Kendelse af 08-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 10-05-2015

Indkomstårene 2004 og 2008

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har anvendt virksomhedsordningen i en årrække.

Klagerens repræsentant har i brev af 24. september 2012 anført følgende:

”Genoptagelsesanmodning for [person1], cpr nr. ..., ændret kapitalafkastsats

Vi skal hermed på vegne af vor kunde

[person1]

[adresse1]

[by1]

cpr nr.: ...

anmode om genoptagelse af indkomstårene 2002, 2003, 2004 og 2008.

Anmodningen sker på baggrund af styresignal af’ 14. december 2011, offentliggjort i SKM2011.810.SKAT

Det beregnede kapitalafkast for nævnte år bedes omberegnet med ny, korrekt sats. Den således ændrede virksomhedsindkomst bedes reguleret med tilgang på konto for opsparet overskud, således virksomhedens resultat for året holdes uændret.

Specificeret talmæssig opgørelse ses af vedlagte bilag. Måtte Skat have behov for yderligere oplysninger, kan der rettes henvendelse til undertegnede.

Måtte korrektionen medføre et for skatteyder ugunstigt resultat i form af’ restskat for det enkelte år frafaldes genoptagelsesanmodningen.

Indkomsten er hidtil tilpasset via opsparinger i virksomhedsordningen efter en fastlagt skattestrategi. Den her ændrede opgørelse af kapitalafkast medfører således ændret indkomstdisponering i overensstemmelse hermed.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2004 og 2008. Afgørelsen er begrundet således:

”Vi har ændret din skat

SKAT har ændret grundlaget for din skat for 2002-2004,2008 sådan:

SKAT kan ikke ændre opgørelsen helt, som du ønsker og foreslår derfor at ændre grundlaget for din skat sådan:

Indkomstårene 2002 og 2003

Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT, anmodningen irnødekommes.

Indkomstårene 2004 og 2008

Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT, anmodningen kan ikke imødekommes.

SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. i og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.

Din revisors indsigelse af den 4. december 2012 giver ikke anledning til at SKAT ændrer på sin opfattelse, og skatteansættelsen fastsættes i overensstemmelse med ovenstående.

Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2004 og 2008, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende. Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767.

Repræsentanten har i brev af 23. januar 2015 blandt andet anført følgende:

...”Skattestrategi i nærværende sag

Skatteyder har i nærværende situation valgt at tilpasse indkomsten til mindst mulig skattebetaling her og nu sammenholdt med mindst mulig skattebetaling på sigt.

Strategien har været at tilpasse ægtefællernes personlige indkomst til samme niveau i det et betydeligt kapitalafkast fra virksomheden herefter i relation til topskatteberegningen skal beskattes hos den af ægtefællerne, der har den største personlige indkomst.

Kapitalafkast (kapitalindkomst) hæves fra virksomhedsskatteordningen forud for personlig indkomst, og derfor har hele kapitalindkomsten skullet hæves forud for indkomsttilpasning personlig indkomst ægtefællerne imellem. ...

Vi vedlægger endvidere kopi af regnskabssider, der viser indkomstdisponeringen.

Det fremgår styresignalet SKM 2011.810.SKAT at skatteministeriet ekstraordinært har besluttet, at der kan ske genoptagelse, hvis der indsendes anmodning senest den 1. oktober 2012, Den ekstraordinære mulighed for genoptagelse må skyldes, at fejlen ved fastsættelse af kapitalafkastsats har medført, at en række erhvervsdrivende, der har brugt virksomhedsskatteordningen, er blevet opkrævet for store skatter.

Også i nærværende sag er skatteyder blevet afkrævet for store skatter. Havde den rigtige kapitalafkastsats været kendt i forbindelse med indkomstdisponeringen for de omtvistede år, havde skatteyder selvangivet i overensstemmelse med de ændringer, vi nu har anmodet SKAT om genoptagelse for.

Vi stiller os derfor undrende overfor SKAT’s afvisning af at genoptage nærværende sag.

Til støtte for den udvidede fortolkning taler endvidere en formålsfortolkning. Årsagen til genoptagelsesanmodningen er, at det har været til ugunst for skatteyder, at kapitalafkastsatsen har været fastsat for højt, i det skatteyder har fået tvangshævet en større del af virksomhedens indkomst, end han burde have haft. Skatteyder er derfor blevet ringere stillet som følge at, at kapitalafkastsatsen har været for høj. Nærværende sag er derfor at sammenligne med øvrige sager, hvor SKAT accepteret genoptagelse.

Når målsætningen med styresignalet er, at skatteydere ikke skal have skattemæssig ulempe af den fejl, der har været ved beregning af kapitalafkastsatsen så skal der også tillades genoptagelse i nærværende sag jf. skatteyders påstand.”

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren. Klageren kunne, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, foretaget indkomstdisponeringen for 2004 og 2008 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.

I overensstemmelse med SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2 og 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2004 og 2008.