Kendelse af 30-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 14-08-2015
Klageren har anvendt virksomhedsordningen for indkomståret 2010.
Klagerens repræsentant har i brev af 27. september 2012 anført følgende:
”Ang. genoptagelse af ansættelser som følge af fejl i kapitalafkastsatsen - [adresse1], CPR-nr. ...
Med henvisning til styresignal af 14. december 2011 fra Skatteministeriet (SKM2011.8l0.SKAT) skal vi for vor ovennævnte kunde anmode om nedsættelse af kapitalafkastet og forøgelse af virksomhedsindkomsten for året 2010. Vi henviser til vedlagte beregning og specifikation.
…
2010 | |
Kapitalafkastgr. primo jf. regnskab | 1.620.478 |
Akk. Ændring kapitalafkastgrundlag: | |
Primo | 0 |
Ændring | 0 |
0 | |
Ændret kapitalafkastgrundlag primo | 1.620.478 |
Ny kapitalafkastsats | 0,02 |
Ny kapitalafkastsats | 32.410 |
Anvendt kapitalafkast jf. regnskab | 64.819 |
Ændret kapitalafkast | -32.409 |
Ændring virksomhedsindkomst | 32.409 |
Virksomhedsskatteprocent | 0,25 |
Virksomhedsskat | 8.102” |
SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2010. Afgørelsen er begrundet således:
”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat
Du har bedt SKAT om at ændre grundlaget for din skat for 2010 med henvisning til SKM2011.810.SKAT.
SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskaltelovens § 10, stk. 1.
Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.
Din revisors indsigelse af den 15. november 2012 giver ikke anledning til at SKAT ændrer på sin opfattelse, og skatteansættelsen fastsættes i overensstemmelse med ovenstående.
Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.”
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2010, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende. Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767.
Repræsentanten har i brev af 27. april 2015 anført følgende:
”Ang. [adresse1] - CPR-nr. ...- Sagsnr. 13-0074781.
Med henvisning til din mail af 9. april 2015 til os vedrørende vores ovennævnte kunde skal vi hermed komme med vores begrundelser og dokumentation for, at vi ville have disponeret anderledes i virksomhedsordningen, hvis de korrekte kapitalafkastsatser havde været kendt.
I det berørte indkomstår har der været positiv kapitalindkomst, der sammen med den peronlige indkomst har oversteget grænsen for betaling af topskat.
Såfremt den korrekte kapitalafkastsats havde været kendt, havde vores kunde opsparet et større beløb i virksomhedsordningen, og samtidig undgået at betale topskat af beløbet.
Der ville derfor have været en anden disponering af virksomhedsoverskuddet.
Vi vedlægger kopier af siderne i regnskabet, hvoraf virksomhedsindkomsten samt oplysninger vedrørende virksomhedsordningen fremgår, samt en beregning der viser, besparelsen vores kunde ville have opnået.”
I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.
Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger mv. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.
Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.
Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren. Klageren kunne, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, have foretaget indkomstdisponeringen for 2010 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.
I overensstemmelse med SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.
SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2010.