Kendelse af 28-10-2015 - indlagt i TaxCons database den 04-12-2015

Generelle faktiske oplysninger

Klageren ejer via holdingselskabet [virksomhed1] ApS aktierne i [virksomhed2] ApS, cvr-nr. [...1].

Selskabet driver virksomhed fra adressen [adresse1], [by1], der også er klagerens og dennes families private bopæl.

Klageren og dennes ægtefælle og tre døtre er ansat i virksomheden.

Virksomheden driver et kommercielt viden netværk, hvor de afholder kurser og seminarer, blandt mere end 175 virksomheder inden for automation og optimering af industriel produktion. Virksomheden arbejder med danske og svenske virksomheder for at sikre deres produktivitet og dermed øge deres konkurrenceevne. [virksomhed2] ApS har tre forretningsområder:

Klageren er uddannet civilingeniør og har en Ph.D. indenfor industriel automation og opbygning af fleksible produktionsceller.

I firmaet er klageren og dennes hustru, [person1], ansat. [person1] varetager alt det praktiske og administrative opgaver. Børnene, [person2], [person3] og [person4], er også ansat til at hjælpe med forefaldende arbejde, så som at pakke tusinde af breve til markedsføring, pakker ringbind til kurser, gøre rent m.m.

Selskabet tidligere adresse var [adresse2], [by1]. Klageren har under sagen for Skatteankestyrelsen fremlagt referat af ekstraordinær generalforsamling i selskabet, hvor det besluttedes at flytte selskabet til [adresse1], [by1]. Det fremgår heraf:

Det blev besluttet at flytte firmaet til adressen [adresse1], [by1] i maj måned 2009.

Der er indgået aftale med ejerne (i.e. [person5] & [person1]), at [virksomhed2] kan leje underetagen [adresse1]. Udgifter ifm. istandsættelse skal afholdes af [virksomhed2], hvorimod der ikke betales huslejen. El og varme afregnes med ejerne iht. fordelingsnøgle.

Det blev vedtaget at Direktøren hurtigst mulig får igangsat flytningen og herefter giver Erhvervs- og selskabsstyrelsen samt Skat information om flytning.

Der foreligger ikke for de omhandlede indkomstår lejekontrakt mellem klageren og dennes ægtefælle som ejere af [adresse1], [by1], og selskabet.

Der er for Skatteankestyrelsen fremlagt kopi af indgået lejeaftale mellem selskabet som lejer og klageren og dennes ægtefælle som udlejere af en del af ejendommen [adresse1], [by1]. Aftalen er indgået den 27. december 2012 med virkning fra januar 2013.

Beskatning af fri bil, 2010 og 2011

Faktiske oplysninger

SKAT har indhentet oplysninger vedrørende køb af bil af mærket Saab 9.3, registreringsnummer [reg.nr.1], registreret den 18. august 2010.

Bilen, som er på hvide plader, er registreret første gang den 21. januar 2008. Bilens nyvognspris er 600.284 kr.

Ved gennemgang af selskabets indberetninger til Indkomstregistret, er det konstateret, at ovennævnte bil stilles til rådighed for klageren som medarbejder i selskabet.

Bilen har ifølge SKATs oplysninger været til rådighed for medarbejderen siden den 1. august 2010. Selskabet har indberettet værdi af fri bil til rådighed for klageren for perioden 1. januar – 31. marts 2012 med 7.957 kr.

Der er fremlagt erklæring, hvoraf det fremgår, at privat kørsel ikke er tilladt med undtagelse af feriekørsel. Af fraskrivelseserklæringen fremgår ingen konsekvenser ved overtrædelse af erklæringen, ligesom det fremgår, at det er hensigten at bilen skal benyttes privat i ferier. Fraskrivelseserklæringen er underskrevet af klageren både som bruger af bilen og direktør i selskabet.

SKATs afgørelse

SKAT finder, at [virksomhed2] ApS har stillet bil til rådighed for privat brug for klageren i perioden 21. august 2010 til 8. marts 2012. Bilen er udenfor arbejdstiden parkeret på klagerens private bopæl, som er sammenfaldende med selskabets adresse.

Klageren har fremlagt kørselsregnskab for hele perioden, undtagen juli 2011 og februar 2012, hvor der er sket beskatning af fri bil til rådighed hos klageren.

Primært finder SKAT, at alene det forhold, at fraskrivelseserklæringen tillader, at klageren løbende kan beslutte, om han ønsker at benytte bilen privat, er udtryk for, at han reelt har rådighed over bilen til privat kørsel. Da beskatning af fri bil til rådighed er en rådighedsbeskatning, må klageren således være omfattet af beskatning af fri bil.

Der henvises endvidere til SKM2002.369.LSR, hvor Landsskatteretten har afgivet bindende svar omkring beskatning af fri bil til rådighed. Landsskatteretten udtaler i svaret:

Hensigten med at indføre § 16, stk. 4, i ligningsloven om beskatning af fri bil var bl.a. at undgå tvister mellem skatteyderne og skattemyndighederne om fastlæggelsen af omfanget af skatteyderens konkrete brug af disse goder. Det antages, at såfremt der blot køres privat i en firmabil en gang om året, udløses beskatning for fri firmabil for hele året. Det skattepligtige beløb fastsættes altså uafhængigt af privatkørslens omfang. Er bilen ikke til rådighed i en periode på mere end en måned, nedsættes den skattepligtige værdi af fri bil med 1/12 for hver fulde måned, bilen ikke har været til rådighed. Rådigheden kan f.eks. være udelukket, fordi bilen i en periode er stillet til rådighed for en ansat på en sådan måde, at skatteyderen ikke selv har adgang til at benytte bilen, eller fordi bilen på grund af skade har været ubenyttelig.

I en dom fra Vestre Landsret, offentliggjort i TfS 2000.494, blev en hovedaktionær, der ikke modtog løn fra selskabet, beskattet af fri bil. Retten fandt, at skatteyderen havde haft adgang til at benytte selskabets varebiler til private formål.

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet, og han har følgelig fuld rådighed over bilen hele tiden. Klageren er eneste ansatte i selskabet, og bilen vil befinde sig på bopælen/selskabets adresse om natten. Bilen vil altså være til rådighed for privat kørsel, ligesom klageren allerede nu har til hensigt at anvende bilen til privat brug forskellige måneder af året.

Da klageren har adgang til at anvende bilen privat, og da han har fuld rådighed over bilen, har Told- og Skattestyrelsen ikke fundet, at der er grundlag for at nøjes med periodisk beskatning af bilen, idet det skattepligtige beløb fastsættes uafhængigt af privatkørslens omfang.

Af det fremlagte kørselsregnskab fremgår der kørsel til blomsterhandler ca. 1 gang ugentligt, primært fredag, hvor der købes blomster, der anvendes til udsmykning i den private bopæl. SKAT anser denne udgift for at være af privat karakter for klageren, dermed er kørsel til disse indkøb at anse for privat kørsel.

SKAT har ved forslaget lagt vægt på følgende:

Beskatning af fri bil er rådighedsbeskatning. Bilen har i hele perioden været parkeret på klagerens privatadresse udenfor arbejdstiden, hvorfor den har været til rådighed for privat anvendelse. At der er udarbejdet en fraskrivelseserklæring, kan ikke tillægges betydning i det konkrete tilfælde, da erklæringen tillader feriekørsel, som i øvrigt ikke er nærmere defineret i erklæringen. Således vil klageren først, når en måned er gået, kunne vurdere, om han har anvendt bilen til ”feriekørsel”. Det har ikke været hensigten med lovgivningen, at man først efter perioden er gået, skal afgøre, om der skal ske beskatning af fri bil, i så fald opfyldes lovens ord om rådighedsbeskatning i forbindelse med beskatning af fri bil ikke.

Vedrørende det udarbejdede kørselsregnskab for 2010 og 2011, er det SKATs holdning, at det ikke kan danne grundlag for at undgå beskatning. Dels er bilen faktisk anvendt privat med beskatning af fri bil i juli 2011 og februar 2012, dels er bilen, jf. kørselsregnskabet, anvendt til privat kørsel i forbindelse med indkøb af blomster og kunst til brug i klagerens private bopæl og indkøb af materialer til brug ved istandsættelse af den private bopæl. Således er det SKATs holdning, at kørselsregnskabet netop viser, at der er kørt privat i bilen i perioden.

Selskabet har udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse til [person1] for erhvervsmæssig kørsel i familiens private Hyundai I 30, anskaffet den 1. september 2010 med følgende beløb:

IndkomstårBeløb Sats Ca. km

201023.321 kr.3,566.550 km

201132.770 kr.3,678.929 km

Total 15.479 km

Ved mødet med selskabet den 13. september 2012, oplyste selskabet at man ikke var i besiddelse af nogen form for dokumentation vedrørende den udbetalte skattefri kørselsgodtgørelse for 2010 og 2011.

I henhold til revisors skrivelse af 5. marts 2012, er det oplyst, at bilen i perioden 1. september 2010 til 5. marts 2012 har kørt 22.162 km (if. foto af km-tæller).

Da der er udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse for 15.479 km. efterlader dette en forskel på 6.683 km til privat kørsel i en periode på 18 måneder. Dette svarer til, at familien har kørt ca. 371 km i gennemsnit om måneden privat. Henset til at husstanden rummer 2 voksne og 3 børn, hvoraf 2 er fyldt 18 år, synes den begrænsede private kørsel i den private bil ikke realistisk.

SKAT fastholder, at klageren er skattepligtig af værdi af fri bil til rådighed for privat anvendelse, jf. ligningslovens § 16 stk. 4.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelserne nedsættes til 0 kr., idet det bestrides, at der skal ske beskatning af fri bil i hele perioden 21. august 2010 til og med 8. marts 2012.

Selskabet har angivet skattebetaling de måneder, hvor det forud er aftalt mellem klageren og selskabet, at bilen anvendes privat. Skatteloven angiver, at det er pr. måned, at der betales skat af fri bil og der er mulighed for at vælge fra og til. SKATs afgørelse kan derfor ikke accepteres, da klageren er af den overbevisning, at han har overholdt gældende lovgivning og kan dokumentere, at bilen udelukkende er anvendt erhvervsmæssigt.

Klageren finder i øvrigt SKATs fremgangsmåde i forbindelse med kørselsregnskabet besynderlig og irrationel, idet den fremlagte dokumentation og tilhørende bilag for anvendelse af bilen i den endelige afgørelse overhovedet ikke har betydning for SKATs endelige afgørelse. Efter, at SKAT har erfaret, at dokumentationen er fuldstændig og viser, at bilen ikke har været anvendt privat, har SKAT henvist til SKM2002.369.LSR. Dermed er den udleverede dokumentation og de tilhørende bilag ikke af betydning for sagen, selv om de viser, at bilen udelukkende har været anvendt til firmakørsel.

Klageren er af den overbevisning, at han har overholdt gældende lovgivning. I og med, at han har fraskrevet sig retten til privat kørsel, med undtagelse af ferieperioder, og da han har fremlagt et fuldstændigt kørselsregnskab med tilhørende bilag, har han løftet bevisbyrden i gældende lovgivning for, at han ikke har haft fri rådighed over bilen i de perioder, hvor han ikke har anvendt denne til feriekørsler, juli 2011 og februar 2012.

Klageren har oplyst, at han samtidig med firmabilen købte en ny privat bil, der anvendes til privat kørsel. SKAT har angivet, at parret kun har kørt 371 km i gennemsnit om måneden. Klageren har anført, at de har eftervist over for SKAT, at dette ikke er korrekt, idet de har kørt 7000 km i gennemsnit pr. år, dvs. 583 km. pr. måned. Omfanget af firmakørsel er så stort, at den private bil hovedsagelig er brugt til indkøb i byen og enkelte ture uden for byen.

Klageren mener, at der er evidens for, at klageren udelukkende har anvendt bilen til erhvervsmæssige formål. SKAT kunne fra starten have taget udgangspunkt i SKM2002.369.LSR, og dermed havde klageren som selvstændigt erhvervsdrivende sparet tid med at finde bilag og holde møde. Der er travlt nok med at få virksomheden til at køre med overskud. Klageren finder SKATs fremgangsmåde anstødene og chikanerende og uden hensyntagen til klagerne som involverede parter.

På baggrund af SKATs udtalelse i sagen har klageren anført, at han finder det urimeligt, at SKAT nu fremhæver, at de har kørt privat på grund af, at de har accepteret at betale skat af istandsættelsen af lejemålet, selv om det i aftalen mellem parterne var aftalt, at selskabet afholdt alle omkostninger ved istandsættelsen. Klageren anfører, at de ikke bevist har kørt i bilen, men på grund af denne accept af betaling er sket af istandsættelsen, er de ubevist kommet til at køre privat i bilen. Klageren er uforstående overfor fremgangsmåden, idet der er et kørselsregnskab, der viser al kørsel i bilen, og her fremgår det, at bilen kun har været brugt til firmakørsel. Hvis SKAT fastholder, at der skal betales skat af bilen ift. indkøb til istandsættelsen af lejemålet, så må det efter gældende skatteregler kun være i den periode, hvor istandsættelsen stod på, dvs. betaling for én måned.

Klageren har anført, at han forventede, at SKAT ønskede dokumentation for brugen af bilen i henhold til gældende lovgivning og de kan få al den dokumentation de vil have – klagerens notesbøger, mødereferater, mødenotat, kalender invitationer, mm. Der kan oplyses, at klagerens datter har brugt sin cykel til at køre i skole (HTX) og øvrige aktiviteter i [by1].

Med hensyn til kørsel til sommerhuset finder klageren, at SKATs udtalelse er udtryk for en ren subjektiv vurdering. SKAT har aldrig spurgt ind til denne dokumentation. Fra klagerens side virker det som en ren påstand. Klageren kan redegøre nøjagtig for de tidspunkter de har været i sommerhuset i den givne periode, de har ejet sommerhuset, idet de fører regnskab med el- og vandforbrug for hvert besøg. Det kan oplyses, at de har været i sommerhuset 7 gange i 2010, 7 gange i 2011 og 7 gange i 2012.

Klageren har anført, at de ikke kører mange kilometer privat, idet de ikke har nogen form for kørsel til og fra arbejde, som andre medarbejdere i andre virksomheder har.

SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsen på baggrund af klagen

SKAT henviser til Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 215 af 13. juni 1997:

Når en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Derfor må hovedaktionæren, der ønsker at undgå beskatning af rådigheden over bilen til privat kørsel, over for den kommunale ligningsmyndighed sandsynliggøre, at den pågældende er afskåret fra at anvende bilen til privat kørsel. En nærmere prøvelse heraf må bero på en konkret ligningsmæssig bedømmelse.

Da der i den nævnte situation imidlertid er tale om interesseforbundne parter, nemlig hovedaktionær og selskab, må det formodes, at dokumentationskravene skærpes. Der vil således formentlig blive lagt mere vægt på nøjagtigheden af såvel eventuelle kørebogsregistreringer som den mellem parterne indgåede aftale om, at bilen kun må anvendes til erhvervsmæssig befordring.

Desuden vil SKAT henlede opmærksomheden på begrundelsen i SKM2002.369LSR, som Landsskatteretten har tiltrådt:

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet, og han har følgelig fuld rådighed over bilen hele tiden. Klageren er eneste ansatte i selskabet, og bilen vil befinde sig på bopælen/selskabets adresse om natten. Bilen vil altså være til rådighed for privat kørsel, ligesom klageren allerede nu har til hensigt at anvende bilen til privat brug forskellige måneder af året.

Da klageren har adgang til at anvende bilen privat, og da han har fuld rådighed over bilen, har Told- og Skattestyrelsen ikke fundet, at der er grundlag for at nøjes med periodisk beskatning af bilen, idet det skattepligtige beløb fastsættes uafhængigt af privatkørslens omfang.

I fraskrivelseserklæringen er der netop angivet, at bilen MÅ bruges privat, hvorfor privat rådighed er hensigten med fraskrivelseserklæringen.

Det fremgår af klagen, at SKAT har erfaret, at dokumentationen i kørselsregnskabet er fuldstændig og viser at bilen ikke har været anvendt privat. Dette er ikke korrekt. Der henvises til klagens punkter 2, 3, 7.1, 7.2, 7.6, 7.7. og at [virksomhed2] ApS og klageren ikke har påklaget SKATs afgørelse om, at indkøb til ombygning af kælderen er private, således er kørsel i forbindelse med indkøb af byggematerialer den 22., 27., 29. og 30. december 2010 samt den 15. april 2011 private køreture. Det er således SKATs opfattelse, at kørselsregnskabet netop viser privat kørsel ud over feriekørsel.

Desuden skal vi gøre opmærksom på, at der ikke i klagerens opgørelse af privat kørsel i den privatejede bil er taget hensyn til, at familien ejer et sommerhus på adressen [adresse3], [by2]. Fra bopælen til sommerhuset er der 118 km jf. Krak – tur/retur er der således ca. 236 km, hvorfor der ikke ses at være plads til mange ture i sommerhus i perioden på de 18 måneder.

Desuden har en af klagerens døtre, [person2], født 12. april 1992, fået kørekort den 16. oktober 2010, og ikke har haft egen bil i perioden.

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes i henhold til ligningslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 4, den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, opgjort efter bestemmelserne i stk. 4.

Det er rådigheden over den fri bil, der beskattes, hvorfor det skattepligtige beløb fastsættes uafhængigt af privatkørslens omfang.

Når henses til, at den omhandlede bil er placeret på selskabets adresse, der er sammenfaldende med klagerens bopæl, anses klageren for at have bilen til rådighed hele året, jf. SKM2002.369.LSR.

Klageren og selskabet anses som interesseforbundne parter, hvorfor der påhviler klageren en skærpet bevisbyrde for, at den private rådighed over bilen har været effektivt afskåret. Det påhviler klageren at afkræfte formodningen om, at bilen har stået til rådighed for ham og hans familie til privat kørsel.

To af rettens medlemmer, herunder retsformanden, bemærker:

Den foreliggende aftale mellem klageren og selskabet giver klageren mulighed for at anvende bilen til privat kørsel, ligesom det er oplyst i sagen, at bilen har været anvendt til privat kørsel blandt andet i forbindelse med ferier. Det lægges herefter til grund, at selskabet har stillet fri bil til rådighed for klageren.

Disse retsmedlemmer finder det ikke på baggrund af det af klageren fremførte godtgjort, at bilen ikke har været stillet til rådighed for klageren, hvorfor det er med rette, at SKAT har foretaget beskatning af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Et retsmedlem voterer for medhold i overensstemmelse med klagerens påstand.

Landsskatteretten træffer afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt. Det bemærkes, at den beløbsmæssige opgørelse ikke er bestridt.

Kunst, 2010

Faktiske forhold

Det er konstateret, at selskabet har indkøbt følgende kunst:

16.10.2010Maleri af [person6]15.000 kr.

Maleriet hænger på væggen i kælderetagen i på adressen [adresse1], [by1]. Kælderetagen anvendes af selskabet til administration og mødelokaler og er indrettet som kontor og mødelokale m.v. Der findes ikke lejekontrakt vedrørende selskabets brug af lokalerne, ligesom der heller ikke betales husleje fra selskabet vedrørende de anvendte lokaler.

Ejendommen [adresse1], [by1] er jf. BBR-registret registreret som 100 pct. beboelsesejendom.

Selskabet ejer ikke kontorfaciliteter, men har kun udgift til leje af lagerlokaler på [adresse2] i [by1].

SKATs afgørelse

Det er SKATs vurdering, at det allerede ved indkøbet har været hensigten, at maleriet skulle anvendes i privatboligen, hvorfor SKAT anser udgiften for at være en privat udgift selskabet har afholdt for klageren som hovedaktionær.

Selskabet ejer ikke kontorfaciliteter, men har kun udgift til leje af lagerlokaler på [adresse2] i [by1]. Selskabet har således ikke haft til hensigt at bruge den indkøbte kunst til udsmykning.

SKAT har ved vurderingen lagt vægt på følgende:

Ved SKATs korrespondance med selskabet og selskabets revisor og ved møde i lokalerne den 13. september 2012, har selskabet direkte forespurgt oplyst, at der ikke findes lejekontrakt, ej heller at der var en mundtlig aftale om, at selskabet skulle betale 3.250 kr. i husleje. Selskabet har heller ikke oplyst, at der var tale om, at istandsættelsesomkostninger skulle anses for at træde i stedet for husleje. Det er således SKATs opfattelse, at der er tale om forsøg på efterfølgende legalisering af lejeforholdet.

SKAT finder, at lokalerne ikke kan betragtes som skarpt adskilt, da der udelukkende sker adskillelse af en skydedør, som går op til boligens stueplan. Desuden konstaterede SKAT, at det ene af lokalerne i kælderetagen var forsynet med en sovesofa og i øvrigt var anvendelig til brug for overnatning.

SKAT finder, at adskillelsen med en skydedør mellem etagerne ikke ændrer på, at det har karakter af et hjemmekontor i privatboligen, hvilket kan understøttes af, at klageren arbejder meget og ofte er ude af huset.

Alle udgiftsbilag vedrørende forbrugsafgifter i ejendommen er stilet til klageren og dennes ægtefælle, og det fremgår ikke af fakturaer, at selskabet skal betale en forholdsmæssig andel af forbrugsomkostninger.

Da klageren er hovedaktionær i selskabet og han sammen med sin ægtefælle ejer det pågældende parcelhus, må der således være skærpet bevisbyrde for indgåelsen af en lejekontrakt og ligeledes skærpet bevisbyrde omkring afholdelse af udgifter vedrørende erhvervsmæssig anvendelse af de pågældende lokaler. Således finder SKAT at afholdelse af udgifter til kunstværker på væggen i kælderetagen ikke kan anses for udelukkende afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i selskabet, men derimod en udgift afholdt i klagerens interesse.

SKAT finder, at indkøbet af kunst er en privatudgift for klageren, hvilket han er skattepligtig af, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og pålægger selskabet indberetningspligt af værdien til Indkomstregistret.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen nedsættes til 0 kr., idet det bestrides, at den indkøbte kunst er til anvendelse i privatboligen, og dermed skal der ikke betales skat af beløbene.

Klageren har anført, at han driver en vidensvirksomhed, der har mange af de store danske producerende virksomheder som kunder. Kunsten er kun købt med det formål at indrette virksomhedens lokaler, idet kontoret og lokalerne skal være præsentable overfor kunder og leverandører.

Derudover tilbringer virksomhedens primære medarbejdere hver mere end 37 timer på kontoret. Virksomheden ønsker at skabe et arbejdsmiljø og en atmosfære, der er med til at fremme arbejdet. Al kunst er placeret på virksomhedens kontor. Dette er konstateret af SKAT ved selvsyn under kontrolbesøg.

Hvis sagen havde været en anden, hvis kontoret var på en anden adresse end privatboligen, må klageren konkludere, at det ikke giver et billede af, om ejeren af virksomheden tager kunsten med hjem fra virksomheden. Dermed er SKATs afgørelse ikke baseret på det faktum, at kunsten er i lokalerne, men udelukkende på grund af, at SKAT angiver, at klageren har et andet formål. Dermed bliver klageren dømt på en formodning om, at de ikke driver virksomhed.

Det bestrides, at adressen [adresse1], [by1], på 368 m2 kun er privat bolig. Der er henvist til fremlagt plantegning med indtegning af de lokaler, selskabet benytter.

SKATs argumenterer for, at selskabet ikke har kontorfaciliteter, selv om SKAT ved selvsyn har set firmaets anvendelse af lokalerne. Dermed angiver SKAT, at klageren ikke driver virksomhed på adressen, hvilket bestrides, idet der afholdes mere end 12 store seminarer og kurser med mere end 650 deltagere om året og mange kundemøder. Selskabet havde i 2010 en omsætning på 2.067.974 kr. og i 2011 på 3.351.226 kr. og betaler moms og virksomhedsskat. Dette resultat kunne ikke opnås uden lokaler og maskiner, der kan fremstille det nødvendige materiale til de angivne seminarer og kurser.

Hele sagen bygger på en manglende skriftlig aftale mellem udlejer, [person5] og [person1], og selskabet som lejer. Selskabet blev flyttet til [adresse1] i henhold til generalforsamlingsreferat og er angivet til Erhvervsstyrelsen. Der er fra 2013 indgået lejekontrakt. Der var indtil dette tidspunkt en mundtlig aftale mellem parterne om at leje og drive virksomhed. En mundtlig aftale er lige så bindende i henhold til dansk lovgivning som en skriftlig aftale. Der kan ikke være tvivl om, at der er drevet virksomhed, da der er indleveret virksomhedsregnskab og betalt virksomhedsskat, moms, A-skat for medarbejder i perioden. På denne baggrund må det antages, at der er drevet erhverv i perioden på adressen [adresse1], [by1].

Klageren har fastholdt, at der er drevet virksomhed på adressen og driftsomkostninger forbundet hermed er fradragsberettiget, og omkostninger til indretning af lokaler med kunst og andet er en del af virksomhedsdriften og ikke privat. SKAT henvendte sig på [adresse1] i forbindelse med kontrol af virksomheden. Der foreligger fra 2013 en skriftlig lejeaftale som eneste forskel fra de tidligere år.

Landsskatterettens afgørelse

Selskabet har afholdt udgiften til indkøb af kunst til ophængning i virksomhedens lokaler.

To af rettens medlemmer, herunder retsformanden, bemærker:

Det findes ikke på baggrund af sagens oplysninger godtgjort, at kunsten er indkøbt til virksomheden. Der er herved henset til, at selskabets brug af lokalerne i klagerens privatbolig ikke er formaliseret i form af en lejekontrakt eller på anden måde er udskilt fra privatboligen, og at ejendommen er registreret som 100 pct.´s privat beboelse.

Der gælder ved aftaler mellem interesseforbundne parter en skærpet bevisbyrde.

Selskabet har herefter afholdt en udgift i klagerens interesse, hvorfor udgiften må anses som maskeret udlodning til klageren. Disse retsmedlemmer voterer derfor for stadfæstelse.

Et retsmedlem voterer for medhold i overensstemmelse med klagerens påstand.

Landsskatteretten træffer afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Udgift til blomster, 2010 og 2011

Faktiske oplysninger

Selskabet har afholdt udgift til indkøb af blomster med 4.022 kr. i indkomståret 2010 og med 5.632 kr. i indkomståret 2011.

Der er indkøbt blomster flere gange månedligt, primært om fredagen. Blomsterne er, jf. bogføringen anvendt til udsmykning i selskabets lokaler. Selskabets lokaler er beliggende på adressen [adresse1], [by1], som samtidig er hovedaktionær [person5]s private bopæl. Der er tale om et parcelhus registreret som 100 pct. beboelsesejendom beliggende i et villakvarter.

De af selskabet benyttede lokaler på adressen består af kombineret mødelokale/kontor, kopirum, toilet og tekøkken. De af selskabet benyttede lokaler er adskilt fra den private beboelse med skydedør. Det er oplyst, at lokalerne benyttes som kontor for selskabet, lejlighedsvist til møder m.v. samt til produktion af kursusmaterialer.

Der findes ikke en lejekontrakt mellem selskabet og hovedaktionær [person5] vedrørende de pågældende lokaler, ligesom selskabet ikke betaler leje for benyttelsen af lokalerne.

SKATs afgørelse

Det er SKATs vurdering, at de pågældende lokaler må anses som en del af hovedaktionærens, klagerens beboelse. SKAT anser selskabets lokaler for at være en ikke adskilt del af klagerens private bopæl og at der er tale om en ejendom, der er registreret til 100 pct. beboelse. De pågældende lokaler er indrettet, så de er anvendelige til private formål.

Det er endvidere SKATs holdning, at da selskabet ikke betaler leje og der ikke er indgået en lejekontrakt, er det tilkendegivet, at lokalerne ikke udelukkende benyttes erhvervsmæssigt. Lokalerne kan således ikke i skattemæssig forstand betragtes som erhvervslokaler. Selskabet har ikke andre kontorfaciliteter.

På denne baggrund finder SKAT, at indkøbet af friske blomster flere gange månedligt, primært om fredagen, må anses for at være en privat udgift betalt af selskabet for klageren som hovedanpartshaver, hvilket han er skattepligtig af, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen nedsættes til 0 kr., idet det bestrides, at de indkøbte blomster er til anvendelse i privatboligen og at klageren skal betale skat heraf.

Selskabet driver en vidensvirksomhed, der har mange af de store danske producerende virksomheder som kunder. Blomsterne er kun købt med det formål at gøre det indbydende at være i virksomhedens lokaler, idet kontoret og lokalerne skal være præsentable over for kunder og leverandører.

Derudover tilbringer virksomhedens primære medarbejdere hver mere end 37 timer på kontoret. Virksomheden ønsker at skabe et arbejdsmiljø og en atmosfære, der er med til at fremme arbejdet. Blomsterne er placeret i virksomhedens kontor.

Hvis sagen havde været en anden, hvis kontoret var på en anden adresse end privatboligen, må klageren konkludere, at det ikke giver et billede af, om ejeren af virksomheden tager kunsten med hjem fra virksomheden. Dermed er SKATs afgørelse ikke baseret på det faktum, at blomsterne er i lokalerne, men udelukkende på grund af, at SKAT angiver, at klagerne har et andet formål. Dermed bliver klageren dømt på en formodning om, at de ikke driver virksomhed.

Der er ikke krav om, hvornår der skal og kan købes blomster til en virksomhed. Det er op til den enkelte virksomhed, hvornår der er behov for nye blomster.

Det bestrides, at ejendommen på 368 m2 kun er til privat bolig.

SKATs udtalelse på baggrund af klagen

Generelt for punkter i denne kategori har SKAT ved vurderingen anlagt samme betragtning som Landsskatteretten i j.nr. 12-0194054:

Skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det fremgår af statsskattelovens § 6, litra a. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer.

Private udgifter kan ikke fradrages.

Ved vurderingen af om en udgift er fradragsberettiget, er det nødvendigt at foretage en vurdering af den pågældendes baggrund for at afholde udgiften, udgiftsarten m.v. En række af klagerens afholdte udgifter har karakter af privatudgifter. Det forhold, at en udgift som udgangspunkt er en privatudgift, skærper kravene til beviset for, at en konkret udgift har karakter af en merudgift i forhold til et almindeligt privat forbrug.

[virksomhed2] ApS har ikke for alle udgifternes vedkommende påvist en sådan direkte sammenhæng mellem afholdelsen af de omhandlede udgifter og virksomhedens indtægtserhvervelse, at SKAT finder grundlag for at godkende fradrag ved opgørelse af den skattepligtige indkomst.

SKAT finder ikke, at klageren har godtgjort en sådan direkte sammenhæng mellem indkomsterhvervelsen og afholdelsen af udgifter til henholdsvis kunst, indkøb af blomster, forebyggende behandling, rejser, billetter, sofasæt, legetøj og energiudgifter i privatboligen, da disse udgifter har karakter af almindelige private udgifter. Samtidig er det en skærpende omstændighed, at der er tale om hovedaktionærforhold, hvor de indkøbte ydelser og genstande er anvendt på hovedaktionærens private bopæl eller i hans interesse.

Det forhold, at klageren har indrettet kontorlokale med tilhørende printere, tekøkken m.v., er ikke anerledes end andre med hjemmearbejdsplads. Selskabet har fået fradrag for indkøb af kontormøbler m.v., da disse stilles til rådighed for en medarbejder med hjemmearbejdsplads. Desuden er der ikke fundet udgifter til forplejning m.v., der sandsynliggør afholdelse af kurser og møder på hjemmeadressen. Desuden skal dette også ses i lyset af det store kørselsomfang og at deltagerantallet på kurserne overstiger de fysiske rammers muligheder på privatadressen.

En del bilag er ikke udstedt til selskabet. SKAT henviser til ovennævnte landsskatteretskendelse, hvor der ikke godkendes fradrag for udgifter, hvor købsbilag ikke er stilet til selskabet.

Landsskatterettens afgørelse

Selskabet har afholdt udgifter til blomster til brug i virksomhedens lokaler.

To af rettens medlemmer, herunder retsformanden, bemærker:

Det findes ikke på baggrund af sagens oplysninger godtgjort, at blomster er indkøbt til virksomheden. Der er herved henset til, at selskabets benyttelse af lokalerne i klagerens privatbolig ikke er formaliseret i form af en lejekontrakt eller på anden måde er udskilt fra privatboligen, og at ejendommen er registreret som 100 pct.s privat beboelse.

Der gælder ved aftaler mellem interesseforbundne parter en skærpet bevisbyrde.

Selskabet har herefter afholdt en udgift i klagerens interesse, hvorfor udgiften må anses som maskeret udlodning til klageren. Disse retsmedlemmer voterer derfor for stadfæstelse.

Et retsmedlem voterer for medhold i overensstemmelse med klagerens påstand.

Landsskatteretten træffer afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Løn til børn, 2010 og 2011

Faktiske oplysninger

I forbindelse med møde hos selskabet den 17. september 2012, er der fremlagt arbejdssedler og ansættelseskontrakter vedrørende klagerens 3 døtre, som alle har fået udbetalt løn fra selskabet. Det fremgår af ansættelseskontrakterne, at der er tale om fast timeløn for arbejdet. Arbejdet består primært i frankering, rengøring samt at sætte kursusmateriale i mapper. Der udbetales 77,50 kr. i timen så længe børnene er under 18 år, mens der udbetales 115 kr. i timen til børn, der er fyldt 18 år. Af ansættelseskontrakten fremgår desuden, at der af nemheds hensyn udbetales 1.000 kr. om måneden, dette beløb er omregnet til 1.087 kr. pr. måned før arbejdsmarkedsbidrag.

Selskabet har fremlagt arbejdssedler for døtrene. Arbejdssedlerne er efter det oplyste udarbejdet af [person1], og dækker en måned. Af arbejdssedlerne fremgår ikke dato for, hvornår arbejdet er udført, ligesom børnene ikke har underskrevet arbejdssedlerne og dermed godkendt dem. Det fremgår af arbejdssedlerne, at der ikke i alle måneder er udført arbejde i et antal timer, der dækker udbetalingen af 1.000 kr. SKAT har udarbejdet opgørelse over arbejdstimer og den dertilhørende løn.

SKATs afgørelse

Det er SKATs holdning, at antallet af faktiske arbejdstimer ikke i tilstrækkelig grad begrunder udbetalingen af 1.000 kr. pr. måned. Ligeledes finder SKAT ikke, at det bør være hovedaktionæren [person5]s ægtefælle [person1], der skal udarbejde månedlige arbejdssedler blot med angivelse af timetal for døtrene. Det bør i stedet være døtrene selv, der udarbejder ugentlige arbejdssedler med angivelse af tidspunkter for arbejdets udførelse ligesom det sker i virksomheder, hvor medarbejderen ikke er i et nærtstående forhold til arbejdsgiveren.

SKAT finder dog, at det er sandsynligt, at døtrene har udført noget arbejde for selskabet, hvorfor det på det foreliggende grundlag godkendes det anførte antal timer til den anførte timeløn uden tillæg for søn- og helligdage, da det ikke fremgår af arbejdssedlerne, hvornår arbejdet er udført.

SKAT finder således, at forskellen på den udbetalte løn og den på baggrund af arbejdstimerne udregnede løn, i alt 13.303 kr., skal beskattes hos [person5], da han er hovedaktionær med bestemmende indflydelse i selskabet og samtidig far til de 3 ansatte piger.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelserne nedsættes til 0 kr.

Til støtte herfor er det anført, at der er aftalt en fast løn, udgørende 1.000 kr. pr. måned, der fremgår af ansættelseskontrakten. Der er altså tale om en form for funktionæransættelse. Der er angivet et antal timer pr. uge for den enkelte medarbejder. Selskabet sikrer, at der bliver udført arbejde, der svarer til denne løn.

Børnene har varetaget følgende opgaver:

Det kan ikke accepteres, at SKAT sætter tvivl om, at børnene arbejder i et omfang, der svarer til deres løn.

Selskabet arrangerer seminar med 50-100 deltagere og der er ofte kort tid til at få alt materiale klar, idet selskabet er afhængigt af eksterne foredragsholdere. Ofte kommer materialet i sidste øjeblik, og selskabet er nødsaget til at sætte børnene i gang med at pakke ringbind. Altså, børnene står til rådighed for virksomheden, og bliver tilkaldt med kort varsel. Blot det, at de står til rådighed med dette korte varsel, kræver et tillæg til lønnen. Det svarer til, at en tekniker i et forsyningsselskab får et tillæg for at stå til rådighed uden for normal arbejdstid.

De timer, børnene har arbejdet, er skrevet ned, og der er ingen tvivl om, at alle timer ikke er noteret. Børnene arbejder ofte om aftenen og i weekenden med at pakke ringbind, breve og sætte porto på breve.

SKAT nedgør børnenes indsats i virksomheden og giver dermed os alle et forvrænget billede af det at arbejde og betale skat. Børnene står uforstående overfor situationen, idet de er af den opfattelse, at de virkelig hjælper til med at få virksomheden til at fungere. I dag, hvor deres arbejdsindsats noteres i detaljer, må det erkendes, at deres løn er steget.

Som det fremgår af lønsedler, er der en differentiering mellem børnenes løn, der skyldes det enkelte barns indsats i virksomheden. Hvis der er tale om lommepenge, ville der aldrig blive differentieret. I øvrigt har børnene modtaget lommepenge indtil de blev 18 år. Den yngste får stadig lommepenge. De to øvrige har desuden fritidsarbejde i et supermarked.

Det følger af Den Juridiske Vejledning, afsnit C.B.3.5.2.2 omkring maskeret udbytte i ansættelsesforhold, at et aftalt vederlag mellem interesseforbundne parter, som udgangspunkt må accepteres. Er der derimod udbetalt et vederlag, som er større end det ville have været mellem parterne uden interessesammenfaldet, kan der statueres maskeret udbytte. Dette er ikke tilfældet, idet et vikarbureau skulle have et beløb svarende til minimum 4 timers arbejde pr. tilkald pr. medarbejder til en minimumspris på 130 kr. pr. time og tilkaldetillæg for kort tilkaldevarsel. Derudover kommer de opgaver, der løses i weekenden, således at f.eks. markedsføringsbreve kommer ud mandag morgen med nyhedsinformation om kommende arrangementer.

Beløbet, som selskabet har udbetalt som løn til børnene, står i forhold til den præstation, børnene har ydet for selskabet.

Klageren har anført, at ved en sammenligning af selskabet med Erhverv[by1] i 2012 i forhold til omsætning, overskud og antal medarbejdere, kan det konstateres, at de to medarbejdere og tre børn i [virksomhed2] yder det samme som minimum 3 medarbejdere hos Erhverv[by1].

SKATs udtalelse på baggrund af klagen

SKAT anser børnenes ansættelsesforhold for udslag af, at der er tale om nærtstående parter. En fast løn på 1.000 kr. om måneden for ung- og løsarbejdere er ikke normalt, ligesom et tillæg på 100 pct. for weekendarbejde må anses for urealistisk i en ansættelsesaftale vedrørende ungarbejdere mellem uafhængige parter.

SKAT har som udgangspunkt anerkendt timetallet i de fremlagte arbejdssedler, uagtet, at disse er udarbejdet af [person1] og ikke af børnene selv, ligesom arbejdssedlerne må anses for mangelfulde, idet f.eks. dato, tidsrum, godkendelse/underskrift mangler. SKAT har ingen vished for, at der reelt er udført arbejde i det angivne omfang. Herudover henset til døtrenes alder med skolegang, fritidsaktiviteter og det forhold, at to af døtrene har andet fritidsarbejde.

Landsskatterettens afgørelse

Der henvises i det hele til Landsskatterettens afgørelse af d.d. vedrørende skatteansættelsen for [person4], [person3] og [person2] for indkomstårene 2010 og 2011.

Landsskatteretten finder, at det må anses for tilstrækkeligt godtgjort, at [person4], [person3] og [person2] har udført det pågældende arbejde for selskabet, og finder ikke, at det modtagne vederlag står i misforhold til det udførte arbejde. Landsskatteretten finder derfor, at lønnen skal beskattes hos de tre modtagere, hvorfor der ikke er grundlag for at beskatte klageren som hovedanpartshaver heraf.

SKATs afgørelse ændres på dette grundlag, således, at forhøjelsen nedsættes med 31.970 kr. for indkomståret 2010 og med 26.656 kr. i indkomståret 2011.

Øvrige udgifter afholdt af selskabet

El-udgifter, 2010 og 2011

Faktiske oplysninger

Selskabet har afholdt udgifter til el på adressen [adresse1], [by1], med 10.723 kr. i indkomståret 2010 og med 10.149 kr. i indkomståret 2011.

Bilaget er stilet til klageren og dennes ægtefælle privat.

SKATs afgørelse

Selskabet har afholdt udgifter til el forbrugt på klagerens private bopæl. Bilaget er stilet til klageren og dennes ægtefælle privat. Der er ikke betalt leje eller udarbejdet lejekontrakt vedrørende selskabets brug af lokaler på [adresse1], [by1]. SKAT finder, at der er tale om private udgifter til el, som selskabet har afholdt for klageren, hvorfor klageren er skattepligtig heraf, jf. statsskattelovens § 4.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen nedsættes til 0 kr., idet det bestrides, at der skal ske privat beskatning af el-udgifter i selskabet for klageren.

SKAT har angivet, at klageren ikke kan have et energiforbrug i virksomheden, og dermed angiver SKAT, at klageren ikke driver en virksomhed på adressen. Klageren stiller spørgsmålstegn ved, hvordan de skal drive [virksomhed2] med en omsætning på 3,3 mio. kr. og med de tre ovenfor angivne forretningsområder. Hvordan skal [virksomhed2] kunne drive kopimaskiner, printer, server, nødstrømsanlæg, portomaskine, PC´ere, lamper m.m., uden brug af el?

Selskabet driver sin virksomhed fra [adresse1], [by1]. Der er ingen krav i den danske lovgivning om skriftlig lejekontrakt.

Der er indgået aftale om, at el afregnes med en fordelingsnøgle. Der henvises til SKATs normale angivelse af el forbrug for en familie. I forhold til el forbrug kan der henvises til den juridiske vejledning, afsnit C.C.2.1.4.2. Heraf fremgår det, at den private andel i et parcelhus er 4.000 kwh. Revisorerne [virksomhed3] har vurderet, at 4.800 kwh vil være passende for det private forbrug på [adresse1]. Fordelingsnøglen fremgår af fremlagt bilag.

Selskabet har it server, nødstrømsanlæg (UPS), 2 industriprintere/kopimaskiner, der alle kræver meget strøm. Det har aldrig været i privat interesse at have dette udstyr stående, men udelukkende i virksomhedens interesse. Derudover har virksomheden makuleringsmaskine, lamineringsmaskine, kaffemaskine, PC´ere til medarbejdere og lamper, der daglig er i brug kun i virksomhedens interesse.

Af fremlagt bilag (21) fremgår elforbruget på [adresse1] i perioden 2008 til 2012. Det fremgår heraf, at forbruget er steget kraftigt fra 2008 til 2009, hvilket skyldes, at selskabet flyttede ind i juni 2009, og som det fremgår af bilaget, er forbruget steget yderligere i 2010, da virksomheden har været der hele året.

Landsskatterettens afgørelse

Bilaget er udstedt til klageren og dennes ægtefælle personligt som ejere af ejendommen [adresse1], [by1], der ifølge BBR-registeret er en 100 pct.´s beboelsesejendom.

To af rettens medlemmer, herunder retsformanden, bemærker:

Der er ikke dokumenteret, at der foreligger lejeaftale mellem hovedanpartshaveren og selskabet om leje af lokalerne i kælderen, ligesom der ikke foreligger dokumentation for en fordeling af udgifterne som anført af klageren.

På denne baggrund anses selskabet at have afholdt en privat udgift for klageren, hvorfor beløbet beskattes hos klageren som maskeret udbytte. Disse retsmedlemmer voterer derfor for stadfæstelse.

Et retsmedlem voterer for medhold i overensstemmelse med klagerens påstand.

Landsskatteretten træffer afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Vand og varme, 2010 og 2011

Faktiske oplysninger

Selskabet har afholdt udgifter til vand og varme på adressen [adresse1], [by1], med 5.998 kr. i indkomståret 2010 og med 5.886 kr. i indkomståret 2011.

Bilagene er stilet til klageren og dennes ægtefælle.

SKATs afgørelse

Selskabet har afholdt udgifter til vand og varme forbrugt på klagerens private bopæl. Bilaget er stilet til klageren og dennes ægtefælle privat. Der er ikke betalt leje eller udarbejdet lejekontrakt vedrørende selskabets brug af lokaler på [adresse1], [by1]. SKAT finder, at der er tale om private udgifter til vand og varme, som selskabet har afholdt for klageren, hvorfor klageren er skattepligtig heraf, jf. statsskattelovens § 4.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen nedsættes til 0 kr., idet det bestrides, at der skal ske privat beskatning af udgifter til vand og varme i selskabet for klageren.

SKAT har angivet, at klageren ikke kan have et forbrug af vand og varme i virksomheden, og dermed har SKAT angivet, at klageren ikke driver virksomhed på adressen. Klageren stiller spørgsmålstegn ved, hvordan de skal drive [virksomhed2] med en omsætning på 3,3 mio. kr. og med de tre ovenfor angivne forretningsområder, uden brug af vand og varme.

SKAT har ved selvsyn set kontorlokalerne, og det fremgår også af SKATs redegørelse, at der er kontor på adressen. Klageren har henvist til fremlagt bilag for udnyttelsen af lokalerne til erhverv. Klageren kan derfor ikke acceptere, at der ikke kan fratrækkes en procentsats af udgifterne til vand og varme, som angivet nedenfor.

Virksomheden har to funktionæransatte, der arbejder i lokalerne og det kræver, at der er en stabil basis temperatur på 20-22 grader, da det hovedsageligt er stillesiddende arbejde og møder. Det fremgår også af den udarbejdede APV rapport, hvor det netop er et krav, at der er et godt indeklima til stillesiddende arbejde.

Det er angivet, at selskabet anvender 60 m2 af underetagen, hvor der er 128 m2 etagekvadratmeter. Selskabet lejer således halvdelen af underetagen. Huset har et samlet areal på 368 m2 inklusive kælderrum på 51 m2, altså 317 m2 til rådighed for privat beboelse og virksomhed. Alt dette fremgår af BBR oplysninger.

Der er tale om en fordeling af vand og varmeudgifter i forholdet 60/317 = 18,9 pct. Huset er købt i 2008 for at klageren kunne drive virksomheden i lokalerne. Fordelingsnøglen fremgår også af fremlagt bilag.

De lejede 60 m2 lokaler anvendes kun erhvervsmæssigt og hele underetagen er afskærmet fra privaten med en skydedør, jf. fremlagt bilag, som det også fremgår af SKATs skrivelse. Desuden er der separat indgang til privaten. Det virker besynderligt, at SKAT angiver, at de af virksomheden anvendte lokaler er til privat brug – hvor forventer SKAT, at selskabets medarbejdere udfører deres job og arbejdsopgaver?

Landsskatterettens afgørelse

Bilaget er udstedt til klageren og dennes ægtefælle personligt som ejere af ejendommen [adresse1], [by1], der ifølge BBR-registeret er en 100 pct.´s beboelsesejendom.

To af rettens medlemmer, herunder retsformanden, bemærker:

Der er ikke dokumenteret, at der foreligger lejeaftale mellem hovedanpartshaveren og selskabet om leje af lokalerne i kælderen, ligesom der ikke foreligger dokumentation for en fordeling af udgifterne som anført af klageren.

På denne baggrund anses selskabet at have afholdt en privat udgift for klageren, hvorfor beløbet beskattes hos klageren som maskeret udbytte. Disse retsmedlemmer voterer derfor for stadfæstelse af SKATs afgørelse.

Et retsmedlem voterer for medhold i overensstemmelse med klagerens påstand.

Landsskatteretten træffer afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Legetøj, slik, Wii-spil, 2010

Faktiske forhold

Selskabet har i henhold til bilagene 8, 94 og 114 i indkomståret 2010 indkøbt legetøj, slik og wii-spil for i alt 1.679 kr.

Der er tale om indkøb af Lego-bil, brandbil og slik købt i [virksomhed4] og Wii-spil indkøbt i [virksomhed5].

Ifølge bilagene er genstandene brugt til GAPP kursus.

SKATs afgørelse

SKAT finder, at det indkøbte må anses for private indkøb, da der er tale om legetøj og at det i overvejende grad er brugbart til private formål. Endvidere findes købsbilag vedrørende indkøb hos [virksomhed5] ikke, idet der udelukkende er tale om dankortkvittering fra butikken. Efter det oplyste, er der hos [virksomhed5] købt Wii-spil, som anses for velegnet til privat anvendelse. På det foreliggende grundlag finder SKAT, at indkøbene må anses som at være private, hvorfor klagerens indkomst forhøjes med værdien af indkøbene, jf. statsskattelovens § 4.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen nedsættes til 0 kr.

Til støtte herfor er det anført, at der er tale om udgifter, der er 100 pct. relateret til virksomhedens aktiviteter.

Klageren påpeger, at det ikke virker, som om SKAT ved, hvad virksomheden beskæftiger sig med. Hvordan skal de kunne afholde projektlederkurser uden materiale og udstyr?

Der er indkøbt legetøj og slik, der anvendes i GAPP kurser. Klageren har henvist til kursus- og øvelsesbeskrivelser og billeder fra de afholdte kurser, som fremlagt. Klageren har endvidere fremlagt liste over deltagerne på GAPP kursusmoduler. Disse og [virksomhed6] A/S kan bekræfte afholdelse af de respektive kurser.

Wii spil var indkøbt til at afprøve en øvelse til GAPP kurset, men der er ikke lykkedes sammen med GAPP arbejdsgrupperne at få øvelsen til at fungere. Udstyr til udvikling er en udgift i virksomheden, og udstyret er placeret i virksomheden. Klageren har anført, at SKAT dømmer dem udelukkende på en formodning om, at udstyret er til privat brug.

Det er normal praksis, at udgifter til udvikling er fradragsberettiget – det er ved udvikling af virksomhedens kompetencer forøges og det de skal leve af i fremtiden.

Landsskatterettens afgørelse

De af selskabet indkøbte effekter i form af legetøj, slik og wii-spil må som udgangspunkt efter deres art betragtes som værende af privat karakter.

Det påhviler herefter klageren at godtgøre, at der er tale om udgifter af erhvervsmæssig karakter for selskabet.

Landsskatteretten finder det på baggrund af sagens oplysninger, herunder de fremlagte fotos fra afholdelse af kurser, godtgjort, at der er tale om udgifter af erhvervsmæssig karakter.

SKATs afgørelse ændres derfor, således at forhøjelsen for 2010 nedsættes med 1.679 kr., idet der ikke er grundlag for beskatning af klageren for så vidt angår dette punkt.

Rejser hos [virksomhed7], 2010

Faktiske oplysninger

Selskabet har i henhold til regnskabsbilagene 365 og 453 afholdt udgifter til køb af rejse hos [virksomhed7] i indkomståret 2010 med 12.339 kr.

Købsbilaget er stilet til klageren.

SKATs afgørelse

Det fremgår ikke af bilaget, at der er tale om en erhvervsmæssig rejse, ligesom der ikke fremgår destination, deltagere eller varighed af rejsen. [virksomhed7] er almindelig udbyder af charterferier, hvorfor SKAT på det foreliggende grundlag ikke kan godkende rejsen som erhvervsmæssig. Købsbilaget er endvidere stilet til klageren privat. Da klageren har bestemmende indflydelse i selskabet og bilaget er stilet til klageren privat, anser SKAT rejsen for en privat udgift, som selskabet har afholdt for klageren, hvorfor klageren er skattepligtig heraf, jf. statsskattelovens § 4.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, der ikke skal ske beskatning hos klageren, hvorfor forhøjelsen nedsættes til 0 kr.

Klageren har til støtte herfor anført, at der er tale om en strategi- og teambuilding-tur til [England]. Det var målet at undersøge, hvorledes [virksomhed2] kan starte op i et andet land, hvor sproget beherskes. Der har siden denne strategitur været etableret et setup i Sverige. Klageren har henvist til virksomhedens hjemmeside, [...se].

Klageren har endvidere anført, at en af ulemperne ved at være selvstændig er, at man risikerer at blive ensporet og glemme det store overblik. Det kræver tid at analysere forretningsgrundlaget, få overblik over virksomhedens styrker og svagheder og få udarbejdet en strategi og en forretningsplan. Der er ikke krav om, hvilken form for rejse, som virksomheden anvender, men derimod er det væsentligt for virksomheden, at det er den billigste løsning i forhold til kvaliteten.

Landsskatterettens afgørelse

Når henses til, at bilagene er stilet til klageren, påhviler det klageren at godtgøre, at der er tale om en erhvervsmæssig udgift for selskabet.

Når henses til, at der er tale om interesseforbundne parter, er der tale om en skærpet bevisbyrde.

To af rettens medlemmer, herunder retsformanden, bemærker:

Det findes ikke på grundlag af sagens oplysninger dokumenteret, at der er tale om en udgift til rejse med erhvervsmæssigt indhold. Udgifterne anses herefter som private udgifter for klageren som hovedanpartshaver, der er afholdt af selskabet. Disse retsmedlemmer voterer derfor for stadfæstelse.

Et retsmedlem voterer for medhold i overensstemmelse med klagerens påstand.

Landsskatteretten træffer afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet, hvorfor SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Avisabonnement, 2010 og 2011

Faktiske oplysninger

Selskabet har afholdt udgiften til abonnementer på henholdsvis [avis1] og [avis2].

Aviserne er leveret på adressen [adresse1], [by1].

Værdien af abonnementerne udgør i 2010 6.849 kr. og i 2011 6.909 kr.

SKATs afgørelse

Det er SKATs vurdering, at adressen [adresse1], [by1], skal ses som klagerens private bopæl. SKAT vurderer ligeledes, at aviserne er betalt ud fra en betragtning om, at de er til brug for arbejdet.

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 3, er goder stillet til rådighed til brug for arbejdet skattepligtige i det omfang værdien overstiger en bundgrænse på 5.500 kr. Aviser er omfattet af denne bundgrænse. Da den samlede værdi af avisabonnementerne i både 2010 og 2011 udgør en værdi, der overstiger 5.500 kr., er klageren således skattepligtig af værdien af avisabonnementerne.

Som udgangspunkt er avishold en privat udgift.

Det er således husstandens samlede forbrug af aviser, der er afgørende for beskatning af fri avis, og ikke den enkelte ægtefælle.

SKAT har anset, at abonnementet på [avis2] dækker husstandens private avishold og beskattet klageren af denne udgift. SKAT har dermed anset [avis1] for at være til brug for arbejdet.

SKAT har anset klageren som skattepligtig af abonnement på [avis2] for forhøjet klagerens indkomst med 2.368 kr. i 2010 og 2.444 kr. i 2011.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelserne nedsættes til 0 kr., idet det bestrides, at der skal ske beskatning af avisabonnementer hos klageren.

Til støtte herfor er det anført, at alle aviser er til virksomheden og til anvendelse for virksomhedens medarbejdere. Er der tale om fri avis i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3, må det påpeges, at der er to medarbejdere, der modtager aviserne, og dermed skal omkostninger fordeles mellem de to medarbejdere. I øvrigt ejer de to medarbejdere begge ejendommen, hvor selskabet har til huse.

[person1] holder [avis2], fordi hun varetager de praktiske og administrative opgaver, der kræver dialog med virksomheder i nærområdet.

Klageren holder [avis1] for at være orienteret om erhvervsudviklingen i Danmark og udlandet set i forhold til virksomhedens fokusområde.

I det tilfælde, at [person1] var ansat i ekstern virksomhed og fik [avis2] stillet til rådighed og klageren var ansat i en anden ekstern virksomhed og fik [avis1] stillet til rådighed – skulle klageren da betale skat af [avis2]?

Begge abonnementer kan rummes inden for bundgrænsen på 5.500 kr. for henholdsvis klageren og [person1].

Landsskatterettens afgørelse

Aviser er som udgangspunkt et privat gode. En arbejdsgiverbetalt avis, som leveres på den ansattes bopæl, kan være et skattepligtigt gode, afhængigt af, om avisen i overvejende grad er stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde og dermed er omfattet af bagatelgrænsen, jf. nedenfor, og om den erstatter et privat avishold.

Personalegoder, som en arbejdsgiver i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, skal kun beskattes, hvis den samlede værdi af disse goder overstiger et grundbeløb, der i de omhandlede indkomstår, 2010 og 2011 udgjorde 5.500 kr., jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

I det tilfælde, at den samlede værdi af personalegoderne overstiger denne beløbsgrænse, bliver medarbejderen skattepligtig af alle goderne.

SKAT har i styresignal af 22. marts 2011, som offentliggjort ved SKM2011.183.SKAT, præciseret reglerne for beskatning af avis, som er stillet til rådighed af arbejdsgiveren på medarbejderens bopæl.

Det fremgår heraf, at der gælder en formodningsregel om, at en eller flere aviser i overvejende grad er til brug for arbejdet, hvis en arbejdsgiver uden lønnedgang tilbyder sine ansatte fri avis.

Det fremgår endvidere, at hvis husstanden ikke selv holder en daglig avis, får husstanden samtidig dækket sit privatforbrug ved modtagelse af avis på bopælen. Da avisen i overvejende grad er ydet af hensyn til arbejdet, er den omfattet af bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. pkt. Det betyder, at værdien af én avis skal lægges til grund ved vurderingen af, om beløbet er over eller under bagatelgrænsen, da én avis udgør et typisk dagligt privatforbrug af avis. Værdiansættelsen af denne avis sker til markedspris. Modtages flere aviser, er det værdien af den avis, der udgør et typisk dagligt privatforbrug for den pågældende borger, der skal lægges til grund.

Hvis husstanden selv holder én daglig avis, har hustanden fået dækket sit privatforbrug, og aviser herudover har således ikke karakter af sparet privatforbrug, men antages at være modtaget i arbejdsgiverens interesse. Den eller de aviser kan derfor værdiansættes til 0 kr. ved vurderingen af, om beløbet er over eller under bagatelgrænsen på 5.500 kr.

Det fremgår heraf, at husstanden vurderes som en enhed.

I tilfælde, som i nærværende sag, hvor husstanden ikke selv holder en daglig avis, får husstanden med avisen, betalt af arbejdsgiveren, dækket sit privatforbrug, og der skal som udgangspunkt ske beskatning. Værdiansættelsen sker til markedspris. Begge aviser er af SKAT anset at være til brug for arbejdet. Idet værdien af hver af aviserne er under bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, skal der ikke ske beskatning af den ene avis. Den anden avis værdiansættes herefter til 0 kr. i forhold til bagatelgrænsen, hvorefter der ikke er grundlag for at foretage beskatning af klageren som følge af fri avis.

SKATs afgørelse ændres derfor på dette punkt i såvel 2010 og 2011, således at forhøjelsen nedsættes til 0 kr.