Kendelse af 10-09-2014 - indlagt i TaxCons database den 17-10-2014

Indkomstårene 2008 og 2009

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har for indkomstårene 2008 og 2009 anvendt virksomhedsordningen.

Klagerens repræsentant har i brev af 18. september 2012 anført følgende:

”Genoptagelsesanmodning for [person1], cpr nr. ..., ændret kapital afkastsats

Vi skal hermed på vegne af vor kunde

[person1]
[adresse1]
[by1]
cpr nr.: ...

anmode om genoptagelse af indkomstårene 2008 og 2009.

Anmodningen sker på baggrund af styresignal af 14. december 2011, offentliggjort i SKM2011.810.SKAT.


Det beregnede kapitalafkast for nævnte år bedes omberegnet med ny, korrekt sats. Den således ændrede virksomhedsindkomst bedes reguleret med tilgang på konto for opsparet overskud, således virksomhedens resultat for året holdes uændret.


Specificeret talmæssig opgørelse ses af vedlagte bilag. Måtte Skat have behov for yderligere oplysninger kan der rettes henvendelse til undertegnede.

Måtte korrektionen medføre et for skatteyder ugunstigt resultat i form af restskat for det enkelte år frafaldes genoptagelses-anmodningen.

Indkomsten er hidtil tilpasset via opsparinger i virksomhedsordningen efter en fastlagt skattestrategi. Den her ændrede opgørelse af kapitalafkast medfører således ændret indkomstdisponering i overensstemmelse hermed. Kapitalafkastet er delvist beskattet som følge af reglerne om finansielle aktiver.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af klagers skatteansættelser for indkomstårene 2008 og 2009. SKAT har begrundet afgørelsen således:

”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat

Din revisor har bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2008 og 2009, som følge af SKATs meddelelse om mulighed for korrektion af indkomst som følge af fejlagtig kapitalafkastsats gennem årene.

Vedlagt anmodningen er der fremsendt en opgørelse af de beløb, som for de enkelte indkomstår ønskes flyttet fra kapitalindkomst til indkomst til virksomhedsbeskatning.

SKAT har gennemgået din ansøgning, og vi mener fortsat at grundlaget for din skat ikke kan ændres, fordi genoptagelse i henhold til styresignalet SKM2011.810.SKAT ikke giver adgang til ændring i overskudsdisponeringen, da det kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 sammenholdt med den juridiske vejledning afsnit C.C.5.2.3.1 og C.C.5.2.8.3.

Såfremt vi nedsætter kapitalafkastet for de pågældende år, vil det således medføre et større resultat af virksomhed for hvert af årene, som skal beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1. Da det således vil være til ugunst for dig, har vi valgt ikke at foretage ændringerne i kapitalafkastet for årene.

Afgørelsen svarer til SKATs udsendte forslag af 3/10 2012.

Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2008 og 2009, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende.

Kapitalafkast satsen har gennem en årrække været beregnet på forkert grundlag og har derved været beregnet for høj. Dette medførte, at klageren fik mulighed for genoptagelse af skatteansættelser tilbage til 2000 med hjemmel i den ekstraordinære genoptagelsesadgang i skatteforvaltningslovens § 27. SKAT har i den anledning udsendt styresignal SKM2011.810.SKAT af den 14. december 2011.

Klageren har i den sammenhæng anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne for 2008 og 2009, idet klageren har haft ulempe af den for højt ansatte kapitalafkastsats, jf. den talmæssige opgørelse i klagerens anmodning af 18. september 2012, hvoraf der fremgår betydelige kapitalafkast vedrørende finansielle aktiver i indkomstårene 2008 og 2009..

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2006 og 2008 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Tvangshævning af kapitalafkastet som følge af, at der indgår finansielle aktiver i kapitalafkastgrundlaget, er konkret nævnt i styresignalet som et tilfælde, hvor en for høj kapitalafkastsats har bevirket en for høj skatteberegning. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Klagerens opsparingsmuligheder i virksomhedsordningen for de omhandlede indkomstår har som følge af finansielle aktiver været begrænset, jf. virksomhedsskattelovens § 4. Det ”tvangshævede” kapitalafkast for de pågældende indkomstår skulle imidlertid have været mindre, og klageren kunne således have opsparet yderligere beløb i virksomhedsordningen, såfremt SKAT ikke havde beregnet kapitalafkastsatsen for højt for de pågældende indkomstår.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en lignende sag givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30.

Betingelserne anses ligeledes for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren og har medført, at for meget af virksomhedens overskud har været tvangshævet og ikke opsparet i virksomhedsordningen.

I overensstemmelse hermed tillades klageren derfor at få genoptaget ansættelserne med hjemmel i skatteforvaltningslovens §§ 26 stk. 2 og 27, stk. 1, nr. 8, således at tvangshævningerne nedsættes som følge af den forkert anvendte kapitalafkastsats. Der gives samtidigt tilladelse til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats, hvilket er tilfældet i nærværende sag, hvor den for høje kapitalafkastsats har medført for høje tvangshævninger i medfør af virksomhedsskattelovens § 4.

SKAT pålægges derfor at genoptage ansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009 med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet over