Kendelse af 09-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 10-05-2015

Indkomstårene 2005, 2008 og 2009

SKAT har ikke imødekommet en anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2005, 2008 og 2009.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage indkomstårene 2005, 2008 og 2009.

Faktiske oplysninger

Ved brev af 1. oktober 2012 har klagerens repræsentant anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2003, 2005, 2008 og 2009. Da den hidtil offentliggjorte kapitalafkastsats er nedsat til en korrekt sats er det hidtil overførte fulde beregnede kapitalafkastbeløb overført fra virksomhedsordningen for højt. Dette beløb ønskes nu korrigeret og beregnet ud fra den korrekte og ikke den fejlbehæftede kapitalafkastsats. Der er henvist til, at SKAT i styresignalet offentliggjort i SKM 2011.810 har ændret praksis og i den forbindelse nedsat kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2006 og 2008 - 2010.

SKATs afgørelse

SKATs afgørelse af 21. december 2012 er begrundet således:

”Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.

SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren for indkomstårene 2005, 2008 og 2009 er berettiget til omvalg af opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning, som følge af ændret kapitalafkastsats jf. styresignal SKM 2011.810.

Ifølge en ny beregning indsendt af repræsentanten, ønskes kapitalafkast og opsparing i virksomhedsordningen herefter ændret for 2005, 2008 og 2009 således:

År

Kapitalafkast

Opsparing

2005

-40.048 kr.

40.048 kr.

2008

-33.962 kr.

33.962 kr.

2009

-41.080 kr.

41.080 kr.

Klageren har som hovedregel fordelt virksomhedsindkomsten under hensyntagen til topskattegrænsen. I de påklagede indkomstår har den for høje kapitalafkastsats medført en højere beskatning end hvis denne del af indkomsten var blevet beskattet som virksomhedsindkomst og opsparet. Herved er klageren blevet ringere stillet.

Betingelserne for genoptagelse i henhold til Skatteforvaltningsloven må ligeledes anses for at være opfyldte, idet der henvises til kendelser fra Landsskatteretten i lignende sager, herunder SKM 2013.767.

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævet kapitalafkast som følge af finansielle aktiver givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne anses således også for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opgjorte kapitalafkastsats har været af betydning for klagerens overskudsdisponering. Såfremt klageren havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, ville indkomstdisponeringen kunne have omfattet et mindre kapitalafkast og den personlige indkomst afpasset til topskattegrænsen. Den for høje kapitalafkastsats har bevirket, at der er betalt mere i skat i de omhandlede år, end hvis der var overskudsdisponeret i virksomhedsordningen med udgangspunkt i et lavere kapitalafkast. Den for høje kapitalafkastsats har således betydet, at der er truffet uhensigtsmæssige beslutninger ved de selvangivne valg.

Klageren er på den baggrund berettiget til, at få genoptaget ansættelserne med hjemmel i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2 og 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2005, 2008 og 2009.