begrunde en ekstraordinær genoptagelse, da det har været muligt at udarbejde regnskabet i tide. Såfremt modtagelsen af regnskabet alene skulle foranledige en genoptagelse, skulle det have været indenfor de ordinære frister.

SKAT har foretaget en realitetsbehandling af det indsendte regnskab.

Der er nedlagt påstand om, at skønnet har været urimeligt højt i forhold til det efterfølgende regnskab eller det resultat, som SKAT er kommet frem til.

SKAT har fundet, at det indsendte regnskab ikke kan anses for tilstrækkelig dokumentation, da regnskabet ikke er korrekt opgjort ifølge SKAT. Det er SKATs opfattelse, at der i regnskabet mangler huslejeindtægter for lejligheden [adresse1] SKAT har henvist til konkrete registreringer i det centrale personregister, som viser, at lejligheden var beboet i hele indkomståret 2004.

SKAT har antaget, at lejerne i lejligheden [adresse1] som minimum har betalt samme leje som i indkomståret 2003, i alt 48.000 kr. Overskud af virksomhed i indkomståret 2004 kan herefter opgøres til mindst 109.353 kr. (61.353 kr. + 48.000 kr.) SKAT har ikke kritiseret udgifterne i regnskabet.

Ud fra registreringer i det centrale personregister vedrørende den tidligere lejer, er klagerens oplysninger ikke korrekte. Lejeren døde i juli 2002 og ikke ultimo 2003, som klageren har påstået. De personer, som herefter beboede lejligheden i 2003 fraflyttede senest den 1. maj 2004, og en ny lejer flyttede ind. Denne nye lejer ”fraflyttede” først lejligheden ved sin død i 2008. Oplysningerne om, at lejligheden havde stået tom i 2004 er ikke i overensstemmelse hermed.

Nævnet har derfor ikke tillagt klagerens oplysninger betydning, da nævnet har fundet, at det er de konkrete registreringer i CPR-registret, som skal lægges til grund for vurderingen af, hvorvidt lejligheden har været udlejet hele indkomståret 2004.

Nævnet er derfor enigt med SKAT i, at det indsendte regnskab ikke giver et retvisende billede af virksomhedens resultat, og der mangler som minimum indtægter for udlejning af lejligheden beliggende [adresse1]

Det er klagerens opfattelse, at oplysningerne i det centrale personregister er forkerte.

Nævnet har herefter lagt vægt på, at regnskabet først er udarbejdet mere end 4 år efter regnskabsårets afslutning, de uklare oplysninger heri om faktiske forhold og de manglende indtægter. Nævnet har herefter fundet, at regnskabet ikke er egnet til at danne grundlag for en ændring af overskud af virksomhed.

I forhold til det selvangivne resultat for indkomståret 2003, hvor overskud af udlejningen udgjorde næsten 134.000 kr., har SKAT skønsmæssigt takseret overskud af udlejningen for indkomståret 2004 til 150.000 kr.

Nævnet har ikke fundet, at den skønsmæssige ansættelse fra SKAT er åbenbart for højt ansat i forhold til de tilgængelige oplysninger på det tidspunkt, da skønnet blev foretaget. Skønnet er ikke åbenbart urimeligt eller fastlagt på et klart urigtigt grundlag.

Der er nedlagt påstand om, at den beløbsmæssige forskel mellem det selvangivne, SKATs beregninger og det foretagne skøn, er af væsentlig betydning for klageren.

I forhold til væsentlighed fremgår det af Den juridiske Vejledning i afsnittet ”Bagatelgrænse”, at det kan tillægges betydning om ændring af ansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige og når indkomstændringen indebærer en ændring af mere end 5.000 kr. bør den resultere i en genoptagelse, forudsat at de øvrige betingelser i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt. Beløbet har således ingen selvstændig betydning og begrunder ikke i sig selv en ændring af skatteansættelsen.

SKAT har i overensstemmelse med tilsagnet genoptaget skatteansættelsen, men ikke fundet, at der har været grundlag for ændring af overskud af virksomhed i skatteansættelsen for indkomståret 2004.

Nævnet har herefter stadfæstet SKATs afgørelse og fastholdt, at skatteansættelsen ikke skulle ændres vedrørende overskud af virksomhed.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har principalt fremsat påstand om, at SKAT pålægges at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2004.

Han har subsidiært fremsat påstand om, at afgørelsen nedsættes med 40.000 kr.

Han har til støtte for sin påstand anført følgende:

”Som det fremgår af både Skatteankenævnets og Skats afgørelse, jf. bilag 1 side 2 af 17, har Skat i brev af 14. juni 2010 givet tilsagn om genoptagelsen af skatteansættelsen for 2004.

Baggrunden herfor er, at klageren oprindeligt har anmodet Skat om at genoptage Skats skatteansættelse af klageren for indkomståret 2004, hvilket skete i sommeren 2009. Dette giver Skat imidlertid afslag på, og klageren klager herefter i efteråret 2009 til Skatteankenævnet. Under sagens verseren ved Skatteankenævnet tilbyder Skat at genoptage klagerens skatteansættelse for 2004 (genoptagelsestilsagn) mod, at klagen ved Skatteankenævnet trækkes tilbage.

I brev af 14. juni 2010 modtager klagerens repræsentant herefter fra Skat tilsagn om at genoptage skatteansættelsen for 2004.

Det bemærkes i den forbindelse, at årsagen til, at Skat ikke tidligere ville genoptage skatteansættelsen oprindeligt skyldtes, at Skat først ville genoptage klagerens skatteansættelse for 2004, når der forelå en årsrapport/regnskab fra klageren for 2004, hvilket årsrapport/regnskab for klageren har foreligget under hele genoptagelsessagen efter, at Skat indvilligede i at genoptage skatteansættelsen for 2004 under Skatteankenævnssagen. Klagerens årsrapport udviser et overskud på kr. 61.353.

Da Skat efterfølgende tager stilling til sagen genoptager Skat imidlertid klagerens skatteansættelse for 2004, men genoptager alene klagerens skatteansættelse for så vidt angår renteudgifter, mens Skat ikke genoptager hele klagerens skatteansættelse, og herunder fastholder Skat en tidligere foretagen skønsmæssig ansættelse af klageren af overskud af virksomhed på kr. 150.000 skønt Skat er enige i, at overskuddet alene udgør kr. 109.353, og Skat begrunder den manglende genoptagelse med reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

I stedet for at genoptage klagerens skatteansættelse i henhold til genoptagelsestilsagnet, jf. Skats brev af 14. juni 2010, og jf. sagsfremstillingen i bilag 1 på side 2/17, indleder Skat altså en vurdering af, om betingelserne for ordinær og ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, hvilket selvsagt ikke har sammenhæng og ikke er i overensstemmelse med det givne genoptagelsestilsagn.

Det bemærkes også, at nærværende sag ikke omhandler de beløbsmæssige tal, men omhandler det rent principielle i, at Skat ikke har genoptaget klagerens skatteansættelse som meddelt i henhold til Skats genoptagelsestilsagn.

Skat når således ved sin sagsbehandling frem til, at Skat alene vil genoptage skatteansættelsen for 2004 for så vidt angår fradrag for renter på kr. 67.047, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, mens Skat ikke vil genoptage skatteansættelsen for så vidt angår den skønsmæssige fastsættelse af virksomhedens overskud, der skønsmæssigt er fastsat til kr. 150.000 i modsætning til årsrapporten, der udviser et overskud på kr. 61.353, da det er Skats opfattelse, at klagerens reelle overskud ved udlejningsvirksomhed har været kr. 109.353, da Skat ikke anerkender klagerens opgørelse af størrelsen af lejeindtægterne. Skat henviser som begrundelse herfor til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Da klageren konstaterer, at Skat slet ikke har genoptaget skatteansættelsen som Skat havde meddelt, at Skat ville, og uden at Skat havde taget nogen forbehold i forbindelse med meddelelsen om genoptagelsen af klagerens skatteansættelse for 2004, så klager klageren selvsagt til Skatteankenævnet, og nedlægger påstand om, at ”Skat tilpligtes at genoptage skatteansættelsen for 2004“.

Skatteankenævnet tager imidlertid heller slet ikke stilling til klagerens påstand i Skatteankenævnets afgørelse i bilag 1, hvor Skat har anført som klagerens klagepunkt, at overskud af virksomhed ifølge klageren udgør kr. 61.353, mens Nævnets afgørelse siger kr. 150.000. Det er imidlertid slet ikke det, som klageren har klaget over, da klageren alene har nedlagt påstand om, at “Skat tilpligtes at genoptage skatteansættelsen for 2004”, hvilket Skatteankenævnet altså slet ikke forholder sig til, men i stedet tager stilling til nogle beløb, der er klagerens påstand uvedkommende.

Størrelsen af klagerens skattepligtige indkomst er således uinteressant i forbindelse med klagerens klage til Skatteankenævnet, der udelukkende går ud på, at klageren har ret til at få genoptaget klagerens skatteansættelse for 2004, men denne påstand har Skatteankenævnet altså valgt slet ikke at forholde sig til, men i stedet at anføre, at klageren skulle være af den opfattelse, at klagerens skattepligtige indkomst udgør kr. 61.353 for indkomståret 2004, men denne påstand har klageren jo slet ikke nedlagt.

Skatteankenævnet kan selvsagt ikke selv bestemme klagerens påstand, da dette bestemmer klageren, og Skat har slet ikke forholdt sig til klagerens påstand, og har ikke engang anført klagerens påstand i Skatteankenævnets afgørelse, men har i stedet anført, at det er klageres påstand, at klagerens skattepligtige indkomst skulle udgøre kr. 61.353 for indkomståret 2004, men dette er jo slet ikke klagerens påstand, da dette er, at Skat skal genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2004.

Skatteankenævnet har altså slet ikke forholdt sig til klagers påstand, ligesom Skat ikke har genoptaget klagerens skatteansættelse i henhold til genoptagelsestilsagnet.

2. Anbringender

Til støtte for, at Skat skal genoptage klagerens skatteansættelse for 2004 gøres følgende anbringender gældende:

At Skat har meddelt, at Skat genoptager klagerens skatteansættelse for 2004 (genoptagelsestilsagn), jf. sagsfremstillingen i bilag 1, side 2 af 17, og Skat har dermed givet et bindende tilsagn om genoptagelse af klagerens skatteansættelse, hvilket har den virkning, at klagerens skatteansættelse er genoptaget. Skat er dermed slet ikke berettiget til efterfølgende at gå ind og vurdere, om der foreligger omstændigheder i sagen, der berettiger til genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26 og 27, da Skat jo allerede har meddelt klageren, at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2004 genoptages.

Det ændrer således ikke herpå, at Skat henviser til skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, da dette jo er fuldstændigt irrelevant, da Skat jo har genoptaget skatteansættelsen for 2004, og dermed skal ligne klagerens skatteansættelse for 2004 på sædvanlig vis. Tilsvarende gælder jo også, hvis Landsskatteretten feks. giver genoptagelsestilsagn, jf. skatteforvaltningslovens § 46, da Landsskatteretten så jo også behandler en sag fuldt ud, herunder med afgørelse i sagen, retsmøde m.v., jf. Skatteforvaltningsloven med kommentarer af Poul Bostrup m.fl., side 559.

Når Skat således har meddelt, at Skat genoptager skatteansættelsen for 2004 så forstås der dermed, at Skat skal materielt realitetsbehandle sagen og finde frem til den korrekte opgørelse af skattepligtig indkomst for klageren for 2004, hvilket Skat imidlertid ikke har gjort i nærværende sag, hvor Skat i stedet har påbegyndt en vurdering af, om betingelserne for genoptagelse foreligger, jf. skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, hvilket jo er en total misforståelse af Skat, og hvilket jo er en væsentlig sagsbehandlingsfejl, da Skat jo netop har genoptaget skatteansættelsen for 2004 og derfor blot materielt skal finde frem til den korrekte opgørelse af klagerens skattepligtige indkomst for 2004, hvilket Skat jo ikke har gjort, men i stedet har Skat foretaget en vurdering af, om genoptagelsesbetingelserne i Skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 er opfyldt.

Der kan også henvises nærmere til, hvad der forstås ved, at Skat m.v. meddeler genoptagelse af en skatteansættelse, jf. bl.a. Skatteforvaltningsloven med kommentarer af Poul Bostrup m.fl., side 113f, side 344, side 408, side 455, side 552 og side 604.

Der er ikke nogen tvivl om, at hvis Skat tillader en genoptagelse af en skatteansættelse, så skal Skat jo netop materielt korrekt skatteansætte klageren.

I nærværende sag skatteansætter Skat bevidst klageren af ca. kr. 40.000 for meget selv om Skat har meddelt genoptagelse af klagerens skatteansættelse for 2004. Skats sagsbehandling er dermed fejlagtig og sagsbehandlingsfejlen er væsentlig, ligesom fejlen er konkret væsentlig, da hvis Skat havde genoptaget klagerens skatteansættelse som meddelt klageren, og materielt skatteansat klageren, ville Skat være nået frem til, at klagerens skatteansættelse for 2004 minimum skulle være kr. 40.000 mindre end den skatteansættelse, som Skat nu fejlagtig foretager ved at henvise til Skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, hvilket bestemmelser jo er irrelevante, da Skat allerede har genoptaget klagerens skatteansættelse.

Skat skal således blot koncentrere sig om at ligne og opgøre klagerens skattepligtige indkomst for 2004 korrekt og slet ikke ind og vurdere, om betingelserne for at genoptage klagerens skatteansættelse foreligger, da Skat jo allerede har genoptaget klagerens skatteansættelse.

Skats genoptagelsestilsagn er således også bindende for Skat, og Skat har selvsagt givet klageren en berettiget forventning om, at klagerens skatteansættelse for 2004 genoptages.

Skatteankenævnet anfører slet ikke og forholder sig ikke til klagerens nedlagte påstand for Skatteankenævnet om, at “Skat tilpligtes at genoptage skatteansættelsen for 2004”, men har i stedet anført, at klagerens påstand skulle være, at klagerens overskud af virksomhed skulle være kr. 61.353, og Skatteankenævnet når herefter frem til, at klagerens overskud skulle være kr. 150.000.

Dermed forholder Skatteankenævnet altså sig slet ikke til klagerens påstand nedlagt for Skatteankenævnet, hvilket selvsagt også medfører, at Skatteankenævnets afgørelse principielt er ugyldig, da klageren selv bestemmer over og råder over, hvilken påstand klageren vil nedlægge for Skatteankenævnet, ligesom Skatteankenævnet så har pligt til at forholde sig til klagerens påstand og direkte tage stilling til denne, hvilket Skatteankenævnet ikke gør.

I stedet anfører Skatteankenævnet, at klagerens påstand skulle være, at klagerens indkomst skulle være kr. 61.353, men dette har klageren slet ikke nedlagt påstand om, og denne påstand er således slet ikke relevant for klagerens klage til Skatteankenævnet, da klagen alene vedrører - ligesom nærværende klage til Landsskatteretten - om Skat skal tilpligtes til at genoptage skatteansættelsen for 2004.

Skatteankenævnet vil således ikke - og har i hvert fald ikke - forholdt sig til klagerens påstand, men i stedet anført en anden påstand for klageren, som klageren slet ikke har nedlagt for Skatteankenævnet.

Klageren er berettiget til, at Skatteankenævnet forholder sig direkte og konkret til den af klageren nedlagte påstand, hvilket Skatteankenævnet ikke har gjort, og at Skatteankenævnet begrunder, hvorfor Skatteankenævnet ikke mener, at Skat forpligtet til at genoptage skatteansættelsen for 2004, når Skat direkte har anført uden forbehold, at skatteansættelsen for 2004 genoptages.

Det er således et faktum, at Skat jo netop ikke har genoptaget skatteansættelsen for 2004, men derimod alene har foretaget en vurdering af, om klagerens skatteansættelse for 2004 kunne genoptages for så vidt angår de enkelte dele af klagerens selvangivelse/skatteansættelse, men dette var jo ikke det, som Skat meddelte til klageren, da klageren frafaldt den oprindelige klage til Skatteankenævnet, da Skat jo netop der meddelte, at klagerens skatteansættelse blev genoptaget for 2004 (genoptagelsestilsagn).

Skatteankenævnets afgørelse er således principielt også ugyldig, da denne lider af en væsentlig sagsbehandlingsfejl i og med, at Skatteankenævnet åbenbart ikke vil anføre og forholde sig til klagerens påstand for Skatteankenævnet, men i stedet anfører en påstand for klageren som klageren slet ikke har anført for Skatteankenævnet, hvor klageren alene har nedlagt påstand om, at “Skat tilpligtes at genoptage skatteansættelsen for 2004”.

Det må afgøres konkret, om en sagsbehandlingsfejl, dvs. Skatteankenævnets manglende anførelse af og manglende forholdelse sig til klagerens nedlagte påstand for Skatteankenævnet, medfører, om Skatteankenævnets afgørelse er ugyldig.

Det er klart, at ud fra en generel væsentlighedsvurdering, så er det en væsentlig sagsbehandlingsfejl, at Skatteankenævnet slet ikke anfører, og slet ikke forholder sig til, klagerens nedlagte påstand.

Sagsbehandlingsfejlen må også anses for at være konkret væsentlig, da det ikke kan udelukkes, at Skatteankenævnets manglende anførelse af klagerens påstand, og manglende stillingtagen til denne, ville kunne medføre, at Skatteankenævnet kom til et andet resultat, da Skatteankenævnet jo slet ikke har forholdt sig til klagerens nedlagte påstand, hvilket Skatteankenævnet selvsagt er pligtig til.

Skatteankenævnet begrunder således slet ikke, hvorfor Skatteankenævnet ikke er pligtig til at genoptage skatteansættelsen for 2004, da Skatteankenævnet jo slet ikke forholder sig til dette, jf. bl.a. forvaltningslovens § 22—24.

Hele Skatteankenævnets sagsfremstilling er således udtryk for, at Skatteankenævnet ikke har forstået klagerens nedlagte påstand og problemstillingen, der ligger til grund for klagerens klage til Skatteankenævnet. Når Skat har meddelt, at Skat genoptager en skatteansættelse, og dermed givet klageren et genoptagelsestilsagn, så kan Skat jo selvsagt ikke begynde at foretage en vurdering at’, om klagerens skatteansættelse skal genoptages, da Skat jo netop har meddelt, at klagerens skatteansættelse genoptages.”

Landsskatterettens afgørelse

En ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat kan foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Skatteforvaltningslovens § 27 er en videreførelse af § 35 i den tidligere skattestyrelseslov.

Af forarbejderne til bestemmelsen i den dagældende § 35, stk. 1, nr. 8, i skattestyrelsesloven, jf. lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003, fremgår blandt andet følgende:

“Forslaget indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.(...) Den skattepligtige skal endvidere dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt. (...).”

Bestemmelsens anvendelsesområde er således meget snævert.

SKAT har i brevet dateret den 14. juni 2010 givet tilsagn om at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2004, og det fremgår af afgørelsen af den 22. juli 2011, at SKAT de facto har foretaget en fuldstændig genoptagelse og har realitetsbehandlet ansættelsen for dette indkomstår, men har fsva. overskud af virksomhed fastholdt resultatet af denne, idet der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for opgørelsen af virksomhedens overskud til SKAT.

Det samme har ikke gjort sig gældende fsva. klagerens renteudgifter, som er dokumenteret og godkendt fratrukket.

SKAT har i sin afgørelse af 22. juli 2011 vedrørende overskud af virksomhed blandt andet anført, følgende:

”SKAT har i henhold til genoptagelsestilsagnet genoptaget din skatteansættelse for 2004. Genoptagelse har imidlertid ikke givet anledning til at foretage ændringer af skatteansættelsen omkring overskud af virksomhed. Afslaget på at foretage ændringer vedrørende overskud af virksomhed er begrundet i det forhold, at den fremlagte dokumentation ikke anses for at være tilstrækkelig til at opfylde dokumentationsbetingelserne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, idet den fremlagte dokumentation i form af regnskab og dertilhørende supplerende oplysninger ikke giver et klart billede af hvad overskuddet af virksomheden i 2004 har været”.

Ved skatteankenævnets efterfølgende sagsbehandling nedlagde repræsentanten påstand om, at SKAT tilpligtes at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2004. Skatteankenævnet har ikke specifikt taget stilling til repræsentantens genoptagelsesanmodning hos SKAT ved afgørelsen, men har i stedet stadfæstet SKATs afgørelse om fastholdelse af ansættelsen fsva. overskud af virksomhed.

I nærværende sag har repræsentanten ved klagen til Landsskatteretten nedlagt påstand om genoptagelse hos SKAT, subsidiært nedsættelse med 40.000 kr.

Da SKAT allerede har realitetsbehandlet klagerens skatteansættelse for indkomståret 2004 efter klagerens genoptagelsesanmodning både vedrørende renteudgifter og overskud af virksomhed, er der ikke grundlag for, at SKAT yderligere skal realitetsbehandle ansættelsen for indkomståret 2004.

SKAT har dog i sin afgørelse opgjort det beregnede overskud af virksomhed til 109.353 kr. Da SKAT har realitetsbehandlet klagen, skal ansættelsen foretages i overensstemmelse med det korrekte beregnede overskud af virksomhed, og Landsskatteretten nedsætter derfor afgørelsen med 40.647 kr.

Landsskatteretten pålægger derimod ikke SKAT at genoptage ansættelsen.