Kendelse af 17-03-2014 - indlagt i TaxCons database den 03-05-2014

Klagen vedrører, hvilken lempelsesmetode, der skal anvendes på pensioner modtaget fra Sverige, jf. art. 18 i Den Nordiske Dobbeltbeskatningsoverenskomst samt dennes protokol af 4. april 2008.

Sagens emne

SKAT har givet klageren lempelse efter creditmetoden.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren søgte den 1. juni 2010 Pensionsstyrelsen om udbetaling af pension fra Sverige.

Den 19. november 2010 traf Pensionsmyndigheten i Sverige herefter afgørelse om, at klageren var berettiget til pension fra og med juli måned 2004. For perioden fra juli 2004 til november 2010 er det samlede pensionsbeløb beregnet til 413.230 SEK.

Det udbetalte beløb svarer til 349.348 DKK. Beløbet er beskattet i 2010. Ved skatteberegningen har klageren fået credit for den skat, han har betalt af beløbet i Sverige, 53.586 SEK, svarende til 44.701 DKK.

Ved et brev af 29. juni 2012 anmodede klagerens repræsentant om genoptagelse af skatteansættelsen for 2010, idet repræsentanten mente, at klageren var berettiget til lempelse efter exemptionsmetoden.

Det er ubestridt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark den 8. oktober 2008.

SKATs afgørelse

Klageren er alene berettiget til lempelse efter creditmetoden, hvorfor klagerens ansættelse for 2010 ikke er ændret.

Ifølge art. 18, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem de nordiske lande, skal pensionsudbetalinger ikke kun beskattes i det land, udbetalingen kommer fra (kildelandet). Bopælsstaten kan også beskatte pensionsudbetalingerne, men skal give et nedslag i skatten med den skat, der er betalt i kildelandet; såkaldt creditlempelse. Det fremgår af art. 25, stk. 1, litra a, i overenskomsten.

Danmark har i forbindelse med, at lempelsesreglerne i 2008 blev ændret (jf. lov nr. 1193 af 10. december 2008) vedtaget en overgangsordning, hvorefter personer, der opfyldte to betingelser, ville kunne få exemptionslempelse på samme måde som efter de indtil da gældende regler. Betingelserne var, at personen skulle være fuldt skattepligtig til Danmark den 8. oktober 2008, og at personen pr. 31. januar 2009 var begyndt at modtage pension fra eksempelvis Sverige.

Af Ligningsvejledningen 2012 – 2, del D.E. om dobbeltbeskatning fremgår, at betingelsen for skattenedsættelse er opfyldt, hvis skattyderen senest den 31. januar 2009 har indleveret en ansøgning om udbetaling af pension, som kommer til udbetaling med tilbagevirkende kraft for en periode, der ligger før 2009 og derefter løbende.

Ifølge Pensionsstyrelsen har klageren først søgt om udenlandsk pension den 1. juni 2010. Klageren opfylder derfor ikke betingelserne for at få exemptionslempelse.

Det bemærkes, at ansøgningsfristen for tilbagefordeling udløb ved udgangen af 2011, idet ansøgningen skulle være indgivet senest den 31. december i det andet år efter uddelingen, jf. Den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.3.1.1.2.

Din opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til lempelse efter exemptionsmetoden.

Klageren har boet i Danmark i mange år. I 2010 søgte Pensionsstyrelsen i Danmark om udbetaling af pension til klageren. Som følge heraf har klageren fået tilkendt pension fra 2004 og frem. Afgørelsen herom er modtaget i 2010, og pengene er udbetalt i 2010.

Ifølge vedlagte oversigt fra pensionsmyndighederne i Sverige fik klageren følgende månedlige pensionsbeløb:

SEK pr. måned

Indkomståret 2004

5.145

Indkomståret 2005

5.171

Indkomståret 2006

5.220

Indkomståret 2007

5.301

Indkomståret 2008

5.421

Indkomståret 2009

5.661

Indkomståret 2010

5.552

Det svenske pensionssystem betyder, at den pensionsberettigede er berettiget til beløbet, uanset hvornår der søges herom.

Det fremgår af L 18 (lov nr. 1193 af 11. december 2008) vedrørende protokol af 5. april 2008:

”§ 2. For en person, som den 8. oktober 2008 var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, og som den 31. januar 2009 modtog pension fra Finland, Island, Norge eller Sverige, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, som forholdsmæssigt falder på den nævnte pension, så længe vedkommende forbliver skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.”

SKAT har i sin vejledning anført således vedrørende protokollens overgangsregel:

”Lov nr. 1193 af 11. december 2008 fastsætter følgende overgangsregel:

For en person, som den 8. oktober 2008 var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, og som den 31. januar 2009 modtog pension fra Finland, Island, Norge eller Sverige, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, som forholdsmæssigt falder på den nævnte pension, så længe vedkommende forbliver skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.

Betingelsen for skattenedsættelse er også opfyldt, hvis en person den 8. oktober 2008 var fuldt skattepligtig til Danmark og senest den 31. januar 2009 havde indleveret en ansøgning om udbetaling af pension, som kommer til udbetaling med tilbagevirkende kraft for en periode der ligger før 1. februar 2009 og derefter er løbende.

Betingelsen for skattefrihed er derimod ikke opfyldt, hvis ansøgning om pension sker efter 31. januar 2009, uanset om udbetaling sker med tilbagevirkende kraft for en periode der ligger før 1. februar 2009 og derefter løbende. Betingelsen for skattefrihed er heller ikke opfyldt for en person, der vælger at udskyde ansøgning om pension, til efter den 31. januar 2009 uanset om personen måtte være berettiget til pension for en. periode der ligger før 1. februar 2009.”

Som det fremgår af protokollen, er det afgørende, om:

man er fuldt skattepligtig til Danmark inden den 8. oktober 2008 og
man modtager pension senest den 31. januar 2009.

Der er ingen definition af, hvad der skal forstås ved ”modtaget” i lovgivningen eller i bemærkningerne til lovændringen. Det vil sige, at der ikke er nogen uddybning af, om der ved ”modtaget” skal forstås at:

1. man er berettiget til pension for en periode før 31. januar 2009 eller
2. man fysisk har modtaget pension.

SKAT har i vejledningen lagt sig midt i mellem. Det vil sige, SKAT har indført et begreb, der siger, at hvis man har søgt om pension inden 31. januar 2009, så accepteres det som omfattet af overgangsbestemmelsen. Dermed er SKAT også enig i, at der ved ”modtagelse” ikke skal forstås en fysisk betaling. Dermed vil der ved ”modtagelse” skulle forstås, at man skal være berettiget til pension for perioden 31. januar 2009 eller før.

Som eksempler på, at ordet ”modtage” forstås som, at berettiget er tilstrækkeligt kan henvises til praksis vedrørende gaver. Her er det således tilstrækkeligt, at gavemodtager har fået kundskab om gaven, når det i relation til gaveafgift skal vurderes, hvornår en gave er modtaget.

Lønmodtagere, der ikke har modtaget tilstrækkeligt vederlag, kan ligeledes tilbageføre det modtagne vederlag til de år, det vedrører. Dvs. man anerkender berettigelsen til modtagelse, før lønmodtageren faktisk har fået vederlaget.

Klageren har fået tilkendt pension for perioden 2004 frem og opfylder derfor overgangsbestemmelsen. Den foretagne regulering af pensionsbeløbet må antages at være den årlige regulering efter et udviklingsindeks.

I SKATs afgørelse anføres, at ”ansøgningsfristen for tilbagefordeling udløb ved udgangen af 2011, idet den skulle have været indgivet senest den 31. december i det andet år efter udbetalingen”.

Det kunne umiddelbart betyde, at SKAT vurderer, at såfremt der var anmodet om fordeling af den udbetalte pension på de enkelte år, ville det have været muligt at få exemptionslempelse. Det indikerer, at SKAT mener, at hvis der var sket beskatning i årene 2004 og frem, ville der kunne opnås lempelse efter exemptionsmetoden. Det vil sige, at overgangsbestemmelsen får betydning.

Repræsentanten er uenig i, at beskatningstidspunktet er afgørende i protokollen. Bemærkningen understøtter blot, at det ikke kan være en fysisk betaling, der er afgørende, men mere om pensionen vedrører perioden før 31. januar 2009.

Da der i lovbemærkningen ikke er nogen uddybning, må det afgørende være, at pensioner, der var fritaget for dansk beskatning på grund af exemptionsmetoden ved lovforslagets fremsættelse, er omfattet af overgangsbestemmelsen.

Landsskatterettens afgørelse

I de omhandlede år var klageren ubestridt fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, og al hans indkomst er derfor skattepligtig hertil uanset, hvor i verden den kommer fra.

Den 1. juni 2010 søgte klageren om udbetaling af pension fra Sverige, og han fik den 19. november 2010 tilkendt pension for perioden fra juli 2004 til november 2010. Pensionen, der blev udbetalt som et samlet beløb på 413.230 SEK, blev udbetalt i 2010. Klageren har betalt 53.586 SEK i skat af pensionen i Sverige.

I henhold til art. 25, stk. 1, litra a, i Den Nordiske Dobbeltbeskatningsoverenskomst lemper Danmark som hovedregel for dobbeltbeskatning efter creditmetoden.

Hvis betingelserne anført i § 2 i lov nr. 1193 af 11. december 2008 er opfyldt, tillades imidlertid lempelse efter exemptionsmetoden. Af bestemmelsen fremgår:

”For en person, som den 8. oktober 2008 var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 og som den 31. januar 2009 modtog pension fra (...) Sverige, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, som forholdsmæssigt falder på den nævnte pension, så længe vedkommende forbliver skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.”

En almindelig forståelse af bestemmelsens ordlyd tilsiger, at skatteyderen senest den 31. januar 2009 skal være begyndt at modtage pension fra Sverige. Det er således ikke tilstrækkeligt, at skatteyderen var berettiget til at modtage pension før denne dato, hvis han ikke har modtaget den. Bestemmelsens forarbejder tilsiger ikke en anden forståelse.

Det forhold, at SKAT ifølge Den Juridiske Vejledning 2012, afsnit D.E., har tilladt, at skatteydere, der blot har indgivet ansøgning om pension før den 31. januar 2009, kan få exemptionslempelse, kan ikke føre til et andet resultat.

Det anførte om mulighederne for tilbagefordeling er ikke relevant i den foreliggende sag.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.