Kendelse af 11-05-2015 - indlagt i TaxCons database den 26-06-2015
Indkomståret 2008
SKAT har ikke imødekommet en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen.
Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage det omhandlede indkomstår.
Ved brev af 28. september 2012 har klagerens repræsentant anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2008 som følge af, at SKAT i styresignalet offentliggjort i SKM 2011.810 har ændret praksis og i den forbindelse nedsat kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2006 og 2008-2010. Der er endvidere henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7.
SKATs afgørelse af 28. december 2012 er begrundet således:
”Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.
SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.
Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.
Indsigelser modtaget pr. brev d. 7. november 2012 fra [person1], [virksomhed1]
”Det er derfor vores klare opfattelse, at skatteyder i dag skal have samme mulighed for at optimere sin indkomst, som han ville have haft i de omhandlende indkomstår, hvis Skat havde anvendt den rigtige kapitalafkastsats.
Det er vores opfattelse at der er hjemmel i virksomhedsskatteloven § 10 stk. 1 til at ændre beslutning om overførsel af overskud, når skatteansættelsen ændres som følge af skatteforvaltningsloven §§ 26 og 27. Det er anført i SKATs Styresignal SKM2011.810 punkt 2,2 at skatteyder, på eget initiativ, kan få genoptagelse jf. skatteforvaltningsloven § 27 helt tilbage til år 2000 hvis citat: ”at en for høj kapitalafkastsats har bevirket en for høj skatteansættelse”.
SKATs afgørelse
Som forslag jf. ovenfor.
Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.”
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren for indkomståret 2008 er berettiget til omvalg af opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning, som følge af ændret kapitalafkastsats jf. styresignal SKM 2011.810, idet klageren skal have mulighed for at foretage optimering af indkomsten i de enkelte år, som han ville have haft i det omhandlede indkomstår, hvis SKAT havde anvendt den rigtige kapitalafkastsats, og derved følge den skattestrategi, som er lagt for virksomheden.
Kapitalafkastet ønskes nedsat med 37.282 kr. til 104.627 kr. Af ændringen ønskes 16.450 kr. sparet op i virksomheden.
Repræsentanten mener, at der i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 er hjemmel til at ændre beslutning om overførsel af overskud, når skatteansættelsen ændres som følge af skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, og henviser til, at det anføres i SKATs styresignal SKM2011.810 pkt. 2.2., at skatteyder, på eget initiativ, kan få genoptagelse jf. skatteforvaltningslovens § 27 helt tilbage til år 2000, hvis en for høj kapitalafkastsats har bevirket en for høj skatteansættelse.
Repræsentanten oplyser endvidere, at klagerens strategi for disponering af indkomsten er, at lade sig beskatte af mest muligt af virksomhedens overskud, samtidigt med at det tilstræbes at begrænse beskatning med topskat, og at tilstræbe at beskatte virksomhedens kapitalafkast fuldt ud og opspare resterende overskud efter omdøbning og udnyttelse af pensionsfradrag. Hvis klager havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats da indkomstdisponeringen blev foretaget, kunne indkomstdisponeringen således være foretaget med afpasning af den personlige indkomst til topskattegrænsen, bl.a. under hensyntagen til de særlige regler om beskatning af kapitalafkast for ægtefæller.
I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.
SKAT har nægtet at efterkomme klagerens anmodning om at genoptage ansættelsen for indkomståret 2008 med henblik på at ændre hensættelsen til senere hævning og overskudsdisponeringen i virksomhedsordningen. Der er henvist til, at en ændring i overskudsdisponeringen kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.
Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævet kapitalafkast som følge af finansielle aktiver givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30.
Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.
Betingelserne anses således også for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opgjorte kapitalafkastsats har været af betydning for klagerens overskudsdisponering. Såfremt klageren havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, ville indkomstdisponeringen kunne have omfattet et mindre kapitalafkast og den personlige indkomst afpasset til topskattegrænsen. Den for høje kapitalafkastsats har bevirket, at der er betalt mere i skat i det omhandlede år, end hvis der var overskudsdisponeret i virksomhedsordningen med udgangspunkt i et lavere kapitalafkast. Den for høje kapitalafkastsats har således betydet, at der er truffet uhensigtsmæssige beslutninger ved de selvangivne valg.
Klageren er på den baggrund berettiget til, at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i det omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.
SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2008.