Kendelse af 22-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 01-04-2017

Faktiske oplysninger

Ved en gennemgang af selskabet [virksomhed1] A/S’ regnskabsmateriale har SKAT konstateret, at klageren har fået stillet en KIA Sorento 2,5 Diesel Aut. med registreringsnummer [reg.nr.1] til rådighed af selskabet.

Der er fremlagt et tilbud dateret den 19. december 2005 på en KIA Sorento Van, 2,5 Diesel Gold Edition, hvoraf fremgår, at bilen leveres denne dag, og at anskaffelsesprisen er 239.658 kr. eksklusive moms. Det er endvidere anført, at bilens skatteværdi udgør 265.358 kr.

Bilen blev indregistreret første gang den 29. december 2005.

Bilen blev først indregistreret til godstransport privat/erhverv, og den 18. oktober 2012 omregistreret til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse. Selskabet har oplyst følgende i et brev til SKAT af 29. oktober 2012:

”Som det fremgår af Skats fremstilling af sagen er alle 6 biler på gule plader indregistreret med blandet benyttelse med den begrundelse at selskabet ikke ville bringe medarbejderne i problemer når de kørte erhvervskørsel om aften/nat og i weekender, kørsel mellem hjem og arbejde eller kørte mellem hjem og arbejde og foretog såkaldte svinkeærinder.

Selskabet er nu blevet klar over at dette ikke har været nødvendig da det er tilladt at foretage denne form for kørsel i en ren erhvervsbil med specialindretning.”

[virksomhed1] A/S er en produktionsvirksomhed inden for byggebranchen med hovedvægten på udvikling, produktion og salg af byggerier baseret på lette konstruktioner med et lavt energiforbrug og med forskellige former for klimaskærme. Produktionen sker som modul- eller elementbyggeri i selskabets haller i [by1]. Når modulerne er klar til at forlade produktionshallerne, er de enkelte moduler 90 % færdigproduceret og de sidste 10 % færdiggøres på byggepladsen.

Der er fremlagt følgende udskrifter fra [virksomhed1] A/S’ hjemmeside: ”Specialister i præfabrikeret modulbyggeri” og ”Byggeprocessen fra start til slut”. Det fremgår heraf, at virksomhedens arbejdsområde med fremstilling af flytbart modulbyggeri indebærer 2 forskellige arbejdsgange: 1) Byggeholdet, der fremstiller selve bygningsmodulerne på produktionsstedet i [by1] og 2) et hold, der opstiller og monterer bygningsmodulerne, hvilket sker ude hos kunderne på den adresse, som den enkelte kunde har anvist.

Der er fremlagt billeder af opstillingssteder, som er byggepladser.

Klageren er leder af et opstillings- og ombygningsteam, og udfører opgaver over hele landet. Han er tilknyttet montageholdet, og har ansvaret for at lede og fordele arbejdet i de teams, som foretager opstilling af bygningsmodulerne ude hos kunderne. Han har den daglige ledelse på op til flere arbejdspladser, og foretager indkøb og anden transport til de enkelte arbejdspladser.

Klageren har oplyst, at han ofte overnatter uden for hjemmet, og at han grundet arbejdsdage på 10-12 timer, normalt kun er hjemme i weekenden.

Klageren kommer efter det oplyste kun på virksomhedens hjemmeadresse i [by1] hver 14. dag.

Der er fremlagt en oversigt over klagerens arbejdssteder dag for dag i 2011. Denne viser, at klageren i 2011 har haft en række arbejdssteder. Klageren har arbejdet på de enkelte arbejdssteder i mellem 1 og 37 dage i træk. Nogle arbejdssteder fremgår flere gange på listen.

Der er fremlagt en erklæring dateret den 6. december 2004, hvoraf fremgår, at klageren kun må anvende selskabets biler til erhvervsmæssig kørsel.

Der er endvidere fremlagt dom af 20. april 2006 afsagt af Retten i [by2]. Det fremgår af dommen, at [virksomhed1] A/S (sagsøgte) i 2005 opsagde en medarbejder (sagsøgeren), da hun havde anvendt selskabets bil i forbindelse med et privat weekendbesøg på Sjælland, i en periode hvor hun var sygemeldt.

Følgende fremgår af byrettens begrundelse:

”I sagsøgerens seneste ansættelseskontrakt er det anført, at der stilles en gulpladebil til rådighed for sagsøgeren, ”idet der er tilkaldevagt i forbindelse med edb-drift og udlejningsafdelingen. Bilen må ikke benyttes til privat kørsel.” Sagsøgeren havde tillige fået udleveret et benzinkort, der også kunne anvendes til køb af brobilletter. Sagsøgeren har ved kortets udlevering skrevet under på, at kortet kun må bruges til firmaformål, og at misbrug vil medføre ”opsigelse uden varsel”.

Omkring årsskiftet 2003/04 havde sagsøgeren og sagsøgtes direktør, [person1], en e-mailkorrespondance om regulering af sagsøgerens løn, hvor [person1] bekræftede, eller i hvert fald ikke tog afstand fra, at sagsøgeren, i forbindelse med sin flytning fra [by2] til [by3], var blevet lovet en ” ”bil”-regulering”, som ikke ville være ensbetydende med, at hun ikke længere havde noget at køre i, idet hun ”skulle nøjes med en lidt mindre regulering, men så samtidig stadig skulle have en eller anden bil at køre i”.

Bortvisningen af sagsøgeren skete med brev af 28. juni 2005 og blev begrundet med, at sagsøgeren i weekenden 17. – 19. juni 2005 havde anvendt bilen til kørsel til og fra Sjælland og anvendt et udleveret benzinkort til køb af benzin og betaling for bropenge.

Sagsøgeren blev ikke gjort bekendt med bortvisningsgrundlaget inden beslutningen herom blev truffet og meddelt sagsøgeren.

Ansættelsesaftalen forudsætter, at sagsøgeren havde tilkaldevagt i forbindelse med ”udlejningsafdelingen”. Denne del af ansættelsesaftalen har ikke været omtalt under bevisførelsen, og det henstår som uklart, hvad der er sigtet til.

Det er ikke i ansættelsesaftalen eller efter det foreliggende andre steder skriftligt præciseret, hvad sagsøgerens tilkaldevagt nærmere gik ud på, og bevisførelsen har vist, at parterne har haft en meget forskellig opfattelse heraf. Det er ikke nærmere klarlagt, i hvilket omfang sagsøgeren faktisk er blevet tilkaldt i anledning af edb-problemer, men det har næppe været i et omfang, der i sig selv har kunnet gøre bilordningen berettiget ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Omfanget af sagsøgerens benyttelse af benzinkortet er ikke klarlagt under sagen, men efter sagsøgerens forklaring har det været benyttet i et videre omfang end en tilkaldevagtordning i sig selv kunne give anledning til. – Sagsøgeren er enlig mor. Hun havde ikke selv bil. Det må herefter lægges til grund, som også forklaret af sagsøgeren, at sagsøgerens bilordning i realiteten indebar, at hun kunne benytte bilen i videre omfang end tilkaldevagten nødvendiggjorde.

Sagsøgerens sygemelding fra den 16. juni 2005 indebar ikke, at sagsøgeren ikke fortsat udførte visse opgaver for sagsøgeren. Sagsøgerens rejse til Sjælland den 17. -19. juni har imidlertid intet arbejdsmæssigt sigte haft og fandt sted på et tidspunkt, hvor hendes sygemelding måtte indebære en suspension af hendes tilkaldevagtforpligtelser. Hun kunne derfor ikke påregne, at sagsøgte ville acceptere, at rejsen blev foretaget i sagsøgtes bil og med benyttelse af benzinkortet. Efter den uklarhed, der har hersket om sagsøgerens bilordning, kan sagsøgerens bilordning, kan sagsøgerens benyttelse af bilen ikke anses for at være en så klar misligholdelse af hendes forpligtelser i henhold til ansættelsesaftalen, at forholdet i sig selv kunne give grundlag for ophævelse af ansættelsesforholdet.

Sagsøgerens påtegninger på benzinkortkvitteringerne er – f.s.v. ang. den benyttede bil – klart urigtige. I en situation, hvor sagsøgerens reelle bilordning ikke har fundet klart udtryk i ansættelsesaftalen, og hvor sagsøgerens forklaring om, at hun på grund af sygemeldingen har været afskåret fra på sædvanlig måde at aflevere kvitteringerne med henblik på, om der skulle foretages løntræk for købene, ikke uden videre kan tilsidesættes, er der ikke grundlag for at tillægge denne omstændighed afgørende betydning.

Efter en samlet bedømmelse har sagsøgtes ophævelse af ansættelsesforholdet, der skete, uden at der var givet sagsøgeren lejlighed til at udtale sig om bortvisningsgrundlaget, således ikke været berettiget, og sagsøgeren har derfor krav på løn i opsigelsesperioden og godtgørelse efter funktionærlovens § 2 a.”

Der er fremlagt billeder af indretningen af bilen. Det ses på billederne, at der bag førersædet er et metalgitter. Bag førersædet og passagersædet er en reol med hylder. Det kan ikke ses af billederne, om denne er fastmonteret i bilen. I selve varerummet er der ikke monteret nogen hylder eller andet, men varerummet indeholder diverse tilfældigt placeret værktøj, materialer m.v. Det ses endvidere, at gulvet under førersædet er lettere tilsmudset.

Klagerens husstand ejede i 2011 en Audi A6 samt fra den 5. august 2011 tillige en Volkswagen Golf.

Klagerens husstand består af klageren, hans ægtefælle og 2 børn, hvoraf det ene var over 18 år.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst for indkomståret 2011 med 53.856 kr.

SKAT har som begrundelse anført følgende:

”[...]

Selskabet har indsendt billeder for at godtgøre, at bilen er specialindrettet, ligesom man har omregistreret bilen til udelukkende erhvervsmæssig kørsel.

SKAT har vurderet de forelagte billeder. Vurderingen er foretaget ud fra retningslinjer gengivet i SKM 2008.354 SKAT.

Det er SKATs vurdering, at der er tale om en varebil, der som udgangspunkt uden den pågældende indretning er velegnet til privat kørsel.

Den er med sideruder.

Der er bagved førersædet og passagersædet en indretning med hylder. Vi kan ikke på billedet se monteringen af disse.

Køretøjet er efter vores opfattelse ikke ved indretningen blevet uegnet til privat brug, ligesom tingene kan tages ud af køretøjet, hvis der er behov for rent privat at transportere ting.

Køretøjet er ikke tilsmudset ud over det normale eller med lugtgener, der gør det uegnet til privat brug. Hvis der skulle være en let tilsmudsning, er det ikke af en karakter, der er tilstrækkeligt til at gøre det uegnet til privat brug. Slid på sædeovertræk er ikke tillagt betydning for vurderingen.

Vi har lagt vægt på eksemplerne 1 og 5, der er tættest på den bil, som du anvender.

Der er fremlagt en erklæring om, at du er gjort bekendt med, at virksomhedens biler kun må benyttes til erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med virksomhedens aktiviteter. Bilerne må i intet tilfælde benyttes til private formål.

Der foreligger dog modstridende oplysninger, idet virksomheden har valgt at indregistrere bilen til både privat og erhvervsmæssig befordring. Det er herefter ikke ulovligt at anvende bilen til privat kørsel og den nævnte indregistrering er at sidestille med, at bilen er stillet til din rådighed. Bilen er efter SKATs opfattelse ikke specialindrettet, og ikke opfattet af de særlige regler, som gælder for specialindrettede biler.

SKAT fastholder derfor sin stillingtagen til beskatning af værdi af fri bil.

------------------------------------------------------------------------------

Det fremgår, at du har fået stillet en varebil til rådighed af din arbejdsgiver [virksomhed1] A/S. Bilen er indregistreret, så du lovligt kan anvende den til privatkørsel. Efter det oplyste er den netop indregistreret på den måde, for at der ikke skal være problemer med privatkørsel, også når bilen medbringes til hjemmet m.m. Selve indregistreringen til privat anvendelse er en tilkendegivelse af, at bilen må anvendes til privat brug. Du er derfor efter SKATs opfattelse skattepligtig af værdi af fri bil jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Bilen er anskaffet af [virksomhed1] 9.2.2011, dvs. mere end 3 år efter første indregistrering. Det er derfor i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. bilens købspris, der skal anvendes til beregning af fri bil + miljøtillæg, der skal betales efter bilens brændstofforbrug eller vægtafgift.

I mangel af en købekontrakt har SKAT foretaget opslag i [...dk], og skønsmæssigt vurderet, at købsprisen for bilen var 220.000 kr.

Vi har endvidere oplysning om, at vægtafgiften er 3.760 kr. årligt.

Værdien beregnes af mindst 160.000 kr. jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Selvom du er omfattet af den korte ligningsfrist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, mener SKAT, at den almindelige frist i skatteforvaltningslovens § 26 gælder, da der er tale om et tilsvarende forhold for 2010 som der også er for 2011 jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 5. november 2005 § 1, nr. 4.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at klageren ikke skal beskattes af fri bil i indkomståret 2011.

Repræsentanten har subsidiært nedlagt påstand om, at den af SKAT anvendte værdi af bilen ikke er korrekt, da der i stedet skal anvendes den i klagen dokumenterede indkøbspris på bilen.

Repræsentanten har i klagen anført følgende:

”2 SAGSFREMSTILLING

Der henvises foreløbig til den i SKATs afgørelse (bilag 1) anførte sagsfremstilling med følgende supplerende bemærkninger:

Vedrørende [virksomhed1] A/S’ virksomhed:

[virksomhed1] A/S driver virksomhed med produktion og opstilling af midlertidige eller bygninger, som produceres i moduler og transporteres til opstillingsstederne rundt omkring i landet. [virksomhed1] A/S’ medarbejdere, som er beskæftiget med opstilling af disse bygninger, skal være fleksibelt i deres arbejdstid, da der kan være behov for tilstedeværelse på byggepladsen døgnet rundt alle ugens dage. Ligeledes skal personalet være fleksibelt med hensyn til arbejdssted, der er forskellige steder i hele landet.

Arbejdet udføres på byggepladser, hvor der foretages jordarbejder, hvorfor de køretøjer, som benyttes af medarbejderne under arbejde på de forskellige arbejdssteder dagligt udsættes for kraftig tilsmudsning både indvendigt og udvendigt.

Der vedlægges som bilag 2 fotos fra en byggeplads, hvor opmærksomheden henledes på den mudrede beskaffenhed af overfladen. Af bilaget fremgår endvidere et eksempel på de bygninger/moduler, som [virksomhed1] A/S opfører på byggepladserne.

Vedrørende det af klager udførte arbejde for [virksomhed1] A/S:

[person2] er leder af et opstillings- og ombygningsteam i selskabet og udfører arbejde over hele landet.

Klager har den daglige ledelse på op til flere arbejdspladser og foretager indkøb og anden transport til de enkelte arbejdspladser.

Vedrørende indretningen og benyttelsen af det omhandlede køretøj:

Der er tale om et køretøj af mærket Kia Sorento, 2,5 Diesel Aut..

Der er ingen bagsæder i bilen, idet lastrummet ofte benyttes til transport/opbevaring af materialer rundt mellem byggepladser.

Køretøjet fremstår udvendigt ofte tilsmudset som følge af kørsel rundt på arbejdspladser. Dette gælder ligeledes indvendigt, hvor opbevaring af byggematerialer i lastrummet samt klagers brug af køretøjet efter at have befundet sig på forskellige byggepladser gør, at køretøjets bund og sæder ofte er beskidte og uegnede til at blive benyttet uden arbejdstøj.

I almindelighed bærer køretøjet oftest præg af den daglige arbejdsbrug som beskrevet ovenfor.

Vedrørende klagers benyttelse af det omhandlede køretøj:

Klager har overfor [virksomhed1] A/S fraskrevet sig retten til at benytte køretøjet privat.

Der henvises til som bilag 3 vedlagte ”Erklæring om anvendelse af virksomhedens biler”, som er underskrevet af klager og [virksomhed1] A/S.

Klager har overholdt denne erklæring.

Det bemærkes, at klager har benyttet køretøjet til kørsel mellem hjem og (skiftende) arbejdssted, idet parterne har opfattet denne brug som erhvervsmæssig kørsel. Dette skyldes de meget skiftende arbejdssteder, som har gjort det praktisk umuligt for klager at benytte køretøjet, hvis ikke klager har haft det med hjem efter arbejdsdags ophør. Endvidere har klagers store fleksibilitet i forhold til at blive kaldt på arbejde på forskellige tidspunkter til forskellige byggepladser uden varsel og/eller uden for normal arbejdstid nødvendiggjort, at klager har haft adgang til køretøjer fra hjemmet.

Kort sagt har det ekstremt varierende kørselsmønster til forskellige arbejdspladser og på forskellige arbejdstidspunkter i og uden for normal arbejdstid afstedkommet, at klagers benyttelse af køretøjet har fundet sted mellem hjem og arbejdssted, uden at parterne har opfattet det som værende ikke-erhvervsmæssigt.

Det bemærkes, at klager har adgang til en privat personbil til opfyldelse af klagers private kørselsbehov, og det i nærværende sag omhandlede køretøj har ikke været benyttet hertil.

Anskaffelsesprisen på køretøjet:

SKAT har i sin afgørelse skønnet indkøbsprisen på køretøjet til kr. 220.000.

Som bilag 4 vedlægges kopi af ”Tilbud på Kia Sorento Van” med [virksomhed2] A/S. Heraf fremgår, at køretøjet er anskaffet i december 2005 til en anskaffelsessum på kr. 239.658 (ekskl. moms).

3. ANBRINGENDER

Det gøres til støtte for den nedlagte påstand gældende

Til støtte for den subsidiære påstand gøres gældende

Repræsentanten har supplerende fremført følgende:

”Supplerende bemærkninger til sagsfremstillingen:

Supplerende vedrørende [virksomhed1] A/S’ virksomhed:

Der henvises til udskrift fra [virksomhed1] A/S’ hjemmeside vedlagt som bilag 5.

Heraf kan udledes at virksomhedens arbejdsområde med fremstilling af flytbart modulbyggeri indebærer 2 forskellige arbejdsgange:

Medarbejderne hos [virksomhed1] A/S er typisk enten tilknyttet ”byggeholdet”, som arbejder med produktion hjemme hos virksomheden, eller ”montageholdet”, som arbejder ude på montagestederne.

Supplerende vedrørende det af klager [person2] ([person2]) udførte arbejde:

[person2] var i 2011 og er stadig leder (såkaldt ”formand”) af et opstillings- og byggeteam og er derfor tilknyttet ”montageholdet”. [person3] har således ansvaret for at lede og fordele arbejdet i de teams, som foretager opstilling af bygningsmodulerne ude hos kunderne.

Da der for [person2] udarbejdes arbejdssedler for hver dags arbejde, har virksomheden en ekstakt registrering af [person2]s arbejdssteder dag for dag i 2011, jf. bilag 6.

Generelt kan oplyses følgende:

Det bemærkes, at i de perioder, hvor der arbejdes flere dage i træk på byggepladser, f.eks. hos [virksomhed3] og [virksomhed4] sker der overnatning på hotel, hvorfor der ikke i tilknytning hertil sker kørsel mellem hjem og arbejde på hverdage, men alene op til og efter weekender/fridage.

Supplerende oplysninger vedr. køretøjet:

Indledningsvis henvises til de som bilag 7 vedlagte fotos af køretøjet.

Det bemærkes, at SKAT i sin afgørelse har lagt vægt på, at hylderne i køretøjet ikke ses at være fastmonterede. Dette er ikke korrekt.

Det i bilen monterede hyldesystem er fastmonteret og kan ikke tages ud.

SKAT har endvidere i sin afgørelse lagt vægt på, at tingene kan tages ud af køretøjet. Heller ikke dette er korrekt. Idet der er tale om et fastmonteret hyldesystem, kan dette ikke tages ud. SKATs synspunkt synes at bygge på, at det vil være muligt at tømme køretøjet for at benytte dette privat. Det bemærkes hertil, at det vil en særdeles krævende opgave at tømme hyldesystemet og opbevare værktøj og materialer for efterfølgende at genplacere disse på deres rette placering i køretøjet.

[person2] har som montør behov for at medbringe værktøj af forskellig art, materialer m.v. For at kunne holde orden i værktøj og materialer m.v. samt for at dette forsvarligt kan transporteres, er der behov for et hyldesystem i bilen.

Supplerende oplysninger om privat køretøj:

[person2] har privat 3 køretøjer, som dækker det private kørselsbehov, pt. en Audi A6 (årlig kørsel ca. 15.000 km.), VW Golf 1,6 (årlig kørsel ca. 5.000 km.) og en Alfa Romeo (årlig kørsel ca. 10.000 km.).

Supplerende bemærkninger under anbringender:

Der er tale om et specialindrettet køretøj:

Det gøres til støtte for, at der er tale om et specialindrettet køretøj, gældende:

Anvendelse af ligningslovens § 9 B, stk. 3:

Det må lægges til grund, at klager ikke har anvendt køretøjet til privat kørsel, når der bortses fra den stedfundne kørsel mellem hjemmet og de skiftende arbejdssteder. Som allerede dokumenteret i sagen (jf. ansættelseskontrakten, bilag 4) er det ikke tilladt klager at benytte bilen privat, hvilket er overholdt.

Kørsel mellem hjem og skiftende (midlertidige) arbejdssteder anses ikke skattemæssigt som privat kørsel. En arbejdsplads anses for midlertidig, når der højst køres mellem hjem og arbejdspladsen i 60 dage inden for de forudgående 12 måneder. I denne sag er det spørgsmålet, om klager har kørt i bilen mellem sit hjem og virksomhedens adresse i [by1] mere end 60 dage inden for 12 måneder.

Der er ikke for klager i nærværende sag ført kørselsregnskab. Det er imidlertid i sagen dokumenteret, at klager har et kørselsmønster og en arbejdsfunktion, som gør, at klager ikke transporterer sig mellem sit hjem og arbejdsstedet i [by1], og det er ikke meningen, at klager, som tilknyttet ”montageholdet”, skal udføre arbejde på arbejdsstedet i [by1]. Det må derfor også have formodningen imod sig, at klager skulle befordre sig mellem arbejdsstedet i [by1] og sit hjem i mere end 60 dage inden for 12 måneder.

Der henvises til ligningslovens § 9 B, stk. 3, der er formuleret således:

”Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, jf. stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan dog give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i stk. 1.”

Ligningslovens § 9 B, stk. 3, er en formodningsregel, som finder anvendelse i forhold til skattepligtige, der som klager har et kørselsmønster, der indebærer befordring til mange forskellige arbejdspladser.

Bestemmelsen blev med virkning fra 1. januar 2009 indført ved lov nr. 1337 af 19. december 2008 (L-22 2008/2009) som led i en politisk aftale mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. Reglen blev således indført på baggrund af et bredt politisk ønske.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår det bl.a.:

”I praksis har der udviklet sig en formodningsregel om, at en firmabil står til rådighed for privat anvendelse, hvis bilen står parkeret på bopælen, eller hvis virksomhed og bopæl er på samme adresse. Den skattepligtige kan afkræfte denne formodning, f.eks. ved hjælp af et kørselsregnskab, som viser, at der kun er kørt erhvervsmæssigt... Af aftalen fremgår, at 60-dages reglen er administrativt belastende ved kørsel til en række skiftende arbejdssteder, og at parterne er enige om, at der skal ske en administrativ forenkling og smidiggørelse i denne situation. I nogle situationer kan den ansatte have så mange forskellige arbejdspladser, at det er meget byrdefuldt for vedkommende at påse, at 60 dages reglen overholdes, og uden betydning, da vedkommende højst sandsynligt aldrig vil køre til blot ét af arbejdsstederne i mere end 60 dage inden for de forudgående 24 måneder. I disse situationer er det ikke hensigtsmæssigt, at vedkommende skal bruge tid på at holde skarpt øje med sit kørselsmønster. Det foreslås derfor, at der i disse situationer, hvor den skattepligtige har et særligt kørselsmønster, gælder en formodning for, at kørslen er i overensstemmelse med 60 dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står på den skattepligtiges bopæl.

I de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 1, fremgår det videre:

”Det foreslås, at hvis den skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads køres i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, antages det, at befordringen er erhvervsmæssig. Det kan f.eks. være i den situation, hvor en virksomhed har en servicekontrakt med en række faste kunder om reparation og service af maskiner, hvor hver virksomhed kun besøges få gange om året eller for den sags skyld om måneden. Beskæftiger en virksomhed sig f.eks. med opstilling af og efterfølgende service på kopimaskiner, vil det typisk ikke blive til mange besøg hos de enkelte kunder på årsplan. Et andet eksempel er en virksomhed, der med faste mellemrum rykker ud til en række kunder. En gartner kan således have en aftale med en række boligselskaber eller kommunale institutioner om en gang om ugen i sommerperioden at slå de pågældende kunders græs. Der kunne også være tale om en vinduespudser, der kommer 3 dage i en virksomhed 4 gange om året for at pudse vinduer. Et tredje eksempel er en sælger, der opsøger nye kunder hver dag året rundt. Samme kørselsmønster har eksempelvis en skorstensfejer. Et fjerde typisk eksempel er håndværkere, der arbejder på projekter, der typisk har en varighed på nogle dage eller et par uger [min understregning]. Sådanne skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser under sådanne vilkår, at det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, hvis man talte efter. Sådanne skattepligtige vil være omfattet af den nye regel...”

Som det fremgår, blev ligningslovens § 9 B, stk. 3, indført med henblik på at sikre administrative lettelser for de ansatte med et kørselsmønster, der indebærer befordring til mange forskellige arbejdspladser.

Klageren falder som følge af sin arbejdsfunktion og kørselsmønster umiddelbart inden for kerneområdet af ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Det bemærkes, at SKAT med fremadrettet virkning har mulighed for at pålægge klager, at han skal føre kørebog, hvis SKAT måtte give påbud herom, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 3, 2. pkt.

SKATs udtalelse til klagen

SKAT har udtalt følgende til klagen:

”Om evt. specialindretning:

Bilen er ikke besigtiget. Vi har spurgt om besigtigelse, hvilket ikke kunne lade sig gøre, men der er indsendt billeder af en bil [reg.nr.1].

SKAT har vurderet, om bilen er specialindrettet ud fra retningslinjer, gengivet i SKM 2008.354.SKAT.

Det er SKATs vurdering, at der er tale om en bil, der som udgangspunkt uden den pågældende indretning er velegnet til privat kørsel.

Den er med sideruder.

Vi kan se på billedet, at der bagved førersædet og passagersædet er en indretning med hylder. Vi kan ikke af billedet se monteringen af denne.

Det er ikke godtgjort, at køretøjet er indrettet på en særlig måde, så det er blevet uegnet til privat brug.

Køretøjet er efter vores opfattelse ikke ved indretningen blevet uegnet til privat brug, ligesom tingene kan tages ud af køretøjet, hvis der er behov for rent privat at transportere ting.

SKAT henviser til bilag 1 og 5, som det der er nærmest den omtalte bil og hvor SKAT ikke anser bilen for specialindrettet.

Om privatbenyttelse:

Der er fremlagt en erklæring af 6. december 2004 om, at [person2] er gjort bekendt med, at virksomhedens biler kun må benyttes til erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med virksomhedens aktiviteter, samt at biler må i intet tilfælde benyttes til private formål. Endelig er han gjort bekendt med, at det ikke er tilladt at medtage passagerer, der ikke har tilknytning til virksomhedens aktiviteter.

Det står dog i modstrid til, at virksomheden har valgt at indregistrere bilen, som er erhvervet den 29. december 2005, til både privat og erhvervsmæssig befordring. Det er herefter lovligt at anvende bilen til privat kørsel og den nævnte registrering er at sidestille med, at bilen er stillet til hans rådighed.

Det står også i modstrid til, at det er forklaret til SKAT, at indregistreringen er sket for at give medarbejderne mulighed for at foretage private ærinder i forbindelse med kørsel fra hjem til arbejdsplads samt for at undgå, at de ville få problemer med kørsel udenfor arbejdstid og i weekenden, som deres job i mange tilfælde vil kræve.

Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.11 vurdering af, hvornår en bil er til rådighed for privat kørsel bl.a. at der gælder en række formodningsregler for, hvornår en personbil eller en varebil på gule plader står til rådighed for privat kørsel. Disse formodningsregler gælder ikke for varebiler på gule plader, hvor der ikke er betalt moms ved anskaffelsen eller betales privatbenyttelsesafgift. I dette tilfælde er der betalt privatbenyttelsesafgift, fordi bilen har været indregistreret til godstransport privat/erhverv. Hvis bilen holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, er der formodning for, at firmabilen – uanset eventuel aftale med firmaet om det modsatte – rent faktisk bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. For at undgå beskatning skal den ansatte derfor sandsynliggøre overfor skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet.

Bedømmelsen er ligningsmæssig og konkret, men i bedømmelsen indgår, om kørslen til hjemmet kan anses for erhvervsmæssig, og om den ansattes levevis og rutiner i øvrigt er tilrettelagt på en måde, der bekræfter, at firmabilen ikke bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. I bedømmelsen indgår fx

Hvis den ansatte foretager daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel (kørselsregnskab), og hvis registreringerne udelukkende viser erhvervsmæssig kørsel, har den ansatte normalt løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat.

Hvis den ansatte er fritaget for at føre kørebog, fordi vedkommende har et arbejdsmønster, der gør, at vedkommende må formodes ikke at komme i strid med 60-dages reglen, vil formodningen være sat ud af kraft, indtil SKAT eventuelt giver pålæg om at føre kørebog. Dette følger af bemærkningerne til L22 af 9. oktober 2008 (lov nr. 1337 af 19. december 2008) om smidiggørelse af 60-dages reglen.

Om kørselsmønster:

Det fremgår af ligningslovens § 9 B, stk. 3, at hvis den skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, jf. stk. 1. ...

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, foreslås det at det uden videre antages, at befordringen er erhvervsmæssig. Det betyder, at der i disse situationer, hvor den skattepligtige har et særligt kørselsmønster, gælder en formodning for, at kørslen er i overensstemmelse med 60-dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står parkeret på den skattepligtiges bopæl.

Som eksempler på tilfælde, hvor den skattepligtige har et sådant kørselsmønster nævnes i bemærkningerne til lovforslaget, en virksomhed, som har en servicekontrakt med en række faste kunder om reparation og service på maskiner, hvor hver virksomhed kun besøges få gange om året eller for den sags skyld om måneden. Beskæftiger en virksomhed sig med opstilling af og efterfølgende service på kopimaskiner, vil det typisk ikke blive til mange besøg hos de enkelte kunder på årsplan. Et andet eksempel er en virksomhed, der med faste mellemrum rykker ud til en række kunder. En gartner kan således have en aftale med en række boligselskaber eller kommunale institutioner om en gang om ugen i sommerperioden at slå de pågældende kunders græs. Der kunne også være tale om en vinduespudser, der kommer 3 dage i en virksomhed 4 gange om året for at pudse vinduer. Et tredje eksempel er en sælger, der opsøger nye kunder hver dag året rundt. Samme kørselsmønster har eksempelvis en skorstensfejer. Et fjerde typisk eksempel er håndværkere, der arbejder på projekter, der typisk har en varighed på nogle dage eller et par uger. Sådanne skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser under sådanne vilkår, at det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, hvis man talte efter. Sådanne skattepligtige vil være omfattet af den nye regel.

Erhverv med kørselsmønstre, hvor der åbenlyst køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og arbejdspladsen, vil ikke være omfattet af den foreslåede formodningsregel. Eksempelvis vil det have formodningen imod sig, at personer med administrative funktioner på et fast arbejdssted, vil have et kørselsmønster der indebærer, at der ikke køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og det enkelte arbejdssted. Fabriksarbejde på et fast arbejdssted er et andet klart eksempel. I sådanne tilfælde vil told- og skattemyndighederne efter gældende ret kunne stile krav om dokumentation for, at kørslen er erhvervsmæssig, typisk og mest hensigtsmæssigt i form af et kørselsregnskab for den forløbne periode.

Det fremgår af klagen, at [person2] er leder af et opstillings- og ombygningsteam i selskabet og at han udfører arbejde over hele landet.

Han har efter det oplyste den daglige ledelse på op til flere arbejdspladser og foretager indkøb og anden transport til de enkelte arbejdspladser.

Det fremgår af ledelsesberetningen om [virksomhed1] A/S, at der er tale om modulbyggeri, som sker som produktion i selskabets haller i [by1]. Når modulerne er klar til at forlade produktionshallerne, er de enkelte moduler 90 % færdigproduceret.

Efter de indsendte oplysninger mener SKAT, at det må vurderes af Landsskatteretten, om [person2]s kørselsmønster er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Klagers øvrige biler til privat benyttelse samt hans husstand

Klager har en Volkswagen Golf XP 33 069 tilgang til ham den 5. august 2011. Han har derudover en Audi A 6 tilgang til ham den 25. november 2010.

Den omtalte Alfa Romeo har klager først erhvervet 3. februar 2012, så vidt vi kan se.

Klagers hustru har haft lønindkomst fra [virksomhed5] A/S i [by4].

Der er to hjemmeboende børn, hvoraf den ene fyldte 19 i 2011. Han har haft lønindkomst fra [virksomhed1] og [virksomhed5] på i alt ca. 95.000 kr. i 2011.

Om anskaffelsessum:

Der er i forbindelse med klagen fremsendt et tilbud på KIA Sorenteo Van 2,5 Diesel Gold Edition. Det viser sig, at [virksomhed1] har købt bilen allerede 19. december 2005, hvilket ikke svarer til de oplysninger SKAT havde ved afgørelsen. Værdi af fri bil skal beregnes ud fra bilens nyvognsværdi jf. ligningslovens § 16, stk. 4, dog med 75 % af nyvognsprisen.

Nyvognsprisen er bilens fakturapris inklusive moms, registreringsafgift, udgifter til nummerplader og leveringsomkostninger samt normalt registreringsafgiftspligtigt tilbehør, hvilket fremgår af den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.7.

Det fremgår af det indsendte bilag, at skatteværdien er 265.358 kr., hvilket vi anser for at være den samlede pris + moms – reduceret med ekstraudstyr, som ikke er registreringsafgiftspligtigt.

75 % heraf er 199.018 kr.

SKAT indstiller værdien af fri bil beregnet ud fra denne værdi + vægtafgift.

SKAT foreslår, at rådigheden anses for at være 12 måneder, i modsætning til forslaget, hvor vi kun beskattede i 11 måneder, idet det har vist sig, at selskabet har ejet bilen i længere tid end forudsat af SKAT samt at beløbet kan rummes i forslagets beløb.

Repræsentantens bemærkninger til SKATs udtalelse

Repræsentanten har anført følgende til SKATs udtalelse:

”SKATs udtalelse af 4. juli 2013 giver anledning til følgende bemærkninger:

1.Vedr. privat anvendelse af køretøjet:

SKAT forholder sig i sin redegørelse slet ikke til den omstændighed, at den eneste ”private” anvendelse af køretøjet, som klager har foretaget, er kørsel mellem hjem og arbejde. Denne kørsel anser klager og arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S ikke som privat, idet man er af den opfattelse, at (1) køretøjet er specialindrettet, og at (2) klager har et kørselsmønster med befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at der består en formodning for overholdelse af 60-dages reglen, som indebærer, at kørsel mellem hjem og skiftende arbejdssteder ikke anses som privat befordring, hvis der ikke køres til et fast arbejdssted i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder.

Når der er tale om et specialindrettet køretøj, kan man såvel efter momsreglerne som reglerne for beskatning af fri bil foretage kørsel mellem hjem og arbejde, uden at dette udløser beskatning af medarbejderen. Ligeledes kan man foretage kørsel mellem hjem og arbejde, uden at dette udløser beskatning af medarbejderen, når medarbejderen har kørselsmønster, som skaber en formodning for overholdelse af 60 dages reglen.

Som det er dokumenteret i sagen, har medarbejderen forpligtet sig til i sin ansættelseskontrakt ikke at benytte køretøjet privat. Det består en formodning for at dette må være overholdt. Især når der henses til den omstændighed, at medarbejderen har et privat køretøj til at dække sit private kørselsbehov.

Ud fra SKATs redegørelse får man den opfattelse, at SKAT finder, at klager har benyttet køretøjet til andet end kørsel mellem hjem og arbejde. Dette begrundes angiveligt med, at [virksomhed1] A/S har valgt at lade køretøjet registrere til privat og erhvervsmæssig befordring. Det er korrekt, at køretøjet har været registreret sådan- dette skyldes imidlertid udelukkende, at virksomheden var af den opfattelse, at dette var et krav efter momsreglerne, for at medarbejderen kunne benytte køretøjet mellem hjem og arbejde. Da køretøjet er specialindrettet, og da klager har et kørselsmønster, som skaber formodning for overholdelse af 60-dages reglen, er denne antagelse imidlertid ikke korrekt, hvorfor virksomheden nu har ladet køretøjet registrere til ren erhvervsmæssig anvendelse.

Disse registreringsmæssige teknikaliteter i virksomheden – som medarbejderen aldrig har været involveret i eller haft kendskab – har imidlertid aldrig haft til formål at give medarbejderen/klageren carte blanche til at benytte køretøjte privat. Det må han ikke – kun til kørsel mellem hjem og arbejde – hvilket klart er aftalt mellem medarbejderen og virksomheden. Alt andet ville udgøre en overtrædelse af vilkårene i klageres ansættelseskontrakt.

Det er derfor helt uden hold i det faktuelle grundlag i sagen, når SKAT tilsyneladende forsøger at opstille en formodning om, at klageren har benyttet køretøjet privat til andet end kørsel mellem hjem og arbejde.

Formodningen er den stik modsatte – nemlig at klager har overholdt sin ansættelseskontrakt. Alt andet ville være at beskylde klager for at have begået en væsentlig misligholdelse af sit ansættelsesforhold, hvilket SKAT ikke, uden konkrete, holdepunkter kan få lov at lægge til grund.

Det må derfor lægges til grund, at klager kun har benyttet køretøjet til kørsel mellem hjem og arbejdssteder.

2.Vedr. specialindrettet køretøj:

Det er klagers opfattelse, at køretøjet er specialindrettet.

Om et køretøj opfylder betingelsen om at være ”specialindrettet” er en konkret vurdering, men der indgår grundlæggende 2 kriterier i vurderingen:

Køretøjet er indrettet og/eller benyttes på en speciel måde, som gør, at det ikke egner sig som alternativ til en privat bil, og

Og der er for klageren et erhvervsmæssigt behov for denne specielle indretning.

Nærmere vedrørende – ”indrettet på en speciel måde”:

Der henvises til de allerede som bilag 7 fremlagte fotos af køretøjet. Supplerende fremlægges yderligere fotos som sagens bilag 8.

Det fremgår heraf, at bilen ikke har bagsæder, men i stedet er indrettet i bag med et fladt lastrum – delvist beklædt med metalplader til beskyttelse af lastrummets gulv. Dvs. klager kan ikke medtage passagerer på bagsædet. Køretøjet er derudover indrettet med beskyttelsesbøjle/metalgitter, som beskytter føreren mod at få løse genstande kastet i nakken ved kørsel. En sådan indretning findes ikke bag passagersædet ved siden af føreren, hvorfor det vil være farligt at medtage en passager, da risikoen for flyvende løse genstande er stor. Dette understreges af, at bilen er fyldt med løse genstande, som klager benytter i sit arbejde for [virksomhed1] A/S. Hvis SKATs synspunkt er, at klager står og tømmer bilen hver gang han skal ud at køre en tur med hustruen på passagersædet (hvilket klager som nævnt aldrig gør!), så skal man være opmærksom på, at et helt tomt lastrum vil være begrænset anvendeligt – igen henset til risikoen for flyvende genstande i nakken på medpassageren.

Den manglende beskyttelse af en eventuel medpassager gør klart køretøjet uegnet til privat brug.

SKAT udtrykker tvivl om, hvorvidt reolsystemet er fastmonteret. Reolsystemet er fastmonteret – boltet fast i vognens lastrum. Det kan dermed ikke let fjernes med henblik på at gøre bilen egnet til privat brug.

Nærmere vedrørende – ”benytttes på en speciel måde”:

Her tænkes på, om den ansattes brug af køretøjet gør, at dette ikke egner sig til anvendelse som privat bil.

Der er allerede som bilag 2 fremlagt fotos af det arbejdsmiljø, som køretøjet benyttes i. Supplerende fremlægges som bilag 9 yderligere fotos af arbejdsmiljøet.

Det fremgår heraf, at der er tale om mudderpladser, som er møgbeskidte, hvorfor det ikke kan undgås, at køretøjet bliver meget beskidt – specielt i regnvejr. Det kan heller ikke undgås, at klager, som færdes på disse pladser, selv bliver beskidt og dermed tilsmudser bilen. Det er ikke rimeligt at antage, at klager når han kommer hjem efter endt arbejdsdag, hver dag rengør og tømmer dette køretøj med henblik på, at han kan benytte det til privat brug.

Det er ikke korrekt af SKAT at antage, at bilen er ”velegnet til privat kørsel”. Bilens indretning og den måde, som den benyttes på i det daglige, gør alt i alt, at der er tale om et specialindrettet køretøj i skattemæssig forstand.

Nærmere vedrørende – ”erhvervsmæssigt behov for bilens specialindretning”:

Det bemærkes, at det ikke er bestridt af SKAT, at bilens reolsystem, øvrige materialer, stige m.v. i bilen opfylder et reelt erhvervsmæssigt behov hos klager. Endvidere kan der ikke være tvivl om, at bilens tilsmudsning skyldes klager erhvervsmæssige anvendelse af bilen.

Det må derfor lægges til grund, at der er erhvervsmæssigt behov for bilens specialindretning.

Samlet set må det lægges til grund, at der er tale om et specialindrettet køretøj.

3.Kørselsmønster – 60 dages regel:

Klager har noteret sig, at på grundlag af de af klager fremlagte oplysninger, har SKAT ikke erklæret sig uenig i, at klager kørselsmønster opfylder formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3. SKAT lader det i stedet være op til Landsskatteretten at bedømme sagen.

Det er – som tidligere nævnt – klagers opfattelse, at Landsskatteretten må træffe afgørelse i overensstemmelse med sin egen praksis, jf. Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2012, J.nr. 12-0189410, hvor Landsskatteretten anså formodningsreglen for værende opfyldt af skatteyderen i en lignende sag.

4.Konklusion:

Det er i nærværende sag tale om et specialindrettet køretøj, som ud over ren erhvervsmæssig benyttelse i arbejdstiden kun er blevet benyttet af medarbejderen til kørsel mellem hjem og arbejde.

Kørsel mellem hjem og arbejde i et specialindrettet køretøj er ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, og udløser ikke beskatning af medarbejderen.

Derudover er der i nærværende sag tale om, at klager har et kørselsmønster, som opfylder formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, hvorefter klager må formodes at opfylde 60-dages reglen.

Hvis der efter ligningslovens § 9 B, stk. 3, består en formodning for overholdelse af 60 dages reglen anses kørsel mellem hjem og arbejdssted – uanset om køretøjet er specialindrettet eller ej – for erhvervsmæssig. Erhvervsmæssig kørsel er ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, og denne kørsel udløser derfor ikke beskatnings af medarbejderen.”

Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”Bemærkninger vedrørende specialindrettede køretøjer

Jeg har ikke yderligere bemærkninger vedrørende indretningen af det pågældende køretøj og henviser i den sammenhæng til de bemærkninger og anbringender, som fremgår af den fremsendte klage og vores tidligere bemærkninger i sagen.

Bemærkninger til den private anvendelse af de pågældende biler

Sagen vedrører principielt spørgsmålet om, hvorvidt Klager på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at den pågældende bil ikke har været anvendt privat og dermed ikke har været til rådighed for den ansatte.

Det følger af praksis, at rådigheden over en firmabil konkret kan anses for at være afskåret.

I Juridisk Vejledning afsnit C.A.5.14.11 fremgår det, at:

”En ansat med firmabil har mulighed for at undgå beskatning af fri firmabil ved at afskære sig muligheden for at bruge firmabilen privat.

Det er en absolut forudsætning for at undgå beskatning, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og firmaet om, at bilen ikke er til rådighed for privat brug, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.

Hvis den ansatte blot én gang kører privat i en firmabil trods aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, skal den ansatte beskattes af værdien af fri firmabil for hele den periode, hvor bilen har stået til rådighed for erhvervsmæssig anvendelse. Se SKM 2013.526.ØLR. Den ansatte skal dog højst beskattes for den periode, hvor firmabil er til rådighed for den ansatte, herunder til rådighed for erhvervsmæssig kørsel.

Hvis en ansat med firmabil, der har indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, i alle tilfælde afleverer firmabilen i virksomheden uden for arbejdstid, kan den ansatte normalt være sikker på ikke at blive beskattet af fri firmabil.

Hvis en ansat har en firmabil til rådighed uden for normal arbejdstid, er der en formodning for, at den også er til rådighed for privat kørsel, medmindre arbejdsgiveren har stillet begrænsninger for brug af bilen. Den ansatte må derfor godtgøre, at en firmabil ikke må bruges privat, hvis beskatning heraf skal undgås. Det må som minimum kræves, at der er en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må bruges til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.

Ved vurderingen af om en ansat har en firmabil til rådighed for privat brug, kan følgende bl.a. have betydning:

Der skal ses på familiens samlede levevis/kørselsbehov ved bedømmelsen af, om firmabilen bruges privat. Der kan normalt ikke stilles krav om, at den ansatte fører en egentlig kørebog, der viser, at der kun køres erhvervsmæssigt i bilen. Den ansatte kan beskrive sin daglige erhvervsmæssige kørsel, og eventuelt fremvise sine arbejdssedler for at understøtte, at der ikke er kørt privat. (min understregning)”

Vedrørende skriftlig erklæring

I nærværende sag er der mellem den ansatte og arbejdsgiveren indgået skriftlig aftale om, at bilen ikke må anvendes privat.

Erklæringen er tidligere fremlagt som bilag 3.

Det fremgår af erklæringen, at manglende efterlevelse af ovennævnte vil blive betragtet som væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet og kan have ansættelsesretlige konsekvenser.

SKAT kan ikke med rette se bort fra denne erklæring, men må lægge til grund at den reelt afskærer medarbejderen fra at anvende den pågældende bil privat, da en privat benyttelse kan medføre opsigelse af den pågældende medarbejder.

[virksomhed1] A/S har tidligere opsagt medarbejde for overtrædelse/tilsidesættelse af den pågældende erklæring.

Det fremgår af dom afsagt den 20. april af Retten i [by2] ([...]), at [virksomhed1] A/S som arbejdsgiver tidligere har opsagt en medarbejder hos [virksomhed1] A/S for at anvende firmabilen privat.

I sagen havde den pågældende medarbejder fået stillet en firmabil til rådighed i forbindelse med hendes jobfunktion som IT-ansvarlig. Jobbet medførte, at hun havde tilkaldevagt. Den pågældende havde dog i forbindelse med udlevering af bilen og benzinkort underskrevet en erklæring om, at hun ikke måtte anvende den pågældende bil privat. Den pågældende medarbejder blev senere sygemeldt og anvendte under sin sygemelding bl.a. bilen til en privat tur til Sjælland. På denne baggrund opsagde [virksomhed1] A/S den pågældende medarbejder og begrundede opsigelsen med, at der var tale om en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, da den ansatte ikke måtte anvende firmaets bil privat.

Dommen er vedlagt som bilag 10.

Det er min vurdering, at dommen netop viser, at den pågældende erklæring håndhæves af [virksomhed1] A/S, og at der ikke blot er tale om en formel erklæring uden et reelt indhold.

Det skal derfor lægges til grund, at der har været en skriftlig aftale om, at firmabilen ikke måtte bruges privat, og at denne aftale har et reelt indhold og er blevet håndhævet af [virksomhed1] A/S.

Vedrørende krav om kørebog

Jeg skal henlede opmærksomheden på, at der ikke er et krav om førelse af kørebog, hvilket fremgår udtrykkeligt af afsnittet i den Juridiske Vejledning ovenfor.

Formodningsreglen

Det fremgår videre i Juridisk Vejledning afsnit C.A.5.14.1.11, at der gælder en formodning for, at en firmabil er stillet til rådighed for privat anvendelse, når firmabilen står på den privates hjemadresse.

Det fremgår direkte af Juridisk Vejledning vedrørende den pågældende formodningsregel, at:

”Hvis firmabilen holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, er der en formodning for, at firmabilen – uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte – rent faktisk bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. For at undgå beskatning skal den ansatte derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet.

Bedømmelsen er ligningsmæssig og konkret, men i bedømmelsen indgår, om kørslen til hjemmet kan anses for erhvervsmæssig, og om den ansattes levevis og rutiner i øvrigt er tilrettelagt på en måde, der bekræfter, at firmabilen ikke bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. I bedømmelsen indgår f.eks.:

Hvis den ansatte foretager daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel (kørselsregnskab), og hvis registreringerne udelukkende viser erhvervsmæssig kørsel, har den ansatte normalt løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat.

Hvis den ansatte er fritaget for at føre kørebog, fordi vedkommende har et arbejdsmønster, der gør, at vedkommende må formodes ikke at komme i strid med 60-dagesreglen, vil formodningen være sat ud af kraft, indtil SKAT eventuelt giver pålæg om at føre kørebog. Dette følger af bemærkningerne til LL22 af 9. oktober 2008 (lov nr. 1337 af 19. december 2008) om smidiggørelse af 60-dagesreglen.” (min understregning)

Det forhold, at Klagers firmabil holdt privat hos Klager, medfører derfor som udgangspunkt, at det er Klager, som skal sandsynliggøre for SKAT, at bilen ikke har været til rådighed for Klager privat.

Det fremgår dog udtrykkeligt, at denne formodning ikke gælder i det tilfælde, at den ansatte er omfattet af ligningslovens § 9B, stk. 3 (60-dagsreglen).

Det fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling, at Klager er omfattet af ligningslovens § 9B, stk. 3.

Denne vurdering har dermed ikke tidligere indgået i SKATs vurdering af forholdet, og der er således i SKATs afgørelse ikke taget stilling til betydningen af, at Klager var omfattet af ligningslovens § 9B, stk. 3.

Det fremgår, at SKAT dermed har overladt denne vurdering til Landsskatteretten i forbindelse med klagebehandlingen.

Det forhold, at Klager er omfattet af ligningslovens § 9B, stk. 3, medfører således, at der ikke er en formodning for, at Klager har anvendt bilen privat.

Det er dermed SKAT, som skal bevise, at Klager rent faktisk har anvendt bilen privat, og det har SKAT ikke bevist i nærværende sag.

De to domme, som Skatteankestyrelsen har henvist til i indstillingen, SKM.2014.504.HR og SKM.2009.238.HR, er ikke direkte sammenlignelige med nærværende sag. Begge sager vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en hovedaktionær af sit selskab havde fået stillet fri bil til rådighed.

Det skal i denne sammenhæng fremhæves, at det fremgår af den Juridiske Vejledning og praksis på området, at der gælder en særlig skærpet formodningsregel for hovedaktionærer i relation til spørgsmålet om fri bil.

Den særlige skærpede formodningsregel, der gælder for hovedaktionærer, kan ikke overføres til Klager, som er en almindelig lønmodtager i relation til [virksomhed1] A/S.

Det kan heller ikke kræves, at Klager, som er omfattet af ligningslovens § 9B, stk. 3, skulle have ført et kørselsregnskab, da dette netop ikke er et krav for personer omfattet af ligningslovens § 9B, stk. 3.

Det er dog muligt for SKAT at pålægge personer omfattet af ligningslovens § 9B for fremtiden at føre et sådant kørselsregnskab, hvilket SKAT ikke har gjort i nærværende sag.

Det kan derfor ikke komme Klager bevismæssigt til skade, at Klager ikke har ført et sådant regnskab.

Vedrørende registreringsforholdene

Det er min vurdering, at det ikke i sig selv et bevis for fri bil beskatning, at en bil er indregistreret til blandet benyttelse.

SKAT lægger til grund, at der er tale om privatbenyttelse alene med den henvisning, at en af virksomhedens ansatte har oplyst til SKAT, at indregistreringen var sket til blandet benyttelse for, at Klager bl.a. har kunnet foretage såkaldte svinkeærinder.

Selskabet har været i vildfarelse om reglerne vedrørende registrering af bilerne. [virksomhed1] A/S har dog oplyst, at grunden til registreringen af bilerne på gulplade var, at selskabet ville sikre sig mod, at [virksomhed1] A/S risikerede at skulle betale fuld registreringsafgift, for det tilfælde at en medarbejder overtrådte betingelserne for sin ansættelse og anvendte bilen privat.

Derudover ønskede [virksomhed1] at skåne medarbejderne for unødige forsinkelser i forbindelse med eventuelle færdselskontroller, hvor de pågældende medarbejdere måtte skulle forklare, hvorfor de var på arbejde i weekender og om aftenen. Arbejdstiden var i visse tilfælde både weekender og aftener.

Det kan lægges til grund, at Klager ikke har foretaget såkaldte svinkeærinder, og SKAT har da heller ikke i forbindelse med en kontrol eller lignende bevist, at Klager har foretaget sådanne svinkeærinder.

Det må derfor lægges til grund, at Klager alene har foretaget erhvervsmæssig kørsel, jf. ligningslovens § 9B.

Det er min vurdering, at det forhold, at arbejdsgiveren fejlagtigt havde indregistreret bilen til blandet benyttelse, ikke er et tilstrækkeligt bevis for, at Klager har anvendt bilen privat, når der henses til at:

Det er derfor min vurdering, at SKAT ikke har bevist, at Klager har anvendt den pågældende bil privat.

Modsat har Klager på tilstrækkelig vis godtgjort, at Klager ikke har anvendt den pågældende bil privat.

En samlet vurdering af de konkrete omstændigheder må derfor medføre, at Klager ikke har anvendt den pågældende bil privat.”

SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

SKAT har udtalt følgende:

”SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Indkomståret 2011

I klagesagen vedrørende ovennævnte har Skatteankestyrelsen i brev af 5. august 2016 bedt om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.

SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Det er SKATs opfattelse, at arbejdsgiveren har tilkendegivet, at bilen står til rådighed for privat benyttelse allerede fordi arbejdsgiveren har valgt at lade køretøjet indregistrere til blandet anvendelse og ved løbende at betale privatbenyttelsesafgiften.

Bestemmelsen vedrørende bevisbyrden for gulplade biler, hvor momsen er afløftet og der er ikke er betalt tillæg for privatanvendelse, blev indført ved lovnr. 342 af 27.maj 2002. Af lovforslag nr. 181 af 20. marts 2002 fremgik bl.a. følgende:

”Den foreslåede bestemmelse indebærer, at firmabiler på gule plader, hvor der er betalt tillægsafgift for privatanvendelse, og/eller hvor momsen ikke er fratrukket, fortsat vil være omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4. Dette er i overensstemmelse med principperne i vægtafgifts- og momsloven, i og med der i et sådant tilfælde netop tilkendegives, at bilen skal anvendes både privat og erhvervsmæssigt.”

” At der ikke blot foretages en afgrænsning efter momslovens regler om fradrag for moms af anskaffelsessummen, er begrundet i, at fradrag for moms på anskaffelsessummen er en engangsforeteelse, der kan være vanskeligt at dokumentere og kontrollere efter en årrække, i modsætning til tillægsafgift for privat anvendelse, hvor ejeren eller brugeren af en bil årligt anmelder, hvorvidt der skal betales en sådan tillægsafgift.”

Herefter er det SKATs opfattelse, at klageren er omfattet af reglerne for hvidpladebiler i Ligningslovens § 16, stk. 4.

Til forskel fra hvidpladebilerne, hvor det kan lade sig gøre, at løfte bevisbyrden ved en konkret vurdering, har arbejdsgiveren her betalt privatbenyttelsesafgift, hvilket efter SKATs opfattelse medfører en skærpet bevisbyrde, da arbejdsgiveren løbende og direkte har tilkendegivet at bilen benyttes privat.

Bilen kan ikke anses som specialindrettet, jf. SKM2008.354.

Bilen skal således betragtes som hvidepladebil, dog med skærpet bevisbyrde.

Der er ikke ført kørselsregnskab. Et kørselsregnskab skal, for at det kan afkræfte formodningen for privat kørsel, være ført løbende. I SKM2009.239.HR fastslår Højesteret med henvisning til Vestre Landsrets præmisser, at et kørselsregnskab i realiteten er den eneste konkrete måde, hvorpå det kan bevises, at en firmabil ikke har været anvendt til privat kørsel.

En manglende løbende udarbejdelse af kørselsregnskaber indebærer omvendt, at den erhvervsmæssige anvendelse af bilerne ikke kan fastlægges.

Klageren har derfor ikke løftet bevisbyrden, hvorfor han skal beskattes af fri bil.

SKAT henviser til SKM 2015.469BR og Landsskatterettens afgørelser af 8/2-2012 - j.nr. 11-03272, afgørelse af 7/3-2012 - j.nr. 11-01807 og afgørelse af 7/4-2010 - j.nr. 09-03205.

Men hensyn til ligningslovens § 9B, stk. 3, ses klageren pga arbejdsopgaverne hvor han møde 3 gange om ugen direkte på kontoret ikke at være omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9B, stk. 3. Herudover henviser SKAT til, at formodningsreglen i § 9B, stk. 3 alene tager stilling til kørsel mellem hjemmet og arbejdspladser. Efter SKATs opfattelse anlægges der alene en formodning om, at kørslen mellem hjem og arbejdsplads ikke er privat, når der er et særligt kørselsmønster.

Formodningsreglen i § 9B, stk. 3 omhandler således ikke den formodning, der består når der er betalt privatbenyttelsesafgift om, at bilen generelt set er til rådighed for privat anvendelse, dvs. der er en formodning for at han benytter den til at køre til sit sommerhus, til svigermor, på ferie m.v..

Formodningsreglen i § 9B, stk. 3 omfatter således kun en meget lille del af den rådighed som skal kunne afkræfte for at undgå beskatningen af fri bil.

Dette støttes efter SKATs opfattelse af lovforslagets bilag 2, under bemærkningerne til Skatterevisorforeningen, hvor der fremgår følgende:

”Skatteministeriet skal hertil først bemærke, at formodningsreglen ikke ændrer på beskatningen af fri bil.”

SKAT henviser desuden til SKM 2015.488 LSR. Hvor klageren, uanset om en del af hans kørsel i en firmabil måtte anses for omfattet af LL § 9 B, stk. 3, ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at bilen, der var placeret på hans bopæl om natten, ikke var stillet til rådighed for privat kørsel. Der skete herefter beskatning af værdien for bil efter LL § 16, stk. 4.”

Landsskatterettens afgørelse

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag af værdien af privat benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og stk. 4, jf. statsskattelovens § 4.

For visse køretøjer, herunder kraner, slamsugere, lastbiler og værkstedsbiler, der ikke kan anses for egnede som alternativ til en privat bil, gælder der en særlig praksis. Anses et køretøj ikke for egnet som alternativ til en privat bil, udløser privat kørsel ikke beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4. Der henvises til Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.14.1.13 Særlige køretøjer. Der kan bl.a. henvises til SKM 2013.671.ØLD.

På grundlag af sagens oplysninger og de afgivne forklaringer sammenholdt med praksis på området er det Landsskatterettens vurdering, at bilen ikke kan anses for specialindrettet. Der er tale om en almindelig stationcar/varebil med sideruder. Den er derfor som biltype velegnet til privat brug. Der er ikke indrettet erhvervsbetingede installationer på passagersædet ved siden af førersædet, der derfor frit kan benyttes til persontransport. Bilen ses ikke at være snavset hverken indvendigt eller udvendigt som følge af den erhvervsmæssige anvendelse i en sådan grad, at bilen er uegnet til privat brug. Reolen fylder kun en begrænset del af varerummet. Den øvrige del udgør mere end 50 % af varerummet og indeholder kun løse genstande, der nemt kan fjernes. At der bag førersædet er opsat et gitter er ikke tilstrækkeligt til, at bilen kan anses for specialindrettet. Bilen er således ikke uegnet til privat anvendelse med den pågældende indretning.

Det er ubestridt, at selskabets bil i de omhandlede år var indregistreret til blandet anvendelse, men at den på et senere tidspunkt blev omregistreret til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, uden at den faktiske anvendelse blev ændret.

Når der er tale om en bil indregistreret til blandet anvendelse, som holder parkeret på en skatteyders bopælsadresse efter arbejdstids ophør, gælder der efter praksis en formodning for, at bilen er stillet til rådighed for den pågældende skatteyder til privat benyttelse. Der kan henvises til bl.a. SKM 2014.504.HR og SKM 2009.239.HR.

Selskabet har oplyst, at den omhandlede bil blev indregistreret til blandet anvendelse, blandt andet så klageren kunne foretage såkaldte svinkeærinder i bilen. Da bilen ikke anses for specialindrettet, anses sådanne svinkeærinder for privat kørsel.

Der er fremlagt erklæring om, at bilen ikke må benyttes privat samt en dom der viser, at [virksomhed1] A/S tidligere har opsagt en medarbejder grundet privat brug af en af selskabets biler. Det fremgår imidlertid af dommens vidneforklaringer, at der var uklarhed om omfanget af bilordningen. Byretten lægger endvidere til grund, at den pågældende medarbejder reelt havde bilen til rådighed for privat brug. Da der herudover var tale om en situation, hvor den pågældende medarbejder under en sygemelding havde kørt på weekendtur i bilen, kan det ikke på baggrund af dommen lægges til grund, at klageren i nærværende sag er afskåret fra at benytte bilen privat.

Klageren anses derfor ikke ved de fremlagte oplysninger for at have sandsynliggjort, at bilen ikke har været benyttet privat.

Der skal derfor ske beskatning af værdi af fri bil.

For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første indregistrering er foretaget, og i de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris, og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 5. punktum.

Nyvognsprisen er bilens fakturapris, inklusive moms, registreringsafgift, udgifter til nummerplader og leveringsomkostninger samt normalt registreringsafgiftspligtigt tilbehør.

Bilen er anskaffet af selskabet den 19. december 2005 og indregistreret første gang den 29. december 2005.

Beregningsgrundlaget for værdi af fri bil i 2011 er herefter 75 % af bilens nyvognspris.

Det fremgår af det fremlagte tilbud på den omhandlede KIA Sorento Van, at bilens skatteværdi ved anskaffelsen i 2005 var 265.358 kr. Denne værdi anses at være den samlede pris inklusive moms, reduceret med ekstraudstyr, som ikke er registreringsafgiftspligtigt.

Den påklagede afgørelse ændres herefter, således at klageren, i overensstemmelse med SKATs beregning i udtalelsen til klagen, beskattes af værdien af fri bil med 53.515 kr. for indkomståret 2011.