Kendelse af 15-07-2015 - indlagt i TaxCons database den 14-08-2015

Indkomstårene 2004 og 2005

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud mv. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud mv. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har anvendt virksomhedsordningen i en årrække. Klageren driver en landbrugsvirksomhed med indtægter fra salg af mælk og kvæg.

Klagerens repræsentant har i brev af 1. oktober 2012 anført følgende:

”Vedr. [person1], cpr.nr. ....

Hermed anmodes om ændring af virksomhedsordningens fordeling af resultatet pga. rettelse af kapitalafkastsatsen jfr. SKAT’s styresignal 201 1-353-0056.

Anmodningen vedrører følgende år:

Felt 432

Kapitalafkast

2000- 38.509

2003- 97.381 Omdøbt kapitalafkast reduceret med 13.915

2004- 72.640 Omdøbt, kapitalafkast reduceret med 40.100

40.000 skal opspares i virksomhedsordning.

2005- 135.079 Omdøbt kapitalafkast reduceret med 41.000

56.000 skal opspares i virksomhedsordning.

2009- 94661

I bedes kontakte os, hvis det giver anledning til spørgsmål.

Ændring af 2004 og 2005 er samtidig betinget af at de foretagne ændringer kan opspares i virksomhedsordning.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2004 og 2005. Afgørelsen er begrundet således:

”Vi har ændret din skat

SKAT har ændret grundlaget for din skat for 2000,2003-2005og 2009 sådan:

Indkomstårene 2000,2003 og 2009 ændres jf. brev fra din revisor af den 1. oktober 2012.

Indkomstårene 2004-2005

Din revisor har ved mail af 6. september 2012 anmodet om en ændring af overskudsdisponeringen efter virksomhedsskattelovens bestemmelser, med henvisning til at årsopgørelsen for indkomstarene 2004 og 2005 grundet en nedsættelse af kapitalafkastsatsen, jf. SKM2011.810.SKAT

SKAT har gennemgået din ansøgning, og vi mener, at grundlaget for din skat ikke kan ændres Det er fordi genoptagelse i henhold til styresignalet SKM2011.810.SKAT ikke giver adgang til ændring i overskudsdisponeringen, da det kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk 1 sammenholdt med ligningsvejledningen Erhvervsdrivende, afsnit E.G.2.7.4.

Anmodningen kan ikke imødekommes, da du ikke findes, at være omfattet af den personkreds der kan ændre i overskudsdisponeringen efter SKM2011.810.SKAT.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2004 og 2005, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges med en del heraf. Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767.

Repræsentanten har i brev af 29. maj 2015 anført følgende:

”Opfølgning på anmodning om genoptagelse for [person1] Cpr. nr. .... Sagsnr. 13-0074251.

Skatteankestyrelsen har anmodet om yderligere oplysninger og argumentation i ovenfor nævnte sag.

Sagsfremstilling:

På vegne af vores kunde, har vi tidligere anmodet om genoptagelse for indkomståret 2004 og 2005 pga. den forkert ansatte kapitalafkastsats.

Skatteyder har generelt en skattestrategi med det udgangspunkt at minimere betaling af topskat.

Som udgangspunkt kan det anføres, at når indkomst beskattes fra virksomhedsskatteordningen, beskattes først kapitalafkast som kapitalindkomst og det øvrige som personlig indkomst. Når indkomst opspares i VSO opspares først personlig indkomst og dernæst kapitalindkomst.

I indkomstårene 2004 og 2005 betales topskat.

Indkomstår 2004:

Topskatten på kapitalindkomst beregnes på toppen af personlig indkomst, hos den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Her har skatteyders personlige indkomst været 13.637 kr. Ægtefællen har en personlig indkomst på 120.039 kr. Ved beregning af topskat skal tillægges indbetaling på kapitalpension.

I nærværende sag er skatteyders indskud på kapitalpension 40.100 kr. og ægtefællens indskud på kapitalpension på 40.100 kr.

Grundlag for topskat før kapitalindkomst udgør dermed 53.737 kr. for skatteyder og 160.139 kr. for ægtefællen.

Med en samlet kapitalindkomst på 166.738 kr. for ægtefællerne skal der herefter betales topskat af: 120.039 + 40.100 + 166.738 minus bundfradrag for topskat i 2004 på 304.800 kr., i alt 22.077 kr. Dette medfører en topskat på 3.312 kr. for skatteyder.

Samlet set ville skatteyder i 2004 kunne have beregnet et kapitalafkast der var 30.648 kr. mindre og dermed have sparet topskatten af 30.648 kr. mod i stedet at have opsparet 30.648 kr. yderligere i virksomhedsordningen.

Det samlede kapitalafkast udgør primo 2004 på 5.637.013 kr. Kapitalafkastet på 5 % er beregnet til 281.851 kr. Indkomsten udgør 199.758 kr. Efter omdøbelse af 40.100 kr. til personlig indkomst, bliver kapitalafkastet endeligt 159.658 kr.

Med ændring af det forkert angivne kapitalafkast fra 5 % til 3 %, udgør den samlede kapitalafkast 169.110 kr. Med omdøbning af 40.100 kr. til personlig indkomst, udgør det korrigerede kapitalafkast 129.010 kr. Dvs. en reduktion af kapitalafkastet på 30.648 kr. Dette beløb ønskes opsparet i virksomhedsordningen til 30 % beskatning.

Med målet ikke at betale topskat ville skatteyder have opsparet et beløb, således at der beregnes topskat af et mindre beløb.

Skatteyder ville således – hvis han havde kendt den rigtige kapitalafkastsats ved udfærdigelse af skatteregnskabet for 2004 - have valgt at opspare et beløb på 30.648 kr.

Hvis skatteyder ikke skal påføres et tab på grund af SKAT´s fejl, bør skatteyder nu gives mulighed for opspare det nævnte beløb for indkomståret 2004.

Relevante sider fra skatteregnskaberne 2004 vedlægges. Ønskes yderligere dokumentation, fremsendes dette gerne.

Indkomstår 2005:

Her har skatteyders personlige indkomst været 15.290 kr. Ægtefællen har en personlig indkomst på 143.015 kr. Ved beregning af topskat skal tillægges indbetaling på kapitalpension.

I nærværende sag er skatteyders indskud på kapitalpension 41.000 kr. og ægtefællens indskud på kapitalpension på 41.000 kr.

Grundlag for topskat før kapitalindkomst udgør dermed 56.290 kr. for skatteyder og 184.015 kr. for ægtefællen.

Med en samlet kapitalindkomst på 158.083 kr. for ægtefællerne skal der herefter betales topskat af: 143.015 + 41.000 + 158.083 minus bundfradrag for topskat i 2005 på 311.500 kr., i alt 30.598 kr. Dette medfører en topskat på 4.590 kr. for skatteyder.

Samlet set ville skatteyder i 2005 kunne have beregnet et kapitalafkast der var 56.487 kr. mindre og dermed have sparet topskatten af 56.487 kr. mod i stedet at have opsparet 56.487 kr. yderligere i virksomhedsordningen.

Det samlede kapitalafkast udgør primo 2005 på 6.753.980 kr. Kapitalafkastet på 4 % er beregnet til 270.159 kr. Indkomsten udgør 191.567 kr. Efter omdøbelse af 41.000 kr. til personlig indkomst, bliver kapitalafkastet endeligt 150.567 kr.

Med ændring af det forkert angivne kapitalafkast fra 4 % til 2 %, udgør den samlede kapitalafkast 135.080 kr. Med omdøbning af 41.000 kr. til personlig indkomst, udgør det korrigerede kapitalafkast 94.080 kr. Dvs. en reduktion af kapitalafkastet på 56.487 kr. Dette beløb ønskes opsparet i virksomhedsordningen til 28 % beskatning.

Med målet ikke at betale topskat ville skatteyder have opsparet et beløb, således at der beregnes topskat af et mindre beløb.

Skatteyder ville således – hvis han havde kendt den rigtige kapitalafkastsats ved udfærdigelse af skatteregnskabet for 2005 - have valgt at opspare et beløb på 56.487 kr.

Hvis skatteyder ikke skal påføres et tab på grund af SKAT´s fejl, bør skatteyder nu gives mulighed for opspare det nævnte beløb for indkomståret 2005.

Relevante sider fra skatteregnskaberne 2005 vedlægges. Ønskes yderligere dokumentation, fremsendes dette gerne.

Skatteyders skattestrategi i nærværende sag

Skatteyder har i nærværende situation valgt at tilpasse indkomsten til mindst mulig skattebetaling her og nu sammenholdt med mindst mulig skattebetaling på sigt.

Strategien har været at tildele ægtefællen det maksimale beløb som medarbejdende ægtefælle grundet hendes arbejdsindsats i bedriften. Kapitalafkastet har været ønsket beskattet, efter omdøbning af det maksimale beløb til personlig indkomst. Derved undgås topskat af denne omdøbning. Dog skal der svares topskat af et vist beløb, idet kapitalafkastet har været for højt.

…”

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger mv. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren. Klageren kunne, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, have foretaget indkomstdisponeringen for 2004 og 2005 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.

I overensstemmelse med SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelserne med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2004 og 2005.