Kendelse af 27-05-2015 - indlagt i TaxCons database den 10-07-2015
Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Retten i Roskilde den 30. september 2016. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.
Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse om nægtelse af ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2006 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Klagerens revisor anmodede den 31. oktober 2011 SKAT om genoptagelse af indkomståret 2006 vedrørende fradrag for tab på anparter på 125.000 kr.
Begrundelsen var ifølge anmodningen, at ”Beløbet er fejlagtigt ikke påført”.
SKAT har ikke imødekommet genoptagelsesanmodningen, idet SKAT har henvist til, at dette indkomstår er forældet og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke er opfyldt.
Klageren har været eneejer af selskabet ApS [virksomhed1], cvr-nr. [...1]. Selskabet er ophørt den 28. august 2006 og klageren har i den forbindelse haft et tab på anparter på 125.000 kr.
Det fremgår af sagen, at selskabet har følgende data:
Selskabsnavn:ApS [virksomhed1]
Adresse:[adresse1], [by1]
Cvr-nr.[...1]
Status:Konkurs
Stiftelsesdato:1. april 1997
Regnskabsår:1. juli til 30. juni
Selskabskapital:125.000 kr.
Branche:649900: Anden finansiel formidling.
Selskabet er konkurs pr. 22. august 2006.
Klageren er også ejer af anparterne i [virksomhed2] ApS under konkurs. Klageren har også været ejer af [virksomhed3] ApS under konkurs (opløst). Dette selskab er ophørt i 2008.
Genoptagelsesanmodningen vedrører alene fradrag for tab på anparter, 125.000 kr., i 2006 vedrørende ApS [virksomhed1] under konkurs.
SKAT har ved afgørelse af 10. januar 2012 meddelt afslag på genoptagelse med følgende begrundelse:
Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 er den ordinære frist for genoptagelse 3 år og 4 måneder efter udløbet af indkomståret, det vil sige senest den 1. maj 2010 for 2006.
Efter skatteforvaltningslovens § 27 kan der ske ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, hvis der er sket ændringer i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen eller der er særlige omstændigheder til en ekstraordinær genoptagelse.
Det er ikke SKATs opfattelse, at der foreligger ændringer i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen eller der er særlige omstændigheder der berettiger til en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2006 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.
Et glemt fradrag mm. berettiger ikke til ekstraordinær genoptagelse, i den forbindelse henvises til Vestre Landsret dom af den 14 december 2006, offentliggjort ved SKM2007.44 VLR, og byretsdom af 24. oktober 2008, offentliggjort ved SKM2008.902.BR).
Der kan ikke gives ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2006 vedrørende tab på anparter.
En skatteyder har mulighed for at få genoptaget sin skatteansættelse efter årsopgørelsen er modtaget. Reglerne om genoptagelse fremgår af skatteforvaltningsloven.
Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin indkomst, senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb anmode om ændringen.
Klagerens genoptagelsesanmodning vedrørende indkomståret 2006 er modtaget i SKAT den 31. oktober 2011.
Ordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, vedrørende indkomståret 2006 skal ske senest 1. maj 2010. Fristen for ordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er derfor overskredet, hvorfor genoptagelse efter denne bestemmelse ikke kan finde sted.
Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, kan en indkomst, i en række nærmere angivne tilfælde, ændres ekstraordinært, uanset fristerne i § 26 De opregnede tilfælde er således undtagelser til hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 26.
Herudover er det en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelsesanmodningen fremsættes senest 6 måneder efter at klageren er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder anmodningen om ekstraordinær genoptagelse. Dette fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.
Repræsentanten begrunder den ekstraordinære genoptagelse med:
• | Selskabets (ApS [virksomhed1]) kurator og revisor har behandlet sagen under konkursen. Klageren har været i vildfarelse med hensyn til de faktiske omstændigheder vedrørende tabet på 125.000 kr. på anparterne. Der er hermed på ingen måde tale om et glemt fradrag. Hvis der skulle være tale om et glemt fradrag, ville det kræve, at klageren havde kendskab til tabet og fradragsretten. |
• | Klageren har været af den overbevisning, at kurator og revisor skulle berette om forhold vedrørende tabet. |
• | Udover selskabets (ApS [virksomhed1]) konkurs i 2006, var også to andre af klagerens selskaber ([virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS) under konkursbehandling. Klageren har været presset og derfor godtroende omkring revisor og kurators behandling af alt vedrørende virksomhederne, herunder også tabets betydning for klagerens private anliggende. |
• | Klageren blev af ny repræsentant gjort opmærksom på, at der ikke var indberettet fradrag for tab i 2006 for de tabte anparter i 2006. Hertil reagerede klageren straks og bad om rettelse heraf. |
Det er repræsentantens opfattelse, at klageren opfylder betingelserne for at få skatteansættelsen ekstraordinært genoptaget, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, således at klageren skal have fradrag for tab på anparter på 125.000 kr.
Det er nævnets opfattelse, at klageren ikke er berettiget til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 eller nogen andre bestemmelser. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 omhandler genoptagelse når der foreligger særlige omstændigheder.
Det er nævnets opfattelse, at der ikke foreligger særlige omstændigheder der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse. Således anses oplysningerne om, at klageren var i vildfarelse med hensyn til de faktiske omstændigheder vedrørende tabet på anparterne, ikke at kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse.
Heller ikke oplysningerne om, at klageren var overbevist om, at kurator og revisor skulle berette om forholdet vedrørende tabet eller klagerens pressede økonomiske situation, med flere selskaber under konkursbehandling, kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
Det er nævnets opfattelse, at klagerens manglende selvangivelse af det oplyste fradrag har karakter af et overset eller et glemt fradrag. Klageren burde, uanset, at konkursbehandling m.v. blev foretaget af revisor og kurator, som hovedaktionær og eneejer af selskabet, have været opmærksom på fradraget.
Skatteankenævnet har henvist til Den juridiske vejledning 2012, afsnit A.A.8.2.3.10, ”Ændringer for følge af særlige omstændigheder”.
Klagerens repræsentant har på klagerens vegne nedlagt påstand om, at indkomståret 2006 kan genoptages ekstraordinært, hvorfor der skal indrømmes et tab på 125.000 kr. på anparter.
Repræsentanten har til støtte herfor gjort gældende, at der foreligger særlige omstændigheder, der efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan begrunde ekstraordinær genoptagelse.
Ekstraordinær genoptagelse kan tillades efter en konkret vurdering af diverse forhold, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, der figurerer som en sikkerhedsventil. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, j f. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7. Det er en forudsætning for genoptagelse efter denne bestemmelse, at der er en sandsynlig udsigt til, at genoptagelsen af ansættelsen vil resultere i en indholdsmæssig ændring end den hidtidige. Der skal fremlægges nye faktiske eller retlige oplysninger, der kan føre til, at skatteansættelsen er materiel urigtig, jf. SKM2011.332.BR. Hertil vedlægges udskrifter af CVR registeret, hvilket bekræfter ophørsdatoer for de forskellige virksomheder.
Ifølge forarbejderne til bestemmelsen i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8 skal der ved vurderingen af, om der kan ske ekstraordinær genoptagelse, lægges vægt på, om en ændring af skattegrundlaget vil have en væsentlig betydning for den skattepligtige. Hertil vurderes det, at en ændring af skattegrundlaget på mere end 5.000 kr. vil have en væsentlig betydning for den skattepligtige. Endvidere tillægges det betydning, hvor vidt det kan anses for urimeligt at opretholde opgørelsen af skattegrundlaget. Der er tale om et fradrag på i alt kr. 125.000, som i særdeleshed må anses som en betydelig ændring for klageren. Fradraget overstiger 5.000 kr., og det må derfor antages at have en væsentlig betydelig for klageren, og en stor indvirkning på hans økonomiske situation. Repræsentanten har endvidere henvist til klagerens personlige indkomst i øvrigt, idet årsopgørelser for 2006 og 2007 er fremlagt. Det fremgår heraf, at klageren i indkomståret 2006 havde en skattepligtig indkomst på 92.634 kr. og i indkomståret 2007 en skattepligtig indkomst på 92.546 kr. Den forholdsvis lave indtjening i 2006 og 2007 understreger således, at ændringen af skatteansættelsen har væsentlig økonomisk betydning for klageren. Der er ikke tvivl om, at såfremt Landsskatteretten ikke imødekommer anmodningen om ekstraordinær genoptagelse, vil det medføre et materielt urigtigt skattegrundlag for den pågældende periode. En rimelighedsvurdering af sagens forhold bør herefter medføre, at indkomståret 2006 genoptages.
Selvom der hverken er tale om myndighedsfejl eller svig fra tredjemand, kan bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 medføre genoptagelse i andre situationer, der kan kvalificeres som “særlige omstændigheder”. Dette kan eksempelvis være i den situation, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand, sygdom eller der er andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Bestemmelsen har således til formål at opsamle de tilfælde, hvor forholdene i særlig grad taler for, at ansættelsen ændres.
Selskabet ApS [virksomhed1] har været under konkurs, hvorfor kurator og revisor har behandlet sagen. Klageren har været af den overbevisning, at kurator og revisor i forbindelse med deres gennemgang skulle berette om forhold vedrørende tab. Der er hermed på ingen måde tale om et glemt fradrag. Hvis der skulle være tale om et glemt fradrag, ville det kræve, at der var kendskab til tabet og fradragsretten. Klageren har således været i vildfarelse med hensyn til de faktiske omstændigheder vedrørende tabet på anparterne.
Klageren har i perioden omkring konkursen været præget voldsomt af ustabilitet vedrørende sine økonomiske forhold. Dette har påvirket klagerens overskud og medført, at han har mistet overblikket. Grundet ApS [virksomhed1]´s ophør, og [virksomhed2] ApS, cvr-nr. [...2] og [virksomhed3] ApS, cvr-nr. [...3]´s konkursbehandlinger, har klageren været utrolig presset. Presset har blandt andet betydet, at klageren har været godtroende omkring revisors og kurators behandling af virksomheden.
Klageren har været påvirket af selskabernes dårlige økonomiske situation, hvilket bevirkede manglende overskud og overblik, som har haft en stor indvirkning på klageren. Klageren har efter bedste evne forsøgt at opretholde selskaberne, men disse er alle under konkurs og nogle er ophørt. Klageren har været påvirket af selskabets dårlige resultater, hvilket har taget klagerens tid og overskud. På baggrund af, at alle kræfter blev lagt i opretholdelsen af selskabet, blev de øvrige oplysninger og dokumentationer overladt til revisor og kurator.
Klageren blev af ny revisor gjort opmærksom på, at der ikke var indberettet fradrag for tab i 2006 for de tabte anparter i 2006. Hertil reagerede klageren straks og bad om rettelse heraf.
Af praksis på området kan bl.a. nævnes SKM2006.467LSR, hvor Landsskatteretten godkendte, at en skatteyder kunne få ekstraordinært genoptaget sin skatteansættelse, da det blandt andet ikke kunne bebrejdes skatteyderen, at han på grund af personlige problemer ikke havde fået selvangivet rettidigt. Man lagde også vægt på, at der for skatteyderen var tale om væsentlige beløb.
Klageren oplyste på mødet i Skatteankestyrelsen, at han havde talt med kurator og bedt denne om at indberette tabet, men det havde han ikke villet gøre. Repræsentanten oplyste, at klageren på dette tidspunkt ikke var repræsenteret ved revisor, men udarbejdede selv regnskaber m.v. Repræsentanten anførte endvidere, at SKAT, der kan se det hele i R75, ikke gjorde klageren opmærksom på, at han skulle selvangive tabet på anparterne.
På baggrund af ovenstående skal klageren have genoptaget indkomståret 2006 for fradrag på 125.000 kr. ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet der foreligger særlige omstændigheder.
Det fremgår af sagen, at klageren den 31. oktober 2011 anmodede SKAT om at genoptage skatteansættelsen for 2006, da klageren havde konstateret, at tab på anparter som følge af ApS [virksomhed1]´s konkurs, ikke var blevet indberettet til SKAT.
Fristen for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2006 udløb i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, den 1. maj 2010.
En genoptagelse efter dette tidspunkt forudsætter, at forholdet kan anses omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 om ekstraordinær genoptagelse i en række nærmere oplistede tilfælde. Den relevante bestemmelse i den foreliggende sag er skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, der hjemler genoptagelse, dersom SKAT efter anmodning giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.
Ifølge lovbemærkningerne hjemler bestemmelsen genoptagelse i de tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen udenfor de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen. Bestemmelsen kan blandt andet finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Det fremgår af forarbejderne endvidere, at bestemmelsen ikke hjemler ekstraordinær genoptagelse i tilfælde, hvor der er tale om et glemt fradrag.
Der er i den foreliggende sag tale om, at der ikke er blevet selvangivet tabsfradrag i forbindelse med selskabets konkurs, hvilket må anses som et glemt fradrag. De forelagte oplysninger kan ikke medføre et andet resultat, idet bemærkes, at klageren i forholdet til SKAT identificeres med sin revisor.
Det er således med rette, at skattemyndighederne har nægtet ekstraordinær genoptagelse for 2006, idet der ikke er hjemmel til ekstraordinær genoptagelse i den foreliggende situation, hvorfor Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes.