Kendelse af 30-09-2014 - indlagt i TaxCons database den 14-11-2014

Indkomstårene 2002, 2003 og 2005

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har for indkomstårene 2002 - 2005 anvendt virksomhedsordningen. Det fremgår at klagerens årsregnskaber for de omhandlede indkomstår, at der indgår betydelige finansielle aktiver i kapitalafkastgrundlaget.

Klagerens repræsentant har i brev af 28. september 2012 anført følgende:

”For: [person1], [adresse1], [by1], CPR-nr. ...

På vegne af ovennævnte kunde anmodes hermed om genoptagelse af beregning af kapitalafkast for indkomstårene 2002 - 2005, jf. SKATs Styresignal 2011-353-0056 af 14. december 2011.

På nedenstående bilag, side 2-3 er foretaget genberegning af kapitalafkastene for indkomstårene 2002 - 2005. Der er samtidig angivet hvorledes indkomstdisponeringen ønskes ændret, da [person1] i alle år har disponeret ud fra at få så lille en personlig indkomst og kapitalindkomst som muligt til beskatning i de enkelte år.

...”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af klagers skatteansættelser for indkomstårene 2002, 2003 og 2005. SKAT har begrundet afgørelsen således:

”Vi har ændret din skat

SKAT har ikke ændret grundlaget for din skat for 2002, 2003 og 2005. Vi har ændret grundlaget for din skat for 2004:

SKATs forslag af 14. november 2012

Din rådgiver har bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2002-2005 som følge af den ændrede kapitalafkastsats jf. Styresignal SKM2011.810.SKAT.

SKAT kan ikke ændre opgørelsen helt, som du ønsker og foreslår derfor at ændre grundlaget for din skat sådan:

Indkomstårene 2002,2003,2005

Vi vurderer at du ikke kan få ændret din skat.

Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.

SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen / kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen / kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.

Indkomståret 2004

Kapitalafkast i virksomhedsordningen, selvangivet 455.583 kr.

Kapitalafkast i virksomhedsordningen, anmodning 262.213 kr. 193.370 kr.

Kapitalafkastet ændres i overensstemmelse med anmodningen, Som følge heraf forøges din personlige indkomst tilsvarende.

Indsigelser modtaget pr. mail 7. december 2012 fra [person2] Landbrugsrådgivning Syd

I er enige i ændring af 2004, og beder om at få de øvrige år sat i bero, da principsag ved Landsskatteretten afventes.

SKATs afgørelse

Som forslag jf. ovenfor.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2002, 2003 og 2005, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende.

Kapitalafkast satsen har gennem en årrække været beregnet på forkert grundlag og har derved været beregnet for høj. Dette medførte, at klageren fik mulighed for genoptagelse af skatteansættelser tilbage til 2000 med hjemmel i den ekstraordinære genoptagelsesadgang i skatteforvaltningslovens § 27. SKAT har i den anledning udsendt styresignal SKM2011.810.SKAT af den 14. december 2011.

Klageren har i den sammenhæng anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne for 2002, 2003 og 2005, idet klageren har haft ulempe af den for højt ansatte kapitalafkastsats, jf. den talmæssige opgørelse klagerens anmodning af 28. september 2012.

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2006 og 2008 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Tvangshævning af kapitalafkastet som følge af, at der indgår finansielle aktiver i kapitalafkastgrundlaget, er konkret nævnt i styresignalet som et tilfælde, hvor en for høj kapitalafkastsats har bevirket en for høj skatteberegning. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Klagerens opsparingsmuligheder i virksomhedsordningen for de omhandlede indkomstår har som følge af finansielle aktiver været begrænset, jf. virksomhedsskattelovens § 4. Det ”tvangshævede” kapitalafkast for de pågældende indkomstår skulle imidlertid have været mindre, og klageren kunne således have opsparet yderligere beløb i virksomhedsordningen, såfremt SKAT ikke havde beregnet kapitalafkastsatsen for højt for de pågældende indkomstår.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en lignende sag givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30.

Betingelserne anses ligeledes for opfyldt i dit tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren og har medført, at for meget af virksomhedens overskud har været tvangshævet og ikke opsparet i virksomhedsordningen.

I overensstemmelse hermed tillades klageren derfor at få genoptaget ansættelserne med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, således at tvangshævningerne nedsættes som følge af den forkert anvendte kapitalafkastsats. Der gives samtidigt tilladelse til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats, hvilket er tilfældet i nærværende sag, hvor den for høje kapitalafkastsats har medført for høje tvangshævninger i medfør af virksomhedsskattelovens § 4.

SKAT pålægges derfor at genoptage ansættelserne for indkomstårene 2002, 2003 og 2005 med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.