Kendelse af 09-05-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-06-2014
Bindende svar:
Spørgsmål 1:
Vil varevogne med indregistrering på gule plader kunne anvendes i selskabets daglige drift primært til transport af proteser, ortoser, gipsafstøbninger, andre varer og værktøj uden at dette udløser firmabilbeskatning, og kan det derved lægges til grund, at betingelserne for anvendelse af regelsæt i henhold til SKM2008.354 om indretning m.v. af særlige / specialindrettede køretøjer er opfyldt, hvorved privat kørsel i disse varevogne af maksimalt 1.000 km. årligt ved små svinkeærinder er tilladt?
SKAT har svaret NEJ.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
[virksomhed1] udøver sin virksomhed på basis af autorisation fra Sundhedsstyrelsen efter regelsæt for statsautoriserede bandagister. Vilkårene derfor er beskrevet på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og på basis af en uddannelsesperiode på 5¼ års varighed.
Forespørgslen vedrører den daglige anvendelse i virksomheden af pt. 13 mindre varevogne af mærket Citroen Picasso på gule plader.
En bestilling på et emne (protese, ortose osv.) defineres og godkendes i et arbejdsteam. Dette team er oftest sammensat med deltagelse af læger, terapeuter og andre sundhedsspecialister fra hospitaler, klinikker osv.
En redegørelse fra bandagisten og fra det øvrige sundhedsteam formuleres som en indstilling til behandling hos patientens bopælskommune, som skal tage stilling til en eventuel økonomisk bevilling førend fremstillingsprocessen sættes i gang.
Bandagisten tilpasser og tilretter emnet og som oftest uden direkte involvering af hospitalet eller klinik. Dette sker ofte via patientens besøg hos bandagisten ved en konsultation, eller ved bandagistens hjemmebesøg hos patienten. Flere efterfølgende tilretninger er oftest nødvendige.
Det følger deraf, at bandagisten aflægger en del besøg på hospitaler, klinikker eller institutioner, og deltager i arbejdsteams forud for den endelige beslutning om hvorledes emnet skal fremstilles og tilpasses. Ved tilpasning og afprøvning på patienten foretages der justeringer ved hjælp af forskelligt værktøj og forskellige hjælpemidler, og dette sker ofte i patientens bolig.
De forskellige faser i et behandlingsforløb samt faser i fremstillingen af hjælpemidler er beskrevet i 3 publikationer: “Vi skaber bevægelse”; ”Sko der hjælper”; ”Brystopereret og brug for brystprotese”
Fremstilling og håndtering af emner herunder proteser og øvrige hjælpemidler skal følge den seneste certificeringsaudit ISO 13485, der dokumenterer overensstemmelse med det medicinske direktiv for patienterne, for området og for emnerne.
Selskabet har udarbejdet en redegørelse om kontaminering, (beskyttelse om smittespredning), herunder særlige forsigtighedsregler under medarbejdernes håndtering af emnerne, krav om desinfektion og forretningsgange, retningslinjer m.v. for den øvrige beskyttelse mod smittespredning. Det fremgår heraf, at bilernes lastrum er indrettet med adskilte rum, og at bilerne ikke må benyttes til transport af private effekter.
Alle medarbejdere er opmærksomme på, at organisk materiale, f.eks. private indkøb af frugt / grøntsager inkluderet blomster, kartofler osv. ikke må medtages.
Derfra er det fastsat følgende interne retningslinjer:
Før et hjælpemiddel behandles, konstateres det, om der er risiko for smitte.
Hvis der er formodning om smittefare, bruges handsker og emnet aftørres med desinficerende chlorhexidinservietter.
Hvis ikke den, der modtager det potentielt smittefarlige emne, selv med det samme foretager desinfektion, kommes emnet i en plastpose og mærkes med teksten: “Skal desinficeres”.
Uanset formodet smittefare, skal hjælpemidler fra brugere til service, reparation m.m. under transport, opbevaring og produktion holdes adskilt fra andre brugeres hjælpemidler.
[virksomhed1] har en hovedafdeling i [by1] med ca. 60 ansatte, 3 andre fast bemandede afdelinger i [by2], [by3] og [by4], og desuden 8 jyske satelitafdelinger uden fultidsbemanding, jf. print fra hjemmesiden www.[virksomhed1].dk. Al produktion af proteser og ortoser foregår i [by1], [by2] og [by3].
Selskabet ejer 13 varevogne Citroen Picasso på gule plader. Momsen ved anskaffelsen er afløftet, og der er ikke betalt privatbenyttelsesafgift.
Foto D og E viser hylder/skuffer med varer, foto F og G de tomme hylder/skuffer. Hylde- og reolarrangement er varigt fastgjort til bilens karosseri. Foto H og I viser et mindre lastrum foran hylder/skuffer og op til bagsiden afforsæderne f.eks. til placering af pakker, værktøjstaske m.v.
Varevognene er primært tilknyttet de 4 bemandede afdelinger, og benyttes fortrinsvis af de ansatte medarbejdere med arbejdsfunktioner, der tager sit udgangspunkt derfra.
Medarbejderne med disse arbejdsfunktioner har meget fleksible arbejdstider, og der aflægges mange besøg på hospitaler, institutioner, klinikker og hjemmebesøg hos patienter. Varevognene anvendes til denne kørsel samt til intern transport mellem de bemandede afdelinger og de 8 satelitafdelinger af varer, pakker, proteser, ortoser, gipsafstøbninger og andre hjælpemidler.
Virksomheden ønsker at afvikle driften med størst mulig effektivitet, herunder med mulige reduktioner i vejtid for at opnå tidsbesparelser.
Brugerne af varevognene kan ofte formindske en unyttig vejtid ved at tilrettelægge kørsels- og ar-bejsafviklingen med henblik på opfyldning/aflæsning på en forretningsadresse enten ved arbejdstidens begyndelse eller ved fyraften.
Det er derfor rationelt og tidsbesparende for virksomheden, hvis nogle arbejdsdage påbegyndes eller afsluttes på medarbejderens bopæl og ved kørsel direkte dertil eller derfra, og et sådant kørselsmønster har stor udbredelse hos mange håndværksvirksomheder og blandt virksomhedernes teknikere og salgspersonale m.fl.
[virksomhed1] har senest pr. 29. april 2009 fastsat retningslinjer for, hvorledes og til hvilke formål varevognene kan anvendes af medarbejderne ved afvikling af det daglige arbejde. Det overvejes at opdatere aftalen bl.a. med de seneste præciseringer, som er indarbejdet i SKATs vejledning B nr. 162 september 2012 om varebiler på gule plader.
En varevogn kan ikke medtages til den private bolig i ferieperioder eller i forbindelse med højtider henholdsvis flere sammenhængende helligdage.
Af ovennævnte kørselsaftale fremgår bl.a.:
§2 Tilladt kørsel
I forbindelse med betjening af andre afdelinger end medarbejderens normale ansættelsessted og i forbindelse med betjening af patienter i deres hjem (hjemmebesøg) må [virksomhed1]s varebiler på gule nummerplader som udgangspunkt benyttes.
I situationer, hvor man ikke kan nå tilbage til sit normale ansættelsessted indenfor normal arbejdstid, eller det vil medføre en større ekstrakørsel, er det som udgangspunkt accepteret, at man benytter varebilen til transport til hjemmet. Dette skal dog altid aftales med værkstedschefen eller en anden ledende medarbejder.
Hvis kørslen i øvrigt er tilladt i henhold til ovenstående, må medarbejderen foretage svineærinder på op til 1.000 km/år i tilknytning til kørsel mellem hjem og arbejde. Svinkeærinderne kan f.eks. være at aflevere/hente børn eller at handle. Små svinkeærinder i en varebil, som opfylder betingelserne i § 1, der ikke afviger mere end højst et par hundrede meter fra den rute, du kører i forbindelse med arbejdet, regnes ikke med til de 1.000 km/år.
§3 Ikke tilladt kørsel
Bil stillet til rådighed af [virksomhed1] må ikke anvendes til private formål ud over det i § 2 beskrevne. Det gælder både transport af andre personer, varer og andre personlige formål.
Hvis der regelmæssigt køres til en anden afdeling, og der ikke er behov for transport af gipsafstøbninger, varer og værktøj eller behov for hjemmebesøg og lignende, må firmaets biler ikke benyttes. I den situation er der tale om privat kørsel mellem hjem og arbejde.
SKAT har svaret NEJ.
Reglerne om specialindrettet køretøjer er beskrevet i Den Juridiske Vejleding, afsnit C.A.5.14.1.13.
Specialindrettede køretøjer er køretøjer, der almindeligvis er egnede som en privat bil, men som på grund af indretningen m.v. ikke er egnet til at træde i stedet for en privat bil.
Disse køretøjer anses ikke for egnede som alternativ til en privat bil, og privat kørsel i sådanne køretøjer udløser derfor ikke beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4. Det er en forudsætning, at bilerne ikke må bruges — og rent faktisk ikke bliver brugt — til privat kørsel i øvrigt. Kun de biler, der efter deres art og fremtræden kan bruges som alternativ til en privat bil, er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4. Vurderingen er dog konkret.
Hvis der alligevel køres privat, skal kørslen beskattes med udgangspunkt i ligningslovens § 16, stk. 3.
Ved vurderingen af om der konkret er tale om et specialindrettet køretøj, skal følgende krav være opfyldt:
- køretøj et må ikke egne sig som et alternativ til en privat bil
- der skal være et erhvervsmæssigt behov for, at bilen er indrettet på den specielle måde
- det specialindrettede køretøj skal være nødvendigt for, at brugeren kan udføre sit arbejde
SKAT har i en meddelelse SKM2008.354.SKAT givet eksempler på om et køretøj kan anses for specialindrettet. Det er SKAT’s opfattelse, at bilen efter en konkret vurdering ikke kan anses for specialindrettet. Der er ved vurderingen særlig lagt vægt på:
• Der er tale om mindre varebiler, der findes i personbilsvariant
• Omfanget af den pågældende indretning gør ikke bilerne uegnet til privat brug
• Køretøj et er ikke tilsmudset eller med lugtgener, der gør det uegnet til privat brug
Spørgsmålet skal besvares med et JA.
I gør gældende, at varevognene er specialindrettede. Indretningen er særlig målrettet benyttelsen i selskabets daglige drift, og til opfyldelse af selskabets særlige behov, herunder hensyn til hygiejne og renlighed m.v. i branchen kaldet kontaminering (beskyttelse mod smittespredning).
Bilmodel og indretningsmåde er valgt for at opfylde disse behov. Under den daglige anvendelse og for at sikre en korrekt opfyldelse af certificeringsaudit ISO13 485, bliver proteser m.v. emballeret og placeret i varevognen under transporten for at undgå smittespredning. Dette gælder såvel emner under næste transport, fra emner under forrige transport, og tillige under eventuel tomgangskørsel.
I har valgt bilmodel uden, at der er taget hensyn til persontransport. Det er selskabets opfattelse, at varevognene ikke er egnet til at træde i stedet for en privat bil.
Medarbejderne har via ”tro og love erklæringer / kørselsaftale” forpligtet sig til at overholde fastsatte regler for den generelle benyttelse under arbejdets udførelse, og til at undlade at benytte varevognen til privat kørsel.
SKAT har i SKM2008.354 medtaget 7 bilag, som illustrerer hvornår der er tale om specialindrettede (særlige køretøjer). Det er vores opfattelse, at varevognene er specialindrettede til opfyldelse af virksomhedens behov under den daglige kørsel, og at denne specialindretning gør varevognene uegnede til at træde i stedet for en privat bil.
Varebilerne af mærket Citroen Picasso er uden den særlige indretning særdeles velegnet som alternativ til en privat bil. Da varebilerne anvendes til levering af varer, pakker, proteser m.m. bliver bilerne ikke tilsmudset som følge af den erhvervsmæssig anvendelse, ligesom det lægges til grund, at der heller ikke forekommer lugtgener. Vi lægger endvidere til grund, at brugerne af bilerne ikke har behov for at medbringe værktøj og materialer i større omfang, idet emnerne tilpasses på jeres klinikker og værksteder.
Indretningen af varebilen med en række rum til undgåelse af kontaminering kan være hensigtsmæssig, men ikke nødvendig for udførelsen af arbejdet, idet kontamineringen kan undgås ved at putte elementerne i poser eller desinficerer emnerne ved modtagelsen m.m.
På baggrund af en samlet vurdering finder vi derfor ikke, at der er tilstrækkelig forhold, som taler for at anse varebilerne som specialindrettede. Der henvises til SKAT-meddelelse, SKM2008.354. SKAT.
SKATs afgørelse stadfæstes.