Kendelse af 15-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 15-05-2015

Indkomståret 2008

SKAT har ikke imødekommet en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage skatteansættelsen.

Faktiske oplysninger

Ved brev af 4. juli 2012 har klagerens repræsentant anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2008. Da den hidtil offentliggjorte kapitalafkastsats er nedsat til en korrekt sats er det hidtil overførte fulde beregnede kapitalafkastbeløb overført fra virksomhedsordningen for højt. Dette beløb ønskes nu korrigeret og beregnet ud fra den korrekte og ikke den fejlbehæftede kapitalafkastsats. Der er henvist til SKATs styresignal SKM2011.810.

I samme brev ønskes regulering af fradrag for småinventar jf. afskrivningslovens § 6, stk. 1, således at fradraget nedsættes fra 18.075 kr. til 0 kr.

SKATs afgørelse

SKATs afgørelse af 19. december 2012 er begrundet således:

”SKAT har i brev af den 21. august 2012 imødekommet anmodning om regulering af kapitalafkast, men kan ikke imødekomme de ønskede ændringer vedrørende omdøbning af kapitalafkast til personlig indkomst og regulering af fradrag for små aktiver.

SKAT har ikke ændret din skatteansættelse, da din revisor ikke ønsker ændringerne gennemført medmindre alle tre ændringer kan foretages.

Din revisor har den 10. september 2012 gjort indsigelse mod SKATs forslag til afgørelse.

Indsigelsen giver ikke anledning til at SKAT ændrer på sin opfattelse, og kan derfor ikke imødekomme anmodningen om ændring af skatteansættelsen. Se nærmere begrundelse nedenfor.

Generelle bemærkninger:

Det er Videncentrets opfattelse, at SKAT skal imødekomme anmodningen om genoptagelse i overensstemmelse med Videncentrets brev af 4. juli 2012.

Videncentret gør gældende, at konsekvensen af SKATs styresignal af 14. december 2012 (SKM2011.810.SKAT) om genoptagelse af skatteansættelsen på grund af fejl i kapitalafkastsatsen, er at de almindelige regler i forældelsesloven finder anvendelse.

Dette indebærer, at [person1] kan rejse krav om erstatning overfor SKAT for eventuelle tab, som fejlen i kapitalafkastsatsen har medført.

Det fremgår [person1] ved udarbejdelsen af selvangivelsen for 2008 valgte at disponere sine indkomster således, at indkomstkravet vedrørende seniornedslag ikke var opfyldt, hvorfor han ikke på et senere tidspunkt kunne opnå seniornedslaget.

Efter offentliggørelsen af styresignalet om den forkerte kapitalafkastsats ønsker [person1] nu, at disponere indkomsten for 2008 således, at betingelserne for senere at opnå seniornedslag er opfyldt.

SKAT skal bemærke, at styresignalet af 14. december 2012 ikke indeholder en generel hjemmel til fuldstændig omdisponering af den oprindelige selvangivelse, men alene af forhold som udspringer af den forkerte kapitalafkastsats, og kun i det omfang, der i øvrigt er hjemmel til omdisponeringen i øvrig lovgivning.

2. Omdøbning af kapitalafkast til personlig indkomst (virksomhedsskattelovens § 23 a)

[person1] ønsker at overføre 37.000 kr. af kapitalafkastet til beskatning som personlig indkomst efter bestemmelserne i virksomhedsskattelovens § 23 a. Der har ikke tidligere været overført kapitalafkast til beskatning som personlig indkomst.

Det er SKATs opfattelse, at anmodningen alene skyldes ønsket om at kunne opnå seniornedslag på et senere tidspunkt. Ændringen udspringer derimod ikke af den forkerte kapitalafkastsats.

Det er derfor SKATs opfattelse, at anmodningen om ændringen er indsendt for sent, da fristen for ordinær ændring af skatteansættelsen udløb den 1. maj 2011, jf. skatteforvaltningslovens § 26.

Der er heller ikke hjemmel til genoptagelse i de objektive kriterier i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7. Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 kan skatteansættelsen genoptages, såfremt der foreligger særlige omstændigheder. Det er SKATs opfattelse, at en uhensigtsmæssig disponering af indkomsterne i forbindelse med indsendelsen af selvangivelsen, ikke kan anses for en særlig omstændighed i relation til fristreglerne.

Det er endvidere en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at anmodningen fremsættes senest 6 måneder efter den skattepligtige er blevet bekendt med det forhold, der ønskes ændret, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Det fremgår af Videncentrets brev af 10. september 2012, at [person2] og dennes rådgivere i forbindelse med udarbejdelsen af selvangivelsen valgte at fastsætte indkomsten til et beløb, der ikke gav mulighed for at opnå seniornedslag på et senere tidspunkt. SKAT lægger derfor til grund, at [person2] senest på selvangivelsestidspunktet i 2009 var bekendt med forholdet, 6 måneders fristen anses derfor ikke for overholdt.

På denne baggrund er det SKATs opfattelse, at anmodningen ikke kan imødekommes.

3. Regulering af fradrag for småinventar (afskrivningslovens § 6, stk. 1)

Det er Videncentrets opfattelse, at fristen for ændring af afskrivninger skal fastsættes efter reglerne i forældelsesloven. Det er således Videncentrets opfattelse at fristen løber i 3 år fra 14. december 2011, hvor SKAT offentliggjorde styresignalet om fejlen i kapitalafkastsatsen.

SKAT er ikke enig i denne opfattelse. Forældelsesloven omhandler alene reglerne for forældelse af skattekravet, men derimod ikke fristregler for ændring af skatteansættelsen. Fristreglerne fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Herudover indeholder afskrivningslovens § 52 bestemmelser om frister for ændring af skattemæssige afskrivninger.

Det fremgår af afskrivningslovens § 52, stk. 2, at Skatterådet kan fastsætte nærmere regler for ændring af afskrivninger, når anmodningen er modtaget senere end 3 måneder efter udløbet af selvangivelsesfristen.

Skatterådet har i bekendtgørelse nr. 1287 af 13. december 2005 fastsat regler for ændring af afskrivninger. Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at den skattepligtige ved ændring af skatteansættelsen kan ændre størrelsen af afskrivninger således at en ændring af skatteansættelsen udlignes helt eller delvist.

[person1] ønsker fradrag for småanskaffelser nedsat fra 18.075 kr. til 0 kr. Anmodningen er ikke omfattet af bekendtgørelsen § 1, da skatteansættelsen ikke påtænkes forhøjet med et beløb i denne størrelse.

Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, kan der ske ændringer af afskrivninger, hvis der foreligger særlige omstændigheder, og anmodningen er modtaget senest 3 år efter udløbet af indkomståret. Det fremgår af SKATs styresignal SKM2012.615.SKAT om efterfølgende ændring af af- og nedskrivninger m.v. ved seniornedslag, at Skatteministeriet anser det for en særlig omstændighed, hvis den skattepligtige ikke har tilpasset af- og nedskrivninger til reglerne om seniornedslag.

SKAT har modtaget din anmodning om ændring af afskrivningerne den 4. juli 2012. Anmodningen skulle have været modtaget senest 3 år efter udløbet af indkomståret dvs. den 31. december 2011.

SKAT kan derfor ikke imødekomme anmodningen om ændring af fradrag for småanskaffelser, da hverken betingelserne efter § 1 eller § 3 i bekendtgørelsen ses at være opfyldt.

Det skal bemærkes, at det er SKATs opfattelse, at anmodningen om ændring af fradrag for småanskaffelser alene skyldes ønsket om at kunne opnå seniornedslag på et senere tidspunkt. Ændringen udspringer derimod ikke af den forkerte kapitalafkastsats.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at SKAT skal genoptage og ændre skatteansættelsen for indkomståret 2008, jf. repræsentantens anmodningaf 4. juli 2012. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at klageren ud fra de nu foreliggende oplysninger om kapitalafkastsatsen ønsker, at disponere indkomsten for 2008 således, at muligheden for senere at opnå seniornedslag er til stede. SKAT anfører i styresignal af 14. december 2011 følgende:

”SKAT opgør hvert år en kapitalafkastsats, der skal benyttes af de skattepligtige, der anvender virksomhedsskatteloven.”

”Skatteministeriet er blevet opmærksom på, at kapitalafkastsatsen gennem en årrække er blevet beregnet på et forkert grundlag og derved er blevet for høj.”

Da det er SKAT/Skatteministeriet, der opgør og offentliggør kapitalafkastsatsen, må ovenstående anses som en indrømmelse af, at SKAT/Skatteministeriet anerkender, at det er SKAT/Skatteministeriet, der har begået en fejl. I Skatteministeriets bemærkninger i styresignalets pkt. 2.3 (om refusion af omkostninger) anføres:

”Hvis en ansættelse ændres på den skattepligtiges initiativ, jf. punkt 2.2, og der i forbindelse med udarbejdelse af anmodning om genoptagelse er afholdt nødvendige udgifter til sagkyndig bistand, kan udgifterne erstattes efter fremlæggelse af fornøden dokumentation efter de almindelige erstatningsregler.”

Skatteministeriet anerkender således, at det er de almindelige erstatningsregler, der gælder, det vil sige, at Skatteministeriet vedkender sig, at sagerne vedrørende den forkerte kapitalafkastsats skal afgøres ud fra de almindelige erstatningsregler. Med andre ord erkender Skatteministeriet at have handlet erstatningspådragende og dermed at have pådraget sig en erstatningspligt. Konsekvensen heraf må være, at det er de almindelige forældelsesregler i forældelseslovens af 6. juni 2007, der er gældende.

Klageren kan således over for SKAT/Skatteministeriet rejse et krav om erstatning for det eventuelle tab, som SKATs/Skatteministeriets fejl har medført for ham. Forældelsesfristen for at rejse et sådant krav må løbe fra tidligst 15. december 2011, hvor fejlen blev offentliggjort af SKAT i styresignalet, og forældelsesfristen må være 3 år, jf. forældelseslovens § 3.

Når Skatteministeriet anerkender, at det er de almindelige erstatningsregler, der gælder, jf. ovenstående, må konsekvensen være, at den, som fejlen er gået ud over (klageren) skal holdes skadesløs, dvs. at vedkommende stilles, som om fejlen ikke var begået.

Klageren kunne ved indkomstdisponeringen for indkomståret 2008 have valgt at disponere indkomsten således, at indkomstkravet vedrørende seniornedslaget, der for indkomståret 2008 var på 158.939 kr., var opfyldt. Ved den selvangivne indkomstdisponering har han og hans rådgiver valgt at fastsætte indkomsten til et beløb, der er betydeligt lavere end ovennævnte indkomstkrav. Man har således ikke oprindeligt disponeret indkomsten, således at mulighederne for at opnå seniornedslag på et senere tidspunkt var opfyldt.

Efter at klageren nu har fået kendskab til, at kapitalafkastet ikke var 112.788 kr., men kun 90.230 kr., for 2008, må han have ret til at foretage en ny disponering af indkomsten, hvor mulighederne for opnåelse af sociale ydelser, seniornedslag m.v. indgår i overvejelserne af, på hvilket indkomstniveau indkomsten skal disponeres. Han agter - ud fra de nu foreliggende oplysninger om kapitalafkastsatsen – at disponere indkomsten for 2008 således, at muligheden for senere at opnå seniornedslag er til stede.

Regulering af fradrag for småinventar (afskrivningslovens § 6, stk. 1)

SKAT anfører, at genoptagelse af indkomståret 2008 skal ske inden den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. SKAT nægter derfor at imødekomme anmodningen.

Repræsentanten er ikke enig i SKATs begrundelse. Således fremgår af det ovenfor anførte, at Skatteministeriet har anerkendt, at det er de almindelige erstatningsregler, der gælder. Udgangspunktet må derfor være, at en eventuel forældelse tidligst indtræder 3 år efter, at klageren er kommet til kendskab om, at SKAT/Skatteministeriet har begået en erstatningspådragende fejl, der direkte har betydning for ham.

Da klageren i sagens natur først bliver gjort bekendt med fejlen den 15. december 2011, løber der først en forældelsesfrist fra dette tidspunkt. Da anmodningen om genoptagelse er afsendt den 4. juli 2012, er forældelsesfristen ikke sprunget.

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af kapitalafkastet er anvendt den kapitalafkastsats på 5 %, der oprindeligt var offentliggjort af SKAT. SKAT har imidlertid nedsat kapitalafkastsatsen for 2008 fra 5 % til 4 %, jf. styresignal SKM2011.810.SKAT, hvoraf det fremgår, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. For så vidt angår indkomstårene 2008, 2009 og 2010 kan der ske ordinær genoptagelse til fordel for de berørte skattepligtige efter skatteforvaltningslovens § 26. For indkomståret 2008 er genoptagelsesfristen i øvrigt forlænget til 1. oktober 2012. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Af styresignalet fremgår endvidere følgende:

”(...)

I ganske få tilfælde er det nødvendigt, at den skattepligtige selv tager initiativ til, at der sker genoptagelse.

Udover de tilfælde, der er nævnt under punkt 2.1., kan det også i andre tilfælde have været til ugunst for de skattepligtige, der har anvendt kapitalafkastsatsen, at den har været fastsat for højt.

I disse tilfælde er det nødvendigt, at den skattepligtige selv fremsætter en anmodning om genoptagelse og fremlægger dokumentation for, at den skattepligtige er blevet stillet ringere som følge af, at kapitalafkastsatsen har været for høj.

(...)”

Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 har følgende ordlyd:

”En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.”

Klageren har i 2008 selvangivet et kapitalafkast på 112.788 kr. ved anvendelse af en kapitalafkastsats på 5 %. Som udgangspunkt ville klageren kun have haft et kapitalafkast på 90.230 kr., hvis SKAT ikke havde beregnet kapitalafkastsatsen for højt for 2008. En ansættelsesændring af kapitalafkastet og personlig indkomst vil medføre en ændret skatteberegning. Klageren vil kunne opnå en lavere nettoskattebetaling som følge af seniornedslaget. Klageren må på den baggrund være berettiget til genoptagelse af indkomstansættelsen for 2008, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2014.372.LSR.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2008.