Kendelse af 30-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 14-08-2015
Indkomstårene 2004 og 2005
SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkast, opsparet overskud og hævning af opsparet overskud mv. i virksomhedsordningen.
Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud mv. i virksomhedsordningen.
Klageren har anvendt virksomhedsordningen i en årrække. Klageren driver en landbrugsvirksomhed med indtægt fra salg af planteprodukter, mælk, kvæg og drift af en maskinstation.
Ifølge klagerens regnskab for indkomståret 2004 udgør finansielle aktiver primo 412,1 %.
Klagerens repræsentant har i brev af 26. september 2012 anført følgende:
”Vedr. [person1], cpr.nr. ....
Hermed anmodes om ændring af virksomhedsordningens fordeling af resultatet pga. rettelse af kapitalafkastsatsen jfr. SKAT’s styresignal 2011-353-0056.
Anmodningen vedrører følgende år:
Felt 432 Felt 434
Kapitalafkast Indkomst til opsparing i VS-ordning
2004 - 144.886 144.886
Da alle tidligere års opsparinger i virksomhedsordningen efterbeskattes i 2005 pga. virksomhedsunderskud, skal dette beløb ligeledes efterbeskattet i 2005.
Anmodningen er betinget af, at de foretagne ændringer af kapitalafkast vil kunne opspares i virksomhedsordningen.”
SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2004 og 2005. Afgørelsen er begrundet således:
”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat
Du har bedt SKAT om at ændre grundlaget for din skat for 2004 og 2005.
Vi kan ikke ændre skatten, fordi:
Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.
SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.
Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.
Da indkomståret 2004 ikke imødekommes ændret bortfalder den afledte ændring for indkomståret 2005.
Din rådgiver har ved mail af 22. november 2012 oplyst, at der ikke er enighed med SKAT i ovenstående. SKAT fastholder ovenstående.
Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2004 og 2005, således at der i indkomståret 2004 sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende. For indkomståret 2005 skal hævning af opsparet overskud forhøjes, således at det i indkomståret 2004 opsparede overskud også hæves i 2005.
Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767.
Repræsentanten har i brev af 27. maj 2015 anført følgende:
”Opfølgning på anmodning om genoptagelse for [person1] Cpr. nr. .... Sagsnr. 13-0074249
Skatteankestyrelsen har anmodet om yderligere oplysninger og argumentation i ovenfor nævnte sag.
Sagsfremstilling:
På vegne af vores kunde, har vi tidligere anmodet om genoptagelse for indkomståret 2004 pga. den forkert ansatte kapitalafkastsats.
Skatteyder har generelt en skattestrategi med det udgangspunkt at minimere betaling af topskat.
Som udgangspunkt kan det anføres, at når indkomst beskattes fra virksomhedsskatteordningen, beskattes først kapitalafkast som kapitalindkomst og det øvrige som personlig indkomst. Når indkomst opspares i VSO opspares først personlig indkomst og dernæst kapitalindkomst.
Skatteyder har opsparet hele virksomhedsindkomsten, med undtagelse af, den tvungne beskatning af afkastet af de finansielle aktivers andel af kapitalafkastgrundlaget.
I indkomstår 2004 betales topskat. Samlet betaler skatteyder i alt 31.076 kr. i topskat.
Topskatten på kapitalindkomst beregnes på toppen af personlig indkomst, hos den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.
Her har skatteyders personlige indkomst været – 447.490 kr. Ægtefællen har en personlig indkomst på 300.937 kr.
Med en samlet kapitalindkomst på 658.530 kr. for ægtefællerne skal der herefter betales topskat af: 658.530 – 447.490 kr. + 300.937 kr. minus bundfradrag for topskat i 2004 på 304.800 kr., i alt 207.177 kr. Dette medfører en topskat på 31.076 kr.
Samlet set ville skatteyder i 2004 kunne have beregnet et kapitalafkast der var 139.925 kr. mindre og dermed have sparet topskatten af 139.925 kr. mod i stedet at have opsparet 139.925 kr. i virksomhedsordningen.
Det samlede kapitalafkast udgør primo 2004 8.746.401 kr. Kapitalafkastet på 5 % er beregnet til 437.320 kr. dog maksimalt årets indkomst på 402.317 kr. Da andelen af de finansielle aktiver overstiger 100 %, udgør den tvungne kapitalafkast til beskatning årets indkomst på 402.317 kr.
Med ændring af det forkert angivne kapitalafkast fra 5 % til 3 %, udgør det samlede kapitalafkast 262.392 kr. Det medfører en reduktion af det tvungne kapitalafkast til beskatning på 139.925 kr. Dette beløb ønskes opsparet i virksomhedsordningen til 25 % beskatning.
Med målet ikke at betale topskat ville skatteyder have opsparet et yderligere beløb, således at der ikke skal beregnes topskat.
Skatteyder ville således – hvis han havde kendt den rigtige kapitalafkastsats ved udfærdigelse af skatteregnskabet for 2004 - have valgt at opspare et yderligere beløb på 139.925 kr.
Hvis skatteyder ikke skal påføres et tab på grund af SKAT´s fejl, bør skatteyder nu gives mulighed for opspare det nævnte beløb for indkomståret 2004.
Relevante sider fra skatteregnskaberne 2004 vedlægges. Ønskes yderligere dokumentation, fremsendes dette gerne.
…
Skatteyders skattestrategi i nærværende sag
Skatteyder har i nærværende situation valgt at tilpasse indkomsten til mindst mulig skattebetaling her og nu sammenholdt med mindst mulig skattebetaling på sigt.
Strategien har været at nedbringe beskatningen af topskat mest muligt. Dvs. der har været foretaget fuld af- og nedskrivning. Overskuddet på 402.319 kr. bliver nu fordelt med 222.292 kr. til kapitalafkast, 40.100 kr. omdøbt til personlig indkomst og resten 139.925 kr. til opsparing i virksomhedsordningen. ”
I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.
Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger mv. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.
Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.
Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren og har medført, at for meget af virksomhedens overskud har været tvangshævet og ikke opsparet i virksomhedsordningen. Klageren kunne endvidere, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, have foretaget indkomstdisponeringen for 2004 og 2005 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.
I overensstemmelse med SKM 2013.767 og SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelserne med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.
SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2004 og 2005.