Kendelse af 15-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 10-05-2015

Indkomstårene 2001 - 2006 og 2008

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har anvendt virksomhedsordningen i en længere årrække.

Klagerens repræsentant har i brev af 18. september 2012 anført følgende:

”Genoptagelsesanmodning for [person1], cpr nr. ..., ændret kapitalafkastsats

Vi skal hermed på vegne af vor kunde

[person1]

[adresse1]

[by1]

cprnr.: ...

anmode om genoptagelse af indkomstårene 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2006 og 2008.

Anmodningen sker på baggrund af styresignal af 14. december 2011, offentliggjort i SKM201l.810.SKAT.

Det beregnede kapitalafkast for nævnte år bedes omberegnet med ny, korrekt sats. Den således ændrede virksomhedsindkomst bedes reguleret med til-/afgang på konto for opsparet overskud. Indkomsten er disponeret så ægtefællemes indkomst er ens.

Specificeret talmæssig opgørelse og ændring ses af vedlagte bilag. Måtte Skat have behov for yderligere oplysninger, kan der rettes henvendelse til undertegnede.

Måtte korrektionen medføre et for skatteyder ugunstigt resultat i form af restskat for det enkelte år frafaldes genoptagelses-anmodningen.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2001 – 2006 og 2008. Afgørelsen er begrundet således:

”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat

Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.

SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.

Din revisors indsigelse af den 1. oktober 2012 giver ikke anledning til at SKAT ændrer på sin opfattelse, og skatteansættelsen fastsættes i overensstemmelse med ovenstående.

Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2001 – 2006 og 2008, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende. Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767, samt til en opgørelse af skattebesparelsen for eksempelvis indkomståret 2008.

Klagerens repræsentant har i brev af 7. august 2014 blandt andet anført følgende:

...”Skattestrategi i nærværende sag

Skatteyder har i nærværende situation valgt at tilpasse indkomsten til mindst mulig skattebetaling her og nu sammenholdt med mindst mulig skattebetaling på sigt.

Strategien har været at tilpasse ægtefællernes personlige indkomst til samme niveau i det et betydeligt kapitalafkast fra virksomheden herefter i relation til topskatteberegningen skal beskattes hos den af ægtefællerne, der har den største personlige indkomst.

Kapitalafkast (kapitalindkomst) hæves fra virksomhedsskatteordningen forud for personlig indkomst, og derfor har hele kapitalindkomsten skullet hæves forud for indkomsttilpasning personlig indkomst ægtefællerne imellem. I 2001 er der med den oprindelige kapitalafkastsats beregnet et kapitalafkast på 302.238 kr. Efter ændring af den oprindeligt forkert ansatte kapitalafkastsat fra 6 % til 5 % udgør kapitalafkastet alene 251.865 kr. Forskellen på 50.373 kr. ønsker skatteyder at opspare, i dette ville have været sket, hvis den rigtige kapitalafkastsats havde været kendt på selvangivelsestidspunktet. I de i øvrigt påklagede indkomstår gør det tilsvarende sig gældende.

Det fremgår styresignalet SKM 2011.810SKAT at skatteministeriet ekstraordinært har besluttet, at der kan ske genoptagelse, hvis der indsendes anmodning senest den 1. oktober 2012. Den ekstraordinære mulighed for genoptagelse må skyldes, at fejlen ved fastsættelse af kapitalafkastsats har medført, at en række erhvervsdrivende, der har brugt virksomhedsskatteordningen, er blevet opkrævet for store skatter. Også i nærværende sag er skatteyder blevet afkrævet for store skatter. Havde den rigtige kapitalafkastsats været kendt i forbindelse med indkomstdisponeringen for de omtvistede år, havde skatteyder selvangivet i overensstemmelse med de ændringer, vi nu har anmodet SKAT om genoptagelse for. Dette er da også fastslået i det efterfølgende styresignal 2014.502.SKAT som er udarbejdet efter de retningslinjer, landsskatteretten har fastlagt i bl.a. SKM20I3.767.LSR.

I nærværende sag foreligger der en dokumenteret direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats, hvorfor genoptagelse bør anerkendes.

Til støtte for den udvidede fortolkning taler endvidere en formålsfortolkning. Årsagen til genoptagelsesanmodningen er, at det har været til ugunst for skatteyder, at kapitalafkastsatsen har været fastsat for højt, i det skatteyder har fået tvangshævet en større del af virksomhedens indkomst, end han burde have haft. Skatteyder er derfor blevet ringere stillet som følge af, at kapitalafkastsatsen har været for høj. Nærværende sag er derfor at sammenligne med øvrige sager, hvor SKAT accepteret genoptagelse.

Når målsætningen med styresignalet er, at skatteydere ikke skal have skattemæssig ulempe af den fejl, der har været ved beregning af kapitalafkastsatsen så skal der også tillades genoptagelse i nærværende sag jf. skatteyders påstand. Herved skal særligt henvises til SKM2013.767.LSR.”

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren. Klageren kunne, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, foretaget indkomstdisponeringen for 2001 – 2006 og 2008 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.

I overensstemmelse med SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2 og 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2001 – 2006 og 2008.