Kendelse af 03-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 20-02-2015
Indkomstårene 2000 - 2011
SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage skatteansættelserne som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.
Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelsen for indkomstårene 2000 – 2011 med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.
Klageren har i en længere årrække anvendt virksomhedsordningen. Der er tale om en landbrugsvirksomhed med indkomst fra planteprodukter og maskinstation m.v.
Det fremgår af klagerens regnskaber for 2000, 2001 og 2002, at finansielle aktiver primo udgør henholdsvis 202.536 kr. af 1.899.884 kr., 294.746 kr. af 1.903.862 kr. og 276.683 kr. af 1.874.262 kr. Klageren har (bagud) forskudt regnskabsår.
Klagerens repræsentant har i brev af 26. september 2012 anmodet om ændring i overensstemmelse med styresignal SKM 2011.810SKAT af indkomstårene 2000 – 2011, således at kapitalafkastet nedsættes og opsparet overskud forøges i virksomhedsordningen. Der ønskes ændring for indkomståret 2000 med nedsættelse af kapitalafkast med 18.999 kr. og forøgelse af opsparet overskud med 20.000 kr. Der ønskes endvidere afledte ændringer for efterfølgende indkomstår med ændring i kapitalafkast, hævet opsparet overskud og opsparet overskud.
SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af klagerens skatteansættelser for 2000 – 2011. SKAT har begrundet afgørelsen således:
”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat
Du har bedt SKAT om at ændre grundlaget for din skat for 2004-2011.
Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.
SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.
Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.
Der er ikke separat anmodet om ændring af kapitalafkast for 2000-2010, hvorfor SKAT sender denne afgørelse.”
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om at der skal ske genoptagelse af skatteansættelsen for årene 2000 samt afledede ændringer for 2001 - 2011, da den for høje kapitalafkastsats har medført en for høj beskatning og uhensigtsmæssig disponering af indkomsten for 2000. Der er henvist til analog sag, jf. Landsskatteretten kendelse i SKAT 2013.767.
Klagerens repræsentant har i brev af 22. februar 2013 anført følgende:
”Klagens omfang og indhold
Klagen vedrører genoptagelse af skatteansættelserne som følge af, at kapitalafkastsatsen har været fastsat for højt, jf. SKATs styresignal SKM2011.810 og SKAT’s afvisning af, at der kan foretages ændring i virksomhedsordningens opsparede overskud.
Påstand
Det er vor påstand, at der skal ske genoptagelse af skatteansættelsen for årene 2000 samt 2001 til 2011 og at der sker nedsættelse af kapitalafkast og at opsparet overskud i virksomhedsordningen forøges.
I overensstemmelse med de forkert udmeldte kapitalafkastsatser er beregnet et kapitalafkast, som har medført betaling af topskat.
Havde skatteyder og rådgiver været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, ville indkomstdisponeringen i overensstemmelse med virksomhedsskattelovens muligheder med brug af den korrekte sats have omfattet et mindre beregnet kapitalafkast, og herefter tilpasning af skatteyders personlige Indkomst til topskattegrænsen gennem opsparing i virksomhedsordningen med udgangspunkt i de korrekte forudsætninger.
Vi ser ikke grundlag for, at SKAT kan nægte at ændre i elementer i den indkomstdisponering, som ville være gennemført for 2000 og efterfølgende for 2001 til 2011, hvis den korrekte kapitalafkastsats havde været kendt da indkomstdisponeringen blev gennemført.
Beskrivelse af faktiske forhold
Indkomståret 2000:
Kapitalafkastet skal reduceres med kr. 18.999.
Indkomst til virksomhedsbeskatning skal forøges med kr. 20.000.
Ændring i kapitalafkast alene uden den naturlige ændring i opsparing i virksomhedsordning er til ugunst for skatteyder. Skat har derfor afvist ændringen.
Indkomstårene 2001-2011:
Kapitalafkastgrundlaget ændres på grund af ændret opsparet overskud tidligere år. Det årlige beregnede kapitalafkast forøges derfor med virkningen af denne ændring.
Indkomståret 2001:
Kapitalafkastet skal forøges med kr. 816.
Hævet opsparet overskud skal reduceres med kr. 1.000.
Indkomståret 2002:
Kapitalafkastet skal forøges med kr. 855.
Indkomst til virksomhedsbeskatning skal forøges med kr. 1.000.
Indkomstårene 2003-2011:
Kapitalafkastgrundlaget ændres på grund af ændret opsparet overskud tidligere år. Det årlige beregnede kapitalafkast forøges derfor med virkningen af denne ændring.
Vi ser ikke grundlag for, at SKAT kan nægte at ændre i elementer i den indkomstdisponering, som ville være gennemført for 2000 og efterfølgende år, hvis den korrekte kapitalafkastsats havde været kendt da indkomstdisponeringen for 2000 blev gennemført.”
Klagerens repræsentant har i brev af 8. oktober 2014 anført yderligere:
”1) På grund af ægtefællens personlige indkomst er virksomhedens kapitalafkast beskattet med topskat.
I året 2000 kunne det for meget beregnede kapitalafkast været beskattet som opsparet overskud, og beskatningen med topskat derigennem undgået.
I 2001 til 2011 skyldes ændringen alene de foregående års korrektion til opsparet overskud, som har påvirket kapitalafkastgrundlaget.
2) Jfr. punkt 1 er forholdene omfattet af styresignal SKM2014.502SKAT afsnit 2.3 og 2.5, da den for høje kapitalafkastsats har betydet, at der er truffet uhensigtsmæssige beslutninger ved de selvangivne valg.”
I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens 30 er opfyldt.
Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.
Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.
Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren og har medført, at for meget af virksomhedens overskud har været tvangshævet og ikke opsparet i virksomhedsordningen. Klageren kunne endvidere, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, foretaget indkomstdisponeringen for 2000 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.
I overensstemmelse med SKM 2013.767 og SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2 og 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.
SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2000 - 2011.