Kendelse af 30-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 14-08-2015

Indkomståret 2009

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelse som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud mv. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for det omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud mv. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har anvendt virksomhedsordningen i en årrække.

Klagerens repræsentant har i brev af 24. september 2012 anført følgende:

”Vedrørende: [person1], cpr. nr. .... Indkomstår 2009.

Der anmodes om:

1. at virksomhedens kapitalafkast for ovennævnte indkomstår ændres i overensstemmelse med styresignal SKM2011.810.SKAT.

Ændringen vil ifølge vor beregning medføre et mindre kapitalafkast på kr. 86.761

2. at den derved forøgede personlige indkomst, dvs. samme beløb, opspares i virksomheden.

Anmodningen er betinget af, at ovenstående imødekommes som helhed og at resultatet bliver til gunst for skatteyderen.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2009. Afgørelsen er begrundet således:

”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat

Din rådgiver har bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2009 ved at virksomhedens kapitalafkast for ovennævnte indkomstår ændres i overensstemmelse med styresignal SKM2011.810.SKAT.

Ændringen vil medføre et mindre kapitalafkast på 86.761 kr. og samme beløb opspares i virksomheden.

SKAT har gennemgået din rådgivers ansøgning, og vi kan ikke ændre grundlaget for din skat. Det er fordi genoptagelse i henhold til styresignalet SKM2011.810.SKAT ikke giver adgang til ændring i overskudsdisponeringen, da det kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 sammenholdt med ligningsvejledningen Erhvervsdrivende, afsnit E.G.2.7.4, nu den juridiske vejledning afsnit C.C.5.2.8.3.

Såfremt vi nedsætter kapitalafkastet for 2009 vil det således medføre et større resultat af virksomhed for året, som skal beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1. Da det således vil være til ugunst for dig, har vi valgt ikke at foretage ændringen i kapitalafkastet for året.

SKAT har ikke modtaget nogen bemærkninger fra dig. Afgørelsen svarer derfor til det forslag af 12. oktober 2012, vi tidligere har sendt til dig.

Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2009, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende. Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767.

Repræsentanten har i mail af 30. april 2015 anført følgende:

”Vedrørende [person1], cpr. nr. ...

Hermed yderligere forklaring til kapitalafkastsagen:

[person1] har, når indkomstforholdene har tilsagt det, søgt at fordele indkomsten, herunder opsparing i virksomheden, under hensyntagen til topskattegrænsen og ægtefællens personlige indkomster.

I det påklagede indkomstår har den for høje kapitalafkastsats medført en højere beskatning end hvis indkomsten var blevet beskattet som virksomhedsindkomst. Den for høje kapitalafkastsats har således bevirket, at [person1] er blevet ringere stillet.”

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger mv. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren.. Klageren kunne, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, have foretaget indkomstdisponeringen for 2009 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.

I overensstemmelse med SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2009.