Kendelse af 30-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 14-08-2015

Indkomstårene 2001, 2004 og 2006

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud mv. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud mv. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har anvendt virksomhedsordningen i en årrække. Klageren driver en landbrugsvirksomhed med indkomst fra salg af planteprodukter, mælk og kvæg.

Klagerens repræsentant har i brev af 27. september 2012 anført følgende:

“Vedr. [person1], cpr.nr. ....

Hermed anmodes om ændring af virksomhedsordningens fordeling af resultatet pga. rettelse af kapitalafkastsatsen jfr. SKAT’s styresignal 2011-353-0056.

Anmodningen vedrører følgende år:

Felt 432 Felt 434

Kapitalafkast Indkomst til opsparing i VS-ordning

2001 -43.481 43.481

2002 -78.347 0

2004 -96.618 96.618

2006 -59.093 59.093

Anmodningen er betinget af, at de foretagne ændringer af kapitalafkast vil kunne opspares i virksomhedsordningen.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2001, 2004 og 2006. Afgørelsen er begrundet således:

”Afgørelse: Vi har kun delvist ændret din skat

Du har bedt SKAT om at ændre grundlaget for din skat for 2001-2002,2004,2006.

Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.

SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.

Din rådgiver har ved brev dateret den 12. november 2012 gjort indsigelse til SKATs forslag til afgørelse, idet rådgiver ikke er enig med SKAT i, at ændringen i kapitalafkastene ikke kan opspares. I den forbindelse anmodes der særskilt om ændring af kapitalafkast for indkomstår 2002 og 2006.

SKAT imødekommer ændringen af kapitalafkastene, jf. nedenstående:

2002:

Selvangivet kapitalafkast 197.441 kr.

(omdøbt 37.600 kr., jf. virksomhedsskattelovens § 23a)

Ændring, jf. SKM2011.810

78.347 kr.

Nyt kapitalafkast udgør 119.094 kr.

(omdøbt 37.600 kr., jf. virksomhedsskattelovens § 23a)

2006

Selvangivet kapitalafkast 194.369 kr.

(omdøbt 42.000 kr., jf. virksomhedsskattelovens § 23a)

Ændring, jf. SKM2011.810

59.093 kr.

Nyt kapitalafkast udgør 135.276 kr.

(omdøbt 42.000 kr., jf. virksomhedsskattelovens § 23a)

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2001, 2004 og 2006, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende. Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767.

Repræsentanten har i brev af 26. maj 2015 anført følgende:

”Opfølgning på anmodning om genoptagelse for [person1], Cpr. nr. ....

Skatteankestyrelsen har anmodet om yderligere oplysninger og argumentation i ovenfor nævnte sag.

Sagsfremstilling:

På vegne af vores kunde, har vi tidligere anmodet om genoptagelse for indkomståret 2001, 2002, 2004 og 2006 pga. den forkert ansatte kapitalafkastsats.

Skatteyder har generelt en skattestrategi med det udgangspunkt at minimere betaling af topskat.

Som udgangspunkt kan det anføres, at når indkomst beskattes fra virksomhedsskatteordningen, beskattes først kapitalafkast som kapitalindkomst og det øvrige som personlig indkomst. Når indkomst opspares i VSO opspares først personlig indkomst og dernæst kapitalindkomst.

I indkomstårene 2001, 2002, 2004 og 2006 betales topskat. Indkomstårene 2002 og 2006 er ændret ved skats skrivelse af 5/12 2012.

Indkomstår 2001:

Topskatten på kapitalindkomst beregnes på toppen af personlig indkomst, hos den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Her har skatteyders personlige indkomst været 173.401 kr. Ægtefællen har en personlig indkomst på 156.690 kr. Ved beregning af topskat skal tillægges indbetaling på kapitalpension. I nærværende sag er skatteyders indskud på kapitalpension 27.375 kr. og ægtefællens indskud på kapitalpension på 37.496 kr., hvoraf arbejdsgiver indbetalt kapitalpension udgør 37.496 kr.

Grundlag for topskat før kapitalindkomst udgør dermed 200.776 kr. for skatteyder og 194.186 kr. for ægtefællen.

Skatteyder har på grund af den lille forskel i ægtefællernes personlige indkomster valgt ikke at opspare i 2001.

Med en samlet kapitalindkomst på 243.702 kr. for ægtefællerne skal der herefter betales topskat af: 200.776 + 243.702 minus bundfradrag for topskat 2001 276.900 kr., i alt 167.578 kr. Dette medfører en topskat på 24.047 kr.

Samlet set ville skatteyder i 2001 kunne have beregnet et kapitalafkast der var 43.481 kr. mindre og dermed have sparet topskatten af 43.481 kr. mod i stedet at have opsparet 43.481 kr. yderligere i virksomhedsordningen.

Det samlede kapitalafkast udgør primo 2001 4.348.046 kr. Kapitalafkastet på 6 % er beregnet til 260.883 kr.

Med ændring af den forkerte angivne kapitalafkast fra 6 % til 5 %, udgør den samlede kapitalafkast 217.402 kr. Dvs. en reduktion af kapitalafkastet på 43.481 kr. Dette beløb ønskes opsparet i virksomhedsordningen til 30 % beskatning.

Med målet ikke at betale topskat ville skatteyder have opsparet et beløb, således at der beregnes topskat af et mindre beløb.

Skatteyder ville således - hvis han havde kendt den rigtige kapitalafkastsats ved udfærdigelse af skatteregnskabet for 2001 - have valgt at opspare et beløb på 43.481 kr.

Hvis skatteyder ikke skal påføres et tab på grund af SKAT’s fejl, bør skatteyder nu gives mulighed for opspare det nævnte beløb for indkomståret 2001.

Relevante sider fra skatteregnskaberne 2001 vedlægges. ønskes yderligere dokumentation, fremsendes dette gerne.

Indkomstår 2004:

Topskatten på kapitalindkomst beregnes på toppen af personlig indkomst, hos den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Her har skatteyders personlige indkomst været 267.455 kr. Ægtefællen har en personlig indkomst på 231.881 kr. Ved beregning af topskat skal tillægges indbetaling på kapitalpension. I nærværende sag er skatteyders indskud på kapitalpension 0 kr. og ægtefællens indskud på kapitalpension på 37.472 kr., hvoraf arbejdsgiver indbetalt kapitalpension udgør 37.472 kr.

Grundlag for topskat før kapitalindkomst udgør dermed 267.454 kr. for skatteyder og 269.353 kr. for ægtefællen.

Skatteyder har valgt at opspare 250.000 kr. til en foreløbig virksomhedsskat på 30 %.

Med en samlet kapitalindkomst på 123.297 kr. for ægtefællerne skal der herefter betales topskat af: 269.353 + 123.297 minus bundfradrag for topskat 2004 304.800 kr., i alt 87.850 kr. Dette medfører en topskat på 13.178 kr.

Samlet set ville skatteyder i 2004 kunne have beregnet et kapitalafkast, der var 96.618.kr. mindre og dermed have sparet topskatten af 87.850 kr. mod i stedet at have opsparet 96.618 kr. yderligere i virksomhedsordningen.

Det samlede kapitalafkastgrundlag udgør primo 2004 4.830.907 kr. Kapitalafkastet på 5 % er beregnet til 241.545 kr. Heraf er der omdøbt 40.100 kr. til personlig indkomst. Rest til kapitalafkast udgør således 201.445 kr.

Med ændring af den forkerte angivne kapitalafkast fra 5 % til 3 %, udgør den samlede kapitalafkast 144.927 kr. Med omdøbning af 40.100 kr. til personlig indkomst, udgør det korrigerede kapitalafkast 104.827 kr. Dvs. en reduktion af kapitalafkastet på 96.618 kr. Dette beløb ønskes opsparet i virksomhedsordningen til 30 % beskatning.

Med målet ikke at betale topskat ville skatteyder have opsparet et yderligere beløb, således at der beregnes topskat af et mindre beløb.

Skatteyder ville således - hvis han havde kendt den rigtige kapitalafkastsats ved udfærdigelse af skatteregnskabet for 2004 - have valgt at opspare et yderligere beløb på 96.618 kr.

Hvis skatteyder ikke skal påføres et tab på grund af SKAT’s fejl, bør skatteyder nu gives mulighed for opspare det nævnte yderligere beløb for indkomståret 2000.

Relevante sider fra skatteregnskaberne 2004 vedlægges. ønskes yderligere dokumentation, fremsendes dette gerne.

Indkomsten er fastlagt ud fra at tilpasse den personlige indkomst for skatteyder og ægtefællen, så de bliver lige store. Herefter tillægges kapitalindkomsten, som herefter medfører en betaling af topskat.

Havde den rigtige kapitalafkast været kendt, ville der kunne have været opsparet det formindskede kapitalafkast efter ændringerne af kapitalafkastet.

…”

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger mv. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren. Klageren kunne, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, have foretaget indkomstdisponeringen for 2001, 2004 og 2006 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.

I overensstemmelse med SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2001, 2004 og 2006.