Kendelse af 26-05-2015 - indlagt i TaxCons database den 10-07-2015

Indkomstårene 2001 - 2004

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har anvendt virksomhedsordningen i en årrække.

Ifølge klagerens årsregnskaber for 2001, 2002, 2003 og 2004 udgør finansielle aktiver primo henholdsvis 1,6 %, 86,3 %, 83,3 % og 82,7 %.

Klagerens repræsentant har i brev af 4. september 2012 anført følgende:

”Genoptagelsesanmodning for [person1], cpr nr. ..., ændret kapitalafkastsats

Vi skal hermed på vegne af vor kunde

[person1]

[adresse1]

[by1]

cpr nr.: ...

anmode om genoptagelse af indkomstårene 2001, 2002, 2003 og 2004..

Anmodningen sker på baggrund af styresignal af 14. december 2011, offentliggjort i SKM2011.810.SKAT.

Det beregnede kapitalafkast for nævnte år bedes omberegnet med ny, korrekt sats. Den således ændrede virksomhedsindkomst bedes reguleret med tilgang på konto for opsparet overskud, således virksomhedens resultat for året holdes uændret.

Specificeret talmæssig opgørelse ses af vedlagte bilag. Måtte Skat have behov for yderligere oplysninger, kan der rettes henvendelse til undertegnede.

Måtte korrektionen medføre et for skatteyder ugunstigt resultat i form af restskat for det enkelte år frafaldes genoptagelses-anmodningen.

Indkomsten er hidtil tilpasset via opsparinger i virksomhedsordningen efter en fastlagt skattestrategi. Den her ændrede opgørelse af kapitalafkast medfører således ændret indkomstdisponering i overensstemmelse hermed. For indkomståren 2002, 2003 og 2004 er der yderligere taget hensyn til den del af kapitalafkastet, som henføres til finansielle aktiver. Begrænsningen i muligheden for opsparing i virksomhedsordningen er med den ændrede sats væsentligt anderledes.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2001 - 2004. Afgørelsen er begrundet således:

”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat

Din rådgiver har ved brev af 4. september og mail af 20. september 2012 bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2001-2004 som følge af styresignal SKM2011.810.SKAT.

Forslag

SKAT har gennemgået anmodningen. Ifølge anmodningen ønsker du kapitalafkastet beregnet med den korrekte sats, og du ønsker, at reduktionen af kapitalafkastet spares op i virksomheden.

2001

2002

2003

2004

Kapitalafkast selvangivet

296.690 kr.

276.816 kr.

216.669 kr.

271.134 kr.

Kapitalafkast if. Anmodning

241.158 kr.

171.984 kr.

115.070 kr.

146.641 kr.

Ændring af kapitalafkast

55.532 kr.

104.832 kr.

101.599 kr.

124.493 kr.

Ønsket yderligere opsparing i virksom-heden som virksomhedsindkomst

55.532 kr.

104.832 kr.

101.599 kr.

124.493 kr.

Vi mener at grundlaget for din skat ikke kan ændres, fordi genoptagelse i henhold til styresignal SKM2011.810.SKAT ikke giver adgang til ændring i overskudsdisponeringen, da det kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskatteloven § 10 stk. 1 og ligningsvejledningen E.G.2.7.4.

Såfremt vi nedsætter kapitalafkastet de pågældende år, vil det medføre et større resultat af virksomhed for året, der skal beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, jf. virksomhedsskattelovens § 10 stk. 1. Såfremt du på trods heraf stadig ønsker kapitalafkastet nedsat jf. anmodning, bedes dette tilkendegivet inden fristens udløb.

...

SKATs afgørelse

SKAT er helt enig i at styresignalet giver ret til omberegning af kapitalafkastet, men Styresignalet giver ikke ret til samtidig også at ændre på størrelsen af det opsparede overskud jf. virksomhedsskatteloven § 10 stk. 1 og ligningsvejledningen E.G.2.7.4.

Virksomhedens skattepligtige resultat ændres ikke, fordi kapitalafkastsatsen og dermed kapitalafkastet ændres. Fordi beregning af kapitalafkastet har været forkert, medfører dette således ikke en udvidet ret til samtidig også at foretage ændring i de øvrige indkomstdisponeringer. Virksomhedsskattelovens § 10 stk. 1 eller styresignalet giver ikke mulighed for en sådan udvidet fortolkning.

Eksempel 4 i afsnit 2.2. i styresignalet er påtænkt den situation, hvor der er selvangivet en positiv kapitalindkomst, som der betales topskat af. Her kan der i visse situationer spares skat, også selvom der ikke samtidig foretages tilsvarende ændring i opsparede overskud.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2001 - 2004, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges helt eller delvist. Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767.

Repræsentanten har i brev af 26. januar 2015 anført følgende:

” I 2001 betales topskat af kapitalindkomst på 296.848 kr. svarende til 42.582 kr. Topskatten på kapitalindkomst beregnes på toppen af personlig indkomst, hos den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Her har ægtefællen en personlig indkomst på 276.928 kr. Ved beregning af topskat skal tillægges indbetaling på kapitalpension. I nærværende sag er der ikke indskud på kapitalpension. Grundlag for topskat før kapitalindkomst udgør dermed 276.928 kr.

Skatteyder har valgt at opspare 588.900 til en foreløbig virksomhedsskat på 28 % Personlig indkomst (tillagt indbetalt beløb på kapitalindkomst) er beløb hos skatteyder udgør 202.807 kr.

Med en kapitalindkomst på 296.820 kr. for ægtefællerne skal der herefter betales topskat af:

276.928 + 296.820. minus bundfradrag for topskat 2001 276.900 kr., 296.848 kr.

Samlet set ville skatteyder i 2001 kunne have beregnet et kapitalafkast der var 55.532 kr. mindre og dermed have sparet topskatten af 55.532 kr. Med målet ikke at betale topskat ville skatteyder have opsparet et yderligere beløb, således at der ikke skal beregnes topskat. Subsidiært ville skatteyder have hævnet beløbet som personlig indkomst. Se særskilt bilag.

Som ovenfor ses er tallene for 2001 gennemgået.

For 2002 - 2004 gør tilnærmelsesvis sig de samme forhold gældende. Og i disse år ville skatteyder have disponeret anderledes ved meropsparing i virksomhedsskatteordningen subsidiær beskatning af nedsættelsesbeløbet vedrørende ændret kapitalafkastsats som personlig indkomst i stedet for kapitalindkomst og herved nedsat beskatningen herunder særligt undgået topskat.

...

Skattestrategi i nærværende sag

Skatteyder har i nærværende situation valgt at tilpasse indkomsten til mindst mulig skattebetaling her og nu sammenholdt med mindst mulig skattebetaling på sigt.

Strategien har været at tilpasse ægtefællernes personlige indkomst til samme niveau i det et betydeligt kapitalafkast fra virksomheden herefter i relation til topskatteberegningen skal beskattes hos den af ægtefællerne, der har den største personlige indkomst.

Kapitalafkast (kapitalindkomst) hæves fra virksomhedsskatteordningen forud for personlig indkomst, og derfor har hele kapitalindkomsten skullet hæves forud for indkomsttilpasning personlig indkomst ægtefællerne imellem. ...

Vi vedlægger endvidere kopi af regnskabssider, der viser indkomstdisponeringen.

Det fremgår styresignalet SKM 2011.810SKAT at skatteministeriet ekstraordinært har besluttet, at der kan ske genoptagelse, hvis der indsendes anmodning senest den 1. oktober 2012. Den ekstraordinære mulighed for genoptagelse må skyldes, at fejlen ved fastsættelse af kapitalafkastsats har medført, at en række erhvervsdrivende, der har brugt virksomhedsskatteordningen, er blevet opkrævet for store skatter.

Også i nærværende sag er skatteyder blevet afkrævet for store skatter. Havde den rigtige kapitalafkastsats været kendt i forbindelse med indkomstdisponeringen for de omtvistede år, havde skatteyder selvangivet i overensstemmelse med de ændringer, vi nu har anmodet SKAT om genoptagelse for.

Vi stiller os derfor undrende overfor SKAT’s afvisning af at genoptage nærværende sag.

Til støtte for den udvidede fortolkning taler endvidere en formålsfortolkning. Årsagen til genoptagelsesanmodningen er, at det har været til ugunst for skatteyder, at kapitalafkastsatsen har været fastsat for højt, i det skatteyder har fået tvangshævet en større del af virksomhedens indkomst, end han burde have haft. Skatteyder er derfor blevet ringere stillet som følge af, at kapitalafkastsatsen har været for høj. Nærværende sag er derfor at sammenligne med Øvrige sager, hvor SKAT accepteret genoptagelse.

Når målsætningen med styresignalet er, at skatteydere ikke skal have skattemæssig ulempe af den fejl, der har været ved beregning af kapitalafkastsatsen så skal der også tillades genoptagelse i nærværende sag jf. skatteyders påstand.”

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats.

Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren og har medført, at for meget af virksomhedens overskud har været tvangshævet og ikke opsparet i virksomhedsordningen. Klageren kunne endvidere, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, have foretaget indkomstdisponeringen for 2001 – 2004 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.

I overensstemmelse med SKM 2013.767 og SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2001 - 2004.