Kendelse af 12-03-2014 - indlagt i TaxCons database den 03-05-2014

Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Retten i Lyngby den 19. februar 2016. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.

Sagen vedrører, om betingelserne for omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt, således at en overdragelse af et lager af antisnorkeskinner til et udenlandsk registreret selskab ikke tillægges skattemæssig virkning i overdragelsesåret.

Faktiske oplysninger

Salget af antisnorkeskinner fra 1994 til 2004

Efter det oplyste udviklede klageren, der primært drev selvstændig erhvervsvirksomhed som tandlæge og ved udlejning af fast ejendom, i 1993 sammen med en af sine patienter en antisnorkeskinne af plast, som de efterfølgende tog europæisk patent på.

I 1994 blev der herefter produceret ca. 8 – 10.000 stk. antisnorkeskinner. Klageren solgte både antisnorkeskinnerne per postordre gennem sin enkeltmandsvirksomhed, der på daværende tidspunkt hed ”[virksomhed1]”, og gennem sin tandlægevirksomhed til sine tandlægepatienter.

I 1994 blev der gennem virksomheden ”[virksomhed1]” efter det oplyste solgt under 5.000 stk., mens der i 1996 alene blev solgt ca. 40 stk. Privatpersoner købte typisk 1 – 2 stk., mens enkelte apoteker købte mellem 10 – 40 stk.

Ifølge årsregnskabet for 2000, der var det sidste for virksomheden under navnet ”[virksomhed1]”, havde virksomheden en omsætning fra indenlandsk varesalg på 95.310 kr. samt en mindre omsætning fra salg af vin på 18.778 kr. Virksomheden ”[virksomhed1]” ændrede i 2001 navn til ”[virksomhed2]”, idet virksomhedens salg af vin efter det oplyste var større end virksomhedens salg af antisnorkeskinner.

For indkomståret 2001 havde virksomheden ”[virksomhed2]” således en omsætning fra udenlandsk varesalg af antisnorkeskinner på 21.442 kr. samt en omsætning fra salg af vin på 61.617 kr., mens den for indkomståret 2002 havde en omsætning fra indenlandsk varesalg af antisnorkeskinner på 30.980 kr. samt en omsætning på salg af vin på 44.702 kr. Virksomheden ”[virksomhed2]” ophørte herefter den 1. februar 2003.

Efter det oplyste solgte klageren endvidere gennem sin tandlægevirksomhed ca. 3 – 17 stk. om året i perioden fra 1994 - 2004 til ca. 500 kr. per antisnorkeskinne.

Indtægterne fra salget af antisnorkeskinnerne gennem virksomheden ”[virksomhed1]/[virksomhed2]” blev selvangivet og beskattet sammen med klagerens øvrige erhvervsindtægter i perioden frem til virksomhedens ophør i 2003.

Indtægterne fra salget af antisnorkeskinnerne gennem tandlægevirksomheden blev beskattet sammen med klagerens øvrige indtægter fra tandlægevirksomheden. I 2008 og frem blev salget ikke benævnt som salg af ”[virksomhed1]/antisnorkeskinner”, men i stedet ”salg af tandlægeprodukter”.

Det store lager af antisnorkeskinner

Efter det oplyste mødte klageren i 1995 en amerikaner, der var interesseret i at investere i klagerens antisnorkeskinner og sælge dem på det amerikanske marked. Af den fremlagte ”personal performance contract” mellem klageren og amerikaneren fremgår, at klagerens bidrag til samarbejdet bestod i antisnorkeskinnen, herunder leveringen af produktet og materiale til markedsføringen, mens amerikanerens bidrag bestod i selve markedsføringen og udbredelsen af produktet.

Herefter blev der efter det oplyste produceret 100.000 stk. antisnorkeskinner til en samlet pris på 100.000 $. De herved producerede antisnorkeskinner var identiske med de oprindeligt producerede antisnorkeskinner fra det første lager. De 100.000 stk. antisnorkeskinner blev efterfølgende leveret til klagerens tandlægeklinik.

Salget af antisnorkeskinner på det amerikanske marked skulle ske gennem det amerikanske selskab ”[virksomhed3] Inc.”, som skulle ejes ligeligt mellem klageren og amerikaneren. Der er i denne forbindelse fremlagt udskrift fra selskabsregistret i New Mexico hvoraf fremgår, at selskabet ”[virksomhed3] Inc.” blev oprettet den 24. februar 1995 og efterfølgende lukket den 17. juni 2002. Endvidere er amerikaneren oplyst som ”president” og ”treasurer”, mens klageren er oplyst som ”vice president” og ”secretary”.

Efter det oplyste forsvandt amerikaneren efter produktionen af de 100.000 stk. antisnorkeskinner, og klageren fik i 1996 kendskab til, at amerikaneren var en svindler, der benyttede sig af forskellige navne og var sagsøgt i flere retssager i USA.

Salget af antisnorkeskinner fra 2004 - 2011

Efterspørgslen på antisnorkeskinner opstod imidlertid igen i 2004 i forbindelsen med udbredelsen af Google, og en række udenlandske grossister rettede henvendelse til klageren med henblik på at købe antisnorkeskinner en gros.

Den 1. august 2005 registrerede klageren en ny virksomhed under navnet ”[virksomhed2]”, som fra samme dato blev registreret for moms, import, vinafgifter og emballageafgifter. I perioden frem til og med 2009 indgik der kun omsætning med salg af vin i virksomheden ”[virksomhed2]”.

Af klagerens indkomst- og formueopgørelse for indkomståret 2007 og indkomståret 2009 fremgår således, at ”[virksomhed2]” alene havde en omsætning fra ”salg af vin” på henholdsvis 38.173 kr. og 30.416 kr. Endvidere fremgår af klagerens kapitalforklaring for de pågældende indkomstår, at klageren havde ”salg af private effekter” for henholdsvis 350.000 kr. og 1.158.942 kr. Efter det oplyste vedrører posteringerne ”salg af private effekter” salg af antisnorkeskinner.

Ifølge klagerens udarbejdede opgørelse over salg af antisnorkeskinner blev der solgt følgende antal antisnorkeskinner i perioden fra 2004 til og med 2011:

Salget af restlageret af antisnorkeskinner i 2010

Efter det oplyste stiftede klageren det amerikanske selskab [virksomhed4] LLC i 2009/2010 og overførte herefter den resterende del af det store lager af antisnorkeskinner til det amerikanske selskab. Der foreligger ikke nogen overdragelsesaftale mellem klageren og selskabet [virksomhed4] LLC. Det er oplyst, at klageren som betaling for overdragelsen modtog en fordring på selskabet [virksomhed4] LLC, uden at det nærmere er oplyst, hvilke vilkår der gjaldt for fordringens betaling.

Af det amerikanske selskabs balance for indkomståret 2010 fremgår, at der den 1. januar 2010 var et lager på 70.000 antisnorkeskinner til en værdi af 900.200 $. Endvidere fremgår det, at der er gæld til ejeren på 899.200 $ og en ”aktiekapital” på 1.000 $.

Af klagerens indkomst- og formueopgørelse for indkomståret 2010 fremgår, at ”[virksomhed2]” uden nogen nærmere beskrivelse havde en ”omsætning” på 2.100.975 kr. og et ”vareforbrug” på 2.079.011 kr. Endvidere er egenkapitalen i selskabet [virksomhed4] LLC optaget til 0 kr. under klagerens aktiver dog med benævnelsen ”(ikke vurderet)”. Endelig fremgår det under kapitalforklaringen, at ”salg af privat effekter” er sat til 0 kr., mens der ikke fremgår nogen fordring på selskabet [virksomhed4] LLC.

SKAT har ved afgørelse af 5. juli 2012 blandt andet forhøjet klagerens virksomhedsindkomst for indkomståret 2010 med 4.307.778 kr. fra salget af den resterende del af det store lager af antisnorkeskinner til selskabet [virksomhed4] LLC. Endvidere har SKAT ligeledes forhøjet klagerens virksomhedsindkomst for indkomstårene 2004 til 2009 med indtægterne fra salg af antisnorkeskinner for de pågældende år.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet at give tilladelse til omgørelse vedrørende overdragelsen af lageret af antisnorkeskinner.

Til støtte for afgørelsen har SKAT anført, at betingelserne for omgørelse i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1 – 3, ikke er opfyldt.

For så vidt angår betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, om at dispositionen ikke i overvejende grad må have været båret af hensynet til at spare eller udskyde skatter, har SKAT anført, at det på ingen måde kan være sandsynligt, at et salg af et varelager af et stort antal ens varer, der er overtaget fra et delvist ejet selskab, skulle være skattefrit.

For så vidt angår betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 2, om at dispositionen utvivlsomt skal have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige, har SKAT anført, at en beskatning af en overdragelse af et restvarelager til en værdi af godt 4,6 mio. kr. ikke kan anses for at være en utilsigtet skattemæssig virkning.

For så vidt angår betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 3, om at dispositionen skal have været lagt klart frem for myndighederne, har SKAT anført, at klagerens overdragelse af restvarelageret ikke fremgår af hverken selvangivelse eller årsregnskab, og at overdragelsen heller ikke kan udledes af klagerens kapitalforklaring for det pågældende indkomstår. Hertil er det yderligere anført, at såfremt klageren anså overdragelsen for salg af private ejendele mod erhvervelsen af en fordring, burde både salg og fordring have fremgået af kapitalforklaringen.

For så vidt angår betingelserne i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 4 og nr. 5, har SKAT ikke taget stilling hertil.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der gives tilladelse til omgørelse af overdragelsen af restlageret af antisnorkeskinner til [virksomhed4] LLC.

Klageren har nærmere anført, at det amerikanske selskab ”[virksomhed3] Inc.” blev likvideret med hende som eneste anpartshaver, hvorefter det store lager af antisnorkeskinner overgik til hendes privatsfære uden, at dette medførte nogen beskatning af hende i det pågældende indkomstår. I forbindelse med det stigende salg fra 2004 drøftede hun salget med sin revisor. Hun fik i denne forbindelse ikke oplyst, at salget var skattepligtigt. Tværtimod anså man salget for salg af private ejendele, hvilket var baggrunden for, at hun antog, at salget ikke var skattepligtigt.

Klageren har endvidere anført, at antisnorkeskinnerne fra det store lager hverken blev solgt gennem virksomheden ”[virksomhed1]” eller tandlægeklinikken. Bare omfanget af det store lager medfører en formodning for, at antisnorkeskinnerne ikke kan være produceret til brug for hverken ”[virksomhed1]” eller tandlægeklinikken. Der blev heller ikke aktivt forsøgt salg fra det store lager af antisnorkeskinner. Der kan således ikke være tvivl om, at varelageret hverken udgjorde en del af virksomheden ”[virksomhed1]” eller tandlægeklinikken, hvorfor varelageret må anses for overgået til privatsfæren.

Endelig har klageren anført, at baggrunden for overdragelsen af restlageret til selskabet [virksomhed4] LLC i 2010 var, at hun sammen med sin mand havde købt hus i [USA] og var blevet informeret om, at det var lettere at få visum til et længere ophold end tre måneder i USA, hvis man havde en amerikansk virksomhed. Den største aftager af antisnorkeskinner ville dog ikke handle med det amerikanske selskab, hvorfor salgene i 2010 blev viderefaktureret til ”[virksomhed2]” og herefter solgt til aftageren. Efter overdragelsen til [virksomhed4] LLC antog hendes revisor, at mellemhandlersalget gennem ”[virksomhed2]” var skattepligtigt, hvorfor salget blev selvangivet fra og med 2010.

Til støtte for den nedlagte påstand har klagerens repræsentant overordnet gjort gældende, at betingelserne for omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt.

Det er endvidere overordnet gjort gældende, at salget gennem henholdsvis virksomheden ”[virksomhed1]/[virksomhed2]” og tanklægeklinikken fra det oprindelige lager ikke kan sammenlignes med salget af antisnorkeskinnerne fra det store lager, der må anses for salg af private ejendele. Der er herved henvist til, at salget gennem tandlægeklinikken og virksomheden ”[virksomhed1]/[virksomhed2]” var detailsalg fra det oprindelige lager, mens salget til udlandet var en gros-salg fra det store lager.

For så vidt angår betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, om at dispositionen ikke i overvejende grad må have været båret af hensynet til at spare eller udskyde skatter, har repræsentanten gjort gældende, at overdragelsen ikke var båret af sådanne hensyn, da overdragelsen var begrundet i dels et ønske om at opholde sig længere tid i USA og dels foranlediget af en af aftagerne af antisnorkeskinnerne, der ønskede at sælge på det amerikanske marked. I øvrigt havde klageren fået den opfattelse, at salget af antisnorkeskinner var skattefrit, hvorfor der intet skattemæssigt motiv var for klageren til at overdrage restlageret til selskabet [virksomhed4] LLC.

For så vidt angår betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 2, om at dispositionen utvivlsomt skal have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige, har repræsentanten med henvisning til TfS 2006, 925 H gjort gældende, at det afgørende er om klageren på overdragelsestidspunktet var klar over, at overdragelsen ville udløse skat. I denne forbindelse har repræsentanten henvist til, at de skattemæssige virkninger af dispositionen ikke var forudset, da man netop var af den opfattelse, at salget af antisnorkeskinner var skattefrit.

For så vidt angår betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 3, om at dispositionen skal have været lagt klart frem for myndighederne, har repræsentanten gjort gældende, at dispositionen fremgår af selvangivelsen for indkomståret 2010, idet de efterfølgende salg som følge af viderefaktureringen til den største aftager af antisnorkeskinnerne skete gennem ”[virksomhed2]” og blev selvangivet. Endvidere er der ikke længere pligt til at udarbejde en kapitalforklaring, der i øvrigt blot udgør en kontrol af, at privatforbruget stemmer. I 2010 udløste overdragelsen af restlageret til selskabet [virksomhed4] LLC ikke forøget likviditet eller en kontant gevinst for klageren, da restlageret blev overdraget til hendes selskab mod, at hun fik en fordring på selskabet. Overdragelsen medførte derfor ikke en forøgelse af klagerens privatforbrug, hvorfor overdragelsen heller ikke gav sig udslag i kapitalforklaringen.

For så vidt angår betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 4, om at de privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige, har repræsentanten anført, at klageren ved omgørelsen vil refundere alle selskabet [virksomhed4] LLC’s udgifter vedrørende restlageret, og at alle indtægterne ved salget af restlageret vil tilfalde klageren. De privatretlige virkninger, der følger af omgørelse, vil således være enkle og overskuelige.

For så vidt angår betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 5, om at alle, der vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, skal tiltræde omgørelsesanmodningen, har repræsentanten anført, at selskabet [virksomhed4] LLC tiltræder anmodningen om omgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Det er ubestridt, at klagerens indtægter fra de salg af antisnorkeskinner, der fremgår af den af klageren fremlagte opgørelse for perioden fra 2004 til 2010, hverken blev selvangivet sammen med klagerens øvrige indtægter fra henholdsvis tandlægevirksomheden eller vinhandelsvirksomheden ”[virksomhed2]” i de pågældende indkomstår.

Ud fra klagerens regnskabsmateriale i perioden fra 2002 til 2010 måtte det således fremstå, som om klageren efter nedlukningen i 2003 af virksomheden ”[virksomhed2]” – den tidligere ”[virksomhed1]” – kun solgte antisnorkeskinner gennem sin tandlægevirksomhed. Da overtagelsen af det store lager ved likvidationen af selskabet ”[virksomhed3] Inc.” i 2002 ikke kan udledes af klagerens regnskabsmateriale for det pågældende indkomstår, har SKAT ikke kunnet gøre sig bekendt med, at klageren var i besiddelse af det store lager af antisnorkeskinner, der efter det oplyste ikke indgik i tandlægevirksomheden. Det var heller ikke åbenbart, at afståelsen af antisnorkeskinnerne fra dette lager blev henført under posteringen ”salg af private effekter” i nogle af de efterfølgende indkomstår.

Endvidere har klageren ikke behandlet afståelsen af antisnorkeskinnerne fra det store lager konsekvent i selvangivelsesmæssig henseende, idet klageren alene i sin kapitalforklaringer for 2007 og 2009 har oplyst at have haft indtægter ved ”salg af private effekter”, hvilket ikke er i overensstemmelse med de nu fremkommende oplysninger om salg af antisnorkeskinner, herunder overdragelsen af den resterende del af det store lager af antisnorkeskinnerne i 2010, som ikke er medtaget i klagerens kapitalforklaring eller i selvangivelsen.

Klageren kan således uanset sin vildfarelse om den skattemæssige behandling af afståelsen af antisnorkeskinnerne fra det store lager ikke anses for at have lagt overdragelsen af det store lager af antisnorkeskinner klart frem for SKAT, jf. skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 3, og omgørelse af den pågældende disposition er derfor udelukket.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.