Kendelse af 08-10-2014 - indlagt i TaxCons database den 28-11-2014

Indkomstårene 2001, 2002 og 2003

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage skatteansættelsen som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelsen for indkomstårene 2001, 2002 og 2003 med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har i en længere årrække anvendt virksomhedsordningen.

Klagerens repræsentant har den 19. september 2012 anmodet SKAT om, at genoptage ansættelserne for indkomstårene 2001, 2002, 2003 og 2004 med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen. I anmodningen ønskedes kapitalafkastene nedsat med henholdsvis 54.798 kr., 123.798 kr., 168.919 kr. og 21.678 kr. Beløbene skulle i stedet opspares i virksomhedsordningen.

Repræsentanten har efterfølgende korrigeret anmodningen således, at alene indkomstårene 2001, 2002 og 2003 ønskes genoptaget.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne. SKAT har begrundet afgørelsen således:

Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat

Din rådgiver har ved brev af 19. september 2012 bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2001-2004 som følge af forkert kapitalafkastsats jf. SKATs styresignal SKM2011.810.SKAT.

SKATs forslag af 2. oktober 2012

SKAT har gennemgået din ansøgning, og vi mener, at grundlaget for din skat ikke kan ændres:

2001

2002

2003

2004

Oprindeligt beregnet kapitalafkast

328.783

371.391

325.047

368.651

Omdøbt til personlig indkomst

-36.500

-37.600

0

-15.100

Opsparet kapitalafkast

0

0

0

-150.783

Selvangivet kapitalafkast

292.283

333.791

325.047

202.768

Kapitalafkast beregnet med ny sats

273.985

247.593

195.028

221.190

Ønsket omdøbt til personlig indkomst

-36.500

-37.600

-38.900

-40.100

Ønsket kapitalafkast

237.485

209.993

156.128

181.090

Ønsket ændring i kapitalafkast

54.798

123.798

168.919

21.678

Ønsket ændring i virksomhedsindkomst

54.798

123.798

168.919

21.678

Mulig ændring af kapitalafkastet

For alle årene gælder, at du anmoder om, at reduktionen i kapitalafkastet spares op i virksomheden.

Vi mener at grundlaget for din skat ikke kan ændres fordi genoptagelse i henhold til styresignal SKM2011.810.SKAT ikke giver adgang til ændring i overskudsdisponeringen, da det kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskatteloven § 10 stk. 1 og ligningsvejledningen E.G.2.7.4.

Såfremt vi nedsætter kapitalafkastet de pågældende år, vil det medføre et større resultat af virksomhed for året, der skal beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, jf. virksomhedsskattelovens § 10 stk. 1. Såfremt du på trods heraf stadig ønsker kapitalafkastet nedsat, bedes dette tilkendegivet inden fristens udløb.

For indkomståret 2003 gælder også, at du ikke tidligere har benyttet dig af muligheden i virksomhedsskattelovens § 23a stk. 1, og derfor kan du ikke nu overføre en del af kapitalafkastet til personlig indkomst. Styresignalet SKM2011.810.SKAT giver ikke mulighed herfor.

For indkomståret 2004 gælder også, at det ikke er muligt forøge din andel f.s.v.a omdøbning til personlig indkomst efter virksomhedsskattelovens § 23a stk.1. Styresignalet SKM2011.810.SKAT giver ikke mulighed herfor.

Indsigelse pr. telefon 23. oktober 2012.

Rådgiver er uenig i forslaget. Rådgiver mener, at de helt klart ville have disponeret anderledes, hvis de havde haft viden om en kapitalafkastsats, der var anderledes.

SKATs afgørelse

Som forslaget jf. ovenfor.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2001, 2002 og 2003, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at klageren ønsker at ændre de selvangivne oplysninger, da han i alle 3 år har disponeret således, at han har sparet op i virksomhedsordningen, således at han og ægtefællen har haft lige stor personlig indkomst. Han har ladet sig beskatte af hele årets kapitalafkast reguleret med det årlige beløb, der kan omdøbes til personlig indkomst, jf. virksomhedsskattelovens § 23A. Efter reglerne om beregning af topskat beskattes positiv nettokapitalindkomst (herunder kapitalafkast) på toppen af den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 7. For ægtefællers vedkommende beregnes topskatten af positiv nettokapitalindkomst på toppen af den af ægtefællernes personlige indkomst som er størst.

Hvis klageren havde kendt den lavere kapitalafkastsats ville han have disponeret således, at han og ægtefællen har lige stor personlig indkomst og han sparer således såvel mellemskat som topskat af den nedsatte kapitalafkast. Det har således været til ugunst for klageren, at SKAT har fastsat en kapitalafkastsats, der var for høj. Nedsættelsen af kapitalafkastet ønskes opsparet i virksomhedsordningen, hvorved ægtefællers grundlag og fordelingsnøgle topskat vil være uforandret.

Repræsentanten har henvist en kendelse afsagt af Landsskatteretten den 15. oktober 2013 offentliggjort som SKM2013.767, som findes at behandle samme problemstilling, hvor ægtefællerne ligeledes havde haft en fast og konsistent strategi for disponering af indkomsten, således der tilnærmelsesvis er samme størrelse af personlig indkomst.

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767 blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede. SKAT har på baggrund heraf udstedt et nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Klagerens indkomstdisponering i virksomhedsordningen for 2001, 2002 og 2003 har været påvirket af den for højt fastsatte kapitalafkastsats. Klagerens strategi for disponering af indkomsten i de omhandlede år har medført, at der betales topskat og mellemskat af en del af indkomsten. Han har i indkomstdisponeringen fastsat personlig indkomster af stort set af samme størrelse som ægtefællens personlige indkomster, idet positiv nettokapitalindkomst beskattes på toppen af den personlige indkomst hos den af ægtefællerne, der har den højeste personlige indkomst. Den for høje kapitalafkastsats har bevirket, at klageren har betalt mere i skat i de omhandlede år, end hvis han havde overskudsdisponeret i virksomhedsordningen med udgangspunkt i et lavere kapitalafkast.

Klageren ønsker en genoptagelse og ændring af overskudsdisponeringen for indkomstårene 2001 – 2003 således, at kapitalafkastet nedsættes, og at opsparet indkomst i virksomhedsordningen øges tilsvarende.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014 (j.nr. 12-0192000), blev der i en lignende sag givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede. I overensstemmelse hermed er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelserne med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2001 – 2003.