Kendelse af 22-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 22-04-2017

Faktiske oplysninger

Ved en gennemgang af selskabet [virksomhed1] A/S’ regnskabsmateriale har SKAT konstateret, at klageren har fået stillet en Toyota Corolla Verso, 2,0 Diesel Sportsvan, reg. [reg.nr.1], til rådighed af selskabet. Bilen blev indregistreret første gang den 23. juni 2005, og tilgik selskabet den 3. november 2010.

Bilen var i 2010 og 2011 indregistreret til godstransport privat/erhverv, men ifølge registreringsattesten blev bilen den 18. oktober 2012 omregistreret til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse.

Der er fremlagt en leasingaftale af den 20. oktober 2005 mellem [finans1] og [virksomhed1] A/S, hvoraf bl.a. fremgår, at bilens pris er angivet til 141.480 kr., og at dens restværdi ved leasingperiodens udløb pr. 31. oktober 2010 er 20.000 kr.

[virksomhed1] A/S er en produktionsvirksomhed indenfor byggebranchen med hovedvægten på udvikling, produktion og salg af byggerier baseret på lette konstruktioner med et lavt energiforbrug og med forskellige former for klimaskærme. Produktionen sker som modul- eller elementbyggeri i selskabets haller i [by1]. Når modulerne er klar til at forlade produktionshallerne, er de enkelte moduler 90 % færdigproduceret og de sidste 10 % færdiggøres på byggepladsen.

Der er fremlagt følgende udskrifter fra [virksomhed1] A/S’ hjemmeside: ”Specialister i præfabrikeret modulbyggeri” og ”Byggeprocessen fra start til slut”. Det fremgår heraf, at virksomhedens arbejdsområde med fremstilling af flytbart modulbyggeri indebærer 2 forskellige arbejdsgange: 1) Byggeholdet, der fremstiller selve bygningsmodulerne på produktionsstedet i [by1] og 2) et hold, der opstiller og monterer bygningsmodulerne, hvilket sker ude hos kunderne på den adresse, som den enkelte kunde har anvist.

Der er fremlagt billeder af opstillingssteder, som er byggepladser.

Klageren var i perioden selskabets produktionschef med ansvar for produktionen på produktionsstederne [adresse1] og [...].Herudover ydede han assistance ved opstillinger i nærområdet samt foretog indkøb og transport af materialer til opstillingssteder.

Det er oplyst, at selskabet ikke har nogen registrering af klagerens arbejdssteder dag for dag i årene 2010 og 2011.

Der er vedlagt billeder af indretning af varebilen med reg. nr.: [reg.nr.1]. Det ses på billederne, at der er tale om en varebil med to sæder. Bag førersædet er der et gitter og et lille skab med en dør, der er halv så høj som førersædet. Bag passagersædet er der en træreol, der er lige så høj som passagersædet. Reolen er fyldt med løse genstande, der dels er placeret i plastikkasser og dels i en åben hylde. Reolen og skabet er skruet fast til bunden af varerummet. I selve varerummet er der ikke monteret nogen reoler/hylder, men rummet indeholder diverse tilfældigt placeret værktøj, herunder en stige og en lille hvid kasse med løse genstande.

Der er fremlagt kopi af ansættelsesaftale af den 20. december 2006 indgået mellem klageren og selskabet. Det fremgår af aftalens punkt 2, at klagerens arbejde skulle udføres på selskabets adresse i [by1] og på byggepladser forskellige steder i Danmark. Det fremgår af aftalens punkt 8, 3. afsnit, at selskabet stiller en gulpladebil til rådighed for klageren på grund af skiftende arbejdspladser, og at denne udelukkende må benyttes til firmakørsel.

Der er endvidere fremlagt dom af 20. april 2006 afsagt af Retten i [by2]. Det fremgår af dommen, at [virksomhed1] A/S (sagsøgte) i 2005 opsagde en medarbejder (sagsøgeren), da hun havde anvendt selskabets bil i forbindelse med et privat weekendbesøg på Sjælland, i en periode hvor hun var sygemeldt.

Følgende fremgår af byrettens begrundelse:

”I sagsøgerens seneste ansættelseskontrakt er det anført, at der stilles en gulpladebil til rådighed for sagsøgeren, ”idet der er tilkaldevagt i forbindelse med edb-drift og udlejningsafdelingen. Bilen må ikke benyttes til privat kørsel.” Sagsøgeren havde tillige fået udleveret et benzinkort, der også kunne anvendes til køb af brobilletter. Sagsøgeren har ved kortets udlevering skrevet under på, at kortet kun må bruges til firmaformål, og at misbrug vil medføre ”opsigelse uden varsel”.

Omkring årsskiftet 2003/04 havde sagsøgeren og sagsøgtes direktør, [person1], en e-mailkorrespondance om regulering af sagsøgerens løn, hvor [person1] bekræftede, eller i hvert fald ikke tog afstand fra, at sagsøgeren, i forbindelse med sin flytning fra [by2] til [by3], var blevet lovet en ” ”bil”-regulering”, som ikke ville være ensbetydende med, at hun ikke længere havde noget at køre i, idet hun ”skulle nøjes med en lidt mindre regulering, men så samtidig stadig skulle have en eller anden bil at køre i”.

Bortvisningen af sagsøgeren skete med brev af 28. juni 2005 og blev begrundet med, at sagsøgeren i weekenden 17. – 19. juni 2005 havde anvendt bilen til kørsel til og fra Sjælland og anvendt et udleveret benzinkort til køb af benzin og betaling for bropenge.

Sagsøgeren blev ikke gjort bekendt med bortvisningsgrundlaget inden beslutningen herom blev truffet og meddelt sagsøgeren.

Ansættelsesaftalen forudsætter, at sagsøgeren havde tilkaldevagt i forbindelse med ”udlejningsafdelingen”. Denne del af ansættelsesaftalen har ikke været omtalt under bevisførelsen, og det henstår som uklart, hvad der er sigtet til.

Det er ikke i ansættelsesaftalen eller efter det foreliggende andre steder skriftligt præciseret, hvad sagsøgerens tilkaldevagt nærmere gik ud på, og bevisførelsen har vist, at parterne har haft en meget forskellig opfattelse heraf. Det er ikke nærmere klarlagt, i hvilket omfang sagsøgeren faktisk er blevet tilkaldt i anledning af edb-problemer, men det har næppe været i et omfang, der i sig selv har kunnet gøre bilordningen berettiget ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Omfanget af sagsøgerens benyttelse af benzinkortet er ikke klarlagt under sagen, men efter sagsøgerens forklaring har det været benyttet i et videre omfang end en tilkaldevagtordning i sig selv kunne give anledning til. – Sagsøgeren er enlig mor. Hun havde ikke selv bil. Det må herefter lægges til grund, som også forklaret af sagsøgeren, at sagsøgerens bilordning i realiteten indebar, at hun kunne benytte bilen i videre omfang end tilkaldevagten nødvendiggjorde.

Sagsøgerens sygemelding fra den 16. juni 2005 indebar ikke, at sagsøgeren ikke fortsat udførte visse opgaver for sagsøgeren. Sagsøgerens rejse til Sjælland den 17. -19. juni har imidlertid intet arbejdsmæssigt sigte haft og fandt sted på et tidspunkt, hvor hendes sygemelding måtte indebære en suspension af hendes tilkaldevagtforpligtelser. Hun kunne derfor ikke påregne, at sagsøgte ville acceptere, at rejsen blev foretaget i sagsøgtes bil og med benyttelse af benzinkortet. Efter den uklarhed, der har hersket om sagsøgerens bilordning, kan sagsøgerens bilordning, kan sagsøgerens benyttelse af bilen ikke anses for at være en så klar misligholdelse af hendes forpligtelser i henhold til ansættelsesaftalen, at forholdet i sig selv kunne give grundlag for ophævelse af ansættelsesforholdet.

Sagsøgerens påtegninger på benzinkortkvitteringerne er – f.s.v. ang. den benyttede bil – klart urigtige. I en situation, hvor sagsøgerens reelle bilordning ikke har fundet klart udtryk i ansættelsesaftalen, og hvor sagsøgerens forklaring om, at hun på grund af sygemeldingen har været afskåret fra på sædvanlig måde at aflevere kvitteringerne med henblik på, om der skulle foretages løntræk for købene, ikke uden videre kan tilsidesættes, er der ikke grundlag for at tillægge denne omstændighed afgørende betydning.

Efter en samlet bedømmelse har sagsøgtes ophævelse af ansættelsesforholdet, der skete, uden at der var givet sagsøgeren lejlighed til at udtale sig om bortvisningsgrundlaget, således ikke været berettiget, og sagsøgeren har derfor krav på løn i opsigelsesperioden og godtgørelse efter funktionærlovens § 2 a.”

Det er oplyst, at klageren i 2010 og 2011 kørte mellem bopælen og arbejdspladsen i [by1] i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder.

Det er oplyst, at klageren udover den i sagen omhandlede bil, i 2010 og 2011 ejede en Mazda, reg. nr. [reg.nr.2], indregistreret den 6. maj 2008. Klagerens hustand bestod i perioden af klageren selv og hans ægtefælle, der også arbejdede i [by1].

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af værdi af fri bil med henholdsvis 7.190 kr. for perioden november til december 2010 og 43.140 kr. for 2011.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”(...)

Selskabet har indsendt billeder for at godtgøre, at bilen er specialindrettet, ligesom man har omregistreret bilen til udelukkende erhvervsmæssig kørsel.

SKAT har vurderet de forelagte billeder. Vurderingen er foretaget ud fra retningslinjer gengivet i SKM 2008.354.SKAT.

Det er SKATs vurdering, at der er tale om en sportsvan, der som udgangspunkt uden den pågældende indretning er velegnet til privat kørsel.

Den er med sideruder.

Der er bagved førersædet og passagersædet en indretning med hylder. Der kan ikke på billedet ses, om der er en egentlig montering af denne.

Køretøjet er efter vores opfattelse ikke ved indretningen blevet uegnet til privat brug, ligesom tingene kan tages ud af køretøjet, hvis der er behov for rent privat at transporteret ting.

Køretøjet er ikke tilsmudset ud over det normale eller har lugtgener, der gør det uegnet til privat brug. Hvis der skulle være en let tilsmudsning, er det ikke af en karakter, der er tilstrækkeligt til at gøre det uegnet til privat brug.

Vi har lagt mest vægt på eksemplerne 1 og 5, der er tættest på den bil, som du anvender.

Der er fremlagt din ansættelsesaftale, hvoraf det fremgår, at virksomhedens biler kun må benyttes til erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med virksomhedens aktiviteter.

Der foreligger dog modstridende oplysninger, idet virksomheden har valgt at indregistrere bilen til både privat og erhvervsmæssig befordring. Det er herefter ikke ulovligt at anvende bilen til privat kørsel og den nævnte indregistrering er at sidestille med, at bilen er stillet til din rådighed. Bilen er efter SKATs opfattelse ikke specialindrettet, og ikke omfattet af de særlige regler, som gælder for specialindrettede biler.

SKAT fastholder derfor sin stillingtagen til beskatning af værdi af fri bil

----------------------------------------------------------------------------------------------

Det fremgår, at du har fået stillet en varebil til rådighed af din arbejdsgiver [virksomhed1] A/S. Bilen er indregistreret, så du lovligt kan anvende den til privatkørsel. Efter det oplyste er den netop indregistreret på den måde, for at der ikke skal være problemer med privatkørsel, også når bilen medbringes til hjemmet m.m. Selve indregistreringen til privat anvendelse er en tilkendegivelse af, at bilen må anvendes til privat brug. Du er derfor efter SKATs opfattelse skattepligtig af værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Bilen er anskaffet af [virksomhed1] A/S 3.11.2010, dvs. mere end 3 år efter første indregistrering. Det er derfor i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. bilens købspris, der skal anvendes til beregning af værdi af fri bil + miljøtillæg, der skal betales efter bilens brændstofforbrug.

I mangel af en købekontrakt har SKAT skønsmæssigt vurderet, at købsprisen for bilen var 150.000 kr. SKAT har herved henset til bilens art, alder, kørte km.

Vi har endvidere oplysning om, at vægtafgiften er 3.140 kr. årligt.

Værdien beregnes af mindst 160.000 kr. jf. ligningslovens § 16 stk. 4.

Selvom du er omfattet af den kortere frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, mener SKAT, at den almindelige frist i skatteforvaltningslovens § 26 gælder, da der er tale om et tilsvarende forhold for 2010 som der også er for 2011 jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 5. november 2005 § 1, nr. 4.

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat principal påstand om, at klageren ikke skal beskattes af værdi af fri bil for perioden november til december 2010 og indkomståret 2011.

Såfremt Landsskatteretten måtte nå frem til, at klageren skal beskattes af værdi af fri bil for perioden november til december 2010 og indkomståret 2011, gør repræsentanten det subsidiært gældende, at den værdi, som SKAT har anvendt til beskatningen af fri bil, ikke er korrekt. Der skal i stedet anvendes den dokumenterede indkøbspris på bilen.

Repræsentanten har i klagen fremført følgende:

”2 SAGSFREMSTILLING

Der henvises foreløbig til den i SKATs afgørelse (bilag 1) anførte sagsfremstilling med følgende supplerende bemærkninger:

Vedrørende [virksomhed1] A/S' virksomhed:

[virksomhed1] A/S driver virksomhed med produktion og opstilling af midlertidige eller bygninger, som produceres i moduler og transporteres til opstillingsstederne rundt omkring i landet.

[virksomhed1] A/S' medarbejdere, som er beskæftiget med opstilling af disse bygninger, skal være fleksibelt i forhold til arbejdstid, da der kan være behov for tilstedeværelse på byggepladsen døgnet rundt alle ugens dage. Ligeledes skal personalet være fleksibelt med hensyn til arbejdssted, der er forskellige steder i hele landet.

Arbejdet udføres på byggepladser, hvor der foretages jordarbejder, hvorfor de køretøjer, som benyttes af medarbejderne under arbejde på de forskellige arbejdssteder dagligt udsættes for kraftig tilsmudsning både indvendigt og udvendigt.

Der vedlægges som bilag 2 fotos fra en byggeplads, hvor opmærksomheden henledes på den mudrede beskaffenhed af overfladen. Af bilaget fremgår endvidere et eksempel på de bygninger/moduler, som [virksomhed1] A/S opfører på byggepladserne.

Vedrørende det af klager udførte arbejde for [virksomhed1] A/S:

[person2] er selskabets produktionschef med ansvar for produktionen på forskellige produktionssteder.

Herudover yder han assistance ved opstillinger i nærområder samt foretager indkøb og transport af materialer til opstillingssteder.

Vedrørende indretningen og benyttelsen af det omhandlede køretøj:

Der er tale om et køretøj af mærket Toyota Corolla Verso, 2,0 Diesel.

Der er ingen bagsæder i bilen, idet lastrummet ofte benyttes til transport/opbevaring af materialer rundt mellem byggepladser. Der er i lastrummet indrette et hyldesystem til diverse materialer.

Der henvises til de som bilag 3 vedlagte fotos.

Køretøjet fremstår udvendigt oftest tilsmudset som følge af kørsel rundt på arbejdspladser. Dette gælder ligeledes indvendigt, hvor opbevaring af byggematerialer i lastrummet samt klagers brug af køretøjet efter at have befundet sig på forskellige byggepladser gør, at køretøjet bund og sæder ofte er beskidte og uegnede til at blive benyttet uden arbejdstøj.

I almindelighed bærer køretøjet oftest præg af den daglige arbejdsbrug som beskrevet ovenfor.

Vedrørende klagers benyttelse af det omhandlede køretøj:

Klager har overfor [virksomhed1] A/S fraskrevet sig retten til at benytte købetøjet privat.

Der henvises til pkt. 8, 3. afsnit, i den som bilag 4 vedlagte ansættelseskontrakt.

Klager har overholdet denne erklæring.

Det bemærkes, at klager har benyttet køretøjet til kørsel mellem hjem og (skiftende) arbejdssted, idet parterne har opfattet denne brug som erhvervsmæssig kørsel. Dette skyldes de meget skiftende arbejdssteder, som har gjort det praktisk umuligt for klager at benytte køretøjet, hvis ikke klager har haft det med hjem efter arbejdsdags ophør. Endvidere har klagers store fleksibilitet i forhold til at blive kaldt på arbejde på forskellige tidspunkter til forskellige byggepladser uden varsel og/eller uden for normal arbejdstid nødvendiggjort, at klager har haft adgang til køretøjer fra hjemmet.

Kort sagt har det ekstremt varierede kørselsmønster til forskellige arbejdspladser og på forskellige tidpunkter i og uden for normal arbejdstid afstedkommet, at klagers benyttelse af køretøjet har fundet sted mellem hjem og arbejdssted, uden at parterne har opfattet dette som værende ikke­ erhvervsmæssigt.

Det bemærkes, at klager har adgang til en privat personbil til opfyldelse af klagers private kørselsbehov, og det i nærværende sag omhandlede køretøj har ikke været benyttet hertil.

Anskaffelsesprisen på køretøjet:

SKAT har i sin afgørelse skønnet indkøbsprisen på køretøjer til kr. 150.000.

Som bilag 5 vedlægges kopi af "Anmodning om leasing" med [finans1]. Heraf fremgår, at køretøjer er anskaffet i oktober 2005 til en anskaffelsessum på kr. 141.480.

3 ANBRINGENDER

Det gøres til støtte for den nedlagte påstand gældende

Til støtte for den subsidiære påstand gøres gældende

Repræsentanten har supplerende fremført følgende:

Supplerende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”Supplerende vedr. [virksomhed1] A/S' virksomhed:

Der henvises til udskrift fra [virksomhed1] A/S' hjemmeside vedlagt som bilag 6.

Heraf kan udledes at virksomhedens arbejdsområde med fremstilling af flytbart modulbyggeri indebærer 2 forskellige arbejdsgange:

Medarbejderne hos [virksomhed1] A/S er typisk enten tilknyttet "byggeholdet", som arbejder med produktion hjemme hos virksomheden, eller "montageholdet", som arbejder ude på montagestederne.

Supplerende vedr. det af klager [person2] ([person2]) udførte arbejde:

[person2] er og har i årene 2010 og 2011 været produktionschef og er således tilknyttet "byggeholdet". [person2] har således ansvaret for fremstilling af bygningsmodulerne på virksomhedens produktionssteder i [by1]. Det bemærkes, at virksomheden har 2 produktionssteder i [by1], som ligger med ca. 500 meters afstand.

Herudover yder [person2] assistance til "Montageholdet" ved opstillinger i nærområdet.

Virksomheden har ikke nogen registrering af [person2]s arbejdssteder dag for dag i årene 2009, 2010 og 2011.

Generelt kan dog oplyses følgende:

Det er ofte vigtigt, at [person2] kan komme hurtigt frem til de forskellige produktions- og byggesteder.

Supplerende oplysninger vedr. køretøjet:

Det bemærkes, at SKAT i sin afgørelse har lagt vægt på, at hylderne i køretøjet ikke ses at være fastmonterede. Dette er ikke korrekt.

Det i bilen monterede hyldesystem er fastmonteret og kan ikke tages ud.

SKAT har endvidere i sin afgørelse lagt vægt på, at tingene kan tages ud af køretøjet. Heller ikke dette er korrekt. Idet der er tale om et fastmonteret hyldesystem, kan dette ikke tages ud. SKATs synspunkt synes at bygge på, at det vil være muligt at tømme køretøjet for at benytte dette privat. Det bemærkes hertil, at det vil en særdeles tidskrævende opgave at tømme hyldesystemet og opbevare værktøj og materialer for efterfølgende at genplacere disse på deres rette placering i køretøjet.

[person2] har som produktionschef behov for at medbringe værktøj af forskellig art, materialer m.v. mellem de 2 produktionssteder steder og i forbindelse med udførelse af arbejde på buggepladser. For at kunne holde orden i værktøj og materialer m.v. samt for at dette forsvarligt kan tranporteres, er der behov for et hyldesystem i bilen.

Supplerende oplysning om privat køretøj:

[person2] har et privat køretøj, som dækker det private kørselsbehov, pt. en Mazda 6. Der køres ca. 15.000 km. årligt i det private køretøj.

Supplerende bemærkning vedr. bilens pris:

Forskellen mellem det af SKAT skønnede beløb og den reelle anskaffelsessum synes at bero på, at SKAT har anvendt prisen på en hvid-pladebil af samme mærke. Dette er imidlertid ikke korrekt, da der er tale om en gul-pladebil med kun 2 sæder og varerum, hvilket har stor betydning for prisen på køretøjet.

Der henvises til den allerede i klagens bilag 5 dokumenterede pris.

Supplerende bemærkninger under anbringender:

Det gøres til støtte for, at der er tale om et specialindrettet køretøj, gældende:

Anbringende vedrørende 60-dages regel frafaldes.”

SKATs udtalelse til klagen

SKAT har udtalt følgende til klagen:

”Om evt. specialindretning:

Bilen er ikke besigtiget. Vi har spurgt om besigtigelse, hvilket ikke kunne lade sig gøre, men der er indsendt billeder af en bil [reg.nr.1].

SKAT har vurderet, om bilen er specialindrettet ud fra retningslinjer, gengivet i SKM 2008. 354.SKAT.

Det er SKATs vurdering, at der er tale om en sportsvan, der som udgangspunkt uden den pågældende indretning er velegnet til privat kørsel.

Den er med sideruder.

Vi kan se på billedet, at der bagved førersædet og passagersædet er en indretning med hylder. Vi kan ikke på billedet se om der er en egentlig montering af disse.

Køretøjet er efter vores opfattelse ikke ved indretningen blevet uegnet til privat brug, ligesom tin­ gene kan tages ud af køretøjet, hvis der er behov for rent privat at transportere ting.

Køretøjet er ikke tilsmudset ud over det normale eller med lugtgener, der gør det uegnet til privat brug. Hvis der skulle være en let tilsmudsning, er det ikke af en karakter, der er tilstrækkeligt til at gøre det uegnet til privat brug.

SKAT henviser til bilag 1 og 5, som det der er nærmest den omtalte bil og hvor SKAT ikke anser bilen for specialindrettet.

Om privatbenyttelse:

Bilen er anskaffet af [virksomhed1] A/S 3.11.2010. Bilen er indregistreret første gang 23.6.2005.

Det gøres gældende, at klager overfor [virksomhed1] A/S har fraskrevet sig retten til at benytte køretøjet privat, og at han har overholdt denne bestemmelse.

Der henvises til pkt. 8, 3. afsnit i den som bilag 4 vedlagte ansættelseskontrakt. Kontrakten er date­ ret 20.12.2006. I pkt. 8 3. afsnit, står, at herudover stilles der gulpladebil til rådighed på grund af skiftende arbejdssteder jf. aftalens stk. 2. Denne må udelukkende benyttes til firmakørsel.

Det står dog i modstrid til, at virksomheden har valgt at indregistrere bilen til både privat og erhvervsmæssig befordring. Det er herefter lovligt at anvende bilen til privat kørsel og den nævnte indregistrering er at sidestille med, at bilen er stillet til hans rådighed.

Det står også i modstrid til, at det er forklaret til SKAT, at indregistreringen er sket for at give medarbejderne mulighed for at foretage private ærinder i forbindelse med kørsel fra hjem til arbejdsplads samt for at undgå, at de ville få problemer med kørsel udenfor arbejdstid og i weekenden, som deres job i mange tilfælde vil kræve.

Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.11 vurderingen af, hvornår en bil ertil rådighed for privat kørsel bl.a. at der gælder en række formodningsregler for, hvornår en per­ son bil eller en varebil på gule plader står til rådighed for privat kørsel. Disse formodningsregler gælder ikke for varebiler på gule plader, hvor der ikke er betalt moms ved anskaffelsen eller betales privatbenyttelsesafgift. I dette tilfælde er der betalt privatbenyttelsesafgift, fordi bilen har været indregistreret til godstransport privat/erhverv. Hvis bilen holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, er der formodning for, at firmabilen - uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte -rent faktisk bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. For at undgå beskatning skal den ansatte derfor sandsynliggøre overfor skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet.

Bedømmelsen er ligningsmæssig og konkret, men i bedømmelsen indgår, om kørslen til hjemmet kan anses for erhvervsmæssig, og om den ansattes levevis og rutiner i øvrigt er tilrettelagt på en måde, der bekræfter, at firmabilen ikke bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. I bedømmelsen indgår f.x

Hvis den ansatte foretager daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel (kørselsregnskab), og hvis registreringerne udelukkende viser erhvervsmæssig kørsel, har den ansatte normalt løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat.

Hvis den ansatte er fritaget for at føre kørebog, fordi vedkommende har et arbejdsmønster, der gør, at vedkommende må formodes ikke at komme i strid med 60-dages reglen, vil formodningen være sat ud af kraft, indtil SKAT eventuelt giver pålæg om at føre kørebog. Dette følger af bemærkningerne til L22 af 9. oktober 2008 (lov nr. 1337 af 19. december 2008) om smidiggørelse af 60- dagesreglen.

Om kørselsmønster:

Det fremgår af ligningslovens § 9 B, stk. 3, at hvis den skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, j f. stk. 1. ...

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, foreslås det at det uden videre antages, at befordringen er erhvervsmæssig. Det betyder, at der i disse situationer, hvor den skattepligtige har et særligt kørselsmønster, gælder en formodning for, at kørselen er i overensstemmelse med 60-dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står på den skattepligtiges bopæl.

Som eksempler på tilfælde, hvor den skattepligtige har et sådant kørselsmønster nævnes i bemærkningerne til lovforslaget, en virksomhed, som har en servicekontrakt med en række faste kunder om reparation og service af maskiner, hvor hver virksomhed kun besøges få gange om året eller for den sags skyld om måneden. Beskæftiger en virksomhed sig med opstilling af og efterfølgende service på kopimaskiner, vil det typisk ikke blive til mange besøg hos de enkelte kunder på årsplan. Et andet eksempel er en virksomhed, der med faste mellemrum rykker ud til en række kunder. En gartner kan således have en aftale med en række boligselskaber eller kommunale institutioner om en gang om ugen i sommerperioden at slå de pågældende kunders græs. Der kunne også være tale om en vinduespudser, der kommer 3 dage i en virksomhed 4 gange om året for at pudse vinduer. Et tredje eksempel er en sælger, der opsøger nye kunder hver dag året rundt. Samme kørselsmønster har eksempelvis en skorstensfejer. Et fjerde typisk eksempel er håndværkere, der arbejder på projekter, der typisk har en varighed på nogle dage eller et par uger. Sådanne skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser under sådanne vilkår, at det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, hvis man talte efter. Sådanne skattepligtige vil være omfattet af den nye regel.

Erhverv med kørselsmønstre, hvor der åbenlyst køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og arbejdspladsen, vil ikke være omfattet af den foreslåede formodningsregel. Eksempelvis vil det have formodningen mod sig, at personer med administrative funktioner på et fast arbejdssted, vil have et kørselsmønster, der indebærer, at der ikke køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og det enkelte arbejdssted. Fabriksarbejde på et fast arbejdssted er et andet klart eksempel. I sådanne tilfælde vil told- og skattemyndighederne efter gældende ret kunne stille krav om dokumentation for, at kørslen er erhvervsmæssig, typisk og mest hensigtsmæssigt i form af et kørselsregnskab for den forløbne periode.

Det fremgår af klagen, at [person2] i årene 2010 og 2011 har været produktionschef og han

er således tilknyttet "byggeholdet". Han har ansvaret for fremstilling af bygningsmodulerne på virksomhedens produktionssteder i [by1]. Virksomheden har efter det oplyste 2 produktionssteder i [by1], som ligger med 500 meters afstand.

Herudover yder [person2] assistance til "Montageholdet" ved opstillinger i nærområdet.

Virksomheden har ikke nogen registrering af [person2]s arbejdssteder dag for dag i årene 2009, 2010 og 2011.

Generelt oplyser virksomheden at [person2]s arbejde indebærer, at han dels udfører arbejde på virksomhedens 2 produktionssteder i [by1] og dels skal transportere sig rundt mellem skiftende byggepladser/arbejdssteder i nærområdet. Dette kan ske med kort varsel (tilkald) alle ugens dage.

Det er ofte vigtigt, at [person2] kan komme hurtigt frem til de forskellige produktions- og byggesteder.

Det er SKATs opfattelse, at [person2] efter det oplyste ikke har et kørselsmønster, der fører til, at der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder. Det er SKATs opfattelse, at [person2]s kørsel oftest og sandsynligvis vil være til en af de to produktionssteder og dermed kørsel mellem hjem og arbejde i mere end 60 arbejdsdage i en 12 måneders periode.

Klagers øvrige biler til privat benyttelse samt hans husstand

Klager har ifølge SKATs oplysninger ejet en privat bil i årene 2010 og 2011. Det er en Mazda [reg.nr.2] indregistreret 6. maj 2008 tilgået ham 31. august 2009.

Klagers husstand omfatter ham og hustruen i 2010 og 2011. Hustruen har lønarbejde også i [by1].”

Repræsentantens bemærkninger til SKATs udtalelse

Repræsentanten har fremført følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:

”Skats udtalelse af 20. august 2013 giver anledning til følgende bemærkninger:

SKAT forholder sig i sin redegørelse slet ikke til den omstændighed, at den eneste "private"' anvendelse af køretøjet, som klager har foretaget, er kørsel mellem hjem og arbejde. Denne kørsel anser klager og arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, ikke som privat, idet man er af den opfattelse, at køretøjet er specialindrettet.

Når der er tale om et specialindrettet køretøj, kan man såvel efter momsreglerne som reglerne for beskatning af fri bil foretage kørsel mellem hjem og arbejde, uden at dette udløser beskatning af medarbejderen.

Som det er dokumenteret i sagen, har medarbejderen forpligtet sig til i sin ansættelseskontrakt ikke at benytte køretøjet privat. Der består en formodning for at dette må være overholdt. Især når der henses til den omstændighed, at medarbejderen har et privat køretøj til at dække sit private kørselsbehov.

Ud fra SKATs redegørelse får man den opfattelse, at SKAT finder, at klager har benyttet køretøjet til andet end kørsel mellem hjem og arbejde. Dette begrundes angiveligt med, at [virksomhed1] A/S har valgt at lade køretøjet registrere til privat og erhvervsmæssig befordring. Det er korrekt, at køretøjet har været registreret sådan. Dette skyldes imidlertid udelukkende, at virksomheden var af den opfattelse, at dette var et krav efter momsreglerne, for at medarbejderen kunne benytte køretøjet mellem hjem og arbejde. Da køretøjet er specialindrettet er denne antagelse imidlertid ikke korrekt, hvorfor virksomheden nu har ladet køretøjet omregistrere til ren erhvervsmæssig anvendelse.

Disse registreringsmæssige teknikaliteter i virksomheden - som medarbejderen aldrig har været involveret i eller haft kendskab - har imidlertid aldrig haft til formål at give medarbejderen/klageren carte blanche til at benytte køretøjet privat. Det må han ikke - kun til kørsel mellem hjem og arbejde - hvilket klart er aftalt mellem medarbejderen og virksomheden. Alt andet ville udgøre en overtrædelse af vilkårene i klagers ansættelseskontrakt.

Det er derfor helt uden hold i det faktuelle grundlag i sagen, når SKAT tilsyneladende forsøger at opstille en formodning om, at klageren har benyttet køretøjet privat til andet end kørsel mellem hjem og arbejde.

Formodningen er den stik modsatte - nemlig at klager har overholdt sin ansættelseskontrakt. Alt andet ville være at beskylde klager for at begået en væsentlig misligholdelse af sit ansættelsesforhold, hvilket SKAT ikke uden konkrete holdepunkter kan få lov at lægge til grund. Konkrete holdepunkter, som SKAT ikke har.

Det må derfor lægges til grund, at klager kun har benyttet køretøjet til kørsel mellem hjem og arbejde.

Det er klagers opfattelse, at køretøjet er specialindrettet.

Om et køretøj opfylder betingelsen om at være "specialindrettet" er en konkret vurdering, men der indgår grundlæggende 2 kriterier i vurderingen:

Nærmere vedrørende - "indrettet på en speciel måde":

Der henvises til de allerede som bilag 3 fremlagte fotos af køretøjet. Supplerende fremlægges yderligere fotos som sagens bilag 7.

Det fremgår heraf, at bilen ikke har bagsæder, men i stedet er indrettet i bag med et fladt lastrum. Dvs. klager kan ikke medtage passagerer på bagsædet. Køretøjet er derudover indrettet med beskyttelsesbøjle/metalgitter, som beskytter føreren mod at få løse genstande kastet i nakken ved kørsel. En sådan indretning findes ikke bag passagersædet ved siden af føreren, hvorfor det vil være farlig at medtage en passager, da risikoen for flyvende løse genstande er stor. Dette understreges af, at bilen er fyldt med løse gentande, som klager benytter i sit arbejde for [virksomhed1] A/S. Hvis SKATs synspunkt er, at klager står og tømmer bilen hver gang han skal ud og køre en tur med hustruen på passager sædet (hvilket klager som nævnt aldrig gør!), så skal man være opmærksom på, at et helt tomt lastrum vil være begrænset anvendelig - igen henset til risikoen for flyvende genstande i nakken på medpassageren.

Den manglende beskyttelse af en eventuel medpassager gør klart køretøjet uegnet til privat brug.

SKAT udtrykker tvivl om, hvorvidt reolsystemet er fastmonteret. Som det fremgår med al tydelighed af de fremlagte fotos, er reolsystemet fastmonteret - boltet fast i vognens lastrum. Det kan dermed ikke let fjernes med henblik på at gøre bilen egnet til privat brug.

Næremere vedrørende - "benyttes på en speciel måde":

Her tænkes på, om den ansattes brug af køretøjet gør, at dette ikke egner sig til anvendelse som privat bil.

Der er allerede som bilag 2 fremlagt fotos af det arbejdsmiljø, som køretøjet benyttes i. Supplerende fremlægges som bilag 8 yderligere fotos af arbejdsmiljøet.

Det fremgår heraf, at der tale om mudderpladser, som er møgbeskidte, hvorfor det ikke kan undgås, at køretøjet bliver meget beskidt - specielt i regnvejr. Det kan heller ikke undgås, at klager, som færdes på disse pladser, selv bliver beskidt og dermed dagligt tilsmudser bilen. Det er ikke rimeligt at antage, at klager, når ham kommer hjem efter endt arbejdsdag, hver dag rengør og tømmer dette køretøj med henblik på, at han kan benytte det til privat brug.

Det er ikke korrekt af SKAT at antage, at bilen er "velegnet til privat kørsel". Bilens indretning og den måde, som den benyttes på i det daglige, gør alt i alt, at der er tale om et specialindrettet køretøj i skattemæssig forstand.

Nærmere vedrørende - "erhvervsmæssigt behov for specialindretning":

Det bemærkes, at det ikke er bestridt af SKAT, at bilens reolsystem, øvrige materialer, stige m.v. i bilen opfylder et reelt erhvervsmæssigt behov hos klager. Endvidere kan der ikke være tvivl om, at bilens tilsmudsning skyldes klager erhvervsmæssige anvendelse af bilen.

Det må derfor lægges til grund, at der er erhvervsmæssigt behov for bilens specialindretning. Samlet set må det lægges til grund, at der er tale om et specialindrettet køretøj.

Der er i nærværende sag tale om et specialindrettet køretøj, som ud over ren erhvervsmæssig benyttelse i arbejdstiden kun er blevet benyttet af medarbejderen til kørsel mellem hjem og arbejde.

Kørsel mellem hjem og arbejde i et specialindrettet køretøj er ikke omfattet af Ligningslovens § 16, stk. 4 og udløser ikke beskatning af medarbejderen.”

Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”Bemærkninger vedrørende specialindrettede køretøjer

Jeg har ikke yderligere bemærkninger vedrørende indretningen af det pågældende køretøj og henviser i den sammenhæng til de bemærkninger og anbringender, som fremgår af den fremsendte klage og vores tidligere bemærkninger i sagen.

Bemærkninger til den private anvendelse af de pågældende biler

Sagen vedrører principielt spørgsmålet om, hvorvidt Klager på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at den pågældende bil ikke har været anvendt privat og dermed ikke har været til rådighed for den ansatte.

Det fremgår af praksis, at rådigheden over en firmabil konkret kan anses for at være afskåret.

I Juridisk Vejledning afsnit C.A.5.14.1.11 fremgår det, at:

”En ansat med firmabil har mulighed for at undgå beskatning af fri firmabil ved at afskære sig muligheden for at bruge firmabilen privat.

Det er en absolut forudsætning for at undgå beskatning, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og firmaet om, at bilen ikke er til rådighed for privat brug, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.

Hvis den ansatte blot én gang kører privat i en firmabil trods aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, skal den ansatte beskattes af værdien af fri firmabil for hele den periode, hvor bilen har stået til rådighed for erhvervsmæssig anvendelse. Se SKM 2013.526.ØLR. Den ansatte skal dog højst beskattes for den periode, hvor firmabil er til rådighed for den ansatte, herunder til rådighed for erhvervsmæssig kørsel.

Hvis en ansat med firmabil, der har indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, i alle tilfælde afleverer firmabilen i virksomheden uden for arbejdstiden, kan den ansatte normalt være sikker på ikke at blive beskattet af fri firmabil.

Hvis en ansat har firmabil til rådighed uden for normal arbejdstid, er der en formodning for, at den også er til rådighed for privat kørsel, medmindre arbejdsgiveren har stillet begrænsninger for brugen af bilen. Den ansatte må derfor godtgøre, at en firmabil ikke må bruges privat, hvis beskatning heraf skal undgås. Det må som minimum kræves, at der er en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må bruges til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.

Ved vurderingen af om en ansat har en firmabil til rådighed for privat brug, kan følgende bl.a. have betydning:

Der skal således ses på familiens samlede levevis/kørselsbehov ved bedømmelsen af, om firmabilen bruges privat. Der kan normalt ikke stilles krav om, at den ansatte fører en egentlig kørebog, der viser, at der kun køres erhvervsmæssigt i bilen. Den ansatte kan beskrive sin daglige erhvervsmæssige kørsel og eventuelt fremvise sine arbejdssedler for at understøtte, at der ikke er kørt privat. (min understregning)?

Vedrørende skriftlig erklæring

I nærværende sag er der mellem den ansatte og arbejdsgiveren indgået en skriftlig aftale om, at bilen ikke må anvendes privat.

Erklæringen er tidligere fremlagt som bilag 4.

Det fremgår af erklæringen, at manglende efterlevelse af ovennævnte vil blive betragtet som væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet og kan have ansættelsesretlige konsekvenser.

SKAT kan ikke med rette se bort fra denne erklæring, men må lægge til grund, at den reelt afskærer medarbejderen fra at anvende den pågældende bil privat, da en privat benyttelse kan medføre opsigelse af den pågældende medarbejder.

[virksomhed1] A/S har tidligere opsagt medarbejdere for overtrædelse/tilsidesættelse af den pågældende erklæring.

Det fremgår af dom afsagt den 20. april 2006 af Retten i [by2] ([...]), at [virksomhed1] A/S som arbejdsgiver tidligere har opsagt en medarbejder hos [virksomhed1] A/S for at anvende en firmabil privat.

I sagen havde den pågældende medarbejder fået stillet en firmabil til rådighed i forbindelse med hendes jobfunktion som IT-ansvarlig. Jobbet medførte, at hun havde tilkaldevagt. Den pågældende havde dog i forbindelse med udlevering af bilen og benzinkort underskrevet en erklæring om, at hun ikke måtte anvende den pågældende bil privat. Den pågældende medarbejder blev senere sygemeldt og anvendte under sin sygemelding bl.a. bilen til en privat tur til Sjælland. På denne baggrund opsagde [virksomhed1] A/S den pågældende medarbejder og begrundede opsigelsen med, at der var tale om en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, da den ansatte ikke måtte anvende firmaets bil privat.

Dommen er vedlagt som bilag 9.

Det er min vurdering, at dommen netop viser, at den pågældende erklæring håndhæves af [virksomhed1] A/S, og at der ikke blot er tale om en formel erklæring uden et reelt indhold.

Det skal derfor lægges til grund, at der har været en skriftlig aftale om, at firmabilen ikke måtte bruges privat, og at denne aftale har haft et reelt indhold og er blevet håndhævet af [virksomhed1] A/S.

Vedrørende krav om kørebog

Jeg skal henlede opmærksomheden på, at der ikke er krav om førelse af kørebog, hvilket fremgår udtrykkeligt af afsnittet i den Juridiske Vejledning ovenfor.

Formodningsreglen

Det fremgår videre i Juridisk Vejledning afsnit C.A.5.14.1.11, at der gælder en formodning for, at en firmabil er stillet til rådighed for privat anvendelse, når firmabilen står på den ansattes hjemadresse.

Det fremgår direkte af Juridisk Vejledning vedrørende den pågældende formodningsregel, at:

”Hvis firmabilen holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, er der en formodning for, at firmabilen – uanset eventuel aftale med firmaet om det modsatte – rent faktisk bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. For at undgå beskatning skal den ansatte derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet.

Bedømmelsen er ligningsmæssig og konkret, men i bedømmelsen indgår, om kørslen til hjemmet kan anses for erhvervsmæssig, og om den ansattes levevis og rutiner i øvrigt er tilrettelagt på en måde, der bekræfter at firmabilen ikke bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. I bedømmelsen indgår f.eks.:

Hvis den ansatte foretager daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel (kørselsregnskab), og hvis registreringerne udelukkende viser erhvervsmæssig kørsel, har den ansatte normalt løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat.

Hvis den ansatte er fritaget for at føre kørebog, fordi vedkommende har et arbejdsmønster, der gør, at vedkommende må formodes ikke at komme i strid med 60-dagesreglen, vil formodningen være sat ud af kraft, indtil SKAT eventuelt giver pålæg om at føre kørebog. Dette følger af bemærkningerne til L22 af 9. oktober 2008 (lov nr. 1337 af 19. december 2008) om smidiggørelse af 60-dagesreglen.” (min understregning)

Det forhold, at Klagers firmabil holdt privat hos Klager, medfører derfor som udgangspunkt, at det er Klager, som skal sandsynliggøre for SKAT, at bilen ikke har været til rådighed for Klager privat.

Klager skal dermed sandsynliggøre, at Klager ikke har anvendt bilen privat.

De to domme, som Skatteankestyrelsen har henvist til i indstillingen, SKM.2014.504.HR og SKM.2009.239.HR, er ikke direkte sammenlignelige med nærværende sag. Begge sager vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en hovedaktionær af sit selskab havde fået stillet fri bil til rådighed.

Det skal i denne sammenhæng fremhæves, at det fremgår af den Juridiske Vejledning og praksis på området, at der gælder en særlig skærpet formodningsregel for hovedaktionærer i relation til spørgsmålet om fri bil.

Den særlige skærpede formodningsregel, der gælder for hovedaktionærer, kan ikke overføres til Klager, som er almindelig lønmodtager i relation til [virksomhed1] A/S.

Det kan ikke kræves, at Klager skulle have ført et kørselsregnskab, da beviset for at Klager ikke har anvendt bilen privat, kan føres ves at Klager på anden vis sandsynliggør, at bilen ikke har været anvendt privat.

Det kan derfor ikke komme Klager bevismæssigt til skade, at Klager ikke har ført et sådant regnskab.

Vedrørende registreringsforholdene

Det er min vurdering, at det ikke i sig selv er et tilstrækkeligt bevis for fri bil beskatning, at en bil er indregistreret til blandet benyttelse.

SKAT lægger til grund, at der er tale om privatbenyttelse alene med den henvisning, at en af virksomhedens ansatte har oplyst til SKAT, at indregistreringen var sket til blandet benyttelse for, at Klager bl.a. kunne foretage såkaldte svinkeærinder.

Selskabet har været i en vildfarelse om reglerne vedrørende registrering af bilerne. [virksomhed1] A/S har dog oplyst, at grunden til registreringen af bilerne på gulplade var, at selskabet dermed ville sikre sig mod, at [virksomhed1] A/S risikerede at skulle betale fuld registreringsafgift, for det tilfælde at en medarbejder overtrådte betingelserne for sin ansættelse og anvendte bilen privat.

Derudover ønskede [virksomhed1] A/S at skåne medarbejderne for unødige forsinkelser i forbindelse med eventuelle færdselskontroller, hvor de pågældende medarbejdere skulle forklare, hvorfor de var på arbejde i weekender og om aftenen. Arbejdstiden var i visse tilfælde våde weekender og aftener.

Det kan lægges til grund, at Klager ikke har foretaget såkaldte svinkeærinder, og SKAT har da heller ikke i forbindelse med en kontrol eller lignende bevist, at Klager har foretaget sådanne svinkeærinder.

Det må derfor lægges til grund, at Klager alene har foretaget erhvervsmæssig kørsel, jf. ligningslovens § 9B.

Det er min vurdering, at det forhold, at arbejdsgiveren fejlagtigt havde indregistreret bilen til blandet benyttelse, ikke er et tilstrækkeligt bevis for, at Klager har anvendt bilen privat, når der henses til at:

Det er derfor min vurdering, a SKAT ikke har bevist, at Klager har anvendt den pågældende bil privat.

Modsat har Klager på tilstrækkelig vis godtgjort, at Klager ikke har anvendt den pågældende bil privat.

En samlet vurdering af de konkrete omstændigheder må derfor medføre, at Klager ikke har anvendt den pågældende bil privat.”

SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

SKAT har udtalt følgende:

”SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Det er SKATs opfattelse, at arbejdsgiveren har tilkendegivet, at bilen står til rådighed for privat benyttelse allerede fordi arbejdsgiveren har valgt at lade køretøjet indregistrere til blandet anvendelse og ved løbende at betale privatbenyttelsesafgiften.

Bestemmelsen vedrørende bevisbyrden for gulplade biler, hvor momsen er afløftet og der er ikke er betalt tillæg for privatanvendelse, blev indført ved lovnr. 342 af 27.maj 2002. Af lovforslag nr. 181 af 20. marts 2002 fremgik bl.a. følgende:

”Den foreslåede bestemmelse indebærer, at firmabiler på gule plader, hvor der er betalt tillægsafgift for privatanvendelse, og/eller hvor momsen ikke er fratrukket, fortsat vil være omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4. Dette er i overensstemmelse med principperne i vægtafgifts- og momsloven, i og med der i et sådant tilfælde netop tilkendegives, at bilen skal anvendes både privat og erhvervsmæssigt.”

”At der ikke blot foretages en afgrænsning efter momslovens regler om fradrag for moms af anskaffelsessummen, er begrundet i, at fradrag for moms på anskaffelsessummen er en engangsforeteelse, der kan være vanskeligt at dokumentere og kontrollere efter en årrække, i modsætning til tillægsafgift for privat anvendelse, hvor ejeren eller brugeren af en bil årligt anmelder, hvorvidt der skal betales en sådan tillægsafgift.”

Herefter er det SKATs opfattelse, at klageren er omfattet af reglerne for hvidpladebiler i Ligningslovens § 16, stk. 4.

Til forskel fra hvidpladebilerne, hvor det kan lade sig gøre, at løfte bevisbyrden ved en konkret vurdering, har arbejdsgiveren her betalt privatbenyttelsesafgift, hvilket efter SKATs opfattelse medfører en skærpet bevisbyrde, da arbejdsgiveren løbende og direkte har tilkendegivet at bilen benyttes privat.

Bilen kan ikke anses som specialindrettet, jf. SKM2008.354.

Bilen skal således betragtes som hvidepladebil, dog med skærpet bevisbyrde.

Der er ikke ført kørselsregnskab. Et kørselsregnskab skal, for at det kan afkræfte formodningen for privat kørsel, være ført løbende. I SKM2009.239.HR fastslår Højesteret med henvisning til Vestre Landsrets præmisser, at et kørselsregnskab i realiteten er den eneste konkrete måde, hvorpå det kan bevises, at en firmabil ikke har været anvendt til privat kørsel.

En manglende løbende udarbejdelse af kørselsregnskaber indebærer omvendt, at den erhvervsmæssige anvendelse af bilerne ikke kan fastlægges.

Klageren har derfor ikke løftet bevisbyrden, hvorfor han skal beskattes af fri bil.

SKAT henviser til SKM 2015.469BR og Landsskatterettens afgørelser af 8/2-2012 - j.nr. 11-03272, afgørelse af 7/3-2012 - j.nr. 11-01807 og afgørelse af 7/4-2010 - j.nr. 09-03205.

Men hensyn til ligningslovens § 9B, stk. 3, henviser SKAT til, at formodningsreglen i § 9B, stk. 3 alene tager stilling til kørsel mellem hjemmet og arbejdspladser. Efter SKATs opfattelse anlægges der alene en formodning om, at kørslen mellem hjem og arbejdsplads ikke er privat, når der er et særligt kørselsmønster.

Formodningsreglen i § 9B, stk. 3 omhandler således ikke den formodning, der består når der er betalt privatbenyttelsesafgift om, at bilen generelt set er til rådighed for privat anvendelse, dvs. der er en formodning for at han benytter den til at køre til sit sommerhus, til svigermor, på ferie m.v..

Formodningsreglen i § 9B, stk. 3 omfatter således kun en meget lille del af den rådighed som skal kunne afkræfte for at undgå beskatningen af fri bil.

Dette støttes efter SKATs opfattelse af lovforslagets bilag 2, under bemærkningerne til Skatterevisorforeningen, hvor der fremgår følgende:

”Skatteministeriet skal hertil først bemærke, at formodningsreglen ikke ændrer på beskatningen af fri bil.”

SKAT henviser desuden til SKM 2015.488 LSR. Hvor klageren, uanset om en del af hans kørsel i en firmabil måtte anses for omfattet af LL § 9 B, stk. 3, ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at bilen, der var placeret på hans bopæl om natten, ikke var stillet til rådighed for privat kørsel. Der skete herefter beskatning af værdien for bil efter LL § 16, stk. 4.

Formalia

I bekg nr. 1095 af 15. november 2005 om forkortet ligningsfrist § 1, nr. 4 gælder den korte frist ikke hvis ændringen af skatteansættelsen er begrundet i et forhold og et helt tilsvarende forhold gør sig gældende for et tidligere indkomstår. I Den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.2 nævnes f.eks. fri bil i samme ansættelsesforhold. SKAT henviser til SKM 2008.636BR SKAT fastholder derfor forhøjelsen”

Landsskatterettens afgørelse

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag af værdien af privat benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og stk. 4, jf. statsskattelovens § 4.

For visse køretøjer, herunder kraner, slamsugere, lastbiler og værkstedsbiler, der ikke kan anses for egnede som alternativ til en privat bil, gælder der en særlig praksis. Anses et køretøj ikke for egnet som alternativ til en privat bil, udløser privat kørsel ikke beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4. Der henvises til Den juridiske vejleding 2015-1, afsnit C.A.5.14.1.13 Særlige køretøjer. Der kan bl.a. henvises til SKM2013.671.ØLD.

På grundlag af sagens oplysninger og de afgivne forklaringer sammenholdt med praksis på området er det Landsskatterettens vurdering, at bilen ikke kan anses for specialindrettet. Der er tale om en almindelig varebil med sideruder. Den er derfor som biltype velegnet til privat brug. Der er ikke indrettet erhvervsbetingede installationer på passagersædet ved siden af førersædet, der derfor frit kan benyttes til persontransport. Bilen ses ikke at være snavset hverken indvendigt eller udvendigt som følge af den erhvervsmæssige anvendelse i en sådan grad, at bilen er uegnet til privat brug. Reolen og det lille skab, der er fastmonteret til bunden af varebilen, fylder kun en begrænset del af varerummet. Den øvrige del udgør mere end 50 % af varerummet og indeholder kun løse genstande, der nemt kan fjernes. At der bag førersædet er opsat et gitter er ikke tilstrækkeligt til, at bilen kan anses for specialindrettet. Bilen er således ikke uegnet til privat anvendelse med den pågældende indretning.

Det er ubestridt, at selskabets bil i den omhandlede periode var indregistreret til blandet anvendelse, og at den på et senere tidspunkt blev omregistreret til udelukkende erhvervsmæssig brug, uden at den faktiske anvendelse af bilen i den forbindelse blev ændret.

Når der er tale om en bil indregistreret til blandet anvendelse og som holder parkeret på en skatteyders bopælsadresse efter arbejdstids ophør, gælder der efter praksis en formodning for, at bilen er stillet til rådighed for den pågældende skatteyder til privat benyttelse. Der kan henvises til bl.a. SKM2014.504.HR og SKM 2009.239.HR.

Selskabet har oplyst, at den omhandlede bil blev indregistreret til blandet anvendelse, blandt andet så klageren kunne foretage såkaldte svinkeærinder i bilen. Da bilen ikke anses for specialindrettet, anses sådanne svinkeærinder for privat kørsel.

Der er fremlagt erklæring om, at bilen ikke må benyttes privat samt en dom der viser, at [virksomhed1] A/S tidligere har opsagt en medarbejder grundet privat brug af en af selskabets biler. Det fremgår imidlertid af dommens vidneforklaringer, at der var uklarhed om omfanget af bilordningen. Byretten lægger endvidere til grund, at den pågældende medarbejder reelt havde bilen til rådighed for privat brug. Da der herudover var tale om en situation, hvor den pågældende medarbejder under en sygemelding havde kørt på weekendtur i bilen, kan det ikke på baggrund af dommen lægges til grund, at klageren i nærværende sag er afskåret fra at benytte bilen privat.

Klageren anses derfor ikke ved de fremlagte oplysninger for at have sandsynliggjort, at bilen ikke har været benyttet privat.

Der skal derfor ske beskatning af værdi af fri bil.

Bilen blev indregistreret første gang den 23. juni 2005, og købt af selskabet den 3. november 2010. Købesummen er ikke oplyst, men det fremgår af leasingaftalen, at bilen ved leasingperiodens udløb pr. den 31. oktober 2010 havde en restværdi på 20.000 kr.

For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren mere end 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 6. punktum. (LBKG nr. 176 af 11. marts 2009). I medfør af ligningslovens § 16, stk. 4, 2. punktum, skal beregningsgrundlaget dog minimum sættes til 160.000 kr. Klageren skal derfor beskattes af værdi af fri bil med 7.190 kr. for perioden fra november til december 2010. For indkomståret 2011 beskattes klageren af værdi af fri bil med 43.140 kr.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.