Kendelse af 01-10-2014 - indlagt i TaxCons database den 14-11-2014

Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Retten i Helsingør den 17. december 2015. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Klagers opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2007

Skønsmæssig forhøjelse

346.895 kr.

0 kr.

346.895 kr.

Indkomståret 2008

Skønsmæssig forhøjelse

951.674 kr.

0 kr.

877.347 kr.

Faktiske oplysninger

Du er lønmodtager, og er ansat hos [virksomhed1], hvor du har været i 30 år.

Du ejer i lige sameje med din samlever [person1] ejendommen [adresse1], [...], [by1], hvori de selv bor, og sommerhuset [adresse2], [...], [by2].

Herudover har du den 26. august 2008 stiftet [virksomhed2] ApS, ligesom du er formand for bestyrelsen i [virksomhed3] A/S og medlem af bestyrelsen i [virksomhed4] A/S.

I skatteankenævnets sagsfremstilling er begrundelsen for SKATs forhøjelser for 2007 og 2008 gengivet således:

SKAT har gennemgået klagers og klagers samlevers økonomi, herunder klagers samlevers virksomheder samt underliggende materiale og har vurderet, at dette ikke lever op til kravene i ”mindstekravsbekendtgørelsen” – skatteministeriets bekendtgørelser nr. 593 og 594 af 12. juni 2006 til regnskaber. SKAT har specielt henset til de mange uidentificerede indsættelser på den fælles bankkonto, og at SKAT ikke har modtaget diverse ønskede bilag samt kapitalforklaring.

Selvom klager ikke er registreret med en selvstændig virksomhed, har SKAT vurderet, at klagers arrangement i de mange overførsler til og fra de fælles bankkonti samt familiemedlemmers konti for at være en del af en uregistreret virksomhed. SKAT har derfor henført 50 % af de skønsmæssige forhøjelser vedrørende klagers samlever til klager.

SKAT har konstateret, at der på klagers og klagers samlevers bankkonti er indsat checks, som ikke kan identificeres, svarende til et beløb på 4.095.919 kr. i 2007. Endvidere er der i 2007 hævet checks svarende til et beløb på 655.634 kr., som heller ikke kan identificeres. SKAT har anset differencen på 3.440.285 kr. for at hidrøre fra ubeskattet indkomst, og har som følge heraf beskattet henholdsvis klager og klagers samlever med 50 % til hver, svarende til et beløb på 1.720.140 kr. Tilsvarende har SKAT konstateret, at der i 2008 er indsat checks på klagers og klagers samlevers bankkonti, som ikke kan identificeres, svarende til et beløb på 6.348.561 kr. Endvidere er der i 2008 hævet checks svarende til et beløb på 1.418.517 kr., som heller ikke kan identificeres. SKAT har anset differencen på 4.930.044 kr. for at hidrøre fra ubeskattet indkomst, og har som følge heraf beskattet henholdsvis klager og klagers samlever med 50 % til hver, svarende til et beløb på 2.465.022 kr.

Det er af SKAT konstateret, at der bl.a. af dig i 2008 og 2009 er indsat flere store kontante beløb på din moders bankkonto, som er videreført fra kontoen gennem andre konti for til sidst at havne i det af dig den 26. august 2008 stiftede selskab, [virksomhed2] ApS.

Du har indbragt SKATs afgørelse for skatteankenævnet med for begge år påstand om, at forhøjelserne frafaldes, da du ikke er rette indkomstmodtager, og for 2007 yderligere påstand om ugyldighed med henvisning til, at den korte ligningsfrist ikke er overholdt, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 5. pkt., og for begge år

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har forhøjet de skattemæssige ansættelser for dig for 2007 skønsmæssigt med 346.895 kr. og for 2008 skønsmæssigt med 951.674 kr.

For så vidt angår påstanden for 2007 om ugyldighed er SKATs afgørelse stadfæstet af nævnet med henvisning til, at du ikke anses for at have dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at de omfattende indsætninger på den fælles bankkonto ikke stammer fra uregistreret virksomhed, hvorfor nævnet ikke mener, at du opfylder betingelserne for at være omfattet af den korte ligningsfrist. Der er henvist til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 5. pkt. og til bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Angående påstanden om rette indkomstmodtager er bemærket, at nævnet på det foreliggende grundlag ikke mener at kunne udelukke, at du har deltaget i den uregistrerede virksomhed. Nævnet har henvist til, at du siden 10. juli 2007 har været formand for bestyrelsen i [virksomhed3] A/S, har været medlem af bestyrelsen i [virksomhed4] A/S fra 9. januar 1998 til 5. maj 2009 og har stiftet [virksomhed2] ApS den 26. august 2008. Det er anført, at det må påhvile dig at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra allerede beskattede midler eller midler, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. Nævnet mener ikke, at du har løftet bevisbyrden for, at du ikke er rette indkomstmodtager.

Om forhøjelsen af de skattemæssige ansættelser som sådan er bl.a. henvist til den samtidig behandlede klagesag for din samlever. Heraf fremgår, at SKAT under hensyn til den under sagens behandling i skatteankenævnet modtagne yderligere dokumentation / sandsynliggørelse har indstillet din andel af forhøjelsen for 2007 på de 1.720.140 kr. nedsat til 1.099.365 kr., og af forhøjelsen for 2008 på 2.465.022 kr. nedsat til 1.610.271 kr. Det fremgår nærmere, at for 2007 omfatter de ikke identificerede indsættelser herefter 2.854.368 kr., og de ikke identificerede hævninger 655.634 kr., og for 2008 omfatter de ikke identificerede indsættelser 4.169.958 kr., og de ikke identificerede hævninger 949.417 kr.

Nævnet har for 2007 afgjort at 1.504.944 kr. anses for at vedrøre ejendomsselskaberne, hvori din samlever er hovedaktionær, idet beløbet herefter er anset for maskeret udlodning for ham. For 2008 drejer det sig om 1.307.193 kr.

Nævnet har herudover godkendt forhøjelserne vedrørende de ikke identificerede indsættelser nedsat for 2008 med i alt 148.654 kr.

Herefter er der for 2007 for så vidt angår de ikke identificerede indsættelser på 2.854.368 kr. knyttet bemærkninger til:

Indsætning den 12. november 2007 på 25.000 euro (187.802 kr., ifølge kontoudtog 183.802 kr.)

Det er oplyst, indsætningen hidrører fra en norsk samarbejdspartner.

Nævnet har, da det ikke er oplyst i hvilken anledning den norske samarbejdspartner har overført beløbet på de 25.000 euro, lagt til grund, at der er tale om skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.

Indsætning den 17. december 2007 på 47.800 kr. ([person2])

Det er oplyst, at der er tale om en gave fra din samlevers mor, som ikke skal beskattes.

Henset til det interessefællesskab der er mellem din samlever og hans mor, stilles der skærpet krav til beviset for, at moderen har ydet en sådan gave.

Nævnet har, da der ikke er fremlagt dokumentation for, at beløbet fysisk er overført fra moderens konto, lagt til grund, at der er tale om skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.

For 2007 er du herefter samlet anset for skattepligtig af 346.895 kr., jf. følgende:

Ikke identificerede check indsætninger

2.854.368

Heraf udelukkende vedrørende din samlever [person3]

-1.504.944

1.349.424

Ikke identificerede udstedte checks

-655.634

693.790

Heraf er 50 % anset for at vedrøre dig

346.895

Din samlever er anset for skattepligtig af samme beløb, samt af andre indsættelser på kontoen, som er anset for at vedrøre ham alene, i alt 1.916.839 kr.

For 2008 er du samlet anset for skattepligtig af 951.674 kr., jf. følgende:

Ikke identificerede check indsætninger

4.169.958

Regulering for indsætning den 17. januar 2008, som reelt er en hævning

-10.000

Heraf udelukkende vedrørende [person3]

-1.307.193

2.852.765

Ikke identificerede udstedte checks

-949.417

1.903.348

Heraf er 50 % anset for at vedrøre dig

951.674

Din samlever er anset for skattepligtig af samme beløb, samt af andre indsættelser på kontoen, som er anset for at vedrøre ham alene, i alt 2.142.813 kr.

Din opfattelse

Din repræsentant har for 2007 nedlagt principal påstand om at skatteansættelsen er ugyldig, og subsidiær påstand om, at skatteansættelsen nedsættes til det selvangivne. For 2008 er nedlagt påstand om, at ansættelsen nedsættes til det selvangivne.

Til støtte for den principale påstand vedrørende 2007 om ugyldighed er henvist til, at skatteansættelsen for indkomståret 2007 for klageren blev varslet ændret den 15. november 2010 og gennemført den 22. december 2010. I henhold til skatteforvaltningsloven 26, stk. 2, 5. pkt. kan skatteministeren fastsætte kortere frister for SKATs varsling af ændringer af skatteansættelser for visse grupper af skattepligtige med enkle økonomiske forhold. Skatteministeren har udnyttet denne bemyndigelse ved bekg. nr. 1095 fra 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. I henhold til denne kortere frist (ligningsfristen) skulle en ændring at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2007 være varslet senest den 1. juli 2009 og gennemført senest den 1. oktober 2009. Ændringen blev imidlertid først gennemført den 22. december 2010. Fristen for ændring var derfor sprunget, hvorfor ændringen er ugyldig.

Skatteankenævnet har fundet, at du ikke har tilstrækkeligt enkle forhold, idet der er sket omfattende indsætninger på din og din samlevers fælles bankkonto, og at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at du ikke driver uregistreret virksomhed. Nævnet er ligeledes af den opfattelse, at du er medejer at din sarnlevers virksomhed og derfor ikke er omfattet af den korte ligningsfrist.

Du mener dig omfattet af den korte ligningsfrist. Du har herved henvist til, at du ikke er medejer af din samlevers virksomheder og, at du ikke på nogen måde deltager virksomhederne. Du har fuldtidsarbejde som lønmodtager i [virksomhed5], og du har i øvrigt ikke forstand på at drive reparationsvirksomhed vedrørende biler.

Til støtte for at skatteansættelserne for indkomstårene 2007 og 2008 skal nedsættes til det selvangivne, for 2007’s vedkommende alene i det tilfælde, at der ikke gives medhold i ugyldighedspåstanden, er anført, at skatteankenævnet i sin begrundelse alene henviser til, at du er medkontohaver, og til at du har siddet i bestyrelserne for den samlevers ejendomsselskaber.

Det er korrekt, at du er medkontohaver af kontoen, som anvendes af din samlever i sin virksomhed, men det bygger på historiske tilfældigheder. En fælles konto gør imidlertid ikke dig til medindehaver af din samlevers virksomhed. Hertil kræves en overdragelsesaftale, og en sådan har I ikke indgået. I øvrigt har I haft den fælles konto i mange år, og det har altid været din samlever, der disponerede over kontoen. Du har ikke og har ikke haft hævekort til kontoen. Du har din egen konto med eget hævekort. Du har hverken haft råderet over eller disponeret over de beløb, der blev indsat på kontoen. Der er henvist til, at nævnet i sin afgørelse da også har anført, at ”det forhold, at indsætningerne sker på en konto, som du råder over i fællesskab med din samlever, kan ikke medføre, at du skal beskattes af 50 % af udlodningen”. Der er henvist til SKM2009.123BR.

Du har ikke deltaget i driften af virksomhederne, herunder virksomhed hvorfra de omhandlede beløb stammer. Du har således ikke erhvervet ret til beløbene via driften af en virksomhed. Det forhold, at du har siddet i bestyrelsen i ejendomsselskaberne kan ikke i sig selv medføre, at du kan anses for at have drevet selvstændig virksomhed.

Den fælles konto har i øvrigt eksisteret i en årrække, hvor I har boet sammen. SKAT har ikke for de forudgående indkomstår overført nogen del af virksomhedsresultaterne til dig. Der er ikke sket nogen skelsættende begivenheder i jeres samlivsforhold eller indgået aftaler, der kan begrunde, at formueforhold/ejerforhold til din samlevers virksomhed skulle have ændret sig med udgangen af indkomståret 2006, således som det uden nærmere begrundelse er antaget.

Samlet er det herefter anført, at såfremt der er indsættelser på den fælles konto, som der ikke kan redegøres for, er der alene hjemmel til at forhøje indkomsten for den kontoindehaver, som må anses at have disponeret over beløbene og dermed erhvervet ret til beløbene, dvs. din samlever.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Formaliteten

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. - 3. pkt., at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 5. pkt., at Skatteministeren for grupper af skattepligtige kan fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.

I § 1, stk. 1, 1. pkt. i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1243 af 23. oktober 2007, er det bestemt, at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal told- og skatteforvaltningen afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Det fremgår af § 1, stk. 1, sidste pkt. i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, at fristen i § 26, stk. 1, 1. pkt. dog gælder:

1. Når den skattepligtige ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, jf. § 2.
2. Når den skattepligtige selv anmoder om genoptagelse af sin skatteansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder i så fald for de ændringer af ansættelsen, der er en følge af genoptagelsesanmodningen.
3. Når told- og skatteforvaltningen af egen drift agter at nedsætte en skatteansættelse.
4. Når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder i så fald for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.

Det fremgår af § 2, nr. 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, hvis ordlyd er ændret ved § 2 i bekendtgørelse nr. 1243 af 23. oktober 2007, at en skattepligtig anses ikke for at have enkle økonomiske forhold, hvis den pågældende har indkomst eller fradrag af en sådan art, at den/det ikke er dækket af tallene på årsopgørelsen eller rubrikkerne på oplysningskortet for det pågældende indkomstår.

Henset til de på din og din samlevers fælles konto skete indsætninger, som ikke i det hele har kunnet dokumenteres og / eller sandsynliggøres m.v., og derfor for en dels vedkommende må anses for skattepligtige indtægter for dig, jf. nedenfor, er Landsskatteretten enig i, at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt. gælder for SKATs varsling af ændringer i forhold til de ændringer, der er en følge af disse indsættelser. Ansættelsen anses herefter for foretaget rettidigt.

Realiteten

Landsskatteretten har i en samtidig hermed verserende sag for din samlever, afgjort, at han for 2007 og 2008 anses for skattepligtig af andel af de foretagne indsættelser på kontoen, jf. følgende:

Indledningsvist bemærkes, at nærværende afgørelse alene omfatter de af skatteankenævnet med afgørelse af 13. december 2012 godkendte skønsmæssige forhøjelser for 2007 på 1.916.839 kr. og for 2008 på 2.142.813 kr.

Efter dine forklaringer for 2007 og 2008 må lægges til grund, at du i disse år har modtaget beløb, som ikke i det hele har kunnet dokumenteres og / eller sandsynliggøres m.v., og som ikke er opgivet til SKAT.

SKAT kan herefter foretage skønsmæssige forhøjelser af de skattepligtige indkomster, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Det følger af fast retspraksis, at en skønsmæssig ansættelse alene kan tilsidesættes, hvis den skattepligtige godtgør, at skønnet er udøvet på et fejlagtigt grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat.

Retten finder ikke dette godtgjort alene ved din egen forklaring uden samtidig dokumentation / sandsynliggørelse. Ved afgørelsen er henset til, at forhøjelsen i vidt omfang er baseret på oplysninger om bankoverførsler og oplysninger fra dig selv.

For så vidt angår henførslen af 50 % af den skønsmæssige forhøjelse vedrørende de ikke identificerede bankindsættelser til din samlever, bemærkes, at det, da de omhandlede indsættelser er sket på den fælles bankkonto, og da der endvidere ikke er ført fornødent bevis for, at hun alene skal anses som ejer af en mindre del af de skønnede 50 %, er der en formodning om ligedeling. At ingen del af forhøjelsen for 2006 efter en konkret vurdering er henført til din samlever kan ikke medføre et andet resultat.

Herefter, og da det som du i øvrigt har gjort gældende ikke kan føre til andet resultat, herunder omkring fradrag for 25 % af omsætningen, da et sådant fradrag hverken er dokumenteret eller sandsynliggjort, stadfæstes skatteankenævnets afgørelse, dog med den ændring, at den til dig henførte del af forhøjelsen for 2008 andrager 22.200.564 kr., jf. følgende opgørelse, idet bemærkes, at de af nævnet godkendte beløb på henholdsvis, 16.576 kr., 106.178 kr. og 25.900 kr. alle ses at indgå i de ikke identificerede indsætninger på i alt 4.169.958 kr.:

Ikke identificerede check indsætninger

4.169.958

Regulering for indsætning den 17. januar 2008, som reelt er en hævning

-10.000

Forhøjelse frafaldet af nævnet (indsætning den 22. februar 2008)

-16.576

Forhøjelse frafaldet af nævnet (indsætning den 10. juli 2008)

-106.178

Forhøjelse frafaldet af nævnet (indsætning den 18. juli 2008)

-25.900

Udelukkende vedrørende dig (maskeret udlodning)

-1.307.193

2.704.111

Ikke identificerede udstedte checks

-949.417

1.754.694

Heraf er 50 % anset for at vedrører din samlever

-877.347

877.347

Indsætninger som vedrører dig alene:

Indsætning den 9. maj 2008 – salg af bil

675.000

Hævning den 9. maj 2008 - køb af bil

-680.000

Indsætning den 22. februar 2008 udelukkende vedr. dig

15.414

Indsætning den 5.610 kr. udelukkende vedr. dig

5.610

Indsætninger udelukkende vedr. dig (maskeret udlodning)

1.307.193

Forhøjelse i alt

2.200.564

I overensstemmelse hermed anses du for skattepligtig med 50 % af de omhandlede uidentificerede indsættelser med fradrag dels af uidentificerede hævninger, dels af beløb henført til din samlever, eller for 2007 med 346.895 kr. og for 2008 med 877.347 kr., jf. statsskattelovens § 4.

Med afgørelsen er ikke taget stilling til evt. gavebeskatning i relation til andel af de indsættelser på den fælles konto, som er henført udelukkende til din samlever, men som via indsættelserne på den fælles konto de facto er overført fra ham til dig.