Kendelse af 29-10-2014 - indlagt i TaxCons database den 10-01-2015

Indkomståret 2006

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelse som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelsen for indkomståret 2006 med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har for indkomståret 2006 anvendt virksomhedsordningen. Det fremgår af klagerens årsregnskab for 2006, at finansielle aktiver henholdsvis udgør 38,4 % af kapitalafkastgrundlaget.

Klagerens repræsentant har i brev af 24. september 2012 anført følgende:

Vedrørende: [person1], CPR-nr. ... Indkomstår 2006

Der anmodes om:

1. at virksomhedens kapitalafkast for ovennævnte indkomstår ændres i overensstemmelse med styresignal SKM2011.810.SKAT.

Ændringen vil ifølge vor beregning medføre et mindre af kapitalafkast på kr. 6.812.

2. at den derved forøgede personlige indkomst opspares i virksomheden.

Anmodningen er betinget af, at ovenstående imødekommes som helhed og at resultatet bliver til gunst for skatteyderen.”

SKATs afgørelser

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006. SKAT har begrundet afgørelsen således:

”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat

SKATs forslag af 25. oktober 2012

Du har bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2006.

SKAT har gennemgået din ansøgning, og vi mener, at grundlaget for din skat ikke kan ændres.

Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styre- signalet SKM2011.810.SKAT.

SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalaflastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.

Indsigelser

Der er ikke indgået indsigelser til SKATs forslag.

SKATs afgørelse

Som SKATs forslag, jf. ovenfor.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har i brev af 17. januar 2013 klaget over SKATs afgørelse for 2006. Der henvises til analog sag som er indbragt for Landsskatteretten. Der anmodes samtidig om, at klagen berostilles indtil den analoge sag er afgjort. Nærmere begrundelse og dokumentation vil blive fremsendt såfremt den analoge sag er afgjort til klagerens fordel.

Repræsentanten har i brev af 24. september 2014 yderligere fremført:

Vedrørende klage over [Skattecentrets] afgørelse for [person1], CPR-nr. ... Genoptagelse af berostillet klage. Deres sagsnr. ... - Ændring af kapitalafkastsats for indkomstårene ... 2006

I de påklagede indkomstår har den for høje kapitalafkastsats medført en højere beskatning end hvis denne del af indkomsten var blevet beskattet som virksomhedsindkomst og opsparet. Herved er [person1] blevet ringere stillet. Der er i de pågældende foretaget maksimal opsparing.

Betingelserne for genoptagelse i henhold til Skatteforvaltningsloven må ligeledes anses for at være opfyldte, idet der henvises til kendelser fra Landsskatteretten i lignende sager, bl.a. SKM2013.767.LSR.

Der vedlægges beregninger for de påklagede år. De afledte ændringer for de følgende år fremgår kun af bilaget Ændringer til Selvangivelserne”

Der vedlægges anmodning om “Ændringer til Selvangivelserne”, samt kopi af skatteregnskaberne for de pågældende indkomstår vedr. indkomstopgørelse samt virksomhedsordning.”

Uddrag fra vedlagte beregninger og regnskab:

Iflg. oprindelig indkomstopgørelse:

2006

Kapitalafkastgrundlag

1.773.806

Kapitalafkast 4 %

70.952

Selvangivet kapitalafkast

27.249

Opsparing i VS-ordning

64.194

Med ny kapitalafkast-sats

Kapitalafkastgrundlag

1.773.806

Kapitalafkast 3 %

53.214

Ændring kapitalafkast

-17.738

Ændring opsparing i VS

17.738

Opsparing i VS-ordning

81.932

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2006 og 2008 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Tvangshævning af kapitalafkastet som følge af, at der indgår finansielle aktiver i kapitalafkastgrundlaget, er konkret nævnt i styresignalet som et tilfælde, hvor en for høj kapitalafkastsats har bevirket en for høj skatteberegning. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Klagerens opsparingsmuligheder i virksomhedsordningen for indkomståret 2006 har som følge af finansielle aktiver været begrænset, jf. virksomhedsskattelovens § 4. Det ”tvangshævede” kapitalafkast for det pågældende indkomstår skulle imidlertid have været mindre, og klageren kunne således have opsparet yderligere beløb i virksomhedsordningen, såfremt SKAT ikke havde beregnet kapitalafkastsatsen for højt for de pågældende indkomstår.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en lignende sag givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30.

Betingelserne anses ligeledes for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert beregnede kapitalafkastsats har haft betydning for klageren og medført, at for meget af virksomhedens overskud er blevet tvangshævet og ikke opsparet i virksomhedsordningen.

I overensstemmelse hermed tillades klageren derfor at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, således at tvangshævningen nedsættes som følge af den forkert anvendte kapitalafkastsats. Der gives samtidigt tilladelse til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats, hvilket er tilfældet i nærværende sag, hvor den for høje kapitalafkastsats har medført for høj tvangshævning i medfør af virksomhedsskattelovens § 4.

SKAT pålægges derfor at genoptage ansættelsen for indkomståret 2006 med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.