Kendelse af 28-05-2015 - indlagt i TaxCons database den 10-07-2015
Indkomstårene 2000-2002 og 2004
SKAT har ikke fuldtud imødekommet en anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for 2000-2002 og 2004. For indkomstårene 2000 og 2001 er anmodningen delvis efterkommet.
Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage de omhandlede indkomstår.
Ved brev af 28. september 2012 har klagerens repræsentant anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2000-2002 og 2004. Da den hidtil offentliggjorte kapitalafkastsats er nedsat til en korrekt sats er det hidtil overførte fulde beregnede kapitalafkastbeløb overført fra virksomhedsordningen for højt. Dette beløb ønskes nu korrigeret og beregnet ud fra den korrekte og ikke den fejlbehæftede kapitalafkastsats. Der er henvist til styresignalet offentliggjort i SKM 2011.810.
SKATs afgørelse af 18. december 2012 er begrundet således:
”Din rådgiver har bedt om, at få ændret grundlaget for din skat for 2000-2002 og 2004. Anmodningen sker på baggrund af styresignal af 14. december 2011, offentliggjort i SKM2011.810.SKAT.
SKAT har ikke ændret opgørelsen helt, som din rådgiver ønsker, men har ændret på grundlaget for din skat sådan:
Indkomstår | Kapitalafkast ændret til |
2000 | 0 kr. |
2001 | 4.879 kr. |
Ændringen er foretaget i overensstemmelse med din rådgivers anmodning herom i brev af 28. september 2012.
Vedrørende indkomstårene 2002 og 2004
Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og af indkomst til virksomhedsbeskatning.
SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.
Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.
Din rådgiver har følgende indsigelse:
Jeg har modtaget dit brev vedr. vores kunde [person1], sags ID [...], hvor du godkender 2002 og 2001 hvilket vi er enig i.
Du godkender ikke år 2002.
Du finder ikke at vores anmodning kan imødekommes med henvisning til bestemmelsen i VSL § 10, stk. 1.
Vi er ikke enig i denne vurdering.
Vi finder, at der ved udsendelse af styresignal af 14. december 2011, SKM 2011.810.SKAT, er givet mulighed for omberegning af kapitalafkast. Denne omberegning skyldes en ansvarspådragende fejl hos Skat med erstatningsansvar til følge.
Beregningen af det årlige kapitalafkast er en integreret del af den årlige indkomstopgørelse og som sådan en integreret del af opgørelsen af virksomhedens resultat. Der er ved opgørelsen af virksomhedens resultat taget stilling til såvel afskrivning som opsparet overskud i virksomhedsordningen. Når en af disse parametre ændres som følge af en for skatteyder upåregnelig hændelse, Skats fejl, må der også være mulighed for ændring af de valg der er truffet i forbindelse med indsendelse af selvangivelsen. Således ses der i styresignalet mulighed for omvalg mellem virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen, hvilket ellers ville være aldeles udelukket.
Øvrige elementer i virksomhedsskattelovens er omfattet af styresignalet.
Skat henviser i styresignalet afsnit 2.2 som eksempel på hvor genoptagelse kan være relevant: Det beregnede kapitalafkast har været til ugunst for den skattepligtige, f.eks. hvis kapitalafkastet indgår i skatteberegningen for en ægtefælle, der betaler topskat. Dette eksempel giver kun mening såfremt omberegning af øvrige elementer i virksomhedsskatteloven omfattes. Et sænket kapitalafkast giver øget personlig indkomst hos virksomhedsejeren og dermed øget skattebetaling. Når indkomsten hos ægtefæller er tilpasset hinanden i erkendelse af at topskat som følge af kapitalafkastet er uundgåelig, vil en omberegning alene være aktuel såfremt der spares yderligere op. En opsparing der netop ville have været valgt såfremt den korrekte sats var kendt på tidspunktet for selvangivelsen.
Det har ikke været muligt for skatteyder at indrette sig anderledes under de givne forudsætninger. De trufne valg er en direkte følge af den givne kapitalafkastsats, og det må være muligt for skatteyder at ændre disse valg når satsen ændres. Dette så meget mere når der er tale om en ansvarpådragende fejl.
Vi er således aldeles uforstående overfor Skats afvisning, og beder derfor om fornyet vurdering af vores anmodning om genoptagelse for indkomståret 2002.
Måtte du have brug for yderligere materiale, står jeg naturligvis til rådighed.
Din revisor indsigelse har ikke ændret SKATs opfattelse, hvorfor afgørelsen er truffet som ovenfor anført.
Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.”
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren for indkomstårene 2000-2002 og 2004 er berettiget til omvalg af opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning, som følge af ændret kapitalafkastsats jf. styresignal SKM 2011.810, idet indkomsten hidtil er tilpasset via opsparinger i virksomhedsordningen efter en fastlagt skattestrategi.
Skatteyder har i nærværende situation valgt at tilpasse indkomsten til mindst mulig skattebetaling her og nu sammenholdt med mindst mulig skattebetaling på sigt. Strategien har været at tilpasse ægtefællernes personlige indkomst til samme niveau, idet et betydeligt kapitalafkast fra virksomheden herefter i relation til topskatteberegningen skal beskattes hos den af ægtefællerne, der har den største personlige indkomst. Kapitalafkast (kapitalindkomst) hæves fra virksomhedsskatteordningen forud for personlig indkomst, og derfor har hele kapitalindkomsten skullet hæves forud for indkomsttilpasning personlig indkomst ægtefællerne imellem.
Der er anmodet om følgende ændringer:
Indkomståret 2000
Kapitalafkastet ønskes nedsat med 2.577 kr.
Indkomståret 2001
Kapitalafkastet ønskes nedsat med 8.276 kr.
Indkomståret 2002
Kapitalafkastet ønskes nedsat med 23.286 kr. og en tilsvarende reduceret hævning af opsparet overskud i virksomheden.
Indkomståret 2004
Den yderligere opsparing fra 2002 tvangshæves på grund af negativ personlig indkomst fra virksomheden.
Efter repræsentantens opfattelse er indkomstoptimeringen i virksomhedsordningen foretaget på et forkert grundlag på grund af de forkerte kapitalafkastsatser, og dette har været til ugunst for klageren, idet der er tvangshævet en større del af virksomhedens indkomst, end der burde have været. Derfor er klageren blevet stillet ringere som følge af, at kapitalafkastsatsen har været for høj.
Repræsentanten oplyser, at hvis klager havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats da indkomstdisponeringen blev foretaget, kunne indkomstdisponeringen være foretaget med afpasning af den personlige indkomst til topskattegrænsen, bl.a. under hensyntagen til de særlige regler om beskatning af kapitalafkast for ægtefæller.
I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.
SKAT har nægtet, i fuldt omfang, at efterkomme klagerens anmodning om at genoptage ansættelsen for indkomstårene 2000-2002 og 2004 med henblik på at ændre hensættelsen til senere hævning og overskudsdisponeringen i virksomhedsordningen. Der er henvist til, at en ændring i overskudsdisponeringen kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.
Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævet kapitalafkast som følge af finansielle aktiver givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30.
Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.
Betingelserne anses således også for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opgjorte kapitalafkastsats har været af betydning for klagerens overskudsdisponering. Såfremt klageren havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, ville indkomstdisponeringen kunne have omfattet et mindre kapitalafkast og den personlige indkomst afpasset til topskattegrænsen. Den for høje kapitalafkastsats har bevirket, at der er betalt mere i skat i de omhandlede år, end hvis der var overskudsdisponeret i virksomhedsordningen med udgangspunkt i et lavere kapitalafkast. Den for høje kapitalafkastsats har således betydet, at der er truffet uhensigtsmæssige beslutninger ved de selvangivne valg.
Klageren er på den baggrund berettiget til, at få genoptaget ansættelserne med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.
SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2000-2002 og 2004.