Kendelse af 21-07-2015 - indlagt i TaxCons database den 05-09-2015

Skatteankenævnet har afslået, at pålægge SKAT at genoptage klagerens ansættelse med henblik på at ændre et selvangivelsesvalg.

Landsskatterettenstadfæster skatteankenævnets afgørelse

Repræsentanten har anmodet om adgang til at udtale sig ved et retsmøde. I henhold til skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, kan retten undlade at imødekomme en sådan begæring, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for overflødig. Under henvisning til denne bestemmelse har Landsskatteretten ikke imødekommet begæringen om retsmøde, idet sagen må anses for tilstrækkeligt oplyst på det foreliggende grundlag.

Faktiske oplysninger

Klageren har den 1. juli 2007 startet virksomhed med udlejning af ejendom.

SKAT har den 18. november 2010 ansat resultat af virksomhed skønsmæssigt til 350.000 kr., idet klageren ikke har indsendt selvangivelse for 2009.

[Skattecentret] har den 11. februar 2011 modtaget selvangivelse og regnskab for indkomståret 2009. Årsopgørelsen er blevet indtastet i overensstemmelse med den indsendte selvangivelse. Der er i selvangivelsen ikke sat x ved valg af virksomhedsordningen, og regnskabet indeholder ikke specifikationer til virksomhedsordningen.

Klagerens revisor har forklaret, at klageren den 8. marts 2012 bliver opmærksom på, at der ikke er valgt virksomhedsordning på årsopgørelsen for 2009.

Den 21. marts 2012 har klageren anmodet SKAT om genoptagelse af årsopgørelsen for 2009, idet han ønsker anvendelse af virksomhedsordning.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afslag om genoptagelse af skatteansættelsen for 2009.

Skatteankenævnet har anført følgende i begrundelsen:

”Efter VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., kan den skattepligtige ændre sin tidligere beslutning om, hvorvidt virksomhedsordningen skal anvendes eller ikke. Tilkendegivelse herom skal ske til told- og skatteforvaltningen senest den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret.

Beslutning om anvendelse af virksomhedsordningen for indkomståret 2009, skal således være fremsendt senest den 30. juni 2011.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Bestemmelserne i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt. og skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan anvendes sideløbende. Anvendelse eller ikke anvendelse af den ene bestemmelse udelukker ikke anvendelsen af den anden bestemmelse, når betingelserne herfor er opfyldt, men virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., kan ikke bruges til at ændre dispositioner, og skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan ikke bruges til at ændre valg af ordningen, jf. ligningsvejledningen afsnit E.G.2.2.2.2.

Som følge af, at anmodningen om anvendelse af virksomhedsordningen først er modtaget hos skattemyndigheden den 21. marts 2012, er der, jf. ovenstående bestemmelser, ikke lovhjemmel til at ændre det foretagne selvangivelsesvalg.

Endvidere skal bemærkes, at bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 30 ikke kan finde anvendelse, jf. skattemyndigheden ikke har foretaget nogen ansættelse.

Endelig skal bemærkes at ukendskab til skattelovgivningen m.m., ikke medfører, at [person1] ikke er omfattet heraf.

SKATs afslag på genoptagelse stadfæstes.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT pålægges at genoptage indkomstansættelsen for 2009 med henblik på selvangivelsesomvalg, efter bestemmelsen om ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, sammenholdt med skatteforvaltningslovens § 30. Der nedlægges subsidiær påstand om omgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 29.

Klagerens repræsentant har anført følgende i klagen:

”Pga kommunikationsproblemer modtager [person1] aldrig oplysninger om den af revisor indberettede selvangivelse. Den 8. marts 2012 modtager [person1] skrivelse fra SKAT om, at han er tilsagt til en udlægsforretning. Det er således på denne dato [person1] får kendskab til 2009 tallene(...)

ANBRINGENDER:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at den af [Skatteankenævnet] afsagte afgørelse, vedrørende genoptagelse af indkomståret 2009 med henblik på selvangivelsesomvalg, ikke kan være korrekt.

Genoptagelse:

Den 21. marts 2012 anmoder vi Skattemyndigheden om en genoptagelse af skatteansættelsen i henhold til Skatteforvaltningslovens § 26 stk. 2. Denne anmodning fremsendes således indenfor den i bestemmelsen fastsatte frist.

Beskatning efter virksomhedsordning

Videre anmoder vi Skattemyndigheden om en beskatning efter reglerne i virksomhedsordningen. Skattemyndigheden anfører i forslaget og senere i afgørelsen, at ”den skattepligtige kan ændre sin tidligere beslutning om, hvorvidt virksomhedsordningen skal anvendes eller ikke”. Samt at ”tilkendegivelsen herom skal ske til told- og skatteforvaltningen senest den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret”. Da [person1] ved en fejl ikke har afleveret selvangivelsen for 2009, har han således ikke truffet beslutning, om hvorvidt virksomhedsordningen skal anvendes eller ikke. Vi mener således ikke, at fristen i denne bestemmelse bør få betydning for [person1]s valg af ordning.

Selvangivelsesomvalg – Skatteforvaltningslovens § 30

Skatteankenævnet anfører i sin afgørelse, at Skatteforvaltningslovens § 30 ikke kan finde anvendelse, da Skattemyndigheden ikke har foretaget nogen ansættelse. Dette mener vi ikke kan være korrekt. Skattemyndigheden foretager netop en ansættelse af overskud af virksomhed d. 18. november 2010, jf. bilag 2. I bemærkningerne til lovens bestemmelse anføres, at det er en betingelse for tilladelse til ændring, at det tidligere trufne valg som følge af skattemyndighedernes korrektion eller ændring af skatteansættelsen ikke har de skattemæssige virkninger, der var forudsat, da valget blev truffet, og at den skattepligtige kan godtgøre, at det vil have økonomiske konsekvenser, såfremt valget opretholdes.

En skattepligtig kan ændre valg af selvangivne oplysninger i det omfang, Skattemyndigheden har foretaget en ansættelse af indkomstskat eller ejendomsværdiskat, der har betydning for valget og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser. En anmodning om ændring, skal fremsættes af den skattepligtige inden 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om den ansættelse. (...) Videre er det en betingelse, at ansættelsen har betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser. (...) Ved at anvende en anden ordning end de almindelige regler i personskatteloven, nemlig ved valg af virksomhedsordningen opnås således en betydelig besparelse af skat. (...) [person1] opnåede først kendskab til ansættelsen, da han modtog skrivelsen fra SKAT vedr. tilsigelse til udlægsforretning d. 8. marts 2012.

...

Det gøres sålkedes gældende at [person1] har ret til at ændre beslutningen om, at virksomhedsordningen skal anvendes for indkomståret 2009 efter bestemmelsen om ordinært genoptagelse efter Skatteforvaltningslovens § 26 sammenhold med Skatteforvaltningslovens § 30

Såfremt Landskatteretten ikke vil anerkende vores primære nedlagte påstand, nedlægges således en subsidær påstand om at Landsskatteretten skal tillade en omgørelse, jf. Skatteforvaltningslovens § 29.

En tilladelse til omgørelse indebærer, at myndigheden tillader, at en efterfølgende ændring af en privatretlig disposition, der er lagt til grund for en skatteansættelse, tillægges virkning for skatteansættelsen, således at skatteansættelsen ”bliver forkert” og må ændres.

Vi anmoder således Landsskatteretten om at tillade, at dispositionen ”den af Skattemyndigheden indberettede selvangivelse 2009” fuldstændig ophæves, således at man i stedet anser [person1] for at have indberettet selvangivelsen med det faktiske overskud af virksomhed og samtidig med en beskatning efter virksomhedsordningen.”

Landsskatterettens afgørelse

Af virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, fremgår at den skattepligtige ved indgivelse af selvangivelse for et indkomstår skal tilkendegive, om virksomhedsordningen skal anvendes for det pågældende indkomstår. Den skattepligtige kan ændre beslutningen om, hvorvidt virksomhedsordningen skal anvendes eller ikke. Tilkendegivelse herom skal ske til told- og skatteforvaltningen senest den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret. Vælger den skattepligtige at anvende virksomhedsordningen, skal virksomhedsordningen anvendes for hele virksomheden i hele indkomståret.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 30 at told- og skatteforvaltningen kan tillade, at en skattepligtig ændrer et valg af selvangivne oplysninger, i det omfang skattemyndighederne har foretaget en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, der har betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 skal fremsættes af den skattepligtige inden 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om den ansættelse, der begrunder anmodningen. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra den skattepligtige, dispensere fra fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 29, kan en omgørelse af en privatretlig disposition tillades, og tillægges virkning for skatteansættelsen, under de anførte betingelser i stk. 1, nr. 1-5.

Af juridisk vejledning afsnit C.C.5.2.3.1 fremgår følgende:

Den selvstændige kan ændre sin tidligere beslutning om, hvorvidt virksomhedsordningen skal anvendes eller ikke. Han eller hun skal meddele sin ændring af valget til SKAT senest den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret. Se VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt.

...

Bestemmelserne indeholder en ubetinget ret for den selvstændige til at ombestemme sig inden for den givne frist. Den selvstændige behøver ikke at begrunde det ændrede valg eller komme med nye oplysninger

...

De nævnte bestemmelser i virksomhedsskatteloven vedrører ikke ændring af skatteansættelsen, og giver derfor ikke adgang til at ændre dispositioner i selve skatteansættelsen. Formålet med reglerne er at give den selvstændige mulighed for at ændre valget af de regler, skatteberegningen skal foretages efter.

Ved siden af valgmuligheden efter VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., gælder de almindelige regler i SFL § 26 og § 27 om ret til at få genoptaget en skatteansættelse. Denne almindelige genoptagelsesadgang efter skatteforvaltningsloven omfatter ikke de særlige muligheder for valg af ordning efter virksomhedsskatteloven. I SFL § 26 og § 27 er formålet derimod at nå en korrekt skatteansættelse.

Bestemmelserne i skatteforvaltningsloven og virksomhedsskatteloven kan anvendes sideløbende. Anvendelsen eller ikke-anvendelsen af den ene bestemmelse udelukker ikke brugen af den anden bestemmelse, når betingelserne er opfyldt.

...

Efter udløbet af fristen i VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt. kan en ændring af valget om at benytte virksomhedsordningen eller ikke benytte virksomhedsordningen kun ske efter reglerne om ændring af et valg i selvangivelsen. Se SFL § 30.

Efter denne bestemmelse kan SKAT tillade, at en selvstændig ændrer et valg i selvangivelsen, hvis SKAT har foretaget en ændring af en ansættelse af indkomstskat, som har betydning for valget. Det er en betingelse, at valget i selvangivelsen har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser som følge af SKATs ændring af ansættelsen.”

[Skattecentret] har først den 11. februar 2011 modtaget selvangivelse og regnskab for indkomståret 2009. Årsopgørelsen er blevet indtastet i overensstemmelse med den indsendte selvangivelse, hvor virksomhedsordningen ikke er valgt. Regnskabet indeholder i øvrigt ikke nogen specifikationer til virksomhedsordningen.

Klagerens anmodning om valg af virksomhedsordningen er modtaget af SKAT den 21. marts 2012, hvilket er efter omvalgsfristen den 30. juni 2011, jf.virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2. Der kan derfor ikke ske genoptagelse og omvalg efter denne bestemmelse.

SKAT har ikke, efter modtagelsen og indtastning af den indsendte selvangivelse den 11. februar 2011, foretaget nogen form for ændringer af klagerens indkomstopgørelse for 2009. Betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26 og 30 er derfor ikke opfyldt, idet dette forudsætter en konkret ændring af ansættelsen, der har betydning for et selvangivelsesvalg.

Klagerens subsidiære påstand om tilladelse til en omgørelse kan ikke tiltrædes, idet der ikke foreligger nogen privatretlig disposition, der kan ændres. Et omvalg af ”den af skattemyndigheden indberettede selvangivelse 2009” er ikke et omvalg af en privatretlig disposition, jf. skatteforvaltningslovens § 29.

På baggrund heraf stadfæstes skatteankenævnets afgørelse.