Kendelse af 15-12-2015 - indlagt i TaxCons database den 23-01-2016

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2010

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til kiropraktikerbehandling som personaleudgifter med 2.062 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til kilometergodtgørelse med 19.145 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

Virksomheden [virksomhed1] har beskæftiget sig bredt med renovering af eksisterende boliger/institutioner og lignende opgaver. Der er ingen ansatte. Der er anvendt underleverandører i vid udstrækning.

SKAT anmodede den 1. november 2011 om, at der blev indsendt regnskabsmateriale. Materiale blev afleveret af klageren i uge 50 i 2011. SKAT afholdt møde med klageren den 28. februar 2012.

Klageren har fremlagt en udskrift fra sin lægejournal af 25. januar 2013, hvori der den 17. december 1996 bl.a. er skrevet, at klageren er henvist til fysioterapeut, og at skaden vil blive anmeldt som en arbejdsskade.

Klageren har over for SKAT fremlagt en opgørelse over den erhvervsmæssige kørsel. Opgørelsen er udarbejdet på grundlag af vedlagte fakturaer fra 2010. Af dette regnskab fremgår det selvangivne beløb på 54.745 kr. ud fra 15.377 kørte kilometer og en sats på 3,65 kr.

Der er ikke ført et løbende kørselsregnskab.

Skatteankenævnets afgørelse

Personaleudgifter

Fradragsretten i henhold til ligningslovens § 30 A omfattede ydelser, som er afholdt til lægefagligt begrundet behandling ved sygdom eller ulykke, herunder behandling af psykiske lidelser hos en psykolog eller psykiater og til tilsvarende sygdomsforebyggende behandling.

Behandling af misbrug af alkohol, medicin og andre rusmidler, herunder blandingsmisbrug, er ligeledes omfattet. Kiropraktorbehandlinger er også omfattet.

Det er en betingelse for fradragsretten, at der foreligger en lægehenvisning til behandling, og at der foreligger en skriftlig erklæring fra en kiropraktor, der har autorisation i henhold til dansk ret, eller hvis kiropraktoren er etableret i udlandet en tilsvarende kvalifikation, om personen har behov for behandlingen.

Der er ikke fremlagt den nødvendige dokumentation.

Kørselsudgifter/erhvervsmæssig kørsel

Klageren har ikke ført et egentligt kilometerregnskab, men klageren har alene redegjort for erhvervsmæssig kørsel. For at et kørselsregnskab skal kunne kræves lagt til grund ved skatteansættelsen, må kørselsregnskabet være ført dagligt med angivelse af: 1) kilometertællerens udvisende henholdsvis ved den daglige kørsels begyndelse og ved dens afslutning, 2) datoen for kørsel og 3) den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, således at der med hensyn til den erhvervsmæssige kørsel må være angivet bestemmelsessteder og lignende notater, der kan sandsynliggøre og eventuelt dokumentere regnskabets rigtighed.

SKAT kan i henhold til praksis stille strenge krav til den umiddelbare forståelighed af de oplysninger, der skal danne grundlag for befordringsfradrag, jf. TfS 1999, 878 HRD. Regnskabet med antallet af kørte kilometer må være ført således, at kørebogens udvisende stemmer med bilens kilometertæller, jf. Vestre Landsrets dom af 13. april 1973. Der er tillige henvist til Den Juridiske Vejledning 2010, afsnit A.F.3.4.1, om kørselsregnskab samt til ligningslovens § 9 B.

Klageren har ikke ført korrekt kilometerregnskab.

Det af SKAT udøvede skøn på 10.000 km. vedrørende den erhvervsmæssig kørsel er hverken åbenbart urimeligt, henset til det oplyste om klagerens kunder og deres geografiske placering i mindre afstand fra klagerens bolig. Endvidere har det skønsmæssigt fastsatte kilometerantal også givet plads til øvrig erhvervskørsel til møder, bank, revisor m.v.

Klagerens opfattelse

Der er principalt nedlagt påstand om, at klagerens udgifter til kiropraktor på 2.062 kr. er fradragsberettigede som personaleudgifter, samt at klageren er berettiget til en kilometergodtgørelse på 19.145 kr. Subsidiært er der nedlagt påstand om, at klagerens udgifter til kiropraktor på 2.062 kr. er fradragsberettigede som personaleudgifter, og at klageren skal have en kilometergodtgørelse, som er højere end den af skatteankenævnet fastsatte ud fra Landsskatterettens skøn. Repræsentanten har anført, at den erhvervsmæssige kørsel passende kan skønnes til yderligere 9.572 kr., således at der accepteres yderligere 50 % af forskellen mellem det selvangivne og SKATs skøn.

Til støtte for påstanden for så vidt personaleudgifterne er det gjort gældende, at kiropraktikken er udført af en autoriseret kiropraktor. Besøgene hos den omhandlede kiropraktor er en følge af en tidligere arbejdsskade, som er under fortsat behandling hos den omhandlede kiropraktor. Skaden og behandling heraf fremgår af udskrift fra klagerens lægejournal.

Til støtte for påstanden for så vidt angår den erhvervsmæssige kørsel har klageren opgjort denne kørsel i henhold til de udstedte fakturaer til 11.853 km tillagt yderligere 3.524 km. til diverse kørsel.

SKAT har beregnet kilometer fra hjemadressen til arbejdsstederne og derefter divideret den samlede pris ud med en timesats på 350 kr. På den måde har SKAT opgjort et fradrag på 5.525 km., men SKAT har ikke taget faktura 67 i betragtning, da arbejdsstedet ikke er angivet. SKAT godkendte således på grundlag af ovennævnte et skønsmæssigt fradrag på 10.000 km., hvilket skatteankenævnet ikke fandt åbenbart urimeligt. Den af SKAT og skatteankenævnet foretagne beregning har ikke givet et retvisende billede af de faktisk kørte kilometer.

For det første så kan en normal håndværker-hverdag ikke fungere ved, at indehaveren er kørt ud på pladsen for så at være der hele dagen. I løbet af dagen vil der unægtelig være en hel del anden kørsel.

For det andet har SKATs beregning taget udgangspunkt i, at der bliver arbejdet ”fulde” dage.

For det tredje er der altid en del kørsel til tilbudsgivning, opmålinger, opstartsmøder, byggemøder samt afsluttende møder samt administrative møder med revisor, bank m.v.

Ved at anvende SKATs skøn er der alene plads til ca. 4.000 – 4.500 km., hvilket er svarende til ca. 333 km. pr. måned eller ca. 15 km. pr. dag. Sammenholdt med SKATs beregningsmodel må det virke helt urealistisk, at klageren ikke skulle køre mere.

Vi skal derfor fastholde, at klagerens skøn er mere realistisk end SKATs skøn. Alternativt skal der udføres et andet skøn, som lander et sted mellem 10.000 – 15.377 km.

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, fradrage udgifter til bl.a. egne sundhedsbehandlinger m.v., jf. ligningslovens § 30A, stk. 1, 1. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009).

Fradragsretten er bl.a. betinget af, at 1) den person, som sundhedsbehandlingen m.v. vedrører, deltager i virksomhedens drift med en personlig arbejdsindsats af ikke-uvæsentligt omfang, og 2) at eventuelle medarbejdere i virksomheder, der drives af den selvstændigt erhvervsdrivende, bortset fra visse virksomheder, som led i virksomhedens generelle personalepolitik senest samtidig med etableringen af ordningen for den selvstændigt erhvervsdrivende er tilbudt en tilsvarende ordning med skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger m.v., jf. § 30, jf. ligningslovens § 30 A, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Fradragsretten i henhold til stk. 1 omfatter ydelser, som afholdes til lægefagligt begrundet behandling ved sygdom eller ulykke, herunder behandling af psykiske lidelser hos en psykolog eller psykiater, til tilsvarende sygdomsforebyggende behandling, til behandling hos en kiropraktor eller til behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler, jf. dog stk. 3.

Det er endvidere en betingelse for fradragsretten efter stk. 2, 1. pkt., at der foreligger en lægehenvisning til behandling, jf. ligningslovens § 30 A, stk. 4.

Den dokumentation, som klageren har fremlagt i form af udskrift af sin lægejournal af 25. januar 2013, hvori der den 17. december 1996 bl.a. er skrevet, at klageren er henvist til fysioterapeut, og at skaden vil blive anmeldt som en arbejdsskade, er ikke tilstrækkelig til, at behandlingen af klagerens ryg kan anses for lægefagligt begrundet.

Der ved afgørelsen bl.a. henset til, at henvisningen er fra 1996 og således er ca. 14 år gammel i 2010, at der ikke er henvist til kiropraktor, og at det ikke fremgår direkte af lægejournalen, at det er en ryglidelse, som skal behandles.

Derfor stadfæstes skatteankenævnets afgørelse for så vidt angår dette punkt.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst: a) Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for forudgående 12 måneder, b) befordring mellem arbejdspladser og 3) befordring inden for samme arbejdsplads, jf. ligningslovens § 9B, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009).

SKAT kan i henhold til retspraksis stille strenge krav til den umiddelbare forståelighed af de oplysninger, der skal danne grundlag for fradrag for befordringsudgifter og kan, hvis kørebogen eller andre oplysninger ikke foreligger, skønsmæssigt ansætte et kørselsfradrag, jf. Højesterets dom af 20. oktober 1999, offentliggjort i TfS 1999, 878.

Det kørselsregnskab, som klageren med vedlagte fakturaer har fremlagt, opfylder ikke kravene til et korrekt kørselsregnskab, hvorfor størrelsen på klagerens eventuelle fradrag skønsmæssigt kan ansættes.

Ud fra bl.a. de foreliggende fakturaer, herunder deres bevisværdi, og afstanden til de omhandlede adresser synes et skønsmæssigt fastsat fradrag på et erhvervsmæssigt antal kørte kilometer på 10.000 at være retvisende for den erhvervsmæssige kørsel i det omhandlede indkomstår.

Derfor stadfæstes skatteankenævnets afgørelse for så vidt angår dette punkt.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes herefter.