Kendelse af 31-08-2015 - indlagt i TaxCons database den 23-10-2015

Faktiske oplysninger

Klageren er den 25. februar 1999 udrejst til Tyskland, hvor han er tilmeldt folkeregisteret på adressen [adresse1], [Tyskland]. Fælleskontoret i [by1] har oplyst, at klageren har været tilmeldt denne adresse fra den 1. august 2011. Før da var klageren fra den 1. februar 2003 tilmeldt en adresse i [Tyskland]. Begge adresser var registreret som eneste bopæl.

Klageren ejer en tysk indregistreret bil, som er anskaffet den 20. oktober 2004. Klageren er sidst registreret i det tyske Finanzamt i 2004 med bilskat. Der er ikke registreret nogen lønmodtageroplysninger i Tyskland i de sidste fem år.

Der foreligger en bopæls- og skatteattest fra [Finanzamt], der er modtaget den 28. februar 2007 i [by2], samt en attestation fra den udenlandske skattemyndighed til selvangivelsen om, at klageren ikke har haft skattepligtig indkomst i Tyskland i 2008, men at han havde adresse i Tyskland i 2008. Endvidere foreligger der en nyere, men udateret bopæls- og skatteattest fra [Finanzamt] i [Tyskland], hvori det attesteres, at klageren har været tilmeldt i perioden fra 2004 – 2011, samt at han ikke har haft indtægter, der er skattepligtige i Tyskland.

Klageren har i 2010 og 2011 været ansat som chauffør i [virksomhed1] A/S, der har forretningsadresse i [by3]. Selskabet kører med olie, og klagerens faste, daglige mødested er på selskabets adresse, hvor bilerne står.

På grund af sin udenlandske adresse har klageren været registreret som begrænset skattepligtig. Klageren har fratrukket udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads i indkomstårene 2010 og 2011 med henholdsvis 66.290 kr. og 66.836 kr. Der foreligger ingen specifikation af, hvordan befordringsfradraget er beregnet.

Ifølge værkstedsfakturaer har bilen 26. oktober 2009 kørt 95.965 km og 25. oktober 2010 kørt 146.990 km og endelig den 7. november 2011 kørt 191.821 km. Bilen har altså kørt ca. 95.000 km i den omhandlede periode, hvoraf ca. 50.000 km er kørt i 2010 og ca. 45.000 km i 2011.

Grundlaget for sagen er, at SKAT har fået en anmeldelse om, at klageren har en ”fastliggerplads” ved [virksomhed2], [adresse2], [by4]. Ifølge lejekontrakten er der tale om en sæsonplads. Det er oplyst, at der ikke er noget, der hedder ”fastliggerplads”, samt at ingen kan have fast adresse på campingpladsen ifølge aftale med [by4] Kommune. På retsmøde er det oplyst, at klageren havde adgang til campingpladsen hele året, og at hans campingvogn altid stod der.

Foruden en campingvogn ejer klageren en trailer. Begge dele er forsikret i Danmark. Klageren er medlem af en dansk fagforening i [by5].

Via budgetkontoen betaler klageren afdrag på den tysk indregistrerede bil.

Klageren har i 2010 foretaget flere køb i [...] for henholdsvis 10.600 kr. og 4.500 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for berettiget til fradrag for befordring mellem hans sædvanlige bopæl [virksomhed2], [adresse2], [by4], og hans arbejdsplads [adresse3], [by3], i henhold til ligningslovens § 9 C for henholdsvis 254 og 230 arbejdsdage i indkomstårene 2010 og 2011. De godkendte fradrag fremkommer med følgende specifikation:

Som udgangspunkt er udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads en privat udgift. Efter ligningslovens § 9 C er der dog mulighed for at foretage et standardiseret fradrag for udgifter til befordringen.

Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej i bil fra den sædvanlige bopæl til arbejdsstedet. Der tages ikke hensyn til den faktiske transportvej – eksempelvis hvis man kører en omvej for at aflevere børn, afhente kolleger eller for at købe ind.

Der kan også beregnes fradrag for befordring, selv om man i en periode opholder sig i en sommerbolig. Dog kan der maksimalt godkendes fradrag for afstanden fra den sædvanlige bopæl. Det vil sige, at hvis afstanden fra sommerhuset er længere end afstanden fra den sædvanlige bopæl, kan fradraget højst beregnes fra den sædvanlige bopæl, medmindre sommerboligen anses for at være den sædvanlige bopæl, jf. eksempelvis Østre Landsrets dom offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.159.

SKAT har anset klageren for at have sædvanlig bopæl og ophold på [virksomhed2] i Danmark med henvisning til, at han har rådighed over en campingvogn, der står på en sæsonplads, samtidig med at det fremgår af kontoudtog fra hans pengeinstitut, at størstedelen af hans daglige indkøb sker i Danmark såvel på hverdage som i weekender og på fridage.

Endvidere er det ikke dokumenteret, at klageren har betalt husleje, lys og varme for bopælen i Tyskland. Endelig fremgår det af kontoudtogene, at der løbende betales for petroleum og el til opvarmning m.v. i campingvognen. SKAT har ved afgørelsen endelig lagt vægt på, at klageren alene er registreret i Tyskland, for så vidt angår bilen, hvorfor der ikke er lagt vægt på den foreliggende registrering af hans bopæls- og skatteforhold i Tyskland.

SKAT har på den baggrund beregnet befordringsfradraget fra [virksomhed2] til [by3] for det antal dage, det fremgår af klagerens kalendernotater, at han har været på arbejde.

Spørgsmålet i denne sag handler om, hvorvidt klageren skal have beregnet dagligt befordringsfradrag fra en sædvanlig bopæl i Tyskland, eller om befordringsfradraget alene skal beregnes fra hans opholdssted i Danmark. Sagens omstændigheder ligner meget omstændighederne i Østre Landsrets dom af 30. april 1987, der er offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1987.291.ØLD, hvor der alene blev godkendt befordringsfradrag for en kortere afstand – svarende til den faktisk tilbagelagte afstand fra et opholdssted hos klagerens mor i Jylland – og ikke fra den sædvanlige bopæl på Sjælland.

De foreliggende oplysninger tyder meget på, at klageren opholder sig meget i Danmark, hvor han løbende køber dagligvarer ind i langt større omfang, end det er tilfældet i Tyskland, samtidig med at han har mulighed for at opholde sig i sin campingvogn i løbet af ugen. Sammenholder man dette med, at der ikke foreligger dokumentation for betaling af husleje, lys og varme, er det sandsynligt, at klageren overvejende opholder sig i Danmark.

De foreliggende attester om klagerens skattepligt i Tyskland kan ikke tillægges afgørende betydning i relation til, hvor han opholder sig, idet han under alle omstændigheder har arbejdet i Danmark og har betalt dansk skat som følge af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Klageren har ifølge de foreliggende oplysninger ingen indkomst i Tyskland, hvoraf han skal betale indkomstskat. De tyske myndigheder har derfor mindre interesse i, om klageren faktisk bor på adressen.

Derimod har klageren interesse i at fastholde sin bopæl i Tyskland som følge af, at det dels er fordelagtigt at eje en tysk indregistreret bil og dels kan medføre befordringsfradrag for en længere strækning, end han rent faktisk kører, hvis han som formodet faktisk opholder sig mest i Danmark eller direkte har taget fast bopæl her uden at tilmelde sig folkeregisteret.

Uanset om klageren har en fast bopæl i Tyskland og er skattepligtig dér, vil befordringsfradrag dog alene kunne beregnes for den faktisk tilbagelagte afstand fra det sted, han normalt opholder sig og til arbejdspladsen, jf. den nævnte Østre Landsretsdom. Det vil sige, at hvis klageren opholder sig i campingvognen over en længere periode, kan der alene fratrækkes befordring fra campingpladsen og ikke fra hans faste bopæl i Tyskland.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han anses for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C med henholdsvis 66.290 kr. og 66.836 kr. for indkomstårene 2010 og 2011.

Klageren har opholdt sig mestendels i Tyskland og har bevisligt afholdt udgifter til sin bopæl i Tyskland, jf. de indsendte kontoudtog fra hans konto i [finans1] i perioden år 2010 og 2011.

Der er således i Tyskland løbende afholdt udgifter til bidrag til husleje og helbredsforsikring og foretaget kontanthævninger fra pengeautomater i Tyskland, ligesom der løbende er overførsler til den daværende samlever [person1]. Der kan således dokumenteres udgifter afholdt i Tyskland i den pågældende periode, og klageren har opholdt sig mestendels i Tyskland. Sammenholdes de afholdte udgifter fra de tyske konti med de danske do, bemærkes, at klageren i forbindelse med arbejdet har opholdt sig i Danmark, men dette er ikke ensbetydende med, at han i den pågældende periode har haft bopæl i Danmark, og de tyske myndigheder har da også udstedt skatte- og bopælsattest for adressen i Tyskland. En gennemgang af de danske kontoudtog viser tillige, at der er foretaget hævninger med indkøb af valuta samt hævet kontantbeløb, og disse midler er oftest ifølge klageren anvendt til indkøb af livsfornødenheder i tyske forretninger. Grunden til at der er foretaget mange køb og hævninger i Danmark er, at der blev opkrævet et gebyr når klageren ville bruge sit dankort i Tyskland.

SKATs konstatering ved gennemgang af de danske konti, at 90 pct. er foregået i Danmark, jf. pkt. 2 ”[virksomhed3]” i sagsfremstillingen, er således ikke det samme som, at de pågældende beløb er anvendt i Danmark alene. I relation til klagerens skattemæssige stilling, herunder beregning af kørselsfradrag, bør det således lægges til grund, at hans bopæl er i Tyskland, og at SKAT fra de tyske myndigheder har modtaget dokumentation herfor.

Det må derfor bestrides, at der er grundlag for at beregne kørselsfradraget som anført i afgørelsen fra skatteankenævnet. I relation til klagerens skattemæssige stilling, herunder beregning af kørselsfradrag, bør det således lægges til grund, at han som tidligere oplyst har haft bopæl i henholdsvis [Tyskland] og [Tyskland].

Sagen bør hjemvises til fornyet behandling, idet ankenævnet under sagens behandling i Landsskatteretten har ændret opfattelse med hensyn til bopælsadressen i Tyskland.

For så vidt angår formodning om ophold på campingpladsen i [adresse2] ved [by4], kan det oplyses, at klageren på forespørgsel har oplyst, at disse har udgjort højst sammenlagt 8 – 10 uger i hvert af de to år inkl. ferieperioder. Det er på møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler oplyst, at klageren opholdt sig på campingpladsen ca. 60 dage om året inkl. ferier, men at han kun er kørt på arbejde fra campingpladsen ca. 35 dage om året.

Der er tale om en sæsonplads, ikke en fastliggerplads. Grunden til misforståelsen kan være, at sæsonpladsen er blevet omtalt som en ”fast plads” eller lignende. Det er i øvrigt klagerens opfattelse, at en anonym henvendelse er et tyndt grundlag at starte en sag på.

Der er nu indsendt fakturaer for servicereparationer vedrørende bilen fra august 2009 til 25. oktober 2011. Kilometerstand kan aflæses på fakturaerne, og klageren har oplyst, at bilen ved starten af hans arbejde ved [virksomhed4] i [by3] havde kørt ca. 100.000 km og ved afslutning i december 2011 ca. 200.000 km. Der er således kørt ca. 50.000 km årligt, og bilen har hovedsageligt været anvendt til befordring mellem bopælen i Tyskland og til arbejdspladsen i [by3].

Vedrørende sagen om betaling af dansk registreringsafgift gøres gældende, at sagen skal inddrages sammen med den verserende sag om transportfradrag. Sagen er oprindelig sambehandlet med denne sag og er først blevet udskilt på et meget sent tidspunkt i det hidtidige sagsforløb. Der er endvidere indbyrdes sammenhæng i de to sager, hvor det nu er konstateret, at der ikke er grundlag for betaling af registreringsafgift, efter som SKAT nu anerkender, at klageren har bopæl i Tyskland.

Klageren føler sig uretfærdigt behandlet på baggrund af den måde, skattemyndighederne i [by4] Kommune har valgt at gribe sagen an på. Der er således forefaldet mange ting, hvor skattemyndighederne efter klagerens opfattelse har handlet imod reglerne. Herunder menes bl.a. skrivelsen til klagerens private bank ([finans2] A/S) i [by5], hvor der bedes om udlevering af klagerens kontooplysninger for år 2010 samt 2011. Klageren indvilger for anden gang i udleveringen af sine kontooplysninger for de pågældende år. Første udlevering blev håndteret gennem klagerens daværende repræsentant. Efter klagerens opfattelse må skattemyndighederne hverken kontakte klagerens selv eller hans bank, så snart han har sat en advokat på sagen, da al kontakt skal ske via denne. Med skrivelsen til banken, der i øvrigt var adresseret til klageren, mener han, at skattemyndighederne har valgt at tilsidesætte hans rettigheder ved brug af advokat. Dette er meget utilfredsstillende og er blot én af grundene til, at klageren føler sig uretfærdigt behandlet.

Skattemyndighederne har derudover på trods af ankenævnets afgørelse vedrørende klagerens bopæl frataget ham nummerpladen til hans tyskindregistrerede bil. Ankenævnet har godkendt adressen i Tyskland som værende han bopæl, jf. brev til den daværende repræsentant af 3. september 2014 ”... idet ankenævnet under sagens behandling i Skatteankestyrelsen har ændret opfattelse med hensyn til bopælsadressen i Tyskland” samt ”... efter som SKAT nu anerkender, at klageren har bopæl i Tyskland.”. Sagen fremgang er ligeledes meget utilfredsstillende, da beslutning/aktion har voldt ham mange økonomiske eftervirkninger i form af omkostninger til en anden bil, forfald af den tyskindregistrerede bil m.m. Klageren mener derfor at kunne kræve erstatning for den behandling, idet ankenævnet godkender hans bopæl i Tyskland og dermed har udøvet selvtægt i for af at have fjernet registreringsnummerpladerne på hans tysk indregistrerede bil. Udøvelse af selvtægt er for borger såvel som for alle andre i det danske samfund strafbart og skal derfor efter klagerens mening håndteres på denne måde, uanset hvilken instans den rammer.

Klageren anser sig på daværende tidspunkt som værende EU borger, da han er grænsegænger og på daværende tidspunkt havde bopæl i Tyskland, godkendt af ankenævnet, da skattemyndighederne fra [by4] fjernede registreringsnummerpladerne fra klagerens bil.

Klageren vil snart have en afgørelse på sagen, da den efterhånden har kørt i ring, og han mener, det er tid til at få fastlagt den endelige afgørelse, han kan godkende. Såfremt dette ikke sker, vil han lade sagen gå videre til EU domstolen, da sagen har stået på siden 2011 til dags dato, og der fortsat ikke er truffet nogen endelig afgørelse.

Udtalelse fra Skatteankenævnet, 16. maj 2013

Klageren har sendt kontoudtog fra sin tyske bankkonto for flere perioder fra december 2009 til udgangen af 2011. Det bemærkes, at nogle af de fremsendte sider er medtaget flere gange.

Det fremgår af disse kontoudtog, at klageren månedligt betaler 429,83 euro til [virksomhed5], som er et udlejningsselskab for fast ejendom. Beløbet antages at være husleje. Der foreligger dog ingen kopi af lejekontrakten, hvoraf det fremgår, hvilket lejemål der er tale om eller hvem der står for lejemålet.

Klageren betaler ligeledes med faste intervaller til:

Klagerens tidligere repræsentant har anført – med henvisning til de nævnte overførsler – at klageren mestendels har opholdt sig i Tyskland, og at det er dokumenteret, at han har afholdt udgifter til husleje, forbrugsafgifter m.v. der. Han har endvidere anført, at der ifølge danske kontoudtog ofte er foretaget hævninger med indkøb af valuta, der er anvendt til kontante køb af livsfornødenheder i Tyskland.

Oplysningerne er ikke tidligere fremlagt for skatteankenævnet, hvorfor nævnet på tidspunktet for afgørelsen ikke mente, at klageren havde dokumenteret i tilstrækkelig grad, at han havde en bopæl til rådighed i Tyskland, selv om han var tilmeldt på adressen. Adressen kunne således være en ”pro forma adresse” af hensyn til, at han så kunne køre i en tysk indregistreret bil og derved spare registreringsafgiften.

SKAT har sideløbende med sagen om befordringsfradraget truffet afgørelse om betaling af registreringsafgift på bilen. Det er ikke nævnet bekendt, om afgørelsen herom er påklaget til Landsskatteretten.

På det foreliggende grundlag er nævnet nu af den opfattelse, at det må anses for dokumenteret, at klageren har en bopæl til rådighed i Tyskland, jf. hans huslejebetalinger m.v.

Formodningen for, at klageren – i hvert fald i sommerhalvåret – opholder sig i campingvognen, og ikke på bopælen i Tyskland, er dog efter nævnets opfattelse ikke afkræftet, selv om han har dokumenteret at have en helårsbolig til rådighed i Tyskland.

Det skal herefter vurderes, om klageren i tilstrækkelig grad har dokumenteret, at han rent faktisk kører frem og tilbage på arbejde fra Tyskland til arbejdsstedet i [by3] dagligt, set i lyset af, at han har en sæsonplads (”fastliggerplads”) på en campingplads i Danmark med langt kortere afstand til arbejdspladsen. Dette kunne eksempelvis være ved dokumentation af udgifter til brændstofkøb og/eller oplysninger om bilens kilometerstand (værkstedsregninger el. lignende).

Det er således fortsat nævnets opfattelse, at befordringsfradraget under alle omstændigheder kun kan beregnes for den faktisk tilbagelagte afstand, således at det i mangel af oplysninger om hans bilkørsel ud fra et skøn må afgøres, hvor mange dage der er kørt fra Tyskland hhv. Danmark.

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1 – 3, kan der gives fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel ud fra satser, der fastsættes af Skatterådet. Det er uden betydning for fradraget, hvordan befordringen foretages.

Der er kun adgang til fradrag i det omfang, befordringen rent faktisk er foretaget. Bevisbyrden herfor påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Den skattepligtige må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Dette kan ske ved fremlæggelse af brændstofkvitteringer, billetter til offentlige transportmidler m.v.

Landsskatteretten finder på det nu foreliggende grundlag det godtgjort, at klageren i de omhandlede indkomstår har haft bopæl i Tyskland og ikke på campingpladsen i Danmark, som lagt til grund i den påklagede afgørelse, hvor fradrag alene er beregnet for kørsel fra campingpladsen og til arbejdspladsen.

Landsskatteretten lægger videre til grund, at klageren som forklaret af denne ca. 35 gange om året er kørt fra campingpladsen og ikke fra bopælen i Tyskland til arbejdspladsen, hvorfor fradrag i denne periode skal ske for den faktiske kørsel. Fradraget fastsættes under henvisning hertil og til den bevisusikkerhed der er i sagen, herunder oplysningerne om de samlede kørte kilometer, skønsmæssigt til 60.000 kr. i 2010 og 55.000 kr. i 2011.